Byggeleder styrede skinheads

På baggrund af afsløringer bragt af den kendte blog Uriasposten, kan Junikredsen i dag fortælle historien om, hvordan Balder Johansen, daglig leder af det fondsejede byggefirma Logik & Co., i årevis har brugt farlige voldsmænd – såkaldte sharpskins – som gadekrigere i sit tæskehold ’Antifascistisk Aktion’.

Onsdag den 12. januar i år anholdt bevæbnet politi en påstået talsmand for Danmarks Nationale Front (D.N.F.) på hans bopæl i Nordsjælland. Myndighederne ledte angiveligt efter våben, men fandt ikke noget nævneværdigt. I stedet konfiskerede man under stor dramatik nogle kemikalier, den 43-årige anholdte angiveligt havde stående i sin kælder.

Forhadt af venstrefløjen
Ifølge D.N.F. var disse kemikalier, som myndighederne i øvrigt ikke ville oplyse noget om, dog kun ”rengøringsmidler, der kan findes i enhver almindelig husholdning.” Ikke desto mindre blev den 43-årige varetægtsfængslet for fjorten dage, sigtet for ”forsøg på fremstilling af en eller flere bomber eller eksplosiver”.

Den 43-årige mand er en af de mest forhadte skikkelser på den yderste venstrefløj. Han var i en lang periode centralt placeret i Københavns voldsautonome bevægelse omkring Balder Bergman Johansen, men valgte for seks-syv år siden at vende ryggen til sine ekstremist-venner på det yderste venstre.

Det er i hvert fald hvad Mediesyndikatet Monsun, under sit dæknavn ’Researchkollektivet Redox’, hævder. Fra sine lokaler på Nørrebrogade i København påstår man også, at den 43-årige lod sig debriefe i forbindelse med sin afhopning og at hans intime viden om bl.a. Balder Johansen er videregivet i Xerxes-rapporten.

Balder Johansen har gennem det fondsejede firma Logik & Co. i flere år arbejdet hårdt på at oparbejde en respektabel facade og han ses nu lejlighedsvis i selskab med samfundets spidser. Johansens voldsomme ambitioner trues dog af offentlighedens begyndende kendskab til hans voldelige fortid og forbindelser.

Hos Monsun har overvågning, chikane og hetz mod Johansens nu 43-årige tidligere kampfælle derfor længe haft topprioritet. I forbindelse med anholdelsen i onsdags var virksomheden da også hurtig til at offentliggøre både hans navn, billede og privatadresse på internettet.

Redox-håndlangeren
Sådanne typiske venstrefløjsmetoder fandt dog anstændigvis ikke genklang hos det store flertal af danske massemedier. Men på Ekstra Bladet valgte en vis Jan Søgaard side og gengav kritikløst bl.a. venstreekstremisternes personfølsomme oplysninger om den sigtede 43-årig.

Jan Søgaard var i mange år kriminalreporter hos konkurrenten B.T. Her kom han i foråret 2000 på sporet af, at den i offentligheden endnu ukendte Balder Johansen var andet end blot byggeleder i venstrefløjsvirksomheden Egen Vinding og Datter, hvorfra Logik & Co. senere blev udskilt.

I en afslørende artikel om den yderste venstrefløjs snuskede forretningsmetoder fortalte Jan Søgaard den gang bl.a.:

”Balder Johansen arbejder for firmaet “Egen Vinding & Datter” med hovedsæde i Ringsted. Han har ifølge B.T.s kilder i ca. to årtier været med i det autonome miljø og regnes i dag for en af miljøets anonyme “generaler” og strateger. Han har flere gange været anholdt under uroligheder i København, senest nytårsaften.”

Men derefter lod den erfarne kriminalreporter stifteren af tæskeholdet ’Antifascistisk Aktion’ (AFA) slippe af krogen. Måske opdagede han, at Balder Johansen har en pengestærk herre i ryggen, nemlig den kendte fondsrytter Knud Foldschack.

