Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Tag: Demos

Venstrefløj forsvarer tæskehold

I kølvandet på PET’s anholdelse af et topmedlem af både tæskeholdet Antifascistisk Aktion (AFA) og den private efterretningstjeneste Redox, er den yderste venstrefløj som forventet gået til modangreb i pressen.

Blandt sine voldelige aktiviteter støtter AFA politimorderen Mumia Abu-Jamal, der efter en nylig kendelse i den amerikanske højesteret formentligt snart kan henrettes.

Svækket forening
Flere gamle kendinge er i den forbindelse trukket af stald og siger det de skal. Det drejer sig bl.a. om efterlønsmodtageren Petter Sommerfelt fra Foreningen Demos, der ifølge et universitetsspeciale er et tilholds- og informationssted for den autonome gruppe ”Anti Fascistisk Aktion”

Sådan er det dog ikke længere. Som tidligere beskrevet af Junikredsen, så er Petter Sommerfelts forening i dag kørt bagud af dansen som den yderste venstrefløjs private efterretningstjeneste. Redox og Demos ”kan overhovedet ikke sammen”, som en kilde udtrykke det, og AFA vil i dag kun samarbejde med Redox. 

Her skal det indskydes, at ifølge Junikredsens oplysninger, så drives den private efterretningstjeneste Redox fra Mediesyndikatet Monsuns lokaler på Nørrebro, hvorfra hjemmesiden Modkraft også drives. 

Fjendskabet mellem Monsun/Redox og Demos bekræftes af, at ’Demos Nyhedsbrev’ ikke længere trykkes af Monsun, ligesom bladet omvendt heller ikke længere reklamerer for virksomheden. 

Petter Sommerfelt har altså behov for at profilere ikke blot sin forening, men også sig selv som den nye leder af Demos efter alfa-hannen Erik Jensens død i 2008. Det forsøger Sommerfelt så at gøre i forbindelse med PET’s seneste sag mod det yderste venstre. 

Petter på overdrevet
Til Ritzaus Bureau hævder Petter Sommerfelt bl.a., at Demos kan udpege, hvem der står bag volden (fra højre, forstås). Til Information påstår han, at Demos viderebringer informationer om kriminelle sammenhænge på højrefløjen.

Petter Sommerfelt på gaden 2009.

Men Petter Sommerfelts flyvske påstande holder naturligvis ikke stik. En gennemgang af Demos’ egne skrifter viser, at de såkaldte afsløringer aldrig har ført til andet end enkelte sigtelser (men så vidt vides ikke domme) for brud på racismeparagraffen. 

Petter Sommerfelts lyst til at overdrive ikke blot Demos’, men også sin egen betydning, fremgår af førnævnte artikel i Information. Heri hævder Sommerfelt, at han ved hjælp af en enkelt søgning på sit eget navn på den højreorienterede blog ‘Junikredsen’, [kan] læse en god del om hans arbejde, liv og færden. 

Denne påstand er som sagt også mildest talt overdrevet. Om Petter Sommerfeldt har vi i artiklen AFA-bagmand død blot skrevet, at han formodentligt skulle videreføre Demos efter Erik Jensens død. 

I artiklen Demos-fascister omtaler vi en injuriesag, som Demos for nylig tabte mod et medlem af Dansk Folkeparti, der havde fastslået, at Sommerfelts forening opfører sig som fascister ved at bruge vold som politisk middel. Her nævner vi kort, at Sommerfelt (og Jensen) tidligere selv er dømt for injurier. 

I Pelle Dragsted – skitse af en ekstremist nævner vi i forbifarten, at Petter Sommerfelt i 2001 demonstrerede skulder ved skulder med den daværende leder af AFA-tæskeholdet. 

Mere opmærksomhed har Petter Sommerfelt tidligere ikke fået fra vores side. 

Autonom praktikant
Informations ukritiske interview med den aldrende gadeaktivist Petter Sommerfelt blev begået af journalistpraktikanten Sofie Tholl. 

Hun er samtidig tilknyttet en homofil redaktionsgruppe på den autonome hjemmeside Modkraft. Trods fjendskabet mellem Monsun og Demos burde Sofie Tholl kunne stave Petter Sommerfelts navn korrekt. Det gør hun, ifølge Demos’ egne udgivelser, ikke. 

I Monsuns homofile redaktionsgruppe finder man også Mads Ted Drud-Jensen. Han har en nær fortid som medlem af AFA’s hemmelige terrorcelle ’Homo Aktion’, der i sommeren 2000 begik en række brandattentater mod privathjem tilhørende Udlændingestyrelsens ansatte.

På Information informerer man ikke læserne om Sofie Tholls AFA-relationer.

Den 22. marts begik Sofie Tholl i Information da også et større ukritisk interview med ”Kristoffer” fra AFA, der ugen før var blevet interviewet lige så ukritisk af Politikens Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen. 

Det var ”Kristoffer”, der ubehjælpsomt hævdede til Politiken, at han var tilbøjelig til at svare nej på spørgsmålet om AFA bruger vold. 

I Sofie Tholls bløde hænder får AFA, ganske som i Politiken, lov til blot at gentage hvad gruppen allerede skrev i en pressemeddelelse kort efter, at PET havde sigtet deres topmedlem A.C. for terror-støtte på grund af hans medlemskab af gruppen. 

Ifølge netmagasinet sappho.dk har hverken Tholl eller Informations redaktør ønsket at svare på kritik af hendes anstrengelser i bladet. I stedet har Sofie Tholl diskret ændret sin profil på Facebook, så hun ikke længere fremtræder maskeret og aggressiv. 

Den verdensberømte Mikkel Kessler.

Rune Eltard-Sørensen
Sofie Tholl er ikke den eneste Modkraft-aktivist, der som praktikant har fundet vej til de mere almindelige medier. I november 2007 kunne boksekyndige læsere af Søndagsavisen med undren læse, at man på internettet kunne se Joe Calzaghe slå Martin Kasler i verdensmesterskabet boksning natten til søndag.

Artiklen var begået af praktikanten Rune Eltard-Sørensen, en berygtet voldsdømt Monsun-aktivist. 

Venlige læsere gjorde Eltard-Sørensen opmærksom på, at Calzaghe selvfølgelig havde mødt Mikkel Kessler, daværende verdensmester i supermellemvægtsboksning. 

Martin Kasler, derimod, er en tidligere højreaktivist, der stadig lægges for had af det yderste venstre. Tak… for at gøre mig opmærksom på fejlen. Det er hermed rettet, skrev Eltard-Sørensen – og omdøbte den danske bokser til Mikkel Kassler… 

AFA-pressemand
Rune Eltard-Sørensens besættelse af Martin Kaslers person fik ham på Søndagsavisen til at begå en række pinlige fejl. Da han efterfølgende blev ansat hos Dansk Journalistforbund, misbrugte han bevidst sin stilling til at lægge hindringer i vejen for to kolleger, der forsøgte at kaste lys over bandekrigen i Århus mellem White Pride på den ene side, og Enhedslisten og omegn på den anden. 

Den sagnomspundne Martin Kasler.

Om deres oplevelser med den ekstreme venstrefløj skrev de to journalister senere bl.a.:

Det føles, som om den sprække, der havde åbnet sig i miljøet, krampagtigt lukker om sig selv og bliver til en hård knude. Lidt den samme følelse, som vi begynder at få i maven. Vi spørger Lukas, hvem hans kontaktperson i ARN-Århus er. Svaret får os til at spærre øjnene op. »Han hedder Rune inde på Anarcho-foraet (Anarkistisk Debatforum, red.), og det nummer, han ringede fra, var 33428000, Danmarks Journalistforbund,« skriver Lukas. Rune er altså ansat af vores fagforbund og får løn for at varetage vores interesser, men kvitterer ved at bruge forbundets telefon til at ringe til vores kilder og fortælle dem, at de ikke kan stole på journalister

Rune Eltard-Sørensens optræden skal ses i lyset af, at han ifølge Junikredsens kilder er Monsuns ankermand i Redox-projektet, og han skal samtidig være den som skriver flere af AFA’s pressemeddelelser.

“Anders Lind” bekræftes
Den 10. februar i år dokumenterede vi her på Junikredsen, at AFA’s talsmand Anders Lind som sådan ikke eksisterer, men er et gammelt dæknavn som først blev brugt ca. 1995 af Martin Lindblom, og siden formodentligt også af Balder Johansen og Pelle Dragsted.

Den 1. marts skriver Rune Eltard-Sørensen på Modkraft, at ”Anders Lind” er et opdigtet navn. Talsmandens identitet er kendt af Modkrafts redaktion. Vi skal derfor understrege, at dette er første gang man fra den yderste venstrefløj offentligt vedgår, at ”Anders Lind” er en opdigtet person. Og Junikredsen tager i al ubeskedenhed æren for at have presset de rabiate kræfter til denne indrømmelse. 

Den voldsdømte Rune Eltard.

 Modtræk fra Modkraft
På den yderste venstrefløj frygter man med rette, at sagen mod det fremtrædende AFA/Redox-medlem, der også er sigtet for flere tilfælde af vold og grov vold, atter vil understrege, at venstrefløjen står bag hovedparten af den politiske vold i Danmark. 

Som Junikredsen tidligere har påpeget, så vil venstrefløjen hellere end gerne tæppebombe sine modstandere med tal – altså lige indtil de reelle tal for venstrefløjens vold er på bordet. Fra dette tidspunkt vil venstrefløjen undvige reel debat om voldens omfang og i stedet forsøge at bortforklare sin vold med, at højrefløjens vold var værre

Præcis denne taktik forsøger Modkraft, samtidig med Sofie Tholls ageren i Information, sig med. Som sandhedsvidner har man indkaldt to gamle kendinge, Sarah Victoria Bruun og René Elley Karpantschof. 

For nogle år siden forsøgte René Karpantschof sig faktisk med netop ovenfor beskrevne venstrefløjstaktik, men opnåede den gang ikke andet end at en opvakt avislæser kunne påpege, at hans retorik var identisk med retorikken i en anonym artikel i Propaganda (et autonomt og ligeledes anonymt tidsskrift, der gik ind i samme periode hvor folk som René Karpantschof og Martin Lindblom begyndte at vove sig ud i offentligheden under eget navn.) 

Typisk Karpantschof
Som Monsun-relateret har René Karpantschof i øjeblikket ikke samme behov som Petter Sommerfelt for at markere sin egen personlige betydning. Under klimatopmødets uroligheder i december blev han tværtimod fotograferet i klassisk alfahan-positur, omgivet af unge beundrere. 

Som belæg for højre-voldens angiveligt grovere karakter henviser Karpantschof til et enkelt, nyligt tilfælde i Århus, hvor en gadekriger fra AFA’s GNWP-kampagne fik alvorlige klø kort efter, at man havde overfaldet webredaktøren Kim Møller. Karpantschof nævner selvsagt ikke, at en god ven af Kim Møller også måtte indlægges på hospitalet efter flere voldsomme spark i hovedet. 

René Karpantschof har tillige forsøgt at bestride PET’s udsagn om, at den politiske vold er steget markant de senere år. Den var kun steget ”en smule”, hævdede han – typisk dog uden at dokumentere sin påstand. 

Man mindes altså endnu en gang den fremtrædende tyske historiker Norbert Götz’ ord om den eksterne lektors videnskabelighed: 

Karpantschof does not try scientifically to evaluate the social movements of the Neo-Nazis and the anti-fascists… but sticks to platitudes on a crypto political level. 

Sarah Bruuns besværligheder
På Modkraft trækkes Enhedslistens Sarah Victoria Bruun frem som eksempel på et offer for højre-vold. Det lykkedes dog blot det ”fremtrædende medlem af Enhedslisten” igen at kompromittere sig selv. 

Om det påståede overfald hævder Sarah Victoria Bruun i dag: 

De kendte mit navn og vidste, uden at jeg forstår hvorfra, at min far var jøde. 

Men i forbindelse med det påståede overfald i september 2008, gav Sarah Bruun en detaljeret beskrivelse af episoden til BT og Urban. Til begge aviser forklarede hun samstemmende, at: 

Jeg var på vej til fest, da jeg så en mand stå og sætte klistermærker op. Da jeg så, at det var en nazi-mærkat, lavede jeg en eller anden grimasse og gik videre. Jeg gik tre-fire skridt, og så blev jeg ramt af et hårdt slag bagfra. Jeg røg direkte i asfalten… Jeg hørte ham sige: “Det er din egen skyld, Sarah”, og han sagde også “Jøde”. 

I et mere kritisk interview dagen efter i Jyllandsposten, hævdede venstrefløjspolitikeren heller ikke længere, at hun var blevet tiltalt med navn. I stedet fastslog hun: 

Faktum er, at han kaldte mig jøde. Og faktum er, at jeg er halvt jøde. Om der er en sammenhæng, ved jeg ikke. 

Af Sarah Victoria Bruuns oprindelige forklaringer fremgår det altså klart, at hun for det første kun var i klammeri med en enkelt mand. Og for det andet fremgår det, at hendes far overhovedet ikke var inddraget i sagen. 

På Jyllandspostens spørgsmål kunne Bruun heller ikke identificere det påståede ”nazi-mærkat” – angiveligt på grund af ”huller i hukommelsen”… 

Århus Politi kunne den gang ikke bekræfte om Enhedslisten har ret i sin antagelse om politisk vold. Det kan de formodentligt heller ikke i dag. 

Politi-fjendsk
Men Enhedslisten benytter ikke kun lejligheden på Modkraft til at brodere over påståede overfald. I samme åndedrag belyver man også direkte Århus Politi: 

 [P]artilokalerne i Sejrøgade i Midtbyen har systematisk været udsat for hærværk i form af knusetyveri (sic.) Kun et enkelt af tilfældene er opklaret. – Det skete først efter, at undertegnede foreslog Østjyllands Politi at tage fingeraftryk på den sten, der var kastet ind gennem vinduet. Her fandt man fingeraftryk efter en mand, der var kendt fra kriminalregisteret, siger Viggo Jonassen. 

