Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Tag: Modkraft

Antifascistisk Aktion, Politiken og Kafa-X

INTRO: NØRREBRO 1998

I 1998 overfaldes parlamentarikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro. Hun søger efterfølgende tilflugt i bank, der omringes af sortklædte autonome. Kjærsgaard slipper først væk da bevæbnet politi ankommer til stedet.

Selv om den formodede gerningsmand, Frank Piasecki Poulsen fra TV-Stop, har nære relationer til Antifascistisk Aktion (AFA), bliver det venstreorienterede tæskehold aldrig officielt sat i forbindelse med volden mod Dansk Folkepartis leder.

Frank Poulsens TV-Stop filmede ivrigt begivenhederne. Junikredsen har for nylig gennemgået de gamle optagelser og kan i dag dokumentere, at belejringen af Kjærsgaards tilflugtsted blev orkestreret af AFA-medlemmer.

På nedenstående billeder ser man først et kvindeligt AFA-medlem dukke op med propagandamateriale, som hun overdrager til en sortklædt og formummet mand, der optrådte som leder af det autonome pøbel.

Det prominente AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA’s propaganda på facaden af den bankbygning, hvor en forslået og skræmt Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt.

Mens dette står på, bliver den formummede mand opdækket af en brutalt udseende gadekriger, der vagtsomt holder øje med gaden.

Af billederne fremgår det ikke umiddelbart, at de på bankfacaden opsatte klistermærker er propaganda for Antifascistisk Aktion. Men Junikredsen kan afsløre, at materialet blev fremstillet i forbindelse med kampagnen ‘Stop Udvisningerne’, som AFA søsatte året før.

Propagandamaterialet for denne kampagne blev trykt både med og uden AFA’s navn. I forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard valgte tæskeholdet den anonyme variant.

En kvinde fra AFA dukker hastigt op og giver det medbragte propagandamateriale videre til gruppens formummede leder.

Det fremtrædende AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA's klistermærker på facaden af Pia Kjærsgaards tilflugtssted.

Mens dette foregår, dækkes den sortklædte leder af en rå type (yderst t.v.), der vagtsomt afpatruljerer gaden.

Propagandaen for AFA´s kampagne 'Stop Udvisningerne' blev trykt både med og uden Antifascistisk Aktions navn og daværende adresse.

Siden overfaldet på Nørrebro i 1998 har Pia Kjærsgaard levet under fast beskyttelse af PET. Her tolv år senere har efterretningstjenesten rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraffer mod et ledende AFA-medlem. Dagbladet Politiken giver i den anledning det venstreorienterede tæskehold et klap på skulderen.

. . .

I forrige uge blev der rundsendt en advarsel til dansksindede borgere om, at journalister fra dagbladet Politiken angiveligt forsøgte at indsamle information om venstrefløjens tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

AFA-relationer
Ifølge advarslen skulle eventuelle kontaktede borgere være opmærksomme på, at Politiken har tætte relationer til AFA. Fra Enhedslistens daværende ugeavis ’Socialisten Weekend’ rekrutterede man for nogle år siden således Jakob Martin Strid, der som tegner, grafiker og layouter var et prominent AFA-medlem.

Efter kun et år på Politiken, hvor han bl.a. nåede at true historikeren Lars Hedegaard på livet, forlod Jakob Martin Strid af egen drift avisen. På redaktionen begræd man hans afgang og understregede, at man gerne ser ham tilbage i folden.

På det seneste har dagbladet Politiken rekrutteret AFA’s sagnomspundne general, Balder Bergman Johansen, der driver håndværkerfirmaet Logik & Co. på Nørrebro, som medlem af en ”tænketank”, der skal knuse ungdomsarbejdsløsheden.

Balder Johansen blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Sammen med den nyligt afdøde Martin Lindblom dannede Balder Johansen i 1992 AFA og er i dag en af generalerne bag Kirkeasyl. Han driver tillige foreningen Strictly Underground, der har finansieret AFA og sammen med tæskeholdet forfulgt journalisten Lars Villemoes.

Afsenderen af forrige uges advarsel mod dagbladet Politiken påpegede, at der derfor måtte herske stor usikkerhed om, hvor avisens informationer havner henne, ligesom afsenderen anså det for givet, at en eventuel artikel i Politiken om AFA ville blive konstrueret i samarbejde med tæskeholdet.

Rabiat debattør
Junikredsen kan bekræfte ovenstående oplysninger om Politikens relation til AFA. Avisens alliance med voldsberedte ”antifascister” (dybest set pro-kommunister) bekræftes tillige af en anden skikkelse.

Politiken har nemlig også rekrutteret den ekstreme venstrefløjsdebattør Rune Engelbreth Larsen som bl.a. fast giftspreder mod Dansk Folkeparti. Engelbreth Larsen har efter alt at dømme aldrig været medlem af AFA, men har beviseligt samarbejdet med Foreningen Demos, da denne stadig gjorde tjeneste som tæskeholdets efterretningstjeneste.

Rune Engelbreth Larsen har tidligere opfordret til at møde fascismen slag for slag. Hans voldsopfordringer blev senere ledsaget af nøje instrukser til herboende muslimer om, hvordan de lovligt bør anskaffe sig skydevåben til fremtidigt selvforsvar mod den danske befolkning.

Rune Engelbreth Larsens omhyggelige våbeninstruks er i dag en populær tekst blandt ”antifascister” og danner formodentligt, sammen med bl.a. våbenindkøb i Tyskland, en del af baggrunden for PET’s advarsel om, at disse kredse i stigende grad forsøger at anskaffe sig våben.

Rune Engelbreth Larsens våbeninstrukser er i dag en populær tekst blandt venstrerabiate. Nederst t.h. en reklame for Autonomt Info.

Begrundet mistanke
Dagbladet Politiken havde søndag den 14. marts ganske rigtigt en større historie om tæskeholdet Antifascistisk Aktion, fordelt på tre artikler. Inden vi går til indholdet af disse artikler, vil vi dog gerne knytte et par kommentarer til forrige uges advarsel, som nogen – er vi bekendt med – har opfattet som lige lovlig konspiratorisk.

Dagbladet Politiken er i de senere år blevet mere ekstremistisk. Avisen er i dag stærkt regeringsfjendtlig og agiterer for en tilbagevenden til pro-socialistiske og pro-muslimske tilstande. Man ønsker kort sagt flere skatter og flere muslimer.

Samtidig står det fast, at venstrefløjens private efterretningstjenester får bistand af journalister tilknyttet massemedierne. Det har den nu afdøde Demos-fører Erik Jensen bl.a. indrømmet i et interview, ligesom professionelle pressefotografer beviseligt er i sold hos Redox.

Ser man på de to journalister – Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen – så kan man også konstatere, at ingen af dem optræder blandt de 38 Politiken-medarbejdere, der offentligt har protesteret mod bladets knæfald for muslimers forlangender i forbindelse med de såkaldte Muhammed-tegninger.

Af Maltesens og Blok Thomsens historie fremgår det endvidere, at de faktisk har været i direkte og personlig kontakt med repræsentanter for Antifascistisk Aktion, der får fri taletid i avisens spalter.

Man kan altså sige, at der foreligger en begrundet mistanke mod Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen for at have givet eventuelle oplysninger om anti-kommunister til AFA. Men beviser er der ikke.

Pseudo-afsløring om Kafa-X
Søndag den 14. marts rungede det på forsiden af Politiken Kommune giver støtte til ekstreme antifascister. I Bo Maltesens og Claus Blok Thomsens artikel kunne man bl.a. læse:

På sin hjemmeside skriver Antifascistisk Aktion, at den har postadresse i nogle kælderlokaler i Korsgade 19 i København… Lokalerne bliver officielt udlejet til en forening, der kalder sig Foreningen af 1.1. 1993, og som siden 2001 hvert år typisk har fået mellem 35.000 og 40.000 kroner i huslejetilskud af Københavns Kommune.

Man skal dog helt om på side 7 i søndagstillægget PS før det oplyses, at de omtalte kælderlokaler huser Kafa-X, der frem til december 1999 havde adresse i Blågårdsgade 12, ligeledes Nørrebro.

Autonome Revolutionære
I april 1993 kunne journalisten Lars Villemoes i Weekendavisen berette:

Indtil den 1. april i år havde Autonome Revolutionære rummelige butikslokaler i Blågårdsgade 12, tæt ved det, der blev gadekampens centrum den 18.-19. maj. Disse lokaler har de sidste seks uger været prydet af plakater fra Antifascistisk Aktion.