Uriaspostens afsløring
På Uriasposten rettede man den 13. januar kritisk lys på Ekstra Bladets politisk farvede dækning af sagen fra Nordsjælland. ”Ekstra Bladet med de venstreradikale – mod de højreradikale”, lød den nøgterne sammenfatning fra landets mest indflydelsesrige blog.

Til illustration af den herskende dobbeltmoral på Ekstra Bladet påpegede Uriasposten, hvordan medierne gennem ti år har hemmeligholdt identiteten på den mand, der i sommeren 2002 af en enig landsret fik stadfæstet sin dom på et års fængsel i en meget omtalt sag om grov, politisk vold:

”Et af de mest brutale politiske attentater herhjemme fandt sted på Vesterbro den 5. maj 2001. Ekstra Bladet beskrev det dengang, som ”et renlivet likvideringsforsøg”, da 4-5 autonome overfaldt nationalsocialisten Thomas Derry Nakaba, på vej hjem fra et fitnesscenter. Det lykkedes kun politiet at få dømt den ene, men selvom der ikke er navneforbud, har gerningsmandens identitet ikke været oplyst af et eneste medie. Heller ikke Ekstra Bladet.”

Uriasposten satte derefter navn på voldsmanden.

Søn af antisemit
Lennart Wulf Eichberg er søn af den i Danmark bosatte tyske sociolog Henning Eichberg og broder til komponisten Søren Nils Eichberg. Mens sidstnævnte efter alt at dømme er upolitisk, optræder Henning Eichberg i Danmark som typisk venstreorienteret akademiker, der f.eks. skælder ud over ”højreregeringens destruktionspolitik” fordi hans bevilling i 2003 blev sløjfet.

Men ifølge Institute for Global Jewish Affairs er Henning Eichberg i virkeligheden “the most important theorist of the right wing extremist New Right in Germany”; en “soft core” holocaustbenægter, der udspreder “a special kind of secondary anti-Semitism”.

Det vides ikke hvilken indflydelse Henning Eichbergs specielle form for jødehad har haft på sønnens udvikling til politisk ekstremist. Det kan dog konstateres, at mindst en af Lennart Eichbergs senere førerskikkelser offentligt har benægtet Israels eksistensret.

Husadvokat for tæskehold
Da Lennart Eichberg i 2001 blev dømt i Københavns Byret, kunne dagbladet Politiken fra retssalen bl.a. berette:

”Efter domsafsigelsen stod faderen og stirrede frem for sig, mens den 25-årige i et hjørne hviskede med sin forsvarer, Hanne Reumert.”

Lennart Eichberg blev som den eneste dømt for attentatet mod det tidligere DNSB-medlem. Men yderligere to venstreekstremister var sigtet i sagen. Den ene ville pressen kun beskrive som ”en mand først i tyverne”. Tæskeholdets chauffør blev derimod lidt mere udførligt beskrevet som en ”23-årig kvinde med irakisk baggrund”.

Da den arabiske kvinde blev fremstillet i Dommervagten, observerede en journalist fra Politiken følgende optrin:

”En ung mand går baglæns ud af retslokalet, mens han holder et stykke papir op i luften. Han vil have pigens opmærksomhed, inden han forlader Dommervagten. Han råber hendes navn og peger på sit hjemmelavede skilt. »Advokat Hanne Reumert«, står der på papiret. Pigen skal bede om at få Hanne Reumert som advokat. Det er hans besked.”

Hanne Reumert havde travlt i 2001. Hun forsvarede samme år andre medlemmer af ’Antifascistisk Aktion’, der havde dannet banden ’HomoAktion’. Terrorcellens syv medlemmer stod tiltalt for en række brandattentater. Tre blev frikendt, heriblandt den homofile kvinde Ditte Løjborg. Andre fire blev dømt, bl.a. Esben Plenge og bandens leder Kristian Munk.

