Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Tag: Martin Lindblom

Byggeleder styrede skinheads

På baggrund af afsløringer bragt af den kendte blog Uriasposten, kan Junikredsen i dag fortælle historien om, hvordan Balder Johansen, daglig leder af det fondsejede byggefirma Logik & Co., i årevis har brugt farlige voldsmænd – såkaldte sharpskins – som gadekrigere i sit tæskehold ’Antifascistisk Aktion’.

Onsdag den 12. januar i år anholdt bevæbnet politi en påstået talsmand for Danmarks Nationale Front (D.N.F.) på hans bopæl i Nordsjælland. Myndighederne ledte angiveligt efter våben, men fandt ikke noget nævneværdigt. I stedet konfiskerede man under stor dramatik nogle kemikalier, den 43-årige anholdte angiveligt havde stående i sin kælder.

Forhadt af venstrefløjen
Ifølge D.N.F. var disse kemikalier, som myndighederne i øvrigt ikke ville oplyse noget om, dog kun ”rengøringsmidler, der kan findes i enhver almindelig husholdning.” Ikke desto mindre blev den 43-årige varetægtsfængslet for fjorten dage, sigtet for ”forsøg på fremstilling af en eller flere bomber eller eksplosiver”.

Den 43-årige mand er en af de mest forhadte skikkelser på den yderste venstrefløj. Han var i en lang periode centralt placeret i Københavns voldsautonome bevægelse omkring Balder Bergman Johansen, men valgte for seks-syv år siden at vende ryggen til sine ekstremist-venner på det yderste venstre.

Det er i hvert fald hvad Mediesyndikatet Monsun, under sit dæknavn ’Researchkollektivet Redox’, hævder. Fra sine lokaler på Nørrebrogade i København påstår man også, at den 43-årige lod sig debriefe i forbindelse med sin afhopning og at hans intime viden om bl.a. Balder Johansen er videregivet i Xerxes-rapporten.

Balder Johansen har gennem det fondsejede firma Logik & Co. i flere år arbejdet hårdt på at oparbejde en respektabel facade og han ses nu lejlighedsvis i selskab med samfundets spidser. Johansens voldsomme ambitioner trues dog af offentlighedens begyndende kendskab til hans voldelige fortid og forbindelser.

Hos Monsun har overvågning, chikane og hetz mod Johansens nu 43-årige tidligere kampfælle derfor længe haft topprioritet. I forbindelse med anholdelsen i onsdags var virksomheden da også hurtig til at offentliggøre både hans navn, billede og privatadresse på internettet.

Redox-håndlangeren
Sådanne typiske venstrefløjsmetoder fandt dog anstændigvis ikke genklang hos det store flertal af danske massemedier. Men på Ekstra Bladet valgte en vis Jan Søgaard side og gengav kritikløst bl.a. venstreekstremisternes personfølsomme oplysninger om den sigtede 43-årig.

Jan Søgaard var i mange år kriminalreporter hos konkurrenten B.T. Her kom han i foråret 2000 på sporet af, at den i offentligheden endnu ukendte Balder Johansen var andet end blot byggeleder i venstrefløjsvirksomheden Egen Vinding og Datter, hvorfra Logik & Co. senere blev udskilt.

I en afslørende artikel om den yderste venstrefløjs snuskede forretningsmetoder fortalte Jan Søgaard den gang bl.a.:

”Balder Johansen arbejder for firmaet “Egen Vinding & Datter” med hovedsæde i Ringsted. Han har ifølge B.T.s kilder i ca. to årtier været med i det autonome miljø og regnes i dag for en af miljøets anonyme “generaler” og strateger. Han har flere gange været anholdt under uroligheder i København, senest nytårsaften.”

Men derefter lod den erfarne kriminalreporter stifteren af tæskeholdet ’Antifascistisk Aktion’ (AFA) slippe af krogen. Måske opdagede han, at Balder Johansen har en pengestærk herre i ryggen, nemlig den kendte fondsrytter Knud Foldschack.

Uriaspostens afsløring
På Uriasposten rettede man den 13. januar kritisk lys på Ekstra Bladets politisk farvede dækning af sagen fra Nordsjælland. ”Ekstra Bladet med de venstreradikale – mod de højreradikale”, lød den nøgterne sammenfatning fra landets mest indflydelsesrige blog.

Til illustration af den herskende dobbeltmoral på Ekstra Bladet påpegede Uriasposten, hvordan medierne gennem ti år har hemmeligholdt identiteten på den mand, der i sommeren 2002 af en enig landsret fik stadfæstet sin dom på et års fængsel i en meget omtalt sag om grov, politisk vold:

”Et af de mest brutale politiske attentater herhjemme fandt sted på Vesterbro den 5. maj 2001. Ekstra Bladet beskrev det dengang, som ”et renlivet likvideringsforsøg”, da 4-5 autonome overfaldt nationalsocialisten Thomas Derry Nakaba, på vej hjem fra et fitnesscenter. Det lykkedes kun politiet at få dømt den ene, men selvom der ikke er navneforbud, har gerningsmandens identitet ikke været oplyst af et eneste medie. Heller ikke Ekstra Bladet.”

Uriasposten satte derefter navn på voldsmanden.

Søn af antisemit
Lennart Wulf Eichberg er søn af den i Danmark bosatte tyske sociolog Henning Eichberg og broder til komponisten Søren Nils Eichberg. Mens sidstnævnte efter alt at dømme er upolitisk, optræder Henning Eichberg i Danmark som typisk venstreorienteret akademiker, der f.eks. skælder ud over ”højreregeringens destruktionspolitik” fordi hans bevilling i 2003 blev sløjfet.

Men ifølge Institute for Global Jewish Affairs er Henning Eichberg i virkeligheden “the most important theorist of the right wing extremist New Right in Germany”; en “soft core” holocaustbenægter, der udspreder “a special kind of secondary anti-Semitism”.

Det vides ikke hvilken indflydelse Henning Eichbergs specielle form for jødehad har haft på sønnens udvikling til politisk ekstremist. Det kan dog konstateres, at mindst en af Lennart Eichbergs senere førerskikkelser offentligt har benægtet Israels eksistensret.

Husadvokat for tæskehold
Da Lennart Eichberg i 2001 blev dømt i Københavns Byret, kunne dagbladet Politiken fra retssalen bl.a. berette:

Efter domsafsigelsen stod faderen og stirrede frem for sig, mens den 25-årige i et hjørne hviskede med sin forsvarer, Hanne Reumert.”

Lennart Eichberg blev som den eneste dømt for attentatet mod det tidligere DNSB-medlem. Men yderligere to venstreekstremister var sigtet i sagen. Den ene ville pressen kun beskrive som ”en mand først i tyverne”. Tæskeholdets chauffør blev derimod lidt mere udførligt beskrevet som en ”23-årig kvinde med irakisk baggrund”.

Da den arabiske kvinde blev fremstillet i Dommervagten, observerede en journalist fra Politiken følgende optrin:

”En ung mand går baglæns ud af retslokalet, mens han holder et stykke papir op i luften. Han vil have pigens opmærksomhed, inden han forlader Dommervagten. Han råber hendes navn og peger på sit hjemmelavede skilt. »Advokat Hanne Reumert«, står der på papiret. Pigen skal bede om at få Hanne Reumert som advokat. Det er hans besked.”

Hanne Reumert havde travlt i 2001. Hun forsvarede samme år andre medlemmer af ’Antifascistisk Aktion’, der havde dannet banden ’HomoAktion’. Terrorcellens syv medlemmer stod tiltalt for en række brandattentater. Tre blev frikendt, heriblandt den homofile kvinde Ditte Løjborg. Andre fire blev dømt, bl.a. Esben Plenge og bandens leder Kristian Munk.

Samme år tabte Hanne Reumert en sag i Pressenævnet, da hun på vegne af Kristian Munk beklagede sig over, at en avis havde omtalt Munks deltagelse i urolighederne i Göteborg, hans deltagelse i uroligheder på Nørrebro og hans deltagelse i aktionen [hærværk & brandstiftelse] mod det tidligere halmværk i Brønderslev”.

Efter sin løsladelse slog Esben Plenge og andre AFA-medlemmer sig sammen i narko-ringen ’De brune Bude’. Bandens hovedmænd blev senere forsvaret af Hanne Reumert.

Forrige år anholdt PET et andet AFA-medlem, der i skrivende stund er sigtet for grov vold, dataindbrud og støtte til en terrororganisation. Kort efter sin anholdelse krævede A.R. sin beskikkede advokat udskiftet med Hanne Reumert.

Panik i Trollhättan
I modsætning til flere af sine medsammensvorne i ’HomoAktion’, så var Ditte Løjborg allerede midt i 1990erne et kendt ansigt i Københavns voldsautonome miljø. Hun var således med, da ’Antifascistisk Aktion’ i august 1996 drog til den svenske by Trollhättan for at iscenesætte, hvad Leif Thomsen, ekspert i politisk ekstremisme, rammende har betegnet som venstrefløjens ”postmoderne panikscener”.

Begivenhederne i Trollhättan lørdag den 17. august 1996 blev en af de mere pinlige episoder i ’Antifascistisk Aktions’ voldelige historie.

Ganske vist begyndte den anmeldte Hess-demonstration rodet og småkaotisk, men da disciplinerede aktivister fra ‘Nationalsocialistisk Front’ (N.S.F.) tog tøjlerne, udviklede arrangementet sig til en større propagandasejr for denne relativt nye gruppe. Svenske venstreekstremister skrev senere:

Bilder på dem spreds via media över hela landet och det blev ett uppsving med medlemsansökningar till organisationen. Lokalavdelningar började växta upp som svampar ur marken. nsf hade nu etablerat sig som det seriösa organiserade nazistiska alternativet.”

