Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Tag: Strictly Underground

Antifascistisk Aktion, Politiken og Kafa-X

INTRO: NØRREBRO 1998

I 1998 overfaldes parlamentarikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro. Hun søger efterfølgende tilflugt i bank, der omringes af sortklædte autonome. Kjærsgaard slipper først væk da bevæbnet politi ankommer til stedet.

Selv om den formodede gerningsmand, Frank Piasecki Poulsen fra TV-Stop, har nære relationer til Antifascistisk Aktion (AFA), bliver det venstreorienterede tæskehold aldrig officielt sat i forbindelse med volden mod Dansk Folkepartis leder.

Frank Poulsens TV-Stop filmede ivrigt begivenhederne. Junikredsen har for nylig gennemgået de gamle optagelser og kan i dag dokumentere, at belejringen af Kjærsgaards tilflugtsted blev orkestreret af AFA-medlemmer.

På nedenstående billeder ser man først et kvindeligt AFA-medlem dukke op med propagandamateriale, som hun overdrager til en sortklædt og formummet mand, der optrådte som leder af det autonome pøbel.

Det prominente AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA’s propaganda på facaden af den bankbygning, hvor en forslået og skræmt Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt.

Mens dette står på, bliver den formummede mand opdækket af en brutalt udseende gadekriger, der vagtsomt holder øje med gaden.

Af billederne fremgår det ikke umiddelbart, at de på bankfacaden opsatte klistermærker er propaganda for Antifascistisk Aktion. Men Junikredsen kan afsløre, at materialet blev fremstillet i forbindelse med kampagnen ‘Stop Udvisningerne’, som AFA søsatte året før.

Propagandamaterialet for denne kampagne blev trykt både med og uden AFA’s navn. I forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard valgte tæskeholdet den anonyme variant.

En kvinde fra AFA dukker hastigt op og giver det medbragte propagandamateriale videre til gruppens formummede leder.

Det fremtrædende AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA's klistermærker på facaden af Pia Kjærsgaards tilflugtssted.

Mens dette foregår, dækkes den sortklædte leder af en rå type (yderst t.v.), der vagtsomt afpatruljerer gaden.

Propagandaen for AFA´s kampagne 'Stop Udvisningerne' blev trykt både med og uden Antifascistisk Aktions navn og daværende adresse.

Siden overfaldet på Nørrebro i 1998 har Pia Kjærsgaard levet under fast beskyttelse af PET. Her tolv år senere har efterretningstjenesten rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraffer mod et ledende AFA-medlem. Dagbladet Politiken giver i den anledning det venstreorienterede tæskehold et klap på skulderen.

. . .

I forrige uge blev der rundsendt en advarsel til dansksindede borgere om, at journalister fra dagbladet Politiken angiveligt forsøgte at indsamle information om venstrefløjens tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

AFA-relationer
Ifølge advarslen skulle eventuelle kontaktede borgere være opmærksomme på, at Politiken har tætte relationer til AFA. Fra Enhedslistens daværende ugeavis ’Socialisten Weekend’ rekrutterede man for nogle år siden således Jakob Martin Strid, der som tegner, grafiker og layouter var et prominent AFA-medlem.

Efter kun et år på Politiken, hvor han bl.a. nåede at true historikeren Lars Hedegaard på livet, forlod Jakob Martin Strid af egen drift avisen. På redaktionen begræd man hans afgang og understregede, at man gerne ser ham tilbage i folden.

På det seneste har dagbladet Politiken rekrutteret AFA’s sagnomspundne general, Balder Bergman Johansen, der driver håndværkerfirmaet Logik & Co. på Nørrebro, som medlem af en ”tænketank”, der skal knuse ungdomsarbejdsløsheden.

Balder Johansen blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Sammen med den nyligt afdøde Martin Lindblom dannede Balder Johansen i 1992 AFA og er i dag en af generalerne bag Kirkeasyl. Han driver tillige foreningen Strictly Underground, der har finansieret AFA og sammen med tæskeholdet forfulgt journalisten Lars Villemoes.

Afsenderen af forrige uges advarsel mod dagbladet Politiken påpegede, at der derfor måtte herske stor usikkerhed om, hvor avisens informationer havner henne, ligesom afsenderen anså det for givet, at en eventuel artikel i Politiken om AFA ville blive konstrueret i samarbejde med tæskeholdet.

Rabiat debattør
Junikredsen kan bekræfte ovenstående oplysninger om Politikens relation til AFA. Avisens alliance med voldsberedte ”antifascister” (dybest set pro-kommunister) bekræftes tillige af en anden skikkelse.

Politiken har nemlig også rekrutteret den ekstreme venstrefløjsdebattør Rune Engelbreth Larsen som bl.a. fast giftspreder mod Dansk Folkeparti. Engelbreth Larsen har efter alt at dømme aldrig været medlem af AFA, men har beviseligt samarbejdet med Foreningen Demos, da denne stadig gjorde tjeneste som tæskeholdets efterretningstjeneste.

Rune Engelbreth Larsen har tidligere opfordret til at møde fascismen slag for slag. Hans voldsopfordringer blev senere ledsaget af nøje instrukser til herboende muslimer om, hvordan de lovligt bør anskaffe sig skydevåben til fremtidigt selvforsvar mod den danske befolkning.

Rune Engelbreth Larsens omhyggelige våbeninstruks er i dag en populær tekst blandt ”antifascister” og danner formodentligt, sammen med bl.a. våbenindkøb i Tyskland, en del af baggrunden for PET’s advarsel om, at disse kredse i stigende grad forsøger at anskaffe sig våben.

Rune Engelbreth Larsens våbeninstrukser er i dag en populær tekst blandt venstrerabiate. Nederst t.h. en reklame for Autonomt Info.

Begrundet mistanke
Dagbladet Politiken havde søndag den 14. marts ganske rigtigt en større historie om tæskeholdet Antifascistisk Aktion, fordelt på tre artikler. Inden vi går til indholdet af disse artikler, vil vi dog gerne knytte et par kommentarer til forrige uges advarsel, som nogen – er vi bekendt med – har opfattet som lige lovlig konspiratorisk.

Dagbladet Politiken er i de senere år blevet mere ekstremistisk. Avisen er i dag stærkt regeringsfjendtlig og agiterer for en tilbagevenden til pro-socialistiske og pro-muslimske tilstande. Man ønsker kort sagt flere skatter og flere muslimer.

Samtidig står det fast, at venstrefløjens private efterretningstjenester får bistand af journalister tilknyttet massemedierne. Det har den nu afdøde Demos-fører Erik Jensen bl.a. indrømmet i et interview, ligesom professionelle pressefotografer beviseligt er i sold hos Redox.

Ser man på de to journalister – Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen – så kan man også konstatere, at ingen af dem optræder blandt de 38 Politiken-medarbejdere, der offentligt har protesteret mod bladets knæfald for muslimers forlangender i forbindelse med de såkaldte Muhammed-tegninger.

Af Maltesens og Blok Thomsens historie fremgår det endvidere, at de faktisk har været i direkte og personlig kontakt med repræsentanter for Antifascistisk Aktion, der får fri taletid i avisens spalter.

Man kan altså sige, at der foreligger en begrundet mistanke mod Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen for at have givet eventuelle oplysninger om anti-kommunister til AFA. Men beviser er der ikke.

Pseudo-afsløring om Kafa-X
Søndag den 14. marts rungede det på forsiden af Politiken Kommune giver støtte til ekstreme antifascister. I Bo Maltesens og Claus Blok Thomsens artikel kunne man bl.a. læse:

På sin hjemmeside skriver Antifascistisk Aktion, at den har postadresse i nogle kælderlokaler i Korsgade 19 i København… Lokalerne bliver officielt udlejet til en forening, der kalder sig Foreningen af 1.1. 1993, og som siden 2001 hvert år typisk har fået mellem 35.000 og 40.000 kroner i huslejetilskud af Københavns Kommune.

Man skal dog helt om på side 7 i søndagstillægget PS før det oplyses, at de omtalte kælderlokaler huser Kafa-X, der frem til december 1999 havde adresse i Blågårdsgade 12, ligeledes Nørrebro.

Autonome Revolutionære
I april 1993 kunne journalisten Lars Villemoes i Weekendavisen berette:

Indtil den 1. april i år havde Autonome Revolutionære rummelige butikslokaler i Blågårdsgade 12, tæt ved det, der blev gadekampens centrum den 18.-19. maj. Disse lokaler har de sidste seks uger været prydet af plakater fra Antifascistisk Aktion.

Autonome Revolutionære, der efter Villemoes’ afsløringer omdøbte sig til Autonomi Kollektivet og i dag kalder sig Autonomt Infoservice, blev dannet i 1987 af østrigeren Alfred Lang som en dansk støttegruppe til den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF), der i årene 1970 til 1997 myrdede 34 mennesker alene i Tyskland.

Fra Blågårdsgade nr. 12 drev Autonome Revolutionære en tilsyneladende tilforladelig bogcafé ved navn Zapata. Men indenfor, kunne journalisten Lars Leergaard berette, var billedet anderledes mørkt:

På Alfred Langs kontor i hans bogbutik ”Zapata” ligger der en tysksproget huskeseddel til aktions-udflugter. Gode råd om hjelme, benskinner og forbindinger til brug ”i marken”.
På bogcafeens hylder finder man blandt andet en håndbog for by-guerilla, et 169 siders stort RAF-dokument om ”henrettelsen” af direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herhaussen.

International terrorist
Efter afsløringen af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), bedre kendt som Blekingegadebanden, dannede Foreningen Demos en støttegruppe, der fik navnet Antirepressionsguppen, for bandens fængslede medlemmer, heriblandt hovedmændene Torkil Lauesen og Niels Jørgensen.

