Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Tag: tæskehold

Lasse Poelman igen meldt for trusler

Den berygtede Lasse Bergishagen Dons Poelman fra tæskeholdet Århus Antifa, der også kalder sig ‘Jyske Antifascister’, er to gange indenfor den seneste uge igen blevet politimeldt for trusler.

I begge tilfælde er Poelmans trusler fremsat i forbindelse med anti-jødiske demonstrationer i Århus, hvor mindre grupper af autonome har deltaget side om side med ophidsede muslimer, der under udstødelse af vilde allah-uh-akhbar kampråb viftede med flag fra terror-organisationen Hizbollah.

'Er jeg ikke dejlig? 'Lasse Poelmann fører sig frem blandt venner.

'Er jeg ikke dejlig?' Lasse Poelman (t.v.) fører sig frem blandt venner.

Lasse Poelmans seneste trusler blev fremsat fredag den 9. Januar, hvor han i spidsen for yderligere tre venstreekstremister jagtede en politisk modstander. Poelmans tæskehold ville have fat i hans kamera, fordi han havde formastet sig til – fuldt lovligt – at fotografere fredagens demonstration i Århus mod Israel.

I jagten på deres offer trængte tæskeholdet ind i ‘Musikhuset’, hvor fotografen havde søgt tilflugt. Under trusler om vold krævede Poelman, der er nær ven af Enhedslisten Peter Hegner Bonfils, kameraet udleveret, men stak af da vidner truede med at tilkalde politiet.

Kort før en anti-jødisk demonstration den 2. januar på Rådhuspladsen i Århus fremsatte Lasse Poelman i en kendt tøjbutik offentligt dødstrusler mod navngivne personer, der tillige blev opfordret til at møde op på Rådhuspladsen og få “bank” af udlændinge.

Lasse Poelman blev kendt af offentligheden forrige år, da han i juli på Århus Banegård blev afklapset af en gruppe fra miljøet omkring AGF-fraktionen ‘White Pride’. De fem unge slap efterfølgende med milde domme fordi det under sagen bl.a. kom frem, at Lasse Poelman tidligere havde med truet kniv.

I forbindelse med sagen vedgik Lasse Poelman til pressen, at han på kun halvanden måned også havde stået bag 28 skriftlige trusler mod Enhedslistens politiske modstandere. Afsløringen lagde dog ikke en dæmper på den voldelige Poelman, der i efteråret 2008 blev politianmeldt for nye trusler.

Sagen om Lasse Bergishaven Dons Poelmans seneste voldstrusler efterforskes i skrivende stund af Århus Politi.

(Se video –  Anti-jødisk demonstration i Århus 9. januar 2009 )

Et tæskehold bekender kulør

Tæskeholdet Århus Antifa står nu frem og bekræfter, ikke bare gruppens eksistens, men også venstrefløjens bandekrig mod nationale.

I en overraskende pressemeddelelse, postet 21/12 i år på den venstreekstreme hjemmeside indymedia, praler gruppen – under overskriften “antifascistisk julestemning i Århus” – af en række voldelige aktioner, og truer med at optrappe bandekrigen.

Angreb og trusler
Tidligt om morgenen lørdag den 20/12 angreb en gruppe på fem sortklædte venstreekstremister fra Huset/Fristedet Vester Allé 15 – anført af den berygtede Lasse Bergishagen Dons Poelman – en yngre national, der på vej hjem fra en bytur havde slået følgeskab med et kærestepar. Under en regn af ølflasker og dødstrusler jagtede gruppen af venstreekstremister de tre fra Mølleparken og igennem byen.

Den unge kvinde blev ramt bagfra af en flaske, men ellers slap ofrene alle uskadte fra mødet med den århusianske venstrefløjs tæskehold, der ved Immervad blev pacificeret af talstærkt politi i fire patruljevogne.

I sin pressemeddelelse truer Århus Antifa direkte et af ofrene:

“Vi vil byde [navn udeladt] velkommen til friheden, men vil gøre det klart at han ikke skal regne med en rolig fremtid, med mindre at han trækker sig 100% ud af alle racistiske grupper og kredse, i det højreekstreme miljø.”

Venstrefløjens seneste overfald og trusler efterforskes nu af politiet.

Opsøger modstandere
Allerede dagen inden angrebet opsøgte tre venstreekstremister – igen med den allestedsnærværende Lasse Poelman i spidsen  – Langkær Gymnasium i Tilst. Efter at have ophængt venstrefløjspropaganda forhørte de sig uden held om en studerende, de angiveligt ønskede at “få fat på” på grund af dennes nationale holdninger.

Beskyttet af bøller fra “Huset” har Lasse Poelman gennem de seneste to måneder også flere gange opsøgt og truet en en politisk modstander på dennes arbejdsplads.

Håndlangeren
Folk i miljøet beskriver gadekrigeren Lasse Poelman som bogligt svag. Barndomsvenner kan berette, at han altid har været aggressiv og uligevægtig. Han skal siden puberteten have været stærkt fascineret af vold, men beskrives også som en kujon, der med snot og tårer løbende nedad ansigtet har tigget medlemmer af White Pride om ikke at slå ham. “I så fald er hen er en farlig kujon”, vurderer en nær bekendt af Lasse Poelman, der mener, at han “måske nok er fej, men også for dum til at overskue hvad han laver” og derfor “kan finde på hvad som helst”.

Med opsmøgede ærmer spiller Lasse Poelman op for sine medløbere. Politiet ser roligt til.

Med opsmøgede ærmer spiller Lasse Poelman tappert op for sine medløbere.

 

Lasse Poelman er ikke kendt som udpræget fodbold-fan, men angiveligt stærkt påvirket af filmen The Football Factory sværmer han i dag for hooligan-vold. Han ser sig selv som “antifa hooligan”, men har kun perifer tilknytning til AGFs fanmiljø. Han er kendt for at bevæbne sig med de britiske hooligans favorit-våben; en hobby-kniv af mærket Stanley. Et stik- og snitvåben, Lasse Poelman ved mindst én lejlighed har truet et andet menneske med.

Flere sammenstød
Ifølge kilder i miljøet har der efterfølgende været flere mindre sammenstød omkring Huset i Vester Alle. Her er Århus Antifa angiveligt sluppet mindre heldigt fra deres anstrengelser. I hvert fald kunne tæskeholdet ikke beskyttet Enhedslistens Peter Hegner Bonfils og Rune Jacobsen, der i begyndelsen af november tabte et slagsmål med en gruppe yngre mænd. Et nederlag, der uden tvivl kan forklare Lasse Poelmans seneste voldelige aktiviteter.

Top-mændene fra det militante Antiracistisk Netværk påstod senere, at de var blevet overfaldet af White Pride. Dette afvises dog klart af den kendte hooligan-gruppe. Heller intet i politiets efterforskning har peget i den retning.

Det vides da også i dag med bestemhed, at der gennem de seneste måneder har været adskillige sammenstød omkring “Fristedet 15” med forbipasserende unge, der chikaneres og trues af stedets sortklædte vagtværn. “Går man forbi dér i hvide kondisko råber de nazi-svin”, fortæller et vidne, der af frygt for repressalier ønsker at være anonym.

Intern kritik
Junikredsen erfarer desuden, at der internt på den yderste venstrefløj er hård kritik af Århus Antifas pressemeddelelse, der blandt andet beskyldes for at være “idiotisk” og “praleri”. I det nuværende politiske klima ønsker specielt den hårde kerne fra København ikke offentlighed omkring bevægelsens voldelige metoder.

På kant med FAF
Århus folkene har tidligere givet deres idoler grå hår i hovedet. Efter Antiracistisk Netværks march i Århus i oktober i år udsendte Fynske Antifascister (FAF) sidst i november et såkaldt kommuniké, hvori tæskeholdet med base i Odense bl.a. tog afstand fra at der blev drukket alkohol i forbindelse med den yderste venstrefløjs demonstrationer.

Kritikken fra Odense var specifikt rettet mod Århus-fænomenet “Stiv blok”, der dækker over en gruppe unge venstreekstremister i Århus, der er kendt for at benytte venstrefløjens arrangementer til at drikke sig en kæp i øret. FAF mener, at de tørstige århusianere handler uansvarligt og udgør en sikkerhedsrisiko. Kommunikeet var derfor ledsaget af slet skjulte trusler om at FAF vil “reagere”, såfremt deres ordre ikke overholdes.

