Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Tag: René Karpantschof

Venstrefløj forsvarer tæskehold

I kølvandet på PET’s anholdelse af et topmedlem af både tæskeholdet Antifascistisk Aktion (AFA) og den private efterretningstjeneste Redox, er den yderste venstrefløj som forventet gået til modangreb i pressen.

Blandt sine voldelige aktiviteter støtter AFA politimorderen Mumia Abu-Jamal, der efter en nylig kendelse i den amerikanske højesteret formentligt snart kan henrettes.

Svækket forening
Flere gamle kendinge er i den forbindelse trukket af stald og siger det de skal. Det drejer sig bl.a. om efterlønsmodtageren Petter Sommerfelt fra Foreningen Demos, der ifølge et universitetsspeciale er et tilholds- og informationssted for den autonome gruppe ”Anti Fascistisk Aktion”

Sådan er det dog ikke længere. Som tidligere beskrevet af Junikredsen, så er Petter Sommerfelts forening i dag kørt bagud af dansen som den yderste venstrefløjs private efterretningstjeneste. Redox og Demos ”kan overhovedet ikke sammen”, som en kilde udtrykke det, og AFA vil i dag kun samarbejde med Redox. 

Her skal det indskydes, at ifølge Junikredsens oplysninger, så drives den private efterretningstjeneste Redox fra Mediesyndikatet Monsuns lokaler på Nørrebro, hvorfra hjemmesiden Modkraft også drives. 

Fjendskabet mellem Monsun/Redox og Demos bekræftes af, at ’Demos Nyhedsbrev’ ikke længere trykkes af Monsun, ligesom bladet omvendt heller ikke længere reklamerer for virksomheden. 

Petter Sommerfelt har altså behov for at profilere ikke blot sin forening, men også sig selv som den nye leder af Demos efter alfa-hannen Erik Jensens død i 2008. Det forsøger Sommerfelt så at gøre i forbindelse med PET’s seneste sag mod det yderste venstre. 

Petter på overdrevet
Til Ritzaus Bureau hævder Petter Sommerfelt bl.a., at Demos kan udpege, hvem der står bag volden (fra højre, forstås). Til Information påstår han, at Demos viderebringer informationer om kriminelle sammenhænge på højrefløjen.

Petter Sommerfelt på gaden 2009.

Men Petter Sommerfelts flyvske påstande holder naturligvis ikke stik. En gennemgang af Demos’ egne skrifter viser, at de såkaldte afsløringer aldrig har ført til andet end enkelte sigtelser (men så vidt vides ikke domme) for brud på racismeparagraffen. 

Petter Sommerfelts lyst til at overdrive ikke blot Demos’, men også sin egen betydning, fremgår af førnævnte artikel i Information. Heri hævder Sommerfelt, at han ved hjælp af en enkelt søgning på sit eget navn på den højreorienterede blog ‘Junikredsen’, [kan] læse en god del om hans arbejde, liv og færden. 

Denne påstand er som sagt også mildest talt overdrevet. Om Petter Sommerfeldt har vi i artiklen AFA-bagmand død blot skrevet, at han formodentligt skulle videreføre Demos efter Erik Jensens død. 

I artiklen Demos-fascister omtaler vi en injuriesag, som Demos for nylig tabte mod et medlem af Dansk Folkeparti, der havde fastslået, at Sommerfelts forening opfører sig som fascister ved at bruge vold som politisk middel. Her nævner vi kort, at Sommerfelt (og Jensen) tidligere selv er dømt for injurier. 

I Pelle Dragsted – skitse af en ekstremist nævner vi i forbifarten, at Petter Sommerfelt i 2001 demonstrerede skulder ved skulder med den daværende leder af AFA-tæskeholdet. 

Mere opmærksomhed har Petter Sommerfelt tidligere ikke fået fra vores side. 

Autonom praktikant
Informations ukritiske interview med den aldrende gadeaktivist Petter Sommerfelt blev begået af journalistpraktikanten Sofie Tholl. 

Hun er samtidig tilknyttet en homofil redaktionsgruppe på den autonome hjemmeside Modkraft. Trods fjendskabet mellem Monsun og Demos burde Sofie Tholl kunne stave Petter Sommerfelts navn korrekt. Det gør hun, ifølge Demos’ egne udgivelser, ikke. 

I Monsuns homofile redaktionsgruppe finder man også Mads Ted Drud-Jensen. Han har en nær fortid som medlem af AFA’s hemmelige terrorcelle ’Homo Aktion’, der i sommeren 2000 begik en række brandattentater mod privathjem tilhørende Udlændingestyrelsens ansatte.

På Information informerer man ikke læserne om Sofie Tholls AFA-relationer.

Den 22. marts begik Sofie Tholl i Information da også et større ukritisk interview med ”Kristoffer” fra AFA, der ugen før var blevet interviewet lige så ukritisk af Politikens Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen. 

Det var ”Kristoffer”, der ubehjælpsomt hævdede til Politiken, at han var tilbøjelig til at svare nej på spørgsmålet om AFA bruger vold. 

I Sofie Tholls bløde hænder får AFA, ganske som i Politiken, lov til blot at gentage hvad gruppen allerede skrev i en pressemeddelelse kort efter, at PET havde sigtet deres topmedlem A.C. for terror-støtte på grund af hans medlemskab af gruppen. 

Ifølge netmagasinet sappho.dk har hverken Tholl eller Informations redaktør ønsket at svare på kritik af hendes anstrengelser i bladet. I stedet har Sofie Tholl diskret ændret sin profil på Facebook, så hun ikke længere fremtræder maskeret og aggressiv. 

Den verdensberømte Mikkel Kessler.

Rune Eltard-Sørensen
Sofie Tholl er ikke den eneste Modkraft-aktivist, der som praktikant har fundet vej til de mere almindelige medier. I november 2007 kunne boksekyndige læsere af Søndagsavisen med undren læse, at man på internettet kunne se Joe Calzaghe slå Martin Kasler i verdensmesterskabet boksning natten til søndag.

Artiklen var begået af praktikanten Rune Eltard-Sørensen, en berygtet voldsdømt Monsun-aktivist. 

Venlige læsere gjorde Eltard-Sørensen opmærksom på, at Calzaghe selvfølgelig havde mødt Mikkel Kessler, daværende verdensmester i supermellemvægtsboksning. 

Martin Kasler, derimod, er en tidligere højreaktivist, der stadig lægges for had af det yderste venstre. Tak… for at gøre mig opmærksom på fejlen. Det er hermed rettet, skrev Eltard-Sørensen – og omdøbte den danske bokser til Mikkel Kassler… 

AFA-pressemand
Rune Eltard-Sørensens besættelse af Martin Kaslers person fik ham på Søndagsavisen til at begå en række pinlige fejl. Da han efterfølgende blev ansat hos Dansk Journalistforbund, misbrugte han bevidst sin stilling til at lægge hindringer i vejen for to kolleger, der forsøgte at kaste lys over bandekrigen i Århus mellem White Pride på den ene side, og Enhedslisten og omegn på den anden. 

Den sagnomspundne Martin Kasler.

Om deres oplevelser med den ekstreme venstrefløj skrev de to journalister senere bl.a.:

Det føles, som om den sprække, der havde åbnet sig i miljøet, krampagtigt lukker om sig selv og bliver til en hård knude. Lidt den samme følelse, som vi begynder at få i maven. Vi spørger Lukas, hvem hans kontaktperson i ARN-Århus er. Svaret får os til at spærre øjnene op. »Han hedder Rune inde på Anarcho-foraet (Anarkistisk Debatforum, red.), og det nummer, han ringede fra, var 33428000, Danmarks Journalistforbund,« skriver Lukas. Rune er altså ansat af vores fagforbund og får løn for at varetage vores interesser, men kvitterer ved at bruge forbundets telefon til at ringe til vores kilder og fortælle dem, at de ikke kan stole på journalister

Rune Eltard-Sørensens optræden skal ses i lyset af, at han ifølge Junikredsens kilder er Monsuns ankermand i Redox-projektet, og han skal samtidig være den som skriver flere af AFA’s pressemeddelelser.

“Anders Lind” bekræftes
Den 10. februar i år dokumenterede vi her på Junikredsen, at AFA’s talsmand Anders Lind som sådan ikke eksisterer, men er et gammelt dæknavn som først blev brugt ca. 1995 af Martin Lindblom, og siden formodentligt også af Balder Johansen og Pelle Dragsted.

Den 1. marts skriver Rune Eltard-Sørensen på Modkraft, at ”Anders Lind” er et opdigtet navn. Talsmandens identitet er kendt af Modkrafts redaktion. Vi skal derfor understrege, at dette er første gang man fra den yderste venstrefløj offentligt vedgår, at ”Anders Lind” er en opdigtet person. Og Junikredsen tager i al ubeskedenhed æren for at have presset de rabiate kræfter til denne indrømmelse. 

