Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Tag: Christian Zwettler

Byggeleder styrede skinheads

På baggrund af afsløringer bragt af den kendte blog Uriasposten, kan Junikredsen i dag fortælle historien om, hvordan Balder Johansen, daglig leder af det fondsejede byggefirma Logik & Co., i årevis har brugt farlige voldsmænd – såkaldte sharpskins – som gadekrigere i sit tæskehold ’Antifascistisk Aktion’.

Onsdag den 12. januar i år anholdt bevæbnet politi en påstået talsmand for Danmarks Nationale Front (D.N.F.) på hans bopæl i Nordsjælland. Myndighederne ledte angiveligt efter våben, men fandt ikke noget nævneværdigt. I stedet konfiskerede man under stor dramatik nogle kemikalier, den 43-årige anholdte angiveligt havde stående i sin kælder.

Forhadt af venstrefløjen
Ifølge D.N.F. var disse kemikalier, som myndighederne i øvrigt ikke ville oplyse noget om, dog kun ”rengøringsmidler, der kan findes i enhver almindelig husholdning.” Ikke desto mindre blev den 43-årige varetægtsfængslet for fjorten dage, sigtet for ”forsøg på fremstilling af en eller flere bomber eller eksplosiver”.

Den 43-årige mand er en af de mest forhadte skikkelser på den yderste venstrefløj. Han var i en lang periode centralt placeret i Københavns voldsautonome bevægelse omkring Balder Bergman Johansen, men valgte for seks-syv år siden at vende ryggen til sine ekstremist-venner på det yderste venstre.

Det er i hvert fald hvad Mediesyndikatet Monsun, under sit dæknavn ’Researchkollektivet Redox’, hævder. Fra sine lokaler på Nørrebrogade i København påstår man også, at den 43-årige lod sig debriefe i forbindelse med sin afhopning og at hans intime viden om bl.a. Balder Johansen er videregivet i Xerxes-rapporten.

Balder Johansen har gennem det fondsejede firma Logik & Co. i flere år arbejdet hårdt på at oparbejde en respektabel facade og han ses nu lejlighedsvis i selskab med samfundets spidser. Johansens voldsomme ambitioner trues dog af offentlighedens begyndende kendskab til hans voldelige fortid og forbindelser.

Hos Monsun har overvågning, chikane og hetz mod Johansens nu 43-årige tidligere kampfælle derfor længe haft topprioritet. I forbindelse med anholdelsen i onsdags var virksomheden da også hurtig til at offentliggøre både hans navn, billede og privatadresse på internettet.

Redox-håndlangeren
Sådanne typiske venstrefløjsmetoder fandt dog anstændigvis ikke genklang hos det store flertal af danske massemedier. Men på Ekstra Bladet valgte en vis Jan Søgaard side og gengav kritikløst bl.a. venstreekstremisternes personfølsomme oplysninger om den sigtede 43-årig.

Jan Søgaard var i mange år kriminalreporter hos konkurrenten B.T. Her kom han i foråret 2000 på sporet af, at den i offentligheden endnu ukendte Balder Johansen var andet end blot byggeleder i venstrefløjsvirksomheden Egen Vinding og Datter, hvorfra Logik & Co. senere blev udskilt.

I en afslørende artikel om den yderste venstrefløjs snuskede forretningsmetoder fortalte Jan Søgaard den gang bl.a.:

”Balder Johansen arbejder for firmaet “Egen Vinding & Datter” med hovedsæde i Ringsted. Han har ifølge B.T.s kilder i ca. to årtier været med i det autonome miljø og regnes i dag for en af miljøets anonyme “generaler” og strateger. Han har flere gange været anholdt under uroligheder i København, senest nytårsaften.”

Men derefter lod den erfarne kriminalreporter stifteren af tæskeholdet ’Antifascistisk Aktion’ (AFA) slippe af krogen. Måske opdagede han, at Balder Johansen har en pengestærk herre i ryggen, nemlig den kendte fondsrytter Knud Foldschack.

Uriaspostens afsløring
På Uriasposten rettede man den 13. januar kritisk lys på Ekstra Bladets politisk farvede dækning af sagen fra Nordsjælland. ”Ekstra Bladet med de venstreradikale – mod de højreradikale”, lød den nøgterne sammenfatning fra landets mest indflydelsesrige blog.

