Voldsautonome bag gadefest

by Junikredsen

Den 9. maj i år måtte Århus midtby igen lægge plads til den yderste venstrefløjs såkaldte “Mejlgade for mangfoldighed”-arrangement. Lokale autonome havde denne gang inviteret københavnske autonome fra Antifascist CultureClub til at stå for festlighederne.

”Mejlgade for mangfoldighed” er blevet afholdt to gange tidligere, men var i år et regulært støttearrangement for de optøjer, kaldet KlimaCamp09, som den yderste venstrefløj planlægger i forbindelse med det kommende klimatopmøde i København.

Bag KlimaCamp09 står bl.a. den berygtede gadekriger Erik Storrud, der offentligt har truet med ‘direkte masseaktioner’ mod klimatopmødet.

Ifølge den udsendte propaganda skulle ‘Mejlgade for mangfoldighed’ være for “almindelige århusianer”, men bød på “kommunistisk sprutbar”, “queer workshop” og “folkekøkken”.

Antifascist CultureClub er som tidligere beskrevet af junikredsen tæt knyttet til tæskeholdet Antifascistisk Aktion. Sammen med Christianias berygtede autonome i Strictly Underground arrangerede de to grupper i år da også igen såkaldt ”Antifascistisk 1. Maj” i Fælledparken i København.

Det er ikke første gang Antifascist CultureClub spiller op i Århus. Efter Antiracistisk Netværks march gennem byen i oktober sidste år inviterede dækorganisationen til “efterfest” i det nu nedlagte autonomhus Fristedet/Huset Vester Allé 15. Antifascist CultureClub stod for musik og underholdning.

Officielt var arrangørerne bag “Mejlgade for mangfoldighed 09”, ifølge diverse venstrefløjsmedier, tilknyttet Kaospiloterne, Frontløberne samt Det Jyske Kunstakademi. Altså institutioner, der i en eller anden form alle modtager penge fra det offentlige. Penge der altså nu kanaliseres over i det venstreekstreme miljø.

Især Frontløberne synes at være sårbar for rekruttering af nye gadekrigere. Det gælder eksempelvis den unge Esben Weile Kjær, der på Frontløbernes vegne optrådte som talsmand for gade-arrangementet. Ifølge hans profil på Facebook har Weile Kjær tilsluttet sig ikke blot Antifascist CultureClubs støttekreds, men også et netværk, der støtter op om tæskeholdet Antifascistisk Aktions hovedkvarter på Nørrebro, Kafa-X.

Blandt Esben Weile Kjærs personlige venner på Facebook finder man bl.a. Enhedslistens Peter Hegner Bonfils, der som fremtrædende aktivist i Antiracistisk Netværk var drivkraft bag oprettelsen af det lokale tæskehold Århus Antifa. En anden personlig ven er den voldsdømte Monsun-aktivist Rune Eltard-Sørensen, der fra Dansk Journalistforbund forrige år dirigerede det venstreekstreme gademiljø i Århus.

Da musikken i Mejlgade stoppede blev der inviteret til “afterparty” i Studenternes Hus i Nordhavnsgade. Dét abegilde blev arrangeret af Club Strange Ears, der drives af en vis Steffen Lykke Rasmussen.

Steffen Lykke Rasmussen viser sig efterhånden kun sjældent på gaden, men er en gammel kending fra det venstreekstreme undergrundsmiljø i Århus.

Ifølge politiet forløb den røde gadefest uden ballade.