Den voldsdømte Rune Eltard.

 Modtræk fra Modkraft
På den yderste venstrefløj frygter man med rette, at sagen mod det fremtrædende AFA/Redox-medlem, der også er sigtet for flere tilfælde af vold og grov vold, atter vil understrege, at venstrefløjen står bag hovedparten af den politiske vold i Danmark. 

Som Junikredsen tidligere har påpeget, så vil venstrefløjen hellere end gerne tæppebombe sine modstandere med tal – altså lige indtil de reelle tal for venstrefløjens vold er på bordet. Fra dette tidspunkt vil venstrefløjen undvige reel debat om voldens omfang og i stedet forsøge at bortforklare sin vold med, at højrefløjens vold var værre

Præcis denne taktik forsøger Modkraft, samtidig med Sofie Tholls ageren i Information, sig med. Som sandhedsvidner har man indkaldt to gamle kendinge, Sarah Victoria Bruun og René Elley Karpantschof. 

For nogle år siden forsøgte René Karpantschof sig faktisk med netop ovenfor beskrevne venstrefløjstaktik, men opnåede den gang ikke andet end at en opvakt avislæser kunne påpege, at hans retorik var identisk med retorikken i en anonym artikel i Propaganda (et autonomt og ligeledes anonymt tidsskrift, der gik ind i samme periode hvor folk som René Karpantschof og Martin Lindblom begyndte at vove sig ud i offentligheden under eget navn.) 

Typisk Karpantschof
Som Monsun-relateret har René Karpantschof i øjeblikket ikke samme behov som Petter Sommerfelt for at markere sin egen personlige betydning. Under klimatopmødets uroligheder i december blev han tværtimod fotograferet i klassisk alfahan-positur, omgivet af unge beundrere. 

Som belæg for højre-voldens angiveligt grovere karakter henviser Karpantschof til et enkelt, nyligt tilfælde i Århus, hvor en gadekriger fra AFA’s GNWP-kampagne fik alvorlige klø kort efter, at man havde overfaldet webredaktøren Kim Møller. Karpantschof nævner selvsagt ikke, at en god ven af Kim Møller også måtte indlægges på hospitalet efter flere voldsomme spark i hovedet. 

René Karpantschof har tillige forsøgt at bestride PET’s udsagn om, at den politiske vold er steget markant de senere år. Den var kun steget ”en smule”, hævdede han – typisk dog uden at dokumentere sin påstand. 

Man mindes altså endnu en gang den fremtrædende tyske historiker Norbert Götz’ ord om den eksterne lektors videnskabelighed: 

Karpantschof does not try scientifically to evaluate the social movements of the Neo-Nazis and the anti-fascists… but sticks to platitudes on a crypto political level. 

Sarah Bruuns besværligheder
På Modkraft trækkes Enhedslistens Sarah Victoria Bruun frem som eksempel på et offer for højre-vold. Det lykkedes dog blot det ”fremtrædende medlem af Enhedslisten” igen at kompromittere sig selv. 

Om det påståede overfald hævder Sarah Victoria Bruun i dag: 

De kendte mit navn og vidste, uden at jeg forstår hvorfra, at min far var jøde. 

Men i forbindelse med det påståede overfald i september 2008, gav Sarah Bruun en detaljeret beskrivelse af episoden til BT og Urban. Til begge aviser forklarede hun samstemmende, at: 

Jeg var på vej til fest, da jeg så en mand stå og sætte klistermærker op. Da jeg så, at det var en nazi-mærkat, lavede jeg en eller anden grimasse og gik videre. Jeg gik tre-fire skridt, og så blev jeg ramt af et hårdt slag bagfra. Jeg røg direkte i asfalten… Jeg hørte ham sige: “Det er din egen skyld, Sarah”, og han sagde også “Jøde”. 

I et mere kritisk interview dagen efter i Jyllandsposten, hævdede venstrefløjspolitikeren heller ikke længere, at hun var blevet tiltalt med navn. I stedet fastslog hun: 

Faktum er, at han kaldte mig jøde. Og faktum er, at jeg er halvt jøde. Om der er en sammenhæng, ved jeg ikke. 

Af Sarah Victoria Bruuns oprindelige forklaringer fremgår det altså klart, at hun for det første kun var i klammeri med en enkelt mand. Og for det andet fremgår det, at hendes far overhovedet ikke var inddraget i sagen. 

På Jyllandspostens spørgsmål kunne Bruun heller ikke identificere det påståede ”nazi-mærkat” – angiveligt på grund af ”huller i hukommelsen”… 

Århus Politi kunne den gang ikke bekræfte om Enhedslisten har ret i sin antagelse om politisk vold. Det kan de formodentligt heller ikke i dag. 

Politi-fjendsk
Men Enhedslisten benytter ikke kun lejligheden på Modkraft til at brodere over påståede overfald. I samme åndedrag belyver man også direkte Århus Politi: 

 [P]artilokalerne i Sejrøgade i Midtbyen har systematisk været udsat for hærværk i form af knusetyveri (sic.) Kun et enkelt af tilfældene er opklaret. – Det skete først efter, at undertegnede foreslog Østjyllands Politi at tage fingeraftryk på den sten, der var kastet ind gennem vinduet. Her fandt man fingeraftryk efter en mand, der var kendt fra kriminalregisteret, siger Viggo Jonassen. 

Viggo Jonassen er en gammel aktivist på den yderste venstrefløj, der har været med over bl.a. SF, VS og nu Enhedslisten, og han skriver i dag for venstrefløjens historieforfalskende ”leksikon”. 

Viggo Jonassens forklaring på Modkraft er formentlig da også usand. Den omtalte gerningsmand blev nemlig ikke fældet på fingeraftryk, men på DNA-analyse af de anvendte sten. 

Og det er åbenlyst usandt, at Århus Politi kun har opklaret et enkelt tilfælde af rudeknusning mod Enhedslistens lokaler. Gerningsmanden vedgik – og blev dømt for – fire gange at have kastet sten gennem partiets vinduer. 

Århus Politi har således opklaret fire ud af blot seks tilfælde af rudeknusning med det lille ekstremistparti, der i dag kæmper for sin overlevelse i meningsmålingerne. 

_

Antifascistisk Aktion, Politiken og Kafa-X

INTRO: NØRREBRO 1998

I 1998 overfaldes parlamentarikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro. Hun søger efterfølgende tilflugt i bank, der omringes af sortklædte autonome. Kjærsgaard slipper først væk da bevæbnet politi ankommer til stedet.

Selv om den formodede gerningsmand, Frank Piasecki Poulsen fra TV-Stop, har nære relationer til Antifascistisk Aktion (AFA), bliver det venstreorienterede tæskehold aldrig officielt sat i forbindelse med volden mod Dansk Folkepartis leder.

Frank Poulsens TV-Stop filmede ivrigt begivenhederne. Junikredsen har for nylig gennemgået de gamle optagelser og kan i dag dokumentere, at belejringen af Kjærsgaards tilflugtsted blev orkestreret af AFA-medlemmer.

På nedenstående billeder ser man først et kvindeligt AFA-medlem dukke op med propagandamateriale, som hun overdrager til en sortklædt og formummet mand, der optrådte som leder af det autonome pøbel.

Det prominente AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA’s propaganda på facaden af den bankbygning, hvor en forslået og skræmt Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt.

Mens dette står på, bliver den formummede mand opdækket af en brutalt udseende gadekriger, der vagtsomt holder øje med gaden.

Af billederne fremgår det ikke umiddelbart, at de på bankfacaden opsatte klistermærker er propaganda for Antifascistisk Aktion. Men Junikredsen kan afsløre, at materialet blev fremstillet i forbindelse med kampagnen ‘Stop Udvisningerne’, som AFA søsatte året før.

Propagandamaterialet for denne kampagne blev trykt både med og uden AFA’s navn. I forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard valgte tæskeholdet den anonyme variant.

En kvinde fra AFA dukker hastigt op og giver det medbragte propagandamateriale videre til gruppens formummede leder.

Det fremtrædende AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA's klistermærker på facaden af Pia Kjærsgaards tilflugtssted.

Mens dette foregår, dækkes den sortklædte leder af en rå type (yderst t.v.), der vagtsomt afpatruljerer gaden.

Propagandaen for AFA´s kampagne 'Stop Udvisningerne' blev trykt både med og uden Antifascistisk Aktions navn og daværende adresse.

Siden overfaldet på Nørrebro i 1998 har Pia Kjærsgaard levet under fast beskyttelse af PET. Her tolv år senere har efterretningstjenesten rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraffer mod et ledende AFA-medlem. Dagbladet Politiken giver i den anledning det venstreorienterede tæskehold et klap på skulderen.

. . .