Viggo Jonassen er en gammel aktivist på den yderste venstrefløj, der har været med over bl.a. SF, VS og nu Enhedslisten, og han skriver i dag for venstrefløjens historieforfalskende ”leksikon”. 

Viggo Jonassens forklaring på Modkraft er formentlig da også usand. Den omtalte gerningsmand blev nemlig ikke fældet på fingeraftryk, men på DNA-analyse af de anvendte sten. 

Og det er åbenlyst usandt, at Århus Politi kun har opklaret et enkelt tilfælde af rudeknusning mod Enhedslistens lokaler. Gerningsmanden vedgik – og blev dømt for – fire gange at have kastet sten gennem partiets vinduer. 

Århus Politi har således opklaret fire ud af blot seks tilfælde af rudeknusning med det lille ekstremistparti, der i dag kæmper for sin overlevelse i meningsmålingerne. 

_

Antifascistisk Aktion, Politiken og Kafa-X

INTRO: NØRREBRO 1998

I 1998 overfaldes parlamentarikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro. Hun søger efterfølgende tilflugt i bank, der omringes af sortklædte autonome. Kjærsgaard slipper først væk da bevæbnet politi ankommer til stedet.

Selv om den formodede gerningsmand, Frank Piasecki Poulsen fra TV-Stop, har nære relationer til Antifascistisk Aktion (AFA), bliver det venstreorienterede tæskehold aldrig officielt sat i forbindelse med volden mod Dansk Folkepartis leder.

Frank Poulsens TV-Stop filmede ivrigt begivenhederne. Junikredsen har for nylig gennemgået de gamle optagelser og kan i dag dokumentere, at belejringen af Kjærsgaards tilflugtsted blev orkestreret af AFA-medlemmer.

På nedenstående billeder ser man først et kvindeligt AFA-medlem dukke op med propagandamateriale, som hun overdrager til en sortklædt og formummet mand, der optrådte som leder af det autonome pøbel.

Det prominente AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA’s propaganda på facaden af den bankbygning, hvor en forslået og skræmt Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt.

Mens dette står på, bliver den formummede mand opdækket af en brutalt udseende gadekriger, der vagtsomt holder øje med gaden.

Af billederne fremgår det ikke umiddelbart, at de på bankfacaden opsatte klistermærker er propaganda for Antifascistisk Aktion. Men Junikredsen kan afsløre, at materialet blev fremstillet i forbindelse med kampagnen ‘Stop Udvisningerne’, som AFA søsatte året før.

Propagandamaterialet for denne kampagne blev trykt både med og uden AFA’s navn. I forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard valgte tæskeholdet den anonyme variant.

En kvinde fra AFA dukker hastigt op og giver det medbragte propagandamateriale videre til gruppens formummede leder.

Det fremtrædende AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA's klistermærker på facaden af Pia Kjærsgaards tilflugtssted.

Mens dette foregår, dækkes den sortklædte leder af en rå type (yderst t.v.), der vagtsomt afpatruljerer gaden.

Propagandaen for AFA´s kampagne 'Stop Udvisningerne' blev trykt både med og uden Antifascistisk Aktions navn og daværende adresse.

Siden overfaldet på Nørrebro i 1998 har Pia Kjærsgaard levet under fast beskyttelse af PET. Her tolv år senere har efterretningstjenesten rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraffer mod et ledende AFA-medlem. Dagbladet Politiken giver i den anledning det venstreorienterede tæskehold et klap på skulderen.

. . .

I forrige uge blev der rundsendt en advarsel til dansksindede borgere om, at journalister fra dagbladet Politiken angiveligt forsøgte at indsamle information om venstrefløjens tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

AFA-relationer
Ifølge advarslen skulle eventuelle kontaktede borgere være opmærksomme på, at Politiken har tætte relationer til AFA. Fra Enhedslistens daværende ugeavis ’Socialisten Weekend’ rekrutterede man for nogle år siden således Jakob Martin Strid, der som tegner, grafiker og layouter var et prominent AFA-medlem.

Efter kun et år på Politiken, hvor han bl.a. nåede at true historikeren Lars Hedegaard på livet, forlod Jakob Martin Strid af egen drift avisen. På redaktionen begræd man hans afgang og understregede, at man gerne ser ham tilbage i folden.

På det seneste har dagbladet Politiken rekrutteret AFA’s sagnomspundne general, Balder Bergman Johansen, der driver håndværkerfirmaet Logik & Co. på Nørrebro, som medlem af en ”tænketank”, der skal knuse ungdomsarbejdsløsheden.

Balder Johansen blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Sammen med den nyligt afdøde Martin Lindblom dannede Balder Johansen i 1992 AFA og er i dag en af generalerne bag Kirkeasyl. Han driver tillige foreningen Strictly Underground, der har finansieret AFA og sammen med tæskeholdet forfulgt journalisten Lars Villemoes.

Afsenderen af forrige uges advarsel mod dagbladet Politiken påpegede, at der derfor måtte herske stor usikkerhed om, hvor avisens informationer havner henne, ligesom afsenderen anså det for givet, at en eventuel artikel i Politiken om AFA ville blive konstrueret i samarbejde med tæskeholdet.

Rabiat debattør
Junikredsen kan bekræfte ovenstående oplysninger om Politikens relation til AFA. Avisens alliance med voldsberedte ”antifascister” (dybest set pro-kommunister) bekræftes tillige af en anden skikkelse.

Politiken har nemlig også rekrutteret den ekstreme venstrefløjsdebattør Rune Engelbreth Larsen som bl.a. fast giftspreder mod Dansk Folkeparti. Engelbreth Larsen har efter alt at dømme aldrig været medlem af AFA, men har beviseligt samarbejdet med Foreningen Demos, da denne stadig gjorde tjeneste som tæskeholdets efterretningstjeneste.

Rune Engelbreth Larsen har tidligere opfordret til at møde fascismen slag for slag. Hans voldsopfordringer blev senere ledsaget af nøje instrukser til herboende muslimer om, hvordan de lovligt bør anskaffe sig skydevåben til fremtidigt selvforsvar mod den danske befolkning.

Rune Engelbreth Larsens omhyggelige våbeninstruks er i dag en populær tekst blandt ”antifascister” og danner formodentligt, sammen med bl.a. våbenindkøb i Tyskland, en del af baggrunden for PET’s advarsel om, at disse kredse i stigende grad forsøger at anskaffe sig våben.

Rune Engelbreth Larsens våbeninstrukser er i dag en populær tekst blandt venstrerabiate. Nederst t.h. en reklame for Autonomt Info.

Begrundet mistanke
Dagbladet Politiken havde søndag den 14. marts ganske rigtigt en større historie om tæskeholdet Antifascistisk Aktion, fordelt på tre artikler. Inden vi går til indholdet af disse artikler, vil vi dog gerne knytte et par kommentarer til forrige uges advarsel, som nogen – er vi bekendt med – har opfattet som lige lovlig konspiratorisk.

Dagbladet Politiken er i de senere år blevet mere ekstremistisk. Avisen er i dag stærkt regeringsfjendtlig og agiterer for en tilbagevenden til pro-socialistiske og pro-muslimske tilstande. Man ønsker kort sagt flere skatter og flere muslimer.

Samtidig står det fast, at venstrefløjens private efterretningstjenester får bistand af journalister tilknyttet massemedierne. Det har den nu afdøde Demos-fører Erik Jensen bl.a. indrømmet i et interview, ligesom professionelle pressefotografer beviseligt er i sold hos Redox.

Ser man på de to journalister – Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen – så kan man også konstatere, at ingen af dem optræder blandt de 38 Politiken-medarbejdere, der offentligt har protesteret mod bladets knæfald for muslimers forlangender i forbindelse med de såkaldte Muhammed-tegninger.

Af Maltesens og Blok Thomsens historie fremgår det endvidere, at de faktisk har været i direkte og personlig kontakt med repræsentanter for Antifascistisk Aktion, der får fri taletid i avisens spalter.

Man kan altså sige, at der foreligger en begrundet mistanke mod Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen for at have givet eventuelle oplysninger om anti-kommunister til AFA. Men beviser er der ikke.

Pseudo-afsløring om Kafa-X
Søndag den 14. marts rungede det på forsiden af Politiken Kommune giver støtte til ekstreme antifascister. I Bo Maltesens og Claus Blok Thomsens artikel kunne man bl.a. læse:

På sin hjemmeside skriver Antifascistisk Aktion, at den har postadresse i nogle kælderlokaler i Korsgade 19 i København… Lokalerne bliver officielt udlejet til en forening, der kalder sig Foreningen af 1.1. 1993, og som siden 2001 hvert år typisk har fået mellem 35.000 og 40.000 kroner i huslejetilskud af Københavns Kommune.

Man skal dog helt om på side 7 i søndagstillægget PS før det oplyses, at de omtalte kælderlokaler huser Kafa-X, der frem til december 1999 havde adresse i Blågårdsgade 12, ligeledes Nørrebro.

Autonome Revolutionære
I april 1993 kunne journalisten Lars Villemoes i Weekendavisen berette:

Indtil den 1. april i år havde Autonome Revolutionære rummelige butikslokaler i Blågårdsgade 12, tæt ved det, der blev gadekampens centrum den 18.-19. maj. Disse lokaler har de sidste seks uger været prydet af plakater fra Antifascistisk Aktion.

Autonome Revolutionære, der efter Villemoes’ afsløringer omdøbte sig til Autonomi Kollektivet og i dag kalder sig Autonomt Infoservice, blev dannet i 1987 af østrigeren Alfred Lang som en dansk støttegruppe til den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF), der i årene 1970 til 1997 myrdede 34 mennesker alene i Tyskland.

Fra Blågårdsgade nr. 12 drev Autonome Revolutionære en tilsyneladende tilforladelig bogcafé ved navn Zapata. Men indenfor, kunne journalisten Lars Leergaard berette, var billedet anderledes mørkt:

På Alfred Langs kontor i hans bogbutik ”Zapata” ligger der en tysksproget huskeseddel til aktions-udflugter. Gode råd om hjelme, benskinner og forbindinger til brug ”i marken”.
På bogcafeens hylder finder man blandt andet en håndbog for by-guerilla, et 169 siders stort RAF-dokument om ”henrettelsen” af direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herhaussen.

International terrorist
Efter afsløringen af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), bedre kendt som Blekingegadebanden, dannede Foreningen Demos en støttegruppe, der fik navnet Antirepressionsguppen, for bandens fængslede medlemmer, heriblandt hovedmændene Torkil Lauesen og Niels Jørgensen.

Da den schweiziske terrorist Marc Rudin få år senere blev fanget, dannede Autonome Revolutionære den personlige støttegruppe Antirepressionsgruppen Marc Rudin.

På ordre fra den arabiske terrororganisation PFLP bistod Marc Rudin, der allerede var efterlyst for et bombeattentat i sit hjemland, den danske kommunistgruppe med et millionrøveri mod Købmagergades Postkontor. Det var under dette røveri, at banden myrdede den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

René Karpantschof leder i 1990 en demonstration udenfor Østre Landsret til støtte for Blekingegadebanden.

Fem år senere begår René Karpantschof et omfattende indlæg Enhedslisten avis 'Den Røde Tråd' sammen med Torkil Lauesen og Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. De tre kumpaner skælder bl.a. ud over, at en venstrefløjsdebattør "finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd ånd i deres støtte til Marc Rudin... og deres kontakt til Blekingegadebanden."

AFA og Antiimperialistisk Plenum
Autonome Revolutionære samarbejdede i disse år, bl.a. i sammenslutningen Antiimperialistisk Plenum, tæt med gruppen Den Røde Bande, der blandt sine fremtrædende medlemmer talte Christian Zwettler (ligeledes østriger), Jakob Martin Strid og Martin Lindblom, der alle tillige var fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion.

Christian Zwettlers danskfødte hustru, Anette Zwettler, der i dag kalder sig Gia Zwettler, vedgik i et interview i 1997, at Den Røde Bande var dannet med RAF som forbillede og at den danske gruppe pønsede på egentlige terrorhandlinger. Man nåede et par bankrøverier, inden gruppen med fængslingen af bl.a. lederen Zwettler blev standset af myndighederne.

Alfred Langs mangeårige partnerske, Inge Kongsgaard Hansen, leder i 1997 en demonstration til støtte for Marc Rudin. Blandt deltagerne så man René Karpantschofs gode ven, Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Fra Zapata til Kafa-X
Det var således ikke noget tilfælde, at Autonome Revolutionære i 1993 overdrog sine lokaler til AFA. Og året efter Lars Villemoes’ afsløring bekræftede ledende autonome i deres bog De Autonome da også, at det faktisk var grupperne Revolutionære Feminister og Antifascistisk Aktion, der i sin tid tog initiativet til Kafa-X. (Revolutionære Feminister er for længst opløst.)

Udsnit af side fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariats årsrapport 1995.

Københavns Kommune har, via Foreningen af 1/1 1993, støttet Kafa-X over en langt længere årrække end det påstås af Politiken. Af årsberetningen for 1995 fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariat fremgår det således, at foreningen allerede den gang modtog økonomiske tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Dagbladet Politiken fortæller altså ikke noget egentligt nyt om Kafa-X, men skjuler de stærke terrorsympatier i både dens og AFA’s forhistorie.

Camilla Esser
Foreningen af 1/1 1993’s ansvarlige overfor Københavns Kommune var i 1990erne Camilla Esser fra Antifascistisk Aktion.

Da Camilla Essers navn blev nævnt offentligt i 1997, forsvandt hun som dug for solen. Junikredsen kan dog afsløre, at hun i 1994 blev anholdt sammen med bl.a. Balder Johansen og den dømte bankrøver Christian Zwettler, da en svært bevæbnet AFA-gruppe blev stoppet i en bus.

Camilla Esser er for nylig dukket op igen for en kort bemærkning. Det skete da hun ikke kunne modstå fristelsen til en dydig kommentar til René Karpantschofs hengivne afsked på Modkraft med sit gamle idol, slagsbroderen Martin Lindblom fra AFA.

