Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Tag: Pelle Dragsted

Antifascistisk Aktion, Politiken og Kafa-X

INTRO: NØRREBRO 1998

I 1998 overfaldes parlamentarikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro. Hun søger efterfølgende tilflugt i bank, der omringes af sortklædte autonome. Kjærsgaard slipper først væk da bevæbnet politi ankommer til stedet.

Selv om den formodede gerningsmand, Frank Piasecki Poulsen fra TV-Stop, har nære relationer til Antifascistisk Aktion (AFA), bliver det venstreorienterede tæskehold aldrig officielt sat i forbindelse med volden mod Dansk Folkepartis leder.

Frank Poulsens TV-Stop filmede ivrigt begivenhederne. Junikredsen har for nylig gennemgået de gamle optagelser og kan i dag dokumentere, at belejringen af Kjærsgaards tilflugtsted blev orkestreret af AFA-medlemmer.

På nedenstående billeder ser man først et kvindeligt AFA-medlem dukke op med propagandamateriale, som hun overdrager til en sortklædt og formummet mand, der optrådte som leder af det autonome pøbel.

Det prominente AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA’s propaganda på facaden af den bankbygning, hvor en forslået og skræmt Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt.

Mens dette står på, bliver den formummede mand opdækket af en brutalt udseende gadekriger, der vagtsomt holder øje med gaden.

Af billederne fremgår det ikke umiddelbart, at de på bankfacaden opsatte klistermærker er propaganda for Antifascistisk Aktion. Men Junikredsen kan afsløre, at materialet blev fremstillet i forbindelse med kampagnen ‘Stop Udvisningerne’, som AFA søsatte året før.

Propagandamaterialet for denne kampagne blev trykt både med og uden AFA’s navn. I forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard valgte tæskeholdet den anonyme variant.

En kvinde fra AFA dukker hastigt op og giver det medbragte propagandamateriale videre til gruppens formummede leder.

Det fremtrædende AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA's klistermærker på facaden af Pia Kjærsgaards tilflugtssted.

Mens dette foregår, dækkes den sortklædte leder af en rå type (yderst t.v.), der vagtsomt afpatruljerer gaden.

Propagandaen for AFA´s kampagne 'Stop Udvisningerne' blev trykt både med og uden Antifascistisk Aktions navn og daværende adresse.

Siden overfaldet på Nørrebro i 1998 har Pia Kjærsgaard levet under fast beskyttelse af PET. Her tolv år senere har efterretningstjenesten rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraffer mod et ledende AFA-medlem. Dagbladet Politiken giver i den anledning det venstreorienterede tæskehold et klap på skulderen.

. . .

I forrige uge blev der rundsendt en advarsel til dansksindede borgere om, at journalister fra dagbladet Politiken angiveligt forsøgte at indsamle information om venstrefløjens tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

AFA-relationer
Ifølge advarslen skulle eventuelle kontaktede borgere være opmærksomme på, at Politiken har tætte relationer til AFA. Fra Enhedslistens daværende ugeavis ’Socialisten Weekend’ rekrutterede man for nogle år siden således Jakob Martin Strid, der som tegner, grafiker og layouter var et prominent AFA-medlem.

Efter kun et år på Politiken, hvor han bl.a. nåede at true historikeren Lars Hedegaard på livet, forlod Jakob Martin Strid af egen drift avisen. På redaktionen begræd man hans afgang og understregede, at man gerne ser ham tilbage i folden.

På det seneste har dagbladet Politiken rekrutteret AFA’s sagnomspundne general, Balder Bergman Johansen, der driver håndværkerfirmaet Logik & Co. på Nørrebro, som medlem af en ”tænketank”, der skal knuse ungdomsarbejdsløsheden.

Balder Johansen blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Sammen med den nyligt afdøde Martin Lindblom dannede Balder Johansen i 1992 AFA og er i dag en af generalerne bag Kirkeasyl. Han driver tillige foreningen Strictly Underground, der har finansieret AFA og sammen med tæskeholdet forfulgt journalisten Lars Villemoes.

Afsenderen af forrige uges advarsel mod dagbladet Politiken påpegede, at der derfor måtte herske stor usikkerhed om, hvor avisens informationer havner henne, ligesom afsenderen anså det for givet, at en eventuel artikel i Politiken om AFA ville blive konstrueret i samarbejde med tæskeholdet.

Rabiat debattør
Junikredsen kan bekræfte ovenstående oplysninger om Politikens relation til AFA. Avisens alliance med voldsberedte ”antifascister” (dybest set pro-kommunister) bekræftes tillige af en anden skikkelse.

Politiken har nemlig også rekrutteret den ekstreme venstrefløjsdebattør Rune Engelbreth Larsen som bl.a. fast giftspreder mod Dansk Folkeparti. Engelbreth Larsen har efter alt at dømme aldrig været medlem af AFA, men har beviseligt samarbejdet med Foreningen Demos, da denne stadig gjorde tjeneste som tæskeholdets efterretningstjeneste.

Rune Engelbreth Larsen har tidligere opfordret til at møde fascismen slag for slag. Hans voldsopfordringer blev senere ledsaget af nøje instrukser til herboende muslimer om, hvordan de lovligt bør anskaffe sig skydevåben til fremtidigt selvforsvar mod den danske befolkning.

Rune Engelbreth Larsens omhyggelige våbeninstruks er i dag en populær tekst blandt ”antifascister” og danner formodentligt, sammen med bl.a. våbenindkøb i Tyskland, en del af baggrunden for PET’s advarsel om, at disse kredse i stigende grad forsøger at anskaffe sig våben.

Rune Engelbreth Larsens våbeninstrukser er i dag en populær tekst blandt venstrerabiate. Nederst t.h. en reklame for Autonomt Info.

Begrundet mistanke
Dagbladet Politiken havde søndag den 14. marts ganske rigtigt en større historie om tæskeholdet Antifascistisk Aktion, fordelt på tre artikler. Inden vi går til indholdet af disse artikler, vil vi dog gerne knytte et par kommentarer til forrige uges advarsel, som nogen – er vi bekendt med – har opfattet som lige lovlig konspiratorisk.

Dagbladet Politiken er i de senere år blevet mere ekstremistisk. Avisen er i dag stærkt regeringsfjendtlig og agiterer for en tilbagevenden til pro-socialistiske og pro-muslimske tilstande. Man ønsker kort sagt flere skatter og flere muslimer.

Samtidig står det fast, at venstrefløjens private efterretningstjenester får bistand af journalister tilknyttet massemedierne. Det har den nu afdøde Demos-fører Erik Jensen bl.a. indrømmet i et interview, ligesom professionelle pressefotografer beviseligt er i sold hos Redox.

Ser man på de to journalister – Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen – så kan man også konstatere, at ingen af dem optræder blandt de 38 Politiken-medarbejdere, der offentligt har protesteret mod bladets knæfald for muslimers forlangender i forbindelse med de såkaldte Muhammed-tegninger.

Af Maltesens og Blok Thomsens historie fremgår det endvidere, at de faktisk har været i direkte og personlig kontakt med repræsentanter for Antifascistisk Aktion, der får fri taletid i avisens spalter.

Man kan altså sige, at der foreligger en begrundet mistanke mod Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen for at have givet eventuelle oplysninger om anti-kommunister til AFA. Men beviser er der ikke.

Pseudo-afsløring om Kafa-X
Søndag den 14. marts rungede det på forsiden af Politiken Kommune giver støtte til ekstreme antifascister. I Bo Maltesens og Claus Blok Thomsens artikel kunne man bl.a. læse:

På sin hjemmeside skriver Antifascistisk Aktion, at den har postadresse i nogle kælderlokaler i Korsgade 19 i København… Lokalerne bliver officielt udlejet til en forening, der kalder sig Foreningen af 1.1. 1993, og som siden 2001 hvert år typisk har fået mellem 35.000 og 40.000 kroner i huslejetilskud af Københavns Kommune.

Man skal dog helt om på side 7 i søndagstillægget PS før det oplyses, at de omtalte kælderlokaler huser Kafa-X, der frem til december 1999 havde adresse i Blågårdsgade 12, ligeledes Nørrebro.

Autonome Revolutionære
I april 1993 kunne journalisten Lars Villemoes i Weekendavisen berette:

Indtil den 1. april i år havde Autonome Revolutionære rummelige butikslokaler i Blågårdsgade 12, tæt ved det, der blev gadekampens centrum den 18.-19. maj. Disse lokaler har de sidste seks uger været prydet af plakater fra Antifascistisk Aktion.

Autonome Revolutionære, der efter Villemoes’ afsløringer omdøbte sig til Autonomi Kollektivet og i dag kalder sig Autonomt Infoservice, blev dannet i 1987 af østrigeren Alfred Lang som en dansk støttegruppe til den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF), der i årene 1970 til 1997 myrdede 34 mennesker alene i Tyskland.

Fra Blågårdsgade nr. 12 drev Autonome Revolutionære en tilsyneladende tilforladelig bogcafé ved navn Zapata. Men indenfor, kunne journalisten Lars Leergaard berette, var billedet anderledes mørkt:

På Alfred Langs kontor i hans bogbutik ”Zapata” ligger der en tysksproget huskeseddel til aktions-udflugter. Gode råd om hjelme, benskinner og forbindinger til brug ”i marken”.
På bogcafeens hylder finder man blandt andet en håndbog for by-guerilla, et 169 siders stort RAF-dokument om ”henrettelsen” af direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herhaussen.