Autonome Revolutionære, der efter Villemoes’ afsløringer omdøbte sig til Autonomi Kollektivet og i dag kalder sig Autonomt Infoservice, blev dannet i 1987 af østrigeren Alfred Lang som en dansk støttegruppe til den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF), der i årene 1970 til 1997 myrdede 34 mennesker alene i Tyskland.

Fra Blågårdsgade nr. 12 drev Autonome Revolutionære en tilsyneladende tilforladelig bogcafé ved navn Zapata. Men indenfor, kunne journalisten Lars Leergaard berette, var billedet anderledes mørkt:

På Alfred Langs kontor i hans bogbutik ”Zapata” ligger der en tysksproget huskeseddel til aktions-udflugter. Gode råd om hjelme, benskinner og forbindinger til brug ”i marken”.
På bogcafeens hylder finder man blandt andet en håndbog for by-guerilla, et 169 siders stort RAF-dokument om ”henrettelsen” af direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herhaussen.

International terrorist
Efter afsløringen af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), bedre kendt som Blekingegadebanden, dannede Foreningen Demos en støttegruppe, der fik navnet Antirepressionsguppen, for bandens fængslede medlemmer, heriblandt hovedmændene Torkil Lauesen og Niels Jørgensen.

Da den schweiziske terrorist Marc Rudin få år senere blev fanget, dannede Autonome Revolutionære den personlige støttegruppe Antirepressionsgruppen Marc Rudin.

På ordre fra den arabiske terrororganisation PFLP bistod Marc Rudin, der allerede var efterlyst for et bombeattentat i sit hjemland, den danske kommunistgruppe med et millionrøveri mod Købmagergades Postkontor. Det var under dette røveri, at banden myrdede den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

René Karpantschof leder i 1990 en demonstration udenfor Østre Landsret til støtte for Blekingegadebanden.

Fem år senere begår René Karpantschof et omfattende indlæg Enhedslisten avis 'Den Røde Tråd' sammen med Torkil Lauesen og Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. De tre kumpaner skælder bl.a. ud over, at en venstrefløjsdebattør "finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd ånd i deres støtte til Marc Rudin... og deres kontakt til Blekingegadebanden."

AFA og Antiimperialistisk Plenum
Autonome Revolutionære samarbejdede i disse år, bl.a. i sammenslutningen Antiimperialistisk Plenum, tæt med gruppen Den Røde Bande, der blandt sine fremtrædende medlemmer talte Christian Zwettler (ligeledes østriger), Jakob Martin Strid og Martin Lindblom, der alle tillige var fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion.

Christian Zwettlers danskfødte hustru, Anette Zwettler, der i dag kalder sig Gia Zwettler, vedgik i et interview i 1997, at Den Røde Bande var dannet med RAF som forbillede og at den danske gruppe pønsede på egentlige terrorhandlinger. Man nåede et par bankrøverier, inden gruppen med fængslingen af bl.a. lederen Zwettler blev standset af myndighederne.

Alfred Langs mangeårige partnerske, Inge Kongsgaard Hansen, leder i 1997 en demonstration til støtte for Marc Rudin. Blandt deltagerne så man René Karpantschofs gode ven, Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Fra Zapata til Kafa-X
Det var således ikke noget tilfælde, at Autonome Revolutionære i 1993 overdrog sine lokaler til AFA. Og året efter Lars Villemoes’ afsløring bekræftede ledende autonome i deres bog De Autonome da også, at det faktisk var grupperne Revolutionære Feminister og Antifascistisk Aktion, der i sin tid tog initiativet til Kafa-X. (Revolutionære Feminister er for længst opløst.)

Udsnit af side fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariats årsrapport 1995.

Københavns Kommune har, via Foreningen af 1/1 1993, støttet Kafa-X over en langt længere årrække end det påstås af Politiken. Af årsberetningen for 1995 fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariat fremgår det således, at foreningen allerede den gang modtog økonomiske tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Dagbladet Politiken fortæller altså ikke noget egentligt nyt om Kafa-X, men skjuler de stærke terrorsympatier i både dens og AFA’s forhistorie.

Camilla Esser
Foreningen af 1/1 1993’s ansvarlige overfor Københavns Kommune var i 1990erne Camilla Esser fra Antifascistisk Aktion.

Da Camilla Essers navn blev nævnt offentligt i 1997, forsvandt hun som dug for solen. Junikredsen kan dog afsløre, at hun i 1994 blev anholdt sammen med bl.a. Balder Johansen og den dømte bankrøver Christian Zwettler, da en svært bevæbnet AFA-gruppe blev stoppet i en bus.

Camilla Esser er for nylig dukket op igen for en kort bemærkning. Det skete da hun ikke kunne modstå fristelsen til en dydig kommentar til René Karpantschofs hengivne afsked på Modkraft med sit gamle idol, slagsbroderen Martin Lindblom fra AFA.

Camilla Esser hylder på Modkraft den afødede AFA-fører Martin Lindblom.

Lindblom (t.h.) angriber en tilfældig tilskuer, Køge 1997. "Martin var min helt", skrev Karpantschof ved AFA-førerens død forrige år.

Lindblom (t.h.) i aktion i Køge 1997. "Martin var min helt", skrev René Karpantschof ved AFA-føreren død forrige år.

Af andre gamle kendinge, der måtte græde ud til Karpantschofs mindelige ord om sin erklærede helt, kan nævnes Jakob Martin Strid, Alfred Lang og… Kafa-X.

Camilla Essers rolle er i dag tilsyneladende overtaget af Karoline Siemen fra Østerbro, der bl.a. står bag en hjemmeside for Kafa-X. Karoline Siemen er tillige medlem af gruppen Internationalt Forum, hvis leder er identisk med netop Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, der fik ti års fængsel for sin deltagelse i røveriet mod Købmagergades Postkontor.

Karoline siemen fra Østerbro er registrant for Kafa-X' hjemmeside.

Karoline Siemen som hun præsenterer sig på Facebook.

Overfladisk interview
Inden vi behandler Politikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion, skal vi lige kaste et kort blik på et ledsagende interview med to medlemmer af tæskeholdet.

En markant del af interviewet bruges til at menneskeliggøre AFA-medlemmerne, hvis påståede personlige baggrund oprulles for læseren. I resten af det ukritiske interview siger de to bøller ikke andet end hvad AFA allerede har sagt i en tidligere pressemeddelelse.

Selv de mest åbenlyse løgne om AFA’s erklærede og udstrakte brug af vold får lov til at stå uimodsagte af Politiken. Heller ikke gruppens automatstempling af sine ofre som ”nazister” konfronteres af de to journalister, der i stedet pligtskyldigt nedfælder dybsindigheder såsom Nazismen er ikke stor i dag, men den har større grobund nu end for fem år siden på grund af regeringens politik

Gruppens medlemmer vedgår dog for første gang offentligt, at AFA er organiseret som et regulært forbrydersyndikat, hvor man kun på opfordring fra banden selv kan blive medlem.

Det stort opsatte interview strækker sig over to spalter og er for så vidt interessant fordi det – sammen med førnævnte pressemeddelelse – bekræfter, hvordan AFA, under pres fra den verserende terror-sag mod lederfiguren A.C., nu forsøger at tale sig fra sine mange voldelige ugerninger og udtalelser.

En taktik, som dagbladet Politiken ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Klap på skulderen
Søndagspolitikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion baserer sig bl.a. på ukritiske interviews med Pelle Dragsted og René Elley Karpantschof. Uimodsagt får Dragsted lov til at påstå, at han i dag tager afstand fra vold, og Karpantschof får lige så uimodsagt lov til at hævde, at han aldrig har været medlem af AFA.

René Karpantschof blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Derimod får ingen af AFA’s mange voldsofre lov til at ytre sig. Faktisk optræder glosen ’offer’ slet ikke i forbindelse med Politikens omtale af AFA’s vold. Disse ansigtsløse mennesker beskrives i bedste AFA-retorik derimod konsekvent som nazister, højreekstremister og yderliggående højreorienterede (gloser som ’venstreekstremist’ og ’kommunist’ optræder selvsagt ikke), eller endog ironisk som f.eks. to tørstige herrer. Lige så smilende beskrives AFA’s vold som bl.a. kvikke bøllebank og masser af godnatkys.

Ved hjælp at dæmonisering og ironisk distance manipulerer Politiken altså med sit stof således, at læseren ikke kan føle meget andet end ligegyldighed med de lidelser, som AFA påfører sine voldsofre. Omvendt skildres AFA’s medlemmer som mennesker af kød og blod, som læseren ikke blot kan identificerer sig med, men endog have respekt for. AFA’s medlemmer har bl.a. evnen til at planlægge, er psykisk stærke og stoler på hinanden.