Mens talstærkt politi ud på aftenen eskortede ’Antifascistisk Aktion’ ud af Trollhättan, deltog omkring 200 tilfredse højreradikale i en koncert med det svenske orkester Svastika, der i 1994 gav koncert i Danmark.

Bombefund
Mod sædvane var styrkeforholdet i Trollhättan mellem højre- og venstreradikale rimeligt jævnbyrdigt. I stedet for at søge nærkamp med sine forhadte modstandere, så valgte ’Antifascistisk Aktion’, sammen med svenske og norske ligesindede, derfor mindre risikable slagsmål i byens parkanlæg med svensk politi.

Her blev tæskeholdets indsats hæmmet af en anden faktor. Svensk politi havde nært kendskab til AFA-medlemmernes forkærlighed for bomber og sprængstoffer. F.eks. havde man under uroligheder i Göteborg i 1993 fundet en ét kilo tung, livsfarlig sprængladning i et af deres køretøjer.

Svensk politi tog derfor ingen chancer, men foretog tidligt en grundig ransagning af de danske køretøjer i Trollhättan. Politiets vagtsomhed gav i uhyggelig grad pote. Man beslaglagde i alt 18 bomber. ’Antifascistisk Aktion’ stod derfor uden sine livsfarlige favoritvåben under dagens gadekamp mod ordensmagten.

Men fra Danmark havde der faktisk været nye bomber på vej.

”De folk er farlige”
Mens ’Antifascistisk Aktion’ tumlede rundt med politiet i Trollhättan, blev fire yngre mænd samme dag stoppet på motorvejen ved Rønnede på Sjælland. I deres bil fandt man store mængder af ”køller og sprængstoffer”. Alle fire var tavse som østers og blev derfor varetægtsfængslet.

Dansk presse interesserede sig ikke synderligt for sagen. Men en enkelt avis berettede dog bl.a.:

”Hvad de unge mennesker skulle bruge deres slagkraftige våbenarsenal til, har politiet ikke fået at vide. En teori går ud på, at de fire unge, der kørte i nordgående retning, da de blev stoppet, var på vej til Trollhättan i Sverige.”

Politiets teori blev senere på året bekræftet i et brev, afsendt fra et sted i det danske fængselsvæsen. Her havde brevskriveren stiftet bekendtskab med de anholdte mænd fra Rønnede, og vedkommende kunne bl.a. fortælle:

”Dem der blev stoppet på vej til Sverige, var nogle sharpskins, der har tilholdssted i København, Nørrebro. Flere af dem har gået i samme skole, men jeg regner med at alle kender hinanden fra skoletiden. De er alle sammen kronraget, går rundt i sorte adidasbukser, med hvide striber, som kendetegner de typer.”

De tre af mændene identificerede brevskriveren dernæst som Sebastian Østergaard Truelsen, Daniel Saginarlo Mikkelsen og Michael Andersen. Brevet sluttes med følgende advarsel:

”De folk er farlige. De skal stoppes før noget går galt.”

Desværre lyttede ingen for alvor til denne advarsel; bandens fjerde medlem var den senere så rottweiler-glade voldsmand fra Vesterbro, Lennart Wulf Eichberg.

Anholdt med Balder
Brevet fra efteråret 1996 bekræfter altså i og for sig de oplysninger, der står anført i den 8-9 år senere ’Xerxes-rapport’. Men faktisk er Balder Bergman Johansen ved mindst en lejlighed blevet anholdt i selskab med Lennart Eichberg og hans kronragede venner ”Seb” og ”Pikken”.

Det skete natten til den 1. november 1994, hvor politiet pågreb en maskeret Balder Johansen i færd med at angribe DNSB’s hovedkvarter i Greve.

Med sig havde ”Generalen” hele sit tæskehold på knap 40 medlemmer. Mange var bevæbnede og i deres bus fandt politiet store mængder af ”jernrør, slangebøsser og trækøller”. Et arsenal, som det purunge AFA-medlem Melanie Wange Larsson tog skylden for.

Det gjorde hun måske fordi Stephan Klinthøj Rasmussen og Christian Zwettler i forvejen var dømt for væbnet bankrøveri. Balder Johansens højre hånd, Martin Lindblom, var med sine tidligere domme for groft hærværk sikkert heller ikke villig til tage skraldet.

Det var Martin Lindblom, der få år før sin død sprang ud som eksistensretsbenægter.

Enhedslistens Pelle Dragsted tager i dag afstand fra sin voldelige fortid, så lad os ikke hvile for meget ved ham.

Politiet anholdt også Maria Sønnøve Pagels, der som ”Generalens” faste og ganske unge sengekammerat hurtigt var kommet til tops i hans tæskehold. Alderen har dog ikke gjort Maria Pagels klogere, for så sent som 2005 blev hun igen pågrebet af politiet.

Flere andre anholdte end Lennart Wulf Eichberg havde prominente aner på den yderste venstrefløj. Således blev også en søn af 68-veteranerne Bente Hansen og Benny Holst ført væk i håndjern den nat i Greve.

_

Reklamer

Antifascistisk Aktion, Politiken og Kafa-X

INTRO: NØRREBRO 1998

I 1998 overfaldes parlamentarikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro. Hun søger efterfølgende tilflugt i bank, der omringes af sortklædte autonome. Kjærsgaard slipper først væk da bevæbnet politi ankommer til stedet.

Selv om den formodede gerningsmand, Frank Piasecki Poulsen fra TV-Stop, har nære relationer til Antifascistisk Aktion (AFA), bliver det venstreorienterede tæskehold aldrig officielt sat i forbindelse med volden mod Dansk Folkepartis leder.

Frank Poulsens TV-Stop filmede ivrigt begivenhederne. Junikredsen har for nylig gennemgået de gamle optagelser og kan i dag dokumentere, at belejringen af Kjærsgaards tilflugtsted blev orkestreret af AFA-medlemmer.

På nedenstående billeder ser man først et kvindeligt AFA-medlem dukke op med propagandamateriale, som hun overdrager til en sortklædt og formummet mand, der optrådte som leder af det autonome pøbel.

Det prominente AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA’s propaganda på facaden af den bankbygning, hvor en forslået og skræmt Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt.

Mens dette står på, bliver den formummede mand opdækket af en brutalt udseende gadekriger, der vagtsomt holder øje med gaden.

Af billederne fremgår det ikke umiddelbart, at de på bankfacaden opsatte klistermærker er propaganda for Antifascistisk Aktion. Men Junikredsen kan afsløre, at materialet blev fremstillet i forbindelse med kampagnen ‘Stop Udvisningerne’, som AFA søsatte året før.

Propagandamaterialet for denne kampagne blev trykt både med og uden AFA’s navn. I forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard valgte tæskeholdet den anonyme variant.

En kvinde fra AFA dukker hastigt op og giver det medbragte propagandamateriale videre til gruppens formummede leder.

Det fremtrædende AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA's klistermærker på facaden af Pia Kjærsgaards tilflugtssted.

Mens dette foregår, dækkes den sortklædte leder af en rå type (yderst t.v.), der vagtsomt afpatruljerer gaden.

Propagandaen for AFA´s kampagne 'Stop Udvisningerne' blev trykt både med og uden Antifascistisk Aktions navn og daværende adresse.

Siden overfaldet på Nørrebro i 1998 har Pia Kjærsgaard levet under fast beskyttelse af PET. Her tolv år senere har efterretningstjenesten rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraffer mod et ledende AFA-medlem. Dagbladet Politiken giver i den anledning det venstreorienterede tæskehold et klap på skulderen.

. . .

I forrige uge blev der rundsendt en advarsel til dansksindede borgere om, at journalister fra dagbladet Politiken angiveligt forsøgte at indsamle information om venstrefløjens tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

AFA-relationer
Ifølge advarslen skulle eventuelle kontaktede borgere være opmærksomme på, at Politiken har tætte relationer til AFA. Fra Enhedslistens daværende ugeavis ’Socialisten Weekend’ rekrutterede man for nogle år siden således Jakob Martin Strid, der som tegner, grafiker og layouter var et prominent AFA-medlem.

Efter kun et år på Politiken, hvor han bl.a. nåede at true historikeren Lars Hedegaard på livet, forlod Jakob Martin Strid af egen drift avisen. På redaktionen begræd man hans afgang og understregede, at man gerne ser ham tilbage i folden.

På det seneste har dagbladet Politiken rekrutteret AFA’s sagnomspundne general, Balder Bergman Johansen, der driver håndværkerfirmaet Logik & Co. på Nørrebro, som medlem af en ”tænketank”, der skal knuse ungdomsarbejdsløsheden.

Balder Johansen blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Sammen med den nyligt afdøde Martin Lindblom dannede Balder Johansen i 1992 AFA og er i dag en af generalerne bag Kirkeasyl. Han driver tillige foreningen Strictly Underground, der har finansieret AFA og sammen med tæskeholdet forfulgt journalisten Lars Villemoes.

Afsenderen af forrige uges advarsel mod dagbladet Politiken påpegede, at der derfor måtte herske stor usikkerhed om, hvor avisens informationer havner henne, ligesom afsenderen anså det for givet, at en eventuel artikel i Politiken om AFA ville blive konstrueret i samarbejde med tæskeholdet.

Rabiat debattør
Junikredsen kan bekræfte ovenstående oplysninger om Politikens relation til AFA. Avisens alliance med voldsberedte ”antifascister” (dybest set pro-kommunister) bekræftes tillige af en anden skikkelse.