International terrorist
Efter afsløringen af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), bedre kendt som Blekingegadebanden, dannede Foreningen Demos en støttegruppe, der fik navnet Antirepressionsguppen, for bandens fængslede medlemmer, heriblandt hovedmændene Torkil Lauesen og Niels Jørgensen.

Da den schweiziske terrorist Marc Rudin få år senere blev fanget, dannede Autonome Revolutionære den personlige støttegruppe Antirepressionsgruppen Marc Rudin.

På ordre fra den arabiske terrororganisation PFLP bistod Marc Rudin, der allerede var efterlyst for et bombeattentat i sit hjemland, den danske kommunistgruppe med et millionrøveri mod Købmagergades Postkontor. Det var under dette røveri, at banden myrdede den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

René Karpantschof leder i 1990 en demonstration udenfor Østre Landsret til støtte for Blekingegadebanden.

Fem år senere begår René Karpantschof et omfattende indlæg Enhedslisten avis 'Den Røde Tråd' sammen med Torkil Lauesen og Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. De tre kumpaner skælder bl.a. ud over, at en venstrefløjsdebattør "finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd ånd i deres støtte til Marc Rudin... og deres kontakt til Blekingegadebanden."

AFA og Antiimperialistisk Plenum
Autonome Revolutionære samarbejdede i disse år, bl.a. i sammenslutningen Antiimperialistisk Plenum, tæt med gruppen Den Røde Bande, der blandt sine fremtrædende medlemmer talte Christian Zwettler (ligeledes østriger), Jakob Martin Strid og Martin Lindblom, der alle tillige var fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion.

Christian Zwettlers danskfødte hustru, Anette Zwettler, der i dag kalder sig Gia Zwettler, vedgik i et interview i 1997, at Den Røde Bande var dannet med RAF som forbillede og at den danske gruppe pønsede på egentlige terrorhandlinger. Man nåede et par bankrøverier, inden gruppen med fængslingen af bl.a. lederen Zwettler blev standset af myndighederne.

Alfred Langs mangeårige partnerske, Inge Kongsgaard Hansen, leder i 1997 en demonstration til støtte for Marc Rudin. Blandt deltagerne så man René Karpantschofs gode ven, Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Fra Zapata til Kafa-X
Det var således ikke noget tilfælde, at Autonome Revolutionære i 1993 overdrog sine lokaler til AFA. Og året efter Lars Villemoes’ afsløring bekræftede ledende autonome i deres bog De Autonome da også, at det faktisk var grupperne Revolutionære Feminister og Antifascistisk Aktion, der i sin tid tog initiativet til Kafa-X. (Revolutionære Feminister er for længst opløst.)

Udsnit af side fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariats årsrapport 1995.

Københavns Kommune har, via Foreningen af 1/1 1993, støttet Kafa-X over en langt længere årrække end det påstås af Politiken. Af årsberetningen for 1995 fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariat fremgår det således, at foreningen allerede den gang modtog økonomiske tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Dagbladet Politiken fortæller altså ikke noget egentligt nyt om Kafa-X, men skjuler de stærke terrorsympatier i både dens og AFA’s forhistorie.

Camilla Esser
Foreningen af 1/1 1993’s ansvarlige overfor Københavns Kommune var i 1990erne Camilla Esser fra Antifascistisk Aktion.

Da Camilla Essers navn blev nævnt offentligt i 1997, forsvandt hun som dug for solen. Junikredsen kan dog afsløre, at hun i 1994 blev anholdt sammen med bl.a. Balder Johansen og den dømte bankrøver Christian Zwettler, da en svært bevæbnet AFA-gruppe blev stoppet i en bus.

Camilla Esser er for nylig dukket op igen for en kort bemærkning. Det skete da hun ikke kunne modstå fristelsen til en dydig kommentar til René Karpantschofs hengivne afsked på Modkraft med sit gamle idol, slagsbroderen Martin Lindblom fra AFA.

Camilla Esser hylder på Modkraft den afødede AFA-fører Martin Lindblom.

Lindblom (t.h.) angriber en tilfældig tilskuer, Køge 1997. "Martin var min helt", skrev Karpantschof ved AFA-førerens død forrige år.

Lindblom (t.h.) i aktion i Køge 1997. "Martin var min helt", skrev René Karpantschof ved AFA-føreren død forrige år.

Af andre gamle kendinge, der måtte græde ud til Karpantschofs mindelige ord om sin erklærede helt, kan nævnes Jakob Martin Strid, Alfred Lang og… Kafa-X.

Camilla Essers rolle er i dag tilsyneladende overtaget af Karoline Siemen fra Østerbro, der bl.a. står bag en hjemmeside for Kafa-X. Karoline Siemen er tillige medlem af gruppen Internationalt Forum, hvis leder er identisk med netop Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, der fik ti års fængsel for sin deltagelse i røveriet mod Købmagergades Postkontor.

Karoline siemen fra Østerbro er registrant for Kafa-X' hjemmeside.

Karoline Siemen som hun præsenterer sig på Facebook.

Overfladisk interview
Inden vi behandler Politikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion, skal vi lige kaste et kort blik på et ledsagende interview med to medlemmer af tæskeholdet.

En markant del af interviewet bruges til at menneskeliggøre AFA-medlemmerne, hvis påståede personlige baggrund oprulles for læseren. I resten af det ukritiske interview siger de to bøller ikke andet end hvad AFA allerede har sagt i en tidligere pressemeddelelse.

Selv de mest åbenlyse løgne om AFA’s erklærede og udstrakte brug af vold får lov til at stå uimodsagte af Politiken. Heller ikke gruppens automatstempling af sine ofre som ”nazister” konfronteres af de to journalister, der i stedet pligtskyldigt nedfælder dybsindigheder såsom Nazismen er ikke stor i dag, men den har større grobund nu end for fem år siden på grund af regeringens politik

Gruppens medlemmer vedgår dog for første gang offentligt, at AFA er organiseret som et regulært forbrydersyndikat, hvor man kun på opfordring fra banden selv kan blive medlem.

Det stort opsatte interview strækker sig over to spalter og er for så vidt interessant fordi det – sammen med førnævnte pressemeddelelse – bekræfter, hvordan AFA, under pres fra den verserende terror-sag mod lederfiguren A.C., nu forsøger at tale sig fra sine mange voldelige ugerninger og udtalelser.

En taktik, som dagbladet Politiken ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Klap på skulderen
Søndagspolitikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion baserer sig bl.a. på ukritiske interviews med Pelle Dragsted og René Elley Karpantschof. Uimodsagt får Dragsted lov til at påstå, at han i dag tager afstand fra vold, og Karpantschof får lige så uimodsagt lov til at hævde, at han aldrig har været medlem af AFA.

René Karpantschof blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Derimod får ingen af AFA’s mange voldsofre lov til at ytre sig. Faktisk optræder glosen ’offer’ slet ikke i forbindelse med Politikens omtale af AFA’s vold. Disse ansigtsløse mennesker beskrives i bedste AFA-retorik derimod konsekvent som nazister, højreekstremister og yderliggående højreorienterede (gloser som ’venstreekstremist’ og ’kommunist’ optræder selvsagt ikke), eller endog ironisk som f.eks. to tørstige herrer. Lige så smilende beskrives AFA’s vold som bl.a. kvikke bøllebank og masser af godnatkys.

Ved hjælp at dæmonisering og ironisk distance manipulerer Politiken altså med sit stof således, at læseren ikke kan føle meget andet end ligegyldighed med de lidelser, som AFA påfører sine voldsofre. Omvendt skildres AFA’s medlemmer som mennesker af kød og blod, som læseren ikke blot kan identificerer sig med, men endog have respekt for. AFA’s medlemmer har bl.a. evnen til at planlægge, er psykisk stærke og stoler på hinanden.

Set fra den yderste venstrefløjs synspunkt tempereres disse klap på skulderen til deres tæskehold dog af Politikens skildring af den bandekrig mellem højre- og venstreradikale, som venstreekstremisterne – ført an af Enhedslisten – hårdnakket benægter eksisterer. Dog sørger Politiken omhyggeligt for kun at præsentere bandekrigen som PET’s opfattelse.

Terrorlovgivningen mod AFA
Dagbladet Politiken kommer i sit forstående portræt af AFA ind på et forhold, der ikke tidligere har været omtalt i pressen. Ifølge Politiken er den 23-årige A.C., der bl.a. opererede fra en lejlighed i Fredericia, sigtet efter den ”milde terrorparagraf” fordi han

… har været leder af Antifascistisk Aktion, AFA, ”der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen”.

Politiken citerer straffelovens paragraf 114f, der i sin helhed lyder:

Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det har tidligere været fremme i pressen, at A.C. er sigtet for økonomisk støtte til en terrororganisation, men der er så vidt vides ikke tidligere blevet sat navn på organisationen. Nemlig Antifascistisk Aktion.

Bliver AFA’s hovedmand dømt efter terrorloven betyder det altså samtidig, at Antifascistisk Aktion i også lovens forstand er en terrororganisation på linje med FARC og PFLP, som en række venstreekstremister efter samme paragraf allerede er dømt for at have støttet.

I yderste konsekvens kan sagen derfor også betyde, at f.eks. AFA’s dækorganisation – Foreningen af 1/1 1993 – kunne dømmes efter samme paragraf. Siden loven blev vedtaget i 2006 har man da også kunne iagttage hvordan bl.a. Demos og Enhedslisten har haft travlt med at slette sporene efter deres tætte samarbejde med tæskeholdet.

