Niggas with guns

Ifølge nyhedsbureauet AP må den marxistiske morder Mumia Abu-Jamal ikke henrettes før han får en ny “penalty hearing”, p.g.a. en procedurefejl i forbindelse med strafudmålingen. Får morderen ikke en sådan ny høring, skal han sidde i livsvarigt fængsel.

Mumia Abu-Jamal, der lyder det borgerlige navn Wesley Clark, hævder at have været medlem af The Black Panther Party of Selfdefence, en sort marxistisk militiagruppe, der havde sin storhedstid i slutningen af 1960erne. Den svært bevæbnede gruppe blev dannet af tidligere kriminelle, som ønskede at skyde på politiet.

Senere støttede Mumia Abu-Jamal en anden ekstremt voldelig gruppe, MOVE, som han begejstret kaldte ”Niggas with guns!”. Også medlemmer af denne gruppe er dømt for mord på politibetjente. Da Mumia Abu-Jamal i 1981 selv myrdede en politibetjent, unge Daniel Faulkner, var han iøvrigt hyrevognchauffør.

Spot på venstrefløjens historieforfalskere

Ifølge 180grader.dk har portalen Fagenes Infoguide gennem længere tid linket til “Leksikon for det 21. århundrede”, en omfattende hjemmeside drevet af den yderste venstrefløj. Efter en klage fra uddannelsesforstander for Handels- og Teknisk Gymnasium Nordsjælland, Niels Westy Munch-Holbek, er denne trafik indtil videre ophørt.

Ifølge Niels Westy Munch-Holbek drives den pågældende hjemmeside af Venstresocialisterne, der er medstifter af Enhedslisten. Uddannelsesforstanderen påpeger, at det påståede leksikon er “en stor gang politisk propaganda…  fyldt med historieforvanskning”.

“Leksikonets” bidragydere består i vid udstrækning af (ofte gammelkendte)  venstreorienterede akademikere, men også af nuværende og tidligere medlemmer af ekstremistiske grupper såsom Autonomi Kollektivet/Autonomt Infoservice, Blekingegadebanden, Internationalt Forum og Foreningen Demos.

Sidens ankermand, Albert Jensen, er også webmaster i firmaet Fighters+Lovers, der økonomisk støtter terrororganisationerne PFLP og FARC. Udover Venstresocialisterne er Albert Jensen, sammen med hovedmanden bag Fighters+Lovers Michael Schølardt, aktiv i Internationalt Forum, hvor man arbejder tæt sammen med Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Venstrefløjens “Leksikon for det 21. århundrede” er ubestrideligt et historieforfalskende projekt. F.eks. hævder man om afslutningen på Vietnamkrigen, at “Den 30. april 1975 drog Vietcong sejrrigt ind i Saigon”, og “Saigon-regimet overgav sig til befrielsesfronten.” Disse udsagn er lodret løgn: Saigon blev indtaget af pansertropper fra det kommunistiske diktatur i Nordvietnam. Viet Cong - “befrielsesbevægelsen” - ophørte efter Tet-offensiven i 1968 som militær faktor i Vietnamkrigen. Iøvrigt fortier venstrefløjens “leksikon” også, at den kommunistiske Tet-offensiv blev indledt under en våbenhvile, aftalt på initiativ af kommunisterne.

Et andet hurtigt eksempel på venstrefløjsforfalskning: Om præsident Salvador Allende fra Chile skriver man, at han blev “Dræbt ved militærkuppet 11. september 1973.” Også dette er usandt: I stedet for at modtage et tilbud om frit lejde fra de oprørske militærenheder skød marxisten Allende sig i præsidentens kontor, angiveligt med en sovjettisk fremstillet AK-47 - en personlig gave fra Cuba diktator, Fidel Castro.

Og sådan kunne man blive ved…

Opdatering
I en tidligere artikel på 180grader.dk bliver der anført endnu mere absurde eksempler på venstrefløjens historieforfalskning end vi her på Junikredsen har peget på. Historien om offentlige myndigheders delagtighed i udbredelsen af venstrefløjens historieforfalskning blev oprindeligt lanceret af Weekendavisen, men artiklen er desværre ikke lagt på nettet.

… og i mellemtiden hvidvasker det venstreorienterede dagblad Information sig selv for beskyldninger om såkaldt venstre-fascisme

FARC på hælene

Denne uges udgave af Weekendavisen sætter igen fokus på columbianske terrororganisation FARC, der som bekendt støttes ihærdigt af det yderste venstre herhjemme.

Weekendavisens seneste artikel - Chavez’ muskelspil - stiller skarpt på situationen mellem Columbia på den ene side og de to venstrefløjsregimer i henholdsvis Venezuela og Ecuador. Der gives bl.a. et interessant portræt af forholdene i Venezuela under den socialistiske (lomme)diktator Hugo Chavez. Kort sagt har Chavez i dag så mange problemer på hjemmefronten, at en rask lille krig på FARCs vegne mod Columbias handlekraftige regering et kort øjeblik så fristende ud:

“Ifølge meningsmålinger har præsident Chávez nu kun støtte fra 38 procent af befolkningen. Det går skidt i Venezuela. I de snart ti år, Chávez har været ved magten, er olieprisen tredoblet, og milliarderne er strømmet ind. Alligevel markerer Venezuela sig på sørgelig vis med Latinamerikas dårligste økonomiske udvikling… Fattigdommen og uligheden er øget markant, antallet af boliger uden rindende vand er steget, de sociale reformer er langt hen ad vejen endt i fiasko, korruption og kriminalitet blomstrer, inflationen er oppe på 25 procent. I dagligdagen nærmer situationen sig gamle dage i Østblokken. Folk må stå i kø i fire-fem timer foran butikker, der er så heldige at have fødevarer på hylderne.”

Men i lyset af den danske venstrefløjs begejstring for FARC er Weekendavisens beskrivelse af terrororganisationens styrke og status i Columbia det måske mest interessante i artiklen:

“Drabene på Raúl Reyes og Iván Ríos [medlemmer af FARC centralkomité] antyder, at organisationen og disciplinen i den væbnede gruppe er ved at smuldre. I de foregående måneder er syv andre højtstående FARC-folk blevet taget til fange eller dræbt… I løbet af det seneste halvandet år er 200 guerillasoldater deserteret hver måned, heriblandt et stigende antal mellemledere. FARC menes i dag at råde over 11.000 mand mod 19.000 for seks år siden. Antallet af attentater og gidseltagninger er faldet drastisk i samme periode…”

M.h.t. FARCs status i den columbianske befolkning, så fortæller Weekendavisen bl.a., at fagforeninger for nylig kunne trække 80,000 deltagere til demonstration imod en række drab begået af paramilitære anti-kommunister. Efterfølgende anti-FARC demonstrationer tiltrak 4,8 millioner!