Set fra den yderste venstrefløjs synspunkt tempereres disse klap på skulderen til deres tæskehold dog af Politikens skildring af den bandekrig mellem højre- og venstreradikale, som venstreekstremisterne – ført an af Enhedslisten – hårdnakket benægter eksisterer. Dog sørger Politiken omhyggeligt for kun at præsentere bandekrigen som PET’s opfattelse.

Terrorlovgivningen mod AFA
Dagbladet Politiken kommer i sit forstående portræt af AFA ind på et forhold, der ikke tidligere har været omtalt i pressen. Ifølge Politiken er den 23-årige A.C., der bl.a. opererede fra en lejlighed i Fredericia, sigtet efter den ”milde terrorparagraf” fordi han

… har været leder af Antifascistisk Aktion, AFA, ”der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen”.

Politiken citerer straffelovens paragraf 114f, der i sin helhed lyder:

Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det har tidligere været fremme i pressen, at A.C. er sigtet for økonomisk støtte til en terrororganisation, men der er så vidt vides ikke tidligere blevet sat navn på organisationen. Nemlig Antifascistisk Aktion.

Bliver AFA’s hovedmand dømt efter terrorloven betyder det altså samtidig, at Antifascistisk Aktion i også lovens forstand er en terrororganisation på linje med FARC og PFLP, som en række venstreekstremister efter samme paragraf allerede er dømt for at have støttet.

I yderste konsekvens kan sagen derfor også betyde, at f.eks. AFA’s dækorganisation – Foreningen af 1/1 1993 – kunne dømmes efter samme paragraf. Siden loven blev vedtaget i 2006 har man da også kunne iagttage hvordan bl.a. Demos og Enhedslisten har haft travlt med at slette sporene efter deres tætte samarbejde med tæskeholdet.

Mulig optrapning
AFA’s vold er politisk motiveret. Gruppens voldsofre tæskes for de holdninger til væsentlige samfundsspørgsmål, som venstrefløjen vil have bragt til tavshed. Det skriver man f.eks. ligeud i sit originale ’manifest’:

Når det gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Den vold, der i begrænset omfang udøves mod kommunister, er derimod primært ikke politisk motiveret, men udspringer som oftest af konkrete voldelige overgreb begået mod venstrefløjs- og indvandringskritikere. Det viser bl.a. en række domme mod medlemmer af gruppen White Pride i Århus.

Hvis krigen mod terror kan presse venstrefløjen til at afstå fra vold, så kunne den meget omtalte bandekrig derfor uden tvivl gå i sig selv igen. Men venstreorienterede har generelt ikke respekt for loven og begynder de først at opfatte deres metoder som moralsk acceptable også udenfor deres eget miljø, kunne de lige så vel finde på at gribe til de skydevåben, som PET mistænker dem for at ville anskaffe sig.

Deri ligger Politikens ansvarsløshed.

_

Og så er der en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.
Antifascistisk Aktions program fra 1994.

Hvis det virkeligt var mit mål, så kunne jeg skære halsen over på dig nu.
Martin Lindblom til folkevalgt politiker, Information 1995.

Som om vi ikke kunne finde ud af slås med politiet i 20 graders kulde..
”Martin Nielsen” (Martin Lindblom), Ekstra Bladet 1996.

Hvorfor så ikke tage afstand fra volden?
Jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.

Interview med ”Jørgen” fra AFA, Politiken 1997.

Volden er et nødvendigt onde, som kun benyttes for at opnå helt bestemte mål.
”Anders” (Martin Lindblom) fra AFA, Ekstra Bladet 1997.

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Stop Udvisningerne’, Propaganda 1997.

Hvis de stikker deres grimme fjæs den mindste smule frem, så får de tæsk.
Anonym AFA-talsmand, Ekstra Bladet 1998.

Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Hold Kæft Danmark’, Propaganda 1998.

Nu ved nazisterne hvad der venter dem… Nazisterne bruger selv vold. Og hvis de vil, så kan de slås med os.
”Anders Lind” fra AFA, Ekstra Bladet 1999.

Generelt går vi ikke af vejen for et slagsmål… så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder.
Anonym AFA-talsmand, Jyllandsposten 2005.

Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.
AFA’s program, revideret ca. 2005.

Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.
AFA’s erklæring af 26. februar 2010.

Accepterer AFA brugen af vold?
Jeg er tilbøjelig til at svare nej…
Interview med ”Kristoffer” fra AFA, Politiken fjorten dage og en terror-sigtelse senere.

*

Gammel slagsbror død

I en ”videnskabelig” bog fra 1999 anbefalede René Karpantschof brugen af politisk vold:

Den politiske bevægelse kan.. stå overfor en situation, hvor den, hvis den undlader at gribe til fysiske midler, risikere en demobilisering p.g.a. mangelende håndgribelige resultater. Eller man risikerer at overlade initiativet til andre politiske kræfter. I en sådan situation forekommer det ganske rationelt at benytte militans som en taktisk betinget politisk ressource.

Lokale i Århus har tilsyneladende taget Karpantschofs voldsopfordring til sig. Presset på Enhedslistens gadekrigere i byen er ifølge Århus Stiftstidende i hvert fald nu så stort, at de flygter til København:

De venstreorienterede føler sig forfulgte og uden tilstrækkelig beskyttelse. Det har fået mange af dem til at opgive at anmelde overfald. I stedet flytter de til København, hvor de kan gå i fred på gaden.

Og så er hærværksbissen Martin Lindblom afgået ved døden. Uriasposten har historien om Berlingske Tidendes besynderligere glorificering af den gamle slagsbror, skrevet af en tidligere fælle fra den ekstremt voldelige Ryesgade-gruppe.

Køge 1997: Medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion mandsopdækkes af politiet. Indsatsen koncentreres om den ekstremt aggressive Martin Lindblom.

Til undren for sin tatoverede livvagt (yderst t.v.), angriber Martin Lindblom en tilfældig tilskuer. En betjent fik ham dog hurtigt pacificeret.

Junikredsen har tidligere bl.a. afsløret, at På Facebook gemmer Lindblom sig bag manipulerede billeder af katte. Blandt ældre voldsautonome en indforstået henvisning til hans gamle dæknavn Martin Kat. Disse oplysninger bekræftes nu af René Karpantschof i en – stærkt følelsesladet – nekrolog.

Karpantschof bekræfter også Junikredsens oplysninger om, at Lindblom var et centralt medlem af Balder Johansens gamle tæskehold Antifascistisk Aktion.

Martin Lindblom døde af kræft. En sygdom, der forrige år også fik bugt med den PET-overvågede Erik Jensen fra Demos, tæskeholdets mangeårige medsammensvorne.

”Martin Kat” var kun et af Lindbloms mange dæknavne. Som leder af en kampagne for politimorderen Mumia Abu-Jamal i 1996 optrådte han i bl.a. TV3 som ”Martin Nielsen”. Et dæknavn, som Lindblom første gang brugte da han i 1995 begik et debatindlæg sammen med ”René Elley” – d.v.s René Karpantschof – afsendt fra Antifascistisk Aktions klublokaler på Nørrebro.

Martin Lindblom (t.h.) filmet 1994 i Antifascistisk Aktions daværende klublokaler på Nørrebro. Hans tro væbner Pelle Dragsted gør sit for at gemme sig.

Lindblom gav på vegne af det voldsautonome miljø flere gange interviews under eget fornavn, dog aldrig med billede. Når han som operativ leder af Johansens tæskehold maskeret udtalte sig til pressen, skete det under dæknavne såsom ”Kalle”, ”Christian” og ”Frede”.

Ligesom andre i Antifascistisk Aktion gemte Martin Lindblom sig også under navnet ”Anders Lind”. Et dæknavn, som tæskeholdet stadig anvender.

Den flere gange hærværksdømte Martin Lindblom (t.v.) i en noget særpræget forklædning 1996. Yderst til højre ses Frank Piasecki Poulsen, dømt for adskillige forhold og mistænkt for overfaldet på Pia Kjærsgaard i 1998. Ved hans side står afdøde Erik Jensen, den PET-overvågede og injuriedømte leder af Demos.

TV Stop 1999: Lindblom praler af Antifascistisk Aktions bedrifter under en voldelig demonstration i den by tyske Kiel. Med ryggen til ses Lars Grenaa, senere dømt for vold.

I levende live stod Martin Lindblom så vidt vides kun åbent frem ved en enkelt lejlighed. Det skete i forbindelse med et opreklameret interview med to af Blekingegadebandens medlemmer på Monsuns hjemmeside Modkraft. Efter Lindbloms død er der blevet offentliggjort flere idylliserede portrætter ham. Dette billede antyder måske bedst hans karakter.