Mulig optrapning
AFA’s vold er politisk motiveret. Gruppens voldsofre tæskes for de holdninger til væsentlige samfundsspørgsmål, som venstrefløjen vil have bragt til tavshed. Det skriver man f.eks. ligeud i sit originale ’manifest’:

Når det gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Den vold, der i begrænset omfang udøves mod kommunister, er derimod primært ikke politisk motiveret, men udspringer som oftest af konkrete voldelige overgreb begået mod venstrefløjs- og indvandringskritikere. Det viser bl.a. en række domme mod medlemmer af gruppen White Pride i Århus.

Hvis krigen mod terror kan presse venstrefløjen til at afstå fra vold, så kunne den meget omtalte bandekrig derfor uden tvivl gå i sig selv igen. Men venstreorienterede har generelt ikke respekt for loven og begynder de først at opfatte deres metoder som moralsk acceptable også udenfor deres eget miljø, kunne de lige så vel finde på at gribe til de skydevåben, som PET mistænker dem for at ville anskaffe sig.

Deri ligger Politikens ansvarsløshed.

_

Og så er der en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.
Antifascistisk Aktions program fra 1994.

Hvis det virkeligt var mit mål, så kunne jeg skære halsen over på dig nu.
Martin Lindblom til folkevalgt politiker, Information 1995.

Som om vi ikke kunne finde ud af slås med politiet i 20 graders kulde..
”Martin Nielsen” (Martin Lindblom), Ekstra Bladet 1996.

Hvorfor så ikke tage afstand fra volden?
Jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.

Interview med ”Jørgen” fra AFA, Politiken 1997.

Volden er et nødvendigt onde, som kun benyttes for at opnå helt bestemte mål.
”Anders” (Martin Lindblom) fra AFA, Ekstra Bladet 1997.

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Stop Udvisningerne’, Propaganda 1997.

Hvis de stikker deres grimme fjæs den mindste smule frem, så får de tæsk.
Anonym AFA-talsmand, Ekstra Bladet 1998.

Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Hold Kæft Danmark’, Propaganda 1998.

Nu ved nazisterne hvad der venter dem… Nazisterne bruger selv vold. Og hvis de vil, så kan de slås med os.
”Anders Lind” fra AFA, Ekstra Bladet 1999.

Generelt går vi ikke af vejen for et slagsmål… så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder.
Anonym AFA-talsmand, Jyllandsposten 2005.

Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.
AFA’s program, revideret ca. 2005.

Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.
AFA’s erklæring af 26. februar 2010.

Accepterer AFA brugen af vold?
Jeg er tilbøjelig til at svare nej…
Interview med ”Kristoffer” fra AFA, Politiken fjorten dage og en terror-sigtelse senere.

*

Gammel slagsbror død

I en ”videnskabelig” bog fra 1999 anbefalede René Karpantschof brugen af politisk vold:

Den politiske bevægelse kan.. stå overfor en situation, hvor den, hvis den undlader at gribe til fysiske midler, risikere en demobilisering p.g.a. mangelende håndgribelige resultater. Eller man risikerer at overlade initiativet til andre politiske kræfter. I en sådan situation forekommer det ganske rationelt at benytte militans som en taktisk betinget politisk ressource.

Lokale i Århus har tilsyneladende taget Karpantschofs voldsopfordring til sig. Presset på Enhedslistens gadekrigere i byen er ifølge Århus Stiftstidende i hvert fald nu så stort, at de flygter til København:

De venstreorienterede føler sig forfulgte og uden tilstrækkelig beskyttelse. Det har fået mange af dem til at opgive at anmelde overfald. I stedet flytter de til København, hvor de kan gå i fred på gaden.

Og så er hærværksbissen Martin Lindblom afgået ved døden. Uriasposten har historien om Berlingske Tidendes besynderligere glorificering af den gamle slagsbror, skrevet af en tidligere fælle fra den ekstremt voldelige Ryesgade-gruppe.

Køge 1997: Medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion mandsopdækkes af politiet. Indsatsen koncentreres om den ekstremt aggressive Martin Lindblom.

Til undren for sin tatoverede livvagt (yderst t.v.), angriber Martin Lindblom en tilfældig tilskuer. En betjent fik ham dog hurtigt pacificeret.

Junikredsen har tidligere bl.a. afsløret, at På Facebook gemmer Lindblom sig bag manipulerede billeder af katte. Blandt ældre voldsautonome en indforstået henvisning til hans gamle dæknavn Martin Kat. Disse oplysninger bekræftes nu af René Karpantschof i en – stærkt følelsesladet – nekrolog.

Karpantschof bekræfter også Junikredsens oplysninger om, at Lindblom var et centralt medlem af Balder Johansens gamle tæskehold Antifascistisk Aktion.

Martin Lindblom døde af kræft. En sygdom, der forrige år også fik bugt med den PET-overvågede Erik Jensen fra Demos, tæskeholdets mangeårige medsammensvorne.

”Martin Kat” var kun et af Lindbloms mange dæknavne. Som leder af en kampagne for politimorderen Mumia Abu-Jamal i 1996 optrådte han i bl.a. TV3 som ”Martin Nielsen”. Et dæknavn, som Lindblom første gang brugte da han i 1995 begik et debatindlæg sammen med ”René Elley” – d.v.s René Karpantschof – afsendt fra Antifascistisk Aktions klublokaler på Nørrebro.

Martin Lindblom (t.h.) filmet 1994 i Antifascistisk Aktions daværende klublokaler på Nørrebro. Hans tro væbner Pelle Dragsted gør sit for at gemme sig.

Lindblom gav på vegne af det voldsautonome miljø flere gange interviews under eget fornavn, dog aldrig med billede. Når han som operativ leder af Johansens tæskehold maskeret udtalte sig til pressen, skete det under dæknavne såsom ”Kalle”, ”Christian” og ”Frede”.

Ligesom andre i Antifascistisk Aktion gemte Martin Lindblom sig også under navnet ”Anders Lind”. Et dæknavn, som tæskeholdet stadig anvender.

Den flere gange hærværksdømte Martin Lindblom (t.v.) i en noget særpræget forklædning 1996. Yderst til højre ses Frank Piasecki Poulsen, dømt for adskillige forhold og mistænkt for overfaldet på Pia Kjærsgaard i 1998. Ved hans side står afdøde Erik Jensen, den PET-overvågede og injuriedømte leder af Demos.

TV Stop 1999: Lindblom praler af Antifascistisk Aktions bedrifter under en voldelig demonstration i den by tyske Kiel. Med ryggen til ses Lars Grenaa, senere dømt for vold.

I levende live stod Martin Lindblom så vidt vides kun åbent frem ved en enkelt lejlighed. Det skete i forbindelse med et opreklameret interview med to af Blekingegadebandens medlemmer på Monsuns hjemmeside Modkraft. Efter Lindbloms død er der blevet offentliggjort flere idylliserede portrætter ham. Dette billede antyder måske bedst hans karakter.

Monsun blev stiftet i 2000. Samme år deltog Martin Lindblom i et overfald på en ”Blood and Honour”-tilhænger udenfor Københavns Byret. Sammen med Balder Johansen, Pelle Dragsted m.fl. trak han sig endegyldigt fra Antifascistisk Aktion efter skandalen med narko-ringen De Brune Bude i 2002.

Martin Lindblom viede sit liv til bekæmpelse af højredrejningen af samfundet. Han nåede lige akkurat at opleve Dansk Folkepartis vælgerfremgang i København – hvortil århusianske gadekrigere altså i dag søger tilflugt.

Afdøde Martin Lindblom (t.v.) deltog februar 2000 i et voldeligt overfald udenfor Københavns Byret, skulder ved skulder med en kendt hash-handler fra Christiania. Parret kom senere i konflikt over narko-ringen De Brune Bude, som hash-handleren drev sammen med andre medlemmer af Antifascistisk Aktion. Ifølge eget udsagn havde Lindblom iøvrigt selv syslet med hash-handel.

_

Topmedlem af Enhedslisten løj om udvisning

Nikolaj Viborg, instruktør af propagandafilmen "69" og tidligere gadekriger fra Baldersgade, skjulte sig i 2002 under dæknavnet "Jens Larsen".

Nikolaj Viborg, instruktør af en propagandafilm om Ungdomshuset, gemte sig som gadekriger fra Baldersgade i 2002 under dæknavnet "Jens Larsen".

Den 15. oktober i år kunne dagbladet Politiken begejstret fortælle, at en 35-årig mand fra Nørrebro var blevet frikendt for vold mod politiet.

Ifølge mandens forsvarer var dommen i Københavns Byret

..velgørende, fordi den forklarer os alle sammen, at betjentene er almindelige mennesker, hvis vidneudsagn skal bedømmes på linje med alle andres. Og i det her tilfælde blev der ført tre vidner, som helt udsagde og næsten nedgjorde politiets udsagn.

Københavns Byret tillagde altså disse vidner større troværdighed end de betjente, der vidnede om den 35-åriges vold imod dem.

Gammel kending

Enhedslistens kampagneleder Thomas Bugge, tidl. Rød Ungdom og Globale Rødder.

Det ene vidne har formodentligt været identisk med den anonyme 27-årige kvinde, der til Politiken tidligere har hævdet, at hun overværede episoden. Den gang påstod hun bl.a., at den 35-årige umotiveret var blevet ”slået i hovedet med en knyttet næve” af en politibetjent. Den anonyme kvinde indrømmede dog også, at hun ”kendte den anholdte i forvejen”.