Camilla Esser hylder på Modkraft den afødede AFA-fører Martin Lindblom.

Lindblom (t.h.) angriber en tilfældig tilskuer, Køge 1997. "Martin var min helt", skrev Karpantschof ved AFA-førerens død forrige år.

Lindblom (t.h.) i aktion i Køge 1997. "Martin var min helt", skrev René Karpantschof ved AFA-føreren død forrige år.

Af andre gamle kendinge, der måtte græde ud til Karpantschofs mindelige ord om sin erklærede helt, kan nævnes Jakob Martin Strid, Alfred Lang og… Kafa-X.

Camilla Essers rolle er i dag tilsyneladende overtaget af Karoline Siemen fra Østerbro, der bl.a. står bag en hjemmeside for Kafa-X. Karoline Siemen er tillige medlem af gruppen Internationalt Forum, hvis leder er identisk med netop Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, der fik ti års fængsel for sin deltagelse i røveriet mod Købmagergades Postkontor.

Karoline siemen fra Østerbro er registrant for Kafa-X' hjemmeside.

Karoline Siemen som hun præsenterer sig på Facebook.

Overfladisk interview
Inden vi behandler Politikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion, skal vi lige kaste et kort blik på et ledsagende interview med to medlemmer af tæskeholdet.

En markant del af interviewet bruges til at menneskeliggøre AFA-medlemmerne, hvis påståede personlige baggrund oprulles for læseren. I resten af det ukritiske interview siger de to bøller ikke andet end hvad AFA allerede har sagt i en tidligere pressemeddelelse.

Selv de mest åbenlyse løgne om AFA’s erklærede og udstrakte brug af vold får lov til at stå uimodsagte af Politiken. Heller ikke gruppens automatstempling af sine ofre som ”nazister” konfronteres af de to journalister, der i stedet pligtskyldigt nedfælder dybsindigheder såsom Nazismen er ikke stor i dag, men den har større grobund nu end for fem år siden på grund af regeringens politik

Gruppens medlemmer vedgår dog for første gang offentligt, at AFA er organiseret som et regulært forbrydersyndikat, hvor man kun på opfordring fra banden selv kan blive medlem.

Det stort opsatte interview strækker sig over to spalter og er for så vidt interessant fordi det – sammen med førnævnte pressemeddelelse – bekræfter, hvordan AFA, under pres fra den verserende terror-sag mod lederfiguren A.C., nu forsøger at tale sig fra sine mange voldelige ugerninger og udtalelser.

En taktik, som dagbladet Politiken ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Klap på skulderen
Søndagspolitikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion baserer sig bl.a. på ukritiske interviews med Pelle Dragsted og René Elley Karpantschof. Uimodsagt får Dragsted lov til at påstå, at han i dag tager afstand fra vold, og Karpantschof får lige så uimodsagt lov til at hævde, at han aldrig har været medlem af AFA.

René Karpantschof blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Derimod får ingen af AFA’s mange voldsofre lov til at ytre sig. Faktisk optræder glosen ’offer’ slet ikke i forbindelse med Politikens omtale af AFA’s vold. Disse ansigtsløse mennesker beskrives i bedste AFA-retorik derimod konsekvent som nazister, højreekstremister og yderliggående højreorienterede (gloser som ’venstreekstremist’ og ’kommunist’ optræder selvsagt ikke), eller endog ironisk som f.eks. to tørstige herrer. Lige så smilende beskrives AFA’s vold som bl.a. kvikke bøllebank og masser af godnatkys.

Ved hjælp at dæmonisering og ironisk distance manipulerer Politiken altså med sit stof således, at læseren ikke kan føle meget andet end ligegyldighed med de lidelser, som AFA påfører sine voldsofre. Omvendt skildres AFA’s medlemmer som mennesker af kød og blod, som læseren ikke blot kan identificerer sig med, men endog have respekt for. AFA’s medlemmer har bl.a. evnen til at planlægge, er psykisk stærke og stoler på hinanden.

Set fra den yderste venstrefløjs synspunkt tempereres disse klap på skulderen til deres tæskehold dog af Politikens skildring af den bandekrig mellem højre- og venstreradikale, som venstreekstremisterne – ført an af Enhedslisten – hårdnakket benægter eksisterer. Dog sørger Politiken omhyggeligt for kun at præsentere bandekrigen som PET’s opfattelse.

Terrorlovgivningen mod AFA
Dagbladet Politiken kommer i sit forstående portræt af AFA ind på et forhold, der ikke tidligere har været omtalt i pressen. Ifølge Politiken er den 23-årige A.C., der bl.a. opererede fra en lejlighed i Fredericia, sigtet efter den ”milde terrorparagraf” fordi han

… har været leder af Antifascistisk Aktion, AFA, ”der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen”.

Politiken citerer straffelovens paragraf 114f, der i sin helhed lyder:

Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det har tidligere været fremme i pressen, at A.C. er sigtet for økonomisk støtte til en terrororganisation, men der er så vidt vides ikke tidligere blevet sat navn på organisationen. Nemlig Antifascistisk Aktion.

Bliver AFA’s hovedmand dømt efter terrorloven betyder det altså samtidig, at Antifascistisk Aktion i også lovens forstand er en terrororganisation på linje med FARC og PFLP, som en række venstreekstremister efter samme paragraf allerede er dømt for at have støttet.

I yderste konsekvens kan sagen derfor også betyde, at f.eks. AFA’s dækorganisation – Foreningen af 1/1 1993 – kunne dømmes efter samme paragraf. Siden loven blev vedtaget i 2006 har man da også kunne iagttage hvordan bl.a. Demos og Enhedslisten har haft travlt med at slette sporene efter deres tætte samarbejde med tæskeholdet.

Mulig optrapning
AFA’s vold er politisk motiveret. Gruppens voldsofre tæskes for de holdninger til væsentlige samfundsspørgsmål, som venstrefløjen vil have bragt til tavshed. Det skriver man f.eks. ligeud i sit originale ’manifest’:

Når det gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Den vold, der i begrænset omfang udøves mod kommunister, er derimod primært ikke politisk motiveret, men udspringer som oftest af konkrete voldelige overgreb begået mod venstrefløjs- og indvandringskritikere. Det viser bl.a. en række domme mod medlemmer af gruppen White Pride i Århus.

Hvis krigen mod terror kan presse venstrefløjen til at afstå fra vold, så kunne den meget omtalte bandekrig derfor uden tvivl gå i sig selv igen. Men venstreorienterede har generelt ikke respekt for loven og begynder de først at opfatte deres metoder som moralsk acceptable også udenfor deres eget miljø, kunne de lige så vel finde på at gribe til de skydevåben, som PET mistænker dem for at ville anskaffe sig.

Deri ligger Politikens ansvarsløshed.

_

Og så er der en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.
Antifascistisk Aktions program fra 1994.

Hvis det virkeligt var mit mål, så kunne jeg skære halsen over på dig nu.
Martin Lindblom til folkevalgt politiker, Information 1995.

Som om vi ikke kunne finde ud af slås med politiet i 20 graders kulde..
”Martin Nielsen” (Martin Lindblom), Ekstra Bladet 1996.

Hvorfor så ikke tage afstand fra volden?
Jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.

Interview med ”Jørgen” fra AFA, Politiken 1997.

Volden er et nødvendigt onde, som kun benyttes for at opnå helt bestemte mål.
”Anders” (Martin Lindblom) fra AFA, Ekstra Bladet 1997.

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Stop Udvisningerne’, Propaganda 1997.

Hvis de stikker deres grimme fjæs den mindste smule frem, så får de tæsk.
Anonym AFA-talsmand, Ekstra Bladet 1998.

Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Hold Kæft Danmark’, Propaganda 1998.

Nu ved nazisterne hvad der venter dem… Nazisterne bruger selv vold. Og hvis de vil, så kan de slås med os.
”Anders Lind” fra AFA, Ekstra Bladet 1999.

Generelt går vi ikke af vejen for et slagsmål… så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder.
Anonym AFA-talsmand, Jyllandsposten 2005.

Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.
AFA’s program, revideret ca. 2005.

Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.
AFA’s erklæring af 26. februar 2010.

Accepterer AFA brugen af vold?
Jeg er tilbøjelig til at svare nej…
Interview med ”Kristoffer” fra AFA, Politiken fjorten dage og en terror-sigtelse senere.

*

Pelle Dragsted – skitse af en ekstremist

Pelle Dragsted som "Jesper", talsmand for Antifascistisk Aktion 1998.

Pelle Dragsted som "Jesper", talsmand for Antifascistisk Aktion 1998.

”De bar hætter ligesom de autonome, da de sprang ud af varevognen. Jeg ser to mænd – også med hætter – kravle over hegnet ind til nazisterne. Kort efter er der noget, der brænder på taget. Fem-syv personer står med motorsave, der larmer voldsomt. Pludselig kommer min lille søn chokeret ned i køkkenet, og jeg skynder mig at trøste ham og tage ham op i seng igen. Vi er jo vant til, at når man ser hætteklædte foran nazi-huset, så skal man ikke gå ud”.

Sådan forklarede et vidne i retten i Roskilde hvordan hun oplevede angrebet den 21. december 1999 på DNSB-lederen Jonni Hansens privathjem i Greve. Efter Hansens berømte påkørsel af de maskerede bøller iagttog genboen følgende:

”Da jeg kigger ud ad vinduet igen, er der vild tumult og råben. Det var ligesom ved et bankkup. Og den sidste person havde svært ved at komme ind i kassevognen og lukke døren, inden de stak af”.

I retten kommer det frem, at gerningsstedet efterfølgende flød med slagvåben og sorte hætter. Det kommer ligeledes frem, at seks af bøllerne blev pågrebet med våben på sig.

Det bevæbnede tæskehold blev ledet af bl.a. den muskelsvære Ole Søborg fra Fagforeninger Mod Racisme. Også et højtrangerende medlem af Antifascistisk Aktion blev sigtet i sagen: Pelle Dragsted fra tæskeholdets Sct. Hansgade-gruppe.

Afsløret af video
Den 18. maj 2002 fejrer Antifascistisk Aktion sit tiårsjubilæum med en fest i Ungdomshuset. Ifølge den omstridte sociolog René Karpantschof, der pendler mellem Københavns Universitet og Martin Lindbloms Monsun, så blev Antifascistisk Aktion egentligt stiftet på et større møde i weekenden 4.-6. september 1992.

Men datoen 18. maj har stor symbolværdi for Antifascistisk Aktion, for den markerer dagen for tæskeholdets demonstration i 1993, der iværksatte de indtil da groveste optøjer i efterkrigstidens Danmark (kun overgået af Ungdomshus-optøjerne i 2007).

Pelle Dragsted (t.v.), ubestridt talsmand i Antifascistisk Aktions propagandavideo 2002.

Pelle Dragsted (t.v.), ubestridt talsmand i Antifascistisk Aktions propagandavideo 2002.

Torsdag den 23. maj 2002 bliver en propagandavideo for Antifascistisk Aktion vist på den venstreekstreme lokalstation TV Stop i København. Ifølge foromtalen er videoen fremstillet af TV Stop som led i fejringen af Antifascistisk Aktion. I videoen optræder en maskeret mand som ubestridt repræsentant for Antifascistisk Aktion.

Pelle Dragsted begynder i 2006 at træde offentligt frem som international sekretær for Enhedslisten. Samme år begynder han også flere steder på internettet at blive udpeget som medlem af Antifascistisk Aktion.

I marts 2007 bliver TV Stops propagandavideo lagt på youtube.com. Talsmandens maskering er ikke bedre end at han hurtigt bliver identificeret som Enhedslistens Pelle Dragsted.

Frem i pressen
I august i år lykkes det en journalist fra Ekstra Bladet at komme tæt på Kirkeasyls magtfulde pressegruppe. Han afslører, at Pelle Dragsted spiller en væsentlig rolle i organisationen. Lørdag den 26. september 2009 sætter BT så omsider spot på Pelle Dragsteds forbindelse til Antifascistisk Aktion (artiklen er ikke online, men kan læses i uddrag på bloggen Uriasposten).

BT’s hovedhistorie er Dragsteds deltagelse i Antifascistisk Aktions hærværk mod Sandholmlejren i 1998, samt hans optræden i tæskeholdets propagandavideo.

Lyver i interview
Set med Junikredsens øjne bringer BT ikke meget nyt for dagen. I juni i år omtalte vi Pelle Dragsteds hærværk og tidlig september betegnede vi ham som ”tidligere medlem” af Antifascistisk Aktion.

BT’s noget overfladiske research gør da også, at avisen ikke er i stand til at forholde Pelle Dragsted de usandheder, der ses i hans forklaring til avisen.

Dragsted hævder bl.a. til BT, at han trak sig fra Antifascistisk Aktion i 2002, efter at have ”været aktiv i ni år.” I den famøse propagandavideo fortæller Dragsted, at han var med til at starte tæskeholdet. Som nævnt blev Antifascistisk Aktion stiftet i 1992. Pelle Dragsted har altså været medlem af den københavnske voldsgruppe i mindst ti år.

Med sin løgn forsøger Pelle Dragsted tydeligvis at sløre hvor tæt han faktisk var involveret i Antifascistisk Aktion. Også påstanden om, at han trak sig fra tæskeholdet i 2002 kan derfor være løgn. I hvert fald er det påfaldende, at Dragsted vælger nøjagtigt samme år som BT’s dokumentation strækker sig til.

Pæn familie
Pelle Dragsted kommer af en pæn middelklassefamilie og er et produkt af den såkaldte bløde opdragelse, hvor krav og konsekvens til børn er uhørt. Han gennemførte aldrig en uddannelse, hvilket i mange år trods alt bekymrede hans familie en del.

I stedet kastede han sig allerede i barneårene ud i politisk ekstremisme. Nedenfor følger en kronologisk skitse over nogle af Pelle Dragsteds lovlige og ulovlige aktiviteter; miljøet han færdes i og de personer han omgiver sig med.

1990
Den 16. marts bliver et lovligt offentligt møde i Vesterbro Kulturhus fysisk forhindret af autonome fra bl.a. Christiania og en BZ-fæstning på Østerbro. Aktionen ledes personligt af Erik Jensen fra Demos.