Befalingen har åbenbart ikke have gjort det store indtryk. Ved de århusianske venstreekstremisters seneste demonstration for et “ungdomshus” lørdag den 13. december drak blandt andre “Robin” og “Jeaner” fra “stiv blok” lystig videre. Dette på trods af, at der i demonstrations indkaldelsen med teksten “Fuck White Pride” var lagt op til ballade med lokale hooligans.

(Læs også Århus Antifa – Et tæskehold under opbygning)

Venstrevold avler højrevold

Den 20. august i år udgav Politiets Efterretningstjeneste (PET) sin Årsberetning 2006-2007. I et centralt afsnit skriver man:

“Der har i de senere år været stadig flere episoder med konfrontationer mellem personer og grupperinger fra henholdsvis det højre- og det venstreekstremistiske miljø. I de fleste tilfælde har der været tale om aktioner, herunder af voldelig karakter, fra det venstreekstremistiske miljø rettet mod de arrangementer (demonstrationer, møder mv.), som personer og grupperinger fra det højreekstremistiske miljø har afholdt. Der er imidlertid også konstateret eksempler på, at højreekstremister har stået bag voldelige aktiviteter rettet mod venstreekstremister.”

PET altså mere end antyder, at bandekrigen mellem højreradikale og venstrefløjen har sin rod i venstrefløjens hyppige angreb på højrefløjs-arrangementer. Samtidig siger PET klart og tydeligt, at venstrefløjen er den mest voldelige part.

PETs årsberetning, der bekræfter bl.a. Junikredsens fremstilling af den igangværende bandekrig, er naturligvis blevet mødt med indædt modstand af krigens mest aggressive part. Fra Redox til Enhedslisten har man forsøgt at skabe tvivl om PETs troværdighed. Debatten om venstrefløjen er dog i dag formentligt så polariseret af venstrefløjens rethaveriske arrogance, at disse grupper kun prædiker for de allerede omvendte.

Vold avler som bekendt vold. Det erkender selv den kendte venstreekstremist, akademikeren og Monsun-aktivisten René Karpantschof, der i et interview til Jyllandsposten 11. december 2005 bl.a. udtrykte sin angst for, at højreradikale begynder at slå igen: “Der er ingen tvivl om, at venstrefløjen i en lang årrække har formået at holde højrefløjen nede bl.a. ved brug af chikane og vold. Man kan frygte, at de højreradikale mener, at det er payback-time”.

Karpantschof er, som så mange andre på det yderste venstre, nemlig fuldt vidende om, at man allerede for tyve år siden lagde en voldsstrategi for at bekæmpe den dengang betydeligt svagere højrefløj. I 1987 stiftede grupper på det yderste venstre kamporganisationen Fællesinitiativet mod Racisme (FIR). Formålet var at forhindre højrefløjen i “at udbrede deres propaganda og hverve sympatisører. Vi blokerer deres møder, river deres plakater ned” o.s.v. Samme grupper stod i 1992 bag stiftelsen af Antiracistisk Netværk, der viderefører FIRs aktiviteter.

Venstrefløjsgruppen FIR i aktion. København 1990.

Vold og chikane: Venstrefløjsgruppen FIR i aktion. København 1990.

Hovedaktørerne i Antiracistisk Netværk er Enhedslisten og det erklæret voldelige Antifascistisk Aktion. I mange år stod Foreningen Demos for netværkets efterretningsvirksomhed, men er på det seneste blevet skubbet ud af konkurrenten Redox. Om denne private efterretningsvirksomhed skriver PET, at den “i sig selv er betænkeligt, og de selvbestaltede agenter går rent ud sagt i vejen for PET’s efterforskning.”

Formodet Redox-agent i aktion ved Mogens Glistrups bisættelse 8. juni i år.

Privat efterretningsvirksomhed: Formodet Redox-agent i aktion ved Mogens Glistrups bisættelse 8. juni i år.

PET har også “konstateret en øget aktivitet i højre- og venstreekstremistiske miljøer med henblik på at anskaffe våben som led i den gensidige voldsudøvelse.” Det må man sandelig ikke håbe, for det flyder i forvejen med våben på venstrefløjen. Ifølge Jyllandspostens serie På rejse i ekstremisme (kap. 3) har Århus Antifa senest organiseret indkøb af en større ladning tåregas i Tyskland til brug i krigen mod White Pride.

Kaster man et overfladisk blik på venstrefløjens vold og voldsberedthed bare siden årtusindskiftet, så forekommer det næsten utænkeligt, at den kan optrappe sin vold yderligere:

Autonome tævede nazister til blods, BT 25-02-00.
Fire dømt fængsel for brandattentat, Information 27-04-01.
Dansk attentatplan afsløret, BT 13-06-01.
Autonom anholdt for drabsforsøg, Ekstra Bladet 09-05-01.
Brosten og molotovcocktails fundet i kollektiv på Nørrebro, JP 19-11-01.
Autonome bag kendt hash-central, BT 10-06-02.
Bombeværksted i Baldersgade, E-pressen 18-11-2002.
Autonom topstyring, Berlingske Tidende 26-02-2003.
Smædekampagne mod højreekstremister, Berlingske Tidende 15-04-06.
Politi: Autonome i Ungdomshuset er som fascister, Politiken 10. januar 2007.
Beboerhus truet til at nægte antiislamister adgang, Berlingske Tidende 27-01-07.
Ungdomshus-aktivist vil ikke afvise vold, DR 11-03-07.
Aktivister overvejer attentater, Politiken 09-06-07.
Vi tæsker nazister, Ekstra Bladet 30-07-06.
Demonstranter overfaldet – autonome under mistanke, 180grader.dk 23-10-07.
Ungkommunister klar til at skyde, MetroXpres 12-06-07.
Voksne kommunister: Vold kan være nødvendigt, Politiken 12-06-07.
120 autonome skabte utryghed, P4 Trekanten 15-02-08.
Autonome: Dræb en politimand, 180grader.dk 02-03-08.
Enhedslisten flirter med vold, Nyhedsavisen 21-04-08.
Masser af våben i 1000fryd, Nordjyske Tidende 09-05-08.
Gadekampe i Ålborg i nat, Ekstra Bladet 26-08-08.
Autonome ville angribe nazister, Nyhedsavisen 29-02-08.
Ungdomshuset havde flammekaster klar, DR 22-08-08.

Den 6. maj 2002 blev den hollandske politiker Pim Fortuyn myrdet af en mangeårig venstrefløjsaktivst. Også herhjemme er højrefløjspolitikere blev truet og overfaldet af venstrefløjen:

Pia forlod årsmøde under politibeskyttelse, BT 10-06-01.
Anders Fogh angrebet med æg, BT 22-01-02.
Fogh overhædt med rød maling, BT 18-03-03.
Fogh jaget ud af byen, BT 28-01-05.
Brandattentat mod integrationsminister Rikke Hvilshøj, Local Eyes 08-06-05.
27-årig erkender chikane af Pia K., Jyllandsposten 04-10-07.
Jesper Langballe overfaldet, DR Nyheder 09-05-08.

Vil den politiske vold ekskalere, sådan som PET frygter? Hertil må svaret desværre nok blive et ja. I sin arrogance, paranoia og lukkethed tåler venstrefløjen ikke en samfundsændring væk fra velfærdsstat, kulturrelativisme, multietnicitet, akademiker-vælde og hvad man siden 1960erne ellers har fået påført Danmarks sagesløse borgere.

I deres frustration tilslutter især venstrefløjens unge medløbere sig i stigende grad anarkisme. Man tror ikke længere rigtigt på “masseorganisationer” såsom fagforeninger og politiske partier, men hylder forestillingen om det enerådende individ, der ledet af sin private moral handler ubundet af lov og ret. Som en kendt brandstifter fra Antifascistisk Aktion skrev fra fængslet til sin far: “Det er mere min moral end loven, der sætter grænser for hvad jeg laver”.

Århus Antifa – et tæskehold under opbygning

I Århus er der omkring Enhedslisten ved at blive opbygget et regulært tæskehold. Gruppen kaldes internt Århus Antifa.