Samme år tabte Hanne Reumert en sag i Pressenævnet, da hun på vegne af Kristian Munk beklagede sig over, at en avis havde omtalt Munks ”deltagelse i urolighederne i Göteborg, hans deltagelse i uroligheder på Nørrebro og hans deltagelse i aktionen [hærværk & brandstiftelse] mod det tidligere halmværk i Brønderslev”.

Efter sin løsladelse slog Esben Plenge og andre AFA-medlemmer sig sammen i narko-ringen ’De brune Bude’. Bandens hovedmænd blev senere forsvaret af Hanne Reumert.

Forrige år anholdt PET et andet AFA-medlem, der i skrivende stund er sigtet for grov vold, dataindbrud og støtte til en terrororganisation. Kort efter sin anholdelse krævede A.R. sin beskikkede advokat udskiftet med Hanne Reumert.

Panik i Trollhättan
I modsætning til flere af sine medsammensvorne i ’HomoAktion’, så var Ditte Løjborg allerede midt i 1990erne et kendt ansigt i Københavns voldsautonome miljø. Hun var således med, da ’Antifascistisk Aktion’ i august 1996 drog til den svenske by Trollhättan for at iscenesætte, hvad Leif Thomsen, ekspert i politisk ekstremisme, rammende har betegnet som venstrefløjens ”postmoderne panikscener”.

Begivenhederne i Trollhättan lørdag den 17. august 1996 blev en af de mere pinlige episoder i ’Antifascistisk Aktions’ voldelige historie.

Ganske vist begyndte den anmeldte Hess-demonstration rodet og småkaotisk, men da disciplinerede aktivister fra ‘Nationalsocialistisk Front’ (N.S.F.) tog tøjlerne, udviklede arrangementet sig til en større propagandasejr for denne relativt nye gruppe. Svenske venstreekstremister skrev senere:

”Bilder på dem spreds via media över hela landet och det blev ett uppsving med medlemsansökningar till organisationen. Lokalavdelningar började växta upp som svampar ur marken. nsf hade nu etablerat sig som det seriösa organiserade nazistiska alternativet.”

Mens talstærkt politi ud på aftenen eskortede ’Antifascistisk Aktion’ ud af Trollhättan, deltog omkring 200 tilfredse højreradikale i en koncert med det svenske orkester Svastika, der i 1994 gav koncert i Danmark.

Bombefund
Mod sædvane var styrkeforholdet i Trollhättan mellem højre- og venstreradikale rimeligt jævnbyrdigt. I stedet for at søge nærkamp med sine forhadte modstandere, så valgte ’Antifascistisk Aktion’, sammen med svenske og norske ligesindede, derfor mindre risikable slagsmål i byens parkanlæg med svensk politi.

Her blev tæskeholdets indsats hæmmet af en anden faktor. Svensk politi havde nært kendskab til AFA-medlemmernes forkærlighed for bomber og sprængstoffer. F.eks. havde man under uroligheder i Göteborg i 1993 fundet en ét kilo tung, livsfarlig sprængladning i et af deres køretøjer.

Svensk politi tog derfor ingen chancer, men foretog tidligt en grundig ransagning af de danske køretøjer i Trollhättan. Politiets vagtsomhed gav i uhyggelig grad pote. Man beslaglagde i alt 18 bomber. ’Antifascistisk Aktion’ stod derfor uden sine livsfarlige favoritvåben under dagens gadekamp mod ordensmagten.

Men fra Danmark havde der faktisk været nye bomber på vej.

”De folk er farlige”
Mens ’Antifascistisk Aktion’ tumlede rundt med politiet i Trollhättan, blev fire yngre mænd samme dag stoppet på motorvejen ved Rønnede på Sjælland. I deres bil fandt man store mængder af ”køller og sprængstoffer”. Alle fire var tavse som østers og blev derfor varetægtsfængslet.

Dansk presse interesserede sig ikke synderligt for sagen. Men en enkelt avis berettede dog bl.a.:

”Hvad de unge mennesker skulle bruge deres slagkraftige våbenarsenal til, har politiet ikke fået at vide. En teori går ud på, at de fire unge, der kørte i nordgående retning, da de blev stoppet, var på vej til Trollhättan i Sverige.”