Politiken har nemlig også rekrutteret den ekstreme venstrefløjsdebattør Rune Engelbreth Larsen som bl.a. fast giftspreder mod Dansk Folkeparti. Engelbreth Larsen har efter alt at dømme aldrig været medlem af AFA, men har beviseligt samarbejdet med Foreningen Demos, da denne stadig gjorde tjeneste som tæskeholdets efterretningstjeneste.

Rune Engelbreth Larsen har tidligere opfordret til at møde fascismen slag for slag. Hans voldsopfordringer blev senere ledsaget af nøje instrukser til herboende muslimer om, hvordan de lovligt bør anskaffe sig skydevåben til fremtidigt selvforsvar mod den danske befolkning.

Rune Engelbreth Larsens omhyggelige våbeninstruks er i dag en populær tekst blandt ”antifascister” og danner formodentligt, sammen med bl.a. våbenindkøb i Tyskland, en del af baggrunden for PET’s advarsel om, at disse kredse i stigende grad forsøger at anskaffe sig våben.

Rune Engelbreth Larsens våbeninstrukser er i dag en populær tekst blandt venstrerabiate. Nederst t.h. en reklame for Autonomt Info.

Begrundet mistanke
Dagbladet Politiken havde søndag den 14. marts ganske rigtigt en større historie om tæskeholdet Antifascistisk Aktion, fordelt på tre artikler. Inden vi går til indholdet af disse artikler, vil vi dog gerne knytte et par kommentarer til forrige uges advarsel, som nogen – er vi bekendt med – har opfattet som lige lovlig konspiratorisk.

Dagbladet Politiken er i de senere år blevet mere ekstremistisk. Avisen er i dag stærkt regeringsfjendtlig og agiterer for en tilbagevenden til pro-socialistiske og pro-muslimske tilstande. Man ønsker kort sagt flere skatter og flere muslimer.

Samtidig står det fast, at venstrefløjens private efterretningstjenester får bistand af journalister tilknyttet massemedierne. Det har den nu afdøde Demos-fører Erik Jensen bl.a. indrømmet i et interview, ligesom professionelle pressefotografer beviseligt er i sold hos Redox.

Ser man på de to journalister – Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen – så kan man også konstatere, at ingen af dem optræder blandt de 38 Politiken-medarbejdere, der offentligt har protesteret mod bladets knæfald for muslimers forlangender i forbindelse med de såkaldte Muhammed-tegninger.

Af Maltesens og Blok Thomsens historie fremgår det endvidere, at de faktisk har været i direkte og personlig kontakt med repræsentanter for Antifascistisk Aktion, der får fri taletid i avisens spalter.

Man kan altså sige, at der foreligger en begrundet mistanke mod Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen for at have givet eventuelle oplysninger om anti-kommunister til AFA. Men beviser er der ikke.

Pseudo-afsløring om Kafa-X
Søndag den 14. marts rungede det på forsiden af Politiken Kommune giver støtte til ekstreme antifascister. I Bo Maltesens og Claus Blok Thomsens artikel kunne man bl.a. læse:

På sin hjemmeside skriver Antifascistisk Aktion, at den har postadresse i nogle kælderlokaler i Korsgade 19 i København… Lokalerne bliver officielt udlejet til en forening, der kalder sig Foreningen af 1.1. 1993, og som siden 2001 hvert år typisk har fået mellem 35.000 og 40.000 kroner i huslejetilskud af Københavns Kommune.

Man skal dog helt om på side 7 i søndagstillægget PS før det oplyses, at de omtalte kælderlokaler huser Kafa-X, der frem til december 1999 havde adresse i Blågårdsgade 12, ligeledes Nørrebro.

Autonome Revolutionære
I april 1993 kunne journalisten Lars Villemoes i Weekendavisen berette:

Indtil den 1. april i år havde Autonome Revolutionære rummelige butikslokaler i Blågårdsgade 12, tæt ved det, der blev gadekampens centrum den 18.-19. maj. Disse lokaler har de sidste seks uger været prydet af plakater fra Antifascistisk Aktion.

Autonome Revolutionære, der efter Villemoes’ afsløringer omdøbte sig til Autonomi Kollektivet og i dag kalder sig Autonomt Infoservice, blev dannet i 1987 af østrigeren Alfred Lang som en dansk støttegruppe til den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF), der i årene 1970 til 1997 myrdede 34 mennesker alene i Tyskland.

Fra Blågårdsgade nr. 12 drev Autonome Revolutionære en tilsyneladende tilforladelig bogcafé ved navn Zapata. Men indenfor, kunne journalisten Lars Leergaard berette, var billedet anderledes mørkt:

På Alfred Langs kontor i hans bogbutik ”Zapata” ligger der en tysksproget huskeseddel til aktions-udflugter. Gode råd om hjelme, benskinner og forbindinger til brug ”i marken”.
På bogcafeens hylder finder man blandt andet en håndbog for by-guerilla, et 169 siders stort RAF-dokument om ”henrettelsen” af direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herhaussen.

International terrorist
Efter afsløringen af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), bedre kendt som Blekingegadebanden, dannede Foreningen Demos en støttegruppe, der fik navnet Antirepressionsguppen, for bandens fængslede medlemmer, heriblandt hovedmændene Torkil Lauesen og Niels Jørgensen.

Da den schweiziske terrorist Marc Rudin få år senere blev fanget, dannede Autonome Revolutionære den personlige støttegruppe Antirepressionsgruppen Marc Rudin.

På ordre fra den arabiske terrororganisation PFLP bistod Marc Rudin, der allerede var efterlyst for et bombeattentat i sit hjemland, den danske kommunistgruppe med et millionrøveri mod Købmagergades Postkontor. Det var under dette røveri, at banden myrdede den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

René Karpantschof leder i 1990 en demonstration udenfor Østre Landsret til støtte for Blekingegadebanden.

Fem år senere begår René Karpantschof et omfattende indlæg Enhedslisten avis 'Den Røde Tråd' sammen med Torkil Lauesen og Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. De tre kumpaner skælder bl.a. ud over, at en venstrefløjsdebattør "finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd ånd i deres støtte til Marc Rudin... og deres kontakt til Blekingegadebanden."

AFA og Antiimperialistisk Plenum
Autonome Revolutionære samarbejdede i disse år, bl.a. i sammenslutningen Antiimperialistisk Plenum, tæt med gruppen Den Røde Bande, der blandt sine fremtrædende medlemmer talte Christian Zwettler (ligeledes østriger), Jakob Martin Strid og Martin Lindblom, der alle tillige var fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion.

Christian Zwettlers danskfødte hustru, Anette Zwettler, der i dag kalder sig Gia Zwettler, vedgik i et interview i 1997, at Den Røde Bande var dannet med RAF som forbillede og at den danske gruppe pønsede på egentlige terrorhandlinger. Man nåede et par bankrøverier, inden gruppen med fængslingen af bl.a. lederen Zwettler blev standset af myndighederne.

Alfred Langs mangeårige partnerske, Inge Kongsgaard Hansen, leder i 1997 en demonstration til støtte for Marc Rudin. Blandt deltagerne så man René Karpantschofs gode ven, Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Fra Zapata til Kafa-X
Det var således ikke noget tilfælde, at Autonome Revolutionære i 1993 overdrog sine lokaler til AFA. Og året efter Lars Villemoes’ afsløring bekræftede ledende autonome i deres bog De Autonome da også, at det faktisk var grupperne Revolutionære Feminister og Antifascistisk Aktion, der i sin tid tog initiativet til Kafa-X. (Revolutionære Feminister er for længst opløst.)

Udsnit af side fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariats årsrapport 1995.

Københavns Kommune har, via Foreningen af 1/1 1993, støttet Kafa-X over en langt længere årrække end det påstås af Politiken. Af årsberetningen for 1995 fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariat fremgår det således, at foreningen allerede den gang modtog økonomiske tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Dagbladet Politiken fortæller altså ikke noget egentligt nyt om Kafa-X, men skjuler de stærke terrorsympatier i både dens og AFA’s forhistorie.

Camilla Esser
Foreningen af 1/1 1993’s ansvarlige overfor Københavns Kommune var i 1990erne Camilla Esser fra Antifascistisk Aktion.

Da Camilla Essers navn blev nævnt offentligt i 1997, forsvandt hun som dug for solen. Junikredsen kan dog afsløre, at hun i 1994 blev anholdt sammen med bl.a. Balder Johansen og den dømte bankrøver Christian Zwettler, da en svært bevæbnet AFA-gruppe blev stoppet i en bus.

Camilla Esser er for nylig dukket op igen for en kort bemærkning. Det skete da hun ikke kunne modstå fristelsen til en dydig kommentar til René Karpantschofs hengivne afsked på Modkraft med sit gamle idol, slagsbroderen Martin Lindblom fra AFA.

Camilla Esser hylder på Modkraft den afødede AFA-fører Martin Lindblom.

Lindblom (t.h.) angriber en tilfældig tilskuer, Køge 1997. "Martin var min helt", skrev Karpantschof ved AFA-førerens død forrige år.

Lindblom (t.h.) i aktion i Køge 1997. "Martin var min helt", skrev René Karpantschof ved AFA-føreren død forrige år.

Af andre gamle kendinge, der måtte græde ud til Karpantschofs mindelige ord om sin erklærede helt, kan nævnes Jakob Martin Strid, Alfred Lang og… Kafa-X.