I forrige uge blev der rundsendt en advarsel til dansksindede borgere om, at journalister fra dagbladet Politiken angiveligt forsøgte at indsamle information om venstrefløjens tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

AFA-relationer
Ifølge advarslen skulle eventuelle kontaktede borgere være opmærksomme på, at Politiken har tætte relationer til AFA. Fra Enhedslistens daværende ugeavis ’Socialisten Weekend’ rekrutterede man for nogle år siden således Jakob Martin Strid, der som tegner, grafiker og layouter var et prominent AFA-medlem.

Efter kun et år på Politiken, hvor han bl.a. nåede at true historikeren Lars Hedegaard på livet, forlod Jakob Martin Strid af egen drift avisen. På redaktionen begræd man hans afgang og understregede, at man gerne ser ham tilbage i folden.

På det seneste har dagbladet Politiken rekrutteret AFA’s sagnomspundne general, Balder Bergman Johansen, der driver håndværkerfirmaet Logik & Co. på Nørrebro, som medlem af en ”tænketank”, der skal knuse ungdomsarbejdsløsheden.

Balder Johansen blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Sammen med den nyligt afdøde Martin Lindblom dannede Balder Johansen i 1992 AFA og er i dag en af generalerne bag Kirkeasyl. Han driver tillige foreningen Strictly Underground, der har finansieret AFA og sammen med tæskeholdet forfulgt journalisten Lars Villemoes.

Afsenderen af forrige uges advarsel mod dagbladet Politiken påpegede, at der derfor måtte herske stor usikkerhed om, hvor avisens informationer havner henne, ligesom afsenderen anså det for givet, at en eventuel artikel i Politiken om AFA ville blive konstrueret i samarbejde med tæskeholdet.

Rabiat debattør
Junikredsen kan bekræfte ovenstående oplysninger om Politikens relation til AFA. Avisens alliance med voldsberedte ”antifascister” (dybest set pro-kommunister) bekræftes tillige af en anden skikkelse.

Politiken har nemlig også rekrutteret den ekstreme venstrefløjsdebattør Rune Engelbreth Larsen som bl.a. fast giftspreder mod Dansk Folkeparti. Engelbreth Larsen har efter alt at dømme aldrig været medlem af AFA, men har beviseligt samarbejdet med Foreningen Demos, da denne stadig gjorde tjeneste som tæskeholdets efterretningstjeneste.

Rune Engelbreth Larsen har tidligere opfordret til at møde fascismen slag for slag. Hans voldsopfordringer blev senere ledsaget af nøje instrukser til herboende muslimer om, hvordan de lovligt bør anskaffe sig skydevåben til fremtidigt selvforsvar mod den danske befolkning.

Rune Engelbreth Larsens omhyggelige våbeninstruks er i dag en populær tekst blandt ”antifascister” og danner formodentligt, sammen med bl.a. våbenindkøb i Tyskland, en del af baggrunden for PET’s advarsel om, at disse kredse i stigende grad forsøger at anskaffe sig våben.

Rune Engelbreth Larsens våbeninstrukser er i dag en populær tekst blandt venstrerabiate. Nederst t.h. en reklame for Autonomt Info.

Begrundet mistanke
Dagbladet Politiken havde søndag den 14. marts ganske rigtigt en større historie om tæskeholdet Antifascistisk Aktion, fordelt på tre artikler. Inden vi går til indholdet af disse artikler, vil vi dog gerne knytte et par kommentarer til forrige uges advarsel, som nogen – er vi bekendt med – har opfattet som lige lovlig konspiratorisk.

Dagbladet Politiken er i de senere år blevet mere ekstremistisk. Avisen er i dag stærkt regeringsfjendtlig og agiterer for en tilbagevenden til pro-socialistiske og pro-muslimske tilstande. Man ønsker kort sagt flere skatter og flere muslimer.

Samtidig står det fast, at venstrefløjens private efterretningstjenester får bistand af journalister tilknyttet massemedierne. Det har den nu afdøde Demos-fører Erik Jensen bl.a. indrømmet i et interview, ligesom professionelle pressefotografer beviseligt er i sold hos Redox.

Ser man på de to journalister – Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen – så kan man også konstatere, at ingen af dem optræder blandt de 38 Politiken-medarbejdere, der offentligt har protesteret mod bladets knæfald for muslimers forlangender i forbindelse med de såkaldte Muhammed-tegninger.

Af Maltesens og Blok Thomsens historie fremgår det endvidere, at de faktisk har været i direkte og personlig kontakt med repræsentanter for Antifascistisk Aktion, der får fri taletid i avisens spalter.

Man kan altså sige, at der foreligger en begrundet mistanke mod Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen for at have givet eventuelle oplysninger om anti-kommunister til AFA. Men beviser er der ikke.

Pseudo-afsløring om Kafa-X
Søndag den 14. marts rungede det på forsiden af Politiken Kommune giver støtte til ekstreme antifascister. I Bo Maltesens og Claus Blok Thomsens artikel kunne man bl.a. læse:

På sin hjemmeside skriver Antifascistisk Aktion, at den har postadresse i nogle kælderlokaler i Korsgade 19 i København… Lokalerne bliver officielt udlejet til en forening, der kalder sig Foreningen af 1.1. 1993, og som siden 2001 hvert år typisk har fået mellem 35.000 og 40.000 kroner i huslejetilskud af Københavns Kommune.

Man skal dog helt om på side 7 i søndagstillægget PS før det oplyses, at de omtalte kælderlokaler huser Kafa-X, der frem til december 1999 havde adresse i Blågårdsgade 12, ligeledes Nørrebro.

Autonome Revolutionære
I april 1993 kunne journalisten Lars Villemoes i Weekendavisen berette:

Indtil den 1. april i år havde Autonome Revolutionære rummelige butikslokaler i Blågårdsgade 12, tæt ved det, der blev gadekampens centrum den 18.-19. maj. Disse lokaler har de sidste seks uger været prydet af plakater fra Antifascistisk Aktion.

Autonome Revolutionære, der efter Villemoes’ afsløringer omdøbte sig til Autonomi Kollektivet og i dag kalder sig Autonomt Infoservice, blev dannet i 1987 af østrigeren Alfred Lang som en dansk støttegruppe til den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF), der i årene 1970 til 1997 myrdede 34 mennesker alene i Tyskland.

Fra Blågårdsgade nr. 12 drev Autonome Revolutionære en tilsyneladende tilforladelig bogcafé ved navn Zapata. Men indenfor, kunne journalisten Lars Leergaard berette, var billedet anderledes mørkt:

På Alfred Langs kontor i hans bogbutik ”Zapata” ligger der en tysksproget huskeseddel til aktions-udflugter. Gode råd om hjelme, benskinner og forbindinger til brug ”i marken”.
På bogcafeens hylder finder man blandt andet en håndbog for by-guerilla, et 169 siders stort RAF-dokument om ”henrettelsen” af direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herhaussen.

International terrorist
Efter afsløringen af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), bedre kendt som Blekingegadebanden, dannede Foreningen Demos en støttegruppe, der fik navnet Antirepressionsguppen, for bandens fængslede medlemmer, heriblandt hovedmændene Torkil Lauesen og Niels Jørgensen.

Da den schweiziske terrorist Marc Rudin få år senere blev fanget, dannede Autonome Revolutionære den personlige støttegruppe Antirepressionsgruppen Marc Rudin.

På ordre fra den arabiske terrororganisation PFLP bistod Marc Rudin, der allerede var efterlyst for et bombeattentat i sit hjemland, den danske kommunistgruppe med et millionrøveri mod Købmagergades Postkontor. Det var under dette røveri, at banden myrdede den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

René Karpantschof leder i 1990 en demonstration udenfor Østre Landsret til støtte for Blekingegadebanden.

Fem år senere begår René Karpantschof et omfattende indlæg Enhedslisten avis 'Den Røde Tråd' sammen med Torkil Lauesen og Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. De tre kumpaner skælder bl.a. ud over, at en venstrefløjsdebattør "finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd ånd i deres støtte til Marc Rudin... og deres kontakt til Blekingegadebanden."

AFA og Antiimperialistisk Plenum
Autonome Revolutionære samarbejdede i disse år, bl.a. i sammenslutningen Antiimperialistisk Plenum, tæt med gruppen Den Røde Bande, der blandt sine fremtrædende medlemmer talte Christian Zwettler (ligeledes østriger), Jakob Martin Strid og Martin Lindblom, der alle tillige var fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion.

Christian Zwettlers danskfødte hustru, Anette Zwettler, der i dag kalder sig Gia Zwettler, vedgik i et interview i 1997, at Den Røde Bande var dannet med RAF som forbillede og at den danske gruppe pønsede på egentlige terrorhandlinger. Man nåede et par bankrøverier, inden gruppen med fængslingen af bl.a. lederen Zwettler blev standset af myndighederne.