Læs også Weekendavisens tidligere artikel om FARC - Kokain og commandantegroupies - der bl.a. beskriver terrororganisationen set indefra.

… mere end tusind ord

Ovenstående billede kan ses flere steder på internettet (se f.eks. her). Det forestiller en gruppe tilhængere af Ungdomshuset og er formentligt taget på Rådhuspladsen i København før rydningen forrige år af den misligholdte ejendom. Blandt de maskerede bøller ser man til venstre i billedet en euforisk skrålende, langhåret gavflab.

Kritiske Psykologer/Regnbuen
Manden på billedet er den 54-årige Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen, der efter lang tid på Nørrebro i dag har adresse i Københavns Nordvestkvarter. I begyndelsen af 1980erne stiftede han på Københavns Universitet Kritiske Psykologer, den måske første erklæret autonome gruppe i Danmark. Birck-Madsens og Kritiske Psykologers forbillede var gruppen Sozialistische Patientenkollektiv (SPK), der som del af et venstreorienteret terrornetværk hærgede i 1970ernes Vesttyskland.

Under dæknavnet Regnbuen indrettede Birck-Madsens gruppe sig i 1985 i Studenterhuset, der hører til Københavns Universitet. Et par år senere blev “Kalle” Birck-Madsen færdig som cand.psyk. og dermed den første akademiker i sin familie. Han var nu formelt udskrevet fra Københavns Universitet, men forblev med sin gruppe i Studenterhuset, hvor man med mere eller mindre håndfaste metoder havde sat sig på magten.

Voldsberedt Netværk
Ved begyndelsen af 1990erne var Studenterhuset ikke blot på det nærmeste blevet Birck-Madsens private residens, men var tillige blevet en vigtig lokalitet for den yderste venstrefløj. Da en række kommunistiske grupperinger i efteråret 1992 i hemmelighed oprettede Antiracistisk Netværk, fik den nye militante organisation således sekretariat i Studenterhuset, hvor det diskret blev drevet i ly af Studerende Mod Racisme. En gruppe, der blev ledet af Birck-Madsens lejlighedsvise elskerinde, Anne Jønsson, samt af hans trofast løjtnant, Jesper Tietgen Lund.

Jesper Lund og Anne Jønsson deltog samtidig i voldelige aktioner begået af Den Røde Bande; en voldsautonom gruppe, der efter eget udsagn tilstræbte at blive en terrororganisation efter tysk forbillede. Sammen med østrigeren Christian Peter Vincente Zwettler, lederen af Den Røde Bande, kastede især Jesper Lund sig ud i opbygningen af Antifascistisk Aktion (AFA), Antiracistisk Netværks tæskehold og vagtværn. Andre centrale skikkelser bag AFA var Balder Bergman Johansen fra Strictly Underground på Christiania, unge Pelle Dragsted fra Børnemagt (ligeledes Christiania), Andrian Frank fra Demos Dokumentationsgruppe samt BZ-bøllen Martin “Kat” Lindblom fra Fællesinitiativet Mod Racisme.

Udover Foreningen Demos og BZ-Brigaden omfattede Fællesinitiativet Mod Racisme også den lille militante gruppe Internationale Socialister, der aktivt bakkede op om Blekingegadebanden. Medlemmer af Internationale Socialister var samtidig aktive i Studenterhuset, hvor man især involverede sig i Studerende Mod Racisme, frontorganisationen for det hemmelige Antiracistisk Netværk. Samtidig oprettede en lille gruppe venstrerabiate jurastuderende Retsgruppen, der fra Studenterhuset skulle yde bistand til bl.a. anholdte voldsautonome. Da også medlemmer af den tyrkiske terrorgruppe PKK i denne periode begyndte at frekventere Studenterhuset, begyndte Politiets Efterretningstjeneste at få interesse for husets aktiviteter. Interessen blev sikkert ikke mindre, da medlemmer af Den Røde Bande i august 1992 blev anholdt for en række væbnede røverier.

Våbengny
I oktober 1993 besluttede Københavns Politi at ransage Studenterhuset. Ransagningen skete angiveligt efter et tip om, at huset rummede et hemmeligt våbenlager. Udover propagandamateriale fra inden- og udenlandske militante venstrefløjsorganisationer fandt politiet ganske rigtigt et arsenal af svære knipler samt et særdeles interessant mødereferat.

Af referatet, dateret 1. juni 1993, fremgik det, at Studerende Mod Racisme på et kommende møde ville ‘redegøre for sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med såvel kommende som allerede afholdte arrangementer. Der vil undervejs i mødet blive demonstreret både slag- stik og kastevåben, samt blive affyret skarpe skud med storkalibrede automatvåben.’

Da offentligheden i forbindelse med ransagningen fik kendskab til indholdet af mødereferatet, hævdede “Kalle” Birck-Madsen, at der blot havde været tale om en morsomhed. Ikke desto mindre var det belastende afsnit efterfølgende blevet slettet fra det officielle mødereferat. Senere har et tidligere medlem af Regnbuen vedgået at have overhørt en samtale mellem “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, hvorunder Birck-Madsen indrømmede, at han under politiets ransagning af Studenterhuset havde skyndt sig hjem til sin lejlighed i Bragesgade på Nørrebro for at bortskaffe gruppens pistol.

København Universitets lukkede for en kortere periode Studenterhuset og Kritiske Psykologer/Regnbuen og Studerende Mod Racisme blev smidt på porten. Det samme skete for “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, der for åben TV havde vedgået sig arsenalet af hemmelige våben. Jesper Lund (t.v.) stod samtidigt frem og indrømmede velvilligt til pressen, at han godt kunne finde på at bruge våben i sin kamp mod samfundet. Efterfølgende blev “Kalle” Birck-Madsen idømt bødestraf for brud på våbenloven. “En skuffende dom”, kaldte Birck-Madsen landsrettens afgørelse.

Tvangstanker
Især “Kalle” Birck-Madsen tog mildest talt ikke udsmidningen fra Studenterhuset pænt. Han nægtede ikke blot at tilbagelevere et sæt lånte nøgler til ejendommen, men planlagde, og opgav på sin advokats opfordring, i de følgende år en række injuriesager, politianmeldte forgæves såvel universitetet som navngivne medarbejdere og tabte en sag i Pressenævnet mod Ekstra Bladet.