Da den schweiziske terrorist Marc Rudin få år senere blev fanget, dannede Autonome Revolutionære den personlige støttegruppe Antirepressionsgruppen Marc Rudin.

På ordre fra den arabiske terrororganisation PFLP bistod Marc Rudin, der allerede var efterlyst for et bombeattentat i sit hjemland, den danske kommunistgruppe med et millionrøveri mod Købmagergades Postkontor. Det var under dette røveri, at banden myrdede den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

René Karpantschof leder i 1990 en demonstration udenfor Østre Landsret til støtte for Blekingegadebanden.

Fem år senere begår René Karpantschof et omfattende indlæg Enhedslisten avis 'Den Røde Tråd' sammen med Torkil Lauesen og Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. De tre kumpaner skælder bl.a. ud over, at en venstrefløjsdebattør "finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd ånd i deres støtte til Marc Rudin... og deres kontakt til Blekingegadebanden."

AFA og Antiimperialistisk Plenum
Autonome Revolutionære samarbejdede i disse år, bl.a. i sammenslutningen Antiimperialistisk Plenum, tæt med gruppen Den Røde Bande, der blandt sine fremtrædende medlemmer talte Christian Zwettler (ligeledes østriger), Jakob Martin Strid og Martin Lindblom, der alle tillige var fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion.

Christian Zwettlers danskfødte hustru, Anette Zwettler, der i dag kalder sig Gia Zwettler, vedgik i et interview i 1997, at Den Røde Bande var dannet med RAF som forbillede og at den danske gruppe pønsede på egentlige terrorhandlinger. Man nåede et par bankrøverier, inden gruppen med fængslingen af bl.a. lederen Zwettler blev standset af myndighederne.

Alfred Langs mangeårige partnerske, Inge Kongsgaard Hansen, leder i 1997 en demonstration til støtte for Marc Rudin. Blandt deltagerne så man René Karpantschofs gode ven, Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Fra Zapata til Kafa-X
Det var således ikke noget tilfælde, at Autonome Revolutionære i 1993 overdrog sine lokaler til AFA. Og året efter Lars Villemoes’ afsløring bekræftede ledende autonome i deres bog De Autonome da også, at det faktisk var grupperne Revolutionære Feminister og Antifascistisk Aktion, der i sin tid tog initiativet til Kafa-X. (Revolutionære Feminister er for længst opløst.)

Udsnit af side fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariats årsrapport 1995.

Københavns Kommune har, via Foreningen af 1/1 1993, støttet Kafa-X over en langt længere årrække end det påstås af Politiken. Af årsberetningen for 1995 fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariat fremgår det således, at foreningen allerede den gang modtog økonomiske tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Dagbladet Politiken fortæller altså ikke noget egentligt nyt om Kafa-X, men skjuler de stærke terrorsympatier i både dens og AFA’s forhistorie.

Camilla Esser
Foreningen af 1/1 1993’s ansvarlige overfor Københavns Kommune var i 1990erne Camilla Esser fra Antifascistisk Aktion.

Da Camilla Essers navn blev nævnt offentligt i 1997, forsvandt hun som dug for solen. Junikredsen kan dog afsløre, at hun i 1994 blev anholdt sammen med bl.a. Balder Johansen og den dømte bankrøver Christian Zwettler, da en svært bevæbnet AFA-gruppe blev stoppet i en bus.

Camilla Esser er for nylig dukket op igen for en kort bemærkning. Det skete da hun ikke kunne modstå fristelsen til en dydig kommentar til René Karpantschofs hengivne afsked på Modkraft med sit gamle idol, slagsbroderen Martin Lindblom fra AFA.

Camilla Esser hylder på Modkraft den afødede AFA-fører Martin Lindblom.

Lindblom (t.h.) angriber en tilfældig tilskuer, Køge 1997. "Martin var min helt", skrev Karpantschof ved AFA-førerens død forrige år.

Lindblom (t.h.) i aktion i Køge 1997. "Martin var min helt", skrev René Karpantschof ved AFA-føreren død forrige år.

Af andre gamle kendinge, der måtte græde ud til Karpantschofs mindelige ord om sin erklærede helt, kan nævnes Jakob Martin Strid, Alfred Lang og… Kafa-X.

Camilla Essers rolle er i dag tilsyneladende overtaget af Karoline Siemen fra Østerbro, der bl.a. står bag en hjemmeside for Kafa-X. Karoline Siemen er tillige medlem af gruppen Internationalt Forum, hvis leder er identisk med netop Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, der fik ti års fængsel for sin deltagelse i røveriet mod Købmagergades Postkontor.

Karoline siemen fra Østerbro er registrant for Kafa-X' hjemmeside.

Karoline Siemen som hun præsenterer sig på Facebook.

Overfladisk interview
Inden vi behandler Politikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion, skal vi lige kaste et kort blik på et ledsagende interview med to medlemmer af tæskeholdet.

En markant del af interviewet bruges til at menneskeliggøre AFA-medlemmerne, hvis påståede personlige baggrund oprulles for læseren. I resten af det ukritiske interview siger de to bøller ikke andet end hvad AFA allerede har sagt i en tidligere pressemeddelelse.

Selv de mest åbenlyse løgne om AFA’s erklærede og udstrakte brug af vold får lov til at stå uimodsagte af Politiken. Heller ikke gruppens automatstempling af sine ofre som ”nazister” konfronteres af de to journalister, der i stedet pligtskyldigt nedfælder dybsindigheder såsom Nazismen er ikke stor i dag, men den har større grobund nu end for fem år siden på grund af regeringens politik

Gruppens medlemmer vedgår dog for første gang offentligt, at AFA er organiseret som et regulært forbrydersyndikat, hvor man kun på opfordring fra banden selv kan blive medlem.

Det stort opsatte interview strækker sig over to spalter og er for så vidt interessant fordi det – sammen med førnævnte pressemeddelelse – bekræfter, hvordan AFA, under pres fra den verserende terror-sag mod lederfiguren A.C., nu forsøger at tale sig fra sine mange voldelige ugerninger og udtalelser.

En taktik, som dagbladet Politiken ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Klap på skulderen
Søndagspolitikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion baserer sig bl.a. på ukritiske interviews med Pelle Dragsted og René Elley Karpantschof. Uimodsagt får Dragsted lov til at påstå, at han i dag tager afstand fra vold, og Karpantschof får lige så uimodsagt lov til at hævde, at han aldrig har været medlem af AFA.

René Karpantschof blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Derimod får ingen af AFA’s mange voldsofre lov til at ytre sig. Faktisk optræder glosen ’offer’ slet ikke i forbindelse med Politikens omtale af AFA’s vold. Disse ansigtsløse mennesker beskrives i bedste AFA-retorik derimod konsekvent som nazister, højreekstremister og yderliggående højreorienterede (gloser som ’venstreekstremist’ og ’kommunist’ optræder selvsagt ikke), eller endog ironisk som f.eks. to tørstige herrer. Lige så smilende beskrives AFA’s vold som bl.a. kvikke bøllebank og masser af godnatkys.

Ved hjælp at dæmonisering og ironisk distance manipulerer Politiken altså med sit stof således, at læseren ikke kan føle meget andet end ligegyldighed med de lidelser, som AFA påfører sine voldsofre. Omvendt skildres AFA’s medlemmer som mennesker af kød og blod, som læseren ikke blot kan identificerer sig med, men endog have respekt for. AFA’s medlemmer har bl.a. evnen til at planlægge, er psykisk stærke og stoler på hinanden.

Set fra den yderste venstrefløjs synspunkt tempereres disse klap på skulderen til deres tæskehold dog af Politikens skildring af den bandekrig mellem højre- og venstreradikale, som venstreekstremisterne – ført an af Enhedslisten – hårdnakket benægter eksisterer. Dog sørger Politiken omhyggeligt for kun at præsentere bandekrigen som PET’s opfattelse.

Terrorlovgivningen mod AFA
Dagbladet Politiken kommer i sit forstående portræt af AFA ind på et forhold, der ikke tidligere har været omtalt i pressen. Ifølge Politiken er den 23-årige A.C., der bl.a. opererede fra en lejlighed i Fredericia, sigtet efter den ”milde terrorparagraf” fordi han

… har været leder af Antifascistisk Aktion, AFA, ”der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen”.

Politiken citerer straffelovens paragraf 114f, der i sin helhed lyder:

Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det har tidligere været fremme i pressen, at A.C. er sigtet for økonomisk støtte til en terrororganisation, men der er så vidt vides ikke tidligere blevet sat navn på organisationen. Nemlig Antifascistisk Aktion.

Bliver AFA’s hovedmand dømt efter terrorloven betyder det altså samtidig, at Antifascistisk Aktion i også lovens forstand er en terrororganisation på linje med FARC og PFLP, som en række venstreekstremister efter samme paragraf allerede er dømt for at have støttet.

I yderste konsekvens kan sagen derfor også betyde, at f.eks. AFA’s dækorganisation – Foreningen af 1/1 1993 – kunne dømmes efter samme paragraf. Siden loven blev vedtaget i 2006 har man da også kunne iagttage hvordan bl.a. Demos og Enhedslisten har haft travlt med at slette sporene efter deres tætte samarbejde med tæskeholdet.

Mulig optrapning
AFA’s vold er politisk motiveret. Gruppens voldsofre tæskes for de holdninger til væsentlige samfundsspørgsmål, som venstrefløjen vil have bragt til tavshed. Det skriver man f.eks. ligeud i sit originale ’manifest’:

Når det gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Den vold, der i begrænset omfang udøves mod kommunister, er derimod primært ikke politisk motiveret, men udspringer som oftest af konkrete voldelige overgreb begået mod venstrefløjs- og indvandringskritikere. Det viser bl.a. en række domme mod medlemmer af gruppen White Pride i Århus.