Monsun blev stiftet i 2000. Samme år deltog Martin Lindblom i et overfald på en ”Blood and Honour”-tilhænger udenfor Københavns Byret. Sammen med Balder Johansen, Pelle Dragsted m.fl. trak han sig endegyldigt fra Antifascistisk Aktion efter skandalen med narko-ringen De Brune Bude i 2002.

Martin Lindblom viede sit liv til bekæmpelse af højredrejningen af samfundet. Han nåede lige akkurat at opleve Dansk Folkepartis vælgerfremgang i København – hvortil århusianske gadekrigere altså i dag søger tilflugt.

Afdøde Martin Lindblom (t.v.) deltog februar 2000 i et voldeligt overfald udenfor Københavns Byret, skulder ved skulder med en kendt hash-handler fra Christiania. Parret kom senere i konflikt over narko-ringen De Brune Bude, som hash-handleren drev sammen med andre medlemmer af Antifascistisk Aktion. Ifølge eget udsagn havde Lindblom iøvrigt selv syslet med hash-handel.

_

Modkraft-redaktør løj om dom

Det kommunistiske organ Dagbladet Arbejderen har på sin hjemmeside en ældre historie om den kendte venstreekstremist Martin Lindblom, redaktør af hjemmesiden Modkraft.
Lindblom-Modkraft

Med den aldrende Lindblom i centrum reklamerer hjemmesiden Modkraft for sig selv. Få ville genkende den før så veltrænede skikkelse, der helt oppe i dette årti slog løs i gaderne. På Facebook gemmer Lindblom sig bag manipulerede billeder af katte. Blandt ældre voldsautonome en indforstået henvisning til hans gamle dæknavn Martin Kat.

Udvist fra Tyskland
Historien skal være som følger: I juni 2007 drog en lille hård kerne af danske autonome af sted i en minibus for at deltage i optøjerne under G8-mødet i den tyske by Rostock. Ved grænsen blev minibussen stoppet af tysk politi og syv af de i alt ni danske venstreekstremister blev nægtet indrejse i forbundsrepublikken. Blandt dem var Martin Lindblom.

Ifølge Lindbloms egen fremstilling forsøgte han at undgå udvisning fra Tyskland ved at vifte med et pressekort og samtidig påstå, at han var ”journalist på arbejde”. Hjemme i Danmark forsøgte han at inddrage Dansk Journalistforbund i sagen, fordi han ville have et ”papir.. der slår fast at det var forkert at jeg blev afvist ved grænsen”.

Martin Lindblom har naturligvis aldrig sidenhen fremvist et sådant stykke papir. Tværtimod løj han bevidst om sagen til Dagbladet Arbejderen – og formentlig også for Dansk Journalistforbund.

Ifølge Martin Lindbloms forklaring blev han nemlig udvist på grund af ”en 13 år gammel dom for hærværk”. Lindblom uddybede denne forklaring med, at han ”i 1994 blev dømt for at have deltaget i en aktion, hvor et hegn ind til Sandholmlejren blev væltet.”

Hærværk mod Sandholmlejren
Martin Lindbloms historie er lodret løgn. Han er ganske rigtigt dømt for hærværk mod Sandholmlejren. Men ikke i 1994.

Hærværket blev begået fredag den 6. marts 1998 af omkring 30 bøller fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion (der til lejligheden kaldte sig ’Antiracistisk Håndværkerlaug’.) Blandt de anholdte var også Pelle Dragsted fra Antifascistisk Aktions berygtede Amicisvej-gruppe.

Martin Lindblom pågribes 1998 under sit hærværk mod Sandholmlejren.

Sandholmlejren 6. marts 1998. Martin Lindblom gribes på fersk gerning.

Den ikke altid lige driftssikre Lindblom kom for nogle år siden til at røbe denne hærværksdom, da han i en debat på sin hjemmeside blev konfronteret med indholdet af et læserbrev i Jyllandsposten, skrevet af hans forhadte navnebror, Martin Kasler (Lindblom har efterfølgende omhyggeligt slettet debatten, men der henvises til den her.)

Tidligere dømt
Martin Lindblom er mindst to gange tidligere blevet dømt for hærværk. Det blev han i 1987 og igen i 1992, hvor han i sympati med den tyrkiske terrorgruppe PKK raserede Turkish Airlines lokaler i København. Få måneder efter stiftede han sammen med bl.a. Balder Johansen Antifascistisk Aktion.

Martin Lindblom afviser stadig at tage afstand fra vold og hærværk.

Møde-terror
Vi ved ikke hvad Martin Lindblom blev dømt for i 1994. Men vi ved, at dét år blev Den Danske Forenings grundlovsmøde overfaldet af Antifascistisk Aktion. Lindblom var uden tvivl med til overfaldet og kan meget vel være blandt den lille håndfuld, der efterfølgende blev dømt tyve dages fængsel for forsøg på at forhindre afholdelse af lovlig offentlig sammenkomst.

Overfaldet på Den Danske Forening i 1994 blev en udtalt fiasko for Antifascistisk Aktion, der som nævnt ikke blot fik flere medlemmer både anholdt og dømt; tæskeholdet fik oven i købet selv tæv af en lille gruppe mænd fra Den Danske Forening, der jog Lindbloms bøller på flugt.

Hillerød 5. juni 1994. En lille gruppe mænd fra Den Danske Forening jager Lindbloms bøller på flugt.

Hillerød 5. juni 1994. En lille gruppe mænd fra Den Danske Forening jager Lindbloms bøller på flugt.

Martin Lindblom ville uden tvivl have en interesse i at skjule en gammel dom for møde-terror. Dels af hensyn til sit personlige omdømme blandt mere moderate venstreorienterede. Og dels af hensyn til Antifascistisk Aktions selviscenesatte ry som venstrefløjens uovervindelige beskyttelseskorps.

Legitim udvisning
Da Martin Lindblom og kumpaner i 2007 blev stoppet af tysk politi, var de på vej til G8-topmødet i Rostock. Altså på vej til et lovligt offentligt møde, som venstrefløjen længe havde planlagt at forhindre. Set i det lys synes en tidligere dom for møde-terror ikke blot relevant for de tyske myndigheder, men også en legitim grund til at afvise Lindblom, uanset hvor meget han viftede med pressekort.

Det skal understreges, at alt dette naturligvis kun er gætværk. Men det kan med sikkerhed siges, at de tyske myndigheder ikke afviste Lindblom på grund af en dom for eksempelvis hustruvold. Det er han officielt ikke straffet for.

I hvert fald kan man konstatere, at de tyske myndigheder efter alt at dømme handlede korrekt. Dansk Journalistforbund skrev efterfølgende til Tyskland. Siden da har hverken forbundet eller Martin Lindblom ytret sig offentligt om sagen.

Man kan ydermere konstatere, at Martin Lindblom ikke blev udvist på grund af sit hærværk mod Sandholmlejren. Men en forklaring på hans løgn får offentligheden, herunder den øvrige venstrefløj, nok aldrig.

Terrormistænkt bag kirke-besættelse

En gruppe udviste Irak-arabere forsøger som bekendt i øjeblikket at tvinge deres vilje igennem ved at besætte kristne kirker. Gruppen støttes af danske medløbere, der bl.a. gør tjeneste som vagtværn i de besatte kirker.

Ifølge Dansk Folkeparti er arabernes danske medløbere rekrutteret fra det voldsautonome undergrundsmiljø. Partiets vurdering deles, ifølge Uriasposten, af menighedsformanden for mindst én af de besatte kirker.

Junikredsen kan i dag afsløre, at påstanden om voldsautonome ikke er taget ud af den blå luft.

Ifølge medierne består gruppen af medløbere af ”unge danskere, fortrinsvis i alderen 15-25 år”. En undtagelse er dog en vis Signe Skriver, der præsenteres som en 30-årig lægestuderende.

I virkeligheden er Signe K. Skriver en gammel kending fra det voldsautonome miljø i København. I 1990erne var hun medlem af den voldsautonome gruppe Rebel/Unge Revolutionære Socialister. I 2001 blev hun udvist af Sverige, mistænkt for at planlægge ”grov mishandling” under optøjerne i Gøteborg.

Signe Skriver blev udvist fra Sverige sammen med bl.a. lærersønnen Kristian Munk, der som leder af pyromanbanden Homo Aktion i 2003 blev idømt tre års fængsel.

I samme periode var Signe Skriver aktiv omkring en butik på Nørrebro, drevet af Maria Pagels.