Alfred Langs mangeårige partnerske, Inge Kongsgaard Hansen, leder i 1997 en demonstration til støtte for Marc Rudin. Blandt deltagerne så man René Karpantschofs gode ven, Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Fra Zapata til Kafa-X
Det var således ikke noget tilfælde, at Autonome Revolutionære i 1993 overdrog sine lokaler til AFA. Og året efter Lars Villemoes’ afsløring bekræftede ledende autonome i deres bog De Autonome da også, at det faktisk var grupperne Revolutionære Feminister og Antifascistisk Aktion, der i sin tid tog initiativet til Kafa-X. (Revolutionære Feminister er for længst opløst.)

Udsnit af side fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariats årsrapport 1995.

Københavns Kommune har, via Foreningen af 1/1 1993, støttet Kafa-X over en langt længere årrække end det påstås af Politiken. Af årsberetningen for 1995 fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariat fremgår det således, at foreningen allerede den gang modtog økonomiske tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Dagbladet Politiken fortæller altså ikke noget egentligt nyt om Kafa-X, men skjuler de stærke terrorsympatier i både dens og AFA’s forhistorie.

Camilla Esser
Foreningen af 1/1 1993’s ansvarlige overfor Københavns Kommune var i 1990erne Camilla Esser fra Antifascistisk Aktion.

Da Camilla Essers navn blev nævnt offentligt i 1997, forsvandt hun som dug for solen. Junikredsen kan dog afsløre, at hun i 1994 blev anholdt sammen med bl.a. Balder Johansen og den dømte bankrøver Christian Zwettler, da en svært bevæbnet AFA-gruppe blev stoppet i en bus.

Camilla Esser er for nylig dukket op igen for en kort bemærkning. Det skete da hun ikke kunne modstå fristelsen til en dydig kommentar til René Karpantschofs hengivne afsked på Modkraft med sit gamle idol, slagsbroderen Martin Lindblom fra AFA.

Camilla Esser hylder på Modkraft den afødede AFA-fører Martin Lindblom.

Lindblom (t.h.) angriber en tilfældig tilskuer, Køge 1997. "Martin var min helt", skrev Karpantschof ved AFA-førerens død forrige år.

Lindblom (t.h.) i aktion i Køge 1997. "Martin var min helt", skrev René Karpantschof ved AFA-føreren død forrige år.

Af andre gamle kendinge, der måtte græde ud til Karpantschofs mindelige ord om sin erklærede helt, kan nævnes Jakob Martin Strid, Alfred Lang og… Kafa-X.

Camilla Essers rolle er i dag tilsyneladende overtaget af Karoline Siemen fra Østerbro, der bl.a. står bag en hjemmeside for Kafa-X. Karoline Siemen er tillige medlem af gruppen Internationalt Forum, hvis leder er identisk med netop Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, der fik ti års fængsel for sin deltagelse i røveriet mod Købmagergades Postkontor.

Karoline siemen fra Østerbro er registrant for Kafa-X' hjemmeside.

Karoline Siemen som hun præsenterer sig på Facebook.

Overfladisk interview
Inden vi behandler Politikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion, skal vi lige kaste et kort blik på et ledsagende interview med to medlemmer af tæskeholdet.

En markant del af interviewet bruges til at menneskeliggøre AFA-medlemmerne, hvis påståede personlige baggrund oprulles for læseren. I resten af det ukritiske interview siger de to bøller ikke andet end hvad AFA allerede har sagt i en tidligere pressemeddelelse.

Selv de mest åbenlyse løgne om AFA’s erklærede og udstrakte brug af vold får lov til at stå uimodsagte af Politiken. Heller ikke gruppens automatstempling af sine ofre som ”nazister” konfronteres af de to journalister, der i stedet pligtskyldigt nedfælder dybsindigheder såsom Nazismen er ikke stor i dag, men den har større grobund nu end for fem år siden på grund af regeringens politik

Gruppens medlemmer vedgår dog for første gang offentligt, at AFA er organiseret som et regulært forbrydersyndikat, hvor man kun på opfordring fra banden selv kan blive medlem.

Det stort opsatte interview strækker sig over to spalter og er for så vidt interessant fordi det – sammen med førnævnte pressemeddelelse – bekræfter, hvordan AFA, under pres fra den verserende terror-sag mod lederfiguren A.C., nu forsøger at tale sig fra sine mange voldelige ugerninger og udtalelser.

En taktik, som dagbladet Politiken ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Klap på skulderen
Søndagspolitikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion baserer sig bl.a. på ukritiske interviews med Pelle Dragsted og René Elley Karpantschof. Uimodsagt får Dragsted lov til at påstå, at han i dag tager afstand fra vold, og Karpantschof får lige så uimodsagt lov til at hævde, at han aldrig har været medlem af AFA.

René Karpantschof blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Derimod får ingen af AFA’s mange voldsofre lov til at ytre sig. Faktisk optræder glosen ’offer’ slet ikke i forbindelse med Politikens omtale af AFA’s vold. Disse ansigtsløse mennesker beskrives i bedste AFA-retorik derimod konsekvent som nazister, højreekstremister og yderliggående højreorienterede (gloser som ’venstreekstremist’ og ’kommunist’ optræder selvsagt ikke), eller endog ironisk som f.eks. to tørstige herrer. Lige så smilende beskrives AFA’s vold som bl.a. kvikke bøllebank og masser af godnatkys.

Ved hjælp at dæmonisering og ironisk distance manipulerer Politiken altså med sit stof således, at læseren ikke kan føle meget andet end ligegyldighed med de lidelser, som AFA påfører sine voldsofre. Omvendt skildres AFA’s medlemmer som mennesker af kød og blod, som læseren ikke blot kan identificerer sig med, men endog have respekt for. AFA’s medlemmer har bl.a. evnen til at planlægge, er psykisk stærke og stoler på hinanden.

Set fra den yderste venstrefløjs synspunkt tempereres disse klap på skulderen til deres tæskehold dog af Politikens skildring af den bandekrig mellem højre- og venstreradikale, som venstreekstremisterne – ført an af Enhedslisten – hårdnakket benægter eksisterer. Dog sørger Politiken omhyggeligt for kun at præsentere bandekrigen som PET’s opfattelse.

Terrorlovgivningen mod AFA
Dagbladet Politiken kommer i sit forstående portræt af AFA ind på et forhold, der ikke tidligere har været omtalt i pressen. Ifølge Politiken er den 23-årige A.C., der bl.a. opererede fra en lejlighed i Fredericia, sigtet efter den ”milde terrorparagraf” fordi han

… har været leder af Antifascistisk Aktion, AFA, ”der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen”.

Politiken citerer straffelovens paragraf 114f, der i sin helhed lyder:

Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det har tidligere været fremme i pressen, at A.C. er sigtet for økonomisk støtte til en terrororganisation, men der er så vidt vides ikke tidligere blevet sat navn på organisationen. Nemlig Antifascistisk Aktion.

Bliver AFA’s hovedmand dømt efter terrorloven betyder det altså samtidig, at Antifascistisk Aktion i også lovens forstand er en terrororganisation på linje med FARC og PFLP, som en række venstreekstremister efter samme paragraf allerede er dømt for at have støttet.

I yderste konsekvens kan sagen derfor også betyde, at f.eks. AFA’s dækorganisation – Foreningen af 1/1 1993 – kunne dømmes efter samme paragraf. Siden loven blev vedtaget i 2006 har man da også kunne iagttage hvordan bl.a. Demos og Enhedslisten har haft travlt med at slette sporene efter deres tætte samarbejde med tæskeholdet.

Mulig optrapning
AFA’s vold er politisk motiveret. Gruppens voldsofre tæskes for de holdninger til væsentlige samfundsspørgsmål, som venstrefløjen vil have bragt til tavshed. Det skriver man f.eks. ligeud i sit originale ’manifest’:

Når det gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Den vold, der i begrænset omfang udøves mod kommunister, er derimod primært ikke politisk motiveret, men udspringer som oftest af konkrete voldelige overgreb begået mod venstrefløjs- og indvandringskritikere. Det viser bl.a. en række domme mod medlemmer af gruppen White Pride i Århus.

Hvis krigen mod terror kan presse venstrefløjen til at afstå fra vold, så kunne den meget omtalte bandekrig derfor uden tvivl gå i sig selv igen. Men venstreorienterede har generelt ikke respekt for loven og begynder de først at opfatte deres metoder som moralsk acceptable også udenfor deres eget miljø, kunne de lige så vel finde på at gribe til de skydevåben, som PET mistænker dem for at ville anskaffe sig.

Deri ligger Politikens ansvarsløshed.

_

Og så er der en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.
Antifascistisk Aktions program fra 1994.

Hvis det virkeligt var mit mål, så kunne jeg skære halsen over på dig nu.
Martin Lindblom til folkevalgt politiker, Information 1995.

Som om vi ikke kunne finde ud af slås med politiet i 20 graders kulde..
”Martin Nielsen” (Martin Lindblom), Ekstra Bladet 1996.