Hvis krigen mod terror kan presse venstrefløjen til at afstå fra vold, så kunne den meget omtalte bandekrig derfor uden tvivl gå i sig selv igen. Men venstreorienterede har generelt ikke respekt for loven og begynder de først at opfatte deres metoder som moralsk acceptable også udenfor deres eget miljø, kunne de lige så vel finde på at gribe til de skydevåben, som PET mistænker dem for at ville anskaffe sig.

Deri ligger Politikens ansvarsløshed.

_

Og så er der en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.
Antifascistisk Aktions program fra 1994.

Hvis det virkeligt var mit mål, så kunne jeg skære halsen over på dig nu.
Martin Lindblom til folkevalgt politiker, Information 1995.

Som om vi ikke kunne finde ud af slås med politiet i 20 graders kulde..
”Martin Nielsen” (Martin Lindblom), Ekstra Bladet 1996.

Hvorfor så ikke tage afstand fra volden?
Jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.

Interview med ”Jørgen” fra AFA, Politiken 1997.

Volden er et nødvendigt onde, som kun benyttes for at opnå helt bestemte mål.
”Anders” (Martin Lindblom) fra AFA, Ekstra Bladet 1997.

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Stop Udvisningerne’, Propaganda 1997.

Hvis de stikker deres grimme fjæs den mindste smule frem, så får de tæsk.
Anonym AFA-talsmand, Ekstra Bladet 1998.

Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Hold Kæft Danmark’, Propaganda 1998.

Nu ved nazisterne hvad der venter dem… Nazisterne bruger selv vold. Og hvis de vil, så kan de slås med os.
”Anders Lind” fra AFA, Ekstra Bladet 1999.

Generelt går vi ikke af vejen for et slagsmål… så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder.
Anonym AFA-talsmand, Jyllandsposten 2005.

Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.
AFA’s program, revideret ca. 2005.

Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.
AFA’s erklæring af 26. februar 2010.

Accepterer AFA brugen af vold?
Jeg er tilbøjelig til at svare nej…
Interview med ”Kristoffer” fra AFA, Politiken fjorten dage og en terror-sigtelse senere.

*

Musik-baron bag trusler og tæskehold

Natten til torsdag den 27. november 1997 kom det til slagsmål mellem politi og voldsautonome udenfor spillestedet Stengade 30 på Nørrebro. De autonome ville beskytte fire medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion (AFA), der få timer tidligere havde mishandlet et tidligere medlem af skinheadgruppen Dansk National Front (opløst ca. 1994) udenfor spillestedet Vega på Vesterbro.

Ringede efter tæskehold
Episoden blev af medierne omtalt som “gadekampe på Vesterbro”. Men to år senere indrømmede Monsun-aktivisten René Karpantschof i en bog, at der ikke havde været tale om gadekamp, men om et uprovokeret overfald begået af ”tilstedeværende antinazister” på Vega, der mishandlede den unge mand med ” slag og spark samt et skud i ansigtet med en gaspistol.”

Karpantschof bekræftede dermed de rygter, der i 1997 var i omløb om overfaldet og som bl.a. blev bragt til torvs i en lokalavis på Vesterbro. Ifølge disse rygter havde ansatte på Vega dog ikke direkte deltaget i afstraffelsen af den tidligere skinhead. Ansatte på Vega havde derimod sendt bud efter tæskeholdet fra Nørrebro og derefter smidt den unge mand i favnet på de bevæbnede bøller.

Sagen er aldrig blevet fuldt belyst og det vides derfor ikke med bestemthed, hvem der fra Vega ringede efter Antifascistisk Aktion. Men som Junikredsen i dag kan afsløre, så var en af spillestedets daværende ledere den samme mand, der fra Christiania få år tidligere iværksatte forfølgelsen af journalisten Lars Villemoes.

Mystik om penge
Det drejer sig om direktør Peter Sørensen fra bookingbureauet Beatbox Booking & Concerts, der bl.a. har D.A.D. i sin stald.

I 1989 stiftede Peter Sørensen foreningen Strictly Underground på Christiania, fordi man via en støttekoncert skulle rejse penge til en skateboard-bane. Ifølge Peter Sørensen blev koncerten en succes, men Christiania måtte vente ti år før hash-baronen Albert Hatchwell Nielsen som led i et reklamefremstød for sin lovlige virksomhed, tøjfirmaet ALIS, finansierede projektet.

Det er fortsat et mysterium hvor pengene fra Sørensens støttekoncert blev af, men i de kommende år fik Strictly Underground rimelig succes som koncertarrangør, fordi man kontrollerede Københavns daværende eneste mellemstore koncertsted, Den Grå Hal på Christiania.

Trusler i KB-hallen
I august 1993 blev Peter Sørensen som privatperson hyret af det etablerede bookingbureau Infra Rouge som praktisk leder omkring en koncert i KB-hallen. Via Sørensen blev tæskeholdet Antifascistisk Aktion hyret som Infra Rouges vagtværn. ”Jeg mente, at vi gav penge til et godt formål ved at betale Antifascistisk Aktion for at komme med vagtfolk”, undskyldte bookingselskabets direktør senere.

Som tidligere omtalt af Junikredsen, så skrev musikanmelderen Lars Villemoes i sommeren 1993 en række dybdeborende artikler om det autonome miljø efter Nørrebro-optøjerne 18. maj samme år. Da han skulle anmelde rockkoncerten i KB-hallen, oplevede han følgende:

”Da jeg kom til KB-hallens indgang, måtte arrangørerne hjælpe mig med at komme gennem deres egne security-folk. Disse sikkerhedsfolk bestod blandt andet af folk fra Den røde Bande og Kollektivet for Kommunisme, som jeg har skrevet om.”

”Du er en modig mand, og der kan ske ting med dig inde i mørket”, truede AFA.

Opbakning til trusler
Efter koncerten i KB-hallen blev Villemoes ringet op af Peter Sørensen og meddelt, at han nu officielt var på AFA’s ”sorte liste” og at Strictly Underground derfor nægtede ham adgang til Den Grå Hal.

Flere danske aviser truede med at boykotte enhver omtale af arrangementer i Den Grå Hal, hvis Strictly Undergrounds og AFA’s forfølgelse af Villemoes ikke ophørte. Infra Rouge lagde pres på Peter Sørensen, der derfor kom med en ”lunken tilbagetrækning”.

Men få dage senere meddelte Strictly Underground så til pressen, at Lars Villemoes ”på ubestemt tid” var forment adgang til Den Grå Hal. Som begrundelse påstod gruppen:

På grund af Villemoes er en række mennesker blevet truet på livet af grønjakker og fascister, og før han giver en undskyldning i sin avis, vil vi ikke se ham.

Udfaldet mod Villemoes fik en ledende avis til at bemærke:

Denne påstand er ikke dokumenteret. Og navnene, Lars Villemoes har skrevet, har alle været offentliggjort på åbne retsmøder på domfældte personer.

Den Røde Bande
I begyndelsen af 1990erne var Den Røde Bande en af de farligste grupperinger på den yderste venstrefløj. Gruppen bestod af ca. 25 medlemmer, hvoraf de fleste var veteraner fra BZ-brigaden, Fællesinitiativet mod Racisme og lignende militante grupperinger.

Fremtrædende medlemmer af Den Røde Bande, der også kaldte sig Kollektivet for Kommunisme, tilhørte samtidig Antifascistisk Aktions hårde kerne.

Med Baader-Meinhof-banden i Vesttyskland som forbillede havde Den Røde Bande ambitioner om at blive en egentlig terrorgruppe. Men inden det kom så vidt gik gruppen i opløsning, fordi ledende medlemmer blev fængslet for en række bankrøverier.

I sine artikler havde Lars Villemoes sat navn og dom på følgende medlemmer af Den Røde Bande/Antifascistisk Aktion:

Martin Lindblom: Dømt flere gange for hærværk (senere dømt igen for hærværk.)
Christian Zwettler: Dømt for hærværk og væbnet røveri.
Stephan Klinthøj Rasmussen: Dømt for hærværk og væbnet røveri (senere dømt ni års fængsel for fremstilling af ti kg amfetamin.)
Jakob Martin Strid: Dømt for hærværk. Anmelder af AFA’s demonstration 18. maj 1993.
Ditte Pedersen: Dømt for hærværk (senere dømt for sin deltagelse i 18. maj-optøjerne.)
Trine Pedersen: Dømt for hærværk.
Johnny Mandrup Andersen: Dømt for hærværk.
Anette Zwettler: Dømt for ulovlig indtrængen (kalder sig i dag Gia Zwettler.)

Fortsat forfølgelse
I et anonymt interview til et autonomt tidsskrift vedgik Peter Sørensen efterfølgende, at Strictly Underground finansierede Antifascistisk Aktion. Året efter erklærede Strictly Underground sig åbent som autonom og arrangerede for første gang offentligt 1. maj-demonstration sammen med tæskeholdet.

Ruten blev lagt forbi Lars Villemoes’ privathjem, hvor man bl.a. forsøgte at sparke døren ind.

I 1995 var Strictly Underground efterhånden i så store problemer, at man til en større avis påstod, at Lars Villemoes skam igen var velkommen i Den Grå Hal. Påstanden blev afvist af både Lars Villemoes og Dansk Journalistforbund, der påpegede, Strictly Underground hverken ville garantere for hans sikkerhed, eller give ham adgang på lige vilkår med andre journalister.

Fortsatte sympatier
Peter Sørensen opgav i 1996 Strictly Underground og blev i stedet bookingchef på det nyåbnede Vega. Kort efter AFA’s mishandling af en gæst i november 1997 opsagde han sin stilling.

Peter Sørensen har senere hævdet, at han i 1998 var manager for Hanne Boel. ”Peter er ikke manager, men projektansat til denne plade”, udtalte Boel den gang.