Det fremgår ingen steder af Politikens dækning, om forsvarets kronvidne også var ven med den voldstiltalte. I stedet beskriver man blot den pågældende Thomas Bugge som en jurist, der gik hjem ”og skrev sin forklaring om anholdelsen ned”.

Men Junikredsen kan i dag afsløre, at Thomas Bugge er et højt rangeret medlem af Enhedslisten. Som partiets kampagneleder er den påståede jurist ikke uvant med at styre pressen, og han har ved mindst én tidligere lejlighed medvirket til at vildlede offentligheden.

Rød Ungdom
Omkring 1995 blev Thomas Bugge som gymnasieelev i Hobro medlem af Rød Ungdom.

Rød Ungdom blev stiftet i 1993 af en udbrydergruppe fra Rebel, der i stedet for Enhedslisten svor troskab til partiet DKP/ml. Geografisk blev den nye organisations sværpunkter Randers og Århus, hvorfra skolede ungkommunister såsom Michael Rützou og den injuriedømte Mikkel Thorup begyndte en heftig hvervekampagne rettet mod skolebørn og gymnasieelever.

Thomas Bugge avancerede hurtigt i den kommunistiske organisation og blev i 1998 medlem af landsledelsen. Hans ekspertiseområde blev EU og han fulgte allerede i 1997 organisationens opfordring til at indmelde sig i ungdomsafdelingen af Folkebevægelsen mod EU. I 1999 blev Thomas Bugge kandidat for Liste N og er i dag også Enhedslistens EU-sekretær.

Voldelig organisation
Rød Ungdom afviste i sit program på det skarpeste enhver snak om demokrati:

Rød Ungdom har ingen illusioner om, at man kan stemme sig til socialisme igennem det parlamentariske system – det lovpriste demokrati vil længe før blive sat ud af funktion.

Med sin voldsomme retorik tiltrak Rød Ungdom da også adskillige voldsberedte unge mænd såsom Claus Pan Pedersen, Per Küpper og karateeksperten Anders Sehested, der lejlighedsvis optrådte som livvagt for Mikkel Thorup.

Alle kommer oprindeligt fra provinsen, men er i dag aktive på Nørrebro i København. Det samme gælder den homofile Mads Lodahl, der under dæknavnet ”Mads Clausen” i 2007 optrådte som talsmand for Ungdomshuset.

I Rød Ungdoms landsledelse sad Thomas Bugge også sammen med Lars Grenaa, der i 2003 blev idømt tre måneders fængsel for vold.

Fratages støtte
I 1997 fandt Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), at Rød Ungdom ikke var egnet til at modtage offentlig støtte, fordi kommunisterne ”ikke anerkender grundlovssikrede rettigheder som f.eks. stemmeretten og ytringsfriheden”.

DUF’s beslutning blev underkendt af Tipsungdomsnævnet, der hævede, at ”så længe foreningen ikke er kendt ulovlig i Danmark… kan vi ikke nægte dem tilskud.”

Sagen fik en journalist til at kigge nærmere på Rød Ungdoms hjemmeside. Han gjorde bl.a. følgende iagttagelse:

Det revolutionære budskab krydres på andre sider med billeder af en mand med en bombe i hånden, der studerer en bopælsliste over folketingsmedlemmer. Et tredje sted findes en tegneserie, hvor en nazist får kløvet hovedskallen med en økse…

Penge til tæskehold
Rød Ungdom blev tidligt medlem af Antiracistisk Netværk og gruppens medlemmer i København begyndte allerede i 1996 at deltage i tæskeholdet Antifascistisk Aktions aktiviteter.

I 1998 lagde Rød Ungdoms avis Lige Venstre af taktiske grunde afstand til et brutalt overfald på Pia Kjærsgaard i København. Avislederen medførte en skarp reaktion fra Antifascistisk Aktion, der bl.a. påpegede, at Rød Ungdom selv havde angrebet Kjærsgaards privathjem.

I et svar fra ”Rød Ungdoms centrale arbejdsgruppe” understregede man, at Rød Ungdom ikke kritiserede Antifascistisk Aktion og at avislederen ”afspejler redaktionens holdning og ikke landsorganisationens.”

Rød Ungdoms knæfald for Antifascistisk Aktion blev senere fulgt op med pengegaver til det københavnske tæskehold.

Globale Rødder
Efter en omvej til Århus flyttede Thomas Bugge omkring 2000 til København. Her blev han hurtigt en central skikkelse i Globale Rødder, en militant anti-EU-organisation stiftet af bl.a. Pelle Dragsted fra Antifascistisk Aktion.

Op til EU’s topmøde i København i 2002 blev det bl.a. afsløret, at Globale Rødder ville

.. kopiere den omstridte kommandocentral, som var en central del af de autonomes strategi under sidste års EU-topmøde i Göteborg, der kulminerede i blodige gadekampe mellem politi og demonstranter.

Globale Rødder planlagde også en større hærværksaktion mod EU-topmødets hjemmeside, men fik selv nedlagt sin side inden det kom så vidt.

Thomas Bugge optrådte i begge sager som bortforklarende talsmand for Globale Rødder.

Løj for pressen
Endnu inden de planlagte optøjer i København ledte Thomas Bugge i juni 2002 et hold danske gadekrigere, der skulle i aktion under Verdensbankens forskerkongres i Oslo.

Her skulle de på gaden med bl.a. en svensk venstrefløjsaktivist, der i sit hjemland var eftersøgt for mordbrand. Han blev dog pågrebet og udvist inden danskerne nåede frem.

Også de værste medlemmer af den danske bande blev pågrebet af norsk politi inden de fik lavet ulykker. Ni gadekrigere, deriblandt Thomas Bugge, blev anholdt fordi ”vi ikke vil have elementer ind i landet, som kan skabe uroligheder.”

”De ni er dømt for volds-, berigelses-, og narkokriminalitet”, forklarede norsk politi videre. Af ukendte grunde vurderede Udlændingedirektoratet i Norge alligevel, at Thomas Bugge og en aktivist fra TV-Stop ikke skulle udvises.

Thomas Bugge udnyttede sin nyfundne frihed til at lyve for dansk presse. Han påstod i strid med sandheden, at de udviste kun var ”dømt for ting som overtrædelse af politivedtægten. Og så var der folk, der er blevet frifundet ved retten.”

Thomas Bugge fortalte heller ikke, at norsk politi havde sigtet en af hans knivbevæbnede gadekrigere for ulovlig våbenbesiddelse.

Dansk presse borede ikke i gadekrigernes mange domme for vold, tyveri og narko. Man borede heller ikke i spørgsmålet om, hvilke domme Thomas Bugge selv havde med sig til Norge.

Bomber og narko
Blandt de udviste gadekrigere optrådte en vis Jens Larsen efterfølgende på TV-Stop som forfulgt uskyldighed.

Men Junikredsen kan afsløre, at ”Jens Larsen” var et dæknavn for Nikolaj Viborg, der som nyudklækket filminstruktør i 2008 begik propagandafilmen ”69” om det tidligere autonomhus på Københavns Jagtvej.

En gennemgående figur i Viborgs propagandafilm var Mads Lodahl, Thomas Bugges homofile klubkammerat fra Rød Ungdom.

Nikolaj Viborg havde i 2002 god grund til at gemme sig bag dæknavn. Han var som tidligere medlem af en voldelig BZ-bande i Svendborg blevet indrulleret i den hårdkogte Baldersgade-gruppe i København, der bl.a. syslede med bomber og narko-handel.

Løj Thomas Bugge igen?
Thomas Bugge har aldrig fortalt offentligheden sandheden om Nikolaj Viborg. Han har som ovenfor beskrevet tillige direkte løjet om deres anholdelse i Norge i 2002.

Det er derfor et åbent spørgsmål, om Thomas Bugge i Københavns Byret også løj om voldsepisoden på Blågårds Plads. Men Bugges rolle i sagen har givetvis øget hans status som kampagneleder for det lille Einheitspartei på Christiansborg.

_

Kilder:
Diverse numre af medlemsbladet ”Rød Ungdom”, der i strid med medieansvarsloven blev udgivet uden oplysninger om ansvarshavende redaktør.
Ni pågrepet på vei til demonstrasjon, VG Nett 24/6 ’02.
Danskere udvises af Norge, BT 24/6 ’02.
Danskere anholdt og udvist i Norge, BT 24/6 ’02.

Læs også
Modkraft-redaktør løj om dom

Pelle Dragsted – skitse af en ekstremist

Pelle Dragsted som "Jesper", talsmand for Antifascistisk Aktion 1998.

Pelle Dragsted som "Jesper", talsmand for Antifascistisk Aktion 1998.

”De bar hætter ligesom de autonome, da de sprang ud af varevognen. Jeg ser to mænd – også med hætter – kravle over hegnet ind til nazisterne. Kort efter er der noget, der brænder på taget. Fem-syv personer står med motorsave, der larmer voldsomt. Pludselig kommer min lille søn chokeret ned i køkkenet, og jeg skynder mig at trøste ham og tage ham op i seng igen. Vi er jo vant til, at når man ser hætteklædte foran nazi-huset, så skal man ikke gå ud”.