Erik Jensen, midtfor i sort læderjakke, dirigerer BZere, marts 1990.

Erik Jensen, midtfor i sort læderjakke, dirigerer BZere, marts 1990.

Ifølge PET-kommissionens rapport bind 10, side 427, blev Erik Jensen allerede i 1989 udpeget af PET som den, der ”suverænt har bestemt, om BZ.ere [sic.] skulle deltage i et eller andet”.

På siderne 202-203 i PET-rapportens bind 11 beskrives Jensens aktion på Vesterbro kort. Omtalen er ledsaget af et billede fra blokaden. I forreste front ser man Pelle Dragsted, 14-årig gadekriger i Jensens Fællesinitiativet Mod Racisme.

14-årige Pelle Dragsted som talsmand for Børnemagt.

14-årige Pelle Dragsted som talsmand for Børnemagt.

Pelle Dragsted er rekrutteret via Børnemagt, der holder til på Christiania. I Børnemagt bliver han, efter eget udsagn, ven med den noget ældre Benjamin Christian Schou, der under et slagsmål med politiet nytårsnat 1991/92 bliver svært hjerneskadet.

1992
Sammen med bl.a. Balder Johansen og Martin Lindblom stifter Pelle Dragsted tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

1993
Børnemagt opretter Børnehuset i Sankt Peders Stræde (lukket 2003). Ifølge en anonym talsmand ”fungerer Børnehuset som indslusning til det autonome miljø.”

1994
Hele Antifascistisk Aktions hårde kerne anholdes i november i en bus spækket med våben, på vej til Jonni Hansens privathjem i Greve. Blandt de anholdte er Martin Lindblom, Camilla Esser, Hasse Holst, Balder Johansen, hans unge kæreste Maria Pagels, samt Christian Zwettler, der i 1993 blev idømt tre års fængsel for væbnet røveri. Yngste mand er Pelle Dragsted.

1995
På vegne af ’Foreningen Børnehuset’ søger Pelle Dragsted om kommunalt tilskud til Børnehuset. Blandt husets øvrige beboere er en vis Jan Mølskov Justesen, der i 2003 idømmes knap to års fængsel for brandstiftelse.

Samme år begynder Pelle Dragsted at skrive under dæknavnet ”Pelle Jensen” for gruppen Internationalt Forum. Blandt gruppens prominente medlemmer ses den ekstremt pressesky Torkil Lauesen, der i 1991 blev idømt ti års fængsel for røveri af særlig farlig karakter.

1996
Pelle Dragsted begynder at skrive under eget navn i Gaia, Internationalt Forums blad.

Janne Tynell, Dragsteds senere kæreste, bliver medlem af Gaia’s redaktion, der bl.a. tæller Torkil Lauesen og Hasse Holst fra Antifascistisk Aktion.

1997
Danske autonome drager i juni til Holland for at deltage i anti-EU optøjer. 27 anholdes præventivt og udvises, blandt dem den nu 22-årige Pelle Dragsted. Andre anholdte er:

Ulrik Sebastian Kohl (straffes 2009 seks måneder betinget fængsel for terror-støtte)
Claus ’Svende’ Svendsen
Maria Pagels
Jørn Damgaard
Pernille Rosenkrantz-Theil

Præventiv anholdelse var den gang ikke tilladt og de anholdte får efterfølgende tilkendt en erstatning på ti tusinde kroner hver. Pernille Rosenkrantz-Theil deler beløbet ligeligt mellem Enhedslisten og Antifascistisk Aktion.

Pelle Dragsted er på dette tidspunkt medlem af Antifascistisk Aktions Baldersgade-gruppe. I et interview til Politiken samme år erkender en anonym talsmand for gruppen, at ”jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.”

Blandt gruppens 14 medlemmer finder man, udover Pelle Dragsted, bl.a.

Henrik ”Hønse” Axelsen
Kasper Scheel
Torsten Geertz-Hansen
Maria Gerhardt Lorenzen
Morten Høj
Stinne Lyager Bech

Ligesom Pelle Dragsted er Stinne Lyager Bech meget aktiv i Torkil Lauesens organisation. Hun er i dag prominent medlem af Amnesty International’s danske afdeling.

Antifascistisk Aktion fejrer sit femårs jubilæum med en lille foto-bog. Tæskeholdet sværger at forfølge en nystiftet, erklæret dansksindet studenterorganisation, Dansk Forums Studentergruppe.

1998
Pelle Dragsted fraflytter Baldersgade og bliver medlem af Sct. Hansgade-gruppen, der ledes af Lars Holm Jørgensen, en nær ven af René Karpantschof og Martin Lindblom.

I marts måned pågribes Dragsted sammen med bl.a. Martin Lindblom, i færd med at begå hærværk mod Sandholmlejren. Pernille Rosenkrantz-Theil optræder som talsmand for aktionen. Enhedslistens folketingskandidat hævder, at hun ikke kendte til planerne om hærværk.

Pelle Dragsted (t.v.) og Martin Lindblom anholdes på fersk gerning, Sandholmlejren 1998.

Pelle Dragsted (t.v.) og Martin Lindblom anholdes på fersk gerning, Sandholmlejren 1998.

Omkring dette tidspunkt er Rosenkrantz-Theil medlem af Fælledvej-gruppen. Et andet medlem af gruppen er Jakob Engelund Sanvig fra den yderst voldelige gruppe Rebel.

I maj optræder Pelle Dragsted første gang offentligt, dog formummet bag solbriller, som talsmand for Antifascistisk Aktion. Ved siden af sine skriverier i Gaia begynder han at forsøge sig som læserbrevsskribent i pressen.

1999
I februar deltager Pelle Dragsted i et voldeligt overfald på en gruppe universitetsstuderende fra Dansk Forums Studentergruppe (DFS). Dragsted pågribes og sigtes angiveligt for overtrædelse af politivedtægten.

I november afbryder autonome DFS’ vælgermøde på Københavns Universitet med trusler om vold. Blandt de indtrængende er brandstifteren Jan Mølskov Justensen.

I december deltager Pelle Dragsted i et mislykket angreb på Jonni Hansens privathjem. Seks venstrefløjsbøller kvæstes af DNSB-lederen, der resolut kører sin bil ind i den tyve mands store bevæbnede gruppe. Dragsted pågribes angiveligt i besiddelse af slagvåben.

Sct. Hansgade-gruppen får et nyt medlem, Kristian Munk fra Rebel, der hurtigt bliver indrulleret i Antifascistisk Aktion.

Brandstifteren Jan Mølskov Justensen på Københavns Universitet.

Brandstifteren Jan Mølskov Justensen på Københavns Universitet.

Ca. 2000
Pelle Dragsted bliver medlem af Amicisvej-gruppen på Frederiksberg, hvor Janne Tynell og Hasse Holst i forvejen er aktive. Også Kasper Scheel og Torsten Geertz-Hansen fra den gamle Baldersgade-gruppe flytter ind.

Med bistand fra Amicisvej-gruppen iværksætter Kristian Munk og Jakob Engelund Sanvig, i miljøet kendt som ”Munne”, en række brandattentater. Sanvig dømmes i 2002 halvandet års fængsel i sagen. Munk forsøger sig ved Højesteret og dømmes året efter til tre års fængsel.

2001
Den 16. maj deltager Pelle Dragsted i mindre demonstration foran Jonni Hansens privathjem i Greve. Han filmes i selskab med Frank Aaen fra Enhedslisten. Adrian Frank, medlem af Antifascistisk Aktion og gammel ven af Balder Johansen, leder demonstrationens vagtkorps. Frank er tillige medlem af Demos, og demonstrationen besøges af Erik Jensens højre hånd, Petter Sommerfelt.

Efter optøjerne i Gøteborg i juni stifter bl.a. Pelle Dragsted Globale Rødder. Han bliver medlem af redaktionen på Gaia. En post han beholder frem til i hvert fald 2005. Andre redaktionsmedlemmer er Torkil Lauesen, Stinne Lyager Bech og Dragsteds kæreste, Janne Tynell.

Janne Tynell begynder tillige at skrive for dagbladet Information. Hun bruger sin nyfundne respektabilitet til i en større artikel at fremstille Kristian Munk – under dæknavnet ”Anders” – som forfulgt uskyldighed, fordi pressen har skrevet om hans aktiviteter.

2002

Voldsmateriale fra Rebel.

Voldsmateriale fra Rebel.

Globale Rødder præsenteres for offentligheden med et stort interview i Gaia med Anders Hassing, foretaget af Janne Tynell.

Pelle Dragsted står senere på året frem som talsmand for organisationen. Det samme gør Claus Pan Pedersen, tidligere medlem af Rød Ungdom. Som kandidat for Enhedslisten fastslår han i 2005, at han støtter Ungdomshuset ”uanset hvilke midler de skulle finde på at gribe til og under hvilke forhold”.

2003
På Christiansborg bliver statsministeren og udenrigsministeren overfaldet af to medlemmer af Globale Rødder. Lars Grenaa idømmes tre måneders fængsel for overfaldet. Rune Eltard-Sørensen, der er tiltalt for et lignende overfald på en borgmester, straffes med fire måneders fængsel.

Selv om gerningsmændene stod på Pernille Rosenkrantz-Theils gæsteliste og blev lukket ind på Christiansborg af hendes sekretær, så nægter hun at have haft kendskab til planerne om et legemsangreb. Ingen er opmærksom på, at Rune Eltard-Sørensen og Pernille Rosenkrantz-Theil begge er tidligere medlemmer af voldsgruppen Rebel.

Det omtales heller ikke, at den tidligere TV Stop-aktivist Lars Grenaa var involveret i en episode i 1997, hvor medlemmer af Rød Ungdom trængte ind på Pia Kjærsgaards ejendom, skreg ukvemsord og ’heilede’. En fax med instruktioner til gruppen var sendt fra Enhedslistens kontor på Christiansborg.

Pernille Rosenkrantz-Theil støtter begejstret Grenaas og Eltard-Sørensens vold. ”Jeg kunne have gjort det selv”, udtaler hun umiddelbart efter overfaldene. Udtalelsen presser Enhedslisten til at tage skarpt afstand fra Globale Rødders vold og banke Rosenkrantz-Theil på plads. Da det kommer frem, at hun talte med Lars Grenaa kort før de to overfald, hævder Pernille Rosenkrantz-Theil til pressen at ”han hel bevidst er gået efter at fælde mig.”

Sagens udvikling bliver mødt med vrede i Globale Rødder. ”Den måde de har banket hende på plads på er rent meningstyranni”, udtaler Claus Pan Pedersen. Sagen får også Pelle Dragsted til for første gang at stå offentligt frem som medlem af Enhedslisten.

Det sker i et åbent brev til Pernille Rosenkrantz-Theil, underskrevet af 32 medlemmer af Enhedslisten. I brevet står der bl.a. direkte anført, at ”I medierne hedder det sig, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder.”

Blandt Dragsteds medunderskrivere er den voldsberedte Claus Pan Pedersen, samt bl.a.

Asger H. Pedersen. Forretningsfører Monsun.
Jutta Kuchenbecker. Bestyrelsesmedlem i Monsun.
Mikkel Skov Petersen: Stifter af Monsuns hjemmeside Modkraft.
Sven Gårn Hansen. Redaktør af Modkraft.

Ved samme lejlighed trådte også Jesper Lund, gammelt medlem af Antifascistisk Aktion, frem som medlem af Enhedslisten. Han har tidligere udtalt, at han godt kunne finde på at bruge våben i sin kamp mod samfundet.

sortklædt Pelle Dragsted besøger autonom fæstning.

Pelle Dragsted som sortklædt gadekriger i Antifascistisk Aktion.

2004
Pelle Dragsted og Claus Pan Pedersen kaster sig ud i opbygningen af Piratgruppen, hvis erklærede formål er at ”støtte alle dem som i modstrid mod herskende opfattelser om ophavsret kopierer og spreder kultur frit.”

Man ”arbejder ikke selv med piratkopiering”, hævder Piratgruppen. Rygter i miljøet vil dog vide, at man via enkeltpersoner i Piratgruppen kan komme i kontakt med Antifascistisk Aktion, der angiveligt er blevet storudbyder af piratkopierede programmer.

Janne Tynell forsvinder fra Gaia. Hun dukker senere op som redaktør på Monsuns hjemmeside.

2005 – i dag
Pelle Dragsted optræder skiftevis som repræsentant for Globale Rødder og Piratgruppen, indtil han i 2006 bliver international sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe. Her arbejder han tæt sammen med især Frank Aaen.

Under skandalen i 2007 om Enhedslistens opstilling af muslimen Asmaa Abdol-Hamid, stiller Pelle Dragsted sig betingelsesløs på islamistens side. Hans ønske er at ”se et tørklæde på Folketingets talerstol”.

Det samme ønsker Pernille Rosenkrantz-Theil. Bl.a. i vrede over partiets optræden under Asmaa-skandalen forlader hun i 2008 Enhedslisten. Hun bliver i stedet medlem af Socialdemokraterne. Pernille Rosenkrantz-Theil har stadig ikke taget afstand fra overfaldene på Christiansborg i 2003

Pelle Dragsted skifter titlen som sekretær ud med pressemedarbejder og bliver medansvarlig for Enhedslistens hjemmeside. I samme periode bliver Simon Shine, stifteren af Anarkistisk Debatforum, webmaster for partiet. Linda Hansen fra Monsun bliver redaktør af partiets medlemsblad.

Janne Tynell forsvinder diskret fra redaktørposten på Modkraft. Hun er i dag pressemedarbejder i Red Barnet.

Janne Tynell og Pelle Dragsted bor stadig på Amicisvej sammen med bl.a. Kasper Scheel, Hasse Holst og Torsten Geertz-Hansen fra Antifascistisk Aktion.