I 1999 stod Peter Sørensen igen frem som leder af Strictly Underground, men har siden helt forladt Christiania. Efter forskellige ansættelser stiftede han omkring 2003 Beatbox Booking & Concerts.

Hans partner i Beatbox, navnebroderen Mads Sørensen, har også spillet en vigtig rolle for det voldsautonome miljø. Han drev i 1990erne en pladeforretning i det indre København. Butikken var samtidig et vigtigt distributionsled for Propaganda, miljøets førende organ.

I juni 2008 medvirkede Peter Sørensen til positiv presse-omtale af venstrefløjens nye ”ungdomshus” i København.

Gymnasieformand og voldsautonom

 

Autonom møde-terror, vinteren 1999. En sortklædt Claus Svendsen kigger over skulderen på Anne Jønsson fra Gaderummet. Til venstre for hende ses (m. overskæg) direktør Lars Jørgensen, Egen Vinding og Datter. I forgrunden Maria Sønnøve Pagels, i det voldsautonome miljø bedre kendt som Maria Jensen fra Antifascistisk Aktion.

Autonom møde-terror, vinteren 1999. En sortklædt Claus Svendsen kigger over skulderen på Anne Jønsson fra Gaderummet. Til venstre for hende ses (m. overskæg) direktør Lars Jørgensen, Egen Vinding og Datter. I forgrunden Maria Sønnøve Pagels, i det voldsautonome miljø bedre kendt som Maria Jensen fra Antifascistisk Aktion.

For nylig satte Junikredsen spot på Det frie Gymnasiums bestyrelsesformand, Claus Svendsen. Udad til lever den 32-årige cand.mag. i historie og samfundsfag en lidt stille tilværelse som vikar på Rødovre Gymnasium (se officielt billede), formand for sin andelsforening (der i øvrigt huser et kendt Enhedsliste-medlem) og altså bestyrelsesformand for Det frie Gymnasium.

Men Junikredsen kunne afsløre hvordan den tilsyneladende pæne og lovlydige gymnasie-formand fra sin privatadresse på Bygmestervej styrer et lille firma med nær tilknytning til den voldsautonome gruppe Strictly Underground.

Firmaet – Agent Promocateur – er officielt registreret på adressen Jærgersborggade 18, 5. sal, 2200 København N. Men i virkeligligheden ejes Strictly Underground af firmaet Logik & Co i Ravnsborggade nr. 18, der tillige rummer et kendt autonomt kollektiv. Ifølge nye oplysninger har Claus Svendsen gennem en længere årrække boet på denne adresse.

Ravnsborggade-gruppen
Kollektivet i Ravnsborggade ledes af kæresteparret Balder Bergman Johansen og Maria Sønnøve Pagels, der begge er fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion – tæskeholdet, som Enhedslisten samarbejder officielt med i organisationen Antiracistisk Netværk.

Et andet medlem af Ravnsborggade-gruppen var TV Stop-aktivisten Lars Grenaa, der i 2003 blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for politisk vold. En dom, der ikke lagde en dæmper Grenaas voldelige tendenser. Jeg vil gøre det igen, truede han ved sin løsladelse.

Ifølge Junikredsens oplysninger gik Ravnsborggade-gruppen i opløsning for omkring fem år siden, fordi Balder Johansen og Maria Pagels, der har to børn sammen, efterhånden fandt pladsen for trang til deres familieliv.

Rabiate udfald
Det har også vist sig, at Det frie Gymnasiums bestyrelsesformand tidligere har forsøgt sig med bestyrelses-arbejde. Claus Svendsen er nemlig identisk med den Claus ‘Svende’ Svendsen, der som medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse gik på talerstolen til partiets årsmøde i 1998 og udbasunerede:

“Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelsen over tæerne. Jeg har ingen problemer med direkte politiske aktioner”.

Claus Svendsen henviste naturligvis til det voldelige overfald på folketingsmedlem Pia Kjærsgaard den 24. marts 1998. Kjærsgaard skulle have deltaget i en direkte radioudsendelse fra Griffenfeldsgade på Nørrebro, men blev i den berygtede gade slået ned af gerningsmænd, der efterfølgende strøede om sig med propaganda fra Antifascistisk Aktion.

Exit Enhedslisten
Claus ‘Svende’ Svendens rabiate udtalelser satte et punktum for hans daværende forsøg på at agere bestyrelsesmedlem for en lovlig organisation. Kort efter kunne man således læse i venstrefløjens hoforgan, dagbladet Information:

“Det medlem af hovedbestyrelsen, Claus Svendsen, der lørdag såede tvivl om Listens principielle modstand mod vold, er blevet væk søndag. Og han genopstiller ikke til hovedbestyrelsen.”

Information nævnte dog intet om, at i modsætning til folketingets øvrige partier tog Enhedslisten ikke prompte afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, men udsendte først efter lidt tøven en fordømmende pressemeddelelse.

På kant med ‘bevægelsen’
Det var måske denne nølen, og nok ikke mindst partiets tætte samarbejde med Antifascistisk Aktion, der i 1998 fik ‘Svende’ til at gå vild i datidens parlamentariske etik, hvor sympati for vold under ingen omstændigheder blev tolereret – en grænse, der i 2003 blev flyttet markant af Pernille Rosenkrantz-Theil.

Svendsens og Rosenkrantz-Theils behov for offentligt at markere sympati for politisk vold forekommer umiddelbart ejendommelig. Men Clausen vidste hvad han talte om, da han advarede Enhedslisten mod at træde “en masse folk i bevægelsen over tæerne”.

Han blev sammen med Rosenkrantz-Theil valgt til Enhedslistens hovedbestyrelse i 1996. Begge blev rekrutteret fra den voldsautonome gruppe Rebel/Unge revolutionære Socialister (nu Socialistisk Ungdomsfront). I dagene efter Enhedslistens opsigtvækkende valg af militante autonome borede medierne i parrets holdning til bl.a. politisk vold. “Vi kan tilslutte os de autonomes værdier, men ikke hætter og brosten”, påstod de to nyvalgte hovedbestyrelsesmedlemmer.

Pernille Rosenkrantz-Theils og Claus Svendsens forsøg på at rette sig ind efter Enhedslistens officielle holdning til politisk vold førte i det autonome miljø til ophidsede beskyldninger om at så splid mellem det yderste venstres gadekrigere og parlamentarikere. Over en helside i et af bevægelsens undergrundsblade skulle “Pernille og Svende” derfor forklare sig.

Hyldest til voldsautonome
Parret lagde ud med at erkende, at “en masse mennesker er enormt sure” over deres afvisning af brugen af hætter og brosten. Ifølge parret havde medierne forvrænget deres udtalelser og man forsikrede undergrundsmiljøet om, at “Vi har på ingen måde prøvet at skabe splittelse mellem de autonome og Enhedslisten.”

Claus ‘Svende’ Svendsen og Pernille Rosenkrantz-Theil afsluttede deres forsvarsskrift med at udtrykke deres “dybeste respekt” for bl.a. Antifascistisk Aktions berygtede Baldersgade-gruppe, og for gruppen Internationalt Forum (IF) i Griffenfeldsgade, der året før havde hvervet den nyligt løsladte Torkil Lauesen fra Blekingegade-banden som medlem.

Clausen og Rosenkrantz-Theil fik efter alt at dømme redet stormen af. Året efter blev de i hvert fald udvist fra Holland sammen med ledende medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

Ifølge kilder i miljøet var Claus Svendsen og Pernille Rosenkrantz-Theil i denne periode begge medlemmer af Guldbergsgade-gruppen, hvor man boede dør om dør med René Elley Karpantschof, der få år tidligere organiserede miljøets støtte til Blekingegade-banden.

Møde-terror
Mens den medie-ivrige Rosenkrantz-Theil gik en egentlig – omend slingrende – politisk karriere i møde, har Claus ‘Svende’ Svendsen efter sin

"Folkets Park" som den henligger i dag.

"Folkets Park" som den henligger i dag.

afgang fra Enhedslistens hovedbestyrelse i 1998 foretrukket et liv skyggerne. I vinteren 1999 dukkede han dog atter op til overfladen da han sammen andre sortklædte autonome brød ind til et møde, der skulle have informeret borgerne om et kommende byggeri af andelsboliger på Nørrebro, fortrinsvis til ældre.

De nye boliger skulle have været opført på en byggetomt, hvor de autonome i strid med loven havde anlagt en nødtørftig park, der i god socialistisk tradition blev kaldt ‘Folkets Park’. Efter en længere kampagne med hærværk og trusler fik det autonome miljø terroriseret Københavns Kommune til at købe ‘Folkets Park’, der i dag henligger som et sted hvor “pusherne er de eneste, der opholder sig efter mørkets frembrud.” Gadekrigerne fra “Folkets Hus og Det fri Gymnasium” bevæger sig kun ind “når de samles i større grupper”.

Gamle kendinge
I gruppen af autonome fredsforstyrrere, der sammen med Claus Svendsen trængte ind til mødet på Nørrebro, så man flere medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion. Bl.a. den flere gange straffede Martin Lindblom, der i dag driver hjemmesiden Modkraft. Altså selvsamme hjemmeside, hvor Claus Svendsen forrige år trådte frem som bestyrelsesformand for Det frie Gymnasium.

Blandt andre fra Antifascistisk Aktion kan man nævne Jesper Tietgen Lund, der profilerede det nu stilleliggende ‘Folkets Park Initiativet’. Fra Ravnsborggade-gruppen så man Balder Johansens kæreste, Maria Pagels, samt den senere voldsdømte Lars Grenaa.

Autonom bygge-direktør
Mere bemærkelsesværdigt så man blandt de sortklædte autonome også Lars Kofoed Jørgensen, direktør for det nu konkursramte byggefirma Egen Vinding og Datter i Ringsted. Firmaet blev ejet af samme fond som ejer huset i Baldersgade og som indtil for nylig ejede byggefirmaet Logik & Co. Dette firma drives som bekendt af Balder Johansen og ejes i dag af en fond hvor bl.a. han og Lars Jørgensen udgør bestyrelsen.