Politiets teori blev senere på året bekræftet i et brev, afsendt fra et sted i det danske fængselsvæsen. Her havde brevskriveren stiftet bekendtskab med de anholdte mænd fra Rønnede, og vedkommende kunne bl.a. fortælle:

”Dem der blev stoppet på vej til Sverige, var nogle sharpskins, der har tilholdssted i København, Nørrebro. Flere af dem har gået i samme skole, men jeg regner med at alle kender hinanden fra skoletiden. De er alle sammen kronraget, går rundt i sorte adidasbukser, med hvide striber, som kendetegner de typer.”

De tre af mændene identificerede brevskriveren dernæst som Sebastian Østergaard Truelsen, Daniel Saginarlo Mikkelsen og Michael Andersen. Brevet sluttes med følgende advarsel:

”De folk er farlige. De skal stoppes før noget går galt.”

Desværre lyttede ingen for alvor til denne advarsel; bandens fjerde medlem var den senere så rottweiler-glade voldsmand fra Vesterbro, Lennart Wulf Eichberg.

Anholdt med Balder
Brevet fra efteråret 1996 bekræfter altså i og for sig de oplysninger, der står anført i den 8-9 år senere ’Xerxes-rapport’. Men faktisk er Balder Bergman Johansen ved mindst en lejlighed blevet anholdt i selskab med Lennart Eichberg og hans kronragede venner ”Seb” og ”Pikken”.

Det skete natten til den 1. november 1994, hvor politiet pågreb en maskeret Balder Johansen i færd med at angribe DNSB’s hovedkvarter i Greve.

Med sig havde ”Generalen” hele sit tæskehold på knap 40 medlemmer. Mange var bevæbnede og i deres bus fandt politiet store mængder af ”jernrør, slangebøsser og trækøller”. Et arsenal, som det purunge AFA-medlem Melanie Wange Larsson tog skylden for.

Det gjorde hun måske fordi Stephan Klinthøj Rasmussen og Christian Zwettler i forvejen var dømt for væbnet bankrøveri. Balder Johansens højre hånd, Martin Lindblom, var med sine tidligere domme for groft hærværk sikkert heller ikke villig til tage skraldet.

Det var Martin Lindblom, der få år før sin død sprang ud som eksistensretsbenægter.

Enhedslistens Pelle Dragsted tager i dag afstand fra sin voldelige fortid, så lad os ikke hvile for meget ved ham.

Politiet anholdt også Maria Sønnøve Pagels, der som ”Generalens” faste og ganske unge sengekammerat hurtigt var kommet til tops i hans tæskehold. Alderen har dog ikke gjort Maria Pagels klogere, for så sent som 2005 blev hun igen pågrebet af politiet.

Flere andre anholdte end Lennart Wulf Eichberg havde prominente aner på den yderste venstrefløj. Således blev også en søn af 68-veteranerne Bente Hansen og Benny Holst ført væk i håndjern den nat i Greve.

_

Gammel slagsbror død

I en ”videnskabelig” bog fra 1999 anbefalede René Karpantschof brugen af politisk vold:

Den politiske bevægelse kan.. stå overfor en situation, hvor den, hvis den undlader at gribe til fysiske midler, risikere en demobilisering p.g.a. mangelende håndgribelige resultater. Eller man risikerer at overlade initiativet til andre politiske kræfter. I en sådan situation forekommer det ganske rationelt at benytte militans som en taktisk betinget politisk ressource.

Lokale i Århus har tilsyneladende taget Karpantschofs voldsopfordring til sig. Presset på Enhedslistens gadekrigere i byen er ifølge Århus Stiftstidende i hvert fald nu så stort, at de flygter til København:

De venstreorienterede føler sig forfulgte og uden tilstrækkelig beskyttelse. Det har fået mange af dem til at opgive at anmelde overfald. I stedet flytter de til København, hvor de kan gå i fred på gaden.