_

Til denne artikel er bl.a. brugt følgende kilder:

Klar til nye kampe, Jyllandsposten 30.08.1994.
Den politiske vold, Politiken 05.01.1997.
Autonome overfaldt højreorienterede aktivister, 14.02.1999.
Demonstranter vinder sag, Ekstra Bladet 22.06.1999.
Jonnis ofre, BT 23.02.2000.
Mellem sofa og vold, Information 10.12.2002.
Jeg kunne have gjort det selv, BT 19.03.2003.
Rosenkrantz talte med attentatsfolk, BT 21.03.2003.

Demos-fascister

En venlig læser har gjort os opmærksom på, at Demos sidste år tabte en injuriesag mod Dansk Folkepartis pressemedarbejder, Kenneth Kristensen.

Under overskriften Hvem er de rigtige fascister? skrev Kenneth Kristensen bl.a.:

I virkeligheden er det Demos, Antifascistisk Aktion og de hårdhudede aktivister fra Ungdomshuset, der opfører sig som fascister ved at bruge vold som politisk middel.

Afsløringen pressede den berygtede forening på Nørrebro til – helt usædvanligt – at forsøge sig med et sagsanlæg. Demos’ topfolk, Petter Sommerfelt og afdøde Erik Jensen, er ellers begge selv dømt for injurier og burde derfor have vidst bedre.

Københavns Byret frifandt i april 2008 Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen for injurier. Som salt i såret blev Demos dømt til at betale ham henved tyve tusind kroner i sagsomkostninger.

Få måneder efter dommen døde “voldens bagmand”, Erik Jensen. Efter udgivelsen af PET-kommissionens rapport tør vi her på Junikredsen godt spå, at Demos aldrig igen forsøger sig med sagsanlæg om foreningens brug af vold som politisk middel.

PETs diagram ca. 1990 over Demos' placering omkring BZ-Brigaden.

PETs diagram ca. 1990 over Demos' placering omkring BZ-Brigaden. Gengivet i PET-kommisionens Rapport.

Enhedslisten & vold: Antifascistisk Aktion

For vistnok første gang har et dansk medie pirket til Enhedslistens forbindelse til Antifascistisk Aktion (AFA), der så vidt vides er Danmarks eneste erklæret voldelige politiske organisation (og i princippet derfor grundlovsstridig). Anledningen til presseomtalen var en militant plakat, der i januar i år kunne ses i København som reklame for en fest i kollektivet “Bumzen”, Baldersgade på Nørrebro. Bag festen stod “Salemturen”, der hvert år sender danske forstærkninger til svenske AFA. I Sverige har AFA siden 2001 forsøgt at stoppe Salemfondens årlige mindehøjtidlighed for en 17-årig højreaktivist, der i december 2000 blev mishandlet til døde af en gruppe indvandrere.

Hovedkræfterne bag “Salemturen” er Enhedslisten og den danske sektion af AFA. Af den nævnte plakat fremgår det, at de unge gadekrigere, der sendes til slagsmål og optøjer i Sverige, rekrutteres fra Socialistisk Ungdomsfront, Fynske Antifascister, Rød Ungdom og Offensiv. Enhedslisten deltager officielt ikke selv i de årlige uroligheder i Salem, men overlader føringen af de unge bøller til AFA, der beundres for sin store erfaring i gadekamp.

Tæskehold eller politisk organisation?
Men hvad er Antifascistisk Aktion nærmere bestemt? Ja, det kan være vanskeligt at gennemskue. Ifølge sit propagandamateriale består organisationen af “flere uafhængige grupper”. I interviews beskriver man sig derimod som en gruppe på “omkring 50 medlemmer”. Selv gruppens navn skaber man tvivl om: I AFAs program skriver man, Vi vil bekæmpe både de racistiske udtryk og det system. der udvikler dem. Og det er derfor vi kalder os anti-facsister og ikke f.eks. anti-racister selvom vi er begge dele. I forbindelse med 10-års jubilæet i 2002 forklarede man derimod, at navnet var valgt tilfældigt og at man lige så vel kunne have kaldt sig “Antiracistisk Aktion”.

Da en flok autonome i januar 2007 besatte et hus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter, blev de natten til den 16. konfronteret af en gruppe vrede unge. De autonome valgte at “tilkalde assistance fra Antifascistisk Aktion”, der fik “jaget nynazisterne på flugt”, som dele af pressen efterfølgende skrev. Sådanne episoder giver næring til beskyldninger om, at AFA ikke er andet end venstrefløjens tæskehold.

På den anden side forekommer Antifascistisk Aktion som en regulær politisk organisation, der har formuleret et ideologisk grundlag, driver en hjemmeside og – siden 1993 – info-caféen Kafa-X på Nørrebro, ligesom man har forsøgt at udgive eget blad. Især i 1990erne tog Antifascistisk Aktion også selvstændige politiske initiativer såsom 1. maj-demonstrationer og kampagnerne “Free Mumia Abu-Jamal” og “Stop Udvisningerne”, men efter 10-års jubilæet (behørigt fejret i Ungdomshuset) synes organisationen i stigende grad passiv på denne front.

Antiracistisk Netværk
Antifascistisk Aktion blev stiftet på Christiania i sensommeren 1992. Sammen med bl.a. Enhedslisten og Foreningen Demos stiftede man kort efter Antiracistisk Netværk. Også organisationer udenfor det yderste venstre var med, men allerede fra omkring 1995 var AFA, Enhedslisten og Demos de eneste tilbage af netværkets stiftere. Siden da har netværkets øvrige deltagere alene været andre venstreekstreme grupper, ofte med udspring i netværkets tre hovedorganisationer.

Flere autonome grupper stod bag dannelsen af Antifascistisk Aktion, men især Strictly Underground og Autonomt Info blev vigtige for AFAs udvikling. Strictly Underground var omkring 1990 den mest betydningsfulde magtfaktor på Christiania. Gruppen sad på Den grå Hal, “fristadens” største koncerthal, og rådede som koncertarrangør over en flok hårde drenge, der kom til at udgøre kernen i AFAs første tæskehold. Via Strictly Underground fik Antifascistisk Aktion også et særdeles godt forhold til flere af hash-baronerne i Pusherstreet, der for fredens skyld bakkede op om Christianias nye voldelige gruppering.

Den ekstremt militante gruppe Autonomt Info var allerede i 1987 blevet inviteret indenfor i Foreningen Demos, der aktivt bejlede til BZ-bevægelsens lederlag fra Ryesgade 58. Forbindelsen til Demos blev af flere grunde uhyre betydningsfuld. Ikke mindst blev Demos bindeleddet mellem det voldsautonome miljø og en kreds af militante fagforeningsledere i København, der under navnet Fagforeninger Mod Racisme senere var med til at danne Antiracistisk Netværk.

Voldsforherligelse
I modsætning til Demos og Enhedslisten nøjes Antifascistisk Aktion ikke med at kredse om politisk vold. I gruppens program fra 1994 profilerer man sig tværtimod, under overskriften “Skal vi slås?!”, som erklæret voldelig:

Og det er en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Antifascistisk Aktion har siden diskret forsøgt at modificere programmets voldsforherligelse. I ‘manifestet’ på gruppens hjemmeside lyder det i dag, at selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem. Intet tyder dog på, at Antifascistisk Aktion gør det mindste for at undgå vold. Så sent som i sommeren 2006 langede den lokale afdeling af Antiracistisk Netværk i Svendborg ud mod AFA, der havde deltaget i en lokal demonstration mod “De National-Liberale”. I det åbne brev fra Antiracistisk Netværk-Svendborg blev AFA skarpt kritiseret for at “fremprovokere voldelige konfrontationer” og man takkede politiet for at have forhindret “de slagsmål, som… I tydeligvis var kommet for.”

Antiracistisk Netværk-Århus havde derimod ingen kritik af Antifascistisk Aktion, da gruppen få månder tidligere var inviteret til demonstration i byen. Jyllandsposten fik nys om sagen og spurgte til AFAs vold. Vold er ikke noget, som vi elsker, men så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder, svarede en anonym talsmand.

Især på internettet reagerede moderate venstreorienterede på AFAs voldelige brovten. Kritikken fik AFA til at udsende en af sine sjældne pressemeddelelser. Heri beskyldte man Jyllandsposten for flere usandheder, som vi føler os forpligtet til at dementere. Man “dementerede” derefter nogle påstande, som Jyllandsposten ikke havde fremsat og forbigik i tavshed spørgsmålet om den afstumpede udtalelse.

Antikapitalistisk Aktion
Antifascistisk Aktion opererer også under navnet Antikapitalistisk Aktion.. Det er et kendt træk ved ekstremistiske grupper, at medlemmerne lever i et konspiratorisk univers, hvor man oplever sig forfulgt og manipuleret af mørke kræfter. Dette verdensbillede finder man som forventet også hos Antifascistisk Aktion, der i deres ‘manifest’ skriver:

[De riges] udbytning er med til at skabe en vrede og misundelse, som kunne bruges til at sparke opad, men ved hjælp af politikere, presse og professionelle meningsdannere undgår de rige, at vreden bliver målrettet. I stedet får de spillet folk ud mod hinanden. Vi bliver splittet op i forskellig race, køn, tro, seksualitet, udseende, alder osv., og vi bliver bildt ind at vi er hinandens fjender.

Forestillingen om, at en lille magtfuld klike “splitter os” kunne være taget direkte fra det berygtede skrift Zions Vises Protokoller og ikke så få forskere har da også gennem tiden peget på de mange ligheder mellem anti-semitisme og anti-kapitalisme. Begreberne er ikke helt de samme; men det er logikken. Det kan her tilføjes at et kendt medlem af Antifascistisk Aktion, Martin Linblom fra Monsun, da også offentligt har indrømmet, at han “ikke anerkender Israels ret til at eksistere”. En holdning, der karakteriserer hvad jødiske organisationer betegner som “new antisemitism”.

Proto-terror
Mange eksperter definerer terror som voldelige handlinger, hvis formål er at skræmme andre til at udføre eller afstå fra en handling. Hvis man ser på Antifascistisk Aktions voldshistorie, så er der klart tale om, hvad man i fagsproget kalder en proto-terroristisk organisation. D.v.s., at AFAs erklærede vold ikke er rettet mod staten eller befolkningen som sådan, men mod venstrefløjens politiske fjendebilleder, der med vold skal skræmmes til tavshed. Under den engelsksprogede parole “any means neccesary” opererer man med en bred vifte af voldelige metoder, men afstår almindeligvis – dog ikke altid – fra bevidst dødbringende midler som skydevåben, sprængstoffer o.l.

Slagsmål”
Selv om Antifascistisk Aktion i sin propaganda skræpper meget op om “slagsmål”, så har man siden 1994 netop bevidst undgået regulære slagsmål med højrefløjsaktivister. Baggrunden er kort, at i 1993 gik det som en løbeild gennem Antiracistisk Netværk, at medlemmer af skinhead-gruppen Dansk National Front havde besøgt Den Danske Forenings grundlovsstævne i Hillerød. Antifascistisk Aktion blev sendt på banen og overfaldt kort efter en mindre gruppe af frontens medlemmer udenfor en biograf i København.

Opmuntret af denne gadesejr besluttede AFA sig for et raskt angreb på DNSB-lederen Jonni Hansens privatbolig på Amager, hvor man forsøgte at sparke døren ind. En bedrift, som Antifascistisk Aktion stadig er meget stolt af. Da man året efter forsøgte at sparke døren ind hos journalisten Lars Villemoes, fordi han i en række artikler bl.a. havde sat navn på AFA-lederen Martin Lindblom, foretrak organisationen derimod at optræde anonymt.

I 1994 stræbte Antifascistisk Aktion også efter et endeligt opgør med Dansk National Front, som man vidste igen var forsamlet til grundlovsstævne i Hillerød. Selvom styrkeforholdet var 1 til 2 i AFAs favør, fik de bank og måtte stikke halen mellem benene. Flere AFA-medlemmer blev anholdt under flugten og senere straffet for deres overfald på Den Danske Forenings møde.

Fiaskoen i 1994 i Hillerød lærte Antifascistisk Aktion, at højefløjens gadeaktivister er bedre mand-til-mand i regulære gadeslagsmål. Mange yngre mænd på højrefløjen synes ofte større og mere robuste end hvad venstrefløjen vanligvis kan stille med. I hvert fald skal Hillerød 1994 ikke være det eneste tilfælde hvor AFA er blevet på slået flugt, når styrkeforholdet har været nogenlunde jævnbyrdigt. Men sådanne tilfælde er formentlig ikke mange, for siden 1994 har Antifascistisk Aktion opgivet slagsmålene til fordel for deciderede overfald, hvor man fra baghold angriber i overvældende flertal, helst ikke under 10 til 1.

Voldens omfang
Det er vanskeligt at vurdere, hvor mange voldelige overfald Antifascistisk Aktion gennem årene har stået bag. Som led i en almindelig taktik på den yderste venstrefløj anvender AFA i vid udstrækning “navnløse” aktioner, hvor vold og hærværk begås i tilsyneladende anonymitet. Taktikken har til formål dels at hindre politiets opklaring af gruppens forbrydelser, og dels at skjule AFAs reelle voldelighed for offentligheden. Således har AFA ikke ville lægge navn til nedskydningen i 1997 af en tidligere skindhead udenfor musikstedet Vega, overfaldet på Pia Kjærsgaard på Nørrebro i 1998 eller nedstikningen af en tidligere Combat 18-leder på Vesterbro i 2001, selv om disse presseomtalte overfald alle bærer organisationens tydelige fingeraftryk.

Især i de senere år synes venstreekstremes voldelige overfald tillige mere inspireret end faktisk begået af Antifascistisk Aktion. Siden 2004 er venstrefløjs-modstandere blevet udsat for voldelige overfald i bl.a. Fredericia, Svendborg, Ålborg og Århus af maskerede mænd bevæbnet med køller. Sådanne overfald er formentligt ikke organiseret af AFA, der aldrig har fået sig etableret udenfor København. Derimod kan det ikke udelukkes, at organisationen bistår lokale venstreekstremister med råd og vejledning (og lejlighedsvis muskler), for de pågældende byer huser alle aktive lokalafdelinger af Antiracistisk Netværk – og dermed også af Enhedslisten, Fynske Antifascister, Offensiv o.s.v.