Da pressen i april 2000 afslørede, at Balder Johansen arbejdede for Egen Vinding og Datter, hævdede Lars Kofoed Jørgensen, at han ikke kendte noget videre til Johansens rolle i det autonome miljø: “Han har været med i den bevægelse i vel 10-15 år, men på anden måde tror jeg ikke, han har noget med dem at gøre, men det er ikke noget vi har diskuteret som sådan”, hævdede han til BT. Sin egen deltagelse få måneder tidligere i autonom møde-blokade – i selskab med bl.a. Balder Johansens kæreste – fortav Kofoed Jørgensen selvsagt.

Naturligt valg
I 1996 skrev Pernille Rosenkrantz-Theil og Claus ‘Svende’ Svenden:

“Grunden til, at vi nyder arbejdet på Det frie er, fordi der er en masse gode folk på den fri ungdomsuddannelse, som laver politiske projekter som en del af deres plan. Herunder Propaganda, Sista, Børnehuset, IF, Baldersgade, TV STOP m.m.”

Ifølge Svendsen og Rosenkrantz-Theil er Det frie Gymnasium, hvor parret den gang var ‘vejledere’, altså et integreret led i den autonome bevægelse. På den baggrund forekommer det i virkeligheden ganske naturligt, at skolen har valgt Claus Svendsen som bestyrelsesformand. Med sit mangeårige virke og sine mange kontakter i miljøet er ‘Svende’ uden tvivl den rette til at sikre det yderste venstre nye kuld af unge gadekrigere.

Gymnasie-formand bag voldsautonom forening

I marts 2007 bliver ‘Ungdomshuset’ på Nørrebros Jagvej omsider ryddet for massivt bevæbnede autonome af Politiets Antiterrorkorps. De nu hjemløse bøller inviteres indenfor på Det Frie Gymnasium, ligeledes Nørrebro, hvor de bl.a. fortsætter deres såkaldte mandagsmøder.

I maj samme år kommer det offentligt frem, at bøllerne på et sådant mandagsmøde har besluttet sig for at gøre journalister og især pressefotografer til jaget vildt. I forsøg på at ride stormen af udsender Det frie Gymnasiums bestyrelsesformand, Claus Svendsen, en pressemeddelelse via den autonome hjemmeside Modkraft. Heri bedyrer han, at skolen ikke har fundet “indicier på, at der skulle foregå noget ulovligt ved disse møder. Ej heller på mødet i går, hvor jeg deltog, oplevede jeg antaster til ulovlige aktiviteter.”

Claus Svendsen garanterer i sin pressemeddelelse altså med sin person for, at på Det frie Gymnasium planlægger unge venstreekstremister ikke f.eks. overfald på journalister. Men Junikredsen kan i dag afsløre, at gymnasiets bestyrelsesformand selv er særdeles aktiv i en berygtet autonom gruppering, der med vold og trusler systematisk har forfulgt en kritisk journalist.

Det drejer sig om foreningen Strictly Underground, der i begyndelsen af 1990erne arrangerer en række vellykkede koncerter på Christiania med internationalt kendte navne. Skjult for offentligheden finansierer Strictly Underground tæskeholdet Antifascistisk Aktion, der til gengæld stiller op som dørmænd og vagter til foreningens arrangementer.

Under en koncert i august 1993 bliver Weekendavisens musikanmelderen Lars Villemoes truet af Strictly Undergrounds gorillaer fra Antifascistisk Aktion. I en række baggrundsartikler om de voldsomme optøjer den 18. maj samme år, der blev indledt med en demonstration arrangeret af netop Antifascistisk Aktion, havde Lars Villemoes nemlig sat navn på flere straffede ledere af tæskeholdet – ikke mindst på den nuværende hovedmand bag hjemmesiden Modkraft, Martin Lindblom.

Strictly Underground bakker ikke blot offentligt op om Antifascistisk Aktions trusler mod Lars Villemoes, men forbyder ham endog adgang til Christianias førende koncertsted, Den grå Hal.

Truslerne mod Lars Villemoes bliver enden på Strictly Undergrounds kommercielle succes. En enig presse vælger at boykotte gruppens arrangementer, ligesom bookingbureauet Infra Rouge og sponsoren Carlsberg trækker sig.

Forfølgelsen af Lars Villemoes ophører dog ikke. I 1994 arrangerer Strictly Underground ‘antifascistisk 1. maj’ sammen med Antifascistisk Aktion. March-ruten bliver lagt forbi Villemoes’ privathjem: “‘Villemoes – din svindler, du hænger snart og dingler’, råbte en mindre hær af autonome i maj 1994, da de stod uden for Lars Villemoes’ opgang. Villemoes stod i vinduet og kunne se, at de skrev ‘Nazi Dø’ på hans dør, mens den ihærdigt blev forsøgt sparket ind.” (Politiken 1/2 2008).

I de kommende år bliver Strictly Underground arrangør af bl.a. techno-fester og ‘rave parties’ på Christiania, men er i offentligheden mest kendt som fast med-arrangør når Antifascistisk Aktion aggressivt fejrer 1. maj.

I september 2004 køber firmaet Agent Promocateur domænenavnet strictly-underground.dk. Firmaet står i CVR-registeret opført som en enkeltmandsvirksomhed, stiftet af en vis Morten Lund, Jægersborggade nr. 18, 5. sal på Nørrebro.

Men Strictly Onderground ejes i virkeligheden af det berygtede byggefirma Logik & Co., der hjælper til med at befæste ‘Ungdomshuset’ kort før de voldsomme optøjer i 2007. 

Samtidig drives det angivelige enmandsfirma Agent Promocateur fra Claus Svendsens privatadresse på Bygmestervej i Københavns Nordvest-kvarter. Her kan Agent Promocateur, der tilsyneladende ikke driver anden virksomhed end betaling for Strictly Undergrounds domænenavn, kun kontaktes gennem Claus Svendsen personligt.

Bag sin pæne facade samarbejder bestyrelsesformanden for Det frie Gymnasium – garanten for pressefrihed, lov og orden – altså tæt med ledende autonome fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion om at markedsføre en berygtet voldsberedt organisation. En organisation, der med trusler og chikane har forsøgt at bringe en modig journalist til tavshed.

Enhedslisten & vold: Antifascistisk Aktion

For vistnok første gang har et dansk medie pirket til Enhedslistens forbindelse til Antifascistisk Aktion (AFA), der så vidt vides er Danmarks eneste erklæret voldelige politiske organisation (og i princippet derfor grundlovsstridig). Anledningen til presseomtalen var en militant plakat, der i januar i år kunne ses i København som reklame for en fest i kollektivet “Bumzen”, Baldersgade på Nørrebro. Bag festen stod “Salemturen”, der hvert år sender danske forstærkninger til svenske AFA. I Sverige har AFA siden 2001 forsøgt at stoppe Salemfondens årlige mindehøjtidlighed for en 17-årig højreaktivist, der i december 2000 blev mishandlet til døde af en gruppe indvandrere.

Hovedkræfterne bag “Salemturen” er Enhedslisten og den danske sektion af AFA. Af den nævnte plakat fremgår det, at de unge gadekrigere, der sendes til slagsmål og optøjer i Sverige, rekrutteres fra Socialistisk Ungdomsfront, Fynske Antifascister, Rød Ungdom og Offensiv. Enhedslisten deltager officielt ikke selv i de årlige uroligheder i Salem, men overlader føringen af de unge bøller til AFA, der beundres for sin store erfaring i gadekamp.

Tæskehold eller politisk organisation?
Men hvad er Antifascistisk Aktion nærmere bestemt? Ja, det kan være vanskeligt at gennemskue. Ifølge sit propagandamateriale består organisationen af “flere uafhængige grupper”. I interviews beskriver man sig derimod som en gruppe på “omkring 50 medlemmer”. Selv gruppens navn skaber man tvivl om: I AFAs program skriver man, Vi vil bekæmpe både de racistiske udtryk og det system. der udvikler dem. Og det er derfor vi kalder os anti-facsister og ikke f.eks. anti-racister selvom vi er begge dele. I forbindelse med 10-års jubilæet i 2002 forklarede man derimod, at navnet var valgt tilfældigt og at man lige så vel kunne have kaldt sig “Antiracistisk Aktion”.

Da en flok autonome i januar 2007 besatte et hus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter, blev de natten til den 16. konfronteret af en gruppe vrede unge. De autonome valgte at “tilkalde assistance fra Antifascistisk Aktion”, der fik “jaget nynazisterne på flugt”, som dele af pressen efterfølgende skrev. Sådanne episoder giver næring til beskyldninger om, at AFA ikke er andet end venstrefløjens tæskehold.

På den anden side forekommer Antifascistisk Aktion som en regulær politisk organisation, der har formuleret et ideologisk grundlag, driver en hjemmeside og – siden 1993 – info-caféen Kafa-X på Nørrebro, ligesom man har forsøgt at udgive eget blad. Især i 1990erne tog Antifascistisk Aktion også selvstændige politiske initiativer såsom 1. maj-demonstrationer og kampagnerne “Free Mumia Abu-Jamal” og “Stop Udvisningerne”, men efter 10-års jubilæet (behørigt fejret i Ungdomshuset) synes organisationen i stigende grad passiv på denne front.

Antiracistisk Netværk
Antifascistisk Aktion blev stiftet på Christiania i sensommeren 1992. Sammen med bl.a. Enhedslisten og Foreningen Demos stiftede man kort efter Antiracistisk Netværk. Også organisationer udenfor det yderste venstre var med, men allerede fra omkring 1995 var AFA, Enhedslisten og Demos de eneste tilbage af netværkets stiftere. Siden da har netværkets øvrige deltagere alene været andre venstreekstreme grupper, ofte med udspring i netværkets tre hovedorganisationer.