Signe Skriver er også nær veninde med en vis Mette Buchardt, der bl.a. har forsøgt at skaffe hende en lejlighed i andelsforeningen Blåbagge på Nørrebro. Denne andelsforening er domineret af kendte voldsautonome og har til håndværkerservice hyret Logik & Co. Et lille firma, der i realiteten drives af Pagels kæreste, Balder Johansen.

Mette Buchardt er som autonom aktivist tilknyttet hjemmesiden Modkraft, der drives af den flere gange hærværksdømte Martin Lindblom. Buchardt er medlem af hjemmesidens homoseksuelle redaktionsgruppe. Her støder man på to tidligere medlemmer af Kristian Munks brandstifterbande. Nemlig Lotte Knold Andersen og Mads Ted Drud-Jensen, der begge gik fri da Munk blev dømt.

Kristian Munk, Balder Johansen, Maria Pagels og Martin Lindblom er alle mangeårige medlemmer af Antifascistisk Aktion. Et tæskehold som Enhedslisten samarbejder officielt med og rekrutterer medlemmer fra.

Selv om der gennem de senere år har været ro omkring Signe Skriver, så er der altså ingen grund til at formode, at hun har lagt det voldsautonome miljø bag sig. Som ældre aktivist med forbindelserne i orden fungerer hun snarere som miljøets tovholder omkring de arabiske besætteres danske medløbere.

Venstreekstreme lyver om terror-dom

Efter Højesterets terror-dom over seks medlemmer af gruppen Fighters and Lovers er det yderste venstres propagandaapparat ved at komme i omdrejninger. Via det sædvanlige talerør, hjemmesiden Modkraft, har man nu søsat en historie, der skal overbevise tilhængerne om, at dommen i virkeligheden er forkert, fordi terrorloven strider mod Folketingets hensigt med loven.

Ekstremisterne henviser til, at justitsministeren en gang har skrevet til Enhedslisten, at “terrorisme er defineret i forhold til den legitime stat, der bygger på princippet om demokrati og retsstatsprincipper. Det skal også indgå i vurderingen, om en handling er rettet mod en besættelsesmagt mv.”

Videre hævder Modkraft, at “i både Østre Landsrets og Højesterets kendelser afvises referencerne til Israels besættelsespolitik og menneskeretssituationen i Colombias som begrundelser for legitimiteten for væbnet kamp. Ved begge domsinstanser mener dommerne, at det er nok at henvise til, at organisationerne dræber civile.”

På denne baggrund hævder så juristen Line Barfod fra Enhedslisten, der arbejder for BZ-advokaten Knud Foldschack, at dommen støtter “vores krav om, at lovgivningen laves om”.

Line Barfod understreger dog, at hun ikke har læst dommen. Modkraft undlader diskret at oplyse om, at dommen er offentliggjort på Højesterets hjemmeside. Tilhængerne skal efter alt at dømme helst ikke på egen hånd kunne verificere, om propagandaen taler sandt.

Lad os først slå fast, at har Højesteret virkeligt afvist at vurdere FARCs og PFLPs ugerninger på baggrund af det billede af Israel og Colombia, som venstreekstremisterne forsøgte at forsvare deres terrorstøtte med, så har domstolen klart forbrudt sig mod loven.

Ifølge straffelovens paragraf 114 (terrorloven) er det nemlig strafbart ” uretmæssigt.. at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer” (red. fremh.) Når forsvaret derfor påråber sig retmæssige forhold (som det hedder i jura-sproget), så kan retten selvsagt ikke bare ignorere det.

Og det har Højesteret naturligvis heller ikke gjort. I dommen hedder det:

De tiltalte har anført, at Israel må anses for en besættel­sesmagt, der krænker demokratiet og retsstatsprincippet, og at Colombia ikke kan anses for et demokratisk sam­fund, der re­spekterer retsstatsprincippet, og at disse for­hold skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagen. Uanset om det måtte forholde sig som anført af de tiltalte, finder Højesteret, at omfanget og karakteren af de hand­linger, som FARC og PFLP efter landsrettens bevisre­sultat har begået mod civile, også efter en samlet vurdering må føre til, at handlingerne ikke falder uden for området for § 114. (red. fremh.)

Oversat til nogenlunde dagligdags tale betyder det, at Højesteret har slået fast, at FARC og PFLP begår terror af en så grov karakter, at det ikke kan undskyldes med Israels og Colombias påståede opførsel. Det er altså ganske enkelt løgn når Modkraft påstår, at de syv højesteretsdommere mente, at “det er nok at henvise til, at organisationerne dræber civile”.

Junikredsen tør alt i alt godt spå, at terrorlovgivningen ikke bliver ændret som følge af dommen over Fighters and Lovers-gruppen.

HTX-elev løj om overfald

I forlængelse af Junikredsens artikel om forstyrrede unge kvinders opspind om højre-vold i Tyskland, bringer vi her historien om en lignende sag fra Danmark.

Enhedslistens pressemeddelelse
Onsdag den 1. oktober 2008 hævdede det lille venstreekstreme parti Enhedslisten i en pressemeddelelse, at en af dets kvindelige folketingskandidater var blevet slået ned på åben gade i Århus af “højreekstremist”. Ifølge den anonyme kvindes forklaring fandt overfaldet sted natten til søndag den 28. september, altså fire dage tidligere. Det nærmere hændelsesforløb blev beskrevet således:

“På vej fra Vesterbro Torv ad Vester Allé gik vedkommende forbi en ung mand, der var i færd med at hænge klistermærker med højreekstreme budskaber op. Vedkommende ser på manden, der pludselig aggressivt råber antisemitiske skældsord ad hende for derefter at tildele hende slag i ansigtet.”

Mystiske sår
Det påståede overfald, der naturligvis fik rig omtale af pressen, blev debatteret indgående på den kendte blog Uriasposten, hvor mange læsere fandt historien utroværdig. Man påpegede bl.a., at der hverken var signalement af gerningsmanden eller vidner til episoden.

Men det var især folketingskandidatens ejendommelige læsioner som bekræftede mange i, at hendes historie var opspind. Ifølge politikerens forklaring til flere medier pådrog hun sig skader i ansigtet fordi hun “røg direkte i asfalten” efter et påstået slag bagfra. Men de skader hun fremviste for pressen, stemte ikke med den type hudafskrabning, der almindeligvis kaldes ‘asfalteksem’, og som de fleste på et eller andet tidspunkt har haft erfaring med.

En tilsyneladende medicinsk kyndig læser blandede sig i debatten på Uriasposten. Analysen (nr. 168 i tråden) af sårene fortjener at blive læst i sin helhed. Her vil vi nøjes med at gengive konklusionen:

“Hvis hendes læsioner skulle have været opstået som angivet, så skulle hun have landet på to høje sten med lille diameter hver især, for at skåne resten af ansigtet for læsioner. Retsmedicinere siger sjældent noget med sikkerhed, men angiver sandsynligheder, og en retsmediciner ville sige, at det er MEGET USANDSYNELIG at skaderne skulle være opstået som angivet, med andre ord LYVER ofret.”

Ligesom andre læsere hældede medicineren til, at folketingskandidatens små cirkelrunde læsioner skyldes børnesår eller anden infektion.

Modstridende forklaring
Børnesår var måske ikke et dårligt gæt. Det viste sig nemlig, at sagens hovedperson var den 19-årige HTX-elev Sarah Victoria Bruun, der tidligere havde været tiltalt for groft hærværk.

Officielt billede af Sarah Victoria Bruun.

Officielt billede af Sarah Victoria Bruun.

Torsdag den 2.oktober fortæller Bruun sin historie til formiddagsavisen BT og  gratisavisen Urban. Her fortæller hun samstemmende:

“”Jeg var på vej til fest, da jeg så en mand stå og sætte klistermærker op. Da jeg så, at det var en nazi-mærkat, lavede jeg en eller anden grimasse og gik videre. Jeg gik tre-fire skridt, og så blev jeg ramt af et hårdt slag bagfra. Jeg røg direkte i asfalten”… Da hun lå på jorden, blev der råbt ad hende. “Jeg hørte ham sige: “Det er din egen skyld, Sarah”, og han sagde også “Jøde”.”

Bruun hævdede altså om torsdagen, at hun først blev slået ned bagfra og derefter udsat for tilråb. Denne forklaring er i klar modstrid med fremstillingen i Enhedslisten pressemeddelelse dagen før. Her blev Bruun tværtimod først udsat for tilråb og dernæst ramt af “slag i ansigtet”.

Bruun skifter forklaring
I et interview til Jyllandsposten dagen efter, fredag den 3. oktober, skifter Sarah Victoria Bruun forklaring. Nu bliver hun, i overensstemmelse med Enhedslistens pressemeddelelse, først tilråbt og dernæst slået i ansigtet.