Hvorfor så ikke tage afstand fra volden?
Jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.

Interview med ”Jørgen” fra AFA, Politiken 1997.

Volden er et nødvendigt onde, som kun benyttes for at opnå helt bestemte mål.
”Anders” (Martin Lindblom) fra AFA, Ekstra Bladet 1997.

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Stop Udvisningerne’, Propaganda 1997.

Hvis de stikker deres grimme fjæs den mindste smule frem, så får de tæsk.
Anonym AFA-talsmand, Ekstra Bladet 1998.

Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Hold Kæft Danmark’, Propaganda 1998.

Nu ved nazisterne hvad der venter dem… Nazisterne bruger selv vold. Og hvis de vil, så kan de slås med os.
”Anders Lind” fra AFA, Ekstra Bladet 1999.

Generelt går vi ikke af vejen for et slagsmål… så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder.
Anonym AFA-talsmand, Jyllandsposten 2005.

Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.
AFA’s program, revideret ca. 2005.

Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.
AFA’s erklæring af 26. februar 2010.

Accepterer AFA brugen af vold?
Jeg er tilbøjelig til at svare nej…
Interview med ”Kristoffer” fra AFA, Politiken fjorten dage og en terror-sigtelse senere.

*

En by i belejring IV

Dansk Politi erklærer sig for en gang skyld parat til at slå nogenlunde hårdt ned på venstreorienterede ballademagere:

“Men lad mig sige det sådan, at de nok ikke skal regne med, at få lige så lang snor som vi normalt giver”, siger politiets øverste operative chef, Mogens Lauridsen.

Den ikke specielt uafhængige ballade-ekspert René Karpantschof forsøger at vende tingene på hovedet:

“…hvis de civilt ulydige bliver tæsket og fængslet af politiet, så kan man risikere en markant større opbakning til de militante”, siger han.

Nørrebro 1999: René Karpantschof anholdes og lægges i håndjern efter et overfald på Faderhuset.

Ifølge en ny undersøgelse fra EU er især muslimer meget lidt velkomne i Europa. For de fleste sikkert ingen overraskende nyhed:

Socialistisk Folkeparti (SF) har tilsyneladende fingeren på pulsen og støtter nu et forbud mod burka-maskering i busser.

_

Gammel slagsbror død

I en ”videnskabelig” bog fra 1999 anbefalede René Karpantschof brugen af politisk vold:

Den politiske bevægelse kan.. stå overfor en situation, hvor den, hvis den undlader at gribe til fysiske midler, risikere en demobilisering p.g.a. mangelende håndgribelige resultater. Eller man risikerer at overlade initiativet til andre politiske kræfter. I en sådan situation forekommer det ganske rationelt at benytte militans som en taktisk betinget politisk ressource.

Lokale i Århus har tilsyneladende taget Karpantschofs voldsopfordring til sig. Presset på Enhedslistens gadekrigere i byen er ifølge Århus Stiftstidende i hvert fald nu så stort, at de flygter til København:

De venstreorienterede føler sig forfulgte og uden tilstrækkelig beskyttelse. Det har fået mange af dem til at opgive at anmelde overfald. I stedet flytter de til København, hvor de kan gå i fred på gaden.

Og så er hærværksbissen Martin Lindblom afgået ved døden. Uriasposten har historien om Berlingske Tidendes besynderligere glorificering af den gamle slagsbror, skrevet af en tidligere fælle fra den ekstremt voldelige Ryesgade-gruppe.

Køge 1997: Medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion mandsopdækkes af politiet. Indsatsen koncentreres om den ekstremt aggressive Martin Lindblom.

Til undren for sin tatoverede livvagt (yderst t.v.), angriber Martin Lindblom en tilfældig tilskuer. En betjent fik ham dog hurtigt pacificeret.

Junikredsen har tidligere bl.a. afsløret, at På Facebook gemmer Lindblom sig bag manipulerede billeder af katte. Blandt ældre voldsautonome en indforstået henvisning til hans gamle dæknavn Martin Kat. Disse oplysninger bekræftes nu af René Karpantschof i en – stærkt følelsesladet – nekrolog.

Karpantschof bekræfter også Junikredsens oplysninger om, at Lindblom var et centralt medlem af Balder Johansens gamle tæskehold Antifascistisk Aktion.

Martin Lindblom døde af kræft. En sygdom, der forrige år også fik bugt med den PET-overvågede Erik Jensen fra Demos, tæskeholdets mangeårige medsammensvorne.

”Martin Kat” var kun et af Lindbloms mange dæknavne. Som leder af en kampagne for politimorderen Mumia Abu-Jamal i 1996 optrådte han i bl.a. TV3 som ”Martin Nielsen”. Et dæknavn, som Lindblom første gang brugte da han i 1995 begik et debatindlæg sammen med ”René Elley” – d.v.s René Karpantschof – afsendt fra Antifascistisk Aktions klublokaler på Nørrebro.

Martin Lindblom (t.h.) filmet 1994 i Antifascistisk Aktions daværende klublokaler på Nørrebro. Hans tro væbner Pelle Dragsted gør sit for at gemme sig.

Lindblom gav på vegne af det voldsautonome miljø flere gange interviews under eget fornavn, dog aldrig med billede. Når han som operativ leder af Johansens tæskehold maskeret udtalte sig til pressen, skete det under dæknavne såsom ”Kalle”, ”Christian” og ”Frede”.

Ligesom andre i Antifascistisk Aktion gemte Martin Lindblom sig også under navnet ”Anders Lind”. Et dæknavn, som tæskeholdet stadig anvender.

Den flere gange hærværksdømte Martin Lindblom (t.v.) i en noget særpræget forklædning 1996. Yderst til højre ses Frank Piasecki Poulsen, dømt for adskillige forhold og mistænkt for overfaldet på Pia Kjærsgaard i 1998. Ved hans side står afdøde Erik Jensen, den PET-overvågede og injuriedømte leder af Demos.

TV Stop 1999: Lindblom praler af Antifascistisk Aktions bedrifter under en voldelig demonstration i den by tyske Kiel. Med ryggen til ses Lars Grenaa, senere dømt for vold.

I levende live stod Martin Lindblom så vidt vides kun åbent frem ved en enkelt lejlighed. Det skete i forbindelse med et opreklameret interview med to af Blekingegadebandens medlemmer på Monsuns hjemmeside Modkraft. Efter Lindbloms død er der blevet offentliggjort flere idylliserede portrætter ham. Dette billede antyder måske bedst hans karakter.

Monsun blev stiftet i 2000. Samme år deltog Martin Lindblom i et overfald på en ”Blood and Honour”-tilhænger udenfor Københavns Byret. Sammen med Balder Johansen, Pelle Dragsted m.fl. trak han sig endegyldigt fra Antifascistisk Aktion efter skandalen med narko-ringen De Brune Bude i 2002.

Martin Lindblom viede sit liv til bekæmpelse af højredrejningen af samfundet. Han nåede lige akkurat at opleve Dansk Folkepartis vælgerfremgang i København – hvortil århusianske gadekrigere altså i dag søger tilflugt.

Afdøde Martin Lindblom (t.v.) deltog februar 2000 i et voldeligt overfald udenfor Københavns Byret, skulder ved skulder med en kendt hash-handler fra Christiania. Parret kom senere i konflikt over narko-ringen De Brune Bude, som hash-handleren drev sammen med andre medlemmer af Antifascistisk Aktion. Ifølge eget udsagn havde Lindblom iøvrigt selv syslet med hash-handel.

_

Redox angriber Junikredsen

Fredag den 18. juni 2009 blev politibetjenten Peter Ulrik Jensen dømt 30 dages betinget fængsel ved Københavns Byret. Betjenten, der har anket dommen, blev dømt for at have misbrugt politiets interne registre til at oprette et privat kartotek over ledende medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion (læs mere her).

Sagen har tidligere været kort nævnt her på Junikredsen. Redaktionen slog allerede den gang fast, at Junikredsen har intet med den omtalte sag i Københavns Byret at gøre.

Junikredsens påstand blev senere støttet af vicestatsadvokat Birgitte Gammelgaard, der under sagen udtalte, at vi har ikke beviser for, at oplysningerne er blevet givet videre til andre. Det ville have været en skærpende omstændighed. (BT 16. juni).

Den københavnske betjent var altså med andre ord end ikke tiltalt for at have videregivet oplysninger.

Set i det lys ville de fleste fornuftige mennesker nok mene, at man bør have særdeles stærke kort på hånden for at påstå, at betjenten har videregivet oplysninger fra politiets registre til Junikredsen.  Det tilsiger både almindelig anstændighed og straffelovens injurieparagraffer.

Den 18. juni kl. ca. 19 opslog det anonyme pressekollektiv Redox en større artikel på deres hjemmeside. Med udgangspunkt i dommen fra Københavns Byret hævder man at kunne afsløre prekære forhold omkring Junikredsen, ikke mindst hvem vi er.