Til illustration af den herskende dobbeltmoral på Ekstra Bladet påpegede Uriasposten, hvordan medierne gennem ti år har hemmeligholdt identiteten på den mand, der i sommeren 2002 af en enig landsret fik stadfæstet sin dom på et års fængsel i en meget omtalt sag om grov, politisk vold:

”Et af de mest brutale politiske attentater herhjemme fandt sted på Vesterbro den 5. maj 2001. Ekstra Bladet beskrev det dengang, som ”et renlivet likvideringsforsøg”, da 4-5 autonome overfaldt nationalsocialisten Thomas Derry Nakaba, på vej hjem fra et fitnesscenter. Det lykkedes kun politiet at få dømt den ene, men selvom der ikke er navneforbud, har gerningsmandens identitet ikke været oplyst af et eneste medie. Heller ikke Ekstra Bladet.”

Uriasposten satte derefter navn på voldsmanden.

Søn af antisemit
Lennart Wulf Eichberg er søn af den i Danmark bosatte tyske sociolog Henning Eichberg og broder til komponisten Søren Nils Eichberg. Mens sidstnævnte efter alt at dømme er upolitisk, optræder Henning Eichberg i Danmark som typisk venstreorienteret akademiker, der f.eks. skælder ud over ”højreregeringens destruktionspolitik” fordi hans bevilling i 2003 blev sløjfet.

Men ifølge Institute for Global Jewish Affairs er Henning Eichberg i virkeligheden “the most important theorist of the right wing extremist New Right in Germany”; en “soft core” holocaustbenægter, der udspreder “a special kind of secondary anti-Semitism”.

Det vides ikke hvilken indflydelse Henning Eichbergs specielle form for jødehad har haft på sønnens udvikling til politisk ekstremist. Det kan dog konstateres, at mindst en af Lennart Eichbergs senere førerskikkelser offentligt har benægtet Israels eksistensret.

Husadvokat for tæskehold
Da Lennart Eichberg i 2001 blev dømt i Københavns Byret, kunne dagbladet Politiken fra retssalen bl.a. berette:

Efter domsafsigelsen stod faderen og stirrede frem for sig, mens den 25-årige i et hjørne hviskede med sin forsvarer, Hanne Reumert.”

Lennart Eichberg blev som den eneste dømt for attentatet mod det tidligere DNSB-medlem. Men yderligere to venstreekstremister var sigtet i sagen. Den ene ville pressen kun beskrive som ”en mand først i tyverne”. Tæskeholdets chauffør blev derimod lidt mere udførligt beskrevet som en ”23-årig kvinde med irakisk baggrund”.

Da den arabiske kvinde blev fremstillet i Dommervagten, observerede en journalist fra Politiken følgende optrin:

”En ung mand går baglæns ud af retslokalet, mens han holder et stykke papir op i luften. Han vil have pigens opmærksomhed, inden han forlader Dommervagten. Han råber hendes navn og peger på sit hjemmelavede skilt. »Advokat Hanne Reumert«, står der på papiret. Pigen skal bede om at få Hanne Reumert som advokat. Det er hans besked.”

Hanne Reumert havde travlt i 2001. Hun forsvarede samme år andre medlemmer af ’Antifascistisk Aktion’, der havde dannet banden ’HomoAktion’. Terrorcellens syv medlemmer stod tiltalt for en række brandattentater. Tre blev frikendt, heriblandt den homofile kvinde Ditte Løjborg. Andre fire blev dømt, bl.a. Esben Plenge og bandens leder Kristian Munk.

Samme år tabte Hanne Reumert en sag i Pressenævnet, da hun på vegne af Kristian Munk beklagede sig over, at en avis havde omtalt Munks deltagelse i urolighederne i Göteborg, hans deltagelse i uroligheder på Nørrebro og hans deltagelse i aktionen [hærværk & brandstiftelse] mod det tidligere halmværk i Brønderslev”.

Efter sin løsladelse slog Esben Plenge og andre AFA-medlemmer sig sammen i narko-ringen ’De brune Bude’. Bandens hovedmænd blev senere forsvaret af Hanne Reumert.

Forrige år anholdt PET et andet AFA-medlem, der i skrivende stund er sigtet for grov vold, dataindbrud og støtte til en terrororganisation. Kort efter sin anholdelse krævede A.R. sin beskikkede advokat udskiftet med Hanne Reumert.