Da Bruun i denne version af sagen samtidig nøje præciserer, at hun blev ramt af ét slag, så kan det på forhånd udelukkes, at hun blev ramt af slag både forfra og bagfra. Begge hendes historier kan altså umuligt være sande. Dermed står det fast, at Sarah Victoria Bruun har afgivet mindst én falsk forklaring. Mindst én løgn.

Men i modsætning til både onsdagens og torsdagens versioner, så hævder Bruun ikke længere, at den påståede gerningsmand tiltalte hende ved navn. Hun fastholder, at hun blev kaldt jøde og hævder, at hun er halvjøde. Men “Om der er en sammenhæng, ved jeg ikke”, fordi ” Det kan også være, at det bare er brugt som skældsord”.

I fredagens interview kommer det omsider frem, at Sarah Victoria Bruun lørdag nat var beruset. Gerningsmanden har hun aldrig set før og det påståede klistermærke, der skulle have udløst episoden, kan hun heller ikke beskrive nærmere. Østjyllands Politi kan “ikke sige, om Enhedslisten har ret i sin antagelse om politisk vold.”

Siden er der ikke kommet nyt i sagen.

Hvem løj for hvem?
Vi har altså tre forskellige forklaringer om det påståede overfald på Sarah Victoria Bruun. Den første blev forfattet til medierne af Enhedslisten, de to næste fortalt til journalister af Bruun personligt. I sine første interviews kommer hun med en forklaring, der direkte strider mod Enhedslistens pressemeddelelse. Først i anden runde begynder Bruuns historie at stemme med Enhedslistens.

Hvad eller hvem fik Bruun til at ændre forklaring? Ja, det kan man jo kun gætte på. Men enten løj Bruun for både Enhedslisten og offentligheden. Eller også løj Enhedslisten for offentligheden, og pressede eller lokkede den 19-årige Bruun til at støtte sin løgn.

Udnyttet af Enhedslisten
I hvert fald kan man konstatere, at den 19-årige Bruun lige fra historiens begyndelse blev mandsopdækket af Enhedslistens mediepolitiske ordfører, 54-årige Per Clausen, der omgående hævdede, at motivet til det påståede overfald var, at Bruun var folketingskandidat for hans parti.

Per Clausens påstand kan afvises som det pure opspind. For det første har Sarah Victoria Bruun aldrig selv påstået, at hendes kandidatur spillede den fjerneste rolle omkring det påståede overfald. For det andet har Bruun som nævnt senere indrømmet, at hun ikke har belæg for at påstå, at den påståede gerningsmand overhovedet anede hvem hun var.

Per Clausen hævdede også, at AGFs højredrejede hooligans, White Pride, stod bag det påståede overfald. Heller ikke denne påstand er der det fjerneste belæg for i Bruuns skiftende forklaringer.

Som led i sin velkendte bandekrig mod White Pride misbrugte Enhedslisten altså Sarah Victoria Bruuns historie. Men gik Enhedslisten også så vidt, at man direkte beløj sit unge partimedlem?

Martin Lindbloms citatfusk
Det er der faktisk meget, der tyder på. Lad os gå tilbage til onsdag den 1. oktober, hvor offentligheden første gang hører om sagen i en pressemeddelelse fra Enhedslisten. Heri optræder Sarah Victoria Bruun som nævnt anonymt.

Men allerede samme dag afsløres hendes identitet på Monsuns hjemmeside, Modkraft. Artiklen var begået af Martin Lindblom fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion, og udformet som et referat af Enhedslistens pressemeddelelse. Læseren blev ikke oplyst om, hvorfra Lindblom kender identiteten på det påståede offer. Læseren forledes derfor til at tro, i strid med sandheden, at oplysningen stammer fra den refererede pressemeddelelse.

I sin artikel anfører Martin Lindblom også, “Han tiltalte mig som om, han vidste hvem jeg var, og kaldte mig jøde og lignende, udtaler Sarah Victoria Bruun i en pressemeddelelse.” Men Lindbloms citat er et direkte falsum. I Enhedslistens pressemeddelelse står der anført, “De tiltalte mig som om, de vidste hvem jeg var, og kaldte mig jøde og lignende” (red.fremh.)

Hvorfor begår Martin Lindblom, der ellers er kendt for ihærdige forsøg på at forsvare en journalistisk integritet, et så åbenlyst citatfusk?

Hvem lyver denne gang?
Lad os først slå fast, at vi ikke tror på, at Martin Lindblom, der som prominent medlem af tæskeholdet Antifascistisk Aktion selv gemmer sig bag masker og dæknavne, ville røbe Sarah Victoria Bruuns identitet uden hendes tilsagn. Tværtimod tror vi, at Lindblom var i direkte eller indirekte kontakt med Bruun inden han begik sin historie. For det andet er det en kendsgerning, at trods Bruuns skiftende forklaringer, så er det kun i Enhedslistens pressemeddelelse, at der optræder flere gerningsmænd.

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at Bruun oprindeligt også løj om antallet af gerningsmænd. Men alt i alt tror vi, at Martin Lindblom med sit citatfusk har fat i sandheden. Nemlig, at Sarah Victoria Bruun aldrig har påstået, at der var mere end én gerningsmand.

Meget taler altså for, at løgneren i dette tilfælde er Enhedslisten. Dermed rejser der sig også et spørgsmål om, hvorvidt det var Enhedslisten eller Bruun, der oprindeligt ønskede hun skulle holdes væk fra offentligheden. I hvert fald kan man konstatere, at Sarah Victoria Bruun både før og efter onsdag den 1. oktober 2008 ikke har haft spor imod at optræde i pressen.

Enhedslistens løgnekampagne
Som det fremgår af Per Clausens udtalelser i såvel Enhedslistens pressemeddelelse som til Jyllandsposten dagen efter, så ville Enhedslisten gerne bruge Sarah Victoria Bruuns historie som påskud for at inddrage justitsministeren i partiets bandekrig mod White Pride.

I Jyllandsposten drager Per Clausen tillige en direkte parallel mellem Bruuns historie og et meget omtalt gruppeoverfald på en af partiets berygtede gadekrigere fra Antiracistisk Netværk nogle måneder før. Fem unge medlemmer af White Pride tilstod og modtog milde domme for den spontane afklapsning. Domstolens afgørelse blev mødt med raseri af Enhedslisten, ikke mindst fordi retten klart afviste partiets skrål i pressen om politisk vold.

Man begynder altså at kunne skimte Enhedslistens motiv til at belyve den unge Bruun. Man lægger hende falske ord i munden for at give hendes historie en fernis af sådanne gruppeoverfald, som offentligheden i forvejen, ikke mindst takket være partiets egen propaganda, forbinder White Pride med. Dermed kan det påståede overfald på Bruun indgå i Enhedslistens tilbagevendende hetz mod AGFs hooligans for politisk vold.

Lukket miljø
Det skal understreges, at vi naturligvis ikke med bestemthed ved, om det var Enhedslisten eller Sarah Victoria Bruun, der løj om antallet gerningsmænd. Vi ved heller ikke hvorfor Martin Lindblom citatfuskede med Enhedslisten pressemeddelelse i stedet for ærligt at henvise til egen research.

Var det sygelig trang til opmærksomhed, der drev Sarah Victoria Bruun ud i løgn? Eller blev hun som brik i et politisk spil kynisk udnyttet?

Svarene på disse spørgsmål skal søges indenfor Enhedslistens lukkede miljø. I dag er kun unge Bruun grebet i direkte løgn. Det vil nok aldrig blive opklaret, om ældre og mere erfarne undergrundsaktivister gik fri på hendes bekostning.

__

 Den 10. marts i år aflagde Sarah Victoria Bruun Junikredsen et besøg. Til brug for denne artikel stillede vi hende nogle afklarende spørgsmål:

 1) Hvordan pådrog du dig præcist dine sår?
2) Hvem andre end dig har set det påståede klistermærke? Og kan de i give fald heller ikke huske det?
3) Hvor mange genstande havde du faktisk drukket op til episoden?

 HTX-eleven vendte aldrig tilbage…

Portræt af en gadekriger

Få dage før de anti-semittiske optøjer i København forrige lørdag kunne webavisen 180grader.dk afsløre, at en “etableret skikkelse” på det yderste venstre fra sin Facebook-profil opfordrede til ballade mod Dansk Zionistforbunds lovligt varslede demonstration. “Pres på zionisterne lørdag ødelægger noget. Det skaber et signal om at krigen bliver taget herhjem”, truede den 26-årige Erik Storrud bl.a.