Det er også tvivlsomt, om alle Antifascistisk Aktions voldelige overfald kommer til offentlighedens kendskab. I mange tilfælde vil ofrene ikke anmelde sagen, formentlig af frygt for repressalier. Denne frygt er i så fald langt fra ubegrundet. Især i København lægger AFA stor vægt på overfald i forbindelse med retsmøder, ligesom man fotograferer de fremmødte. Disse hænges efterfølgende ud med navn og billede i venstreekstreme medier. Sådanne metoder får uden tvivl en del af AFAs ofre til på forhånd at opgive at retsforfølge gerningsmændene, ligesom de færreste nok ønsker at få sparket døren ind fordi man er stået frem i pressen.

Spørgsmålet om antallet af voldelige overfald begået af Antifascistisk Aktion kompliceres yderligere af, at en del tilsyneladende upolitiske voldssager kan være begået af gruppen. AFA tager nemlig ikke altid så nøje på, hvem man overfalder, men banker i flere tilfælde løs på folk, hvis udseende stemmer med gruppens forestillinger om “fascister”. I foråret 2001 blev tre Brøndby-fans overfaldet i Københavns Byret fordi man troede de var medlemmer af den norske skinheadgruppe Oslo Boot Boys. Overfaldet skal have givet Antifascistisk Aktion problemer i fodboldmiljøet, fordi Southside United, Brøndby Boldklubs frygtede hooligans, gik ind i sagen.

Antifascistisk Aktion fik sikkert også sved på panden efter et overfald i Århus i vinteren 2005, hvor tre rockere blev angrebet udenfor et værtshus fordi man troede, at de var fra det højreradikale netværk “Dansk Front”. Det ene af ofrene var medlem af Hells Angels og overfaldet skal have givet anledning til heftig mødeaktivitet i den berømte motorcykelklub. Medlemmer af Hells Angels og Antifascistisk Aktion har tidligere samarbejdet om hash-markedet i København, så sagen er formentligt blevet ordnet i mindelighed.

Mange faktorer gør det altså vanskeligt at sætte tal på Antifascistisk Aktions voldelige overfald. Men et skøn på mellem 30 og 50 siden 1994 synes ikke urealistisk. Af debatter på højre- og venstreekstreme hjemmesider og chatrooms fremgår det, at alene siden 2003 har venstreorienterede voldsmænd begået 15-16 overfald, hvoraf kun ca. en fjerdedel er omtalt i pressen og endnu færre politianmeldt. AFA synes at have stået bag lidt under halvdelen af disse overfald, mens de øvrige er begået af Antiracistisk Netværks øvrige grupper. Især i Trekantsområdet synes et selvstændigt tæskehold, formentligt stiftet af Fynske Antifascister, at husere.

Knytnæven, knokkelhæren og “nazi-alarm”
Antifascistisk Aktions tæskehold blev af de indviede tidligere omtalt som ‘Knytnæven’ og ‘Knokkelhæren’. Disse betegnelser skal nu være ophørt, men ‘Knytnæven’ dækker over en fasttømret gruppe af veltrænede yngre mænd. Gruppens speciale er voldelige aktioner, der kræver forberedelse og planlægning. Samtidig rykker ‘Knytnæven’ ud, når venstreekstreme udsender “nazi-alarm”.

“Nazi-alarm” betegner en telefon- og smskæde mellem bl.a. Den Grønne Hal på Christiania, spillestedet Stengade 30, Kafa-X i Korsgade, Solidaritetshuset i Griffenfeldtsgade, Foreningen Demos i Elmegade og tidligere naturligvis også Ungdomshuset. “Alarmen” bliver også udsendt til de 14-15 kollektiver, der udgør kernen af det voldsautonome miljø i København. “Bumzen”, Baldersgade nr. 20-22, er det eneste af disse kollektiver, der er kendt af offentligheden. Men andre adresser på Nørrebro finder man i bla. Ravnsborggade, Sjællandsgade, Baggesensgade, Stengade, Blågårdsgade, Sct. Hansgade, Griffenfeldtsgade, Frederiksborggade samt på Fælledvej og Nørrebrogade. På Frederiksberg.bor flere af miljøets topfolk sammen i en millionvilla på Amicisvej.

Når “nazi-alarmen” udsendes, så samles ‘Knokkelhæren’, der består af medlemmer og sympatisører af AFA samt tilfældige gadekrigere, og iler afsted for at tæve dem man nu ikke kan lide. For nylig var det nær gået ud over Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der dog slap væk inden tæskeholdet nåede frem. Efter en “nazi-alarm” kan man i København på ca. en time samle et blandet tæskehold på en 20-30 stykker. Efter længere tid, måske 5-6 timer, kan man stille med op til 100 bøller, ofte af begge køn.

Vagtværn og massevold
Medlemmer af Antifascistisk Aktion optræder også som vagtværn ved den yderste venstrefløjs arrangementer og demonstrationer. Deres fornemste opgave er at jage civile politibetjente og “fascister” væk, men også at fotografere tilskuere og forbipasserende, som man finder politisk mistænkelige. Det er en kendt sag, at mange venstrefløjs-demonstrationer rutinemæssigt udvikler sig voldeligt. Det gælder både herhjemme og i udlandet, og taktikken er overalt den samme. De unge – ofte drukne – deltagere ophidses med flammende militante taler. Når stemningen når kogepunktet, erklærer arrangørerne demonstrationen for opløst, gerne med lakoniske tilføjelser om, at nu kan “folk gøre som de vil”.

AFAs egne folk holder sig under disse “spontane” optøjer som regel i baggrunden. Under 18. maj optøjerne i 1993, der netop blev indledt med en AFA-demonstration, blev f.eks. kun ét medlem af Antifascistisk Aktion, Ditte Pedersen, anholdt.

Formålet med demonstrationernes efterfølgende optøjer er at vænne ikke blot unge tilhængere, men også offentligheden til politisk vold. Man forsøger at gøre det til en almindelig samfundsopfattelse, at politisk vold er en uundgåelig og nødvendig forudsætning for “social forandring”. Naturligvis bider offentligheden ikke på krogen, men voldens spænding og drama tiltrækker et vist segment af venstreorienterede unge, ofte studenter og ungdomskriminelle.

Politisk registrering
Især de ældste medlemmer af Antifascistisk Aktion har stor erfaring med overvågning og registrering af venstrefløjens politiske modstandere. Når de er i marken er de velsoignerede og nydeligt påklædte. Deres opgave er primært at fotografere politiske modstandere og opdrive privatadresser. Metoden er ofte skygning, hvor man følger efter ofrene når disse eksempelvis har deltaget i en offentlig demonstration. Skygningen foretages gerne til fods eller i pæne, diskrete biler og forfølgerne optræder som regel i par af én mand og én kvinde.

Allerede inden starten på Antifascistisk Aktion i 1992 blev medlemmer af BZ-kollektivet Ryesgade 58 oplært i politisk overvågning og registrering af Foreningen Demos. Metoderne er uden tvivl blevet finpudset ved mødet med Blekingegadens medlemmer, som man via Demos kom i kontakt med efter bandens afsløring. Især gruppen Autonomt Info skal i perioder have været stort set identisk med ‘Demos Dokumentationsgruppe’, der nøje fører arkiv over venstrefløjs- og indvandringskritikere.

AFA, Demos & Redox
De indsamlede oplysninger om venstrefløjens politiske modstandere offentliggøres i ‘Demos Nyhedsbrev’, hvor man især lægger stor vægt på at udpege enkeltpersoner med navn og billede. Forholdet mellem Antifascistisk Aktion og Foreningen Demos har altså karakter af et samarbejde mellem to selvstændige grupper. Men via Demos har bl.a. militante fagforeningsmedlemmer indsluset sig i AFA, hvor de plejer den fagforeningsbetalte forenings interesser.

Foreningen Demos har i mange år været den yderste venstrefløjs førende gruppe indenfor politisk overvågning og registrering. Denne rolle er nu overtaget af ‘Researchkollektivet Redox’, der driver sin virksomhed fra en postboks på Frederiksberg. Gruppen arbejder fordækt, men med Redox har Demos tydeligvis mistet nogle af sine bedre – og yngre – kræfter. Det hemmelige ‘researchkollektiv’ på Frederiksberg har klart overtaget førertrøjen når det gælder frisk information om navngivne enkeltpersoner, mens Demos Nyhedsbrev i stigende grad bl.a. må fyldes med med eller mindre dybsindige kommentarer til historier fra dagspressen. Selv nøjes Redox med en hjemmeside, der som så mange andre venstreekstreme net-sider hostes af firmaet Surftown på Østerbro.

I forbindelse med en “antiracistisk modoffensiv” i 2006 blev der via Antiracistisk Netværk lagt op til et samarbejde mellem Demos og Redox. Men Demos har stadig ikke adgang til Redox’ kilder, der bl.a. omfatter et mindre netværk at hackere i Danmark, Sverige, Tyskland og Holland, rekrutteret fra det såkaldte “open source” miljø. Det anspændte forhold mellem de to rivaler har rod i en begyndende konflikt for en seks-syv år siden, hvor Demos af uvisse grunde begyndte at lade sine aktivister stå åbent frem som medlemmer af Antifascistisk Aktion. Demos-flokken er ikke udpræget karriere-mennesker, men udgøres af bl.a. stilladsarbejdere, murerarbejdsmænd, førtids- og folkepensionister, fallerede akademikere og tilløbende bistandsklienter. Mange i AFAs større fraktion af autonome plejer derimod en borgerlig karriere ved siden af deres – ofte voldelige – undergrundsaktiviteter. Flere kan efterhånden besmykke sig med akademiske titler og vil gerne løbe en akademisk karriere i gang. Andre har stiftet eget firma, mens nogle har søgt ind i det offentlige som bl.a. jurister og socialrådgivere. En væsentlig gruppe søger ind i medieverdenen.

Den autonome AFA-fraktion vendte sig derfor stejlt imod Demos’ forsøg på offentlighed omkring Antifascistisk Aktion. Misforholdet blev yderligere forværret, da AFA i november 2005 iværksatte en efter danske forhold usædvanlig omfattende og grov smædekampagne. Bl.a. modtog pårørende til en række skoleelever landet over anonyme breve hvori eleverne blev udhængt som nazister fordi de havde besøgt hjemmeside “Dansk Front”. De børn, der havde lagt deres billede ud på f.eks. mødestedet arto.dk, blev samtidigt nazi-udhængt med navn og billede på anonyme plakater, som AFA i ly af natten satte op ved skolegårde.

Antifascistisk Aktions rabiate personhetz fortsatte i et par måneder på en hjemmeside drevet fra organisationens officielle hovedkvarter i Korsgade på Nørrebro. Da pressen begyndte at vise interesse for sagen, flyttede man hjemmesiden til AFA i Sverige. I Demos havde man da også af taktiske grunde advaret AFA imod idéen. Demos-lederen Erik Jensen kunne dog ikke modstå fristelsen, men koordinerede angiveligt private trusler om sagsanlæg mod gamle fjender med AFAs smædekampagne. Ifølge Erik Jensen havde gamle medlemmer af Den Danske Forening nemlig “forhånet” ham på internettet (eller ‘indernettet’ som den vrede folkepensionist udtaler det).

Erik Jensens optræden var formodentligt årsagen til, at Demos forlangte af AFA, at man fik udleveret den hemmelige hacker-gruppes originale materiale. Kravet blev i hvert fald afvist. Da Det Danske Center for Menneskerettigheder samtidigt offenligt fordømte AFAs metoder, blev hjemmesiden i Sverige lukket og ‘Researchkollektivet Redox’ på Frederiksberg stiftet.

Ordet ‘redox’ kunne referere til en kemisk reaktion, men er valgt som skjult henvisning til ‘redax’, der i det autonome miljø er den vedtagne forkortelse for ‘redaktion’. Samtidig var ‘redox’ ledigt som domænenavn på internettet. Det gjorde sikkert heller ikke noget, at ‘redox’ ligger tæt op ad ‘demos’, det velkendte navn på konkurrenten på Nørrebro.

Modellen for Researchkollektivet Redox er Antifascistisches Autorenkollektiv (Antifascistisk Forfatterkollektiv) i Berlin, som ledende danske autonome har haft kontakt til siden midten af 1990erne. Men i modsætning til det tyske forbillede søger Redox aktivt kontakt til pressen. Man har derfor en pressetalsmand, der allerede flere gange har optrådt i medierne.

Pressetalsmanden, der ikke vil vise offentligheden sit ansigt, optræder under navnet Jonas Jensen. Dette intetsigende navn kan være ægte, men ‘Jonas Jensen’ er samtidig dæknavn for Jonas Jonsen, en universitetsstuderende i slutningen af 20erne, der i henved ti år har været medlem af Antifascistisk Aktion.

Indflydelse
Da Antifascistisk Aktion i 2002 fejrede sit 10-års jubilæum i Ungdomshuset, deltog flere end tusind venstreekstremister fra Danmark, Tyskland, Norge og Sverige i løjerne. I festens anledning lavede TV-Stop propaganda-filmen ‘Antifascisme – 10 år’, og Poul Dissing, Savage Rose og Vote for Truckers indspillede støtte-CDen ‘AFA-X’. Den Grå Hal på Christiania stillede sig til rådighed med bl.a. barpersonale og dørmænd.

Det efter alt at dømme vellykkede arrangement fortæller ikke blot noget om den voldelige gruppes popularitet på den yderste venstrefløj, men også noget om de ressourcer, som organisationen råder over. Siden 2002 er TV-Stop og Ungdomshuset ophørt med at eksistere, men begge steder blev drevet af folk med tilknytning til AFA. Et centralt bindeled mellem de to steder var Peter Hoffmeyer, der i dag er tilknyttet Monsun.

