René Karpantschof og nazi-hetzen mod Henrik Gade Jensen

by Junikredsen

“Det ville have været en god ide, hvis Information havde oplyst om Henrik Gade Jensens synspunkter og diskuteret dem. Information har dog foretrukket perfidt antydende og injurierende journalistik.”

Sociolog Jean Fischer, redaktør af venstrefløjsmagasinet SALT

“Makkerparret Lindblom og Karpantschof burde give enhver, inkl. Information, et vink med en vognstang om, at der nok var noget fordækt ved historien om Gade Jensen.”

Martin Kasler, tidl. formand for den højrenationale forening Dansk Forum

Tirsdag den 25. november 2003 hævdede den omstridte sociolog René Karpantschof til René Karpantschofdagbladet Information, at filosoffen Henrik Gade Jensen havde haft forbindelse til nazistiske kredse. Ifølge Karpantschof (billedet t.h.) bestod nazi-forbindelsen nærmere i, at Gade Jensen “har været involveret i foreningerne Dansk Forum og Dansk Samling”, og ifølge den stærkt venstreorienterede sociolog havde Dansk Forum “slægtskab med nazismen”.

Bestyrtelse
Henrik Gade Jensen afviste på det skarpeste alle Karpantschofs beskyldninger, men tog samme dag sin afsked som deltidsansat pressemedarbejder hos daværende kirkeminister Tove Fergo.

I det ikke-socialistiske Danmark (og iøvrigt også blandt anstændige venstreorienterede) vakte sagen bestyrtelse. Mange nærede den opfattelse, at Henrik Gade Jensen var blevet presset ud af sin stilling og man beskyldte derfor kirkeministeren for at have svigtet en loyal medarbejder. På Information forsøgte chefredaktør David Trads at kaste ved på bålet i den borgerlige lejr med ubekræftede rygter om, at det i virkeligheden var et telefonopkald fra Statsministeriets pressechef, der havde beseglet pressemedarbejderens skæbne. Men Gade Jensen fastholdt konsekvent, at han af egen drift tog sin afsked for ikke at ligge sin minister til last.

Nazi-samarbejde
Ifølge straffeloven er det lige så strafbart at udbrede som at fremsætte injurierende påstande. Sagens opsigt fik derfor Information til at indse nødvendigheden af, at Karpantschof nærmere dokumenterede de nazi-påstande, som avisen nu havde kolporteret om Gade Jensen. Den 27. november bragte Information derfor endnu et interview med Karpantschof. I sit første interview havde han hævdet, at Gade Jensen havde været “involveret” i Dansk Forum. I sit nye interview påstod Karpantschof, at filosoffen havde “samarbejdet” med foreningen. Som konkret eksempel på dette samarbejde påstod Karpantshof, at foredrag med Gade Jensen havde hjulpet Dansk Forum med at hverve medlemmer. Karpantschof påstod tillige, at Dansk Forums formand, Martin Kasler, og redaktøren af foreningensbladet Alætheia, Annette Ladefoged, havde været Henrik Gade Jensens kontakter i Dansk Folkeparti.

Karpantschof under pres
René Karpantschofs påstande blev dog hurtigt skudt ned. Den 28. november påpegede landsformanden for Dansk Samling, Adam Wagner, i et læserbrev i Information, at Henrik Gade Jensen “bl.a. aldrig har skrevet noget for Dansk Samling.” Den 4. december skrev den tidligere formand for Dansk Forum, Martin Kasler, at “Gade Jensen har ikke samarbejdet med Dansk Forum, ikke holdt foredrag i eller for foreningen, ikke medvirket til medlemshvervning og heller ikke stået i kontakt med undertegnede.” Samtidig påpegede Kasler, at Karpantschof om Dansk Forum tidligere havde understreget, at “jeg ikke mener, at foreningen er nazistisk eller som sådan støtter nazismen.”

Den 5. december bestred også Annette Ladefoged kategorisk, at hun havde været Gade Jensens kontakt i Dansk Folkeparti. Ydermere afslørede Martin Kasler den 8. december, at René Karpantschof havde løjet om sit mangeårige engagement i det voldsautonome miljø.

Den 12. december meddelte Henrik Gade Jensen så, at han ville anlægge injuriesag med Information hvis han ikke fik en uforbeholden undskyldning for de påstande, som avisen havde udbredt alene med Karpantschof som kilde.

Manglende dokumentation
René Karpantschof forsvarede sig i et læserbrev den 13. december. Han bestred ikke, at han før Gade Jensen-sagen havde frikendt Dansk Forum for nazisme, ligesom han ikke bestred at have løjet om sit autonome virke. Karpantschof bestred heller ikke Adam Wagners eller Annette Ladefogeds udsagn. Tværtimod indrømmede han, at han ikke havde belæg for sin påstand om, at Henrik Gade Jensen havde samarbejdet med Dansk Forum. Karpantschof undskyldte sig med, at han “var meget sikker på”, at Gade Jensen havde været paneldeltager “i et Dansk Forum-møde”.