Udtrykket “antifa”, der betyder “antifascisme”, stammer fra Tyskland og er ikke tidligere blevet brugt af danske grupper. Det vides ikke med bestemthed hvornår Århus Antifa er grundlagt, men fra starten af 2005 begynder navnet at cirkulere i det venstreekstreme miljø.

Voldelige overfald
Endnu eksisterer Århus Antifa ikke officielt, men på venstreekstreme debatfora og chatrooms vedgår unge gadekrigere sig stolt deres medlemskab af voldsgruppen, der tæller ca. 40 medlemmer. Århus Antifa er angiveligt oprettet for at slås med den højredrejede hooligan-gruppe White Pride, men har foreløbigt overfaldet en 19-årig pige fra foreningen Vederfølner, samt en 32-årig tidligere højreaktivist.

Overfaldet på den 32-årige fandt sted den første maj i år, hvor Århus Antifa for alvor ville vise sin styrke på gaden. Man søgte slagsmål med såvel White Pride som Århus Politi. Dagen forløb dog ikke videre godt for tæskeholdet. 11 blev anholdt mens andre fik tæv af White Pride.

Blandt de 11 anholdte var den 19-årige J.M.J., der i skrivende stund afventer dom for overfaldet på den 32-årige. På venstreekstreme hjemmesider opfordrede man til en march i Århus vendt mod White Pride, men som hævn for nederlaget første maj valgte man en anden strategi:

Trusler mod vidne
Op til retsmødet her i august mod den 19-årige voldsmand indkaldte man forstærkninger fra København og Sverige. Omkring 50 bøller mandsopdækkede retsbygningen, mens et mobilt tæskehold fra København kørte rundt i sidegaderne. Da en bil satte et vidne af ved retten, blev den efterfølgende skygget og smadret. Fire mænd fra København er sigtet for hærværk og trusler mod vidne. Som tidligere beskrevet af Junikredsen, så er voldelige angreb i forbindelse med retssager karakteristisk for det københavnske tæskehold Antifascistisk Aktion.

Trusselskultur
Århus Antifa er også kendt for sine trusler og hærværk mod et lokalt værtshus, som AGF-fans bruger som vandingssted. Trusler er i det hele taget noget, som gruppen benytter sig flittigt af. Således har et prominent medlem, den 25-årige Lasse Poelman, på blot halvandet måned afsendt 28 skriftlige trusler til unge højreorienterede, heriblandt medlemmer af White Pride. Lasse Poelman er “parat til at bruge vold i den politiske kamp mod White Pride” og han har personligt “deltaget i voldelige sammenstød”.

Lasse Poelman (t.v.), Antiracistisk Netværks ledende gadekriger

Lasse Poelman (t.v.), Antiracistisk Netværks ledende gadekriger

Under et sådant voldeligt sammenstød på Århus Banegård 28. juli i år fik Lasse Poelman “en hævet næse og ømme knubs på kroppen”. Øretæverne blev tilsyneladende uddelt af folk med tilknytning til “White Pride”, hvoraf flere er varetægtsfængslet i sagen.

Forbindelse til Antiracistisk Netværk
Lasse Bergishaven Dons Poelman er tillige fremtrædende medlem af Antiracistisk Netværk, der er et gammelt samarbejde mellem Enhedslisten, Foreningen Demos og det københavnske tæskehold Antifascistisk Aktion. Via Foreningen Demos hjalp Antifascistisk Aktion i sin tid med at opbygge tæskeholdet Fynske Antifascister, der huserer i Trekantområdet. Via Antiracistisk Netværk har Enhedslisten ligeledes flere gange inviteret såvel Foreningen Demos som Antifascistisk Aktion til Århus for at lære unge gadekrigere militant strategi og kampteknik.

Børnesoldater
I et opsigtvækkende interview har et ledende medlem af Århus Antifa vedgået, at det hele grundlæggende handler om at “tage maskeringer på og tage ud og slå en nazist i hovedet med en jernstang”. I samme interview erkender en andet ledende medlem, at man “går ikke ind for demokrati”, ligesom man hader “blegfede danskere”. De to ledere indrømmer også, at Århus Antifa rekrutterer børn helt ned i 13-års alderen.

Enhedslisten skubber på
Enhedslistens rolle er primært at skabe et klima i Århus, der gør partiets unge tilhængere modtagelige for militant træning og indoktrinering. Via tætte kontakter på Århus Stiftstidende har man spredt frygt og vrede i miljøet med historier om “unge fra venstrefløjen”, der “jages i Århus af nazibøller” og opfordret til, at man svarer igen med “håndfast afstandtagen”. Mere moderate venstreorienterede har peget på, at “frygten for nazister er overdrevet” og samtidigt advaret mod at “puste problemerne op” fordi “det kan have en selvforstærkende virkning”.

Kamptræning
Spændingen mellem ekstreme og moderate venstreorienterede har ført til en kamp om magten over “Fristedet 13”, der af Århus Kommune er stillet midlertidigt til rådighed for “Netværket For Flere Fristeder”. Ifølge denne angiveligt upolitiske forening er stedet blot blot “et alternativt mødested for folk, der arbejder med kunst og kultur”, men kort efter åbningen i marts i år rykkede Antiracistisk Netværk ind og afholdt “et kursus under ledelse af de mere militante antifascister.” Et medlem af White Pride fortæller til Jyllandsposten, at “der blev vist billeder af “højtprofilerede højreorienterede” og der kom folk fra København for at lære dem at slås”.

White Prides fremstilling bekræftes af kursets program, der på internettet blev offentliggjort af et prominent medlem af Antifascistisk Aktion. Heraf fremgår det, at deltagerne ville blive trænet i “selvforsvar”, samt modtage “oplysning” om “skinkerne” (d.v.s. lokale højreorienterede). Det var kort efter dette kursus, at medlemmer af Århus Antifa slog tænderne ud på en ung pige fra foreningen Vederfølner.

I interviewet i Jyllandsposten lægger White Pride ikke skjul på, at man ikke “ville sidde og vente på, at det blev midnat, og de skulle ud og afprøve deres kampteknikker”. White Pride tog afsted “med bare næver”, men blev angrebet af “vagter bevæbnet med køller, brosten og hjemmelavet syre”. Ifølge øjenvidner endte kampen tilsyneladende alligevel uafgjort.

Værre end besættelsestiden
Ifølge White Pride er Fristedet 13 i dag “en kaserne, som de kan bruge til at angribe fra”. Stedet er da også blevet barrikaderet og adgangen til ejendommen kontrolleres med jernhånd af “en hård kerne af aktivister”, fortæller en moderat venstrefløjsaktivst til MetroXpres. Den hårde kerne har “censur, eksklusion af enkeltmedlemmer fra fester og voldelige konfrontationer med højrefløjen som regulært mål” og går “målrettet efter magt og kontrol med venstrefløjen.” Ifølge aktivisten er metoderne ikke set værre “siden Danmark var underlagt tyskerne under Anden Verdenskrig.”

Sprækker i Enhedslisten?
Striden mellem ekstremister og moderate synes at have bredt sig helt ind i Enhedslisten, hvor folketingsmedlem Per Clausen har udtrykt bekymring for, at volden vil brede sig til andre dele af landet. Han peger bl.a. på Ålborg, hvor venstreorienterede gadekrigere er i gang med at bevæbne sig. Tidligere har Per Clausen kaldt det “vrangforestillinger”, at der foregår en voldelig bandekrig mellem højre- og venstrefløjen, men er altså nu tilsyneladende parat til at erkende, at volden udspringer fra begge sider.

Det kan dog ikke udelukkes, at Per Clausens udmelding er en taktisk indrømmelse af efterhånden soleklare kendsgerninger. Partiet hævder som bekendt igen og igen, at det ikke bifalder vold, men alene dets tætte samarbejde med Antifascistisk Aktion og Foreningen Demos viser, at dette ikke er sandt. Der kan på den baggrund ikke herske tvivl om, at opbygningen af tæskeholdet Århus Antifa sker i god forståelse med store dele af Enhedslisten.