Camilla Essers rolle er i dag tilsyneladende overtaget af Karoline Siemen fra Østerbro, der bl.a. står bag en hjemmeside for Kafa-X. Karoline Siemen er tillige medlem af gruppen Internationalt Forum, hvis leder er identisk med netop Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, der fik ti års fængsel for sin deltagelse i røveriet mod Købmagergades Postkontor.

Karoline siemen fra Østerbro er registrant for Kafa-X' hjemmeside.

Karoline Siemen som hun præsenterer sig på Facebook.

Overfladisk interview
Inden vi behandler Politikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion, skal vi lige kaste et kort blik på et ledsagende interview med to medlemmer af tæskeholdet.

En markant del af interviewet bruges til at menneskeliggøre AFA-medlemmerne, hvis påståede personlige baggrund oprulles for læseren. I resten af det ukritiske interview siger de to bøller ikke andet end hvad AFA allerede har sagt i en tidligere pressemeddelelse.

Selv de mest åbenlyse løgne om AFA’s erklærede og udstrakte brug af vold får lov til at stå uimodsagte af Politiken. Heller ikke gruppens automatstempling af sine ofre som ”nazister” konfronteres af de to journalister, der i stedet pligtskyldigt nedfælder dybsindigheder såsom Nazismen er ikke stor i dag, men den har større grobund nu end for fem år siden på grund af regeringens politik

Gruppens medlemmer vedgår dog for første gang offentligt, at AFA er organiseret som et regulært forbrydersyndikat, hvor man kun på opfordring fra banden selv kan blive medlem.

Det stort opsatte interview strækker sig over to spalter og er for så vidt interessant fordi det – sammen med førnævnte pressemeddelelse – bekræfter, hvordan AFA, under pres fra den verserende terror-sag mod lederfiguren A.C., nu forsøger at tale sig fra sine mange voldelige ugerninger og udtalelser.

En taktik, som dagbladet Politiken ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Klap på skulderen
Søndagspolitikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion baserer sig bl.a. på ukritiske interviews med Pelle Dragsted og René Elley Karpantschof. Uimodsagt får Dragsted lov til at påstå, at han i dag tager afstand fra vold, og Karpantschof får lige så uimodsagt lov til at hævde, at han aldrig har været medlem af AFA.

René Karpantschof blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Derimod får ingen af AFA’s mange voldsofre lov til at ytre sig. Faktisk optræder glosen ’offer’ slet ikke i forbindelse med Politikens omtale af AFA’s vold. Disse ansigtsløse mennesker beskrives i bedste AFA-retorik derimod konsekvent som nazister, højreekstremister og yderliggående højreorienterede (gloser som ’venstreekstremist’ og ’kommunist’ optræder selvsagt ikke), eller endog ironisk som f.eks. to tørstige herrer. Lige så smilende beskrives AFA’s vold som bl.a. kvikke bøllebank og masser af godnatkys.

Ved hjælp at dæmonisering og ironisk distance manipulerer Politiken altså med sit stof således, at læseren ikke kan føle meget andet end ligegyldighed med de lidelser, som AFA påfører sine voldsofre. Omvendt skildres AFA’s medlemmer som mennesker af kød og blod, som læseren ikke blot kan identificerer sig med, men endog have respekt for. AFA’s medlemmer har bl.a. evnen til at planlægge, er psykisk stærke og stoler på hinanden.

Set fra den yderste venstrefløjs synspunkt tempereres disse klap på skulderen til deres tæskehold dog af Politikens skildring af den bandekrig mellem højre- og venstreradikale, som venstreekstremisterne – ført an af Enhedslisten – hårdnakket benægter eksisterer. Dog sørger Politiken omhyggeligt for kun at præsentere bandekrigen som PET’s opfattelse.

Terrorlovgivningen mod AFA
Dagbladet Politiken kommer i sit forstående portræt af AFA ind på et forhold, der ikke tidligere har været omtalt i pressen. Ifølge Politiken er den 23-årige A.C., der bl.a. opererede fra en lejlighed i Fredericia, sigtet efter den ”milde terrorparagraf” fordi han

… har været leder af Antifascistisk Aktion, AFA, ”der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen”.

Politiken citerer straffelovens paragraf 114f, der i sin helhed lyder:

Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det har tidligere været fremme i pressen, at A.C. er sigtet for økonomisk støtte til en terrororganisation, men der er så vidt vides ikke tidligere blevet sat navn på organisationen. Nemlig Antifascistisk Aktion.

Bliver AFA’s hovedmand dømt efter terrorloven betyder det altså samtidig, at Antifascistisk Aktion i også lovens forstand er en terrororganisation på linje med FARC og PFLP, som en række venstreekstremister efter samme paragraf allerede er dømt for at have støttet.

I yderste konsekvens kan sagen derfor også betyde, at f.eks. AFA’s dækorganisation – Foreningen af 1/1 1993 – kunne dømmes efter samme paragraf. Siden loven blev vedtaget i 2006 har man da også kunne iagttage hvordan bl.a. Demos og Enhedslisten har haft travlt med at slette sporene efter deres tætte samarbejde med tæskeholdet.

Mulig optrapning
AFA’s vold er politisk motiveret. Gruppens voldsofre tæskes for de holdninger til væsentlige samfundsspørgsmål, som venstrefløjen vil have bragt til tavshed. Det skriver man f.eks. ligeud i sit originale ’manifest’:

Når det gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Den vold, der i begrænset omfang udøves mod kommunister, er derimod primært ikke politisk motiveret, men udspringer som oftest af konkrete voldelige overgreb begået mod venstrefløjs- og indvandringskritikere. Det viser bl.a. en række domme mod medlemmer af gruppen White Pride i Århus.

Hvis krigen mod terror kan presse venstrefløjen til at afstå fra vold, så kunne den meget omtalte bandekrig derfor uden tvivl gå i sig selv igen. Men venstreorienterede har generelt ikke respekt for loven og begynder de først at opfatte deres metoder som moralsk acceptable også udenfor deres eget miljø, kunne de lige så vel finde på at gribe til de skydevåben, som PET mistænker dem for at ville anskaffe sig.

Deri ligger Politikens ansvarsløshed.

_

Og så er der en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.
Antifascistisk Aktions program fra 1994.

Hvis det virkeligt var mit mål, så kunne jeg skære halsen over på dig nu.
Martin Lindblom til folkevalgt politiker, Information 1995.

Som om vi ikke kunne finde ud af slås med politiet i 20 graders kulde..
”Martin Nielsen” (Martin Lindblom), Ekstra Bladet 1996.

Hvorfor så ikke tage afstand fra volden?
Jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.

Interview med ”Jørgen” fra AFA, Politiken 1997.

Volden er et nødvendigt onde, som kun benyttes for at opnå helt bestemte mål.
”Anders” (Martin Lindblom) fra AFA, Ekstra Bladet 1997.

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Stop Udvisningerne’, Propaganda 1997.

Hvis de stikker deres grimme fjæs den mindste smule frem, så får de tæsk.
Anonym AFA-talsmand, Ekstra Bladet 1998.

Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Hold Kæft Danmark’, Propaganda 1998.

Nu ved nazisterne hvad der venter dem… Nazisterne bruger selv vold. Og hvis de vil, så kan de slås med os.
”Anders Lind” fra AFA, Ekstra Bladet 1999.

Generelt går vi ikke af vejen for et slagsmål… så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder.
Anonym AFA-talsmand, Jyllandsposten 2005.

Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.
AFA’s program, revideret ca. 2005.

Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.
AFA’s erklæring af 26. februar 2010.

Accepterer AFA brugen af vold?
Jeg er tilbøjelig til at svare nej…
Interview med ”Kristoffer” fra AFA, Politiken fjorten dage og en terror-sigtelse senere.

*

HK-ansat styrer voldsautonom forening

Dansk Varemærketidende nr. 49, 126. årgang, 2005-12-07

Dansk Varemærketidende nr. 49, 126. årgang, 2005-12-07

På den kendte blog Uriasposten kan man se nogle fine billeder fra en større demonstration den 18. august i år på Rådhuspladsen i København, afholdt af den stadigt mere militante organisation Kirkeasyl.

Af Uriaspostens billeder fremgår det, at Kirkeasyls demonstration blev styret af vagter og praktiske grise fra håndværkerfirmaet Logik & Co. og den kommercielle forening Strictly Underground, der har til huse på henholdsvis Nørrebro og Christiania.

Logik & Co
I 2001 udskilte byggefirmaet Egen Vinding og Datter i Ringsted sin københavner-afdeling til et selvstændigt firma, Logik & Co.

Bag firmaet på Nørrebro står i dag fonden Rød Fond, der i 2006 ændrede navn til X-Fond. Fondens bestyrelsesformand er identisk med tæskeholdet Antifascistisk Aktions omstridte general, Balder Bergman Johansen.

Balder Johansen udleveres af Daniell Marcussen, ledende anarkist fra Ålborg.

Balder Johansen udleveres af Daniell Marcussen, ledende anarkist fra Ålborg.

Blandet X-Fonds øvrige bestyrelsesmedlemmer ser man andre gamle kendinge fra den yderste venstrefløj såsom BZ-advokaten Knud Foldschack og Lars Kofoed Jørgensen fra det nu konkursramte Egen Vinding og Datter.

I 2005 købte Logik & Co. rettighederne til Strictly Undergrounds navn og varemærke. Trods efterhånden tyve år på bagen er virksomheden stadig ikke momsregistreret.

Lars Kofoed Jørgensen (t.v.) og Claus 'Svende' Svendsen. I forgrunden Maria Pagels, mor til Balder Johansens børn og prominent medlem af hans voldelige gruppe.

