Byggeleder styrede skinheads

by Junikredsen

På baggrund af afsløringer bragt af den kendte blog Uriasposten, kan Junikredsen i dag fortælle historien om, hvordan Balder Johansen, daglig leder af det fondsejede byggefirma Logik & Co., i årevis har brugt farlige voldsmænd – såkaldte sharpskins – som gadekrigere i sit tæskehold ’Antifascistisk Aktion’.

Onsdag den 12. januar i år anholdt bevæbnet politi en påstået talsmand for Danmarks Nationale Front (D.N.F.) på hans bopæl i Nordsjælland. Myndighederne ledte angiveligt efter våben, men fandt ikke noget nævneværdigt. I stedet konfiskerede man under stor dramatik nogle kemikalier, den 43-årige anholdte angiveligt havde stående i sin kælder.

Forhadt af venstrefløjen
Ifølge D.N.F. var disse kemikalier, som myndighederne i øvrigt ikke ville oplyse noget om, dog kun ”rengøringsmidler, der kan findes i enhver almindelig husholdning.” Ikke desto mindre blev den 43-årige varetægtsfængslet for fjorten dage, sigtet for ”forsøg på fremstilling af en eller flere bomber eller eksplosiver”.

Den 43-årige mand er en af de mest forhadte skikkelser på den yderste venstrefløj. Han var i en lang periode centralt placeret i Københavns voldsautonome bevægelse omkring Balder Bergman Johansen, men valgte for seks-syv år siden at vende ryggen til sine ekstremist-venner på det yderste venstre.

Det er i hvert fald hvad Mediesyndikatet Monsun, under sit dæknavn ’Researchkollektivet Redox’, hævder. Fra sine lokaler på Nørrebrogade i København påstår man også, at den 43-årige lod sig debriefe i forbindelse med sin afhopning og at hans intime viden om bl.a. Balder Johansen er videregivet i Xerxes-rapporten.

Balder Johansen har gennem det fondsejede firma Logik & Co. i flere år arbejdet hårdt på at oparbejde en respektabel facade og han ses nu lejlighedsvis i selskab med samfundets spidser. Johansens voldsomme ambitioner trues dog af offentlighedens begyndende kendskab til hans voldelige fortid og forbindelser.

Hos Monsun har overvågning, chikane og hetz mod Johansens nu 43-årige tidligere kampfælle derfor længe haft topprioritet. I forbindelse med anholdelsen i onsdags var virksomheden da også hurtig til at offentliggøre både hans navn, billede og privatadresse på internettet.

Redox-håndlangeren
Sådanne typiske venstrefløjsmetoder fandt dog anstændigvis ikke genklang hos det store flertal af danske massemedier. Men på Ekstra Bladet valgte en vis Jan Søgaard side og gengav kritikløst bl.a. venstreekstremisternes personfølsomme oplysninger om den sigtede 43-årig.

Jan Søgaard var i mange år kriminalreporter hos konkurrenten B.T. Her kom han i foråret 2000 på sporet af, at den i offentligheden endnu ukendte Balder Johansen var andet end blot byggeleder i venstrefløjsvirksomheden Egen Vinding og Datter, hvorfra Logik & Co. senere blev udskilt.

I en afslørende artikel om den yderste venstrefløjs snuskede forretningsmetoder fortalte Jan Søgaard den gang bl.a.:

”Balder Johansen arbejder for firmaet “Egen Vinding & Datter” med hovedsæde i Ringsted. Han har ifølge B.T.s kilder i ca. to årtier været med i det autonome miljø og regnes i dag for en af miljøets anonyme “generaler” og strateger. Han har flere gange været anholdt under uroligheder i København, senest nytårsaften.”

Men derefter lod den erfarne kriminalreporter stifteren af tæskeholdet ’Antifascistisk Aktion’ (AFA) slippe af krogen. Måske opdagede han, at Balder Johansen har en pengestærk herre i ryggen, nemlig den kendte fondsrytter Knud Foldschack.

Uriaspostens afsløring
På Uriasposten rettede man den 13. januar kritisk lys på Ekstra Bladets politisk farvede dækning af sagen fra Nordsjælland. ”Ekstra Bladet med de venstreradikale – mod de højreradikale”, lød den nøgterne sammenfatning fra landets mest indflydelsesrige blog.

Til illustration af den herskende dobbeltmoral på Ekstra Bladet påpegede Uriasposten, hvordan medierne gennem ti år har hemmeligholdt identiteten på den mand, der i sommeren 2002 af en enig landsret fik stadfæstet sin dom på et års fængsel i en meget omtalt sag om grov, politisk vold:

”Et af de mest brutale politiske attentater herhjemme fandt sted på Vesterbro den 5. maj 2001. Ekstra Bladet beskrev det dengang, som ”et renlivet likvideringsforsøg”, da 4-5 autonome overfaldt nationalsocialisten Thomas Derry Nakaba, på vej hjem fra et fitnesscenter. Det lykkedes kun politiet at få dømt den ene, men selvom der ikke er navneforbud, har gerningsmandens identitet ikke været oplyst af et eneste medie. Heller ikke Ekstra Bladet.”