Panik i Trollhättan
I modsætning til flere af sine medsammensvorne i ’HomoAktion’, så var Ditte Løjborg allerede midt i 1990erne et kendt ansigt i Københavns voldsautonome miljø. Hun var således med, da ’Antifascistisk Aktion’ i august 1996 drog til den svenske by Trollhättan for at iscenesætte, hvad Leif Thomsen, ekspert i politisk ekstremisme, rammende har betegnet som venstrefløjens ”postmoderne panikscener”.

Begivenhederne i Trollhättan lørdag den 17. august 1996 blev en af de mere pinlige episoder i ’Antifascistisk Aktions’ voldelige historie.

Ganske vist begyndte den anmeldte Hess-demonstration rodet og småkaotisk, men da disciplinerede aktivister fra ‘Nationalsocialistisk Front’ (N.S.F.) tog tøjlerne, udviklede arrangementet sig til en større propagandasejr for denne relativt nye gruppe. Svenske venstreekstremister skrev senere:

Bilder på dem spreds via media över hela landet och det blev ett uppsving med medlemsansökningar till organisationen. Lokalavdelningar började växta upp som svampar ur marken. nsf hade nu etablerat sig som det seriösa organiserade nazistiska alternativet.”

Mens talstærkt politi ud på aftenen eskortede ’Antifascistisk Aktion’ ud af Trollhättan, deltog omkring 200 tilfredse højreradikale i en koncert med det svenske orkester Svastika, der i 1994 gav koncert i Danmark.

Bombefund
Mod sædvane var styrkeforholdet i Trollhättan mellem højre- og venstreradikale rimeligt jævnbyrdigt. I stedet for at søge nærkamp med sine forhadte modstandere, så valgte ’Antifascistisk Aktion’, sammen med svenske og norske ligesindede, derfor mindre risikable slagsmål i byens parkanlæg med svensk politi.

Her blev tæskeholdets indsats hæmmet af en anden faktor. Svensk politi havde nært kendskab til AFA-medlemmernes forkærlighed for bomber og sprængstoffer. F.eks. havde man under uroligheder i Göteborg i 1993 fundet en ét kilo tung, livsfarlig sprængladning i et af deres køretøjer.

Svensk politi tog derfor ingen chancer, men foretog tidligt en grundig ransagning af de danske køretøjer i Trollhättan. Politiets vagtsomhed gav i uhyggelig grad pote. Man beslaglagde i alt 18 bomber. ’Antifascistisk Aktion’ stod derfor uden sine livsfarlige favoritvåben under dagens gadekamp mod ordensmagten.

Men fra Danmark havde der faktisk været nye bomber på vej.

”De folk er farlige”
Mens ’Antifascistisk Aktion’ tumlede rundt med politiet i Trollhättan, blev fire yngre mænd samme dag stoppet på motorvejen ved Rønnede på Sjælland. I deres bil fandt man store mængder af ”køller og sprængstoffer”. Alle fire var tavse som østers og blev derfor varetægtsfængslet.

Dansk presse interesserede sig ikke synderligt for sagen. Men en enkelt avis berettede dog bl.a.:

”Hvad de unge mennesker skulle bruge deres slagkraftige våbenarsenal til, har politiet ikke fået at vide. En teori går ud på, at de fire unge, der kørte i nordgående retning, da de blev stoppet, var på vej til Trollhättan i Sverige.”

Politiets teori blev senere på året bekræftet i et brev, afsendt fra et sted i det danske fængselsvæsen. Her havde brevskriveren stiftet bekendtskab med de anholdte mænd fra Rønnede, og vedkommende kunne bl.a. fortælle:

”Dem der blev stoppet på vej til Sverige, var nogle sharpskins, der har tilholdssted i København, Nørrebro. Flere af dem har gået i samme skole, men jeg regner med at alle kender hinanden fra skoletiden. De er alle sammen kronraget, går rundt i sorte adidasbukser, med hvide striber, som kendetegner de typer.”

De tre af mændene identificerede brevskriveren dernæst som Sebastian Østergaard Truelsen, Daniel Saginarlo Mikkelsen og Michael Andersen. Brevet sluttes med følgende advarsel:

”De folk er farlige. De skal stoppes før noget går galt.”

Desværre lyttede ingen for alvor til denne advarsel; bandens fjerde medlem var den senere så rottweiler-glade voldsmand fra Vesterbro, Lennart Wulf Eichberg.