Lars Kofoed Jørgensen (t.v.) og Claus 'Svende' Svendsen. I forgrunden Maria Pagels, mor til Balder Johansens børn og prominent medlem af hans voldelige gruppe.

Voldstrusler stadig ved magt
Under ledelse af musik-baronen Peter Sørensen, i dag ejer af Beatbox Booking & Concerts, begyndte Strictly Underground i 1993 at forfølge journalisten Lars Villemoes.

Villemoes havde i en række artikler sat navn på dømte medlemmer af Antifascistisk Aktion, ikke mindst den flere gange straffede Martin Lindblom fra Monsun.

Strictly Undergrounds voldstrusler mod Villemoes blev mødt med en omfattende presseboykot af organisationens arrangementer. I 1995 forsøgte Strictly Underground at få boykotten hævet ved at påstå, at man havde indstillet forfølgelsen af den kritiske journalist.

Strictly Undergrounds påstand blev afvist af både Lars Villemoes og Dansk Journalistforbund.

Peter Sørensen forlod Strictly Underground omkring år 2000. De nye ejere har haft hen ved fem år til at bekende kulør omkring den grimme sag. Det har de valgt ikke at gøre. Men med Balder Johansen ved roret må det forventes, at truslen mod Lars Villemoes ikke er blevet mindre.

Gadekriger som stråmand
Som Junikredsen tidligere har afsløret, så købte Den fri Gymnasiums bestyrelsesformand, Claus ’Svende’ Svendsen, via firmaet Agent Promocateur i 2004 domænenavnet strictly-underground.dk. Samme år købte Agent Promocateur også domænenavnet underground-productions.dk.

Manden til venstre på dette billede skal være identisk med gadekrigeren Morten Lund.

Manden til venstre på dette billede skal være identisk med gadekrigeren Morten Lund.

Agent Promocateur ejes formelt af gadekrigeren Morten Lund, der har tæt forbindelse til bl.a. autonome fodboldbøller i FCK-fraktionen ’Rude Lions’. Underground Productions er et uautoriseret vagtfirma, der bliver drevet fra Morten Lunds privatadresse i Jærgersborggade på Nørrebro.

Morten Lunds ulovlige vagtfirma er ikke momsregistreret, men opgiver i stedet Agent Promocateurs cvr.-nummer.

Både Morten Lund og Underground Productions er formentligt ikke meget andet end stråmænd for Strictly Undergrounds ældre og mere erfarne autonome.

Ole Sønderby Petersen
Blandt Morten Lunds venner på Facebook finder man i hvert fald, udover naturligvis Claus Svendsen, flere ledende figurer fra Strictly Underground, bl.a. Henrik ’Hønse’ Axelsen og Ole Sønderby Petersen.

Ole Sønderby Petersen - Balder Johansens mand på Christiania.

Ole Sønderby Petersen - Balder Johansens mand på Christiania.

Ole Sønderby Petersen er Balder Johansens mand på Christiania. Men han spiller ikke kun en fremtrædende rolle i det voldsautonome netværk af ulovlige firmaer.

Ole Sønderby Petersens person bekræfter nemlig endnu en gang dele af dansk fagbevægelses tætte parløb med det voldsautonome miljø: Han er også journalistisk IT-konsulent (og tidligere web-redaktør) for fagforbundet HK.

 

HK's web-redaktør, den pæne RUC-studerende Ole Sønderby Petersen.

HK's web-redaktør, den pæne RUC-studerende Ole Sønderby Petersen.

Ifølge markedsføringslovens § 4 skal en reklame fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes.

Denne kendsgerning anfægter ikke HK’s autonome IT-konsulent, der på internettet bruger sin stilling og titel til at gøre skjult reklame for Strictly Underground.

Ole Sønderby Petersens skjulte reklame for Strictly Underground

Ole Sønderby Petersen reklamerer skjult for Strictly Underground.

Ven med dømt voldsautonom
Blandt Ole Sønderby Petersens venner på Facebook finder man Kristian Munk fra Antifascistisk Aktion.

I 2001 blev Munk udvist fra Sverige, mistænkt for terrorvirksomhed. I samme sag blev også en vis Signe Skriver udvist.

I forbindelse med nogle udviste kriminelle irakeres besættelse af Vor Frue Kirke i maj måned, optrådte den i dag 30-årige Signe Skriver som officiel repræsentant for arabernes danske venner. Efter Junikredsens afsløring af hendes person forsvandt Skriver fra pressens spalter.

Kristian Munk blev i marts 2003 idømt tre års fængsel for en række brandattentater mod privathjem. Efter sin løsladelse blev han aktiv i Demos, men skal i dag være gået med i Redox.

_

Modkraft-redaktør løj om dom

Det kommunistiske organ Dagbladet Arbejderen har på sin hjemmeside en ældre historie om den kendte venstreekstremist Martin Lindblom, redaktør af hjemmesiden Modkraft.
Lindblom-Modkraft

Med den aldrende Lindblom i centrum reklamerer hjemmesiden Modkraft for sig selv. Få ville genkende den før så veltrænede skikkelse, der helt oppe i dette årti slog løs i gaderne. På Facebook gemmer Lindblom sig bag manipulerede billeder af katte. Blandt ældre voldsautonome en indforstået henvisning til hans gamle dæknavn Martin Kat.

Udvist fra Tyskland
Historien skal være som følger: I juni 2007 drog en lille hård kerne af danske autonome af sted i en minibus for at deltage i optøjerne under G8-mødet i den tyske by Rostock. Ved grænsen blev minibussen stoppet af tysk politi og syv af de i alt ni danske venstreekstremister blev nægtet indrejse i forbundsrepublikken. Blandt dem var Martin Lindblom.

Ifølge Lindbloms egen fremstilling forsøgte han at undgå udvisning fra Tyskland ved at vifte med et pressekort og samtidig påstå, at han var ”journalist på arbejde”. Hjemme i Danmark forsøgte han at inddrage Dansk Journalistforbund i sagen, fordi han ville have et ”papir.. der slår fast at det var forkert at jeg blev afvist ved grænsen”.

Martin Lindblom har naturligvis aldrig sidenhen fremvist et sådant stykke papir. Tværtimod løj han bevidst om sagen til Dagbladet Arbejderen – og formentlig også for Dansk Journalistforbund.

Ifølge Martin Lindbloms forklaring blev han nemlig udvist på grund af ”en 13 år gammel dom for hærværk”. Lindblom uddybede denne forklaring med, at han ”i 1994 blev dømt for at have deltaget i en aktion, hvor et hegn ind til Sandholmlejren blev væltet.”

Hærværk mod Sandholmlejren
Martin Lindbloms historie er lodret løgn. Han er ganske rigtigt dømt for hærværk mod Sandholmlejren. Men ikke i 1994.

Hærværket blev begået fredag den 6. marts 1998 af omkring 30 bøller fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion (der til lejligheden kaldte sig ’Antiracistisk Håndværkerlaug’.) Blandt de anholdte var også Pelle Dragsted fra Antifascistisk Aktions berygtede Amicisvej-gruppe.

Martin Lindblom pågribes 1998 under sit hærværk mod Sandholmlejren.

Sandholmlejren 6. marts 1998. Martin Lindblom gribes på fersk gerning.

Den ikke altid lige driftssikre Lindblom kom for nogle år siden til at røbe denne hærværksdom, da han i en debat på sin hjemmeside blev konfronteret med indholdet af et læserbrev i Jyllandsposten, skrevet af hans forhadte navnebror, Martin Kasler (Lindblom har efterfølgende omhyggeligt slettet debatten, men der henvises til den her.)

Tidligere dømt
Martin Lindblom er mindst to gange tidligere blevet dømt for hærværk. Det blev han i 1987 og igen i 1992, hvor han i sympati med den tyrkiske terrorgruppe PKK raserede Turkish Airlines lokaler i København. Få måneder efter stiftede han sammen med bl.a. Balder Johansen Antifascistisk Aktion.

Martin Lindblom afviser stadig at tage afstand fra vold og hærværk.

Møde-terror
Vi ved ikke hvad Martin Lindblom blev dømt for i 1994. Men vi ved, at dét år blev Den Danske Forenings grundlovsmøde overfaldet af Antifascistisk Aktion. Lindblom var uden tvivl med til overfaldet og kan meget vel være blandt den lille håndfuld, der efterfølgende blev dømt tyve dages fængsel for forsøg på at forhindre afholdelse af lovlig offentlig sammenkomst.

Overfaldet på Den Danske Forening i 1994 blev en udtalt fiasko for Antifascistisk Aktion, der som nævnt ikke blot fik flere medlemmer både anholdt og dømt; tæskeholdet fik oven i købet selv tæv af en lille gruppe mænd fra Den Danske Forening, der jog Lindbloms bøller på flugt.

Hillerød 5. juni 1994. En lille gruppe mænd fra Den Danske Forening jager Lindbloms bøller på flugt.

Hillerød 5. juni 1994. En lille gruppe mænd fra Den Danske Forening jager Lindbloms bøller på flugt.

Martin Lindblom ville uden tvivl have en interesse i at skjule en gammel dom for møde-terror. Dels af hensyn til sit personlige omdømme blandt mere moderate venstreorienterede. Og dels af hensyn til Antifascistisk Aktions selviscenesatte ry som venstrefløjens uovervindelige beskyttelseskorps.

Legitim udvisning
Da Martin Lindblom og kumpaner i 2007 blev stoppet af tysk politi, var de på vej til G8-topmødet i Rostock. Altså på vej til et lovligt offentligt møde, som venstrefløjen længe havde planlagt at forhindre. Set i det lys synes en tidligere dom for møde-terror ikke blot relevant for de tyske myndigheder, men også en legitim grund til at afvise Lindblom, uanset hvor meget han viftede med pressekort.