Junikredsen ifølge Redox
Ifølge Redox ser vores gruppe således ud:

Venstrefløjens gamle modstander fra 1990erne, Martin Kasler, er Junikredsens ”ubestridte chef”.

Politibetjent Peter Ulrik Jensen og en tidligere autonom ved navn Lars Agerbak er ”Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.”

I Århus er Martin Kaslers ”samarbejdspartnere” tre medlemmer af foreningen Vederfølner, Thim Mortensen Petersen, Jacob Engelbrekt Andersen og Dennis Jørgensen.

Hus forbi
Sandheden om Junikredsens forhold til disse personer er følgende: Vi havde kontakt til Martin Kasler i vinteren 2007/2008. Det er næppe nogen hemmelighed, for det skrev vi allerede om den gang.

Peter Ulrik Jensen og Jakob Engelbrekt Andersen kender vi af presseomtale.

Lars Agerbak, Thim Mortensen Petersen og Dennis Jørgensen har vi aldrig hørt om.

Vi ved ikke, om disse seks personer overhovedet kender hinanden. Men det er i givet fald ikke fra Junikredsen.

Redox-opspind
Langt det meste af det, som Redox skriver om i sin ambitiøse artikel, fremstår udokumenteret og kan ikke verificeres fra anden side. Men visse af Redox’ ”fakta” er tydeligvis opdigtede. Man påstår f.eks., at Martin Kasler fra februar 2003 var uønsket i Den Danske Forening. Dette er beviseligt usandt. Kasler havde så sent som juni 2003 en større artikel i foreningens blad, Danskeren.

Redox hævder også, at Martin Kasler var en fremtrædende leder i netværket Dansk Front (2002-2007). Heller ikke denne påstand synes ikke at have hold i virkeligheden. I samarbejde med netop Redox afslørede Ekstra Bladet i juli 2006 identiteten på Dansk Fronts topfolk. Dem var Kasler ikke iblandt (De leder Dansk Front, Ekstra Bladet 23. juli 2006. Så vidt vides har medierne da heller ikke hverken før eller siden omtalt Martin Kasler i forbindelse med Dansk Front).

Et tredje eksempel på opspind vedrører personen Lars Agerbak. Om ham påstår Redox bl.a., at han overfor politiet skulle have brugt dæknavnet ”Michael Wittmann”. I Københavns Byret oplyste Rejseholdet, at navnet var ”Michael Vickman” (Var betjent spion?, BT 16. juli 2009).

Gæt som fakta
Nogle af Redox’ påståede fakta viser sig altså at være opspind. Andre ”fakta” viser sig i virkeligheden at være rent gætteri. F.eks. hævder man, at århusianeren Dennis Jørgensen er ”fotograf for Junikredsen”. Som bevis for denne påstand anfører Redox:

I forbindelse med en stor antiracistisk demonstration i Århus i oktober 2008 var Jørgensen ude og fotografere antiracister. Disse billeder blev derefter publiceret på Junikredsen.

Men hvor er Redox’ dokumentation for, at Junikredsens tre billeder er identiske med Dennis Jørgensens påståede billeder? Ingen steder. Redox gætter sig i frem tillid til, at dens skråsikre tone får godtroende læsere til at glemme, at der naturligvis kan have været andre fotografer på banen end Dennis Jørgensen (forudsat at han overhovedet var der).

Usandsynligheder
Redox påstår, at førnævnte Lars Agerbak i teenageårene… anskaffede sig en AK47-riffe”. Denne detalje lyder komplet usandsynlig. Ifølge Redox’ levnedsbeskrivelse må Agerbak i dag være en mand på omkring de fyrre år, d.v.s. teenager senest tilbage i 1980erne. Den gang ville det have været umuligt, især for en teenager, at opdrive en AK47 i Danmark, hvor dette våben først dukker op nogle år efter Berlin-murens fald.

Xerxes-rapporten
Redox giver indtryk af, at man er i besiddelse af den såkaldte Xerxes-rapport, som man hævder, er ”oprettet” den 14. marts 2004 på Martin Kaslers computer. Junikredsen er besiddelse af Xerxes-rapporten og den er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke dateret. Typografien stemmer heller ikke og det samme gælder antallet af personnavne, som Redox har fået til 33. Der er 32.

Xerxes-rapporten er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke skrevet i marts 2004. Den kom i omløb måned før, altså februar 2004, hvor en række personer modtog den med almindelig post i form af tre fotokopierede A4-ark. Nogle få avisartikler var vedlagt som bilag. Afsenderes hensigt var formodentligt, at rapporten skulle distribueres bredt.

Junikredsen kender ikke identiteten på hverken afsender, forfatter eller Xerxes-rapporten mundtlige kilde. Derimod er vi ret sikre på, at vi er i besiddelse af det originale eksemplar. Altså det eksemplar hvorfra de andre postsendte eksemplarer blev kopieret.

Forklaringen på forskellene mellem Xerxes-rapporten og Redox’ beskrivelse af den må skyldes en af to grunde:

Enten er Redox i besiddelse af en omskrevet version af Xerxes-rapporten.

Eller også er Redox ikke i besiddelse af rapporten, men bygger sin beskrivelse på hvad man har opsnappet i f.eks. Københavns Byret under sagen mod Peter Ulrik Jensen.

Det sky kærestepar
Som vi indledte med nævne, så beskylder Redox betjent Peter Ulrik Jensen for at være en af Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø. Denne groft injurierende påstand mod Peter Ulrik Jensen kan Redox tydeligvis ikke dokumentere. Man skriver i stedet kryptisk:

Der har dog været informationer fremme, som kunne tyde på, at Kasler også var i kontakt med personer der har adgang til offentlige registre. Dette blev bekræftet den 4. juni, da en retssag ved Københavns Byret startede.

De informationer som Redox hentyder til, drejer sig om kæresteparret Balder Bergman Johansen og Maria Sønnøve Pagels fra Antifascistisk aktion. Begge er gamle kendinge, men det var Junikredsen der kunne afsløre at de danner par, har børn sammen og ledede det autonome kollektiv i Ravnsborggade.

Disse oplysninger er ganske rigtigt umulige at opdrive via almindelige kanaler. Men når man tilfældigvis kommer på sporet af, at et barn i Ravnsborggade, hvor Balder Johansen bor og driver sin virksomhed, hedder Bergman Pagels til efternavn, så er resten faktisk ikke så vanskeligt.

Selvopfyldende profeti
Redox får også kastet sig ud i et så amatøragtigt forsøg på at styre politiets efterforskning, at Erik Jensen må vende sig i graven. Man skriver:

Rejseholdet har, af uvisse årsager, f.eks. ikke krydstjekket de mange søgninger med de navne der figurerer i artiklerne på Martin Kaslers blog Junikredsen.

Det lyder vældigt skarpsindigt, men er i virkeligheden en selvopfyldende profeti. Ifølge betjentens forklaring i retten begyndte han sit private detektivarbejde for at få verificeret oplysningerne i Xerxes-rapporten. Altså selvsamme rapport som, oven i købet ifølge Redox selv, Junikredsen trækker på.

Navne såsom Balder Johansen, Martin Lindblom, Pelle Dragsted eller René Karpantschof vil derfor med en til vished grænsende sandsynlighed figurerer blandt betjentens søgninger. Ligesom de figurerer på Junikredsen.

Optimistiske Redox
Ifølge Redox er sagen mod den københavnske politibetjent noget nær en katastrofe for Junikredsen. Man skriver:

Dommen over betjenten, Peter Ulrik Jensen, er et stort tab for Martin Kasler, en central højreekstremist, der driver bloggen ’Junikredsen’. Sammen med en tidligere bz’er, har Peter Ulrik Jensen nemlig været Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.

Og én gang til for Prins Knud:

Suspenderingen af Peter Ulrik Jensen er en alvorlig bet for Martin Kaslers researcharbejde, der i høj grad har været båret af frem af hans to primære kilder, Lars Agerbak og den dømte politimand. Med sine to vigtigste kilder udtørret, bliver det spændende at se hvor Martin Kasler i fremtiden vil jage sit materiale til Junikredsen.

Til disse optimistiske udsagn har vi følgende kommentarer:

For det første halter logikken alvorligt omkring Agerbak, den påstået tidligere autonom. Ifølge Redox blev han afsløret i vinteren 2005/2006, hvor hans tidligere venner slog hånden af ham. Ifølge Redox ”udtørrede” Agerbak altså allerede for små tre år siden som kilde til det autonome miljø.

For det andet har Junikredsen aldrig modtaget det fjerneste fra Peter Ulrik Jensen. Derfor betyder hans dom eller suspendering heller ikke det fjerneste for Junikredsens arbejde omkring det ekstreme venstre.