Presses på gaden
Trods kamptræning og udenbys hjælpetropper synes Århus Antifa ikke at klare sig videre godt på gaden. Selv om man ved flere lejligheder har været talmæssigt overlegent, er man veget tilbage for de voldelige opgør med White Prides rutinerede, og temmeligt hensynsløse, slagsbrødre, som man ellers så ofte truer med. Denne optræden bliver på venstreekstreme debatfora voldsomt kritiseret, ligesom man kritiserer at politiet ofte må tage affære når gruppen kommer i klemme.

White Prides ambition er at forhindre “Nørrebro-tilstande her i Århus”. Selv om man i byens gadebillede stadig kan se T-shirts prydet med “Che” Guevara eller med slogans såsom “Bevar Christiania”, så er det yderste venstre da også mere presset på gaden i Århus end noget andet sted i landet. Derimod har venstrefløjen et klart overtag i mediekrigen. Ikke mindst takket være Århus Stiftstidende.

Støtte fra Århus Stiftstidende
Bandekrigen i Århus mellem højre- og venstrefløjen kan nemlig ikke skildres uden at medtage den rolle, som Århus Stiftstidende spiller. Omkring år 2005 valgte avisen side i konflikten til fordel for Enhedslisten og omegn. Eller som en begejstret læser udtrykker det, så lægger Århus Stiftstidende “om nogen afstand til de højreorienterede grupper”. Som led i denne “afstandtagen” beskrives højrefløjsvolden som “en fare for demokratiet”, mens venstrefløjsvolden kaldes “tåbelig”. White Pride anklages for at være “stormtropper og gadekrigere for hele byens såkaldt højrenationale miljø”, mens organiserede voldsmænd på den modsatte fløj fremstilles som “enkelte primitive og formørkede personer på venstrefløjen”.

Krakkeleret mediebillede
Men i længden kan Århus Stiftstidende få vanskeligt ved at bakke op om det yderste venstre. Andre aktører som politiet i Århus og konkurrenterne på Jyllandspostens Århus-redaktion har ingen interesse i at dække over venstrefløjens vold – eller overdrive volden fra højre. Stiftstidende må derfor tage sig i agt for, at dens dækning af bandekrigen ikke bevæger sig for langt fra virkeligheden.

Århus Antifa har i medierne allerede garanteret, at den politiske vold i Århus vil eskalere. White Pride gør en dyd ud af ikke at anmelde voldsepisoder, og begge parter er enige om, at der sker langt flere sammenstød end politiet ved af. På den anden side er det tvivlsomt hvor mange af de mere alvorlige episoder, der i virkeligheden undgår politiets og pressens radar. En stigning i venstreorienteret vold vil derfor næsten med sikkerhed ikke kunne skjules for offentligheden.

Indtil videre har Århus Stiftstidende nærmest til punkt og prikke kolporteret venstrefløjens propaganda om, at i Århus bliver uskyldsrene idealister systematisk banket ned at voldelige nazister. Dette mediebillede er langsomt ved at krakelere og avisen bliver derfor nødt til at efterhånden at give en mere virkelighedstro beskrivelse af bandekrigen i Århus.

Enhedslistens dilemma
Århus Stiftstidende kan ikke tåle at blive for tæt identificeres med det yderste venstres kamp om gaden. Avisens systematiske hetz mod byens “såkaldt højrenationale miljø” dækkes derfor ind under hensynet til lov og orden i Århus. Men i f.eks. Enhedslisten er er man mildest talt ikke tilhængere af lov & orden. Det fremgår bl.a. af partiets principprogram, at hverken grundloven eller strafferetten må stå i vejen for partiets mål. Selv om Enhedslisten naturligvis gerne vil bevare Århus Stiftstidendes støtte og opmuntring, så ligger det i partiets hele sjæl at en militant anti-kommunistisk gruppe som White Pride ikke skal bekæmpes på lovens grund af myndighederne, men gennem venstrefløjens selvtægt.

Presset fra White Pride har formentligt fået flere ældre og erfarne partimedlemmer til at se behovet for en taktisk lov & orden linie i Århus. Men denne linie er yderst vanskelig at sælge i de undergrundsmiljøer hvorfra Enhedslisten rekrutterer unge medløbere og gadekrigere. I disse voldssværmende subkulturer tiltrækkes man netop af partiets voldsklingende retorik om “folkelig modstand” og “håndfast afstandtagen” mod White Pride.

Samtidig kan White Pride, i modsætning til Den Danske Forening i 1990erne, ikke bekæmpes med voldelige blokader og anden chikane. White Pride svarer heller ikke igen på volden med læserbreve og debatmøder, men giver svar på tiltale i byens natteliv. Skal Antiracistisk Netværk derfor selv bekæmpe White Pride, så er midlerne værtshusslagsmål, bagholdsangreb og hvad der ellers hører med til den slags bandekrig.

Når Enhedslisten dertil officielt samarbejder med det erklæret voldelige Antifascistisk Aktion, så kan partiet ikke med troværdigheden i behold modsætte sig opbygningen af et lignende tæskehold i Århus. Man kan højst arbejde for, at Århus Antifa holder volden så diskret som muligt. Lærer White Pride at blive en reel aktør i mediekrigen, så kunne det yderste venstre i Århus få virkeligt store problemer.

(Seneste udvikling: Selv Århus Stiftstidende er nu begyndt at skrive om venstrefløjens “beskidte metoder“.)

Kronologisk kildesamling:
Århusiansk bz-miljø i offensiven, Jyllandsposten 07-04-07.
Flere autonome i provinsen, Jyllandsposten 05-10-07.
Unge jages af nynazister, Århus Stiftstiden 30-11-07 (Enhedslisten forsøger at løbe en skræmmekampagne mod White Pride i gang).
“BZere” frifundet for at banke “nazisvin”, Jyllandsposten 07-01-08.
Antiracistisk Seminar, Modkraft 12-04-08 (kursusprogram fra Antiracistisk Netværk i Århus, opslået af Martin Lindblom fra Antifascistisk Aktion i København).
Tumult ved antiracistisk fest i Huset, Jyllandsposten 13-04-08.
Højrefløjsaktivist fik fem tænder slået løs, Jyllandsposten 23-04-08.
Højreradikale skærper profilen i Århus, Jyllandsposten 24-04-08.
Politi i kamp på kampdag, Jyllandsposten 01-05-08.
Røffel til bøller fra politiet, Århus Stiftstidende 03-05-08.
Frygten for nazister er overdrevet, Århus Stifstidende 03-05-08.
Masser af våben i 1000fryd, Nordjyske Tidende 09-05-08.
Chikane mod værtshus, Jyllandsposten 17-05-08.
Hård kerne styrer venstrefløj, MetroXpress 30-05-08.
Volden som argument, Jyllandsposten 01-06-08 (dobbeltinterview med White Pride og Århus Antifa. Kræver login.)
Autonome bag losseplads i midtbyen, Jyllandsposten 03-06-08.
Husets naboer i oprør over grafitti, Jyllandsposten 04-06-08.
Unge hærger bevaringsværdigt hus, Jyllandsposten 10-06-08.
“Nazister” lavede ballade i Huset, Jyllandsposten 20.06.08.
Naboer frygter nyt ungdomshus, Jyllandsposten 18-07-08.
Antifascister: Vi lader os aldrig knække; Jyllandsposten 30-07-08 (Peter Hegner Bonfils, hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten, opfordre miljøet til “håndfast afstandtagen” mod White pride).
Stop de politiske voldsbøller, Århus Stifstidende 30-07-08.
Overfald var politisk opgør, Jyllandsposten 03-08-08.
Autonome støttede kammerat på anklagebænken, Århus Stiftstiden 06-08-08.
Forfulgte bil med højrefløjsaktivist, Jyllandsposten 06-08-08.
Aktivister løsladt efter hærværk, Jyllandsposten 07-08-08.
Bøller og bandekrig – ikke tale om, Århus Stifstidende 07-08-08.
Fløjkamp spidser til i Århus, Jyllandsposten 07-08-08.
Frygt for at politsk vold breder sig, Jyllandsposten 08-08-08.
Over tyve sigtelser for politisk vold og hærværk, Århus Stiftstidende 17-08-08.