Det skal understreges, at alt dette naturligvis kun er gætværk. Men det kan med sikkerhed siges, at de tyske myndigheder ikke afviste Lindblom på grund af en dom for eksempelvis hustruvold. Det er han officielt ikke straffet for.

I hvert fald kan man konstatere, at de tyske myndigheder efter alt at dømme handlede korrekt. Dansk Journalistforbund skrev efterfølgende til Tyskland. Siden da har hverken forbundet eller Martin Lindblom ytret sig offentligt om sagen.

Man kan ydermere konstatere, at Martin Lindblom ikke blev udvist på grund af sit hærværk mod Sandholmlejren. Men en forklaring på hans løgn får offentligheden, herunder den øvrige venstrefløj, nok aldrig.

Redox angriber Junikredsen

Fredag den 18. juni 2009 blev politibetjenten Peter Ulrik Jensen dømt 30 dages betinget fængsel ved Københavns Byret. Betjenten, der har anket dommen, blev dømt for at have misbrugt politiets interne registre til at oprette et privat kartotek over ledende medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion (læs mere her).

Sagen har tidligere været kort nævnt her på Junikredsen. Redaktionen slog allerede den gang fast, at Junikredsen har intet med den omtalte sag i Københavns Byret at gøre.

Junikredsens påstand blev senere støttet af vicestatsadvokat Birgitte Gammelgaard, der under sagen udtalte, at vi har ikke beviser for, at oplysningerne er blevet givet videre til andre. Det ville have været en skærpende omstændighed. (BT 16. juni).

Den københavnske betjent var altså med andre ord end ikke tiltalt for at have videregivet oplysninger.

Set i det lys ville de fleste fornuftige mennesker nok mene, at man bør have særdeles stærke kort på hånden for at påstå, at betjenten har videregivet oplysninger fra politiets registre til Junikredsen.  Det tilsiger både almindelig anstændighed og straffelovens injurieparagraffer.

Den 18. juni kl. ca. 19 opslog det anonyme pressekollektiv Redox en større artikel på deres hjemmeside. Med udgangspunkt i dommen fra Københavns Byret hævder man at kunne afsløre prekære forhold omkring Junikredsen, ikke mindst hvem vi er.

Junikredsen ifølge Redox
Ifølge Redox ser vores gruppe således ud:

Venstrefløjens gamle modstander fra 1990erne, Martin Kasler, er Junikredsens ”ubestridte chef”.

Politibetjent Peter Ulrik Jensen og en tidligere autonom ved navn Lars Agerbak er ”Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.”

I Århus er Martin Kaslers ”samarbejdspartnere” tre medlemmer af foreningen Vederfølner, Thim Mortensen Petersen, Jacob Engelbrekt Andersen og Dennis Jørgensen.

Hus forbi
Sandheden om Junikredsens forhold til disse personer er følgende: Vi havde kontakt til Martin Kasler i vinteren 2007/2008. Det er næppe nogen hemmelighed, for det skrev vi allerede om den gang.

Peter Ulrik Jensen og Jakob Engelbrekt Andersen kender vi af presseomtale.

Lars Agerbak, Thim Mortensen Petersen og Dennis Jørgensen har vi aldrig hørt om.

Vi ved ikke, om disse seks personer overhovedet kender hinanden. Men det er i givet fald ikke fra Junikredsen.

Redox-opspind
Langt det meste af det, som Redox skriver om i sin ambitiøse artikel, fremstår udokumenteret og kan ikke verificeres fra anden side. Men visse af Redox’ ”fakta” er tydeligvis opdigtede. Man påstår f.eks., at Martin Kasler fra februar 2003 var uønsket i Den Danske Forening. Dette er beviseligt usandt. Kasler havde så sent som juni 2003 en større artikel i foreningens blad, Danskeren.

Redox hævder også, at Martin Kasler var en fremtrædende leder i netværket Dansk Front (2002-2007). Heller ikke denne påstand synes ikke at have hold i virkeligheden. I samarbejde med netop Redox afslørede Ekstra Bladet i juli 2006 identiteten på Dansk Fronts topfolk. Dem var Kasler ikke iblandt (De leder Dansk Front, Ekstra Bladet 23. juli 2006. Så vidt vides har medierne da heller ikke hverken før eller siden omtalt Martin Kasler i forbindelse med Dansk Front).

Et tredje eksempel på opspind vedrører personen Lars Agerbak. Om ham påstår Redox bl.a., at han overfor politiet skulle have brugt dæknavnet ”Michael Wittmann”. I Københavns Byret oplyste Rejseholdet, at navnet var ”Michael Vickman” (Var betjent spion?, BT 16. juli 2009).

Gæt som fakta
Nogle af Redox’ påståede fakta viser sig altså at være opspind. Andre ”fakta” viser sig i virkeligheden at være rent gætteri. F.eks. hævder man, at århusianeren Dennis Jørgensen er ”fotograf for Junikredsen”. Som bevis for denne påstand anfører Redox:

I forbindelse med en stor antiracistisk demonstration i Århus i oktober 2008 var Jørgensen ude og fotografere antiracister. Disse billeder blev derefter publiceret på Junikredsen.

Men hvor er Redox’ dokumentation for, at Junikredsens tre billeder er identiske med Dennis Jørgensens påståede billeder? Ingen steder. Redox gætter sig i frem tillid til, at dens skråsikre tone får godtroende læsere til at glemme, at der naturligvis kan have været andre fotografer på banen end Dennis Jørgensen (forudsat at han overhovedet var der).

Usandsynligheder
Redox påstår, at førnævnte Lars Agerbak i teenageårene… anskaffede sig en AK47-riffe”. Denne detalje lyder komplet usandsynlig. Ifølge Redox’ levnedsbeskrivelse må Agerbak i dag være en mand på omkring de fyrre år, d.v.s. teenager senest tilbage i 1980erne. Den gang ville det have været umuligt, især for en teenager, at opdrive en AK47 i Danmark, hvor dette våben først dukker op nogle år efter Berlin-murens fald.

Xerxes-rapporten
Redox giver indtryk af, at man er i besiddelse af den såkaldte Xerxes-rapport, som man hævder, er ”oprettet” den 14. marts 2004 på Martin Kaslers computer. Junikredsen er besiddelse af Xerxes-rapporten og den er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke dateret. Typografien stemmer heller ikke og det samme gælder antallet af personnavne, som Redox har fået til 33. Der er 32.

Xerxes-rapporten er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke skrevet i marts 2004. Den kom i omløb måned før, altså februar 2004, hvor en række personer modtog den med almindelig post i form af tre fotokopierede A4-ark. Nogle få avisartikler var vedlagt som bilag. Afsenderes hensigt var formodentligt, at rapporten skulle distribueres bredt.

Junikredsen kender ikke identiteten på hverken afsender, forfatter eller Xerxes-rapporten mundtlige kilde. Derimod er vi ret sikre på, at vi er i besiddelse af det originale eksemplar. Altså det eksemplar hvorfra de andre postsendte eksemplarer blev kopieret.

Forklaringen på forskellene mellem Xerxes-rapporten og Redox’ beskrivelse af den må skyldes en af to grunde:

Enten er Redox i besiddelse af en omskrevet version af Xerxes-rapporten.

Eller også er Redox ikke i besiddelse af rapporten, men bygger sin beskrivelse på hvad man har opsnappet i f.eks. Københavns Byret under sagen mod Peter Ulrik Jensen.

Det sky kærestepar
Som vi indledte med nævne, så beskylder Redox betjent Peter Ulrik Jensen for at være en af Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø. Denne groft injurierende påstand mod Peter Ulrik Jensen kan Redox tydeligvis ikke dokumentere. Man skriver i stedet kryptisk:

Der har dog været informationer fremme, som kunne tyde på, at Kasler også var i kontakt med personer der har adgang til offentlige registre. Dette blev bekræftet den 4. juni, da en retssag ved Københavns Byret startede.

De informationer som Redox hentyder til, drejer sig om kæresteparret Balder Bergman Johansen og Maria Sønnøve Pagels fra Antifascistisk aktion. Begge er gamle kendinge, men det var Junikredsen der kunne afsløre at de danner par, har børn sammen og ledede det autonome kollektiv i Ravnsborggade.

Disse oplysninger er ganske rigtigt umulige at opdrive via almindelige kanaler. Men når man tilfældigvis kommer på sporet af, at et barn i Ravnsborggade, hvor Balder Johansen bor og driver sin virksomhed, hedder Bergman Pagels til efternavn, så er resten faktisk ikke så vanskeligt.

Selvopfyldende profeti
Redox får også kastet sig ud i et så amatøragtigt forsøg på at styre politiets efterforskning, at Erik Jensen må vende sig i graven. Man skriver:

Rejseholdet har, af uvisse årsager, f.eks. ikke krydstjekket de mange søgninger med de navne der figurerer i artiklerne på Martin Kaslers blog Junikredsen.

Det lyder vældigt skarpsindigt, men er i virkeligheden en selvopfyldende profeti. Ifølge betjentens forklaring i retten begyndte han sit private detektivarbejde for at få verificeret oplysningerne i Xerxes-rapporten. Altså selvsamme rapport som, oven i købet ifølge Redox selv, Junikredsen trækker på.

Navne såsom Balder Johansen, Martin Lindblom, Pelle Dragsted eller René Karpantschof vil derfor med en til vished grænsende sandsynlighed figurerer blandt betjentens søgninger. Ligesom de figurerer på Junikredsen.