Flere autonome grupper stod bag dannelsen af Antifascistisk Aktion, men især Strictly Underground og Autonomt Info blev vigtige for AFAs udvikling. Strictly Underground var omkring 1990 den mest betydningsfulde magtfaktor på Christiania. Gruppen sad på Den grå Hal, “fristadens” største koncerthal, og rådede som koncertarrangør over en flok hårde drenge, der kom til at udgøre kernen i AFAs første tæskehold. Via Strictly Underground fik Antifascistisk Aktion også et særdeles godt forhold til flere af hash-baronerne i Pusherstreet, der for fredens skyld bakkede op om Christianias nye voldelige gruppering.

Den ekstremt militante gruppe Autonomt Info var allerede i 1987 blevet inviteret indenfor i Foreningen Demos, der aktivt bejlede til BZ-bevægelsens lederlag fra Ryesgade 58. Forbindelsen til Demos blev af flere grunde uhyre betydningsfuld. Ikke mindst blev Demos bindeleddet mellem det voldsautonome miljø og en kreds af militante fagforeningsledere i København, der under navnet Fagforeninger Mod Racisme senere var med til at danne Antiracistisk Netværk.

Voldsforherligelse
I modsætning til Demos og Enhedslisten nøjes Antifascistisk Aktion ikke med at kredse om politisk vold. I gruppens program fra 1994 profilerer man sig tværtimod, under overskriften “Skal vi slås?!”, som erklæret voldelig:

Og det er en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Antifascistisk Aktion har siden diskret forsøgt at modificere programmets voldsforherligelse. I ‘manifestet’ på gruppens hjemmeside lyder det i dag, at selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem. Intet tyder dog på, at Antifascistisk Aktion gør det mindste for at undgå vold. Så sent som i sommeren 2006 langede den lokale afdeling af Antiracistisk Netværk i Svendborg ud mod AFA, der havde deltaget i en lokal demonstration mod “De National-Liberale”. I det åbne brev fra Antiracistisk Netværk-Svendborg blev AFA skarpt kritiseret for at “fremprovokere voldelige konfrontationer” og man takkede politiet for at have forhindret “de slagsmål, som… I tydeligvis var kommet for.”

Antiracistisk Netværk-Århus havde derimod ingen kritik af Antifascistisk Aktion, da gruppen få månder tidligere var inviteret til demonstration i byen. Jyllandsposten fik nys om sagen og spurgte til AFAs vold. Vold er ikke noget, som vi elsker, men så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder, svarede en anonym talsmand.

Især på internettet reagerede moderate venstreorienterede på AFAs voldelige brovten. Kritikken fik AFA til at udsende en af sine sjældne pressemeddelelser. Heri beskyldte man Jyllandsposten for flere usandheder, som vi føler os forpligtet til at dementere. Man “dementerede” derefter nogle påstande, som Jyllandsposten ikke havde fremsat og forbigik i tavshed spørgsmålet om den afstumpede udtalelse.

Antikapitalistisk Aktion
Antifascistisk Aktion opererer også under navnet Antikapitalistisk Aktion.. Det er et kendt træk ved ekstremistiske grupper, at medlemmerne lever i et konspiratorisk univers, hvor man oplever sig forfulgt og manipuleret af mørke kræfter. Dette verdensbillede finder man som forventet også hos Antifascistisk Aktion, der i deres ‘manifest’ skriver:

[De riges] udbytning er med til at skabe en vrede og misundelse, som kunne bruges til at sparke opad, men ved hjælp af politikere, presse og professionelle meningsdannere undgår de rige, at vreden bliver målrettet. I stedet får de spillet folk ud mod hinanden. Vi bliver splittet op i forskellig race, køn, tro, seksualitet, udseende, alder osv., og vi bliver bildt ind at vi er hinandens fjender.

Forestillingen om, at en lille magtfuld klike “splitter os” kunne være taget direkte fra det berygtede skrift Zions Vises Protokoller og ikke så få forskere har da også gennem tiden peget på de mange ligheder mellem anti-semitisme og anti-kapitalisme. Begreberne er ikke helt de samme; men det er logikken. Det kan her tilføjes at et kendt medlem af Antifascistisk Aktion, Martin Linblom fra Monsun, da også offentligt har indrømmet, at han “ikke anerkender Israels ret til at eksistere”. En holdning, der karakteriserer hvad jødiske organisationer betegner som “new antisemitism”.

Proto-terror
Mange eksperter definerer terror som voldelige handlinger, hvis formål er at skræmme andre til at udføre eller afstå fra en handling. Hvis man ser på Antifascistisk Aktions voldshistorie, så er der klart tale om, hvad man i fagsproget kalder en proto-terroristisk organisation. D.v.s., at AFAs erklærede vold ikke er rettet mod staten eller befolkningen som sådan, men mod venstrefløjens politiske fjendebilleder, der med vold skal skræmmes til tavshed. Under den engelsksprogede parole “any means neccesary” opererer man med en bred vifte af voldelige metoder, men afstår almindeligvis – dog ikke altid – fra bevidst dødbringende midler som skydevåben, sprængstoffer o.l.

Slagsmål”
Selv om Antifascistisk Aktion i sin propaganda skræpper meget op om “slagsmål”, så har man siden 1994 netop bevidst undgået regulære slagsmål med højrefløjsaktivister. Baggrunden er kort, at i 1993 gik det som en løbeild gennem Antiracistisk Netværk, at medlemmer af skinhead-gruppen Dansk National Front havde besøgt Den Danske Forenings grundlovsstævne i Hillerød. Antifascistisk Aktion blev sendt på banen og overfaldt kort efter en mindre gruppe af frontens medlemmer udenfor en biograf i København.

Opmuntret af denne gadesejr besluttede AFA sig for et raskt angreb på DNSB-lederen Jonni Hansens privatbolig på Amager, hvor man forsøgte at sparke døren ind. En bedrift, som Antifascistisk Aktion stadig er meget stolt af. Da man året efter forsøgte at sparke døren ind hos journalisten Lars Villemoes, fordi han i en række artikler bl.a. havde sat navn på AFA-lederen Martin Lindblom, foretrak organisationen derimod at optræde anonymt.

I 1994 stræbte Antifascistisk Aktion også efter et endeligt opgør med Dansk National Front, som man vidste igen var forsamlet til grundlovsstævne i Hillerød. Selvom styrkeforholdet var 1 til 2 i AFAs favør, fik de bank og måtte stikke halen mellem benene. Flere AFA-medlemmer blev anholdt under flugten og senere straffet for deres overfald på Den Danske Forenings møde.

Fiaskoen i 1994 i Hillerød lærte Antifascistisk Aktion, at højefløjens gadeaktivister er bedre mand-til-mand i regulære gadeslagsmål. Mange yngre mænd på højrefløjen synes ofte større og mere robuste end hvad venstrefløjen vanligvis kan stille med. I hvert fald skal Hillerød 1994 ikke være det eneste tilfælde hvor AFA er blevet på slået flugt, når styrkeforholdet har været nogenlunde jævnbyrdigt. Men sådanne tilfælde er formentlig ikke mange, for siden 1994 har Antifascistisk Aktion opgivet slagsmålene til fordel for deciderede overfald, hvor man fra baghold angriber i overvældende flertal, helst ikke under 10 til 1.

Voldens omfang
Det er vanskeligt at vurdere, hvor mange voldelige overfald Antifascistisk Aktion gennem årene har stået bag. Som led i en almindelig taktik på den yderste venstrefløj anvender AFA i vid udstrækning “navnløse” aktioner, hvor vold og hærværk begås i tilsyneladende anonymitet. Taktikken har til formål dels at hindre politiets opklaring af gruppens forbrydelser, og dels at skjule AFAs reelle voldelighed for offentligheden. Således har AFA ikke ville lægge navn til nedskydningen i 1997 af en tidligere skindhead udenfor musikstedet Vega, overfaldet på Pia Kjærsgaard på Nørrebro i 1998 eller nedstikningen af en tidligere Combat 18-leder på Vesterbro i 2001, selv om disse presseomtalte overfald alle bærer organisationens tydelige fingeraftryk.

Især i de senere år synes venstreekstremes voldelige overfald tillige mere inspireret end faktisk begået af Antifascistisk Aktion. Siden 2004 er venstrefløjs-modstandere blevet udsat for voldelige overfald i bl.a. Fredericia, Svendborg, Ålborg og Århus af maskerede mænd bevæbnet med køller. Sådanne overfald er formentligt ikke organiseret af AFA, der aldrig har fået sig etableret udenfor København. Derimod kan det ikke udelukkes, at organisationen bistår lokale venstreekstremister med råd og vejledning (og lejlighedsvis muskler), for de pågældende byer huser alle aktive lokalafdelinger af Antiracistisk Netværk – og dermed også af Enhedslisten, Fynske Antifascister, Offensiv o.s.v.

Det er også tvivlsomt, om alle Antifascistisk Aktions voldelige overfald kommer til offentlighedens kendskab. I mange tilfælde vil ofrene ikke anmelde sagen, formentlig af frygt for repressalier. Denne frygt er i så fald langt fra ubegrundet. Især i København lægger AFA stor vægt på overfald i forbindelse med retsmøder, ligesom man fotograferer de fremmødte. Disse hænges efterfølgende ud med navn og billede i venstreekstreme medier. Sådanne metoder får uden tvivl en del af AFAs ofre til på forhånd at opgive at retsforfølge gerningsmændene, ligesom de færreste nok ønsker at få sparket døren ind fordi man er stået frem i pressen.