Sådan forklarede et vidne i retten i Roskilde hvordan hun oplevede angrebet den 21. december 1999 på DNSB-lederen Jonni Hansens privathjem i Greve. Efter Hansens berømte påkørsel af de maskerede bøller iagttog genboen følgende:

”Da jeg kigger ud ad vinduet igen, er der vild tumult og råben. Det var ligesom ved et bankkup. Og den sidste person havde svært ved at komme ind i kassevognen og lukke døren, inden de stak af”.

I retten kommer det frem, at gerningsstedet efterfølgende flød med slagvåben og sorte hætter. Det kommer ligeledes frem, at seks af bøllerne blev pågrebet med våben på sig.

Det bevæbnede tæskehold blev ledet af bl.a. den muskelsvære Ole Søborg fra Fagforeninger Mod Racisme. Også et højtrangerende medlem af Antifascistisk Aktion blev sigtet i sagen: Pelle Dragsted fra tæskeholdets Sct. Hansgade-gruppe.

Afsløret af video
Den 18. maj 2002 fejrer Antifascistisk Aktion sit tiårsjubilæum med en fest i Ungdomshuset. Ifølge den omstridte sociolog René Karpantschof, der pendler mellem Københavns Universitet og Martin Lindbloms Monsun, så blev Antifascistisk Aktion egentligt stiftet på et større møde i weekenden 4.-6. september 1992.

Men datoen 18. maj har stor symbolværdi for Antifascistisk Aktion, for den markerer dagen for tæskeholdets demonstration i 1993, der iværksatte de indtil da groveste optøjer i efterkrigstidens Danmark (kun overgået af Ungdomshus-optøjerne i 2007).

Pelle Dragsted (t.v.), ubestridt talsmand i Antifascistisk Aktions propagandavideo 2002.

Pelle Dragsted (t.v.), ubestridt talsmand i Antifascistisk Aktions propagandavideo 2002.

Torsdag den 23. maj 2002 bliver en propagandavideo for Antifascistisk Aktion vist på den venstreekstreme lokalstation TV Stop i København. Ifølge foromtalen er videoen fremstillet af TV Stop som led i fejringen af Antifascistisk Aktion. I videoen optræder en maskeret mand som ubestridt repræsentant for Antifascistisk Aktion.

Pelle Dragsted begynder i 2006 at træde offentligt frem som international sekretær for Enhedslisten. Samme år begynder han også flere steder på internettet at blive udpeget som medlem af Antifascistisk Aktion.

I marts 2007 bliver TV Stops propagandavideo lagt på youtube.com. Talsmandens maskering er ikke bedre end at han hurtigt bliver identificeret som Enhedslistens Pelle Dragsted.

Frem i pressen
I august i år lykkes det en journalist fra Ekstra Bladet at komme tæt på Kirkeasyls magtfulde pressegruppe. Han afslører, at Pelle Dragsted spiller en væsentlig rolle i organisationen. Lørdag den 26. september 2009 sætter BT så omsider spot på Pelle Dragsteds forbindelse til Antifascistisk Aktion (artiklen er ikke online, men kan læses i uddrag på bloggen Uriasposten).

BT’s hovedhistorie er Dragsteds deltagelse i Antifascistisk Aktions hærværk mod Sandholmlejren i 1998, samt hans optræden i tæskeholdets propagandavideo.

Lyver i interview
Set med Junikredsens øjne bringer BT ikke meget nyt for dagen. I juni i år omtalte vi Pelle Dragsteds hærværk og tidlig september betegnede vi ham som ”tidligere medlem” af Antifascistisk Aktion.

BT’s noget overfladiske research gør da også, at avisen ikke er i stand til at forholde Pelle Dragsted de usandheder, der ses i hans forklaring til avisen.

Dragsted hævder bl.a. til BT, at han trak sig fra Antifascistisk Aktion i 2002, efter at have ”været aktiv i ni år.” I den famøse propagandavideo fortæller Dragsted, at han var med til at starte tæskeholdet. Som nævnt blev Antifascistisk Aktion stiftet i 1992. Pelle Dragsted har altså været medlem af den københavnske voldsgruppe i mindst ti år.

Med sin løgn forsøger Pelle Dragsted tydeligvis at sløre hvor tæt han faktisk var involveret i Antifascistisk Aktion. Også påstanden om, at han trak sig fra tæskeholdet i 2002 kan derfor være løgn. I hvert fald er det påfaldende, at Dragsted vælger nøjagtigt samme år som BT’s dokumentation strækker sig til.

Pæn familie
Pelle Dragsted kommer af en pæn middelklassefamilie og er et produkt af den såkaldte bløde opdragelse, hvor krav og konsekvens til børn er uhørt. Han gennemførte aldrig en uddannelse, hvilket i mange år trods alt bekymrede hans familie en del.

I stedet kastede han sig allerede i barneårene ud i politisk ekstremisme. Nedenfor følger en kronologisk skitse over nogle af Pelle Dragsteds lovlige og ulovlige aktiviteter; miljøet han færdes i og de personer han omgiver sig med.

1990
Den 16. marts bliver et lovligt offentligt møde i Vesterbro Kulturhus fysisk forhindret af autonome fra bl.a. Christiania og en BZ-fæstning på Østerbro. Aktionen ledes personligt af Erik Jensen fra Demos.

Erik Jensen, midtfor i sort læderjakke, dirigerer BZere, marts 1990.

Erik Jensen, midtfor i sort læderjakke, dirigerer BZere, marts 1990.

Ifølge PET-kommissionens rapport bind 10, side 427, blev Erik Jensen allerede i 1989 udpeget af PET som den, der ”suverænt har bestemt, om BZ.ere [sic.] skulle deltage i et eller andet”.

På siderne 202-203 i PET-rapportens bind 11 beskrives Jensens aktion på Vesterbro kort. Omtalen er ledsaget af et billede fra blokaden. I forreste front ser man Pelle Dragsted, 14-årig gadekriger i Jensens Fællesinitiativet Mod Racisme.

14-årige Pelle Dragsted som talsmand for Børnemagt.

14-årige Pelle Dragsted som talsmand for Børnemagt.

Pelle Dragsted er rekrutteret via Børnemagt, der holder til på Christiania. I Børnemagt bliver han, efter eget udsagn, ven med den noget ældre Benjamin Christian Schou, der under et slagsmål med politiet nytårsnat 1991/92 bliver svært hjerneskadet.

1992
Sammen med bl.a. Balder Johansen og Martin Lindblom stifter Pelle Dragsted tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

1993
Børnemagt opretter Børnehuset i Sankt Peders Stræde (lukket 2003). Ifølge en anonym talsmand ”fungerer Børnehuset som indslusning til det autonome miljø.”

1994
Hele Antifascistisk Aktions hårde kerne anholdes i november i en bus spækket med våben, på vej til Jonni Hansens privathjem i Greve. Blandt de anholdte er Martin Lindblom, Camilla Esser, Hasse Holst, Balder Johansen, hans unge kæreste Maria Pagels, samt Christian Zwettler, der i 1993 blev idømt tre års fængsel for væbnet røveri. Yngste mand er Pelle Dragsted.

1995
På vegne af ’Foreningen Børnehuset’ søger Pelle Dragsted om kommunalt tilskud til Børnehuset. Blandt husets øvrige beboere er en vis Jan Mølskov Justesen, der i 2003 idømmes knap to års fængsel for brandstiftelse.

Samme år begynder Pelle Dragsted at skrive under dæknavnet ”Pelle Jensen” for gruppen Internationalt Forum. Blandt gruppens prominente medlemmer ses den ekstremt pressesky Torkil Lauesen, der i 1991 blev idømt ti års fængsel for røveri af særlig farlig karakter.

1996
Pelle Dragsted begynder at skrive under eget navn i Gaia, Internationalt Forums blad.

Janne Tynell, Dragsteds senere kæreste, bliver medlem af Gaia’s redaktion, der bl.a. tæller Torkil Lauesen og Hasse Holst fra Antifascistisk Aktion.

1997
Danske autonome drager i juni til Holland for at deltage i anti-EU optøjer. 27 anholdes præventivt og udvises, blandt dem den nu 22-årige Pelle Dragsted. Andre anholdte er:

Ulrik Sebastian Kohl (straffes 2009 seks måneder betinget fængsel for terror-støtte)
Claus ’Svende’ Svendsen
Maria Pagels
Jørn Damgaard
Pernille Rosenkrantz-Theil

Præventiv anholdelse var den gang ikke tilladt og de anholdte får efterfølgende tilkendt en erstatning på ti tusinde kroner hver. Pernille Rosenkrantz-Theil deler beløbet ligeligt mellem Enhedslisten og Antifascistisk Aktion.

Pelle Dragsted er på dette tidspunkt medlem af Antifascistisk Aktions Baldersgade-gruppe. I et interview til Politiken samme år erkender en anonym talsmand for gruppen, at ”jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.”

Blandt gruppens 14 medlemmer finder man, udover Pelle Dragsted, bl.a.

Henrik ”Hønse” Axelsen
Kasper Scheel
Torsten Geertz-Hansen
Maria Gerhardt Lorenzen
Morten Høj
Stinne Lyager Bech

Ligesom Pelle Dragsted er Stinne Lyager Bech meget aktiv i Torkil Lauesens organisation. Hun er i dag prominent medlem af Amnesty International’s danske afdeling.

Antifascistisk Aktion fejrer sit femårs jubilæum med en lille foto-bog. Tæskeholdet sværger at forfølge en nystiftet, erklæret dansksindet studenterorganisation, Dansk Forums Studentergruppe.