Anholdt med Balder
Brevet fra efteråret 1996 bekræfter altså i og for sig de oplysninger, der står anført i den 8-9 år senere ’Xerxes-rapport’. Men faktisk er Balder Bergman Johansen ved mindst en lejlighed blevet anholdt i selskab med Lennart Eichberg og hans kronragede venner ”Seb” og ”Pikken”.

Det skete natten til den 1. november 1994, hvor politiet pågreb en maskeret Balder Johansen i færd med at angribe DNSB’s hovedkvarter i Greve.

Med sig havde ”Generalen” hele sit tæskehold på knap 40 medlemmer. Mange var bevæbnede og i deres bus fandt politiet store mængder af ”jernrør, slangebøsser og trækøller”. Et arsenal, som det purunge AFA-medlem Melanie Wange Larsson tog skylden for.

Det gjorde hun måske fordi Stephan Klinthøj Rasmussen og Christian Zwettler i forvejen var dømt for væbnet bankrøveri. Balder Johansens højre hånd, Martin Lindblom, var med sine tidligere domme for groft hærværk sikkert heller ikke villig til tage skraldet.

Det var Martin Lindblom, der få år før sin død sprang ud som eksistensretsbenægter.

Enhedslistens Pelle Dragsted tager i dag afstand fra sin voldelige fortid, så lad os ikke hvile for meget ved ham.

Politiet anholdt også Maria Sønnøve Pagels, der som ”Generalens” faste og ganske unge sengekammerat hurtigt var kommet til tops i hans tæskehold. Alderen har dog ikke gjort Maria Pagels klogere, for så sent som 2005 blev hun igen pågrebet af politiet.

Flere andre anholdte end Lennart Wulf Eichberg havde prominente aner på den yderste venstrefløj. Således blev også en søn af 68-veteranerne Bente Hansen og Benny Holst ført væk i håndjern den nat i Greve.

_

Charlotte Johannsen – Hvad og hvem drev hende?

I forrige uge lykkedes det en yngre kvinde fra Århus at få de femten minutters verdensberømmelse (dog kun i Danmark), som den homoseksuelle kunstnermillionær Andy Warhol en gang lovede alle, der ville.

Charlotte Johannsens vej til medierne var udgivelsen af en bog hvori hun hævder, at hun gennem 7-8 måneder sidste år skal have udspioneret White Pride i Århus, der tilhører en af landets ældste og mest kendte hooligangrupper.

Fattig kost
I begyndelsen af 1990erne infiltrerede en ung, norsk pige Antifascistisk Aktions afdeling i Oslo. Som betroet medlem deltog hun i møder i bl.a. Danmark og kunne i 1994 afslører, at Balder Johansen, der i dag driver såvel byggefirmaet Logik & Co. på Nørrebro som Strictly Underground på Christiania, fra sin daværende adresse på Nørrebrogade 52 ledede Antifascistisk Aktion i København.

Sådanne saftige afsløringer finder man ikke i Charlotte Johannsens bog, der bærer den ejendommelige titel Forklædt som nazist – En Århushistorie. Som det tynde øl flyder hun rundt mellem byture, privatfester og offentligt tilgængelige møder, skriver angiveligt sine indtryk ned i dagbøger, men kan ikke meddele offentligheden andet, end hvad der i forvejen er kendt.

Dog mener Charlotte Johannsen tydeligvis selv, at hun får afsløret, at der er personsammenfald mellem White Pride og foreningen Vederfølner. Men det har pressen, med venstrefløjens private efterretningstjeneste Redox som vanlig fødekilde, skreget op om vistnok ligeså længe Vederfølner har eksisteret.

Heller ikke det forhold, at drenge ned til 15-års alderen opsøger White Pride, er specielt nyt. Tværtimod er det en udvikling, myndighederne gennem de seneste år har set i hele hooligan-miljøet.

Bogen indhold opsummeres alt i alt meget godt af en anmelder i Politiken. Charlotte Johannsen beskriver

”… en højrefløj med for det meste yngre rare mennesker, der går i byen og er, som unge er flest… Og det er desværre mest det, hendes beretning handler om – de mange druknætter og så et noget specielt personligt forhold til én af de tilsyneladende mindre rabiate fodboldbøller…
Da hun nærmer sig den absolutte inderkreds i White Pride, bliver hun fanget af sin egen indiskretion over for en arbejdskammerat og frygter at blive afsløret. Hun flygter i maj 2009 til København…”

Antifascistisk Aktion
Ifølge eksperterne er danskerne vilde med kokain. Alligevel gør Charlotte Johannsen i sin bog et påstået kokainforbrug blandt White Prides medlemmer til noget nærmest særegent for højrefløjens unge.