Ifølge Birck-Madsen var hele sagen et “højre-radikalt plot” mellem Københavns Universitet, Politiets Efterretningstjeneste, Ekstra Bladet, Forsvarets Efterretningstjeneste, danske nazister samt “en sort-okkult gruppe”. Birck-Madsens konspirationsteorier blev støttet af vennerne i Foreningen Demos, der bl.a. hængte en navngiven medarbejder ved Ekstra Bladet ud som medlem af det danske nazistparti DNSB. En påstand, man dog senere blev nødt til at trække i sig igen.

Studenterhus-sagen blev iøvrigt en fjer i hatten for Foreningen Demos. Med udsmidningen af Studerende Mod Racisme mistede Antiracistisk Netværk sit hemmelige sekretariat i Studenterhuset. Det rykkede efterfølgende ind i Demos’ lokaler i kælderen til Elmegade 27, Nørrebro, hvor netværket siden 1995 har haft officiel adresse.

Solidaritetshuset
Siden udsmidningen fra Studenterhuset har man ikke hørt noget videre til Studerende Mod Racisme. Kritiske Psykologer/Regnbuen blev i første omgang drevet videre fra Birck-Madsens lejlighed på Nørrebro samt fra et kollektiv i Gentofte, hvor Anne Jønsson efter alt at dømme droppede sekt-lederen til fordel for hans højre hånd, Jesper Lund. Senere fik Regnbuen adresse hos Socialistisk Arbejderparti (en del af Enhedslisten), Nørre Allé 11, Nørrebro, inden man i sommeren 1994 flyttede ind i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, ligeledes Nørrebro.

Solidaritetshuset ejes i fællesskab af bl.a. Tillidsmandsringen, en gruppe venstreekestreme fagforeningsfolk fra Lager & Handel i København, og trykkeriet Røde Hane, der drives af det højtstående Enhedsliste-medlem Michael Schølardt. I midten af 1990erne var huset tillige hovedkvarter for den voldsautonome gruppe Rebel.

 
Nørrebro 1999: “Kalle” Birck-Madsen (yderst t.v.) udveksler blikke
med eks-kæresten Anne Jønsson. I midten hans daværende kæreste
Lone Vendelhaven. Den lyse hårtop bag hende tilhører
Martin Lindblom, leder af tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

Trofaste medlemmer af Regnbuen som Jesper Lund og Birgitte Ernst flyttede med Birck-Madsen til de nye omgivelser. Anne Jønsson gled tilsyneladende ud af billedet indtil hun et par års senere dukkede op sammen med Jesper Lund som leder af det militante Folkets Park Initiativet. I mellemtiden underskrev Jesper Lund sig offentligt som “tvangsaktiveret bistandsklient”, mens Birck-Madsen sammen med bl.a. Lars Ploug, der i dag er tilknyttet Monsun, forsøgte at stifte en ny gruppe. Jesper Lund, Anne Jønsson og Lars Ploug bor i dag sammen i en mindre andelsforening på Nørrebro, der også huser andre venstreekstreme.

Voldelig konflikt
I Solidaritetshuset kom “Kalle” Birck-Madsen og Regnbuen tidligt på voldelig kollisionskurs med Rebel, angiveligt fordi Birck-Madsen forsøgte at overtage Rebels rummelige lokale på anden sal. Håndlangere for Birck-Madsen, såsom den ekstremt voldelige René H. og en vis “Ådvardt”, kom ved flere lejligheder i slagsmål med Rebel-medlemmer. Under trusler om korporlig udsmidning af Tillidsmandsringens mere robuste medlemmer rykkede Birck-Madsen og en gruppe unge BZere i 1996 ind på fjerde sal i baghuset i Nørrebrogade nr. 56, hvor Birck-Madsen stiftede Gaderummet.

Gaderummet på Nørrebrogade
Gaderummet på Nørrebrogade blev opholds- og sovested for den yderste venstrefløjs allernederste lag af voldsberedte aktivister, nemlig psykisk syge, ungdomskriminelle og forhutlede hjemløse. Vold og stofmisbrug var en etableret del af hverdagen i Gaderummet, hvis klienter optrådte så utilregneligt, at de i perioder endog blev forbudt adgang til Ungdomshuset på den nærliggende Jagtvej. Samtidig blev klientellet rekrutteret som gadekrigere og demonstrationsfyld når f.eks. Antiracistisk Netværk skulle på gaden, ligesom stedet fungerede som base for besøgende udenlandske autonome.

Gaderummet blev delvis finansieret af Københavns Kommune, som “Kalle” Birck-Madsen til stadighed lå i strid med. Der blev iværksat flere undersøgelser mod Gaderummets drift og Birck-Madsen modtog flere påbud om en ansvarlig ledelse af stedet. I 2001 opsagde udlejer aftalen med Gaderummet og året efter afviste Socialministeriet at give yderlige støtte til stedet, bl.a. fordi Birck-Madsen vedvarende lod sit klientel overnatte trods et klart forbud fra brandmyndighederne.

“Kalle” Birck-Madsen slæbte (forgæves) udlejeren i Boligretten, men i 2002 blev en ung mand livsfarligt kvæstet under en brand i Gaderummet. Ilden opstod på ejendommens femte sal, som Birck-Madsen ulovligt brugte som sovesal for 20-25 unge, der måtte reddes ud af politi og brandfolk. Gaderummet stod nu foran lukning, men Københavns Kommune trådte til med en ekstrabevilling, bl.a. på betingelse af, at Birck-Madsen selv fandt nye lokaler, denne gang godkendt af brandmyndighederne.

Gaderummet i Rådmandsgade
Efter i et par år at have levet af københavnske skattekroner lykkedes det i 2004 “Kalle” Birck-Madsen at få Socialministeriet til at finansiere af en ombygning af ejendommen Rådmandsgade nr. 60, Nørrebro, hvor Gaderummet i maj 2005 flyttede ind. Som led i driftsaftalen med de offentlige myndigheder indgik Birck-Madsen aftale om, at Gaderummet blev omdannet til en selvejende institution med “juridisk holdbar bestyrelse”, ligesom Gaderummet nu blev underlagt de offentlige tilsynsmyndigheder.