Og så er hærværksbissen Martin Lindblom afgået ved døden. Uriasposten har historien om Berlingske Tidendes besynderligere glorificering af den gamle slagsbror, skrevet af en tidligere fælle fra den ekstremt voldelige Ryesgade-gruppe.

Køge 1997: Medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion mandsopdækkes af politiet. Indsatsen koncentreres om den ekstremt aggressive Martin Lindblom.

Til undren for sin tatoverede livvagt (yderst t.v.), angriber Martin Lindblom en tilfældig tilskuer. En betjent fik ham dog hurtigt pacificeret.

Junikredsen har tidligere bl.a. afsløret, at På Facebook gemmer Lindblom sig bag manipulerede billeder af katte. Blandt ældre voldsautonome en indforstået henvisning til hans gamle dæknavn Martin Kat. Disse oplysninger bekræftes nu af René Karpantschof i en – stærkt følelsesladet – nekrolog.

Karpantschof bekræfter også Junikredsens oplysninger om, at Lindblom var et centralt medlem af Balder Johansens gamle tæskehold Antifascistisk Aktion.

Martin Lindblom døde af kræft. En sygdom, der forrige år også fik bugt med den PET-overvågede Erik Jensen fra Demos, tæskeholdets mangeårige medsammensvorne.

”Martin Kat” var kun et af Lindbloms mange dæknavne. Som leder af en kampagne for politimorderen Mumia Abu-Jamal i 1996 optrådte han i bl.a. TV3 som ”Martin Nielsen”. Et dæknavn, som Lindblom første gang brugte da han i 1995 begik et debatindlæg sammen med ”René Elley” – d.v.s René Karpantschof – afsendt fra Antifascistisk Aktions klublokaler på Nørrebro.

Martin Lindblom (t.h.) filmet 1994 i Antifascistisk Aktions daværende klublokaler på Nørrebro. Hans tro væbner Pelle Dragsted gør sit for at gemme sig.

Lindblom gav på vegne af det voldsautonome miljø flere gange interviews under eget fornavn, dog aldrig med billede. Når han som operativ leder af Johansens tæskehold maskeret udtalte sig til pressen, skete det under dæknavne såsom ”Kalle”, ”Christian” og ”Frede”.

Ligesom andre i Antifascistisk Aktion gemte Martin Lindblom sig også under navnet ”Anders Lind”. Et dæknavn, som tæskeholdet stadig anvender.

Den flere gange hærværksdømte Martin Lindblom (t.v.) i en noget særpræget forklædning 1996. Yderst til højre ses Frank Piasecki Poulsen, dømt for adskillige forhold og mistænkt for overfaldet på Pia Kjærsgaard i 1998. Ved hans side står afdøde Erik Jensen, den PET-overvågede og injuriedømte leder af Demos.

TV Stop 1999: Lindblom praler af Antifascistisk Aktions bedrifter under en voldelig demonstration i den by tyske Kiel. Med ryggen til ses Lars Grenaa, senere dømt for vold.

I levende live stod Martin Lindblom så vidt vides kun åbent frem ved en enkelt lejlighed. Det skete i forbindelse med et opreklameret interview med to af Blekingegadebandens medlemmer på Monsuns hjemmeside Modkraft. Efter Lindbloms død er der blevet offentliggjort flere idylliserede portrætter ham. Dette billede antyder måske bedst hans karakter.

Monsun blev stiftet i 2000. Samme år deltog Martin Lindblom i et overfald på en ”Blood and Honour”-tilhænger udenfor Københavns Byret. Sammen med Balder Johansen, Pelle Dragsted m.fl. trak han sig endegyldigt fra Antifascistisk Aktion efter skandalen med narko-ringen De Brune Bude i 2002.

Martin Lindblom viede sit liv til bekæmpelse af højredrejningen af samfundet. Han nåede lige akkurat at opleve Dansk Folkepartis vælgerfremgang i København – hvortil århusianske gadekrigere altså i dag søger tilflugt.