Uriasposten satte derefter navn på voldsmanden.

Søn af antisemit
Lennart Wulf Eichberg er søn af den i Danmark bosatte tyske sociolog Henning Eichberg og broder til komponisten Søren Nils Eichberg. Mens sidstnævnte efter alt at dømme er upolitisk, optræder Henning Eichberg i Danmark som typisk venstreorienteret akademiker, der f.eks. skælder ud over ”højreregeringens destruktionspolitik” fordi hans bevilling i 2003 blev sløjfet.

Men ifølge Institute for Global Jewish Affairs er Henning Eichberg i virkeligheden “the most important theorist of the right wing extremist New Right in Germany”; en “soft core” holocaustbenægter, der udspreder “a special kind of secondary anti-Semitism”.

Det vides ikke hvilken indflydelse Henning Eichbergs specielle form for jødehad har haft på sønnens udvikling til politisk ekstremist. Det kan dog konstateres, at mindst en af Lennart Eichbergs senere førerskikkelser offentligt har benægtet Israels eksistensret.

Husadvokat for tæskehold
Da Lennart Eichberg i 2001 blev dømt i Københavns Byret, kunne dagbladet Politiken fra retssalen bl.a. berette:

Efter domsafsigelsen stod faderen og stirrede frem for sig, mens den 25-årige i et hjørne hviskede med sin forsvarer, Hanne Reumert.”

Lennart Eichberg blev som den eneste dømt for attentatet mod det tidligere DNSB-medlem. Men yderligere to venstreekstremister var sigtet i sagen. Den ene ville pressen kun beskrive som ”en mand først i tyverne”. Tæskeholdets chauffør blev derimod lidt mere udførligt beskrevet som en ”23-årig kvinde med irakisk baggrund”.

Da den arabiske kvinde blev fremstillet i Dommervagten, observerede en journalist fra Politiken følgende optrin:

”En ung mand går baglæns ud af retslokalet, mens han holder et stykke papir op i luften. Han vil have pigens opmærksomhed, inden han forlader Dommervagten. Han råber hendes navn og peger på sit hjemmelavede skilt. »Advokat Hanne Reumert«, står der på papiret. Pigen skal bede om at få Hanne Reumert som advokat. Det er hans besked.”

Hanne Reumert havde travlt i 2001. Hun forsvarede samme år andre medlemmer af ’Antifascistisk Aktion’, der havde dannet banden ’HomoAktion’. Terrorcellens syv medlemmer stod tiltalt for en række brandattentater. Tre blev frikendt, heriblandt den homofile kvinde Ditte Løjborg. Andre fire blev dømt, bl.a. Esben Plenge og bandens leder Kristian Munk.

Samme år tabte Hanne Reumert en sag i Pressenævnet, da hun på vegne af Kristian Munk beklagede sig over, at en avis havde omtalt Munks deltagelse i urolighederne i Göteborg, hans deltagelse i uroligheder på Nørrebro og hans deltagelse i aktionen [hærværk & brandstiftelse] mod det tidligere halmværk i Brønderslev”.

Efter sin løsladelse slog Esben Plenge og andre AFA-medlemmer sig sammen i narko-ringen ’De brune Bude’. Bandens hovedmænd blev senere forsvaret af Hanne Reumert.

Forrige år anholdt PET et andet AFA-medlem, der i skrivende stund er sigtet for grov vold, dataindbrud og støtte til en terrororganisation. Kort efter sin anholdelse krævede A.R. sin beskikkede advokat udskiftet med Hanne Reumert.

Panik i Trollhättan
I modsætning til flere af sine medsammensvorne i ’HomoAktion’, så var Ditte Løjborg allerede midt i 1990erne et kendt ansigt i Københavns voldsautonome miljø. Hun var således med, da ’Antifascistisk Aktion’ i august 1996 drog til den svenske by Trollhättan for at iscenesætte, hvad Leif Thomsen, ekspert i politisk ekstremisme, rammende har betegnet som venstrefløjens ”postmoderne panikscener”.

Begivenhederne i Trollhättan lørdag den 17. august 1996 blev en af de mere pinlige episoder i ’Antifascistisk Aktions’ voldelige historie.

Ganske vist begyndte den anmeldte Hess-demonstration rodet og småkaotisk, men da disciplinerede aktivister fra ‘Nationalsocialistisk Front’ (N.S.F.) tog tøjlerne, udviklede arrangementet sig til en større propagandasejr for denne relativt nye gruppe. Svenske venstreekstremister skrev senere:

Bilder på dem spreds via media över hela landet och det blev ett uppsving med medlemsansökningar till organisationen. Lokalavdelningar började växta upp som svampar ur marken. nsf hade nu etablerat sig som det seriösa organiserade nazistiska alternativet.”