Spørgsmålet om antallet af voldelige overfald begået af Antifascistisk Aktion kompliceres yderligere af, at en del tilsyneladende upolitiske voldssager kan være begået af gruppen. AFA tager nemlig ikke altid så nøje på, hvem man overfalder, men banker i flere tilfælde løs på folk, hvis udseende stemmer med gruppens forestillinger om “fascister”. I foråret 2001 blev tre Brøndby-fans overfaldet i Københavns Byret fordi man troede de var medlemmer af den norske skinheadgruppe Oslo Boot Boys. Overfaldet skal have givet Antifascistisk Aktion problemer i fodboldmiljøet, fordi Southside United, Brøndby Boldklubs frygtede hooligans, gik ind i sagen.

Antifascistisk Aktion fik sikkert også sved på panden efter et overfald i Århus i vinteren 2005, hvor tre rockere blev angrebet udenfor et værtshus fordi man troede, at de var fra det højreradikale netværk “Dansk Front”. Det ene af ofrene var medlem af Hells Angels og overfaldet skal have givet anledning til heftig mødeaktivitet i den berømte motorcykelklub. Medlemmer af Hells Angels og Antifascistisk Aktion har tidligere samarbejdet om hash-markedet i København, så sagen er formentligt blevet ordnet i mindelighed.

Mange faktorer gør det altså vanskeligt at sætte tal på Antifascistisk Aktions voldelige overfald. Men et skøn på mellem 30 og 50 siden 1994 synes ikke urealistisk. Af debatter på højre- og venstreekstreme hjemmesider og chatrooms fremgår det, at alene siden 2003 har venstreorienterede voldsmænd begået 15-16 overfald, hvoraf kun ca. en fjerdedel er omtalt i pressen og endnu færre politianmeldt. AFA synes at have stået bag lidt under halvdelen af disse overfald, mens de øvrige er begået af Antiracistisk Netværks øvrige grupper. Især i Trekantsområdet synes et selvstændigt tæskehold, formentligt stiftet af Fynske Antifascister, at husere.

Knytnæven, knokkelhæren og “nazi-alarm”
Antifascistisk Aktions tæskehold blev af de indviede tidligere omtalt som ‘Knytnæven’ og ‘Knokkelhæren’. Disse betegnelser skal nu være ophørt, men ‘Knytnæven’ dækker over en fasttømret gruppe af veltrænede yngre mænd. Gruppens speciale er voldelige aktioner, der kræver forberedelse og planlægning. Samtidig rykker ‘Knytnæven’ ud, når venstreekstreme udsender “nazi-alarm”.

“Nazi-alarm” betegner en telefon- og smskæde mellem bl.a. Den Grønne Hal på Christiania, spillestedet Stengade 30, Kafa-X i Korsgade, Solidaritetshuset i Griffenfeldtsgade, Foreningen Demos i Elmegade og tidligere naturligvis også Ungdomshuset. “Alarmen” bliver også udsendt til de 14-15 kollektiver, der udgør kernen af det voldsautonome miljø i København. “Bumzen”, Baldersgade nr. 20-22, er det eneste af disse kollektiver, der er kendt af offentligheden. Men andre adresser på Nørrebro finder man i bla. Ravnsborggade, Sjællandsgade, Baggesensgade, Stengade, Blågårdsgade, Sct. Hansgade, Griffenfeldtsgade, Frederiksborggade samt på Fælledvej og Nørrebrogade. På Frederiksberg.bor flere af miljøets topfolk sammen i en millionvilla på Amicisvej.

Når “nazi-alarmen” udsendes, så samles ‘Knokkelhæren’, der består af medlemmer og sympatisører af AFA samt tilfældige gadekrigere, og iler afsted for at tæve dem man nu ikke kan lide. For nylig var det nær gået ud over Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der dog slap væk inden tæskeholdet nåede frem. Efter en “nazi-alarm” kan man i København på ca. en time samle et blandet tæskehold på en 20-30 stykker. Efter længere tid, måske 5-6 timer, kan man stille med op til 100 bøller, ofte af begge køn.

Vagtværn og massevold
Medlemmer af Antifascistisk Aktion optræder også som vagtværn ved den yderste venstrefløjs arrangementer og demonstrationer. Deres fornemste opgave er at jage civile politibetjente og “fascister” væk, men også at fotografere tilskuere og forbipasserende, som man finder politisk mistænkelige. Det er en kendt sag, at mange venstrefløjs-demonstrationer rutinemæssigt udvikler sig voldeligt. Det gælder både herhjemme og i udlandet, og taktikken er overalt den samme. De unge – ofte drukne – deltagere ophidses med flammende militante taler. Når stemningen når kogepunktet, erklærer arrangørerne demonstrationen for opløst, gerne med lakoniske tilføjelser om, at nu kan “folk gøre som de vil”.

AFAs egne folk holder sig under disse “spontane” optøjer som regel i baggrunden. Under 18. maj optøjerne i 1993, der netop blev indledt med en AFA-demonstration, blev f.eks. kun ét medlem af Antifascistisk Aktion, Ditte Pedersen, anholdt.

Formålet med demonstrationernes efterfølgende optøjer er at vænne ikke blot unge tilhængere, men også offentligheden til politisk vold. Man forsøger at gøre det til en almindelig samfundsopfattelse, at politisk vold er en uundgåelig og nødvendig forudsætning for “social forandring”. Naturligvis bider offentligheden ikke på krogen, men voldens spænding og drama tiltrækker et vist segment af venstreorienterede unge, ofte studenter og ungdomskriminelle.

Politisk registrering
Især de ældste medlemmer af Antifascistisk Aktion har stor erfaring med overvågning og registrering af venstrefløjens politiske modstandere. Når de er i marken er de velsoignerede og nydeligt påklædte. Deres opgave er primært at fotografere politiske modstandere og opdrive privatadresser. Metoden er ofte skygning, hvor man følger efter ofrene når disse eksempelvis har deltaget i en offentlig demonstration. Skygningen foretages gerne til fods eller i pæne, diskrete biler og forfølgerne optræder som regel i par af én mand og én kvinde.

Allerede inden starten på Antifascistisk Aktion i 1992 blev medlemmer af BZ-kollektivet Ryesgade 58 oplært i politisk overvågning og registrering af Foreningen Demos. Metoderne er uden tvivl blevet finpudset ved mødet med Blekingegadens medlemmer, som man via Demos kom i kontakt med efter bandens afsløring. Især gruppen Autonomt Info skal i perioder have været stort set identisk med ‘Demos Dokumentationsgruppe’, der nøje fører arkiv over venstrefløjs- og indvandringskritikere.

AFA, Demos & Redox
De indsamlede oplysninger om venstrefløjens politiske modstandere offentliggøres i ‘Demos Nyhedsbrev’, hvor man især lægger stor vægt på at udpege enkeltpersoner med navn og billede. Forholdet mellem Antifascistisk Aktion og Foreningen Demos har altså karakter af et samarbejde mellem to selvstændige grupper. Men via Demos har bl.a. militante fagforeningsmedlemmer indsluset sig i AFA, hvor de plejer den fagforeningsbetalte forenings interesser.

Foreningen Demos har i mange år været den yderste venstrefløjs førende gruppe indenfor politisk overvågning og registrering. Denne rolle er nu overtaget af ‘Researchkollektivet Redox’, der driver sin virksomhed fra en postboks på Frederiksberg. Gruppen arbejder fordækt, men med Redox har Demos tydeligvis mistet nogle af sine bedre – og yngre – kræfter. Det hemmelige ‘researchkollektiv’ på Frederiksberg har klart overtaget førertrøjen når det gælder frisk information om navngivne enkeltpersoner, mens Demos Nyhedsbrev i stigende grad bl.a. må fyldes med med eller mindre dybsindige kommentarer til historier fra dagspressen. Selv nøjes Redox med en hjemmeside, der som så mange andre venstreekstreme net-sider hostes af firmaet Surftown på Østerbro.

I forbindelse med en “antiracistisk modoffensiv” i 2006 blev der via Antiracistisk Netværk lagt op til et samarbejde mellem Demos og Redox. Men Demos har stadig ikke adgang til Redox’ kilder, der bl.a. omfatter et mindre netværk at hackere i Danmark, Sverige, Tyskland og Holland, rekrutteret fra det såkaldte “open source” miljø. Det anspændte forhold mellem de to rivaler har rod i en begyndende konflikt for en seks-syv år siden, hvor Demos af uvisse grunde begyndte at lade sine aktivister stå åbent frem som medlemmer af Antifascistisk Aktion. Demos-flokken er ikke udpræget karriere-mennesker, men udgøres af bl.a. stilladsarbejdere, murerarbejdsmænd, førtids- og folkepensionister, fallerede akademikere og tilløbende bistandsklienter. Mange i AFAs større fraktion af autonome plejer derimod en borgerlig karriere ved siden af deres – ofte voldelige – undergrundsaktiviteter. Flere kan efterhånden besmykke sig med akademiske titler og vil gerne løbe en akademisk karriere i gang. Andre har stiftet eget firma, mens nogle har søgt ind i det offentlige som bl.a. jurister og socialrådgivere. En væsentlig gruppe søger ind i medieverdenen.

Den autonome AFA-fraktion vendte sig derfor stejlt imod Demos’ forsøg på offentlighed omkring Antifascistisk Aktion. Misforholdet blev yderligere forværret, da AFA i november 2005 iværksatte en efter danske forhold usædvanlig omfattende og grov smædekampagne. Bl.a. modtog pårørende til en række skoleelever landet over anonyme breve hvori eleverne blev udhængt som nazister fordi de havde besøgt hjemmeside “Dansk Front”. De børn, der havde lagt deres billede ud på f.eks. mødestedet arto.dk, blev samtidigt nazi-udhængt med navn og billede på anonyme plakater, som AFA i ly af natten satte op ved skolegårde.

