Enhedslisten belønner atter voldsautonom

Enhedslisten har atter valgt at belønne en kendt voldsautonom med poster i partiet. Det drejer sig om den 22-årige bistandsklient Chris Bay, der den 18. april 2009 fik tildelt en bestyrelsespost af Enhedslistens lokalafdeling i Århus.

Chris Bay (yderst til højre) i selskab med medlemmer af tæskeholdet Århus Antifa.

Chris Bay voksede op i et skilsmissehjem i Viborg. Med sit bizarre udseende tiltrak han sig opmærksomhed og meldte sig derfor ind i Socialistisk Ungdomsfronts lille lokalafdeling. Flere af hans aktiviteter måtte herefter mandsopdækkes af politiet.

Gennem Socialistisk Ungdomsfront fik Chris Bay kontakt til BZ-miljøet i Århus og han praler i dag af, at han “kender hvert et tidligere besat hus i Århus”. Chris Bay, der har beskrevet sig som ”bakunistisk anarkist”, har på Facebook valgt at tilslutte sig gruppen ANTIFA, der drives af Antifascistisk Aktions tjekkiske afdeling, men med direkte link til tæskeholdet i København. Chris Bays beundring for disse voldsgrupper skal ses i lyset af, at Antifascistisk Aktion på Facebook frejdigt indrømmer, at man ”advocates the use of violence against fascists”.

Chris Bay tislutter sig Facebook-gruppen ANTIFA, oprettet af Antifascistisk Aktion.

Chris Bays idoler "advocates the use of violence against fascists".

 Chris Bay har offentligt vedgået, at han ”får et adrenalinkick af at gennemføre noget, man er lidt bange for”. Med sin higen efter spænding befinder han sig som gadekriger ofte i forreste front. I 2007 blev han således anholdt i forbindelse med gadekampe mod politiet i både København og Rostock.

Chris Bay har også i Århus ved flere lejligheder forsøgt at omsætte sin voldsfascination i praksis. Klædt i sort førte Chris Bay an i marts 2008, da bøller fra tæskeholdet Århus Antifa søgte konfrontation med fredelige demonstranter fra Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD). I oktober samme år deltog han i Antiracistisk Netværks omstridte march gennem byen, og i februar i år var han med til at forstyrre Venstres Ungdoms debat med Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB).

Valget af Chris Bay som bestyrelsesmedlem dokumenterer endnu engang overlappet mellem det autonome miljø og Enhedslisten. Et overlap som partiet nødigt forholder sig til i offentligheden.

Redox angriber Junikredsen

Fredag den 18. juni 2009 blev politibetjenten Peter Ulrik Jensen dømt 30 dages betinget fængsel ved Københavns Byret. Betjenten, der har anket dommen, blev dømt for at have misbrugt politiets interne registre til at oprette et privat kartotek over ledende medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion (læs mere her).

Sagen har tidligere været kort nævnt her på Junikredsen. Redaktionen slog allerede den gang fast, at Junikredsen har intet med den omtalte sag i Københavns Byret at gøre.

Junikredsens påstand blev senere støttet af vicestatsadvokat Birgitte Gammelgaard, der under sagen udtalte, at vi har ikke beviser for, at oplysningerne er blevet givet videre til andre. Det ville have været en skærpende omstændighed. (BT 16. juni).

Den københavnske betjent var altså med andre ord end ikke tiltalt for at have videregivet oplysninger.

Set i det lys ville de fleste fornuftige mennesker nok mene, at man bør have særdeles stærke kort på hånden for at påstå, at betjenten har videregivet oplysninger fra politiets registre til Junikredsen.  Det tilsiger både almindelig anstændighed og straffelovens injurieparagraffer.

Den 18. juni kl. ca. 19 opslog det anonyme pressekollektiv Redox en større artikel på deres hjemmeside. Med udgangspunkt i dommen fra Københavns Byret hævder man at kunne afsløre prekære forhold omkring Junikredsen, ikke mindst hvem vi er.

Junikredsen ifølge Redox
Ifølge Redox ser vores gruppe således ud:

Venstrefløjens gamle modstander fra 1990erne, Martin Kasler, er Junikredsens ”ubestridte chef”.

Politibetjent Peter Ulrik Jensen og en tidligere autonom ved navn Lars Agerbak er ”Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.”

I Århus er Martin Kaslers ”samarbejdspartnere” tre medlemmer af foreningen Vederfølner, Thim Mortensen Petersen, Jacob Engelbrekt Andersen og Dennis Jørgensen.

Hus forbi
Sandheden om Junikredsens forhold til disse personer er følgende: Vi havde kontakt til Martin Kasler i vinteren 2007/2008. Det er næppe nogen hemmelighed, for det skrev vi allerede om den gang.

Peter Ulrik Jensen og Jakob Engelbrekt Andersen kender vi af presseomtale.

Lars Agerbak, Thim Mortensen Petersen og Dennis Jørgensen har vi aldrig hørt om.

Vi ved ikke, om disse seks personer overhovedet kender hinanden. Men det er i givet fald ikke fra Junikredsen.

Redox-opspind
Langt det meste af det, som Redox skriver om i sin ambitiøse artikel, fremstår udokumenteret og kan ikke verificeres fra anden side. Men visse af Redox’ ”fakta” er tydeligvis opdigtede. Man påstår f.eks., at Martin Kasler fra februar 2003 var uønsket i Den Danske Forening. Dette er beviseligt usandt. Kasler havde så sent som juni 2003 en større artikel i foreningens blad, Danskeren.

Redox hævder også, at Martin Kasler var en fremtrædende leder i netværket Dansk Front (2002-2007). Heller ikke denne påstand synes ikke at have hold i virkeligheden. I samarbejde med netop Redox afslørede Ekstra Bladet i juli 2006 identiteten på Dansk Fronts topfolk. Dem var Kasler ikke iblandt (De leder Dansk Front, Ekstra Bladet 23. juli 2006. Så vidt vides har medierne da heller ikke hverken før eller siden omtalt Martin Kasler i forbindelse med Dansk Front).

Et tredje eksempel på opspind vedrører personen Lars Agerbak. Om ham påstår Redox bl.a., at han overfor politiet skulle have brugt dæknavnet ”Michael Wittmann”. I Københavns Byret oplyste Rejseholdet, at navnet var ”Michael Vickman” (Var betjent spion?, BT 16. juli 2009).

Gæt som fakta
Nogle af Redox’ påståede fakta viser sig altså at være opspind. Andre ”fakta” viser sig i virkeligheden at være rent gætteri. F.eks. hævder man, at århusianeren Dennis Jørgensen er ”fotograf for Junikredsen”. Som bevis for denne påstand anfører Redox:

I forbindelse med en stor antiracistisk demonstration i Århus i oktober 2008 var Jørgensen ude og fotografere antiracister. Disse billeder blev derefter publiceret på Junikredsen.