Enhedslisten & vold: Antifascistisk Aktion

For vistnok første gang har et dansk medie pirket til Enhedslistens forbindelse til Antifascistisk Aktion (AFA), der så vidt vides er Danmarks eneste erklæret voldelige politiske organisation (og i princippet derfor grundlovsstridig). Anledningen til presseomtalen var en militant plakat, der i januar i år kunne ses i København som reklame for en fest i kollektivet “Bumzen”, Baldersgade på Nørrebro. Bag festen stod “Salemturen”, der hvert år sender danske forstærkninger til svenske AFA. I Sverige har AFA siden 2001 forsøgt at stoppe Salemfondens årlige mindehøjtidlighed for en 17-årig højreaktivist, der i december 2000 blev mishandlet til døde af en gruppe indvandrere.

Hovedkræfterne bag “Salemturen” er Enhedslisten og den danske sektion af AFA. Af den nævnte plakat fremgår det, at de unge gadekrigere, der sendes til slagsmål og optøjer i Sverige, rekrutteres fra Socialistisk Ungdomsfront, Fynske Antifascister, Rød Ungdom og Offensiv. Enhedslisten deltager officielt ikke selv i de årlige uroligheder i Salem, men overlader føringen af de unge bøller til AFA, der beundres for sin store erfaring i gadekamp.

Tæskehold eller politisk organisation?
Men hvad er Antifascistisk Aktion nærmere bestemt? Ja, det kan være vanskeligt at gennemskue. Ifølge sit propagandamateriale består organisationen af “flere uafhængige grupper”. I interviews beskriver man sig derimod som en gruppe på “omkring 50 medlemmer”. Selv gruppens navn skaber man tvivl om: I AFAs program skriver man, Vi vil bekæmpe både de racistiske udtryk og det system. der udvikler dem. Og det er derfor vi kalder os anti-facsister og ikke f.eks. anti-racister selvom vi er begge dele. I forbindelse med 10-års jubilæet i 2002 forklarede man derimod, at navnet var valgt tilfældigt og at man lige så vel kunne have kaldt sig “Antiracistisk Aktion”.

Da en flok autonome i januar 2007 besatte et hus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter, blev de natten til den 16. konfronteret af en gruppe vrede unge. De autonome valgte at “tilkalde assistance fra Antifascistisk Aktion”, der fik “jaget nynazisterne på flugt”, som dele af pressen efterfølgende skrev. Sådanne episoder giver næring til beskyldninger om, at AFA ikke er andet end venstrefløjens tæskehold.

På den anden side forekommer Antifascistisk Aktion som en regulær politisk organisation, der har formuleret et ideologisk grundlag, driver en hjemmeside og – siden 1993 – info-caféen Kafa-X på Nørrebro, ligesom man har forsøgt at udgive eget blad. Især i 1990erne tog Antifascistisk Aktion også selvstændige politiske initiativer såsom 1. maj-demonstrationer og kampagnerne “Free Mumia Abu-Jamal” og “Stop Udvisningerne”, men efter 10-års jubilæet (behørigt fejret i Ungdomshuset) synes organisationen i stigende grad passiv på denne front.

Antiracistisk Netværk
Antifascistisk Aktion blev stiftet på Christiania i sensommeren 1992. Sammen med bl.a. Enhedslisten og Foreningen Demos stiftede man kort efter Antiracistisk Netværk. Også organisationer udenfor det yderste venstre var med, men allerede fra omkring 1995 var AFA, Enhedslisten og Demos de eneste tilbage af netværkets stiftere. Siden da har netværkets øvrige deltagere alene været andre venstreekstreme grupper, ofte med udspring i netværkets tre hovedorganisationer.

Flere autonome grupper stod bag dannelsen af Antifascistisk Aktion, men især Strictly Underground og Autonomt Info blev vigtige for AFAs udvikling. Strictly Underground var omkring 1990 den mest betydningsfulde magtfaktor på Christiania. Gruppen sad på Den grå Hal, “fristadens” største koncerthal, og rådede som koncertarrangør over en flok hårde drenge, der kom til at udgøre kernen i AFAs første tæskehold. Via Strictly Underground fik Antifascistisk Aktion også et særdeles godt forhold til flere af hash-baronerne i Pusherstreet, der for fredens skyld bakkede op om Christianias nye voldelige gruppering.

Den ekstremt militante gruppe Autonomt Info var allerede i 1987 blevet inviteret indenfor i Foreningen Demos, der aktivt bejlede til BZ-bevægelsens lederlag fra Ryesgade 58. Forbindelsen til Demos blev af flere grunde uhyre betydningsfuld. Ikke mindst blev Demos bindeleddet mellem det voldsautonome miljø og en kreds af militante fagforeningsledere i København, der under navnet Fagforeninger Mod Racisme senere var med til at danne Antiracistisk Netværk.

Voldsforherligelse
I modsætning til Demos og Enhedslisten nøjes Antifascistisk Aktion ikke med at kredse om politisk vold. I gruppens program fra 1994 profilerer man sig tværtimod, under overskriften “Skal vi slås?!”, som erklæret voldelig:

Og det er en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Antifascistisk Aktion har siden diskret forsøgt at modificere programmets voldsforherligelse. I ‘manifestet’ på gruppens hjemmeside lyder det i dag, at selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem. Intet tyder dog på, at Antifascistisk Aktion gør det mindste for at undgå vold. Så sent som i sommeren 2006 langede den lokale afdeling af Antiracistisk Netværk i Svendborg ud mod AFA, der havde deltaget i en lokal demonstration mod “De National-Liberale”. I det åbne brev fra Antiracistisk Netværk-Svendborg blev AFA skarpt kritiseret for at “fremprovokere voldelige konfrontationer” og man takkede politiet for at have forhindret “de slagsmål, som… I tydeligvis var kommet for.”

Antiracistisk Netværk-Århus havde derimod ingen kritik af Antifascistisk Aktion, da gruppen få månder tidligere var inviteret til demonstration i byen. Jyllandsposten fik nys om sagen og spurgte til AFAs vold. Vold er ikke noget, som vi elsker, men så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder, svarede en anonym talsmand.

Især på internettet reagerede moderate venstreorienterede på AFAs voldelige brovten. Kritikken fik AFA til at udsende en af sine sjældne pressemeddelelser. Heri beskyldte man Jyllandsposten for flere usandheder, som vi føler os forpligtet til at dementere. Man “dementerede” derefter nogle påstande, som Jyllandsposten ikke havde fremsat og forbigik i tavshed spørgsmålet om den afstumpede udtalelse.

Antikapitalistisk Aktion
Antifascistisk Aktion opererer også under navnet Antikapitalistisk Aktion.. Det er et kendt træk ved ekstremistiske grupper, at medlemmerne lever i et konspiratorisk univers, hvor man oplever sig forfulgt og manipuleret af mørke kræfter. Dette verdensbillede finder man som forventet også hos Antifascistisk Aktion, der i deres ‘manifest’ skriver:

[De riges] udbytning er med til at skabe en vrede og misundelse, som kunne bruges til at sparke opad, men ved hjælp af politikere, presse og professionelle meningsdannere undgår de rige, at vreden bliver målrettet. I stedet får de spillet folk ud mod hinanden. Vi bliver splittet op i forskellig race, køn, tro, seksualitet, udseende, alder osv., og vi bliver bildt ind at vi er hinandens fjender.

Forestillingen om, at en lille magtfuld klike “splitter os” kunne være taget direkte fra det berygtede skrift Zions Vises Protokoller og ikke så få forskere har da også gennem tiden peget på de mange ligheder mellem anti-semitisme og anti-kapitalisme. Begreberne er ikke helt de samme; men det er logikken. Det kan her tilføjes at et kendt medlem af Antifascistisk Aktion, Martin Linblom fra Monsun, da også offentligt har indrømmet, at han “ikke anerkender Israels ret til at eksistere”. En holdning, der karakteriserer hvad jødiske organisationer betegner som “new antisemitism”.