Antifascistisk Aktions rabiate personhetz fortsatte i et par måneder på en hjemmeside drevet fra organisationens officielle hovedkvarter i Korsgade på Nørrebro. Da pressen begyndte at vise interesse for sagen, flyttede man hjemmesiden til AFA i Sverige. I Demos havde man da også af taktiske grunde advaret AFA imod idéen. Demos-lederen Erik Jensen kunne dog ikke modstå fristelsen, men koordinerede angiveligt private trusler om sagsanlæg mod gamle fjender med AFAs smædekampagne. Ifølge Erik Jensen havde gamle medlemmer af Den Danske Forening nemlig “forhånet” ham på internettet (eller ‘indernettet’ som den vrede folkepensionist udtaler det).

Erik Jensens optræden var formodentligt årsagen til, at Demos forlangte af AFA, at man fik udleveret den hemmelige hacker-gruppes originale materiale. Kravet blev i hvert fald afvist. Da Det Danske Center for Menneskerettigheder samtidigt offenligt fordømte AFAs metoder, blev hjemmesiden i Sverige lukket og ‘Researchkollektivet Redox’ på Frederiksberg stiftet.

Ordet ‘redox’ kunne referere til en kemisk reaktion, men er valgt som skjult henvisning til ‘redax’, der i det autonome miljø er den vedtagne forkortelse for ‘redaktion’. Samtidig var ‘redox’ ledigt som domænenavn på internettet. Det gjorde sikkert heller ikke noget, at ‘redox’ ligger tæt op ad ‘demos’, det velkendte navn på konkurrenten på Nørrebro.

Modellen for Researchkollektivet Redox er Antifascistisches Autorenkollektiv (Antifascistisk Forfatterkollektiv) i Berlin, som ledende danske autonome har haft kontakt til siden midten af 1990erne. Men i modsætning til det tyske forbillede søger Redox aktivt kontakt til pressen. Man har derfor en pressetalsmand, der allerede flere gange har optrådt i medierne.

Pressetalsmanden, der ikke vil vise offentligheden sit ansigt, optræder under navnet Jonas Jensen. Dette intetsigende navn kan være ægte, men ‘Jonas Jensen’ er samtidig dæknavn for Jonas Jonsen, en universitetsstuderende i slutningen af 20erne, der i henved ti år har været medlem af Antifascistisk Aktion.

Indflydelse
Da Antifascistisk Aktion i 2002 fejrede sit 10-års jubilæum i Ungdomshuset, deltog flere end tusind venstreekstremister fra Danmark, Tyskland, Norge og Sverige i løjerne. I festens anledning lavede TV-Stop propaganda-filmen ‘Antifascisme – 10 år’, og Poul Dissing, Savage Rose og Vote for Truckers indspillede støtte-CDen ‘AFA-X’. Den Grå Hal på Christiania stillede sig til rådighed med bl.a. barpersonale og dørmænd.

Det efter alt at dømme vellykkede arrangement fortæller ikke blot noget om den voldelige gruppes popularitet på den yderste venstrefløj, men også noget om de ressourcer, som organisationen råder over. Siden 2002 er TV-Stop og Ungdomshuset ophørt med at eksistere, men begge steder blev drevet af folk med tilknytning til AFA. Et centralt bindeled mellem de to steder var Peter Hoffmeyer, der i dag er tilknyttet Monsun.

Udover Monsun og Christiania er tidligere og nuværende medlemmer af Antifascistisk Aktion aktive i Enhedslisten, Foreningen Demos, Internationalt Forum, Socialistisk Ungdomsfront, Globale Rødder, samt i visse fagforeninger såsom BUPL, TIB og Lager & Handel. Medlemmer af AFA arbejder også, bl.a. som dørmænd, på københavnske spillesteder såsom Café Rust og Stengade 30. Andre er aktive i ‘økologiske’ virksomheder såsom Egen Vinding og Datter og aflæggeren Logik & Co. Venner af AFA sidder i bestyrelsen for bl.a. Blågårdens og Christianshavns Medborgerhus, og én er ansat i Politikens Boghandel ved Rådhuspladsen. Man har via fraktionen Rude Lions indflydelse i FCK, og sympatisører har dannet grupper på RUC og Københavns Universitet.

Medlemmerne af Antifascistisk Aktion er ekstremt lyssky, men ud over de allerede anførte kan man blandt venner og medlemmer fra den autonome scene bl.a. nævne Kaper Scheel, kæresteparret Pelle Dragsted og Janne Tynell, Maria Sønnøve Pagels, brødrene Hasse og Jesper Holst, Camilla Esser, Lars Holm Jørgensen, René Elley Karpantschof, søskendeparret Balder og Signe Johansen, Claus ‘Svenne’ Svendsen, Mikkel Skov Petersen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Martin Sundbøll, Jesper Tietgen Lund og Linda Hansen.

Linda Hansen er samtidig kendt fra Foreningen Demos. Det samme gælder Adrian Frank, Karin Pedersen, Michael Clausen, Steen Hovmøller Petersen, Herluf Østergaard, Hans Petersen (kan  være et dæknavn) og Kristian Munk.

Kristan Munk tilhører den yngre generation, hvoraf mange blev rekrutteret fra den voldelige kamporganisation Rebel. Af andre fra denne ´next generation’ kan nævnes Thorbjørn Maigaard, Mads Lodahl, Jacob ‘Munne’ Sanvig, Simon Bünger Paulsen, Kasper Benjamin Gabay, Jonas Anton Voss, Simon Shine, Jonas Viborg, Adam Benjamin Korzen og Erik Storrud.

Til den hårde kerne af gadekrigere under Antifascistisk Aktion hører en lille gruppe mænd i midten af 30erne. Gruppens medlemmer har adskillige domme for vold, røveri og narko-handel, og er som uautoriserede dørmænd i bl.a. det tidligere Ungdomshus, berygtede på Christiania og Nørrebro for deres brutalitet. I det københavnske undergrundsmiljø kender man dem under navne som ‘Seb’, ‘Stef’, ‘Pikken’ og ‘Doktoren’. Sidstnævnte er også kendt som ‘Balders bølle’ på grund af sin hengivenhed for Balder Johansen, der regnes for den egentlige leder af Antifascistisk Aktions gadekrigere.

Enhedslisten og Antifascistisk Aktion
Som nævnt har Enhedslisten siden 1993 samarbejdet med Antifascistisk Aktion. Dette samarbejde har ikke kun fundet sted i Antiracistisk Netværk. De to organisationer har i fællesskab f.eks. også arrangeret demonstrationer imod EU. Men ikke nok med det. Den voldelige gruppe har direkte indflydelse på den politik, som det pæne parlamentariske parti skal føre.

I efteråret 2002 vedtog Enhedslisten hovedbestyrelse, at man ville ændre ordlyden af straffelovens racismeparagraf. Ændringen, der blev støttet af partiets folketingsgruppe, skulle skærpe straffen for såkaldt racistisk vold og trusler. Til gengæld ville partiet ophæve kriminaliseringen af rene meningstilkendegivelser.

Ifølge et højtstående partimedlem var begrundelsen, at Man kan ikke bekæmpe meninger ved at forbyde, at de bliver udtalt. Og det bliver endnu mere absurd, efterhånden som det er en betydelig del af befolkningen, der opfatter det som deres politiske mening. Samtidig pegede man på, at det i partiets principprogram hedder, at det socialistiske samfund skal ikke blot bevare, men også øge det reelle indhold i de individuelle og kollektive demokratiske frihedsrettigheder.

Men i Antifascistisk Aktion er man ikke specielt tilhængere af ytringsfrihed. I en erklæring fra 1997 om indvandrerdebatten skriver organisationen ligeud, at vi skifter attitude fra det appellerende til det krævende. Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!

AFAs totalitære holdning til ytringsfrihed blev naturligvis delt af Foreningen Demos, og de to organisationer løb i åben alliance storm mod Enhedslistens demokratiske tiltag. Da det kom til stykket turde partitoppen ikke tage et opgør med de militante anti-demokraters mange tilhængere længere nede i rækkerne, og forslaget faldt uden de store svædslag på Enhedslistens følgende årsmøde.

Enhedslistens hykleri
I januar 2007 deltog nogle medlemmer af det løse netværk omkring hjemmesiden “Dansk Front” i en demonstration i København, afholdt af Venstres Ungdom. Demonstrationen blev angrebet af Antifascistisk Aktion med sten- og flaskekast. Hvad gjorde Enhedslisten? Man krævede Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, til rengskab fordi VU efterfølgende pointerede, at “Dansk Front”-folkene havde “opført sig ordentligt hele aftenen”.

Taktikken er typisk for AFAs gamle samarbejdspartner på Christiansborg. Officielt tager man afstand fra vold og beskriver sig som et fredeligt parti. Men for Enhedslisten skal debatten om politisk vold kun handle om vold fra højre. Når talen falder på venstrefløjens (mere omfattende) vold, så snakker partiet om noget andet. Debat om vold fra egne rækker skal kvæles i fødslen, ligesom partiet nødigt  taler åbent om sit tætte samarbejde med en voldelig undergrundsorganisation.

I dag undersøger man muligheden af at forbyde den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir (der iøvrigt tæller en af AFAs tidligere topfolk blandt sine medlemmer). I den forbindelse kunne Folketinget vel også rette lyset mod Antifascistisk Aktion, der som en erklæret voldelige organisation synes en endnu mere oplagt forbuds-kandidat. Men desværre synes AFA i det store og hele at være ukendt for de fleste folketingsmedlemmer udenfor Enhedslisten. I hvert fald har man til dags dato ikke set partiets nære forbindelse til den erklæret voldelige organisation behandlet på Christiansborg. Et par få velvalgte spørgsmål i folketingssalen skulle ellers være nok til at udstille Enhedslistens næste groteske hykleri omkring politisk vold.