Optimistiske Redox
Ifølge Redox er sagen mod den københavnske politibetjent noget nær en katastrofe for Junikredsen. Man skriver:

Dommen over betjenten, Peter Ulrik Jensen, er et stort tab for Martin Kasler, en central højreekstremist, der driver bloggen ’Junikredsen’. Sammen med en tidligere bz’er, har Peter Ulrik Jensen nemlig været Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.

Og én gang til for Prins Knud:

Suspenderingen af Peter Ulrik Jensen er en alvorlig bet for Martin Kaslers researcharbejde, der i høj grad har været båret af frem af hans to primære kilder, Lars Agerbak og den dømte politimand. Med sine to vigtigste kilder udtørret, bliver det spændende at se hvor Martin Kasler i fremtiden vil jage sit materiale til Junikredsen.

Til disse optimistiske udsagn har vi følgende kommentarer:

For det første halter logikken alvorligt omkring Agerbak, den påstået tidligere autonom. Ifølge Redox blev han afsløret i vinteren 2005/2006, hvor hans tidligere venner slog hånden af ham. Ifølge Redox ”udtørrede” Agerbak altså allerede for små tre år siden som kilde til det autonome miljø.

For det andet har Junikredsen aldrig modtaget det fjerneste fra Peter Ulrik Jensen. Derfor betyder hans dom eller suspendering heller ikke det fjerneste for Junikredsens arbejde omkring det ekstreme venstre.

Derimod har selve retssagen mod betjenten været til stor gavn for vores arbejde. Redox er ikke meget for at indrømme det, men det blev her bekræftet fra officiel side, at Xerxes-rapportens oplysninger stemmer med virkeligheden. Rapporten er virkeligt inde og røre ved den inderste, allermest betændte kerne af ledende voldsautonome.

Med sin artikel forsøger Redox af al magt at få Junikredsen fedtet ind i sagen om den københavnske betjents register-misbrug. Man nærer en halvbagt idé om, at man kan få politiet til at efterforske os.

Redox leger en farlig leg. Det er dem, og ikke Junikredsen, som hævder, at de ligger inde med afgørende bevismateriale mod betjenten. På den baggrund forekommer det ikke utænkeligt, at Rigspolitiets Rejsehold kunne finde en efterforskning mod Redox noget mere relevant.

Foreløbigt har det eneste resultat af Redox’ angreb på Junikredsen dog været, at vi har fået tredoblet antallet af besøgende.

HTX-elev løj om overfald

I forlængelse af Junikredsens artikel om forstyrrede unge kvinders opspind om højre-vold i Tyskland, bringer vi her historien om en lignende sag fra Danmark.

Enhedslistens pressemeddelelse
Onsdag den 1. oktober 2008 hævdede det lille venstreekstreme parti Enhedslisten i en pressemeddelelse, at en af dets kvindelige folketingskandidater var blevet slået ned på åben gade i Århus af “højreekstremist”. Ifølge den anonyme kvindes forklaring fandt overfaldet sted natten til søndag den 28. september, altså fire dage tidligere. Det nærmere hændelsesforløb blev beskrevet således:

“På vej fra Vesterbro Torv ad Vester Allé gik vedkommende forbi en ung mand, der var i færd med at hænge klistermærker med højreekstreme budskaber op. Vedkommende ser på manden, der pludselig aggressivt råber antisemitiske skældsord ad hende for derefter at tildele hende slag i ansigtet.”

Mystiske sår
Det påståede overfald, der naturligvis fik rig omtale af pressen, blev debatteret indgående på den kendte blog Uriasposten, hvor mange læsere fandt historien utroværdig. Man påpegede bl.a., at der hverken var signalement af gerningsmanden eller vidner til episoden.

Men det var især folketingskandidatens ejendommelige læsioner som bekræftede mange i, at hendes historie var opspind. Ifølge politikerens forklaring til flere medier pådrog hun sig skader i ansigtet fordi hun “røg direkte i asfalten” efter et påstået slag bagfra. Men de skader hun fremviste for pressen, stemte ikke med den type hudafskrabning, der almindeligvis kaldes ‘asfalteksem’, og som de fleste på et eller andet tidspunkt har haft erfaring med.

En tilsyneladende medicinsk kyndig læser blandede sig i debatten på Uriasposten. Analysen (nr. 168 i tråden) af sårene fortjener at blive læst i sin helhed. Her vil vi nøjes med at gengive konklusionen:

“Hvis hendes læsioner skulle have været opstået som angivet, så skulle hun have landet på to høje sten med lille diameter hver især, for at skåne resten af ansigtet for læsioner. Retsmedicinere siger sjældent noget med sikkerhed, men angiver sandsynligheder, og en retsmediciner ville sige, at det er MEGET USANDSYNELIG at skaderne skulle være opstået som angivet, med andre ord LYVER ofret.”

Ligesom andre læsere hældede medicineren til, at folketingskandidatens små cirkelrunde læsioner skyldes børnesår eller anden infektion.

Modstridende forklaring
Børnesår var måske ikke et dårligt gæt. Det viste sig nemlig, at sagens hovedperson var den 19-årige HTX-elev Sarah Victoria Bruun, der tidligere havde været tiltalt for groft hærværk.

Officielt billede af Sarah Victoria Bruun.

Officielt billede af Sarah Victoria Bruun.

Torsdag den 2.oktober fortæller Bruun sin historie til formiddagsavisen BT og  gratisavisen Urban. Her fortæller hun samstemmende:

“”Jeg var på vej til fest, da jeg så en mand stå og sætte klistermærker op. Da jeg så, at det var en nazi-mærkat, lavede jeg en eller anden grimasse og gik videre. Jeg gik tre-fire skridt, og så blev jeg ramt af et hårdt slag bagfra. Jeg røg direkte i asfalten”… Da hun lå på jorden, blev der råbt ad hende. “Jeg hørte ham sige: “Det er din egen skyld, Sarah”, og han sagde også “Jøde”.”

Bruun hævdede altså om torsdagen, at hun først blev slået ned bagfra og derefter udsat for tilråb. Denne forklaring er i klar modstrid med fremstillingen i Enhedslisten pressemeddelelse dagen før. Her blev Bruun tværtimod først udsat for tilråb og dernæst ramt af “slag i ansigtet”.

Bruun skifter forklaring
I et interview til Jyllandsposten dagen efter, fredag den 3. oktober, skifter Sarah Victoria Bruun forklaring. Nu bliver hun, i overensstemmelse med Enhedslistens pressemeddelelse, først tilråbt og dernæst slået i ansigtet.

Da Bruun i denne version af sagen samtidig nøje præciserer, at hun blev ramt af ét slag, så kan det på forhånd udelukkes, at hun blev ramt af slag både forfra og bagfra. Begge hendes historier kan altså umuligt være sande. Dermed står det fast, at Sarah Victoria Bruun har afgivet mindst én falsk forklaring. Mindst én løgn.

Men i modsætning til både onsdagens og torsdagens versioner, så hævder Bruun ikke længere, at den påståede gerningsmand tiltalte hende ved navn. Hun fastholder, at hun blev kaldt jøde og hævder, at hun er halvjøde. Men “Om der er en sammenhæng, ved jeg ikke”, fordi ” Det kan også være, at det bare er brugt som skældsord”.

I fredagens interview kommer det omsider frem, at Sarah Victoria Bruun lørdag nat var beruset. Gerningsmanden har hun aldrig set før og det påståede klistermærke, der skulle have udløst episoden, kan hun heller ikke beskrive nærmere. Østjyllands Politi kan “ikke sige, om Enhedslisten har ret i sin antagelse om politisk vold.”

Siden er der ikke kommet nyt i sagen.

Hvem løj for hvem?
Vi har altså tre forskellige forklaringer om det påståede overfald på Sarah Victoria Bruun. Den første blev forfattet til medierne af Enhedslisten, de to næste fortalt til journalister af Bruun personligt. I sine første interviews kommer hun med en forklaring, der direkte strider mod Enhedslistens pressemeddelelse. Først i anden runde begynder Bruuns historie at stemme med Enhedslistens.

Hvad eller hvem fik Bruun til at ændre forklaring? Ja, det kan man jo kun gætte på. Men enten løj Bruun for både Enhedslisten og offentligheden. Eller også løj Enhedslisten for offentligheden, og pressede eller lokkede den 19-årige Bruun til at støtte sin løgn.

Udnyttet af Enhedslisten
I hvert fald kan man konstatere, at den 19-årige Bruun lige fra historiens begyndelse blev mandsopdækket af Enhedslistens mediepolitiske ordfører, 54-årige Per Clausen, der omgående hævdede, at motivet til det påståede overfald var, at Bruun var folketingskandidat for hans parti.

Per Clausens påstand kan afvises som det pure opspind. For det første har Sarah Victoria Bruun aldrig selv påstået, at hendes kandidatur spillede den fjerneste rolle omkring det påståede overfald. For det andet har Bruun som nævnt senere indrømmet, at hun ikke har belæg for at påstå, at den påståede gerningsmand overhovedet anede hvem hun var.

Per Clausen hævdede også, at AGFs højredrejede hooligans, White Pride, stod bag det påståede overfald. Heller ikke denne påstand er der det fjerneste belæg for i Bruuns skiftende forklaringer.

Som led i sin velkendte bandekrig mod White Pride misbrugte Enhedslisten altså Sarah Victoria Bruuns historie. Men gik Enhedslisten også så vidt, at man direkte beløj sit unge partimedlem?

Martin Lindbloms citatfusk
Det er der faktisk meget, der tyder på. Lad os gå tilbage til onsdag den 1. oktober, hvor offentligheden første gang hører om sagen i en pressemeddelelse fra Enhedslisten. Heri optræder Sarah Victoria Bruun som nævnt anonymt.