Proto-terror
Mange eksperter definerer terror som voldelige handlinger, hvis formål er at skræmme andre til at udføre eller afstå fra en handling. Hvis man ser på Antifascistisk Aktions voldshistorie, så er der klart tale om, hvad man i fagsproget kalder en proto-terroristisk organisation. D.v.s., at AFAs erklærede vold ikke er rettet mod staten eller befolkningen som sådan, men mod venstrefløjens politiske fjendebilleder, der med vold skal skræmmes til tavshed. Under den engelsksprogede parole “any means neccesary” opererer man med en bred vifte af voldelige metoder, men afstår almindeligvis – dog ikke altid – fra bevidst dødbringende midler som skydevåben, sprængstoffer o.l.

Slagsmål”
Selv om Antifascistisk Aktion i sin propaganda skræpper meget op om “slagsmål”, så har man siden 1994 netop bevidst undgået regulære slagsmål med højrefløjsaktivister. Baggrunden er kort, at i 1993 gik det som en løbeild gennem Antiracistisk Netværk, at medlemmer af skinhead-gruppen Dansk National Front havde besøgt Den Danske Forenings grundlovsstævne i Hillerød. Antifascistisk Aktion blev sendt på banen og overfaldt kort efter en mindre gruppe af frontens medlemmer udenfor en biograf i København.

Opmuntret af denne gadesejr besluttede AFA sig for et raskt angreb på DNSB-lederen Jonni Hansens privatbolig på Amager, hvor man forsøgte at sparke døren ind. En bedrift, som Antifascistisk Aktion stadig er meget stolt af. Da man året efter forsøgte at sparke døren ind hos journalisten Lars Villemoes, fordi han i en række artikler bl.a. havde sat navn på AFA-lederen Martin Lindblom, foretrak organisationen derimod at optræde anonymt.

I 1994 stræbte Antifascistisk Aktion også efter et endeligt opgør med Dansk National Front, som man vidste igen var forsamlet til grundlovsstævne i Hillerød. Selvom styrkeforholdet var 1 til 2 i AFAs favør, fik de bank og måtte stikke halen mellem benene. Flere AFA-medlemmer blev anholdt under flugten og senere straffet for deres overfald på Den Danske Forenings møde.

Fiaskoen i 1994 i Hillerød lærte Antifascistisk Aktion, at højefløjens gadeaktivister er bedre mand-til-mand i regulære gadeslagsmål. Mange yngre mænd på højrefløjen synes ofte større og mere robuste end hvad venstrefløjen vanligvis kan stille med. I hvert fald skal Hillerød 1994 ikke være det eneste tilfælde hvor AFA er blevet på slået flugt, når styrkeforholdet har været nogenlunde jævnbyrdigt. Men sådanne tilfælde er formentlig ikke mange, for siden 1994 har Antifascistisk Aktion opgivet slagsmålene til fordel for deciderede overfald, hvor man fra baghold angriber i overvældende flertal, helst ikke under 10 til 1.

Voldens omfang
Det er vanskeligt at vurdere, hvor mange voldelige overfald Antifascistisk Aktion gennem årene har stået bag. Som led i en almindelig taktik på den yderste venstrefløj anvender AFA i vid udstrækning “navnløse” aktioner, hvor vold og hærværk begås i tilsyneladende anonymitet. Taktikken har til formål dels at hindre politiets opklaring af gruppens forbrydelser, og dels at skjule AFAs reelle voldelighed for offentligheden. Således har AFA ikke ville lægge navn til nedskydningen i 1997 af en tidligere skindhead udenfor musikstedet Vega, overfaldet på Pia Kjærsgaard på Nørrebro i 1998 eller nedstikningen af en tidligere Combat 18-leder på Vesterbro i 2001, selv om disse presseomtalte overfald alle bærer organisationens tydelige fingeraftryk.

Især i de senere år synes venstreekstremes voldelige overfald tillige mere inspireret end faktisk begået af Antifascistisk Aktion. Siden 2004 er venstrefløjs-modstandere blevet udsat for voldelige overfald i bl.a. Fredericia, Svendborg, Ålborg og Århus af maskerede mænd bevæbnet med køller. Sådanne overfald er formentligt ikke organiseret af AFA, der aldrig har fået sig etableret udenfor København. Derimod kan det ikke udelukkes, at organisationen bistår lokale venstreekstremister med råd og vejledning (og lejlighedsvis muskler), for de pågældende byer huser alle aktive lokalafdelinger af Antiracistisk Netværk – og dermed også af Enhedslisten, Fynske Antifascister, Offensiv o.s.v.

Det er også tvivlsomt, om alle Antifascistisk Aktions voldelige overfald kommer til offentlighedens kendskab. I mange tilfælde vil ofrene ikke anmelde sagen, formentlig af frygt for repressalier. Denne frygt er i så fald langt fra ubegrundet. Især i København lægger AFA stor vægt på overfald i forbindelse med retsmøder, ligesom man fotograferer de fremmødte. Disse hænges efterfølgende ud med navn og billede i venstreekstreme medier. Sådanne metoder får uden tvivl en del af AFAs ofre til på forhånd at opgive at retsforfølge gerningsmændene, ligesom de færreste nok ønsker at få sparket døren ind fordi man er stået frem i pressen.

Spørgsmålet om antallet af voldelige overfald begået af Antifascistisk Aktion kompliceres yderligere af, at en del tilsyneladende upolitiske voldssager kan være begået af gruppen. AFA tager nemlig ikke altid så nøje på, hvem man overfalder, men banker i flere tilfælde løs på folk, hvis udseende stemmer med gruppens forestillinger om “fascister”. I foråret 2001 blev tre Brøndby-fans overfaldet i Københavns Byret fordi man troede de var medlemmer af den norske skinheadgruppe Oslo Boot Boys. Overfaldet skal have givet Antifascistisk Aktion problemer i fodboldmiljøet, fordi Southside United, Brøndby Boldklubs frygtede hooligans, gik ind i sagen.

Antifascistisk Aktion fik sikkert også sved på panden efter et overfald i Århus i vinteren 2005, hvor tre rockere blev angrebet udenfor et værtshus fordi man troede, at de var fra det højreradikale netværk “Dansk Front”. Det ene af ofrene var medlem af Hells Angels og overfaldet skal have givet anledning til heftig mødeaktivitet i den berømte motorcykelklub. Medlemmer af Hells Angels og Antifascistisk Aktion har tidligere samarbejdet om hash-markedet i København, så sagen er formentligt blevet ordnet i mindelighed.

Mange faktorer gør det altså vanskeligt at sætte tal på Antifascistisk Aktions voldelige overfald. Men et skøn på mellem 30 og 50 siden 1994 synes ikke urealistisk. Af debatter på højre- og venstreekstreme hjemmesider og chatrooms fremgår det, at alene siden 2003 har venstreorienterede voldsmænd begået 15-16 overfald, hvoraf kun ca. en fjerdedel er omtalt i pressen og endnu færre politianmeldt. AFA synes at have stået bag lidt under halvdelen af disse overfald, mens de øvrige er begået af Antiracistisk Netværks øvrige grupper. Især i Trekantsområdet synes et selvstændigt tæskehold, formentligt stiftet af Fynske Antifascister, at husere.

Knytnæven, knokkelhæren og “nazi-alarm”
Antifascistisk Aktions tæskehold blev af de indviede tidligere omtalt som ‘Knytnæven’ og ‘Knokkelhæren’. Disse betegnelser skal nu være ophørt, men ‘Knytnæven’ dækker over en fasttømret gruppe af veltrænede yngre mænd. Gruppens speciale er voldelige aktioner, der kræver forberedelse og planlægning. Samtidig rykker ‘Knytnæven’ ud, når venstreekstreme udsender “nazi-alarm”.

“Nazi-alarm” betegner en telefon- og smskæde mellem bl.a. Den Grønne Hal på Christiania, spillestedet Stengade 30, Kafa-X i Korsgade, Solidaritetshuset i Griffenfeldtsgade, Foreningen Demos i Elmegade og tidligere naturligvis også Ungdomshuset. “Alarmen” bliver også udsendt til de 14-15 kollektiver, der udgør kernen af det voldsautonome miljø i København. “Bumzen”, Baldersgade nr. 20-22, er det eneste af disse kollektiver, der er kendt af offentligheden. Men andre adresser på Nørrebro finder man i bla. Ravnsborggade, Sjællandsgade, Baggesensgade, Stengade, Blågårdsgade, Sct. Hansgade, Griffenfeldtsgade, Frederiksborggade samt på Fælledvej og Nørrebrogade. På Frederiksberg.bor flere af miljøets topfolk sammen i en millionvilla på Amicisvej.