1998
Pelle Dragsted fraflytter Baldersgade og bliver medlem af Sct. Hansgade-gruppen, der ledes af Lars Holm Jørgensen, en nær ven af René Karpantschof og Martin Lindblom.

I marts måned pågribes Dragsted sammen med bl.a. Martin Lindblom, i færd med at begå hærværk mod Sandholmlejren. Pernille Rosenkrantz-Theil optræder som talsmand for aktionen. Enhedslistens folketingskandidat hævder, at hun ikke kendte til planerne om hærværk.

Pelle Dragsted (t.v.) og Martin Lindblom anholdes på fersk gerning, Sandholmlejren 1998.

Pelle Dragsted (t.v.) og Martin Lindblom anholdes på fersk gerning, Sandholmlejren 1998.

Omkring dette tidspunkt er Rosenkrantz-Theil medlem af Fælledvej-gruppen. Et andet medlem af gruppen er Jakob Engelund Sanvig fra den yderst voldelige gruppe Rebel.

I maj optræder Pelle Dragsted første gang offentligt, dog formummet bag solbriller, som talsmand for Antifascistisk Aktion. Ved siden af sine skriverier i Gaia begynder han at forsøge sig som læserbrevsskribent i pressen.

1999
I februar deltager Pelle Dragsted i et voldeligt overfald på en gruppe universitetsstuderende fra Dansk Forums Studentergruppe (DFS). Dragsted pågribes og sigtes angiveligt for overtrædelse af politivedtægten.

I november afbryder autonome DFS’ vælgermøde på Københavns Universitet med trusler om vold. Blandt de indtrængende er brandstifteren Jan Mølskov Justensen.

I december deltager Pelle Dragsted i et mislykket angreb på Jonni Hansens privathjem. Seks venstrefløjsbøller kvæstes af DNSB-lederen, der resolut kører sin bil ind i den tyve mands store bevæbnede gruppe. Dragsted pågribes angiveligt i besiddelse af slagvåben.

Sct. Hansgade-gruppen får et nyt medlem, Kristian Munk fra Rebel, der hurtigt bliver indrulleret i Antifascistisk Aktion.

Brandstifteren Jan Mølskov Justensen på Københavns Universitet.

Brandstifteren Jan Mølskov Justensen på Københavns Universitet.

Ca. 2000
Pelle Dragsted bliver medlem af Amicisvej-gruppen på Frederiksberg, hvor Janne Tynell og Hasse Holst i forvejen er aktive. Også Kasper Scheel og Torsten Geertz-Hansen fra den gamle Baldersgade-gruppe flytter ind.

Med bistand fra Amicisvej-gruppen iværksætter Kristian Munk og Jakob Engelund Sanvig, i miljøet kendt som ”Munne”, en række brandattentater. Sanvig dømmes i 2002 halvandet års fængsel i sagen. Munk forsøger sig ved Højesteret og dømmes året efter til tre års fængsel.

2001
Den 16. maj deltager Pelle Dragsted i mindre demonstration foran Jonni Hansens privathjem i Greve. Han filmes i selskab med Frank Aaen fra Enhedslisten. Adrian Frank, medlem af Antifascistisk Aktion og gammel ven af Balder Johansen, leder demonstrationens vagtkorps. Frank er tillige medlem af Demos, og demonstrationen besøges af Erik Jensens højre hånd, Petter Sommerfelt.

Efter optøjerne i Gøteborg i juni stifter bl.a. Pelle Dragsted Globale Rødder. Han bliver medlem af redaktionen på Gaia. En post han beholder frem til i hvert fald 2005. Andre redaktionsmedlemmer er Torkil Lauesen, Stinne Lyager Bech og Dragsteds kæreste, Janne Tynell.

Janne Tynell begynder tillige at skrive for dagbladet Information. Hun bruger sin nyfundne respektabilitet til i en større artikel at fremstille Kristian Munk – under dæknavnet ”Anders” – som forfulgt uskyldighed, fordi pressen har skrevet om hans aktiviteter.

2002

Voldsmateriale fra Rebel.

Voldsmateriale fra Rebel.

Globale Rødder præsenteres for offentligheden med et stort interview i Gaia med Anders Hassing, foretaget af Janne Tynell.

Pelle Dragsted står senere på året frem som talsmand for organisationen. Det samme gør Claus Pan Pedersen, tidligere medlem af Rød Ungdom. Som kandidat for Enhedslisten fastslår han i 2005, at han støtter Ungdomshuset ”uanset hvilke midler de skulle finde på at gribe til og under hvilke forhold”.

2003
På Christiansborg bliver statsministeren og udenrigsministeren overfaldet af to medlemmer af Globale Rødder. Lars Grenaa idømmes tre måneders fængsel for overfaldet. Rune Eltard-Sørensen, der er tiltalt for et lignende overfald på en borgmester, straffes med fire måneders fængsel.

Selv om gerningsmændene stod på Pernille Rosenkrantz-Theils gæsteliste og blev lukket ind på Christiansborg af hendes sekretær, så nægter hun at have haft kendskab til planerne om et legemsangreb. Ingen er opmærksom på, at Rune Eltard-Sørensen og Pernille Rosenkrantz-Theil begge er tidligere medlemmer af voldsgruppen Rebel.

Det omtales heller ikke, at den tidligere TV Stop-aktivist Lars Grenaa var involveret i en episode i 1997, hvor medlemmer af Rød Ungdom trængte ind på Pia Kjærsgaards ejendom, skreg ukvemsord og ’heilede’. En fax med instruktioner til gruppen var sendt fra Enhedslistens kontor på Christiansborg.

Pernille Rosenkrantz-Theil støtter begejstret Grenaas og Eltard-Sørensens vold. ”Jeg kunne have gjort det selv”, udtaler hun umiddelbart efter overfaldene. Udtalelsen presser Enhedslisten til at tage skarpt afstand fra Globale Rødders vold og banke Rosenkrantz-Theil på plads. Da det kommer frem, at hun talte med Lars Grenaa kort før de to overfald, hævder Pernille Rosenkrantz-Theil til pressen at ”han hel bevidst er gået efter at fælde mig.”

Sagens udvikling bliver mødt med vrede i Globale Rødder. ”Den måde de har banket hende på plads på er rent meningstyranni”, udtaler Claus Pan Pedersen. Sagen får også Pelle Dragsted til for første gang at stå offentligt frem som medlem af Enhedslisten.

Det sker i et åbent brev til Pernille Rosenkrantz-Theil, underskrevet af 32 medlemmer af Enhedslisten. I brevet står der bl.a. direkte anført, at ”I medierne hedder det sig, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder.”

Blandt Dragsteds medunderskrivere er den voldsberedte Claus Pan Pedersen, samt bl.a.

Asger H. Pedersen. Forretningsfører Monsun.
Jutta Kuchenbecker. Bestyrelsesmedlem i Monsun.
Mikkel Skov Petersen: Stifter af Monsuns hjemmeside Modkraft.
Sven Gårn Hansen. Redaktør af Modkraft.

Ved samme lejlighed trådte også Jesper Lund, gammelt medlem af Antifascistisk Aktion, frem som medlem af Enhedslisten. Han har tidligere udtalt, at han godt kunne finde på at bruge våben i sin kamp mod samfundet.

sortklædt Pelle Dragsted besøger autonom fæstning.

Pelle Dragsted som sortklædt gadekriger i Antifascistisk Aktion.

2004
Pelle Dragsted og Claus Pan Pedersen kaster sig ud i opbygningen af Piratgruppen, hvis erklærede formål er at ”støtte alle dem som i modstrid mod herskende opfattelser om ophavsret kopierer og spreder kultur frit.”

Man ”arbejder ikke selv med piratkopiering”, hævder Piratgruppen. Rygter i miljøet vil dog vide, at man via enkeltpersoner i Piratgruppen kan komme i kontakt med Antifascistisk Aktion, der angiveligt er blevet storudbyder af piratkopierede programmer.

Janne Tynell forsvinder fra Gaia. Hun dukker senere op som redaktør på Monsuns hjemmeside.

2005 – i dag
Pelle Dragsted optræder skiftevis som repræsentant for Globale Rødder og Piratgruppen, indtil han i 2006 bliver international sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe. Her arbejder han tæt sammen med især Frank Aaen.

Under skandalen i 2007 om Enhedslistens opstilling af muslimen Asmaa Abdol-Hamid, stiller Pelle Dragsted sig betingelsesløs på islamistens side. Hans ønske er at ”se et tørklæde på Folketingets talerstol”.

Det samme ønsker Pernille Rosenkrantz-Theil. Bl.a. i vrede over partiets optræden under Asmaa-skandalen forlader hun i 2008 Enhedslisten. Hun bliver i stedet medlem af Socialdemokraterne. Pernille Rosenkrantz-Theil har stadig ikke taget afstand fra overfaldene på Christiansborg i 2003

Pelle Dragsted skifter titlen som sekretær ud med pressemedarbejder og bliver medansvarlig for Enhedslistens hjemmeside. I samme periode bliver Simon Shine, stifteren af Anarkistisk Debatforum, webmaster for partiet. Linda Hansen fra Monsun bliver redaktør af partiets medlemsblad.

Janne Tynell forsvinder diskret fra redaktørposten på Modkraft. Hun er i dag pressemedarbejder i Red Barnet.

Janne Tynell og Pelle Dragsted bor stadig på Amicisvej sammen med bl.a. Kasper Scheel, Hasse Holst og Torsten Geertz-Hansen fra Antifascistisk Aktion.