Voldstrusler
Erik Storrud er erklæret autonom og har været aktiv på det yderste venstre i små ti år. Som søn af keramikeren Idun Storrud voksede han op i Nykøbing på Falster. I slutningen af 2000 indleder Storrud sin politiske løbebane som såkaldt tastatur-kriger. D.v.s. en, der skal ‘bekæmpe nazisme og racisme verbalt på offentlige internetforaer”, som det hedder i en intern instruks.

Fra den lokale handelsskole afsender Erik Storrud en lang række indlæg på diverse internetfora. Han fører sig frem som såkaldt hård antifascist og prøver ved hjælp af grove trusler at skræmme indvandrings- og venstrefløjskritikere til tavshed. Han efterlyser bl.a. privatadresser, truer med autonome tæskehold og erklærer ligeud, at han selv er blevet “autonom bare for at tæske menneskefornægtere”.

Gadekriger
Erik Storruds trusler var ikke helt tomme. Via internettet var han kommet i kontakt med københavnske autonome og i maj 2001 avancerede han til gadekriger under optøjerne i Gøteborg.

I juli samme år dukkede Erik Storrud op i Svendborg på Sydfyn. Anledningen var en planlagt husbesættelse i byen, hvortil de få lokale gadekrigere omkring Enhedslisten havde brug for forstærkning udefra.

Det lykkedes Erik Storrud at hverve sig posten som talsmand for ‘BZ By 2001’, som gruppen af autonome under eet kaldte sig. Efter en række provokerende udtalelser til medierne blev Erik Storrud og resten af banden jaget på porten af vrede borgere.

Ifølge Erik Storrud har han siden da rejst rundt i Europa som fast deltager i forskellige venstrefløjs-optøjer.

Net-projekt ombejles
Erik Storrud flyttede til København og oprettede i 2003 hjemmesiden ‘bzby.dk’, hvor han sammen med IT-nørden Simon Shine begyndte at drive debatsiden Anarkistforum. I 2005 oprettede makkerparret en hjemmeside, der skulle være et dansksproget led i det internationale netværk ‘indymedia’, der blev stiftet efter venstrefløjs-optøjerne i Seattle i 1999.

Erik Storruds unge indymedia-gruppe blev kurtiseret heftigt af etablerede venstreekstremister. Ført an af den efterhånden midaldrende Inge Kongsgaard Hansen tilbød den gamle Baader-Meinhof-støttegruppe Autonomi Kollektivet, der i dag opererer under navnet ‘Autonom Infoservice’, sig som praktisk arbejdskraft. Fra den lille medie-virksomhed Monsun tilbød den gamle Demos-aktivist Linda Hansen sig med bl.a. skrive-kurser.

Lillesøster indblandes
Den unge indymedia-gruppe holdt til i ‘Spektakel 14’ i det indre København, der er en art ungdomsklub for gadekrigere. I marts 2007 blev Erik Storrud anholdt og varetægtsfængslet for sin andel i Ungdomshus-optøjerne og ‘Spektakel 14’ efterfølgende stormet af politiet.

Under Erik Storruds fængselsophold fungerede hans yngre søster som hans forbindelsesled til det politiske undergrundsmiljø i København. My Storrud var som elev på Det frie Gymnasium få år tidligere blevet sluset ind i miljøet. Søskendeparret bor i dag på Amager.

Nye net-aktiviteter
Driften af hjemmesiden ‘bzby.dk’ ligger stille og det velbesøgte Anarkistforum er overdraget til Simon Shines hjemmeside ‘anarcho.dk’. Indymedias hjemmeside er i det store og hele overtaget af ‘Autonom Infoservice’, der (indtil videre forgæves) prøver at nå op til rivalen Monsuns hjemmeside Modkraft.

På det seneste har Erik Storrud i stedet forsøgt sig som bidragsyder til Monsuns taknemmelige hjemmeside. Foruden sin Facebook-profil driver han også en blog. Her krogede han sig over 180grader.dks omtale af sin person, men blev forskrækket da bl.a. formiddagsavisen BT tog historien op.

Planlægger optøjer
På sin blog forsøgte Erik Storrud samtidig at nedtone sin position i det autonome miljø. “Godt [180grader] ikke rent faktisk spørger den militante venstrefløj, hvor etableret den synes jeg repræsenterer den”, skrev han bl.a.

Men så sent som i august 2008 stod Erik Storrud frem som talsmand for den nystiftede gruppe ‘KlimaX’ og truede med “direkte masseaktioner” mod dette års klima-topmøde i København. “Folk vil komme til København i horder”, skrydede Storrud ved dén lejlighed.

Erik Storruds voldsopfordring på Facebook mod danske jøder blev mødt med bifald af Enhedslistens Jesper Juul Mikkelsen.

Gymnasie-formand bag voldsautonom forening

I marts 2007 bliver ‘Ungdomshuset’ på Nørrebros Jagvej omsider ryddet for massivt bevæbnede autonome af Politiets Antiterrorkorps. De nu hjemløse bøller inviteres indenfor på Det Frie Gymnasium, ligeledes Nørrebro, hvor de bl.a. fortsætter deres såkaldte mandagsmøder.

I maj samme år kommer det offentligt frem, at bøllerne på et sådant mandagsmøde har besluttet sig for at gøre journalister og især pressefotografer til jaget vildt. I forsøg på at ride stormen af udsender Det frie Gymnasiums bestyrelsesformand, Claus Svendsen, en pressemeddelelse via den autonome hjemmeside Modkraft. Heri bedyrer han, at skolen ikke har fundet “indicier på, at der skulle foregå noget ulovligt ved disse møder. Ej heller på mødet i går, hvor jeg deltog, oplevede jeg antaster til ulovlige aktiviteter.”

Claus Svendsen garanterer i sin pressemeddelelse altså med sin person for, at på Det frie Gymnasium planlægger unge venstreekstremister ikke f.eks. overfald på journalister. Men Junikredsen kan i dag afsløre, at gymnasiets bestyrelsesformand selv er særdeles aktiv i en berygtet autonom gruppering, der med vold og trusler systematisk har forfulgt en kritisk journalist.

Det drejer sig om foreningen Strictly Underground, der i begyndelsen af 1990erne arrangerer en række vellykkede koncerter på Christiania med internationalt kendte navne. Skjult for offentligheden finansierer Strictly Underground tæskeholdet Antifascistisk Aktion, der til gengæld stiller op som dørmænd og vagter til foreningens arrangementer.

Under en koncert i august 1993 bliver Weekendavisens musikanmelderen Lars Villemoes truet af Strictly Undergrounds gorillaer fra Antifascistisk Aktion. I en række baggrundsartikler om de voldsomme optøjer den 18. maj samme år, der blev indledt med en demonstration arrangeret af netop Antifascistisk Aktion, havde Lars Villemoes nemlig sat navn på flere straffede ledere af tæskeholdet – ikke mindst på den nuværende hovedmand bag hjemmesiden Modkraft, Martin Lindblom.

Strictly Underground bakker ikke blot offentligt op om Antifascistisk Aktions trusler mod Lars Villemoes, men forbyder ham endog adgang til Christianias førende koncertsted, Den grå Hal.

Truslerne mod Lars Villemoes bliver enden på Strictly Undergrounds kommercielle succes. En enig presse vælger at boykotte gruppens arrangementer, ligesom bookingbureauet Infra Rouge og sponsoren Carlsberg trækker sig.

Forfølgelsen af Lars Villemoes ophører dog ikke. I 1994 arrangerer Strictly Underground ‘antifascistisk 1. maj’ sammen med Antifascistisk Aktion. March-ruten bliver lagt forbi Villemoes’ privathjem: “‘Villemoes – din svindler, du hænger snart og dingler’, råbte en mindre hær af autonome i maj 1994, da de stod uden for Lars Villemoes’ opgang. Villemoes stod i vinduet og kunne se, at de skrev ‘Nazi Dø’ på hans dør, mens den ihærdigt blev forsøgt sparket ind.” (Politiken 1/2 2008).

I de kommende år bliver Strictly Underground arrangør af bl.a. techno-fester og ‘rave parties’ på Christiania, men er i offentligheden mest kendt som fast med-arrangør når Antifascistisk Aktion aggressivt fejrer 1. maj.

I september 2004 køber firmaet Agent Promocateur domænenavnet strictly-underground.dk. Firmaet står i CVR-registeret opført som en enkeltmandsvirksomhed, stiftet af en vis Morten Lund, Jægersborggade nr. 18, 5. sal på Nørrebro.