Derimod har selve retssagen mod betjenten været til stor gavn for vores arbejde. Redox er ikke meget for at indrømme det, men det blev her bekræftet fra officiel side, at Xerxes-rapportens oplysninger stemmer med virkeligheden. Rapporten er virkeligt inde og røre ved den inderste, allermest betændte kerne af ledende voldsautonome.

Med sin artikel forsøger Redox af al magt at få Junikredsen fedtet ind i sagen om den københavnske betjents register-misbrug. Man nærer en halvbagt idé om, at man kan få politiet til at efterforske os.

Redox leger en farlig leg. Det er dem, og ikke Junikredsen, som hævder, at de ligger inde med afgørende bevismateriale mod betjenten. På den baggrund forekommer det ikke utænkeligt, at Rigspolitiets Rejsehold kunne finde en efterforskning mod Redox noget mere relevant.

Foreløbigt har det eneste resultat af Redox’ angreb på Junikredsen dog været, at vi har fået tredoblet antallet af besøgende.

Venstrevold avler højrevold

Den 20. august i år udgav Politiets Efterretningstjeneste (PET) sin Årsberetning 2006-2007. I et centralt afsnit skriver man:

“Der har i de senere år været stadig flere episoder med konfrontationer mellem personer og grupperinger fra henholdsvis det højre- og det venstreekstremistiske miljø. I de fleste tilfælde har der været tale om aktioner, herunder af voldelig karakter, fra det venstreekstremistiske miljø rettet mod de arrangementer (demonstrationer, møder mv.), som personer og grupperinger fra det højreekstremistiske miljø har afholdt. Der er imidlertid også konstateret eksempler på, at højreekstremister har stået bag voldelige aktiviteter rettet mod venstreekstremister.”

PET altså mere end antyder, at bandekrigen mellem højreradikale og venstrefløjen har sin rod i venstrefløjens hyppige angreb på højrefløjs-arrangementer. Samtidig siger PET klart og tydeligt, at venstrefløjen er den mest voldelige part.

PETs årsberetning, der bekræfter bl.a. Junikredsens fremstilling af den igangværende bandekrig, er naturligvis blevet mødt med indædt modstand af krigens mest aggressive part. Fra Redox til Enhedslisten har man forsøgt at skabe tvivl om PETs troværdighed. Debatten om venstrefløjen er dog i dag formentligt så polariseret af venstrefløjens rethaveriske arrogance, at disse grupper kun prædiker for de allerede omvendte.

Vold avler som bekendt vold. Det erkender selv den kendte venstreekstremist, akademikeren og Monsun-aktivisten René Karpantschof, der i et interview til Jyllandsposten 11. december 2005 bl.a. udtrykte sin angst for, at højreradikale begynder at slå igen: “Der er ingen tvivl om, at venstrefløjen i en lang årrække har formået at holde højrefløjen nede bl.a. ved brug af chikane og vold. Man kan frygte, at de højreradikale mener, at det er payback-time”.

Karpantschof er, som så mange andre på det yderste venstre, nemlig fuldt vidende om, at man allerede for tyve år siden lagde en voldsstrategi for at bekæmpe den dengang betydeligt svagere højrefløj. I 1987 stiftede grupper på det yderste venstre kamporganisationen Fællesinitiativet mod Racisme (FIR). Formålet var at forhindre højrefløjen i “at udbrede deres propaganda og hverve sympatisører. Vi blokerer deres møder, river deres plakater ned” o.s.v. Samme grupper stod i 1992 bag stiftelsen af Antiracistisk Netværk, der viderefører FIRs aktiviteter.

Venstrefløjsgruppen FIR i aktion. København 1990.

Vold og chikane: Venstrefløjsgruppen FIR i aktion. København 1990.

Hovedaktørerne i Antiracistisk Netværk er Enhedslisten og det erklæret voldelige Antifascistisk Aktion. I mange år stod Foreningen Demos for netværkets efterretningsvirksomhed, men er på det seneste blevet skubbet ud af konkurrenten Redox. Om denne private efterretningsvirksomhed skriver PET, at den “i sig selv er betænkeligt, og de selvbestaltede agenter går rent ud sagt i vejen for PET’s efterforskning.”

Formodet Redox-agent i aktion ved Mogens Glistrups bisættelse 8. juni i år.

Privat efterretningsvirksomhed: Formodet Redox-agent i aktion ved Mogens Glistrups bisættelse 8. juni i år.

PET har også “konstateret en øget aktivitet i højre- og venstreekstremistiske miljøer med henblik på at anskaffe våben som led i den gensidige voldsudøvelse.” Det må man sandelig ikke håbe, for det flyder i forvejen med våben på venstrefløjen. Ifølge Jyllandspostens serie På rejse i ekstremisme (kap. 3) har Århus Antifa senest organiseret indkøb af en større ladning tåregas i Tyskland til brug i krigen mod White Pride.

Kaster man et overfladisk blik på venstrefløjens vold og voldsberedthed bare siden årtusindskiftet, så forekommer det næsten utænkeligt, at den kan optrappe sin vold yderligere:

Autonome tævede nazister til blods, BT 25-02-00.
Fire dømt fængsel for brandattentat, Information 27-04-01.
Dansk attentatplan afsløret, BT 13-06-01.
Autonom anholdt for drabsforsøg, Ekstra Bladet 09-05-01.
Brosten og molotovcocktails fundet i kollektiv på Nørrebro, JP 19-11-01.
Autonome bag kendt hash-central, BT 10-06-02.
Bombeværksted i Baldersgade, E-pressen 18-11-2002.
Autonom topstyring, Berlingske Tidende 26-02-2003.
Smædekampagne mod højreekstremister, Berlingske Tidende 15-04-06.
Politi: Autonome i Ungdomshuset er som fascister, Politiken 10. januar 2007.
Beboerhus truet til at nægte antiislamister adgang, Berlingske Tidende 27-01-07.
Ungdomshus-aktivist vil ikke afvise vold, DR 11-03-07.
Aktivister overvejer attentater, Politiken 09-06-07.
Vi tæsker nazister, Ekstra Bladet 30-07-06.
Demonstranter overfaldet – autonome under mistanke, 180grader.dk 23-10-07.
Ungkommunister klar til at skyde, MetroXpres 12-06-07.
Voksne kommunister: Vold kan være nødvendigt, Politiken 12-06-07.
120 autonome skabte utryghed, P4 Trekanten 15-02-08.
Autonome: Dræb en politimand, 180grader.dk 02-03-08.
Enhedslisten flirter med vold, Nyhedsavisen 21-04-08.
Masser af våben i 1000fryd, Nordjyske Tidende 09-05-08.
Gadekampe i Ålborg i nat, Ekstra Bladet 26-08-08.
Autonome ville angribe nazister, Nyhedsavisen 29-02-08.
Ungdomshuset havde flammekaster klar, DR 22-08-08.

Den 6. maj 2002 blev den hollandske politiker Pim Fortuyn myrdet af en mangeårig venstrefløjsaktivst. Også herhjemme er højrefløjspolitikere blev truet og overfaldet af venstrefløjen:

Pia forlod årsmøde under politibeskyttelse, BT 10-06-01.
Anders Fogh angrebet med æg, BT 22-01-02.
Fogh overhædt med rød maling, BT 18-03-03.
Fogh jaget ud af byen, BT 28-01-05.
Brandattentat mod integrationsminister Rikke Hvilshøj, Local Eyes 08-06-05.
27-årig erkender chikane af Pia K., Jyllandsposten 04-10-07.
Jesper Langballe overfaldet, DR Nyheder 09-05-08.

Vil den politiske vold ekskalere, sådan som PET frygter? Hertil må svaret desværre nok blive et ja. I sin arrogance, paranoia og lukkethed tåler venstrefløjen ikke en samfundsændring væk fra velfærdsstat, kulturrelativisme, multietnicitet, akademiker-vælde og hvad man siden 1960erne ellers har fået påført Danmarks sagesløse borgere.

I deres frustration tilslutter især venstrefløjens unge medløbere sig i stigende grad anarkisme. Man tror ikke længere rigtigt på “masseorganisationer” såsom fagforeninger og politiske partier, men hylder forestillingen om det enerådende individ, der ledet af sin private moral handler ubundet af lov og ret. Som en kendt brandstifter fra Antifascistisk Aktion skrev fra fængslet til sin far: “Det er mere min moral end loven, der sætter grænser for hvad jeg laver”.

René Karpantschof og nazi-hetzen mod Henrik Gade Jensen

“Det ville have været en god ide, hvis Information havde oplyst om Henrik Gade Jensens synspunkter og diskuteret dem. Information har dog foretrukket perfidt antydende og injurierende journalistik.”

Sociolog Jean Fischer, redaktør af venstrefløjsmagasinet SALT

“Makkerparret Lindblom og Karpantschof burde give enhver, inkl. Information, et vink med en vognstang om, at der nok var noget fordækt ved historien om Gade Jensen.”