Men allerede samme dag afsløres hendes identitet på Monsuns hjemmeside, Modkraft. Artiklen var begået af Martin Lindblom fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion, og udformet som et referat af Enhedslistens pressemeddelelse. Læseren blev ikke oplyst om, hvorfra Lindblom kender identiteten på det påståede offer. Læseren forledes derfor til at tro, i strid med sandheden, at oplysningen stammer fra den refererede pressemeddelelse.

I sin artikel anfører Martin Lindblom også, “Han tiltalte mig som om, han vidste hvem jeg var, og kaldte mig jøde og lignende, udtaler Sarah Victoria Bruun i en pressemeddelelse.” Men Lindbloms citat er et direkte falsum. I Enhedslistens pressemeddelelse står der anført, “De tiltalte mig som om, de vidste hvem jeg var, og kaldte mig jøde og lignende” (red.fremh.)

Hvorfor begår Martin Lindblom, der ellers er kendt for ihærdige forsøg på at forsvare en journalistisk integritet, et så åbenlyst citatfusk?

Hvem lyver denne gang?
Lad os først slå fast, at vi ikke tror på, at Martin Lindblom, der som prominent medlem af tæskeholdet Antifascistisk Aktion selv gemmer sig bag masker og dæknavne, ville røbe Sarah Victoria Bruuns identitet uden hendes tilsagn. Tværtimod tror vi, at Lindblom var i direkte eller indirekte kontakt med Bruun inden han begik sin historie. For det andet er det en kendsgerning, at trods Bruuns skiftende forklaringer, så er det kun i Enhedslistens pressemeddelelse, at der optræder flere gerningsmænd.

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at Bruun oprindeligt også løj om antallet af gerningsmænd. Men alt i alt tror vi, at Martin Lindblom med sit citatfusk har fat i sandheden. Nemlig, at Sarah Victoria Bruun aldrig har påstået, at der var mere end én gerningsmand.

Meget taler altså for, at løgneren i dette tilfælde er Enhedslisten. Dermed rejser der sig også et spørgsmål om, hvorvidt det var Enhedslisten eller Bruun, der oprindeligt ønskede hun skulle holdes væk fra offentligheden. I hvert fald kan man konstatere, at Sarah Victoria Bruun både før og efter onsdag den 1. oktober 2008 ikke har haft spor imod at optræde i pressen.

Enhedslistens løgnekampagne
Som det fremgår af Per Clausens udtalelser i såvel Enhedslistens pressemeddelelse som til Jyllandsposten dagen efter, så ville Enhedslisten gerne bruge Sarah Victoria Bruuns historie som påskud for at inddrage justitsministeren i partiets bandekrig mod White Pride.

I Jyllandsposten drager Per Clausen tillige en direkte parallel mellem Bruuns historie og et meget omtalt gruppeoverfald på en af partiets berygtede gadekrigere fra Antiracistisk Netværk nogle måneder før. Fem unge medlemmer af White Pride tilstod og modtog milde domme for den spontane afklapsning. Domstolens afgørelse blev mødt med raseri af Enhedslisten, ikke mindst fordi retten klart afviste partiets skrål i pressen om politisk vold.

Man begynder altså at kunne skimte Enhedslistens motiv til at belyve den unge Bruun. Man lægger hende falske ord i munden for at give hendes historie en fernis af sådanne gruppeoverfald, som offentligheden i forvejen, ikke mindst takket være partiets egen propaganda, forbinder White Pride med. Dermed kan det påståede overfald på Bruun indgå i Enhedslistens tilbagevendende hetz mod AGFs hooligans for politisk vold.

Lukket miljø
Det skal understreges, at vi naturligvis ikke med bestemthed ved, om det var Enhedslisten eller Sarah Victoria Bruun, der løj om antallet gerningsmænd. Vi ved heller ikke hvorfor Martin Lindblom citatfuskede med Enhedslisten pressemeddelelse i stedet for ærligt at henvise til egen research.

Var det sygelig trang til opmærksomhed, der drev Sarah Victoria Bruun ud i løgn? Eller blev hun som brik i et politisk spil kynisk udnyttet?

Svarene på disse spørgsmål skal søges indenfor Enhedslistens lukkede miljø. I dag er kun unge Bruun grebet i direkte løgn. Det vil nok aldrig blive opklaret, om ældre og mere erfarne undergrundsaktivister gik fri på hendes bekostning.

__

 Den 10. marts i år aflagde Sarah Victoria Bruun Junikredsen et besøg. Til brug for denne artikel stillede vi hende nogle afklarende spørgsmål:

 1) Hvordan pådrog du dig præcist dine sår?
2) Hvem andre end dig har set det påståede klistermærke? Og kan de i give fald heller ikke huske det?
3) Hvor mange genstande havde du faktisk drukket op til episoden?

 HTX-eleven vendte aldrig tilbage…

Gymnasie-formand bag voldsautonom forening

I marts 2007 bliver ‘Ungdomshuset’ på Nørrebros Jagvej omsider ryddet for massivt bevæbnede autonome af Politiets Antiterrorkorps. De nu hjemløse bøller inviteres indenfor på Det Frie Gymnasium, ligeledes Nørrebro, hvor de bl.a. fortsætter deres såkaldte mandagsmøder.

I maj samme år kommer det offentligt frem, at bøllerne på et sådant mandagsmøde har besluttet sig for at gøre journalister og især pressefotografer til jaget vildt. I forsøg på at ride stormen af udsender Det frie Gymnasiums bestyrelsesformand, Claus Svendsen, en pressemeddelelse via den autonome hjemmeside Modkraft. Heri bedyrer han, at skolen ikke har fundet “indicier på, at der skulle foregå noget ulovligt ved disse møder. Ej heller på mødet i går, hvor jeg deltog, oplevede jeg antaster til ulovlige aktiviteter.”

Claus Svendsen garanterer i sin pressemeddelelse altså med sin person for, at på Det frie Gymnasium planlægger unge venstreekstremister ikke f.eks. overfald på journalister. Men Junikredsen kan i dag afsløre, at gymnasiets bestyrelsesformand selv er særdeles aktiv i en berygtet autonom gruppering, der med vold og trusler systematisk har forfulgt en kritisk journalist.

Det drejer sig om foreningen Strictly Underground, der i begyndelsen af 1990erne arrangerer en række vellykkede koncerter på Christiania med internationalt kendte navne. Skjult for offentligheden finansierer Strictly Underground tæskeholdet Antifascistisk Aktion, der til gengæld stiller op som dørmænd og vagter til foreningens arrangementer.

Under en koncert i august 1993 bliver Weekendavisens musikanmelderen Lars Villemoes truet af Strictly Undergrounds gorillaer fra Antifascistisk Aktion. I en række baggrundsartikler om de voldsomme optøjer den 18. maj samme år, der blev indledt med en demonstration arrangeret af netop Antifascistisk Aktion, havde Lars Villemoes nemlig sat navn på flere straffede ledere af tæskeholdet – ikke mindst på den nuværende hovedmand bag hjemmesiden Modkraft, Martin Lindblom.

Strictly Underground bakker ikke blot offentligt op om Antifascistisk Aktions trusler mod Lars Villemoes, men forbyder ham endog adgang til Christianias førende koncertsted, Den grå Hal.

Truslerne mod Lars Villemoes bliver enden på Strictly Undergrounds kommercielle succes. En enig presse vælger at boykotte gruppens arrangementer, ligesom bookingbureauet Infra Rouge og sponsoren Carlsberg trækker sig.

Forfølgelsen af Lars Villemoes ophører dog ikke. I 1994 arrangerer Strictly Underground ‘antifascistisk 1. maj’ sammen med Antifascistisk Aktion. March-ruten bliver lagt forbi Villemoes’ privathjem: “‘Villemoes – din svindler, du hænger snart og dingler’, råbte en mindre hær af autonome i maj 1994, da de stod uden for Lars Villemoes’ opgang. Villemoes stod i vinduet og kunne se, at de skrev ‘Nazi Dø’ på hans dør, mens den ihærdigt blev forsøgt sparket ind.” (Politiken 1/2 2008).

I de kommende år bliver Strictly Underground arrangør af bl.a. techno-fester og ‘rave parties’ på Christiania, men er i offentligheden mest kendt som fast med-arrangør når Antifascistisk Aktion aggressivt fejrer 1. maj.

I september 2004 køber firmaet Agent Promocateur domænenavnet strictly-underground.dk. Firmaet står i CVR-registeret opført som en enkeltmandsvirksomhed, stiftet af en vis Morten Lund, Jægersborggade nr. 18, 5. sal på Nørrebro.

Men Strictly Onderground ejes i virkeligheden af det berygtede byggefirma Logik & Co., der hjælper til med at befæste ‘Ungdomshuset’ kort før de voldsomme optøjer i 2007. 

Samtidig drives det angivelige enmandsfirma Agent Promocateur fra Claus Svendsens privatadresse på Bygmestervej i Københavns Nordvest-kvarter. Her kan Agent Promocateur, der tilsyneladende ikke driver anden virksomhed end betaling for Strictly Undergrounds domænenavn, kun kontaktes gennem Claus Svendsen personligt.

Bag sin pæne facade samarbejder bestyrelsesformanden for Det frie Gymnasium – garanten for pressefrihed, lov og orden – altså tæt med ledende autonome fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion om at markedsføre en berygtet voldsberedt organisation. En organisation, der med trusler og chikane har forsøgt at bringe en modig journalist til tavshed.