Men hvor er Redox’ dokumentation for, at Junikredsens tre billeder er identiske med Dennis Jørgensens påståede billeder? Ingen steder. Redox gætter sig i frem tillid til, at dens skråsikre tone får godtroende læsere til at glemme, at der naturligvis kan have været andre fotografer på banen end Dennis Jørgensen (forudsat at han overhovedet var der).

Usandsynligheder
Redox påstår, at førnævnte Lars Agerbak i teenageårene… anskaffede sig en AK47-riffe”. Denne detalje lyder komplet usandsynlig. Ifølge Redox’ levnedsbeskrivelse må Agerbak i dag være en mand på omkring de fyrre år, d.v.s. teenager senest tilbage i 1980erne. Den gang ville det have været umuligt, især for en teenager, at opdrive en AK47 i Danmark, hvor dette våben først dukker op nogle år efter Berlin-murens fald.

Xerxes-rapporten
Redox giver indtryk af, at man er i besiddelse af den såkaldte Xerxes-rapport, som man hævder, er ”oprettet” den 14. marts 2004 på Martin Kaslers computer. Junikredsen er besiddelse af Xerxes-rapporten og den er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke dateret. Typografien stemmer heller ikke og det samme gælder antallet af personnavne, som Redox har fået til 33. Der er 32.

Xerxes-rapporten er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke skrevet i marts 2004. Den kom i omløb måned før, altså februar 2004, hvor en række personer modtog den med almindelig post i form af tre fotokopierede A4-ark. Nogle få avisartikler var vedlagt som bilag. Afsenderes hensigt var formodentligt, at rapporten skulle distribueres bredt.

Junikredsen kender ikke identiteten på hverken afsender, forfatter eller Xerxes-rapporten mundtlige kilde. Derimod er vi ret sikre på, at vi er i besiddelse af det originale eksemplar. Altså det eksemplar hvorfra de andre postsendte eksemplarer blev kopieret.

Forklaringen på forskellene mellem Xerxes-rapporten og Redox’ beskrivelse af den må skyldes en af to grunde:

Enten er Redox i besiddelse af en omskrevet version af Xerxes-rapporten.

Eller også er Redox ikke i besiddelse af rapporten, men bygger sin beskrivelse på hvad man har opsnappet i f.eks. Københavns Byret under sagen mod Peter Ulrik Jensen.

Det sky kærestepar
Som vi indledte med nævne, så beskylder Redox betjent Peter Ulrik Jensen for at være en af Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø. Denne groft injurierende påstand mod Peter Ulrik Jensen kan Redox tydeligvis ikke dokumentere. Man skriver i stedet kryptisk:

Der har dog været informationer fremme, som kunne tyde på, at Kasler også var i kontakt med personer der har adgang til offentlige registre. Dette blev bekræftet den 4. juni, da en retssag ved Københavns Byret startede.

De informationer som Redox hentyder til, drejer sig om kæresteparret Balder Bergman Johansen og Maria Sønnøve Pagels fra Antifascistisk aktion. Begge er gamle kendinge, men det var Junikredsen der kunne afsløre at de danner par, har børn sammen og ledede det autonome kollektiv i Ravnsborggade.

Disse oplysninger er ganske rigtigt umulige at opdrive via almindelige kanaler. Men når man tilfældigvis kommer på sporet af, at et barn i Ravnsborggade, hvor Balder Johansen bor og driver sin virksomhed, hedder Bergman Pagels til efternavn, så er resten faktisk ikke så vanskeligt.

Selvopfyldende profeti
Redox får også kastet sig ud i et så amatøragtigt forsøg på at styre politiets efterforskning, at Erik Jensen må vende sig i graven. Man skriver:

Rejseholdet har, af uvisse årsager, f.eks. ikke krydstjekket de mange søgninger med de navne der figurerer i artiklerne på Martin Kaslers blog Junikredsen.

Det lyder vældigt skarpsindigt, men er i virkeligheden en selvopfyldende profeti. Ifølge betjentens forklaring i retten begyndte han sit private detektivarbejde for at få verificeret oplysningerne i Xerxes-rapporten. Altså selvsamme rapport som, oven i købet ifølge Redox selv, Junikredsen trækker på.

Navne såsom Balder Johansen, Martin Lindblom, Pelle Dragsted eller René Karpantschof vil derfor med en til vished grænsende sandsynlighed figurerer blandt betjentens søgninger. Ligesom de figurerer på Junikredsen.

Optimistiske Redox
Ifølge Redox er sagen mod den københavnske politibetjent noget nær en katastrofe for Junikredsen. Man skriver:

Dommen over betjenten, Peter Ulrik Jensen, er et stort tab for Martin Kasler, en central højreekstremist, der driver bloggen ’Junikredsen’. Sammen med en tidligere bz’er, har Peter Ulrik Jensen nemlig været Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.

Og én gang til for Prins Knud:

Suspenderingen af Peter Ulrik Jensen er en alvorlig bet for Martin Kaslers researcharbejde, der i høj grad har været båret af frem af hans to primære kilder, Lars Agerbak og den dømte politimand. Med sine to vigtigste kilder udtørret, bliver det spændende at se hvor Martin Kasler i fremtiden vil jage sit materiale til Junikredsen.

Til disse optimistiske udsagn har vi følgende kommentarer:

For det første halter logikken alvorligt omkring Agerbak, den påstået tidligere autonom. Ifølge Redox blev han afsløret i vinteren 2005/2006, hvor hans tidligere venner slog hånden af ham. Ifølge Redox ”udtørrede” Agerbak altså allerede for små tre år siden som kilde til det autonome miljø.

For det andet har Junikredsen aldrig modtaget det fjerneste fra Peter Ulrik Jensen. Derfor betyder hans dom eller suspendering heller ikke det fjerneste for Junikredsens arbejde omkring det ekstreme venstre.

Derimod har selve retssagen mod betjenten været til stor gavn for vores arbejde. Redox er ikke meget for at indrømme det, men det blev her bekræftet fra officiel side, at Xerxes-rapportens oplysninger stemmer med virkeligheden. Rapporten er virkeligt inde og røre ved den inderste, allermest betændte kerne af ledende voldsautonome.

Med sin artikel forsøger Redox af al magt at få Junikredsen fedtet ind i sagen om den københavnske betjents register-misbrug. Man nærer en halvbagt idé om, at man kan få politiet til at efterforske os.

Redox leger en farlig leg. Det er dem, og ikke Junikredsen, som hævder, at de ligger inde med afgørende bevismateriale mod betjenten. På den baggrund forekommer det ikke utænkeligt, at Rigspolitiets Rejsehold kunne finde en efterforskning mod Redox noget mere relevant.

Foreløbigt har det eneste resultat af Redox’ angreb på Junikredsen dog været, at vi har fået tredoblet antallet af besøgende.