Martin Kasler, tidl. formand for den højrenationale forening Dansk Forum

Tirsdag den 25. november 2003 hævdede den omstridte sociolog René Karpantschof til René Karpantschofdagbladet Information, at filosoffen Henrik Gade Jensen havde haft forbindelse til nazistiske kredse. Ifølge Karpantschof (billedet t.h.) bestod nazi-forbindelsen nærmere i, at Gade Jensen “har været involveret i foreningerne Dansk Forum og Dansk Samling”, og ifølge den stærkt venstreorienterede sociolog havde Dansk Forum “slægtskab med nazismen”.

Bestyrtelse
Henrik Gade Jensen afviste på det skarpeste alle Karpantschofs beskyldninger, men tog samme dag sin afsked som deltidsansat pressemedarbejder hos daværende kirkeminister Tove Fergo.

I det ikke-socialistiske Danmark (og iøvrigt også blandt anstændige venstreorienterede) vakte sagen bestyrtelse. Mange nærede den opfattelse, at Henrik Gade Jensen var blevet presset ud af sin stilling og man beskyldte derfor kirkeministeren for at have svigtet en loyal medarbejder. På Information forsøgte chefredaktør David Trads at kaste ved på bålet i den borgerlige lejr med ubekræftede rygter om, at det i virkeligheden var et telefonopkald fra Statsministeriets pressechef, der havde beseglet pressemedarbejderens skæbne. Men Gade Jensen fastholdt konsekvent, at han af egen drift tog sin afsked for ikke at ligge sin minister til last.

Nazi-samarbejde
Ifølge straffeloven er det lige så strafbart at udbrede som at fremsætte injurierende påstande. Sagens opsigt fik derfor Information til at indse nødvendigheden af, at Karpantschof nærmere dokumenterede de nazi-påstande, som avisen nu havde kolporteret om Gade Jensen. Den 27. november bragte Information derfor endnu et interview med Karpantschof. I sit første interview havde han hævdet, at Gade Jensen havde været “involveret” i Dansk Forum. I sit nye interview påstod Karpantschof, at filosoffen havde “samarbejdet” med foreningen. Som konkret eksempel på dette samarbejde påstod Karpantshof, at foredrag med Gade Jensen havde hjulpet Dansk Forum med at hverve medlemmer. Karpantschof påstod tillige, at Dansk Forums formand, Martin Kasler, og redaktøren af foreningensbladet Alætheia, Annette Ladefoged, havde været Henrik Gade Jensens kontakter i Dansk Folkeparti.

Karpantschof under pres
René Karpantschofs påstande blev dog hurtigt skudt ned. Den 28. november påpegede landsformanden for Dansk Samling, Adam Wagner, i et læserbrev i Information, at Henrik Gade Jensen “bl.a. aldrig har skrevet noget for Dansk Samling.” Den 4. december skrev den tidligere formand for Dansk Forum, Martin Kasler, at “Gade Jensen har ikke samarbejdet med Dansk Forum, ikke holdt foredrag i eller for foreningen, ikke medvirket til medlemshvervning og heller ikke stået i kontakt med undertegnede.” Samtidig påpegede Kasler, at Karpantschof om Dansk Forum tidligere havde understreget, at “jeg ikke mener, at foreningen er nazistisk eller som sådan støtter nazismen.”

Den 5. december bestred også Annette Ladefoged kategorisk, at hun havde været Gade Jensens kontakt i Dansk Folkeparti. Ydermere afslørede Martin Kasler den 8. december, at René Karpantschof havde løjet om sit mangeårige engagement i det voldsautonome miljø.

Den 12. december meddelte Henrik Gade Jensen så, at han ville anlægge injuriesag med Information hvis han ikke fik en uforbeholden undskyldning for de påstande, som avisen havde udbredt alene med Karpantschof som kilde.

Manglende dokumentation
René Karpantschof forsvarede sig i et læserbrev den 13. december. Han bestred ikke, at han før Gade Jensen-sagen havde frikendt Dansk Forum for nazisme, ligesom han ikke bestred at have løjet om sit autonome virke. Karpantschof bestred heller ikke Adam Wagners eller Annette Ladefogeds udsagn. Tværtimod indrømmede han, at han ikke havde belæg for sin påstand om, at Henrik Gade Jensen havde samarbejdet med Dansk Forum. Karpantschof undskyldte sig med, at han “var meget sikker på”, at Gade Jensen havde været paneldeltager “i et Dansk Forum-møde”.

Karpantschof skifter forklaring
Efter at have opgivet sin påstand om Henrik Gade Jensens samarbejde med Dansk Forum, forsøgte Karpantschof sig med en ny forklaring på sin påstand om en forbindelse mellem Gade Jensen og Dansk Forum. Den angivelige nazi-forbindelse skulle nu bestå i, at Martin Kasler og Gade Jensen i 1990erne begge havde været “på det meget lille hold bag” Den Danske Forening blad, Danskeren.

Men allerede den 22. december fejede Martin Kasler Karpantschofs nye postulater af bordet. Kasler skrev bl.a., at Gade Jensen “har aldrig deltaget i et Dansk Forum-møde”, og videre, “Gade Jensen og jeg skrev i ’90erne i Danskeren, men ikke i samme periode, og jeg har aldrig været på noget hold bag dette blad.” Derefter opgav René Karpantschof at forsvare sine nazi-bekyldinger mod Gade Jensen i Informations spalter.

Henrik Gade Jensen renses
På Information synes chefredaktør David Trads, trods afsløringerne i avisens egne læserbrevsspalter, indstillet på at ville føre injuriesagen igennem til den bitre ende. Men efter kun to år på posten forlod Trads den 30. juni 2004 sin stilling. Umidddelbart efter hans afgang tog Information kontakt til Henrik Gade Jensen. Og mandag den 23. august kunne Gade Jensens advokat så offentligt meddele, at injuriesagen mod Information var hævet. Avisen gav Henrik Gade Jensen en uforbeholden beklagelse samt 60,000 kroner i erstatning for at have beskyldt ham for forbindelse til “nazister eller nazistiske kredse”

Ét skridt frem og ét skridt tilbage
Efter forliget mellem Information og Henrik Gade Jensen forsøgte en efter alt at dømme noget desperat René Karpantschof at forsvare sin troværdighed. Ikke i Information, men på Monsuns taknemmelige hjemmeside, hvor han den 30. august opslog et læserbrev. Heri præsenterede han sig som “en af Informations kilder” og forsøgte dermed bevidst at skjule, at han var den eneste kilde til avisens famøse nazi-beskyldninger.

I det nye læserbrev var Dansk Forum og dets medlemmer gledet helt ud. Gade Jensens nazi-forbindelse bestod nu i, at han havde været medlem af Den Danske Forening og at Den Danske Forening havde haft kontakt til skinheads, der ifølge Karpantschof enten var “voldelige, nazister eller nazist sympatisører”.

Karpantschof fremlagde dog ikke stump af dokumentation for, at Gade Jensen havde haft nogen forbindelse til de påståede skinheads. I stedet afsluttede han sit insinuerende læserbrev hos Monsun med at lægge op til, at hele sagen drejede sig om en strid om betydningen af netop ordet ‘forbindelse’. En ejendommelig sofistisk retræte, der ret åbenlyst skulle tjene til skjule, at Gade Jensen nok ikke havde haft det fjerneste at gøre med de påståede skinheads.

Under dække
Som tidligere nævnt vakte Informations nazi-hetz mod Henrik Gade Jensen voldsom forargelse i det ikke-socialistiske Danmark. Forargelsen skyldes ikke mindst, at Informations påstande var identiske med en historie, som Monsun havde bragt på sin hjemmeside i oktober 2003. Den var officielt skrevet af Martin Lindblom, direktionsmedlem i Monsun, og ellers opbygget som et interview med netop René Karpantschof.

Efter sit læserbrev den 30. august 2004 på Monsuns hjemmeside forsvandt René Karpantschof officielt fra debatten. I stedet begik Martin Lindblom kort efter, den 8. september, atter en artikel vendt mod Gade Jensen. Det fremgik, at artiklen blev bragt fordi Information “afviser at optage et læserbrev fra René Karpantschof”. I Lindbloms artikel optrådte Karpantschof ikke officielt. Det gjorde derimod anonyme “kendere af Den Dansk Forening”, der ved flittig brug af insinuationer og spekulationer forsøgte at skabe en plausibel sammenhæng mellem Karpantschofs skiftende forklaringer om Gade Jensens påståede nazi-forbindelse. Derudover kan det dokumenteres, at René Karpantschof i perioden 2002 til 2005 netop var tilknyttet Lindbloms Monsun (se her, her og her).

Henrik Gade Jensen er i dag projektleder hos CEPOS. Da Information i 2006 forsøgte at skabe blæst om bl.a. Søren Krarups tætte kontakt til tidligere Dansk Forum-medlemmer, afstod man sig fra at bruge René Karpantschof som kilde.