Nepotisme
Med den nye struktur var Gaderummet formelt ikke længere “Kalle” Birck-Madsens private foretagende. Han var nu ansat af den selvejende institution Gaderummet - i praksis dennes bestyrelse - som daglig leder af stedet. Alligevel kunne bestyrelsesformanden, Ole Henriksen, i et brev i januar 2007 konstatere, at 49% af Gaderummets lønudgifter gik til Birck-Madsen og hans “familie og venner”. Af disse kan bl.a nævnes Birck-Madsens “sengekammerat” Alina Djakowska, hans tidligere elskerinde Anne Jønsson (der i dag også kalder sig Svoldgård), den unge Ditte Brandtrup (datter af en tidligere elskerinde), samt Fatima Lindegaard Petersen og Maya Thisted.

Misbrug
Udover Birck-Madsens nepotisme påpegede bestyrelsesformanden bl.a., at Gaderummets hverdag reelt styres af medlemmer af Regnbuen. Bestyrelsesformanden, der havde sin daglige gang i Gaderummet, kunne også oplyse, at Birck-Madsen ved mindst én lejlighed har tilberedt narkotiske svampe, som unge klienter senere indtog. Det synes iøvrigt at være velkendt, at “Kalle” Birck-Madsen er mangeårig hash-misbruger. Han er stærk modstander af psykofarmaka og skal i stedet råde Gaderummets sindslidende til “selvmedicinering”.

Magtkamp & hetz
I sit brev til Gaderummets bestyrelse foreslog formanden, at man bl.a. fik fastlagt en ansættelsesprocedure så “venner og familie ikke blev tilgodeses”. Maya Thisted, medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, udleverede brevet til Birck-Madsen, der hastigt fik samlet loyale medlemmer af Gaderummets tidligere foreningsbestyrelse, bl.a. Maya Thisted, og fyrede fondsbestyrelsen. Han allierede sig med BZ-advokaten Knud Foldschack og begyndte at forberede et juridisk slagsmål om hvilken bestyrelse der var Gaderummets lovlige myndighed. Samtidig førte Birck-Madsens trofaste kvinder sig frem på venstreekstreme hjemmesider med grove personangreb mod fondsbestyrelsens formand, ligesom de politianmeldte et bestyrelsesmedlem for “tillidsbrud”.

Truende skyer
Sideløbende med denne konflikt fik Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen rodet sig ud i nye og mere alvorlige problemer. I november 2006 blev han af tilsynsmyndighederne pålagt at rette op på en række kritisable forhold i Gaderummet. Bl.a. skulle stedets omfattende hash-misbrug til livs, ligesom personalet fremover “sætter sig ind i og arbejder efter Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinadministration.”

“Kalle” Brick-Madsen omgivet af sengekammeraten
Alina Djakowska (t.h.) og den trofaste Anne Jønsson.

Birck-Madsen forstod efter alt at dømme ikke sagens alvor og kaldte i sit svar tilsynets rapport for et “udkast”, som han fandt “uanvendelig”. Knud Foldschack måtte derfor på et møde med Københavns Kommune forklare Birck-Madsen, at han “måtte svare, enten at påbuddende var forkerte, eller at man selvfølgelig ville efterkomme påbuddene”. Senere modtog kommunen et brev fra Foldschack hvor han på vegne af Birck-Madsen lovede at rette op på tingene. Men Foldschack blev hurtigt underløbet af sin klient, der i et brev til kommunen knapt en måned senere igen kaldte tilsynsrapporten for “et udkast”, og beskyldte tilsynet for “uvederhæftig sagsbehandling” fordi rapporten ikke kunne “diskuteres”.

Samarbejdsproblemer
Samtidig beskyldte man Hvidovre Hospital for “psykiatrisk rænkespil”, ligesom Alina Djakowska og Maya Thisted, Birck-Madsen loyale kvinder, i et brev til kommunen beskyldte en navngiven psykiater fra Hvidovre Hospital for at arbejde “på bestilling”. Baggrunden for Regnbuens udfald mod Hvidovre Hospital var en henvendelse til Københavns Kommune fra hospitalets psykiatriske afdeling. Heri oplyste hospitalet, at man på grund af samarbejdsproblemer med Birck-Madsen trak sig fra samarbejdet med Gaderummet om psykiatrisk bistand. Kritikken af Birck-Madsen blev støttet af Opus, et prisbelønnet projekt, hvor teams af sygeplejesker, psykologer og socialrådgivere driver opsøgende arbejde blandt psykotiske unge. “Opus reklamerer her for sig selv på bekostning af Gaderummet”, vrængede Birck-Madsen tilbage og beskyldte lederen af Opus for at være “på medicinalindustriens løningsliste”.

Birck-Madsen fyres
I maj 2007 trak Københavns Kommune, ved et enigt Socialudvalg med socialborgmester Mikke Warming, Enhedslisten, i spidsen, omsider sin godkendelse af Gaderummet tilbage. I begrundelse hed det bla.:

“Der kan konstateres, at Gaderummet ikke har efterlevet de 6 påbud, som er indeholdt i forvaltningens tilsynsrapport. Gaderummet har endvidere i et brev af 18. april 2007 til Socialforvaltningen som svar på Hvidovre Hospitals henvendelse om samarbejdsproblemer, rettet angreb mod overlæge Henrik Rindom. Dette bestyrker forvaltningen i, at Gaderummet med den nuværende ledelse ikke vil være i stand til at etablere et godt samarbejde med behandlingspsykiatrien. Herudover skal der peges på de opståede kaotiske ledelsesmæssige forhold i Gaderummet, hvor Gaderummets leder reelt har tiltaget sig en enerådende magt, og hvor bestyrelsen for fonden Gaderummet er sat ud af spillet. I betragtning af, at Gaderummet har kontakt til en gruppe af skrøbelige unge, hvoraf mange har psykiske problemer, er det efter forvaltningens vurdering ikke forsvarligt, hvad der i dag foregår i Gaderummet.”

Dermed mistede “Kalle” Birck-Madsen også Gaderummets økonomiske støtte fra staten, der netop var betinget af kommunens godkendelse. Samtidig blev Birck-Madsen opsagt som leder af Gaderummet, ligesom hans skare af trofaste disciple blev fyret. Udover førnævnte Fatima Lindegaard Petersen, Maya Thisted, Anne (Svoldgård) Jønsson, Alina Djakowska og Ditte Brandrup drejer det sig om Pia Strøh, Anne Marie Janus Jensen, Sten Jørgensen og Marie Lottrup Poulsen.

Af andre aktivister omkring Gaderummet kan nævnes Henrik Risdorf, Tina Rathje, Ditte Krogh, Brian Hansen samt den tidligere straffede Thorbjørn Boldsen.