Voldsautonome bag gadefest

Den 9. maj i år måtte Århus midtby igen lægge plads til den yderste venstrefløjs såkaldte “Mejlgade for mangfoldighed”-arrangement. Lokale autonome havde denne gang inviteret københavnske autonome fra Antifascist CultureClub til at stå for festlighederne.

”Mejlgade for mangfoldighed” er blevet afholdt to gange tidligere, men var i år et regulært støttearrangement for de optøjer, kaldet KlimaCamp09, som den yderste venstrefløj planlægger i forbindelse med det kommende klimatopmøde i København.

Bag KlimaCamp09 står bl.a. den berygtede gadekriger Erik Storrud, der offentligt har truet med ‘direkte masseaktioner’ mod klimatopmødet.

Ifølge den udsendte propaganda skulle ‘Mejlgade for mangfoldighed’ være for “almindelige århusianer”, men bød på “kommunistisk sprutbar”, “queer workshop” og “folkekøkken”.

Antifascist CultureClub er som tidligere beskrevet af junikredsen tæt knyttet til tæskeholdet Antifascistisk Aktion. Sammen med Christianias berygtede autonome i Strictly Underground arrangerede de to grupper i år da også igen såkaldt ”Antifascistisk 1. Maj” i Fælledparken i København.

Det er ikke første gang Antifascist CultureClub spiller op i Århus. Efter Antiracistisk Netværks march gennem byen i oktober sidste år inviterede dækorganisationen til “efterfest” i det nu nedlagte autonomhus Fristedet/Huset Vester Allé 15. Antifascist CultureClub stod for musik og underholdning.

Officielt var arrangørerne bag “Mejlgade for mangfoldighed 09”, ifølge diverse venstrefløjsmedier, tilknyttet Kaospiloterne, Frontløberne samt Det Jyske Kunstakademi. Altså institutioner, der i en eller anden form alle modtager penge fra det offentlige. Penge der altså nu kanaliseres over i det venstreekstreme miljø.

Især Frontløberne synes at være sårbar for rekruttering af nye gadekrigere. Det gælder eksempelvis den unge Esben Weile Kjær, der på Frontløbernes vegne optrådte som talsmand for gade-arrangementet. Ifølge hans profil på Facebook har Weile Kjær tilsluttet sig ikke blot Antifascist CultureClubs støttekreds, men også et netværk, der støtter op om tæskeholdet Antifascistisk Aktions hovedkvarter på Nørrebro, Kafa-X.

Blandt Esben Weile Kjærs personlige venner på Facebook finder man bl.a. Enhedslistens Peter Hegner Bonfils, der som fremtrædende aktivist i Antiracistisk Netværk var drivkraft bag oprettelsen af det lokale tæskehold Århus Antifa. En anden personlig ven er den voldsdømte Monsun-aktivist Rune Eltard-Sørensen, der fra Dansk Journalistforbund forrige år dirigerede det venstreekstreme gademiljø i Århus.

Da musikken i Mejlgade stoppede blev der inviteret til “afterparty” i Studenternes Hus i Nordhavnsgade. Dét abegilde blev arrangeret af Club Strange Ears, der drives af en vis Steffen Lykke Rasmussen.

Steffen Lykke Rasmussen viser sig efterhånden kun sjældent på gaden, men er en gammel kending fra det venstreekstreme undergrundsmiljø i Århus.

Ifølge politiet forløb den røde gadefest uden ballade.

Autonome forsyningsrotter

Ifølge meningsmålinger skulle op mod en fjerdedel af danskerne støtte de bl.a kriminelle Irak-arabere, der i øjeblikket holder to kristne kirker besat. Man skulle derfor tro. at fremmedelskere og venstreorienterede strømmede til for at yde praktisk bistand til de igangværende ulovligheder. Men efter en uges observation af Brorsons Kirke kan Junikredsen afsløre, at selv på det betændte Nørrebro er kirke-besætternes kommende udvisning langt fra blevet noget, der bare ligner en folkesag.

Mønsteret syes at være ret klart. Når pressen er til stede, stiller de mere pæne aktivister sig frem. Når medierne er forsvundet, så forsvinder de tilsyneldende pæne mennesker igen. I stedet præges gadebilledet foran den besatte kirke, der bevogtes af kortklippede unge mænd i gule sikkerhedsveste, af autonome forsyningsrotter, heraf flere med tilknytning til Det frie Gymnasium.

En anden markant gruppe af de – i øvrigt få – besøgende tilhørte tydeligvis det muslimske gademiljø på Nørrebro. Almindelige mennesker glimrede derimod ved deres fravær.

Pæne mennesker giver interviews til pressen foran Brorsons Kirke på Nørrebro.

De kortklippede unge mænd holder sig diskret på afstand.

 

Pressen er væk. Det samme er de pæne mennesker. Autonome forsyningsrotter losser en ladning varer ind i kirken.

Vagtkorpset giver en hånd med. En fremmedelsker kigger på. Han forsvinder senere ned ad gaden i selskab med en ungmuslim.

Den nu uskyldigt udseende forsyningsvogn af mærket Peugeot Partner.

En bande ungmuslimer lægger storgrinende vejen forbi. Læg mærke til den lille pige til venstre i billedet, placeret så hun kan spejde gaden for uvedkommende.

 

To forsyningsrotter fra Det frie Gymnasium.

En gadekriger forsvinder hastigt efter at have afleveret en rygsæk.

Læs også Irakere tager på sommerferie i Bagdad.

Lussing til venstrefløjen

Venstrefløjen tabte i dag en vigtig principiel sag om ejendomsretten over den såkaldte fristad “Christiania”. Landsretten fastslog, at området tilhører staten og ikke de omkring 700 hippiere og autonome, der siden 1970erne har holdt det attraktive område besat.

Efter dommen frygter Christianshavns beboere for besætternes hævn.

Uddrag fra KUs sangbog (mel. Rule Britania):
Ryd Christiania
Riv hele lortet ned
De skal aldrig, aldrig mere ryge en fed!

Tæv en hippie
Slå svinet helt ihjel
Han skal aldrig, aldrig mere have bistandshjælp!

Terrormistænkt bag kirke-besættelse

En gruppe udviste Irak-arabere forsøger som bekendt i øjeblikket at tvinge deres vilje igennem ved at besætte kristne kirker. Gruppen støttes af danske medløbere, der bl.a. gør tjeneste som vagtværn i de besatte kirker.

Ifølge Dansk Folkeparti er arabernes danske medløbere rekrutteret fra det voldsautonome undergrundsmiljø. Partiets vurdering deles, ifølge Uriasposten, af menighedsformanden for mindst én af de besatte kirker.

Junikredsen kan i dag afsløre, at påstanden om voldsautonome ikke er taget ud af den blå luft.