Men Strictly Onderground ejes i virkeligheden af det berygtede byggefirma Logik & Co., der hjælper til med at befæste ‘Ungdomshuset’ kort før de voldsomme optøjer i 2007. 

Samtidig drives det angivelige enmandsfirma Agent Promocateur fra Claus Svendsens privatadresse på Bygmestervej i Københavns Nordvest-kvarter. Her kan Agent Promocateur, der tilsyneladende ikke driver anden virksomhed end betaling for Strictly Undergrounds domænenavn, kun kontaktes gennem Claus Svendsen personligt.

Bag sin pæne facade samarbejder bestyrelsesformanden for Det frie Gymnasium – garanten for pressefrihed, lov og orden – altså tæt med ledende autonome fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion om at markedsføre en berygtet voldsberedt organisation. En organisation, der med trusler og chikane har forsøgt at bringe en modig journalist til tavshed.

Gadekrigere fremturer med nye løgne

Efter Junikredsens omtale af Socialistisk Ungdomsfronts slagsmål i Vejle torsdag aften med medlemmer af Hells Angels’ supportergruppe AK 81, har Enhedslistens gadekrigere i en pressemeddelelse forsøgt sig med en ny version af sagen.

Junikredsen afslørede bl.a., at Socialistisk Ungdomsfront (SUF) indledte deres angreb med den kendte voldstrussel “nazisvin”. Ikke helt overraskende er SUF derfor nu kommet i tanke om, at “overfaldsmændene” råbte “røde svin”.

SUF er også kommet i tanke om en anden, ny kæk detalje. Læserne husker sikkert, at det for SUF har været magtpåliggende at beskylde den lille organisation Danmarks Nationale Front (DNF) for at stå bag et “planlagt overfald” i Vejle. SUFs belæg var i første omgang en påstand om, at i Vejle var gruppens klistermærker blevet overdækket med “mærkater” fra DNF. Hertil påpeger DNF på sin hjemmeside, at “vi har ikke produceret klistermærker af nogen art, kun løbesedler”, der af enhver frit kan downloades fra internettet.

Selv om man kun har SUFs ord for, at deres propaganda er blevet tildækket med “mærkater” fra DNF, så kan det naturligvis ikke udelukkes, at nogen i Vejle faktisk har anvendt DNFs løbesedler til dette formål. Men som DNF skriver, så gælder det at “hvad enkelte personer måtte bruge eller midbruge vores navn til, kan vi i DNF ikke være ansvarlige for.”

I sin seneste version af sagen har SUF derfor opgivet vinklen med de påståede DNF-klistermærker. I stedet er man nu kommet i tanke om, at “flere af voldsmændene havde t-shirts fra det nazistiske Danmarks Nationale Front”. Da DNF på sin hjemmeside ikke reklamerer med T-shirts, har Junikredsen kontaktet gruppen for at høre om man faktisk fremstiller T-shirts eller andet reklametøj, evt. til internt brug. “Nej, ikke endnu”, lød det korte svar.

Nu kan man selvfølgelig ikke udelukke, at nogen i Vejle på egen hånd har påtaget sig besværet med ikke blot at bruge DNFs løbesedler som klistermærker, men også at få fremstillet T-shirts med gruppens navn. En mere enkel forklaring er dog nok, at SUF forsøger sig med en desperat nødløgn efter Junikredsens afsløring af, at man torsdag aften i Vejle angreb medlemmer af AK 81.

Ifølge SUFs første forklaring planlagde “nazisterne” i Vejle, hvis eksistens politiets specialpatrulje i byen ikke kan bekræfte, egentligt at overfalde gruppens møde torsdag aften. På Monsuns hjemmeside Modkraft kan man læse følgende dramatiske fremstilling:

“Alligevel var nazisterne tilsyneladende ikke sikre på, hvor mødet skulle afholdes. For før mødet forsøgte de at true en SUFer til at sige, hvor det skulle foregå. – De truede med at brække alle hans fingre”.

Denne historie virkede så langt ude, at vi på Junikredsen har boret lidt i hvad den faktisk handler om. Det viser sig, at sagen om det truede SUF-medlem er ganske velkendt på Vejle Tekniske Skole, hvor både forældre og skole er involveret i sagen. Historiens baggrund er kort, at SUF gennem længere tid har brugt skolens parkeringsplads til at udsprede sin propaganda. Sagesløse elever har igen og igen måtte fjerne socialistiske løbesedler, sat fast bag vinduesviskerne på deres biler.

Torsdag omkring middag blev det en elev for meget. Midt i en undervisningstime opsøgte han gerningsmanden fra SUF og skal rasende have udtalt noget i retning af “hvis du ikke stopper med dit lort på min bil, så brækker jeg kraftedme fingerne på dig.”

Ifølge Junikredsens oplysninger var denne elev netop blandt den gruppe unge, der senere torsdag blev angrebet af SUF. Han deltog efter sigende ikke selv i slagsmålet, men det var formodentligt i virkeligheden ham, som tæskeholdet fra SUF var på udkik efter.

Baggrunden for SUFs mange løgne om slagsmålet torsdag aften i Vejle skal ses i lyset af gruppens propagandamateriale, der langtfra er af fredelig art. Tværtimod praler gruppen af, at “vi altid er i stand til at tage en fight med de alt for mange højreorienterede i Vejle.” Gruppens trusler skal naturligvis ikke besvares med trusler. Men det kan dog kun vække respekt, at elever på Vejle Tekniske Skole overhovedet har mod og mandshjerte til at sige fra overfor disse voldsberedte gadekrigere.

Mediesyndikatet Monsun Aps.

Ifølge egne oplysninger blev Mediesyndikatet Monsun stiftet i 2000 som en gren af Enhedslistens ugeavis, Socialisten Weekend. Da partiet året efter besluttede at lukke sin avis, fortsatte en klike af tidligere medarbejdere deres virke i Monsun. Flere havde nær fortid i voldsautonome organer såsom Fingeren, Autonomt Info, Propaganda og Muldvarpen. Et medlem, Mikkel Skov Pedersen, havde angiveligt på egen hånd oprettet hjemmesiden Modkraft, der i dag er Monsuns væsentligste aktiv. Derudover har Monsun bl.a. drevet en hjemmeside for terrorgruppen FARC.

Bruddet mellem Enhedslisten og Monsun-gruppen skete ikke i god forståelse. Tværtimod rasede gruppen offentligt mod partiet, som man bl.a. skældte ud for at være “sekterisk, visionsløst, snævertsynet og egoistisk”. Senere er forholdet blevet varmere og Monsun-medlemmer beklæder i dag høje stillinger indenfor partiet.

I 2005 blev Monsun registreret som anpartsselskab. Direktionen udgøres per januar 2008 af Martin Lindblom, Maj-Britt Milsted, Asger Pedersen og Jutta Kuchenbecker. Selskabet kom i 2007 i økonomiske vanskeligheder og måtte opgive sin avis, PaaGaden. Samtidig har Monsun opgivet sine rummelige lokaler på adressen Nørrebrogade 20 og er flyttet ind hos Eks-Skolens Trykkeri i nr. 5C.

Indtil for nyligt samarbejdede IT-virksomheden Catpipe Systems officielt med Monsun. Dette samarbejde er tilsyneladende ophørt.

Monsuns tidligere lokaler er flere gange blevet ransaget af politiet. Bl.a. i forbindelse med terrorgruppen Grænseløse Beates attentat mod daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj. Mistanken var ikke ubegrundet. Få år tidligere havde en anden terrorgruppe, Homo-Aktion, udført et lignende attentat mod Udlændingestyrelsens direktør. Mindst én af de involverede har i dag forbindelse til Monsun.

Det samme gælder voldsmanden Rune Eltard-Sørensen, der i 2003 overfaldt indenrigsminister Per Stig Møller. Direktionsmedlemmet Martin Lindblom, en flittig skribent på firmaets hjemmeside, er som fører af tæskeholdet Antifascistisk Aktion da også selv flere gange straffet for bl.a. hærværk.

Blandt andre medlemmer af Monsun-gruppen finder man Ulrik Sebastian Kohl, der tidligere er blevet udvist fra Holland. Under dæknavnet “Bobby Schulz” arbejder Sebastian Kohl for Michael Schølardts firma, Fighters+Lovers, der rejser penge for terrorgruppen FARC.

Et andet medlem er den omstridte sociolog René Karpantschof, der via netop Monsun stod bag en meget omtalt nazi-hetz mod en pressemedarbejder i Kirkeministriet. Dagbladet Information måtte senere betale pressemedarbejderen 60,000 kroner i erstatning, fordi man havde brugt Karpantschof som kilde.