Besat
Siden da har Birck-Madsen, hans personale og 20-25 af hans klienter “besat” Gaderummet, hvorfra man har iværksat en heftig pressekampagne mod kommunen, truet den med sagsanlæg samt klaget til Ombudsmanden og Socialministeren. I skrivende stund har Københavns Kommune bedt Fogedretten sætte Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen og hans klike på gaden. Udover Knud Foldschack har han allieret sig med kendte venstrefløjsadvokater såsom Bjarke Madsen og Hanne Reumert og man vil formentlig forsøge sig med samme strategi som man anvendte omkring Ungdomshuset; at få fogedretten til at udsætte sin afgørelse indtil en længerevarende retssag har fastslået, at kommunen faktisk kan smide Regnbuen ud fra Gaderummet. I mellemtiden vil man sikkert forsøge at ophidse venstrefløjens gadekrigere til militant “forsvar” af Gaderummet og på den led presse Ritt Bjerregaard til igen at give efter for brand i gaden.

BZ-psykologen Carl-Erik Birck-Madsen kalder efter sin fyring
samfundet “barbarisk” og “bestialsk” og spår dets snarlige undergang.

Udgang?
Både “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson har mange personlige kontakter i det venstreekstreme miljø omkring eksempelvis Monsun, Foreningen Demos, Antifascistisk Aktion og Folkets Park Initiativet. Birck-Madsen støttes ihærdigt af Dagbladet Arbejderen, organet for erklærede kommunister, men endnu har ingen venstrefløjsorganisation udsendt sympatierklæringer eller på anden måde udtrykt støtte til Birck-Madsens “sag”. Baggrunden herfor er formentlig, at Enhedslistens Mikkel Warming står bag (og indtil videre fast) på beslutningen om at stritte Birck-Madsen ud. En enkelt ekstremist - gammelkommunisten Poul Møller fra Flygtninge Under Jorden - har krævet Warmings afgang, men efter striden om islamisten Asmaa Abdol-Hamid ønsker flertallet på den yderste venstrefløj sikkert ikke endnu en intern strid.

På den anden side optræder ungmuslimer og autonome så voldsberedte i denne tid, at det ikke kan udelukkes, at Birck-Madsen gennem en åben voldsstrategi kan få sat så meget brand i gaden på Nørrebro, at han selv uden formel støtte fra den øvrige venstrefløj får presset venstrefløjsflertallet på Københavns Rådhus til at opgive ævred.

Dog har Gaderummet ikke nogen nævneværdig symbolsk eller praktisk betydning for hverken muslimer eller marxister, ligesom persondyrkelsen af Birck-Madsen i Gaderummet mildest talt ikke kan udstrækkes til det omkringliggende miljø. Den i øjeblikket mest sandsynlige udgang på Carl-Erik “Kalle” Birk-Madsens seneste konflikt er derfor, at han taber Gaderummet - ligesom han tidligere tabte Studenterhuset og Solidaritetshuset.

 

Topterrorist aflivet m.m.

Kommunisten Raul Reyes, næstkommanderende i den marxistiske terrororganisation FARC, blev for få dage siden ombragt under ildkamp med de columbianske myndighederne.
En væsentlig del af den danske venstrefløjs terrorstøtte går netop til FARC, ligesom Raul Reyes personligt havde forbindelse til bl.a. den indflydelsesrige gruppe Internationalt Forum, der ledes af Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden. Alligevel har man på den danske venstrefløj været forbavsende tavs om Reyes’ dødsfald. Tilsyneladende afventer man FARCs reaktion.

I mellemtiden udstøder Enhedsliste-sympatisører dødstrusler mod dansk politi i forsøg på at true sig til et nyt såkaldt ungdomshus.

I modsætning til FARC i Columbia lykkedes det en anden socialistisk organisation, Khmer Rouge i Cambodia, at skyde sig til magten. Man kan i dag bese resultatet - The Killing Fields. I Danmark blev Khmer Rouge støtte af bla. Kommunistisk Arbejderparti (KAP), der (naturligvis) var med til at grundlægge Enhedslisten.

Husspektakler

Efter fiaskoen med sin falske beboerforening efterlyser venstrefløjen via en intern sms-kæde venner i Københavns Nordvestkvarter, der vil støtte et kommunistisk “ungdomshus” på Frederikssundsvej. Borgerne i Nordvest siger af indlysende grunde nemlig klart nej, ligesom borgerne i andre bydele tidligere har gjort det.

Ventetiden fordriver bevægelsens gadekrigere bl.a. med voldelige overfald på Enhedslistens politiske modstandere.

Castro-myter

I anledningen af Fidel Castros påståede afgang som Cubas enehersker, har Humberto Fontova på Frontpage Magazine begået en fremragende artikel - The Teflon Tyrant Resigns - om bl.a. forholdene på Cuba før og efter Castros voldelige magtovertagelse. I sin artikel opregner og tilbageviser Fontova hvad han kalder seks klicheer om Castro:

“Cliché no. 1: A plucky Castro succeeded in defying a relentlessly hostile U.S. that worked ceaselessly to topple him.

The Facts: “We ended up getting exactly what we’d wanted all along,” wrote Nikita Khrushchev about the Missile Crisis Resolution.

“Security for Fidel Castro’s regime and American missiles removed from Turkey. Until today the U.S. has complied with her promise not to interfere with Castro and not to allow anyone else to interfere with Castro [italics mine]. After Kennedy’s death, his successor Lyndon Johnson assured us that he would keep the promise not to invade Cuba.”

Henry Kissinger, as Gerald Ford’s secretary of state, renewed the pledge.
After the Missile Crisis “resolution,” Castro’s “defiance” of the U.S. took the form of the U.S. Coast Guard and even the British navy (when some intrepid exile freedom fighters moved their operation to the Bahamas) shielding him from exile attacks. Far from “defying” a superpower, Castro hid behind the skirts of two superpowers, plus the British Empire.

Cliché no. 2 : Pre-Castro Cuba was a veritable U.S. colony, greedily exploited by U.S. corporations and by her most notorious gangsters who maintained the hapless island as a sordid casino and bordello. Castro rectified this shameful condition.

The Facts: In 1958, only 7 percent of invested capital in Cuba was American, and less than one-third of Cuba’s sugar output (its main crop) was by U.S. companies. Cuba had a grand total of three gambling Casino’s at the time. (Gulfport Mississippi has triple that number today.) Exactly one Havana hotel was mob-owned (compare this to Las Vegas and ask yourselves who demands that Nevada suffer Stalinism to rectify its shameful condition.)

In 1958, Cuba had approximately 10,000 prostitutes. Today an estimated 150,000 ply their trade on the desperate island, many as young as 14.