Ifølge medierne består gruppen af medløbere af ”unge danskere, fortrinsvis i alderen 15-25 år”. En undtagelse er dog en vis Signe Skriver, der præsenteres som en 30-årig lægestuderende.

I virkeligheden er Signe K. Skriver en gammel kending fra det voldsautonome miljø i København. I 1990erne var hun medlem af den voldsautonome gruppe Rebel/Unge Revolutionære Socialister. I 2001 blev hun udvist af Sverige, mistænkt for at planlægge ”grov mishandling” under optøjerne i Gøteborg.

Signe Skriver blev udvist fra Sverige sammen med bl.a. lærersønnen Kristian Munk, der som leder af pyromanbanden Homo Aktion i 2003 blev idømt tre års fængsel.

I samme periode var Signe Skriver aktiv omkring en butik på Nørrebro, drevet af Maria Pagels.

Signe Skriver er også nær veninde med en vis Mette Buchardt, der bl.a. har forsøgt at skaffe hende en lejlighed i andelsforeningen Blåbagge på Nørrebro. Denne andelsforening er domineret af kendte voldsautonome og har til håndværkerservice hyret Logik & Co. Et lille firma, der i realiteten drives af Pagels kæreste, Balder Johansen.

Mette Buchardt er som autonom aktivist tilknyttet hjemmesiden Modkraft, der drives af den flere gange hærværksdømte Martin Lindblom. Buchardt er medlem af hjemmesidens homoseksuelle redaktionsgruppe. Her støder man på to tidligere medlemmer af Kristian Munks brandstifterbande. Nemlig Lotte Knold Andersen og Mads Ted Drud-Jensen, der begge gik fri da Munk blev dømt.

Kristian Munk, Balder Johansen, Maria Pagels og Martin Lindblom er alle mangeårige medlemmer af Antifascistisk Aktion. Et tæskehold som Enhedslisten samarbejder officielt med og rekrutterer medlemmer fra.

Selv om der gennem de senere år har været ro omkring Signe Skriver, så er der altså ingen grund til at formode, at hun har lagt det voldsautonome miljø bag sig. Som ældre aktivist med forbindelserne i orden fungerer hun snarere som miljøets tovholder omkring de arabiske besætteres danske medløbere.

Gymnasieformand og voldsautonom

 

Autonom møde-terror, vinteren 1999. En sortklædt Claus Svendsen kigger over skulderen på Anne Jønsson fra Gaderummet. Til venstre for hende ses (m. overskæg) direktør Lars Jørgensen, Egen Vinding og Datter. I forgrunden Maria Sønnøve Pagels, i det voldsautonome miljø bedre kendt som Maria Jensen fra Antifascistisk Aktion.

For nylig satte Junikredsen spot på Det frie Gymnasiums bestyrelsesformand, Claus Svendsen. Udad til lever den 32-årige cand.mag. i historie og samfundsfag en lidt stille tilværelse som vikar på Rødovre Gymnasium (se officielt billede), formand for sin andelsforening (der i øvrigt huser et kendt Enhedsliste-medlem) og altså bestyrelsesformand for Det frie Gymnasium.

Men Junikredsen kunne afsløre hvordan den tilsyneladende pæne og lovlydige gymnasie-formand fra sin privatadresse på Bygmestervej styrer et lille firma med nær tilknytning til den voldsautonome gruppe Strictly Underground.

Firmaet – Agent Promocateur – er officielt registreret på adressen Ravnsborggade 18, 5. sal, 2200 København N. Ifølge nye oplysninger har Claus Svendsen gennem en længere årrække boet på denne adresse, der som tidligere beskrevet af Junikredsen huser et kendt autonomt kollektiv.

Ravnsborggade-gruppen
Kollektivet i Ravnsborggade ledes af kæresteparret Balder Bergman Johansen og Maria Sønnøve Pagels, der begge er fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion – tæskeholdet, som Enhedslisten samarbejder officielt med i organisationen Antiracistisk Netværk.

Et andet medlem af Ravnsborggade-gruppen var TV Stop-aktivisten Lars Grenaa, der i 2003 blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for politisk vold. En dom, der ikke lagde en dæmper Grenaas voldelige tendenser. Jeg vil gøre det igen, truede han ved sin løsladelse.

Ifølge Junikredsens oplysninger gik Ravnsborggade-gruppen i opløsning for omkring fem år siden, fordi Balder Johansen og Maria Pagels, der har to børn sammen, efterhånden fandt pladsen for trang til deres familieliv.

Rabiate udfald
Det har også vist sig, at Det frie Gymnasiums bestyrelsesformand tidligere har forsøgt sig med bestyrelses-arbejde. Claus Svendsen er nemlig identisk med den Claus ‘Svende’ Svendsen, der som medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse gik på talerstolen til partiets årsmøde i 1998 og udbasunerede:

“Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelsen over tæerne. Jeg har ingen problemer med direkte politiske aktioner”.

Claus Svendsen henviste naturligvis til det voldelige overfald på folketingsmedlem Pia Kjærsgaard den 24. marts 1998. Kjærsgaard skulle have deltaget i en direkte radioudsendelse fra Griffenfeldsgade på Nørrebro, men blev i den berygtede gade slået ned af gerningsmænd, der efterfølgende strøede om sig med propaganda fra Antifascistisk Aktion.

Exit Enhedslisten
Claus ‘Svende’ Svendens rabiate udtalelser satte et punktum for hans daværende forsøg på at agere bestyrelsesmedlem for en lovlig organisation. Kort efter kunne man således læse i venstrefløjens hoforgan, dagbladet Information:

“Det medlem af hovedbestyrelsen, Claus Svendsen, der lørdag såede tvivl om Listens principielle modstand mod vold, er blevet væk søndag. Og han genopstiller ikke til hovedbestyrelsen.”

Information nævnte dog intet om, at i modsætning til folketingets øvrige partier tog Enhedslisten ikke prompte afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, men udsendte først efter lidt tøven en fordømmende pressemeddelelse.

På kant med ‘bevægelsen’
Det var måske denne nølen, og nok ikke mindst partiets tætte samarbejde med Antifascistisk Aktion, der i 1998 fik ‘Svende’ til at gå vild i datidens parlamentariske etik, hvor sympati for vold under ingen omstændigheder blev tolereret – en grænse, der i 2003 blev flyttet markant af Pernille Rosenkrantz-Theil.

Svendsens og Rosenkrantz-Theils behov for offentligt at markere sympati for politisk vold forekommer umiddelbart ejendommelig. Men Clausen vidste hvad han talte om, da han advarede Enhedslisten mod at træde “en masse folk i bevægelsen over tæerne”.