Afdøde Martin Lindblom (t.v.) deltog februar 2000 i et voldeligt overfald udenfor Københavns Byret, skulder ved skulder med en kendt hash-handler fra Christiania. Parret kom senere i konflikt over narko-ringen De Brune Bude, som hash-handleren drev sammen med andre medlemmer af Antifascistisk Aktion. Ifølge eget udsagn havde Lindblom iøvrigt selv syslet med hash-handel.

_

Redox angriber Junikredsen

Fredag den 18. juni 2009 blev politibetjenten Peter Ulrik Jensen dømt 30 dages betinget fængsel ved Københavns Byret. Betjenten, der har anket dommen, blev dømt for at have misbrugt politiets interne registre til at oprette et privat kartotek over ledende medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion (læs mere her).

Sagen har tidligere været kort nævnt her på Junikredsen. Redaktionen slog allerede den gang fast, at Junikredsen har intet med den omtalte sag i Københavns Byret at gøre.

Junikredsens påstand blev senere støttet af vicestatsadvokat Birgitte Gammelgaard, der under sagen udtalte, at vi har ikke beviser for, at oplysningerne er blevet givet videre til andre. Det ville have været en skærpende omstændighed. (BT 16. juni).

Den københavnske betjent var altså med andre ord end ikke tiltalt for at have videregivet oplysninger.

Set i det lys ville de fleste fornuftige mennesker nok mene, at man bør have særdeles stærke kort på hånden for at påstå, at betjenten har videregivet oplysninger fra politiets registre til Junikredsen.  Det tilsiger både almindelig anstændighed og straffelovens injurieparagraffer.

Den 18. juni kl. ca. 19 opslog det anonyme pressekollektiv Redox en større artikel på deres hjemmeside. Med udgangspunkt i dommen fra Københavns Byret hævder man at kunne afsløre prekære forhold omkring Junikredsen, ikke mindst hvem vi er.

Junikredsen ifølge Redox
Ifølge Redox ser vores gruppe således ud:

Venstrefløjens gamle modstander fra 1990erne, Martin Kasler, er Junikredsens ”ubestridte chef”.

Politibetjent Peter Ulrik Jensen og en tidligere autonom ved navn Lars Agerbak er ”Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.”

I Århus er Martin Kaslers ”samarbejdspartnere” tre medlemmer af foreningen Vederfølner, Thim Mortensen Petersen, Jacob Engelbrekt Andersen og Dennis Jørgensen.

Hus forbi
Sandheden om Junikredsens forhold til disse personer er følgende: Vi havde kontakt til Martin Kasler i vinteren 2007/2008. Det er næppe nogen hemmelighed, for det skrev vi allerede om den gang.

Peter Ulrik Jensen og Jakob Engelbrekt Andersen kender vi af presseomtale.

Lars Agerbak, Thim Mortensen Petersen og Dennis Jørgensen har vi aldrig hørt om.

Vi ved ikke, om disse seks personer overhovedet kender hinanden. Men det er i givet fald ikke fra Junikredsen.

Redox-opspind
Langt det meste af det, som Redox skriver om i sin ambitiøse artikel, fremstår udokumenteret og kan ikke verificeres fra anden side. Men visse af Redox’ ”fakta” er tydeligvis opdigtede. Man påstår f.eks., at Martin Kasler fra februar 2003 var uønsket i Den Danske Forening. Dette er beviseligt usandt. Kasler havde så sent som juni 2003 en større artikel i foreningens blad, Danskeren.

Redox hævder også, at Martin Kasler var en fremtrædende leder i netværket Dansk Front (2002-2007). Heller ikke denne påstand synes ikke at have hold i virkeligheden. I samarbejde med netop Redox afslørede Ekstra Bladet i juli 2006 identiteten på Dansk Fronts topfolk. Dem var Kasler ikke iblandt (De leder Dansk Front, Ekstra Bladet 23. juli 2006. Så vidt vides har medierne da heller ikke hverken før eller siden omtalt Martin Kasler i forbindelse med Dansk Front).