And to cap it all off: in 1950 more Cubans (out of a population of six million) vacationed in the U.S., than Americans (out of 200 million) vacationed in Cuba. At that time, Cubans didn’t come to the U.S. in any great numbers to settle. In fact as a percentage of population, Cuba took in more immigrants (primarily from Europe) in the early 20th century than did the U.S. In the 1950’s, when Cubans were perfectly free to emigrate with all their property and U.S. visas were issued for the asking, fewer Cubans lived in the U.S. than Americans lived in Cuba.

Cliché no 3: Fidel Castro overthrew the “U.S. backed” Batista whose patrons and puppeteers went instantly ballistic at his ousting. No sooner had Castro entered Havana than the U.S. started pounding its big stick while waving nary a carrot. This pushed an affronted and innocent Fidel Castro into the arms of mother Russia. The poor man had no choice against such relentless bellicosity and bullying, characterized by the vindictive and ineffective embargo.

The Facts: Former U.S. Ambassador to Cuba, Earl T. Smith, during Congressional testimony in 1960, declared flatly: “We put Castro in power.” He referred to the U.S. State Department and CIA’s role in aiding, both morally and materially, the Castro rebels, to their pulling the rug out from under Batista with an arms embargo, and finally to the U.S. order that Batista vacate Cuba. Ambassador Smith knew something about these events because he personally delivered the messages to Batista, who was then denied exile in the U.S.

“Me and my staff were all Fidelistas,” boasted Robert Reynolds, the CIA’s “Caribbean Desk’s specialist on the Cuban Revolution” from 1957-1960. The U.S. gave Castro’s regime its official benediction more rapidly than it had recognized Batista’s in 1952, and lavished it with $200 million in subsidies.

In August 1959, the liberal U.S. ambassador to Cuba, Philip Bonsal, alerted Castro to a conspiracy against his regime by Cubans. Thanks in part to Ambassador Bonsal’s solicitude for a regime then insulting his nation as “a vulture preying on humanity” and poised to steal $2 billion from U.S. stockholders, the anti-Castro plot was foiled, hundreds of the plotters imprisoned or executed, and the regime that three years later came closest to vaporizing many of America’s biggest cities (including Bonsal’s home) with nuclear missiles, survived.

In 1958, at the very time the U.S. State Dept. and CIA were helping his movement, Castro had written in confidence to a colleague, “War with the U.S. is my true destiny.” Castro had sent armed guerrillas to attempt the violent overthrow of four sovereign Latin American countries, confiscated $2 billion in U.S. property, invited in thousands of Soviet military and police agents, kidnapped 50 U.S. citizens from Guantanamo Bay, and jailed and executed several Americans before we lifted a finger against him.

Cliché no. 4. “The Cuban embargo doesn’t work. It never succeeded in toppling Castro or even in moderating Castro’s policies. It allows the regime to blame “the bully to the north” for its economic failures and thus rally the Cuban people to its side. It’s long past time to do away with it.”

The Facts: Spanish pollsters conducted a clandestine poll in Cuba last year and found that less than a third of Cubans blame the U.S. “blockade” for their economic plight. The U.S. embargo was reactive not pro-active and came only after Castro stole 5,911 businesses worth $2 billion from U.S. stockholders. This was (and remains) the biggest such heist in history Castro boasted that he’d never repay a penny of what he stole ( the only promise he’s ever kept.)

If the embargo “failed” it is simply, because for over 30 years no “embargo” has been in place.

In 1974, Henry Kissinger allowed all foreign subsidiaries of U.S. companies to trade with Cuba. Since most U.S. brand products are available (cheaper) from Mexico, Cuba’s tourist and “dollar stores” have long been well-stocked with U.S. products.

But even that avenue is now moot. In the last three years, U.S. companies have done more than $1 billion dollars worth of direct business with Cuba. Currently, the U.S is Cuba’s biggest food supplier and fourth biggest import partner. Since 2000, Cuba has been able to buy practically anything it wants from the U.S. — but only for cash.

What the Castro regime craves (along with the U.S. agricultural lobby and Cuba’s long queue of stiffed creditors) is U.S. sales to Cuba on credit and guaranteed by the U.S. Export-Import Bank (i.e., U.S. taxpayers.) Cuba has defaulted on such credits whenever offered, most recently from France’s own Ex-Im bank, COFACE. Cuba’s external debt, primarily to Russia, Venezuela and Europe, approaches $40 billion and her credit rating according to Dun & Bradstreet is below Somalia’s. Via Congressional lobbying, stilted mainstream media stories and UN votes, all of the above parties ( for obvious reasons) urge the U.S. taxpayer to come to their rescue. They refer to this as “lifting the Cuban embargo.”

The U.S. taxpayer is among the few in the world not screwed and tattooed by Castro. As such the so-called embargo has been a resounding success.

Cliché no. 5. Cuba was a wretched place before Castro. The Castro regime’s minuses in political liberties are more than offset by its plusses in heath care, literacy, nourishment, etc. The London Times described pre-Castro Cuba as “an impoverished Caribbean island.” The New York Times termed Cuba’s economy in 1958 as “Near-Feudal.”

The Facts: A UNESCO report on Cuba circa 1957 stated: “One feature of the Cuban social structure is a large middle class.The U.S. Department of Commerce Guide for Businesses from 1956 stated: “Cuba is not an underdeveloped country.” In 1958, that “impoverished Caribbean island” had a higher per capita income than Austria and Japan and Cuban industrial workers had the 8th highest wages in the world. Cuba also had the hemisphere’s lowest inflation rate and her peso was always equal in value with the U.S. dollar.

Cuba also had more doctors and dentists per capita than Britain and lower infant mortality than France and Germany the 13th lowest in the world, in fact. Today, Cuba’s infant mortality rate despite the hemisphere’s highest abortion rate which skews this figure downward is 34th from the top. So, relative to the rest of the world, Cuba’s health care has worsened under Castro and a nation with a formerly massive influx of European immigrants needs machine guns, water cannons and Tiger sharks to keep it’s people from fleeing. In 1958, 80 percent of Cubans were literate and Cuba spent the most per capita on public education of any nation in Latin America. In 1958, Cubans had the third highest protein consumption in Latin America, more Televisions per capita than any European nation and more autos per capita than Japan and half of Europe.

Since 1962, a Cuban’s government-mandated food rations are lower than those mandated for Cuban slaves by the Spanish King in 1842. The average salary is $10 a month and oxcarts are envied as a mode of transportation in Cuba’s countryside. The only people on earth with fewer cell phones per capita than Cubans live in Papua, New Guinea.