Han blev sammen med Rosenkrantz-Theil valgt til Enhedslistens hovedbestyrelse i 1996. Begge blev rekrutteret fra den voldsautonome gruppe Rebel/Unge revolutionære Socialister (nu Socialistisk Ungdomsfront). I dagene efter Enhedslistens opsigtvækkende valg af militante autonome borede medierne i parrets holdning til bl.a. politisk vold. “Vi kan tilslutte os de autonomes værdier, men ikke hætter og brosten”, påstod de to nyvalgte hovedbestyrelsesmedlemmer.

Pernille Rosenkrantz-Theils og Claus Svendsens forsøg på at rette sig ind efter Enhedslistens officielle holdning til politisk vold førte i det autonome miljø til ophidsede beskyldninger om at så splid mellem det yderste venstres gadekrigere og parlamentarikere. Over en helside i et af bevægelsens undergrundsblade skulle “Pernille og Svende” derfor forklare sig.

Hyldest til voldsautonome
Parret lagde ud med at erkende, at “en masse mennesker er enormt sure” over deres afvisning af brugen af hætter og brosten. Ifølge parret havde medierne forvrænget deres udtalelser og man forsikrede undergrundsmiljøet om, at “Vi har på ingen måde prøvet at skabe splittelse mellem de autonome og Enhedslisten.”

Claus ‘Svende’ Svendsen og Pernille Rosenkrantz-Theil afsluttede deres forsvarsskrift med at udtrykke deres “dybeste respekt” for bl.a. Antifascistisk Aktions berygtede Baldersgade-gruppe, og for gruppen Internationalt Forum (IF) i Griffenfeldsgade, der året før havde hvervet den nyligt løsladte Torkil Lauesen fra Blekingegade-banden som medlem.

Clausen og Rosenkrantz-Theil fik efter alt at dømme redet stormen af. Året efter blev de i hvert fald udvist fra Holland sammen med ledende medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

Ifølge kilder i miljøet var Claus Svendsen og Pernille Rosenkrantz-Theil i denne periode begge medlemmer af Guldbergsgade-gruppen, hvor man boede dør om dør med René Elley Karpantschof, der få år tidligere organiserede miljøets støtte til Blekingegade-banden.

Møde-terror
Mens den medie-ivrige Rosenkrantz-Theil gik en egentlig – omend slingrende – politisk karriere i møde, har Claus ‘Svende’ Svendsen efter sin

"Folkets Park" som den henligger i dag.

afgang fra Enhedslistens hovedbestyrelse i 1998 foretrukket et liv skyggerne. I vinteren 1999 dukkede han dog atter op til overfladen da han sammen andre sortklædte autonome brød ind til et møde, der skulle have informeret borgerne om et kommende byggeri af andelsboliger på Nørrebro, fortrinsvis til ældre.

De nye boliger skulle have været opført på en byggetomt, hvor de autonome i strid med loven havde anlagt en nødtørftig park, der i god socialistisk tradition blev kaldt ‘Folkets Park’. Efter en længere kampagne med hærværk og trusler fik det autonome miljø terroriseret Københavns Kommune til at købe ‘Folkets Park’, der i dag henligger som et sted hvor “pusherne er de eneste, der opholder sig efter mørkets frembrud.” Gadekrigerne fra “Folkets Hus og Det fri Gymnasium” bevæger sig kun ind “når de samles i større grupper”.

Gamle kendinge
I gruppen af autonome fredsforstyrrere, der sammen med Claus Svendsen trængte ind til mødet på Nørrebro, så man flere medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion. Bl.a. den flere gange straffede Martin Lindblom, der i dag driver hjemmesiden Modkraft. Altså selvsamme hjemmeside, hvor Claus Svendsen forrige år trådte frem som bestyrelsesformand for Det frie Gymnasium.

Blandt andre fra Antifascistisk Aktion kan man nævne Jesper Tietgen Lund, der profilerede det nu stilleliggende ‘Folkets Park Initiativet’. Fra Ravnsborggade-gruppen så man Balder Johansens kæreste, Maria Pagels, samt den senere voldsdømte Lars Grenaa.

Autonom bygge-direktør
Mere bemærkelsesværdigt så man blandt de sortklædte autonome også Lars Kofoed Jørgensen, direktør for det nu konkursramte byggefirma Egen Vinding og Datter i Ringsted. Firmaet blev ejet af samme fond som ejer huset i Baldersgade og som indtil for nylig ejede byggefirmaet Logik & Co. Dette firma drives som bekendt af Balder Johansen og ejes i dag af en fond hvor bl.a. han og Lars Jørgensen udgør bestyrelsen.

Da pressen i april 2000 afslørede, at Balder Johansen arbejdede for Egen Vinding og Datter, hævdede Lars Kofoed Jørgensen, at han ikke kendte noget videre til Johansens rolle i det autonome miljø: “Han har været med i den bevægelse i vel 10-15 år, men på anden måde tror jeg ikke, han har noget med dem at gøre, men det er ikke noget vi har diskuteret som sådan”, hævdede han til BT. Sin egen deltagelse få måneder tidligere i autonom møde-blokade – i selskab med bl.a. Balder Johansens kæreste – fortav Kofoed Jørgensen selvsagt.

Naturligt valg
I 1996 skrev Pernille Rosenkrantz-Theil og Claus ‘Svende’ Svenden:

“Grunden til, at vi nyder arbejdet på Det frie er, fordi der er en masse gode folk på den fri ungdomsuddannelse, som laver politiske projekter som en del af deres plan. Herunder Propaganda, Sista, Børnehuset, IF, Baldersgade, TV STOP m.m.”

Ifølge Svendsen og Rosenkrantz-Theil er Det frie Gymnasium, hvor parret den gang var ‘vejledere’, altså et integreret led i den autonome bevægelse. På den baggrund forekommer det i virkeligheden ganske naturligt, at skolen har valgt Claus Svendsen som bestyrelsesformand. Med sit mangeårige virke og sine mange kontakter i miljøet er ‘Svende’ uden tvivl den rette til at sikre det yderste venstre nye kuld af unge gadekrigere.

Plagiat fra venstrefløjsforsker

I 1997 blev historikeren Thorkild Kjærgaard lagt for had af sine akademiske kolleger fordi han advarede om, at kvinder “bliver mere og mere dominerende i alle uddannelser, og det betyder et faldende niveau”. Kjærgaard påpegede bl.a., at unge kvinder ” ikke er ambitiøse nok. De gider ikke – tør måske heller ikke – skrive om noget, der gør en forskel.”

I stedet for at forholde sig til eksempelvis det velkendte tese, at kvinder er biologisk disponerede for konsensus og Kjærgaard derfor meget vel kunne have ret i, at studiner udpræget skyr intellektuel kappestrid, truede man Kjærgaard med fyring.

Ringe kvalitet
I dag – 12 år senere – optager studinerne 65% af pladserne på humaniora og forrige år måtte prodekan ved Det Humanistiske Fakultet i København, en vis Mette Thunø, indrømme, at ” jobs i uddannelsesverdenen har mistet prestige og status”.