_

Til denne artikel er bl.a. brugt følgende kilder:

Klar til nye kampe, Jyllandsposten 30.08.1994.
Den politiske vold, Politiken 05.01.1997.
Autonome overfaldt højreorienterede aktivister, 14.02.1999.
Demonstranter vinder sag, Ekstra Bladet 22.06.1999.
Jonnis ofre, BT 23.02.2000.
Mellem sofa og vold, Information 10.12.2002.
Jeg kunne have gjort det selv, BT 19.03.2003.
Rosenkrantz talte med attentatsfolk, BT 21.03.2003.

Redox angriber Junikredsen

Fredag den 18. juni 2009 blev politibetjenten Peter Ulrik Jensen dømt 30 dages betinget fængsel ved Københavns Byret. Betjenten, der har anket dommen, blev dømt for at have misbrugt politiets interne registre til at oprette et privat kartotek over ledende medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion (læs mere her).

Sagen har tidligere været kort nævnt her på Junikredsen. Redaktionen slog allerede den gang fast, at Junikredsen har intet med den omtalte sag i Københavns Byret at gøre.

Junikredsens påstand blev senere støttet af vicestatsadvokat Birgitte Gammelgaard, der under sagen udtalte, at vi har ikke beviser for, at oplysningerne er blevet givet videre til andre. Det ville have været en skærpende omstændighed. (BT 16. juni).

Den københavnske betjent var altså med andre ord end ikke tiltalt for at have videregivet oplysninger.

Set i det lys ville de fleste fornuftige mennesker nok mene, at man bør have særdeles stærke kort på hånden for at påstå, at betjenten har videregivet oplysninger fra politiets registre til Junikredsen.  Det tilsiger både almindelig anstændighed og straffelovens injurieparagraffer.

Den 18. juni kl. ca. 19 opslog det anonyme pressekollektiv Redox en større artikel på deres hjemmeside. Med udgangspunkt i dommen fra Københavns Byret hævder man at kunne afsløre prekære forhold omkring Junikredsen, ikke mindst hvem vi er.

Junikredsen ifølge Redox
Ifølge Redox ser vores gruppe således ud:

Venstrefløjens gamle modstander fra 1990erne, Martin Kasler, er Junikredsens ”ubestridte chef”.

Politibetjent Peter Ulrik Jensen og en tidligere autonom ved navn Lars Agerbak er ”Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.”

I Århus er Martin Kaslers ”samarbejdspartnere” tre medlemmer af foreningen Vederfølner, Thim Mortensen Petersen, Jacob Engelbrekt Andersen og Dennis Jørgensen.

Hus forbi
Sandheden om Junikredsens forhold til disse personer er følgende: Vi havde kontakt til Martin Kasler i vinteren 2007/2008. Det er næppe nogen hemmelighed, for det skrev vi allerede om den gang.

Peter Ulrik Jensen og Jakob Engelbrekt Andersen kender vi af presseomtale.

Lars Agerbak, Thim Mortensen Petersen og Dennis Jørgensen har vi aldrig hørt om.

Vi ved ikke, om disse seks personer overhovedet kender hinanden. Men det er i givet fald ikke fra Junikredsen.

Redox-opspind
Langt det meste af det, som Redox skriver om i sin ambitiøse artikel, fremstår udokumenteret og kan ikke verificeres fra anden side. Men visse af Redox’ ”fakta” er tydeligvis opdigtede. Man påstår f.eks., at Martin Kasler fra februar 2003 var uønsket i Den Danske Forening. Dette er beviseligt usandt. Kasler havde så sent som juni 2003 en større artikel i foreningens blad, Danskeren.

Redox hævder også, at Martin Kasler var en fremtrædende leder i netværket Dansk Front (2002-2007). Heller ikke denne påstand synes ikke at have hold i virkeligheden. I samarbejde med netop Redox afslørede Ekstra Bladet i juli 2006 identiteten på Dansk Fronts topfolk. Dem var Kasler ikke iblandt (De leder Dansk Front, Ekstra Bladet 23. juli 2006. Så vidt vides har medierne da heller ikke hverken før eller siden omtalt Martin Kasler i forbindelse med Dansk Front).

Et tredje eksempel på opspind vedrører personen Lars Agerbak. Om ham påstår Redox bl.a., at han overfor politiet skulle have brugt dæknavnet ”Michael Wittmann”. I Københavns Byret oplyste Rejseholdet, at navnet var ”Michael Vickman” (Var betjent spion?, BT 16. juli 2009).

Gæt som fakta
Nogle af Redox’ påståede fakta viser sig altså at være opspind. Andre ”fakta” viser sig i virkeligheden at være rent gætteri. F.eks. hævder man, at århusianeren Dennis Jørgensen er ”fotograf for Junikredsen”. Som bevis for denne påstand anfører Redox:

I forbindelse med en stor antiracistisk demonstration i Århus i oktober 2008 var Jørgensen ude og fotografere antiracister. Disse billeder blev derefter publiceret på Junikredsen.

Men hvor er Redox’ dokumentation for, at Junikredsens tre billeder er identiske med Dennis Jørgensens påståede billeder? Ingen steder. Redox gætter sig i frem tillid til, at dens skråsikre tone får godtroende læsere til at glemme, at der naturligvis kan have været andre fotografer på banen end Dennis Jørgensen (forudsat at han overhovedet var der).

Usandsynligheder
Redox påstår, at førnævnte Lars Agerbak i teenageårene… anskaffede sig en AK47-riffe”. Denne detalje lyder komplet usandsynlig. Ifølge Redox’ levnedsbeskrivelse må Agerbak i dag være en mand på omkring de fyrre år, d.v.s. teenager senest tilbage i 1980erne. Den gang ville det have været umuligt, især for en teenager, at opdrive en AK47 i Danmark, hvor dette våben først dukker op nogle år efter Berlin-murens fald.

Xerxes-rapporten
Redox giver indtryk af, at man er i besiddelse af den såkaldte Xerxes-rapport, som man hævder, er ”oprettet” den 14. marts 2004 på Martin Kaslers computer. Junikredsen er besiddelse af Xerxes-rapporten og den er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke dateret. Typografien stemmer heller ikke og det samme gælder antallet af personnavne, som Redox har fået til 33. Der er 32.

Xerxes-rapporten er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke skrevet i marts 2004. Den kom i omløb måned før, altså februar 2004, hvor en række personer modtog den med almindelig post i form af tre fotokopierede A4-ark. Nogle få avisartikler var vedlagt som bilag. Afsenderes hensigt var formodentligt, at rapporten skulle distribueres bredt.

Junikredsen kender ikke identiteten på hverken afsender, forfatter eller Xerxes-rapporten mundtlige kilde. Derimod er vi ret sikre på, at vi er i besiddelse af det originale eksemplar. Altså det eksemplar hvorfra de andre postsendte eksemplarer blev kopieret.

Forklaringen på forskellene mellem Xerxes-rapporten og Redox’ beskrivelse af den må skyldes en af to grunde:

Enten er Redox i besiddelse af en omskrevet version af Xerxes-rapporten.

Eller også er Redox ikke i besiddelse af rapporten, men bygger sin beskrivelse på hvad man har opsnappet i f.eks. Københavns Byret under sagen mod Peter Ulrik Jensen.

Det sky kærestepar
Som vi indledte med nævne, så beskylder Redox betjent Peter Ulrik Jensen for at være en af Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø. Denne groft injurierende påstand mod Peter Ulrik Jensen kan Redox tydeligvis ikke dokumentere. Man skriver i stedet kryptisk:

Der har dog været informationer fremme, som kunne tyde på, at Kasler også var i kontakt med personer der har adgang til offentlige registre. Dette blev bekræftet den 4. juni, da en retssag ved Københavns Byret startede.

De informationer som Redox hentyder til, drejer sig om kæresteparret Balder Bergman Johansen og Maria Sønnøve Pagels fra Antifascistisk aktion. Begge er gamle kendinge, men det var Junikredsen der kunne afsløre at de danner par, har børn sammen og ledede det autonome kollektiv i Ravnsborggade.

Disse oplysninger er ganske rigtigt umulige at opdrive via almindelige kanaler. Men når man tilfældigvis kommer på sporet af, at et barn i Ravnsborggade, hvor Balder Johansen bor og driver sin virksomhed, hedder Bergman Pagels til efternavn, så er resten faktisk ikke så vanskeligt.

Selvopfyldende profeti
Redox får også kastet sig ud i et så amatøragtigt forsøg på at styre politiets efterforskning, at Erik Jensen må vende sig i graven. Man skriver:

Rejseholdet har, af uvisse årsager, f.eks. ikke krydstjekket de mange søgninger med de navne der figurerer i artiklerne på Martin Kaslers blog Junikredsen.

Det lyder vældigt skarpsindigt, men er i virkeligheden en selvopfyldende profeti. Ifølge betjentens forklaring i retten begyndte han sit private detektivarbejde for at få verificeret oplysningerne i Xerxes-rapporten. Altså selvsamme rapport som, oven i købet ifølge Redox selv, Junikredsen trækker på.

Navne såsom Balder Johansen, Martin Lindblom, Pelle Dragsted eller René Karpantschof vil derfor med en til vished grænsende sandsynlighed figurerer blandt betjentens søgninger. Ligesom de figurerer på Junikredsen.