Når “nazi-alarmen” udsendes, så samles ‘Knokkelhæren’, der består af medlemmer og sympatisører af AFA samt tilfældige gadekrigere, og iler afsted for at tæve dem man nu ikke kan lide. For nylig var det nær gået ud over Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der dog slap væk inden tæskeholdet nåede frem. Efter en “nazi-alarm” kan man i København på ca. en time samle et blandet tæskehold på en 20-30 stykker. Efter længere tid, måske 5-6 timer, kan man stille med op til 100 bøller, ofte af begge køn.

Vagtværn og massevold
Medlemmer af Antifascistisk Aktion optræder også som vagtværn ved den yderste venstrefløjs arrangementer og demonstrationer. Deres fornemste opgave er at jage civile politibetjente og “fascister” væk, men også at fotografere tilskuere og forbipasserende, som man finder politisk mistænkelige. Det er en kendt sag, at mange venstrefløjs-demonstrationer rutinemæssigt udvikler sig voldeligt. Det gælder både herhjemme og i udlandet, og taktikken er overalt den samme. De unge – ofte drukne – deltagere ophidses med flammende militante taler. Når stemningen når kogepunktet, erklærer arrangørerne demonstrationen for opløst, gerne med lakoniske tilføjelser om, at nu kan “folk gøre som de vil”.

AFAs egne folk holder sig under disse “spontane” optøjer som regel i baggrunden. Under 18. maj optøjerne i 1993, der netop blev indledt med en AFA-demonstration, blev f.eks. kun ét medlem af Antifascistisk Aktion, Ditte Pedersen, anholdt.

Formålet med demonstrationernes efterfølgende optøjer er at vænne ikke blot unge tilhængere, men også offentligheden til politisk vold. Man forsøger at gøre det til en almindelig samfundsopfattelse, at politisk vold er en uundgåelig og nødvendig forudsætning for “social forandring”. Naturligvis bider offentligheden ikke på krogen, men voldens spænding og drama tiltrækker et vist segment af venstreorienterede unge, ofte studenter og ungdomskriminelle.

Politisk registrering
Især de ældste medlemmer af Antifascistisk Aktion har stor erfaring med overvågning og registrering af venstrefløjens politiske modstandere. Når de er i marken er de velsoignerede og nydeligt påklædte. Deres opgave er primært at fotografere politiske modstandere og opdrive privatadresser. Metoden er ofte skygning, hvor man følger efter ofrene når disse eksempelvis har deltaget i en offentlig demonstration. Skygningen foretages gerne til fods eller i pæne, diskrete biler og forfølgerne optræder som regel i par af én mand og én kvinde.

Allerede inden starten på Antifascistisk Aktion i 1992 blev medlemmer af BZ-kollektivet Ryesgade 58 oplært i politisk overvågning og registrering af Foreningen Demos. Metoderne er uden tvivl blevet finpudset ved mødet med Blekingegadens medlemmer, som man via Demos kom i kontakt med efter bandens afsløring. Især gruppen Autonomt Info skal i perioder have været stort set identisk med ‘Demos Dokumentationsgruppe’, der nøje fører arkiv over venstrefløjs- og indvandringskritikere.

AFA, Demos & Redox
De indsamlede oplysninger om venstrefløjens politiske modstandere offentliggøres i ‘Demos Nyhedsbrev’, hvor man især lægger stor vægt på at udpege enkeltpersoner med navn og billede. Forholdet mellem Antifascistisk Aktion og Foreningen Demos har altså karakter af et samarbejde mellem to selvstændige grupper. Men via Demos har bl.a. militante fagforeningsmedlemmer indsluset sig i AFA, hvor de plejer den fagforeningsbetalte forenings interesser.

Foreningen Demos har i mange år været den yderste venstrefløjs førende gruppe indenfor politisk overvågning og registrering. Denne rolle er nu overtaget af ‘Researchkollektivet Redox’, der driver sin virksomhed fra en postboks på Frederiksberg. Gruppen arbejder fordækt, men med Redox har Demos tydeligvis mistet nogle af sine bedre – og yngre – kræfter. Det hemmelige ‘researchkollektiv’ på Frederiksberg har klart overtaget førertrøjen når det gælder frisk information om navngivne enkeltpersoner, mens Demos Nyhedsbrev i stigende grad bl.a. må fyldes med med eller mindre dybsindige kommentarer til historier fra dagspressen. Selv nøjes Redox med en hjemmeside, der som så mange andre venstreekstreme net-sider hostes af firmaet Surftown på Østerbro.

I forbindelse med en “antiracistisk modoffensiv” i 2006 blev der via Antiracistisk Netværk lagt op til et samarbejde mellem Demos og Redox. Men Demos har stadig ikke adgang til Redox’ kilder, der bl.a. omfatter et mindre netværk at hackere i Danmark, Sverige, Tyskland og Holland, rekrutteret fra det såkaldte “open source” miljø. Det anspændte forhold mellem de to rivaler har rod i en begyndende konflikt for en seks-syv år siden, hvor Demos af uvisse grunde begyndte at lade sine aktivister stå åbent frem som medlemmer af Antifascistisk Aktion. Demos-flokken er ikke udpræget karriere-mennesker, men udgøres af bl.a. stilladsarbejdere, murerarbejdsmænd, førtids- og folkepensionister, fallerede akademikere og tilløbende bistandsklienter. Mange i AFAs større fraktion af autonome plejer derimod en borgerlig karriere ved siden af deres – ofte voldelige – undergrundsaktiviteter. Flere kan efterhånden besmykke sig med akademiske titler og vil gerne løbe en akademisk karriere i gang. Andre har stiftet eget firma, mens nogle har søgt ind i det offentlige som bl.a. jurister og socialrådgivere. En væsentlig gruppe søger ind i medieverdenen.

Den autonome AFA-fraktion vendte sig derfor stejlt imod Demos’ forsøg på offentlighed omkring Antifascistisk Aktion. Misforholdet blev yderligere forværret, da AFA i november 2005 iværksatte en efter danske forhold usædvanlig omfattende og grov smædekampagne. Bl.a. modtog pårørende til en række skoleelever landet over anonyme breve hvori eleverne blev udhængt som nazister fordi de havde besøgt hjemmeside “Dansk Front”. De børn, der havde lagt deres billede ud på f.eks. mødestedet arto.dk, blev samtidigt nazi-udhængt med navn og billede på anonyme plakater, som AFA i ly af natten satte op ved skolegårde.

Antifascistisk Aktions rabiate personhetz fortsatte i et par måneder på en hjemmeside drevet fra organisationens officielle hovedkvarter i Korsgade på Nørrebro. Da pressen begyndte at vise interesse for sagen, flyttede man hjemmesiden til AFA i Sverige. I Demos havde man da også af taktiske grunde advaret AFA imod idéen. Demos-lederen Erik Jensen kunne dog ikke modstå fristelsen, men koordinerede angiveligt private trusler om sagsanlæg mod gamle fjender med AFAs smædekampagne. Ifølge Erik Jensen havde gamle medlemmer af Den Danske Forening nemlig “forhånet” ham på internettet (eller ‘indernettet’ som den vrede folkepensionist udtaler det).

Erik Jensens optræden var formodentligt årsagen til, at Demos forlangte af AFA, at man fik udleveret den hemmelige hacker-gruppes originale materiale. Kravet blev i hvert fald afvist. Da Det Danske Center for Menneskerettigheder samtidigt offenligt fordømte AFAs metoder, blev hjemmesiden i Sverige lukket og ‘Researchkollektivet Redox’ på Frederiksberg stiftet.

Ordet ‘redox’ kunne referere til en kemisk reaktion, men er valgt som skjult henvisning til ‘redax’, der i det autonome miljø er den vedtagne forkortelse for ‘redaktion’. Samtidig var ‘redox’ ledigt som domænenavn på internettet. Det gjorde sikkert heller ikke noget, at ‘redox’ ligger tæt op ad ‘demos’, det velkendte navn på konkurrenten på Nørrebro.