Problemet synes at være, at studiner tilpasser sig de akademiske omgivelser. De stiller ikke fundamentale spørgsmål, men læser flittigt (hvis ikke ligefrem lydigt)på det stof som de præsenteres for. I bedste fald bliver resultatet uinteressant forskning. I værste fald betaler skatteyderne for forskning af så ringe kvalitet, at kun politiske hensyn kan forklare, hvorfor nogen overhovedet har godkendt det som forskning.

Rødt herredømme
Siden den såkaldte universitetsmarxisme hærgede i 1970erne, har det akademiske miljø i Danmark været præget af en markant venstredrejning, senest bekræftet af en vælgerundersøgelse i 2003. Ifølge undersøgelsen, bestilt af Dansk Magisterforening, stemte 30% af forbundets ca. 35,000 medlemmer på Enhedslisten og SF. Andre knap 40% stemte på Socialdemokraterne og Det radikale Venstre.

Med et flertal af studiner på universitetsgangene kan man ikke forvente et snarligt oprør mod dette politiske herredømme. Dels fordi socialismens forenklede verdensbillede af undertrykkere mod undertrykte, formentligt appellerer stærkt til kvinder i den fødedygtige alder. Og dels fordi politisk kappestrid strider mod unge kvinders udprægede længsel efter social enighed.

Venstrefløjsklassiker
Et sådant eksempel blev offentligheden for nylig præsenteret for, da en vis Mette Volquartzen fra København Universitet fik “velbedømt” sit historiespeciale ‘I tryghedens favn’, vendt mod dansk politi.

Den 30-årige Volquartzen har i flere interviews indgående beskrevet sin afhandling, og hendes grundpostulat er mildest talt til at overskue: Dansk politi overdriver bevidst omfanget af kriminalitet for at tilegne sig bevillinger og beføjelser. Medierne forstærker bevidst politiets ondsindede skræmmekampagner fordi “angst sælger”. Højre-populister udnytter den øjeblikkelige politi- & medieskabte folkestemning og presser Folketinget til hastigt at give efter for politiets krav.

Mette Volquartzens budskab er altså ikke til at skelne fra vanlig venstrefløjspropaganda. Uanset om det gælder f.eks. kampen mod narko eller krigen mod terror, så handler det hele om dybest set fiktive samfundstrusler, skabt og holdt i gang af myndigheder, medier og højrefløj.

Rockerloven
I stedet for kamp mod narko eller krig mod terror, så har Mette Volquartzen valgt bekæmpelse af rockerkriminalitet som videnskabelig case. Hendes primære eksempel på den konspiratoriske samklang mellem politi, medier og højrefløj er rockerloven, der blev vedtaget under den såkaldte Store Nordiske Rockerkrig i 1990erne mellem Hells Angels MC og Bandidos MC.

Ifølge Volquartzen udnyttede politiet groft situationen til at få vedtaget rockerloven ved hjælp af opdigtede statistikker til Folketinget.

Som bevis for sin påstand om forfalskede tal henviser Volquartzen til en rapport fra politiet om rockerkriminalitet til Folketings retsudvalg fra marts 1995. Hun hævder bl.a., at rapportens ansvarlige chef, politimester Henning Thiesen, i Weekendavisen måtte “erkende, at han ikke kunne gøre rede for tallene”, fordi “han ikke kunne redegøre for, hvorfra han vidste, at rockerne havde fået domme siden de sidste opgørelser fra 1991.”

Fri fantasi
Mette Volquartzens fremstilling af interviewet med politimester Henning Thiesen i Weekendavisen (25/8 1995) er helt og aldeles fri fantasi. I interviewet bliver spørgsmålet om rockerdomme efter 1991 overhovedet ikke taget op. Hverken af Weekendavisen eller af Thiesen.

Interviewet med politimesteren drejer sig nemlig om en noget anden problematik. Nemlig om, hvorfor “kun tal for kriminalitet begået før 1990″ optrådte i politiets rapport. Hertil fastslår Thiesen, at “Det var tal, vi havde i forvejen. De blev lavet til retsudvalget i begyndelsen af 90′erne.” Samtidig understreger Thiesen, at materialet “skal ikke ses som statistik. Det er bare et eksempel på, hvilken kriminalitet mennesker med tilknytning til Hells Angels har begået.”

Weekendavisen forsøger at så tvivl om rapportens tal, men af uvisse grunde undlader de to journalister at tage spørgsmålet om tal for senere rockerdomme op.

Konspiratoriske tal
I ophøjet foragt for indholdet af sin kilde skjuler Mette Volquartzen systematisk, at politiets talmateriale til retsudvalget ikke var en statistik over, men en række eksempler på, rockerdomme.

Af politiets “statistik” fremgik det, at frem til 1990 var 17 rockere dømt for vold med døden til følge og 9 dømt for voldtægt. Mette Volquartzen hævder raskt væk, at “de statistikker er utroværdige, og det virker som om, der er pillet ved tallene”, fordi “Danmarks Radio indhentede for eksempel i 1991 oplysninger fra Interpol om de rockere, som rapporten i 1995 senere omtalte. Kun 2 af rockerne i politiets redegørelse var i 1991 dømt for vold med døden til følge. Ingen var dømt for voldtægt. Det samme viste en rapport fra Justitsministeriet samme år.”

Disse oplysninger har Volquartzen tydeligvis løftet fra nøjagtig samme kilde som hun tidligere misbrugte. Nemlig Weekendavisens artikel fra august 1995, hvorfra eksemplerne med Danmarks Radio/Interpol og Justitsministeriet nærmest er skrevet ordret af.

På den baggrund taler Weekendavisen om “overdramatiserede” tal, men hævder ikke, at tallene er opdigtede. Weekendavisen fremlægger heller ikke den tilsyneladende talmystik for politiet, så desværre bliver læseren aldrig klog på, hvad forklaringen kunne være.

En mulig årsag springer dog i øjnene, når man læser Weekendavisens artikel. Som nævnt påpeger politimester Thiesen, at politiets talmateriale til retsudvalget omhandler domme over folk “med tilknytning” til Hells Angels. Samtidig fremgår af Weekendavisen, at Interpols og Justitsministeriets enslydende tal alene omhandler domme over fuldgyldige medlemmer af Hells Angel. Politiets tal til retsudvalget dækker altså tilsyneladende over en noget større persongruppe end opgørelserne fra 1991.

Dette kunne i givet fald også forklare, hvorfor Weekendavisen (eller for den sags skyld andre medier) ikke forfølger historien yderligere, men blot taler om ‘overdramatisering’.