Optimistiske Redox
Ifølge Redox er sagen mod den københavnske politibetjent noget nær en katastrofe for Junikredsen. Man skriver:

Dommen over betjenten, Peter Ulrik Jensen, er et stort tab for Martin Kasler, en central højreekstremist, der driver bloggen ’Junikredsen’. Sammen med en tidligere bz’er, har Peter Ulrik Jensen nemlig været Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.

Og én gang til for Prins Knud:

Suspenderingen af Peter Ulrik Jensen er en alvorlig bet for Martin Kaslers researcharbejde, der i høj grad har været båret af frem af hans to primære kilder, Lars Agerbak og den dømte politimand. Med sine to vigtigste kilder udtørret, bliver det spændende at se hvor Martin Kasler i fremtiden vil jage sit materiale til Junikredsen.

Til disse optimistiske udsagn har vi følgende kommentarer:

For det første halter logikken alvorligt omkring Agerbak, den påstået tidligere autonom. Ifølge Redox blev han afsløret i vinteren 2005/2006, hvor hans tidligere venner slog hånden af ham. Ifølge Redox ”udtørrede” Agerbak altså allerede for små tre år siden som kilde til det autonome miljø.

For det andet har Junikredsen aldrig modtaget det fjerneste fra Peter Ulrik Jensen. Derfor betyder hans dom eller suspendering heller ikke det fjerneste for Junikredsens arbejde omkring det ekstreme venstre.

Derimod har selve retssagen mod betjenten været til stor gavn for vores arbejde. Redox er ikke meget for at indrømme det, men det blev her bekræftet fra officiel side, at Xerxes-rapportens oplysninger stemmer med virkeligheden. Rapporten er virkeligt inde og røre ved den inderste, allermest betændte kerne af ledende voldsautonome.

Med sin artikel forsøger Redox af al magt at få Junikredsen fedtet ind i sagen om den københavnske betjents register-misbrug. Man nærer en halvbagt idé om, at man kan få politiet til at efterforske os.

Redox leger en farlig leg. Det er dem, og ikke Junikredsen, som hævder, at de ligger inde med afgørende bevismateriale mod betjenten. På den baggrund forekommer det ikke utænkeligt, at Rigspolitiets Rejsehold kunne finde en efterforskning mod Redox noget mere relevant.

Foreløbigt har det eneste resultat af Redox’ angreb på Junikredsen dog været, at vi har fået tredoblet antallet af besøgende.

Venstreekstreme lærere i gymnasiet

Et særligt kendetegn ved venstrefløjen er dens ihærdige bestræbelser på at deltage i opdragelsen af masserne via uddannelsessystemet. Dette kendetegn er tilsyneladende ikke aftaget, da flere venstreekstremistiske lærere underviser i det danske gymnasium.

Anders Hassing er et eksempel på dette. På nuværende tidspunkt underviser Hassing på Ørestadens Gymnasium i fagene historie og samfundsfag.

Hassing er født i 1977 og har en fortid i den militante og voldelige bevægelse ‘Globale Rødder’, der bl.a. stod bag overfaldene på statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller.

Hassing har selv beskrevet ‘Globe Rødders’ historie på det internetbaserede venstreekstremistiske opslagsværk leksikon.org. Udover skribent på dette historieforfalskende projekt er Hassing en yderst aktiv person på venstrefløjen.

Han er bl.a. tilknyttet den venstreradikale portal Modkraft, hvor han er med i portalens “baggrundsmagasin” Kontradoxa. Her arbejder Hassing sammen med journalisten Janne Tynell, der til dagligt danner par med den rabiate Pelle Dragsted, som åbenlyst går ind for vold mod anderledes politisk tænkende.

Udover disse venstreekstreme aktiviteter er Hassing også med i bestyrelsen af Foreningen af Lærere i Samfundsfag, hvor han er webredaktør og står for internationalt samarbejde og kurser. Om dette engagement er for at føre den politiske kamp ind i foreningsregi kan vi ikke vide noget om.

Hassing var også studiekammerat med Claus ‘Svende’ Svendsen. Svendsen har en fortid i den voldelige og rabiate venstreekstremistiske ‘Rebel – revolutionære unge socialister’, som særligt var fremme i midten af 1990’erne.

Siden tiden i ‘Rebel’ har Svendsen bl.a. beskæftiget sig en del med “bøsseteori”…

Ligesom sin ligesidede ven Hassing er den ranglede og læbepiercede ‘Svende’ også gymnasielærer i historie og samfundsfag. Han er for tiden i en uddannelsesstilling på Rødovre Gymnasium.

Gymnasieungdommens forældre har tilsyneladende ikke noget imod at deres poder bliver undervist af venstreekstremister?

Læs også
Gymnasie-formand bag voldsautonom forening.
Mediesyndikatet Monsun Aps.
Enhedslisten & vold: Antifascistisk Aktion.

__

Tæskehold på vej til Århus

I et interview til MetroXpress den 3. oktober tager Keld Hvalsø Nedergaard, Enhedslistens byrådsmedlem i Århus, afstand fra partiets mangeårige samarbejdspartner, Antifascistisk Aktion (AFA).

Planlægger march
AFA og Enhedslisten har siden ca. 1993 været hovedaktørerne bag dækorganisationen Antiracistisk Netværk, der i skrivende stund forbereder en march i Århus nu på lørdag. Marchens formål er at samle støtter til partiets bandekrig mod højrefløjen og styrke moralen hos tæskeholdet Århus Antifa, der jævnligt får bank af White Pride.

På interne debatfora udtrykker netværkets gadekrigere forventninger om, at marchen vil tiltrække 2000 deltagere. Et mere realistisk bud er nok 3-500; det nogenlunde faste antal når det yderste venstre marcherer.

Besynderlig udtalelse
Op til marchen hævder Keld Hvalsø Nedergaard, at Enhedslisten er “imod enhver form for gadevold”. Hvalsø Nedergaard forstætter:

“Jeg har altid taget afstand fra Antifascistisk Aktion, og jeg har aldrig hørt om tæskehold. Det er ikke noget jeg ser, og det er ikke noget jeg hører om”.

Der forekommer dog ingen dokumentation for, at Hvalsø Nedergaard tidligere har taget specifik afstand fra AFA. Og det forekommer besynderligt, at han kan udtale sig om et tæskehold, som han i samme åndredrag påstår aldrig at have hørt om.

Tilmelding til Antifascistisk Aktion
I modsætning til tidligere marcher i Århus har det københavnske tæskehold ikke officielt anmeldt sin ankomst til Antiracistisk Netværks seneste provokation i byen. Men på Monsuns hjemmeside har “Antiracistisk Netværk København” meddelt, at man arrangerer transport for københavnske interesserede. Formålet er tydeligvis at slås med White Pride, og gadekrigerne skal tilmelde sig på telefonnummeret til… Antifascistisk Aktion.

AFA-relateret festarrangør
Samtidigt er march-deltagerne inviteret til “efterfest” i ‘Huset’ (eller Fristedet 15, som det internt hedder), hvor adgangen styres af en hård kerne af intolerante og voldsberedte gadekrigere. Festen er dog ikke arrangeret af århusianerne selv, men af Antifascistisk Culture Club i København. Virksomhedsnavnet Culture Club tilhører den røveridømte AFA-veteran Christian Zwettler, og virksomhedens hjemmeside er registreret af “Anders Lind”; AFA-lederen Martin Lindbloms gamle dæknavn, da han selv huserede på gaden.

Høje profiler
Enhedslisten har gennem årene også rekrutteret flere skikkelser fra AFA-miljøet. Mest kendt er nok Pernille Rosenkrantz-Theil, men også Mikkel Skov Pedersen og Pelle Dragsted må fremhæves.

Pinligt besøg
Da Antifascistisk Aktion senest var på officielt besøg i Århus, lagde man ikke skjul på sine voldelige hensigter. “Så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder”, pralede tæskeholdet til medierne.

Enhedslisten lagde ikke afstand til voldstruslerne, men bød tværtimod tæskeholdet velkommen som vagtværn. AFAs optræden i byen blev dog en begrænset succes. Ved en fejltagelse angreb man medlemmer af Hells Angels. Da man efterfølgende blev angrebet i kommunisternes lokale hovedkvarter, frygtede man tilsyneladende selv at komme på skadestuen. I hvert fald valgte man at ringe efter politiet i stedet for at møde den forhadte fjende i åben kamp.

Tæskehold bryder aftale
Året efter optrådte AFA anderledes tappert, da man i ly af politikæder og fredelige med-demonstranter huserede i Svendborgs gader. Efter tæskeholdets besøg langede den lokale afdeling af Antiracistisk Netværk ud mod de københavnske bøller for aftalebrud og gadevold.

Keld Hvalsø Nedergaards afstandtagen til det københavnske tæskehold er naturligvis også et skridt i den rigtige retning. Men så længe Enhedslisten ikke vil bryde med sin voldelige samarbejdspartner, kan man naturligvis ikke tro på partiets anti-voldelige forsikringer. Enhedslistens ledelse bærer dermed selv skylden for, at partiet opfattes som legitimt mål, når militante højregrupper slår igen mod den omfattende venstrefløjsvold.

Læs også:
“Vi tæsker nazister”, Ekstra Bladet 31-07-06. interview med den da 31-årige AFA-leder “Jesper”. Et dæknavn, som Enhedslistens da 31-årige internationale sekretær, Pelle Dragsted, tidligere har brugt som talsmand for tæskeholdet.
“Vi slås for et racerent Danmark“, Ekstra Bladet 05-10-08. Interview med White Pride.