Udover Monsun og Christiania er tidligere og nuværende medlemmer af Antifascistisk Aktion aktive i Enhedslisten, Foreningen Demos, Internationalt Forum, Socialistisk Ungdomsfront, Globale Rødder, samt i visse fagforeninger såsom BUPL, TIB og Lager & Handel. Medlemmer af AFA arbejder også, bl.a. som dørmænd, på københavnske spillesteder såsom Café Rust og Stengade 30. Andre er aktive i ‘økologiske’ virksomheder såsom Egen Vinding og Datter og aflæggeren Logik & Co. Venner af AFA sidder i bestyrelsen for bl.a. Blågårdens og Christianshavns Medborgerhus, og én er ansat i Politikens Boghandel ved Rådhuspladsen. Man har via fraktionen Rude Lions indflydelse i FCK, og sympatisører har dannet grupper på RUC og Københavns Universitet.

Medlemmerne af Antifascistisk Aktion er ekstremt lyssky, men ud over de allerede anførte kan man blandt venner og medlemmer fra den autonome scene bl.a. nævne Kaper Scheel, kæresteparret Pelle Dragsted og Janne Tynell, Maria Sønnøve Pagels, brødrene Hasse og Jesper Holst, Camilla Esser, Lars Holm Jørgensen, René Elley Karpantschof, søskendeparret Balder og Signe Johansen, Claus ‘Svenne’ Svendsen, Mikkel Skov Petersen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Martin Sundbøll, Jesper Tietgen Lund og Linda Hansen.

Linda Hansen er samtidig kendt fra Foreningen Demos. Det samme gælder Adrian Frank, Karin Pedersen, Michael Clausen, Steen Hovmøller Petersen, Herluf Østergaard, Hans Petersen (kan  være et dæknavn) og Kristian Munk.

Kristan Munk tilhører den yngre generation, hvoraf mange blev rekrutteret fra den voldelige kamporganisation Rebel. Af andre fra denne ´next generation’ kan nævnes Thorbjørn Maigaard, Mads Lodahl, Jacob ‘Munne’ Sanvig, Simon Bünger Paulsen, Kasper Benjamin Gabay, Jonas Anton Voss, Simon Shine, Jonas Viborg, Adam Benjamin Korzen og Erik Storrud.

Til den hårde kerne af gadekrigere under Antifascistisk Aktion hører en lille gruppe mænd i midten af 30erne. Gruppens medlemmer har adskillige domme for vold, røveri og narko-handel, og er som uautoriserede dørmænd i bl.a. det tidligere Ungdomshus, berygtede på Christiania og Nørrebro for deres brutalitet. I det københavnske undergrundsmiljø kender man dem under navne som ‘Seb’, ‘Stef’, ‘Pikken’ og ‘Doktoren’. Sidstnævnte er også kendt som ‘Balders bølle’ på grund af sin hengivenhed for Balder Johansen, der regnes for den egentlige leder af Antifascistisk Aktions gadekrigere.

Enhedslisten og Antifascistisk Aktion
Som nævnt har Enhedslisten siden 1993 samarbejdet med Antifascistisk Aktion. Dette samarbejde har ikke kun fundet sted i Antiracistisk Netværk. De to organisationer har i fællesskab f.eks. også arrangeret demonstrationer imod EU. Men ikke nok med det. Den voldelige gruppe har direkte indflydelse på den politik, som det pæne parlamentariske parti skal føre.

I efteråret 2002 vedtog Enhedslisten hovedbestyrelse, at man ville ændre ordlyden af straffelovens racismeparagraf. Ændringen, der blev støttet af partiets folketingsgruppe, skulle skærpe straffen for såkaldt racistisk vold og trusler. Til gengæld ville partiet ophæve kriminaliseringen af rene meningstilkendegivelser.

Ifølge et højtstående partimedlem var begrundelsen, at Man kan ikke bekæmpe meninger ved at forbyde, at de bliver udtalt. Og det bliver endnu mere absurd, efterhånden som det er en betydelig del af befolkningen, der opfatter det som deres politiske mening. Samtidig pegede man på, at det i partiets principprogram hedder, at det socialistiske samfund skal ikke blot bevare, men også øge det reelle indhold i de individuelle og kollektive demokratiske frihedsrettigheder.

Men i Antifascistisk Aktion er man ikke specielt tilhængere af ytringsfrihed. I en erklæring fra 1997 om indvandrerdebatten skriver organisationen ligeud, at vi skifter attitude fra det appellerende til det krævende. Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!

AFAs totalitære holdning til ytringsfrihed blev naturligvis delt af Foreningen Demos, og de to organisationer løb i åben alliance storm mod Enhedslistens demokratiske tiltag. Da det kom til stykket turde partitoppen ikke tage et opgør med de militante anti-demokraters mange tilhængere længere nede i rækkerne, og forslaget faldt uden de store svædslag på Enhedslistens følgende årsmøde.

Enhedslistens hykleri
I januar 2007 deltog nogle medlemmer af det løse netværk omkring hjemmesiden “Dansk Front” i en demonstration i København, afholdt af Venstres Ungdom. Demonstrationen blev angrebet af Antifascistisk Aktion med sten- og flaskekast. Hvad gjorde Enhedslisten? Man krævede Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, til rengskab fordi VU efterfølgende pointerede, at “Dansk Front”-folkene havde “opført sig ordentligt hele aftenen”.

Taktikken er typisk for AFAs gamle samarbejdspartner på Christiansborg. Officielt tager man afstand fra vold og beskriver sig som et fredeligt parti. Men for Enhedslisten skal debatten om politisk vold kun handle om vold fra højre. Når talen falder på venstrefløjens (mere omfattende) vold, så snakker partiet om noget andet. Debat om vold fra egne rækker skal kvæles i fødslen, ligesom partiet nødigt  taler åbent om sit tætte samarbejde med en voldelig undergrundsorganisation.

I dag undersøger man muligheden af at forbyde den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir (der iøvrigt tæller en af AFAs tidligere topfolk blandt sine medlemmer). I den forbindelse kunne Folketinget vel også rette lyset mod Antifascistisk Aktion, der som en erklæret voldelige organisation synes en endnu mere oplagt forbuds-kandidat. Men desværre synes AFA i det store og hele at være ukendt for de fleste folketingsmedlemmer udenfor Enhedslisten. I hvert fald har man til dags dato ikke set partiets nære forbindelse til den erklæret voldelige organisation behandlet på Christiansborg. Et par få velvalgte spørgsmål i folketingssalen skulle ellers være nok til at udstille Enhedslistens næste groteske hykleri omkring politisk vold.

… mere end tusind ord

kalle-radhudpladsen.jpgkalle-radhudpladsen.jpg

Ovenstående billede kan ses flere steder på internettet (se f.eks. her). Det forestiller en gruppe tilhængere af Ungdomshuset og er formentligt taget på Rådhuspladsen i København før rydningen forrige år af den misligholdte ejendom. Blandt de maskerede bøller ser man til venstre i billedet en euforisk skrålende, langhåret gavflab.

Kritiske Psykologer/Regnbuen
Manden på billedet er den 54-årige Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen, der efter lang tid på Nørrebro i dag har adresse i Københavns Nordvestkvarter. I begyndelsen af 1980erne stiftede han på Københavns Universitet Kritiske Psykologer, den måske første erklæret autonome gruppe i Danmark. Birck-Madsens og Kritiske Psykologers forbillede var gruppen Sozialistische Patientenkollektiv (SPK), der som del af et venstreorienteret terrornetværk hærgede i 1970ernes Vesttyskland.

Under dæknavnet Regnbuen indrettede Birck-Madsens gruppe sig i 1985 i Studenterhuset, der hører til Københavns Universitet. Et par år senere blev “Kalle” Birck-Madsen færdig som cand.psyk. og dermed den første akademiker i sin familie. Han var nu formelt udskrevet fra Københavns Universitet, men forblev med sin gruppe i Studenterhuset, hvor man med mere eller mindre håndfaste metoder havde sat sig på magten.

Voldsberedt Netværk
Ved begyndelsen af 1990erne var Studenterhuset ikke blot på det nærmeste blevet Birck-Madsens private residens, men var tillige blevet en vigtig lokalitet for den yderste venstrefløj. Da en række kommunistiske grupperinger i efteråret 1992 i hemmelighed oprettede Antiracistisk Netværk, fik den nye militante organisation således sekretariat i Studenterhuset, hvor det diskret blev drevet i ly af Studerende Mod Racisme. En gruppe, der blev ledet af Birck-Madsens lejlighedsvise elskerinde, Anne Jønsson, samt af hans trofast løjtnant, Jesper Tietgen Lund.

Jesper Lund og Anne Jønsson deltog samtidig i voldelige aktioner begået af Den Røde Bande; en voldsautonom gruppe, der efter eget udsagn tilstræbte at blive en terrororganisation efter tysk forbillede. Sammen med østrigeren Christian Peter Vincente Zwettler, lederen af Den Røde Bande, kastede især Jesper Lund sig ud i opbygningen af Antifascistisk Aktion (AFA), Antiracistisk Netværks tæskehold og vagtværn. Andre centrale skikkelser bag AFA var Balder Bergman Johansen fra Strictly Underground på Christiania, unge Pelle Dragsted fra Børnemagt (ligeledes Christiania), Andrian Frank fra Demos Dokumentationsgruppe samt BZ-bøllen Martin “Kat” Lindblom fra Fællesinitiativet Mod Racisme.

Udover Foreningen Demos og BZ-Brigaden omfattede Fællesinitiativet Mod Racisme også den lille militante gruppe Internationale Socialister, der aktivt bakkede op om Blekingegadebanden. Medlemmer af Internationale Socialister var samtidig aktive i Studenterhuset, hvor man især involverede sig i Studerende Mod Racisme, frontorganisationen for det hemmelige Antiracistisk Netværk. Samtidig oprettede en lille gruppe venstrerabiate jurastuderende Retsgruppen, der fra Studenterhuset skulle yde bistand til bl.a. anholdte voldsautonome. Da også medlemmer af den tyrkiske terrorgruppe PKK i denne periode begyndte at frekventere Studenterhuset, begyndte Politiets Efterretningstjeneste at få interesse for husets aktiviteter. Interessen blev sikkert ikke mindre, da medlemmer af Den Røde Bande i august 1992 blev anholdt for en række væbnede røverier.

Våbengny
I oktober 1993 besluttede Københavns Politi at ransage Studenterhuset. Ransagningen skete angiveligt efter et tip om, at huset rummede et hemmeligt våbenlager. Udover propagandamateriale fra inden- og udenlandske militante venstrefløjsorganisationer fandt politiet ganske rigtigt et arsenal af svære knipler samt et særdeles interessant mødereferat.

Af referatet, dateret 1. juni 1993, fremgik det, at Studerende Mod Racisme på et kommende møde ville ‘redegøre for sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med såvel kommende som allerede afholdte arrangementer. Der vil undervejs i mødet blive demonstreret både slag- stik og kastevåben, samt blive affyret skarpe skud med storkalibrede automatvåben.’

Da offentligheden i forbindelse med ransagningen fik kendskab til indholdet af mødereferatet, hævdede “Kalle” Birck-Madsen, at der blot havde været tale om en morsomhed. Ikke desto mindre var det belastende afsnit efterfølgende blevet slettet fra det officielle mødereferat. Senere har et tidligere medlem af Regnbuen vedgået at have overhørt en samtale mellem “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, hvorunder Birck-Madsen indrømmede, at han under politiets ransagning af Studenterhuset havde skyndt sig hjem til sin lejlighed i Bragesgade på Nørrebro for at bortskaffe gruppens pistol.

jesper-lund.jpgKøbenhavn Universitets lukkede for en kortere periode Studenterhuset og Kritiske Psykologer/Regnbuen og Studerende Mod Racisme blev smidt på porten. Det samme skete for “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, der for åben TV havde vedgået sig arsenalet af hemmelige våben. Jesper Lund (t.v.) stod samtidigt frem og indrømmede velvilligt til pressen, at han godt kunne finde på at bruge våben i sin kamp mod samfundet. Efterfølgende blev “Kalle” Birck-Madsen idømt bødestraf for brud på våbenloven. “En skuffende dom”, kaldte Birck-Madsen landsrettens afgørelse.

Tvangstanker
Især “Kalle” Birck-Madsen tog mildest talt ikke udsmidningen fra Studenterhuset pænt. Han nægtede ikke blot at tilbagelevere et sæt lånte nøgler til ejendommen, men planlagde, og opgav på sin advokats opfordring, i de følgende år en række injuriesager, politianmeldte forgæves såvel universitetet som navngivne medarbejdere og tabte en sag i Pressenævnet mod Ekstra Bladet.

Ifølge Birck-Madsen var hele sagen et “højre-radikalt plot” mellem Københavns Universitet, Politiets Efterretningstjeneste, Ekstra Bladet, Forsvarets Efterretningstjeneste, danske nazister samt “en sort-okkult gruppe”. Birck-Madsens konspirationsteorier blev støttet af vennerne i Foreningen Demos, der bl.a. hængte en navngiven medarbejder ved Ekstra Bladet ud som medlem af det danske nazistparti DNSB. En påstand, man dog senere blev nødt til at trække i sig igen.

Studenterhus-sagen blev iøvrigt en fjer i hatten for Foreningen Demos. Med udsmidningen af Studerende Mod Racisme mistede Antiracistisk Netværk sit hemmelige sekretariat i Studenterhuset. Det rykkede efterfølgende ind i Demos’ lokaler i kælderen til Elmegade 27, Nørrebro, hvor netværket siden 1995 har haft officiel adresse.

Solidaritetshuset
Siden udsmidningen fra Studenterhuset har man ikke hørt noget videre til Studerende Mod Racisme. Kritiske Psykologer/Regnbuen blev i første omgang drevet videre fra Birck-Madsens lejlighed på Nørrebro samt fra et kollektiv i Gentofte, hvor Anne Jønsson efter alt at dømme droppede sekt-lederen til fordel for hans højre hånd, Jesper Lund. Senere fik Regnbuen adresse hos Socialistisk Arbejderparti (en del af Enhedslisten), Nørre Allé 11, Nørrebro, inden man i sommeren 1994 flyttede ind i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, ligeledes Nørrebro.