Et tredje eksempel på opspind vedrører personen Lars Agerbak. Om ham påstår Redox bl.a., at han overfor politiet skulle have brugt dæknavnet ”Michael Wittmann”. I Københavns Byret oplyste Rejseholdet, at navnet var ”Michael Vickman” (Var betjent spion?, BT 16. juli 2009).

Gæt som fakta
Nogle af Redox’ påståede fakta viser sig altså at være opspind. Andre ”fakta” viser sig i virkeligheden at være rent gætteri. F.eks. hævder man, at århusianeren Dennis Jørgensen er ”fotograf for Junikredsen”. Som bevis for denne påstand anfører Redox:

I forbindelse med en stor antiracistisk demonstration i Århus i oktober 2008 var Jørgensen ude og fotografere antiracister. Disse billeder blev derefter publiceret på Junikredsen.

Men hvor er Redox’ dokumentation for, at Junikredsens tre billeder er identiske med Dennis Jørgensens påståede billeder? Ingen steder. Redox gætter sig i frem tillid til, at dens skråsikre tone får godtroende læsere til at glemme, at der naturligvis kan have været andre fotografer på banen end Dennis Jørgensen (forudsat at han overhovedet var der).

Usandsynligheder
Redox påstår, at førnævnte Lars Agerbak i teenageårene… anskaffede sig en AK47-riffe”. Denne detalje lyder komplet usandsynlig. Ifølge Redox’ levnedsbeskrivelse må Agerbak i dag være en mand på omkring de fyrre år, d.v.s. teenager senest tilbage i 1980erne. Den gang ville det have været umuligt, især for en teenager, at opdrive en AK47 i Danmark, hvor dette våben først dukker op nogle år efter Berlin-murens fald.

Xerxes-rapporten
Redox giver indtryk af, at man er i besiddelse af den såkaldte Xerxes-rapport, som man hævder, er ”oprettet” den 14. marts 2004 på Martin Kaslers computer. Junikredsen er besiddelse af Xerxes-rapporten og den er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke dateret. Typografien stemmer heller ikke og det samme gælder antallet af personnavne, som Redox har fået til 33. Der er 32.

Xerxes-rapporten er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke skrevet i marts 2004. Den kom i omløb måned før, altså februar 2004, hvor en række personer modtog den med almindelig post i form af tre fotokopierede A4-ark. Nogle få avisartikler var vedlagt som bilag. Afsenderes hensigt var formodentligt, at rapporten skulle distribueres bredt.

Junikredsen kender ikke identiteten på hverken afsender, forfatter eller Xerxes-rapporten mundtlige kilde. Derimod er vi ret sikre på, at vi er i besiddelse af det originale eksemplar. Altså det eksemplar hvorfra de andre postsendte eksemplarer blev kopieret.

Forklaringen på forskellene mellem Xerxes-rapporten og Redox’ beskrivelse af den må skyldes en af to grunde:

Enten er Redox i besiddelse af en omskrevet version af Xerxes-rapporten.

Eller også er Redox ikke i besiddelse af rapporten, men bygger sin beskrivelse på hvad man har opsnappet i f.eks. Københavns Byret under sagen mod Peter Ulrik Jensen.

Det sky kærestepar
Som vi indledte med nævne, så beskylder Redox betjent Peter Ulrik Jensen for at være en af Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø. Denne groft injurierende påstand mod Peter Ulrik Jensen kan Redox tydeligvis ikke dokumentere. Man skriver i stedet kryptisk:

Der har dog været informationer fremme, som kunne tyde på, at Kasler også var i kontakt med personer der har adgang til offentlige registre. Dette blev bekræftet den 4. juni, da en retssag ved Københavns Byret startede.