Hvorom alting er, så fortier Mette Volquartzen, at de omstridte tal for 1980ernes rockerkriminalitet overhovedet ingen betydning fik for retsudvalgets vurdering af 1990ernes rockerkriminalitet, for man bad naturligvis blot politiet om de fuldstændige tal. De forelå i oktober 1995 og viste, at siden 1990 havde Hells Angels’ medlemmer fået knap 100 straffelovsdomme, heraf 50 for vold og narko.

Langstrakt proces
Ifølge Mette Volquartzen forlangte politiet, med sine “opdigtede statistikker” til retsudvalget i hånden, om at “få lavet om på nogle retspolitiske principper”. I et anfald af “moralsk panik”, oppisket af politi og medier i uskøn forening, hastede Folketinget derefter rockerloven igennem. “Sådan var det ikke tidligere”, hævder Volquartzen, “hvor lovændringer var en langvarig og grundig proces.”

Lad os derfor allerførst slå fast, at de omfattende ændringer af retspleje- og straffeloven, der blev lagt op til i retsudvalgets handlingsplan til bekæmpelse af rockerkriminalitet fra 1995, faktisk først blev vedtaget af Folketinget i 2003. Inden da havde man indhentet utallige høringssvar. Også en anmodning i december 1995 fra Hells Angels om foretræde for retsudvalget blev imødekommet.

Men alt dette er i virkeligheden komplet irrelevant. Mette Volquartzen skjuler nemlig en helt afgørende kendsgerning: Rockerloven havde ikke det fjerneste at gøre med retsudvalgets handlingsplan!

Rockerlovens virkelige baggrund
Rockerloven var ikke politiets ønske. Loven, der blev vedtaget i oktober 1996, blev til på baggrund af en række angreb på de såkaldte rockerborge. Især to angreb med panserværnsraketter mod Hells Angels klubhuse i Roskilde og Ålborg i april 1996, samt et mislykket bombeattentat mod gruppens berømte lokaler i Titansgade på Nørrebro juli samme år, havde ført til massive protester fra ‘civile’ beboere, der krævede rockerne ud af deres nabolag.

Men bl.a. lejeloven forhindrede myndighederne i at sætte rockerne øjeblikkeligt på gaden. Skulle det ske med loven i ryggen, måtte der altså en lovændring til. Sagen tilspidsede sig, da Hells Angels i september 1996 åbnede nye lokaler i den tæt bebyggede Polensgade på Amager. Tusind beboere gik den 1. oktober på gaden og krævede rockerne væk. Den fremmødte statsminister, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, lovede dem et lovindgreb, der “kunne forbyde personer at opholde sig i bestemte ejendomme”.

Rockerloven var til førstebehandling i Folketinget den 3. oktober og blev endeligt vedtaget knap fjorten dage senere. Inden da, natten til søndag den 6. oktober 1996, blev to mennesker dræbt ved et panserværnsraket-angreb på Hells Angels klubhus i Titansgade. Rockerloven blev vedtaget af et enigt Folketing. Minus Enhedslisten.

I modsætning til, hvad Mette Volquartzen påstår, så blev rocker-lovforslaget heller ikke fremsat af et Socialdemokrati i populistisk kapløb med Dansk Folkeparti. Det nystiftede parti havde i 1996 blot fire mandater i Folketinget og var endnu aldeles uden for indflydelse (der skal gå endnu et år eller to før meningsmålinger viser, at Dansk Folkeparti kaprer socialdemokratiske vælgere).

Heller ikke i strid med Grundloven
Mette Volquartzen påstår tillige, at rockerloven var “i strid med både menneskerettigheder og grundlov”. Også denne påstand er helt ude i hampen. Her skjuler hun nemlig, at Hells Angels i 1997 fik prøvet loven ved Højesteret, der fastslog det stik modsatte.

Efter dommen, som alle ni højesteretsdommere tilsluttede sig, udtalte den stærkt venstreorienterede strafferetsekspert, Jørn Vestergaard, til venstrefløjsorganet Information: “Rockerloven blev så afbalanceret, som den kunne blive. Og da den blev vedtaget, fandtes der ikke mange tænksomme jurister, som mente, loven var uholdbar”.

Plagiat
“Det er vigtigere at vise at man kan sit håndværk end at lave original forskning”, udtalte Mette Volquartzen allerede inden hun havde færdiggjort sit speciale. Et i og for sig ukontroversielt udsagn, da det af Universitetsloven netop fremgår, at ” Kandidatspecialet skal dokumentere færdigheder i at anvende videnskabelige teorier og metoder”.

Men cand.mag. Mette Volquartzen har efter alt at dømme drevet sin u-originalitet ud over grænsen for officiel akademisk redelighed. Fra hendes overordnede konspiratoriske tese ned til mindste detalje i hendes påståede dokumentation, er alt nemlig hentet direkte fra en gammel artikelrække i et nu lukket studenterblad.

Studenterbladet Faklen blev stiftet i 1996 af en gruppe universitetsstuderende på Århus Universitet, der havde samlet sig omkring den okkulte forfatter Erwin Neutzsky-Wulff. Gruppen var erklæret anti-fascistisk og stærkt pro-muslimsk. I offentligheden vakte det bestyrtelse, da Faklen i 2000 gav nøje instrukser til muslimerne om, hvordan de lovligt kunne bevæbne sig til “fremtidigt selvforsvar” mod danskerne.

I samarbejde med kendte rockere og rockeradvokater førte Faklen i årene 1997-98 en systematisk hetz mod politiet. Ligesom Mette Volquartzen senere gør det, så påstod man konkret, at politiet havde løjet for Folketingets retsudvalg. Det viser sig (se her, her, her, her og her), at gruppens eneste belæg for sin grove påstand var selvsamme artikel fra Weekendavisen, der også optræder som Volquartzens enlige kilde.

Da Volquartzens misbrug af Weekendavisens artikel tillige er identisk med Fakkel-gruppens, må det være tilladt at spørge, om hun overhovedet har læst den? Eller strækker hun sin proklamerede u-originalitet så langt, at hun blot har skrevet af efter gamle polemiske artikler på internettet?

Modtagelsen
Da et ledende medlem af Hells Angels efter Store Nordiske Rockerkrig sagde præcist det samme som Faklen, kaldte venstrefløjsorganet Information det den gang en konstruktion af “af primitive fjendebilleder og stereotype argumentationsfigurer”.

Når Mette Volquartzen i dag, hvor Danmark som bekendt har en centrum-højre regering, siger det samme som Faklen og rockerne, så hædres hun i Information med stort interview og reklame for hendes kommende bog.

Bogen udgives af “tænketanken” Cerepo, der indtil for nylig blev drevet af en gammel kending fra det voldsautonome miljø, Linda Hansen. Linda Hansen, der selv har et mislykket universitetsstudium bag sig, er i dag redaktør af Enhedslistens medlemsblad. Her præsenterede Hansen i et omfattende interview sin jævnaldrende veninde som rådgiver for “Enhedslisten og venstrefløjen”.