All of this after the Soviets lavished Castro with the equivalent of six Marshall Plans, and pumped not into a war-ravaged continent of 300 million but into an island of 6.5 million who formerly enjoyed everything mentioned above.

Regarding Cuba’s “near-feudal countryside” as the New York Times described it: According to the Geneva-based International Labor Organization, the average daily wage for an agricultural worker in Cuba in the 1950’s was higher than in France, Belgium, Denmark, or West Germany. Also, far from huge latifundia dominating the agricultural landscape, the average Cuban farm in 1958 was actually smaller than the average farm in the U.S .

Cliché no. 6. The Bay of Pigs was a “fiasco” because Cubans in Cuba overwhelmingly supported the Castro regime and were not motivated to fight it as they had the Batista regime.

The Facts: Initially, thinking the moment of liberation had arrived, entire battalions of Castro’s militia surrendered en masse to the invaders. Only when it became obvious that the invaders had been abandoned and no U.S. military support would be forthcoming did the ring close. Even then, one U.S. jet flying over the beachhead on a reconnaissance mission briefly halted most of the firing from Castro’s forces. After the battle, Fidel Castro himself fumed at the poor fighting spirit of his troops.

More facts: A ferocious anti-communist guerrilla war raged in the Cuban countryside from 1960 to 1966 that involved t10 times the number of rebels who ever fought against Batista. Raul Castro himself admitted that his troops, militia, and Soviet advisers were up against 179 different “bands of bandits” as he labeled the freedom-fighters. Tens of thousands of troops, scores of Soviet advisors, and squadrons of Soviet tanks, helicopters, and flame-throwers finally extinguished the lonely Cuban freedom-fight Everyplace else on earth the liberal media/academia axis refers to such a thing as “an insurgency,” and is proof that “the people” oppose their rulers.”

Ifølge 180grader.dk dyrkes myten om Fidel Castro fortsat af danske medier…

Nyborg-interview

I et interview i Berlingske Tidende sammenfatter intelligensforskeren Helmuth Nyborg kort og skarpt, hvad det hele handler om:

“Uddannelsen øger ikke et barns IQ, men derimod muligheden for, at barnet kan bruge sin stort set biologisk givne intelligens på en produktiv måde. Dette indebærer, at læringsteoretikernes løfter om, at børn bliver klogere ved at udsætte dem for en bestemt pædagogik er tomme og uden dokumentation. Derimod kan vores viden om det enkelte barns IQ sætte lærerne i stand til at optimere pædagogikken. Et barn med lav IQ vil blive stresset af indlæringskrav, der med rette kan stilles til gennemsnitsbarnet, og høj-IQ barnet ville kede sig.”

René Karpantschof og nazi-hetzen mod Henrik Gade Jensen

“Det ville have været en god ide, hvis Information havde oplyst om Henrik Gade Jensens synspunkter og diskuteret dem. Information har dog foretrukket perfidt antydende og injurierende journalistik.”

Sociolog Jean Fischer, redaktør af venstrefløjsmagasinet SALT

“Makkerparret Lindblom og Karpantschof burde give enhver, inkl. Information, et vink med en vognstang om, at der nok var noget fordækt ved historien om Gade Jensen.”

Martin Kasler, tidl. formand for den højrenationale forening Dansk Forum

Tirsdag den 25. november 2003 hævdede den omstridte sociolog René Karpantschof til dagbladet Information, at filosoffen Henrik Gade Jensen havde haft forbindelse til nazistiske kredse. Ifølge Karpantschof (billedet t.h.) bestod nazi-forbindelsen nærmere i, at Gade Jensen “har været involveret i foreningerne Dansk Forum og Dansk Samling”, og ifølge den stærkt venstreorienterede sociolog havde Dansk Forum “slægtskab med nazismen”.

Bestyrtelse
Henrik Gade Jensen afviste på det skarpeste alle Karpantschofs beskyldninger, men tog samme dag sin afsked som deltidsansat pressemedarbejder hos daværende kirkeminister Tove Fergo.

I det ikke-socialistiske Danmark (og iøvrigt også blandt anstændige venstreorienterede) vakte sagen bestyrtelse. Mange nærede den opfattelse, at Henrik Gade Jensen var blevet presset ud af sin stilling og man beskyldte derfor kirkeministeren for at have svigtet en loyal medarbejder. På Information forsøgte chefredaktør David Trads at kaste ved på bålet i den borgerlige lejr med ubekræftede rygter om, at det i virkeligheden var et telefonopkald fra Statsministeriets pressechef, der havde beseglet pressemedarbejderens skæbne. Men Gade Jensen fastholdt konsekvent, at han af egen drift tog sin afsked for ikke at ligge sin minister til last.

Nazi-samarbejde
Ifølge straffeloven er det lige så strafbart at udbrede som at fremsætte injurierende påstande. Sagens opsigt fik derfor Information til at indse nødvendigheden af, at Karpantschof nærmere dokumenterede de nazi-påstande, som avisen nu havde kolporteret om Gade Jensen. Den 27. november bragte Information derfor endnu et interview med Karpantschof. I sit første interview havde han hævdet, at Gade Jensen havde været “involveret” i Dansk Forum. I sit nye interview påstod Karpantschof, at filosoffen havde “samarbejdet” med foreningen. Som konkret eksempel på dette samarbejde påstod Karpantshof, at foredrag med Gade Jensen havde hjulpet Dansk Forum med at hverve medlemmer. Karpantschof påstod tillige, at Dansk Forums formand, Martin Kasler, og redaktøren af foreningensbladet Alætheia, Annette Ladefoged, havde været Henrik Gade Jensens kontakter i Dansk Folkeparti.

Karpantschof under pres
René Karpantschofs påstande blev dog hurtigt skudt ned. Den 28. november påpegede landsformanden for Dansk Samling, Adam Wagner, i et læserbrev i Information, at Henrik Gade Jensen “bl.a. aldrig har skrevet noget for Dansk Samling.” Den 4. december skrev den tidligere formand for Dansk Forum, Martin Kasler, at “Gade Jensen har ikke samarbejdet med Dansk Forum, ikke holdt foredrag i eller for foreningen, ikke medvirket til medlemshvervning og heller ikke stået i kontakt med undertegnede.” Samtidig påpegede Kasler, at Karpantschof om Dansk Forum tidligere havde understreget, at “jeg ikke mener, at foreningen er nazistisk eller som sådan støtter nazismen.”