Mens talstærkt politi ud på aftenen eskortede ’Antifascistisk Aktion’ ud af Trollhättan, deltog omkring 200 tilfredse højreradikale i en koncert med det svenske orkester Svastika, der i 1994 gav koncert i Danmark.

Bombefund
Mod sædvane var styrkeforholdet i Trollhättan mellem højre- og venstreradikale rimeligt jævnbyrdigt. I stedet for at søge nærkamp med sine forhadte modstandere, så valgte ’Antifascistisk Aktion’, sammen med svenske og norske ligesindede, derfor mindre risikable slagsmål i byens parkanlæg med svensk politi.

Her blev tæskeholdets indsats hæmmet af en anden faktor. Svensk politi havde nært kendskab til AFA-medlemmernes forkærlighed for bomber og sprængstoffer. F.eks. havde man under uroligheder i Göteborg i 1993 fundet en ét kilo tung, livsfarlig sprængladning i et af deres køretøjer.

Svensk politi tog derfor ingen chancer, men foretog tidligt en grundig ransagning af de danske køretøjer i Trollhättan. Politiets vagtsomhed gav i uhyggelig grad pote. Man beslaglagde i alt 18 bomber. ’Antifascistisk Aktion’ stod derfor uden sine livsfarlige favoritvåben under dagens gadekamp mod ordensmagten.

Men fra Danmark havde der faktisk været nye bomber på vej.

”De folk er farlige”
Mens ’Antifascistisk Aktion’ tumlede rundt med politiet i Trollhättan, blev fire yngre mænd samme dag stoppet på motorvejen ved Rønnede på Sjælland. I deres bil fandt man store mængder af ”køller og sprængstoffer”. Alle fire var tavse som østers og blev derfor varetægtsfængslet.

Dansk presse interesserede sig ikke synderligt for sagen. Men en enkelt avis berettede dog bl.a.:

”Hvad de unge mennesker skulle bruge deres slagkraftige våbenarsenal til, har politiet ikke fået at vide. En teori går ud på, at de fire unge, der kørte i nordgående retning, da de blev stoppet, var på vej til Trollhättan i Sverige.”

Politiets teori blev senere på året bekræftet i et brev, afsendt fra et sted i det danske fængselsvæsen. Her havde brevskriveren stiftet bekendtskab med de anholdte mænd fra Rønnede, og vedkommende kunne bl.a. fortælle:

”Dem der blev stoppet på vej til Sverige, var nogle sharpskins, der har tilholdssted i København, Nørrebro. Flere af dem har gået i samme skole, men jeg regner med at alle kender hinanden fra skoletiden. De er alle sammen kronraget, går rundt i sorte adidasbukser, med hvide striber, som kendetegner de typer.”

De tre af mændene identificerede brevskriveren dernæst som Sebastian Østergaard Truelsen, Daniel Saginarlo Mikkelsen og Michael Andersen. Brevet sluttes med følgende advarsel:

”De folk er farlige. De skal stoppes før noget går galt.”

Desværre lyttede ingen for alvor til denne advarsel; bandens fjerde medlem var den senere så rottweiler-glade voldsmand fra Vesterbro, Lennart Wulf Eichberg.

Anholdt med Balder
Brevet fra efteråret 1996 bekræfter altså i og for sig de oplysninger, der står anført i den 8-9 år senere ’Xerxes-rapport’. Men faktisk er Balder Bergman Johansen ved mindst en lejlighed blevet anholdt i selskab med Lennart Eichberg og hans kronragede venner ”Seb” og ”Pikken”.

Det skete natten til den 1. november 1994, hvor politiet pågreb en maskeret Balder Johansen i færd med at angribe DNSB’s hovedkvarter i Greve.

Med sig havde ”Generalen” hele sit tæskehold på knap 40 medlemmer. Mange var bevæbnede og i deres bus fandt politiet store mængder af ”jernrør, slangebøsser og trækøller”. Et arsenal, som det purunge AFA-medlem Melanie Wange Larsson tog skylden for.

Det gjorde hun måske fordi Stephan Klinthøj Rasmussen og Christian Zwettler i forvejen var dømt for væbnet bankrøveri. Balder Johansens højre hånd, Martin Lindblom, var med sine tidligere domme for groft hærværk sikkert heller ikke villig til tage skraldet.

Det var Martin Lindblom, der få år før sin død sprang ud som eksistensretsbenægter.

Enhedslistens Pelle Dragsted tager i dag afstand fra sin voldelige fortid, så lad os ikke hvile for meget ved ham.

Politiet anholdt også Maria Sønnøve Pagels, der som ”Generalens” faste og ganske unge sengekammerat hurtigt var kommet til tops i hans tæskehold. Alderen har dog ikke gjort Maria Pagels klogere, for så sent som 2005 blev hun igen pågrebet af politiet.

Flere andre anholdte end Lennart Wulf Eichberg havde prominente aner på den yderste venstrefløj. Således blev også en søn af 68-veteranerne Bente Hansen og Benny Holst ført væk i håndjern den nat i Greve.

_