Modellen for Researchkollektivet Redox er Antifascistisches Autorenkollektiv (Antifascistisk Forfatterkollektiv) i Berlin, som ledende danske autonome har haft kontakt til siden midten af 1990erne. Men i modsætning til det tyske forbillede søger Redox aktivt kontakt til pressen. Man har derfor en pressetalsmand, der allerede flere gange har optrådt i medierne.

Pressetalsmanden, der ikke vil vise offentligheden sit ansigt, optræder under navnet Jonas Jensen. Dette intetsigende navn kan være ægte, men ‘Jonas Jensen’ er samtidig dæknavn for Jonas Jonsen, en universitetsstuderende i slutningen af 20erne, der i henved ti år har været medlem af Antifascistisk Aktion.

Indflydelse
Da Antifascistisk Aktion i 2002 fejrede sit 10-års jubilæum i Ungdomshuset, deltog flere end tusind venstreekstremister fra Danmark, Tyskland, Norge og Sverige i løjerne. I festens anledning lavede TV-Stop propaganda-filmen ‘Antifascisme – 10 år’, og Poul Dissing, Savage Rose og Vote for Truckers indspillede støtte-CDen ‘AFA-X’. Den Grå Hal på Christiania stillede sig til rådighed med bl.a. barpersonale og dørmænd.

Det efter alt at dømme vellykkede arrangement fortæller ikke blot noget om den voldelige gruppes popularitet på den yderste venstrefløj, men også noget om de ressourcer, som organisationen råder over. Siden 2002 er TV-Stop og Ungdomshuset ophørt med at eksistere, men begge steder blev drevet af folk med tilknytning til AFA. Et centralt bindeled mellem de to steder var Peter Hoffmeyer, der i dag er tilknyttet Monsun.

Udover Monsun og Christiania er tidligere og nuværende medlemmer af Antifascistisk Aktion aktive i Enhedslisten, Foreningen Demos, Internationalt Forum, Socialistisk Ungdomsfront, Globale Rødder, samt i visse fagforeninger såsom BUPL, TIB og Lager & Handel. Medlemmer af AFA arbejder også, bl.a. som dørmænd, på københavnske spillesteder såsom Café Rust og Stengade 30. Andre er aktive i ‘økologiske’ virksomheder såsom Egen Vinding og Datter og aflæggeren Logik & Co. Venner af AFA sidder i bestyrelsen for bl.a. Blågårdens og Christianshavns Medborgerhus, og én er ansat i Politikens Boghandel ved Rådhuspladsen. Man har via fraktionen Rude Lions indflydelse i FCK, og sympatisører har dannet grupper på RUC og Københavns Universitet.

Medlemmerne af Antifascistisk Aktion er ekstremt lyssky, men ud over de allerede anførte kan man blandt venner og medlemmer fra den autonome scene bl.a. nævne Kaper Scheel, kæresteparret Pelle Dragsted og Janne Tynell, Maria Sønnøve Pagels, brødrene Hasse og Jesper Holst, Camilla Esser, Lars Holm Jørgensen, René Elley Karpantschof, søskendeparret Balder og Signe Johansen, Claus ‘Svenne’ Svendsen, Mikkel Skov Petersen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Martin Sundbøll, Jesper Tietgen Lund og Linda Hansen.

Linda Hansen er samtidig kendt fra Foreningen Demos. Det samme gælder Adrian Frank, Karin Pedersen, Michael Clausen, Steen Hovmøller Petersen, Herluf Østergaard, Hans Petersen (kan  være et dæknavn) og Kristian Munk.

Kristan Munk tilhører den yngre generation, hvoraf mange blev rekrutteret fra den voldelige kamporganisation Rebel. Af andre fra denne ´next generation’ kan nævnes Thorbjørn Maigaard, Mads Lodahl, Jacob ‘Munne’ Sanvig, Simon Bünger Paulsen, Kasper Benjamin Gabay, Jonas Anton Voss, Simon Shine, Jonas Viborg, Adam Benjamin Korzen og Erik Storrud.

Til den hårde kerne af gadekrigere under Antifascistisk Aktion hører en lille gruppe mænd i midten af 30erne. Gruppens medlemmer har adskillige domme for vold, røveri og narko-handel, og er som uautoriserede dørmænd i bl.a. det tidligere Ungdomshus, berygtede på Christiania og Nørrebro for deres brutalitet. I det københavnske undergrundsmiljø kender man dem under navne som ‘Seb’, ‘Stef’, ‘Pikken’ og ‘Doktoren’. Sidstnævnte er også kendt som ‘Balders bølle’ på grund af sin hengivenhed for Balder Johansen, der regnes for den egentlige leder af Antifascistisk Aktions gadekrigere.

Enhedslisten og Antifascistisk Aktion
Som nævnt har Enhedslisten siden 1993 samarbejdet med Antifascistisk Aktion. Dette samarbejde har ikke kun fundet sted i Antiracistisk Netværk. De to organisationer har i fællesskab f.eks. også arrangeret demonstrationer imod EU. Men ikke nok med det. Den voldelige gruppe har direkte indflydelse på den politik, som det pæne parlamentariske parti skal føre.

I efteråret 2002 vedtog Enhedslisten hovedbestyrelse, at man ville ændre ordlyden af straffelovens racismeparagraf. Ændringen, der blev støttet af partiets folketingsgruppe, skulle skærpe straffen for såkaldt racistisk vold og trusler. Til gengæld ville partiet ophæve kriminaliseringen af rene meningstilkendegivelser.

Ifølge et højtstående partimedlem var begrundelsen, at Man kan ikke bekæmpe meninger ved at forbyde, at de bliver udtalt. Og det bliver endnu mere absurd, efterhånden som det er en betydelig del af befolkningen, der opfatter det som deres politiske mening. Samtidig pegede man på, at det i partiets principprogram hedder, at det socialistiske samfund skal ikke blot bevare, men også øge det reelle indhold i de individuelle og kollektive demokratiske frihedsrettigheder.

Men i Antifascistisk Aktion er man ikke specielt tilhængere af ytringsfrihed. I en erklæring fra 1997 om indvandrerdebatten skriver organisationen ligeud, at vi skifter attitude fra det appellerende til det krævende. Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!

AFAs totalitære holdning til ytringsfrihed blev naturligvis delt af Foreningen Demos, og de to organisationer løb i åben alliance storm mod Enhedslistens demokratiske tiltag. Da det kom til stykket turde partitoppen ikke tage et opgør med de militante anti-demokraters mange tilhængere længere nede i rækkerne, og forslaget faldt uden de store svædslag på Enhedslistens følgende årsmøde.

Enhedslistens hykleri
I januar 2007 deltog nogle medlemmer af det løse netværk omkring hjemmesiden “Dansk Front” i en demonstration i København, afholdt af Venstres Ungdom. Demonstrationen blev angrebet af Antifascistisk Aktion med sten- og flaskekast. Hvad gjorde Enhedslisten? Man krævede Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, til rengskab fordi VU efterfølgende pointerede, at “Dansk Front”-folkene havde “opført sig ordentligt hele aftenen”.

Taktikken er typisk for AFAs gamle samarbejdspartner på Christiansborg. Officielt tager man afstand fra vold og beskriver sig som et fredeligt parti. Men for Enhedslisten skal debatten om politisk vold kun handle om vold fra højre. Når talen falder på venstrefløjens (mere omfattende) vold, så snakker partiet om noget andet. Debat om vold fra egne rækker skal kvæles i fødslen, ligesom partiet nødigt  taler åbent om sit tætte samarbejde med en voldelig undergrundsorganisation.

I dag undersøger man muligheden af at forbyde den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir (der iøvrigt tæller en af AFAs tidligere topfolk blandt sine medlemmer). I den forbindelse kunne Folketinget vel også rette lyset mod Antifascistisk Aktion, der som en erklæret voldelige organisation synes en endnu mere oplagt forbuds-kandidat. Men desværre synes AFA i det store og hele at være ukendt for de fleste folketingsmedlemmer udenfor Enhedslisten. I hvert fald har man til dags dato ikke set partiets nære forbindelse til den erklæret voldelige organisation behandlet på Christiansborg. Et par få velvalgte spørgsmål i folketingssalen skulle ellers være nok til at udstille Enhedslistens næste groteske hykleri omkring politisk vold.