Solidaritetshuset ejes i fællesskab af bl.a. Tillidsmandsringen, en gruppe venstreekestreme fagforeningsfolk fra Lager & Handel i København, og trykkeriet Røde Hane, der drives af det højtstående Enhedsliste-medlem Michael Schølardt. I midten af 1990erne var huset tillige hovedkvarter for den voldsautonome gruppe Rebel.

kalle-kvinder.jpg 
Nørrebro 1999: “Kalle” Birck-Madsen (yderst t.v.) udveksler blikke
med eks-kæresten Anne Jønsson. I midten hans daværende kæreste
Lone Vendelhaven. Den lyse hårtop bag hende tilhører
Martin Lindblom, leder af tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

Trofaste medlemmer af Regnbuen som Jesper Lund og Birgitte Ernst flyttede med Birck-Madsen til de nye omgivelser. Anne Jønsson gled tilsyneladende ud af billedet indtil hun et par års senere dukkede op sammen med Jesper Lund som leder af det militante Folkets Park Initiativet. I mellemtiden underskrev Jesper Lund sig offentligt som “tvangsaktiveret bistandsklient”, mens Birck-Madsen sammen med bl.a. Lars Ploug, der i dag er tilknyttet Monsun, forsøgte at stifte en ny gruppe. Jesper Lund, Anne Jønsson og Lars Ploug bor i dag sammen i en mindre andelsforening på Nørrebro, der også huser andre venstreekstreme.

Voldelig konflikt
I Solidaritetshuset kom “Kalle” Birck-Madsen og Regnbuen tidligt på voldelig kollisionskurs med Rebel, angiveligt fordi Birck-Madsen forsøgte at overtage Rebels rummelige lokale på anden sal. Håndlangere for Birck-Madsen, såsom den ekstremt voldelige René H. og en vis “Ådvardt”, kom ved flere lejligheder i slagsmål med Rebel-medlemmer. Under trusler om korporlig udsmidning af Tillidsmandsringens mere robuste medlemmer rykkede Birck-Madsen og en gruppe unge BZere i 1996 ind på fjerde sal i baghuset i Nørrebrogade nr. 56, hvor Birck-Madsen stiftede Gaderummet.

Gaderummet på Nørrebrogade
Gaderummet på Nørrebrogade blev opholds- og sovested for den yderste venstrefløjs allernederste lag af voldsberedte aktivister, nemlig psykisk syge, ungdomskriminelle og forhutlede hjemløse. Vold og stofmisbrug var en etableret del af hverdagen i Gaderummet, hvis klienter optrådte så utilregneligt, at de i perioder endog blev forbudt adgang til Ungdomshuset på den nærliggende Jagtvej. Samtidig blev klientellet rekrutteret som gadekrigere og demonstrationsfyld når f.eks. Antiracistisk Netværk skulle på gaden, ligesom stedet fungerede som base for besøgende udenlandske autonome.

Gaderummet blev delvis finansieret af Københavns Kommune, som “Kalle” Birck-Madsen til stadighed lå i strid med. Der blev iværksat flere undersøgelser mod Gaderummets drift og Birck-Madsen modtog flere påbud om en ansvarlig ledelse af stedet. I 2001 opsagde udlejer aftalen med Gaderummet og året efter afviste Socialministeriet at give yderlige støtte til stedet, bl.a. fordi Birck-Madsen vedvarende lod sit klientel overnatte trods et klart forbud fra brandmyndighederne.

“Kalle” Birck-Madsen slæbte (forgæves) udlejeren i Boligretten, men i 2002 blev en ung mand livsfarligt kvæstet under en brand i Gaderummet. Ilden opstod på ejendommens femte sal, som Birck-Madsen ulovligt brugte som sovesal for 20-25 unge, der måtte reddes ud af politi og brandfolk. Gaderummet stod nu foran lukning, men Københavns Kommune trådte til med en ekstrabevilling, bl.a. på betingelse af, at Birck-Madsen selv fandt nye lokaler, denne gang godkendt af brandmyndighederne.

Gaderummet i Rådmandsgade
Efter i et par år at have levet af københavnske skattekroner lykkedes det i 2004 “Kalle” Birck-Madsen at få Socialministeriet til at finansiere af en ombygning af ejendommen Rådmandsgade nr. 60, Nørrebro, hvor Gaderummet i maj 2005 flyttede ind. Som led i driftsaftalen med de offentlige myndigheder indgik Birck-Madsen aftale om, at Gaderummet blev omdannet til en selvejende institution med “juridisk holdbar bestyrelse”, ligesom Gaderummet nu blev underlagt de offentlige tilsynsmyndigheder.

Nepotisme
Med den nye struktur var Gaderummet formelt ikke længere “Kalle” Birck-Madsens private foretagende. Han var nu ansat af den selvejende institution Gaderummet – i praksis dennes bestyrelse – som daglig leder af stedet. Alligevel kunne bestyrelsesformanden, Ole Henriksen, i et brev i januar 2007 konstatere, at 49% af Gaderummets lønudgifter gik til Birck-Madsen og hans “familie og venner”. Af disse kan bl.a nævnes Birck-Madsens “sengekammerat” Alina Djakowska, hans tidligere elskerinde Anne Jønsson (der i dag også kalder sig Svoldgård), den unge Ditte Brandtrup (datter af en tidligere elskerinde), samt Fatima Lindegaard Petersen og Maya Thisted.

Misbrug
Udover Birck-Madsens nepotisme påpegede bestyrelsesformanden bl.a., at Gaderummets hverdag reelt styres af medlemmer af Regnbuen. Bestyrelsesformanden, der havde sin daglige gang i Gaderummet, kunne også oplyse, at Birck-Madsen ved mindst én lejlighed har tilberedt narkotiske svampe, som unge klienter senere indtog. Det synes iøvrigt at være velkendt, at “Kalle” Birck-Madsen er mangeårig hash-misbruger. Han er stærk modstander af psykofarmaka og skal i stedet råde Gaderummets sindslidende til “selvmedicinering”.

Magtkamp & hetz
I sit brev til Gaderummets bestyrelse foreslog formanden, at man bl.a. fik fastlagt en ansættelsesprocedure så “venner og familie ikke blev tilgodeses”. Maya Thisted, medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, udleverede brevet til Birck-Madsen, der hastigt fik samlet loyale medlemmer af Gaderummets tidligere foreningsbestyrelse, bl.a. Maya Thisted, og fyrede fondsbestyrelsen. Han allierede sig med BZ-advokaten Knud Foldschack og begyndte at forberede et juridisk slagsmål om hvilken bestyrelse der var Gaderummets lovlige myndighed. Samtidig førte Birck-Madsens trofaste kvinder sig frem på venstreekstreme hjemmesider med grove personangreb mod fondsbestyrelsens formand, ligesom de politianmeldte et bestyrelsesmedlem for “tillidsbrud”.

Truende skyer
Sideløbende med denne konflikt fik Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen rodet sig ud i nye og mere alvorlige problemer. I november 2006 blev han af tilsynsmyndighederne pålagt at rette op på en række kritisable forhold i Gaderummet. Bl.a. skulle stedets omfattende hash-misbrug til livs, ligesom personalet fremover “sætter sig ind i og arbejder efter Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinadministration.”

anne-og-alina.jpg
“Kalle” Brick-Madsen omgivet af sengekammeraten
Alina Djakowska (t.h.) og den trofaste Anne Jønsson.

Birck-Madsen forstod efter alt at dømme ikke sagens alvor og kaldte i sit svar tilsynets rapport for et “udkast”, som han fandt “uanvendelig”. Knud Foldschack måtte derfor på et møde med Københavns Kommune forklare Birck-Madsen, at han “måtte svare, enten at påbuddende var forkerte, eller at man selvfølgelig ville efterkomme påbuddene”. Senere modtog kommunen et brev fra Foldschack hvor han på vegne af Birck-Madsen lovede at rette op på tingene. Men Foldschack blev hurtigt underløbet af sin klient, der i et brev til kommunen knapt en måned senere igen kaldte tilsynsrapporten for “et udkast”, og beskyldte tilsynet for “uvederhæftig sagsbehandling” fordi rapporten ikke kunne “diskuteres”.

Samarbejdsproblemer
Samtidig beskyldte man Hvidovre Hospital for “psykiatrisk rænkespil”, ligesom Alina Djakowska og Maya Thisted, Birck-Madsen loyale kvinder, i et brev til kommunen beskyldte en navngiven psykiater fra Hvidovre Hospital for at arbejde “på bestilling”. Baggrunden for Regnbuens udfald mod Hvidovre Hospital var en henvendelse til Københavns Kommune fra hospitalets psykiatriske afdeling. Heri oplyste hospitalet, at man på grund af samarbejdsproblemer med Birck-Madsen trak sig fra samarbejdet med Gaderummet om psykiatrisk bistand. Kritikken af Birck-Madsen blev støttet af Opus, et prisbelønnet projekt, hvor teams af sygeplejesker, psykologer og socialrådgivere driver opsøgende arbejde blandt psykotiske unge. “Opus reklamerer her for sig selv på bekostning af Gaderummet”, vrængede Birck-Madsen tilbage og beskyldte lederen af Opus for at være “på medicinalindustriens løningsliste”.

Birck-Madsen fyres
I maj 2007 trak Københavns Kommune, ved et enigt Socialudvalg med socialborgmester Mikke Warming, Enhedslisten, i spidsen, omsider sin godkendelse af Gaderummet tilbage. I begrundelse hed det bla.:

“Der kan konstateres, at Gaderummet ikke har efterlevet de 6 påbud, som er indeholdt i forvaltningens tilsynsrapport. Gaderummet har endvidere i et brev af 18. april 2007 til Socialforvaltningen som svar på Hvidovre Hospitals henvendelse om samarbejdsproblemer, rettet angreb mod overlæge Henrik Rindom. Dette bestyrker forvaltningen i, at Gaderummet med den nuværende ledelse ikke vil være i stand til at etablere et godt samarbejde med behandlingspsykiatrien. Herudover skal der peges på de opståede kaotiske ledelsesmæssige forhold i Gaderummet, hvor Gaderummets leder reelt har tiltaget sig en enerådende magt, og hvor bestyrelsen for fonden Gaderummet er sat ud af spillet. I betragtning af, at Gaderummet har kontakt til en gruppe af skrøbelige unge, hvoraf mange har psykiske problemer, er det efter forvaltningens vurdering ikke forsvarligt, hvad der i dag foregår i Gaderummet.”

Dermed mistede “Kalle” Birck-Madsen også Gaderummets økonomiske støtte fra staten, der netop var betinget af kommunens godkendelse. Samtidig blev Birck-Madsen opsagt som leder af Gaderummet, ligesom hans skare af trofaste disciple blev fyret. Udover førnævnte Fatima Lindegaard Petersen, Maya Thisted, Anne (Svoldgård) Jønsson, Alina Djakowska og Ditte Brandrup drejer det sig om Pia Strøh, Anne Marie Janus Jensen, Sten Jørgensen og Marie Lottrup Poulsen.

Af andre aktivister omkring Gaderummet kan nævnes Henrik Risdorf, Tina Rathje, Ditte Krogh, Brian Hansen samt den tidligere straffede Thorbjørn Boldsen.

Besat
Siden da har Birck-Madsen, hans personale og 20-25 af hans klienter “besat” Gaderummet, hvorfra man har iværksat en heftig pressekampagne mod kommunen, truet den med sagsanlæg samt klaget til Ombudsmanden og Socialministeren. I skrivende stund har Københavns Kommune bedt Fogedretten sætte Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen og hans klike på gaden. Udover Knud Foldschack har han allieret sig med kendte venstrefløjsadvokater såsom Bjarke Madsen og Hanne Reumert og man vil formentlig forsøge sig med samme strategi som man anvendte omkring Ungdomshuset; at få fogedretten til at udsætte sin afgørelse indtil en længerevarende retssag har fastslået, at kommunen faktisk kan smide Regnbuen ud fra Gaderummet. I mellemtiden vil man sikkert forsøge at ophidse venstrefløjens gadekrigere til militant “forsvar” af Gaderummet og på den led presse Ritt Bjerregaard til igen at give efter for brand i gaden.

kalle-bz.jpg
BZ-psykologen Carl-Erik Birck-Madsen kalder efter sin fyring
samfundet “barbarisk” og “bestialsk” og spår dets snarlige undergang.

Udgang?
Både “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson har mange personlige kontakter i det venstreekstreme miljø omkring eksempelvis Monsun, Foreningen Demos, Antifascistisk Aktion og Folkets Park Initiativet. Birck-Madsen støttes ihærdigt af Dagbladet Arbejderen, organet for erklærede kommunister, men endnu har ingen venstrefløjsorganisation udsendt sympatierklæringer eller på anden måde udtrykt støtte til Birck-Madsens “sag”. Baggrunden herfor er formentlig, at Enhedslistens Mikkel Warming står bag (og indtil videre fast) på beslutningen om at stritte Birck-Madsen ud. En enkelt ekstremist – gammelkommunisten Poul Møller fra Flygtninge Under Jorden – har krævet Warmings afgang, men efter striden om islamisten Asmaa Abdol-Hamid ønsker flertallet på den yderste venstrefløj sikkert ikke endnu en intern strid.

På den anden side optræder ungmuslimer og autonome så voldsberedte i denne tid, at det ikke kan udelukkes, at Birck-Madsen gennem en åben voldsstrategi kan få sat så meget brand i gaden på Nørrebro, at han selv uden formel støtte fra den øvrige venstrefløj får presset venstrefløjsflertallet på Københavns Rådhus til at opgive ævred.

Dog har Gaderummet ikke nogen nævneværdig symbolsk eller praktisk betydning for hverken muslimer eller marxister, ligesom persondyrkelsen af Birck-Madsen i Gaderummet mildest talt ikke kan udstrækkes til det omkringliggende miljø. Den i øjeblikket mest sandsynlige udgang på Carl-Erik “Kalle” Birk-Madsens seneste konflikt er derfor, at han taber Gaderummet – ligesom han tidligere tabte Studenterhuset og Solidaritetshuset.