Alligevel har Danmarks Radio allerede brugt Mette Volquartzen som “ekspert”. Det samme gælder naturligvis Information.

Ifølge eget udsagn stræber Mette Volquartzen nu efter en ph.d.-grad. Den skal hun såmænd nok få, spår vi. Humanioras ph.d.-stillinger gider de færreste dygtige og redelige studerende nemlig efterhånden søge. Tilbage bliver de middelmådige unge kvinder.

Vendekåber
Der er ingen tvivl om, at især motorcykelklubben Hells Angels MC i årene forud for Store Nordiske Rockerkrig blev udsat for en mediehetz af en art, man vanligvis kun ser rettet mod den udenomsparlamentariske højreopposition. Det viser bl.a. en række injuriedomme, som klubben efterfølgende vandt.

Man må dog ikke glemme, at hetzen ikke blev ført an af borgerlige medier, men af den venstredrejede mediekoncern Politikens Hus. “Den førende danske rockerklub har ikke kunnet klare, at offentligheden – ikke mindst Politiken – har sat projektørlys på deres organisation”, brovtede dagbladet Politiken i 1992. Den gang drejede det sig bl.a. om at få Hells Angels smidt ud fra venstrefløjens højborg, Christiania.

I dag bliver Hells Angels igen hetzet fra venstre. I det kommunistiske organ Arbejderen raser man over “forbløffende lidt fokus på Hells Angels rolle, mens der er langt mere fokus på indvandrerbanderne.” I samarbejde med ledende muslimer forsøger dagbladet Information derfor at pålægge klubben al skyld for den igangværende bandekrig i København.

Venstrefløjen beskylder Hells Angels for at føre racekrig. En påstand, der ikke blot bestrides af Hells Angels’ mange udtalelser, men også af det faktum, at klubben har farvede medlemmer. I sin kamp mod lov og orden kan venstrefløjen bruge Hells Angels. Men når egne eller muslimske interesser skal beskyttes, falder man de danske engle i ryggen.

 

Venstreekstreme lyver om terror-dom

Efter Højesterets terror-dom over seks medlemmer af gruppen Fighters and Lovers er det yderste venstres propagandaapparat ved at komme i omdrejninger. Via det sædvanlige talerør, hjemmesiden Modkraft, har man nu søsat en historie, der skal overbevise tilhængerne om, at dommen i virkeligheden er forkert, fordi terrorloven strider mod Folketingets hensigt med loven.

Ekstremisterne henviser til, at justitsministeren en gang har skrevet til Enhedslisten, at “terrorisme er defineret i forhold til den legitime stat, der bygger på princippet om demokrati og retsstatsprincipper. Det skal også indgå i vurderingen, om en handling er rettet mod en besættelsesmagt mv.”

Videre hævder Modkraft, at “i både Østre Landsrets og Højesterets kendelser afvises referencerne til Israels besættelsespolitik og menneskeretssituationen i Colombias som begrundelser for legitimiteten for væbnet kamp. Ved begge domsinstanser mener dommerne, at det er nok at henvise til, at organisationerne dræber civile.”

På denne baggrund hævder så juristen Line Barfod fra Enhedslisten, der arbejder for BZ-advokaten Knud Foldschack, at dommen støtter “vores krav om, at lovgivningen laves om”.

Line Barfod understreger dog, at hun ikke har læst dommen. Modkraft undlader diskret at oplyse om, at dommen er offentliggjort på Højesterets hjemmeside. Tilhængerne skal efter alt at dømme helst ikke på egen hånd kunne verificere, om propagandaen taler sandt.

Lad os først slå fast, at har Højesteret virkeligt afvist at vurdere FARCs og PFLPs ugerninger på baggrund af det billede af Israel og Colombia, som venstreekstremisterne forsøgte at forsvare deres terrorstøtte med, så har domstolen klart forbrudt sig mod loven.

Ifølge straffelovens paragraf 114 (terrorloven) er det nemlig strafbart ” uretmæssigt.. at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer” (red. fremh.) Når forsvaret derfor påråber sig retmæssige forhold (som det hedder i jura-sproget), så kan retten selvsagt ikke bare ignorere det.

Og det har Højesteret naturligvis heller ikke gjort. I dommen hedder det:

De tiltalte har anført, at Israel må anses for en besættel­sesmagt, der krænker demokratiet og retsstatsprincippet, og at Colombia ikke kan anses for et demokratisk sam­fund, der re­spekterer retsstatsprincippet, og at disse for­hold skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagen. Uanset om det måtte forholde sig som anført af de tiltalte, finder Højesteret, at omfanget og karakteren af de hand­linger, som FARC og PFLP efter landsrettens bevisre­sultat har begået mod civile, også efter en samlet vurdering må føre til, at handlingerne ikke falder uden for området for § 114. (red. fremh.)

Oversat til nogenlunde dagligdags tale betyder det, at Højesteret har slået fast, at FARC og PFLP begår terror af en så grov karakter, at det ikke kan undskyldes med Israels og Colombias påståede opførsel. Det er altså ganske enkelt løgn når Modkraft påstår, at de syv højesteretsdommere mente, at “det er nok at henvise til, at organisationerne dræber civile”.

Junikredsen tør alt i alt godt spå, at terrorlovgivningen ikke bliver ændret som følge af dommen over Fighters and Lovers-gruppen.

Venstreorienterede dømt for terrorstøtte

Seks medlemmer af gruppen Fighters and Lovers blev i dag dømt i Højesteret for terror-finansiering. Læs mere hos Berlingske Tidende.

Blandt de dømte er Michael Schølardt, højtstående partifunktionær i Enhedslisten.

Opdatering 26/3:

De seks terror-dømte ekstremister raser over dommen og truer med at anke til den såkaldte menneskerettighedsdomstol. Det tror vi dog her på Junikredsen er spil for galleriet. Selv om der skulle være grundlag for at anke til en udenlandsk domstol, så handler alt det her for venstrefløjen alene om propaganda. Og et nederlag ved Menneskerettighedsdomstolen ville være et katastrofalt nederlag i propagandakrigen om FARCs og PFLPs omdømme.

Dommen har allerede haft positive konsekvenser. Enhedslisten har nu offentligt erklæret, at den ikke støtter de to terrororganisationer. Udtalelsen skal nok tages med forbehold, for samtlige identificerede danske terror-støtter (dømte som ikke-dømte) er enten medlemmer af Enhedslisten eller beslægtede grupperinger.

Dommen betyder også, at de seks ekstremister får begrænset deres bevægelsesfrihed, fordi de som registrerede terror-søtter vil kunne nægtes indrejse i de lande, der vil terror til livs.

Læs også:
FARC på hælene
Topterrorist aflivet
Venstreekstreme bag terror-netværk
Terrorstøtter pibler frem
Byret blåstempler terrorstøtte