Karpantschof skifter forklaring
Efter at have opgivet sin påstand om Henrik Gade Jensens samarbejde med Dansk Forum, forsøgte Karpantschof sig med en ny forklaring på sin påstand om en forbindelse mellem Gade Jensen og Dansk Forum. Den angivelige nazi-forbindelse skulle nu bestå i, at Martin Kasler og Gade Jensen i 1990erne begge havde været “på det meget lille hold bag” Den Danske Forening blad, Danskeren.

Men allerede den 22. december fejede Martin Kasler Karpantschofs nye postulater af bordet. Kasler skrev bl.a., at Gade Jensen “har aldrig deltaget i et Dansk Forum-møde”, og videre, “Gade Jensen og jeg skrev i ’90erne i Danskeren, men ikke i samme periode, og jeg har aldrig været på noget hold bag dette blad.” Derefter opgav René Karpantschof at forsvare sine nazi-bekyldinger mod Gade Jensen i Informations spalter.

Henrik Gade Jensen renses
På Information synes chefredaktør David Trads, trods afsløringerne i avisens egne læserbrevsspalter, indstillet på at ville føre injuriesagen igennem til den bitre ende. Men efter kun to år på posten forlod Trads den 30. juni 2004 sin stilling. Umidddelbart efter hans afgang tog Information kontakt til Henrik Gade Jensen. Og mandag den 23. august kunne Gade Jensens advokat så offentligt meddele, at injuriesagen mod Information var hævet. Avisen gav Henrik Gade Jensen en uforbeholden beklagelse samt 60,000 kroner i erstatning for at have beskyldt ham for forbindelse til “nazister eller nazistiske kredse”

Ét skridt frem og ét skridt tilbage
Efter forliget mellem Information og Henrik Gade Jensen forsøgte en efter alt at dømme noget desperat René Karpantschof at forsvare sin troværdighed. Ikke i Information, men på Monsuns taknemmelige hjemmeside, hvor han den 30. august opslog et læserbrev. Heri præsenterede han sig som “en af Informations kilder” og forsøgte dermed bevidst at skjule, at han var den eneste kilde til avisens famøse nazi-beskyldninger.

I det nye læserbrev var Dansk Forum og dets medlemmer gledet helt ud. Gade Jensens nazi-forbindelse bestod nu i, at han havde været medlem af Den Danske Forening og at Den Danske Forening havde haft kontakt til skinheads, der ifølge Karpantschof enten var “voldelige, nazister eller nazist sympatisører”.

Karpantschof fremlagde dog ikke stump af dokumentation for, at Gade Jensen havde haft nogen forbindelse til de påståede skinheads. I stedet afsluttede han sit insinuerende læserbrev hos Monsun med at lægge op til, at hele sagen drejede sig om en strid om betydningen af netop ordet ‘forbindelse’. En ejendommelig sofistisk retræte, der ret åbenlyst skulle tjene til skjule, at Gade Jensen nok ikke havde haft det fjerneste at gøre med de påståede skinheads.

Under dække
Som tidligere nævnt vakte Informations nazi-hetz mod Henrik Gade Jensen voldsom forargelse i det ikke-socialistiske Danmark. Forargelsen skyldes ikke mindst, at Informations påstande var identiske med en historie, som Monsun havde bragt på sin hjemmeside i oktober 2003. Den var officielt skrevet af Martin Lindblom, direktionsmedlem i Monsun, og ellers opbygget som et interview med netop René Karpantschof.

Efter sit læserbrev den 30. august 2004 på Monsuns hjemmeside forsvandt René Karpantschof officielt fra debatten. I stedet begik Martin Lindblom kort efter, den 8. september, atter en artikel vendt mod Gade Jensen. Det fremgik, at artiklen blev bragt fordi Information “afviser at optage et læserbrev fra René Karpantschof”. I Lindbloms artikel optrådte Karpantschof ikke officielt. Det gjorde derimod anonyme “kendere af Den Dansk Forening”, der ved flittig brug af insinuationer og spekulationer forsøgte at skabe en plausibel sammenhæng mellem Karpantschofs skiftende forklaringer om Gade Jensens påståede nazi-forbindelse. Derudover kan det dokumenteres, at René Karpantschof i perioden 2002 til 2005 netop var tilknyttet Lindbloms Monsun (se her, her og her).

Henrik Gade Jensen er i dag projektleder hos CEPOS. Da Information i 2006 forsøgte at skabe blæst om bl.a. Søren Krarups tætte kontakt til tidligere Dansk Forum-medlemmer, afstod man sig fra at bruge René Karpantschof som kilde.

Advertisements