De informationer som Redox hentyder til, drejer sig om kæresteparret Balder Bergman Johansen og Maria Sønnøve Pagels fra Antifascistisk aktion. Begge er gamle kendinge, men det var Junikredsen der kunne afsløre at de danner par, har børn sammen og ledede det autonome kollektiv i Ravnsborggade.

Disse oplysninger er ganske rigtigt umulige at opdrive via almindelige kanaler. Men når man tilfældigvis kommer på sporet af, at et barn i Ravnsborggade, hvor Balder Johansen bor og driver sin virksomhed, hedder Bergman Pagels til efternavn, så er resten faktisk ikke så vanskeligt.

Selvopfyldende profeti
Redox får også kastet sig ud i et så amatøragtigt forsøg på at styre politiets efterforskning, at Erik Jensen må vende sig i graven. Man skriver:

Rejseholdet har, af uvisse årsager, f.eks. ikke krydstjekket de mange søgninger med de navne der figurerer i artiklerne på Martin Kaslers blog Junikredsen.

Det lyder vældigt skarpsindigt, men er i virkeligheden en selvopfyldende profeti. Ifølge betjentens forklaring i retten begyndte han sit private detektivarbejde for at få verificeret oplysningerne i Xerxes-rapporten. Altså selvsamme rapport som, oven i købet ifølge Redox selv, Junikredsen trækker på.

Navne såsom Balder Johansen, Martin Lindblom, Pelle Dragsted eller René Karpantschof vil derfor med en til vished grænsende sandsynlighed figurerer blandt betjentens søgninger. Ligesom de figurerer på Junikredsen.

Optimistiske Redox
Ifølge Redox er sagen mod den københavnske politibetjent noget nær en katastrofe for Junikredsen. Man skriver:

Dommen over betjenten, Peter Ulrik Jensen, er et stort tab for Martin Kasler, en central højreekstremist, der driver bloggen ’Junikredsen’. Sammen med en tidligere bz’er, har Peter Ulrik Jensen nemlig været Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.

Og én gang til for Prins Knud:

Suspenderingen af Peter Ulrik Jensen er en alvorlig bet for Martin Kaslers researcharbejde, der i høj grad har været båret af frem af hans to primære kilder, Lars Agerbak og den dømte politimand. Med sine to vigtigste kilder udtørret, bliver det spændende at se hvor Martin Kasler i fremtiden vil jage sit materiale til Junikredsen.

Til disse optimistiske udsagn har vi følgende kommentarer:

For det første halter logikken alvorligt omkring Agerbak, den påstået tidligere autonom. Ifølge Redox blev han afsløret i vinteren 2005/2006, hvor hans tidligere venner slog hånden af ham. Ifølge Redox ”udtørrede” Agerbak altså allerede for små tre år siden som kilde til det autonome miljø.

For det andet har Junikredsen aldrig modtaget det fjerneste fra Peter Ulrik Jensen. Derfor betyder hans dom eller suspendering heller ikke det fjerneste for Junikredsens arbejde omkring det ekstreme venstre.

Derimod har selve retssagen mod betjenten været til stor gavn for vores arbejde. Redox er ikke meget for at indrømme det, men det blev her bekræftet fra officiel side, at Xerxes-rapportens oplysninger stemmer med virkeligheden. Rapporten er virkeligt inde og røre ved den inderste, allermest betændte kerne af ledende voldsautonome.

Med sin artikel forsøger Redox af al magt at få Junikredsen fedtet ind i sagen om den københavnske betjents register-misbrug. Man nærer en halvbagt idé om, at man kan få politiet til at efterforske os.

Redox leger en farlig leg. Det er dem, og ikke Junikredsen, som hævder, at de ligger inde med afgørende bevismateriale mod betjenten. På den baggrund forekommer det ikke utænkeligt, at Rigspolitiets Rejsehold kunne finde en efterforskning mod Redox noget mere relevant.

Foreløbigt har det eneste resultat af Redox’ angreb på Junikredsen dog været, at vi har fået tredoblet antallet af besøgende.