Den 5. december bestred også Annette Ladefoged kategorisk, at hun havde været Gade Jensens kontakt i Dansk Folkeparti. Ydermere afslørede Martin Kasler den 8. december, at René Karpantschof havde løjet om sit mangeårige engagement i det voldsautonome miljø.

Den 12. december meddelte Henrik Gade Jensen så, at han ville anlægge injuriesag med Information hvis han ikke fik en uforbeholden undskyldning for de påstande, som avisen havde udbredt alene med Karpantschof som kilde.

Manglende dokumentation
René Karpantschof forsvarede sig i et læserbrev den 13. december. Han bestred ikke, at han før Gade Jensen-sagen havde frikendt Dansk Forum for nazisme, ligesom han ikke bestred at have løjet om sit autonome virke. Karpantschof bestred heller ikke Adam Wagners eller Annette Ladefogeds udsagn. Tværtimod indrømmede han, at han ikke havde belæg for sin påstand om, at Henrik Gade Jensen havde samarbejdet med Dansk Forum. Karpantschof undskyldte sig med, at han “var meget sikker på”, at Gade Jensen havde været paneldeltager “i et Dansk Forum-møde”.

Karpantschof skifter forklaring
Efter at have opgivet sin påstand om Henrik Gade Jensens samarbejde med Dansk Forum, forsøgte Karpantschof sig med en ny forklaring på sin påstand om en forbindelse mellem Gade Jensen og Dansk Forum. Den angivelige nazi-forbindelse skulle nu bestå i, at Martin Kasler og Gade Jensen i 1990erne begge havde været “på det meget lille hold bag” Den Danske Forening blad, Danskeren.

Men allerede den 22. december fejede Martin Kasler Karpantschofs nye postulater af bordet. Kasler skrev bl.a., at Gade Jensen “har aldrig deltaget i et Dansk Forum-møde”, og videre, “Gade Jensen og jeg skrev i ‘90erne i Danskeren, men ikke i samme periode, og jeg har aldrig været på noget hold bag dette blad.” Derefter opgav René Karpantschof at forsvare sine nazi-bekyldinger mod Gade Jensen i Informations spalter.

Henrik Gade Jensen renses
På Information synes chefredaktør David Trads, trods afsløringerne i avisens egne læserbrevsspalter, indstillet på at ville føre injuriesagen igennem til den bitre ende. Men efter kun to år på posten forlod Trads den 30. juni 2004 sin stilling. Umidddelbart efter hans afgang tog Information kontakt til Henrik Gade Jensen. Og mandag den 23. august kunne Gade Jensens advokat så offentligt meddele, at injuriesagen mod Information var hævet. Avisen gav Henrik Gade Jensen en uforbeholden beklagelse samt 60,000 kroner i erstatning for at have beskyldt ham for forbindelse til “nazister eller nazistiske kredse”

Ét skridt frem og ét skridt tilbage
Efter forliget mellem Information og Henrik Gade Jensen forsøgte en efter alt at dømme noget desperat René Karpantschof at forsvare sin troværdighed. Ikke i Information, men på Monsuns taknemmelige hjemmeside, hvor han den 30. august opslog et læserbrev. Heri præsenterede han sig som “en af Informations kilder” og forsøgte dermed bevidst at skjule, at han var den eneste kilde til avisens famøse nazi-beskyldninger.

I det nye læserbrev var Dansk Forum og dets medlemmer gledet helt ud. Gade Jensens nazi-forbindelse bestod nu i, at han havde været medlem af Den Danske Forening og at Den Danske Forening havde haft kontakt til skinheads, der ifølge Karpantschof enten var “voldelige, nazister eller nazist sympatisører”.

Karpantschof fremlagde dog ikke stump af dokumentation for, at Gade Jensen havde haft nogen forbindelse til de påståede skinheads. I stedet afsluttede han sit insinuerende læserbrev hos Monsun med at lægge op til, at hele sagen drejede sig om en strid om betydningen af netop ordet ‘forbindelse’. En ejendommelig sofistisk retræte, der ret åbenlyst skulle tjene til skjule, at Gade Jensen nok ikke havde haft det fjerneste at gøre med de påståede skinheads.

Under dække
Som tidligere nævnt vakte Informations nazi-hetz mod Henrik Gade Jensen voldsom forargelse i det ikke-socialistiske Danmark. Forargelsen skyldes ikke mindst, at Informations påstande var identiske med en historie, som Monsun havde bragt på sin hjemmeside i oktober 2003. Den var officielt skrevet af Martin Lindblom, direktionsmedlem i Monsun, og ellers opbygget som et interview med netop René Karpantschof.

Efter sit læserbrev den 30. august 2004 på Monsuns hjemmeside forsvandt René Karpantschof officielt fra debatten. I stedet begik Martin Lindblom kort efter, den 8. september, atter en artikel vendt mod Gade Jensen. Det fremgik, at artiklen blev bragt fordi Information “afviser at optage et læserbrev fra René Karpantschof”. I Lindbloms artikel optrådte Karpantschof ikke officielt. Det gjorde derimod anonyme “kendere af Den Dansk Forening”, der ved flittig brug af insinuationer og spekulationer forsøgte at skabe en plausibel sammenhæng mellem Karpantschofs skiftende forklaringer om Gade Jensens påståede nazi-forbindelse. Derudover kan det dokumenteres, at René Karpantschof i perioden 2002 til 2005 netop var tilknyttet Lindbloms Monsun (se her, her og her).

Henrik Gade Jensen er i dag projektleder hos CEPOS. Da Information i 2006 forsøgte at skabe blæst om bl.a. Søren Krarups tætte kontakt til tidligere Dansk Forum-medlemmer, afstod man sig fra at bruge René Karpantschof som kilde.

Venstreekstreme truer igen med vold

Ifølge 180grader.dk planlægger de autonome vold mod byggeri på tomten Jagtvej nr. 69:

“Grunden på Jagtvej 69 flyder med affald, og rotter hærger området… Under nedrivningen af det besatte hus måtte bygningsarbejderne forklæde sig af frygt for autonome repressalier, ligesom biler, der tilhørte byggefirmaerne, blev udsat for hærværk. Og den samme modtagelse venter firmaer, der vil forsøge at bebygge grunden igen”.

Samtidig kan 180grader.dk også berette, at Enhedslisten nu kræver et “brugerstyret” ungdomshus til voldsautonome i Århus. Og på avisen.dk har en læser fremlagt foto-dokumentation af Enhedslistens opfordring til voldelige optøjer, herunder brandstiftelse.