Det er derfor måske værd at minde om, at i juni 2000 blev et fremtrædende medlem af Antifascistisk Aktion, Stefan Klinthøj Rasmussen, idømt 9 års fængsel for forsøg på fremstilling af 10 kg. amfetamin. Under sin afsoning i statsfængslet Vridsløselille bliver han i august 2001 stukket ned i et opgør om gæld.

Stefan Klinthøj Rasmussen blev i 1993 dømt flere års fængsel for politisk motiveret bankrøveri. Samme dom fik østrigeren Christian Zwettler, der er et overordentligt prominent medlem af Antifascistisk Aktion.

I 2002 optrevler politiet den københavnske narko-ring ’De brune Bude’, der drives af Antifascistisk Aktions medlemmer. Blandt de anholdte er Esben Plenge, der udpeges som den ene af bandens tre ”top-figurer”. Esben Plenge er tidligere dømt 1 år og 8 måneders fængsel for brandstiftelse, begået sammen med bl.a. Kristian Munk, også prominent medlem af Antifascistisk Aktion.

To højtstående medlemmer af Antifascistisk Aktion er i øjeblikket sigtet for grov vold, dataindbrud og økonomisk støtte til en terrororganisation – nemlig Antifascistisk Aktion.

Da Ekstra Bladet i søndags konfronterede ”Jonas Jensen” fra Redox med gruppens samarbejde med Antifascistisk Aktion, kunne han pludselig ikke høre. Og Charlotte Johannsen ville pludselig kun lade sig interviewe per e-mail.

Fostret på venstrefløjen
Det fremgår af både bogen og presseomtalen, at Redox fra begyndelsen var voldsomt involveret i Charlotte Johannsens spionvirksomhed. Man gik så vidt, at hun fik tildelt en art føringsofficer – ”Peter” – der løbende fodrede hende med information og gode råd.

Bogen er da heller ikke skrevet af Charlotte Johansen, men af to yngre journalister fra det venstreorienterede dagblad Information, der begge har en nær fortid på den alleryderste venstrefløj. Marchen Neel Gjertsen har tidligere været byrådskandidat for Enhedslisten i Odense. Sebastian Gjerding er en gammel kending fra bl.a. den terrordømte ’Foreningen Oprør’, og har skrevet for hjemmesiden Modkraft.

Når man ved, at Modkraft drives af det lille venstrefløjsfirma Monsun på Nørrebro, og samtidig ved, at Redox drives fra Monsuns lokaler, så kunne især Gjerdings skikkelse indikere, at bogen reelt er skrevet og tilrettelagt af Redox.

Enhedslisten, Antifascistisk Aktion, Redox og hvad der forskellige venstrerabiate grupper nu ellers hedder, er f.eks. rørende enige om at afvise enhver tale om bandekrig mellem dem og White Pride. Den holdning genfinder man da også ublu i den bog, som Charlotte Johannsen altså har lagt navn til.

I venstrefløjens propaganda er det ligeledes typisk, at fremstille White Pride og foreningen Vederfølner som eet fedt. Dette kneb genfinder man også i rigt mål i Forklædt som nazist, hvor et virvar af personer f.eks. det ene øjeblik er medlemmer af White Pride, mens det andre steder fremgår, at deres medlemskab ofte ligger flere år tilbage.

Bogen, der er udgivet på Informations Forlag, er altså ikke politisk neutral, men tjener alene det yderste venstres interesser.

Tvivlsomme motiver
Ifølge Charlotte Johannsen påtog hun sig den spændende opgave på eget initiativ, angiveligt i indignation over at en nær ven – ”Oliver” – havde fået klø af White Pride. ”Og jeg var vred over, at ingen blev dømt for overfaldet. Det havde ingen konsekvenser for overfaldsmanden”, hævder hun i et interview til Politiken.

Samme sted afviser Charlotte Johannsen kategorisk, at hendes spionage var politisk motiveret, og hun vil kun erkende, at hun har været til ”nogle møder” i den kommunistiske ungdomsorganisation Rød Ungdom (opløst marts i år).

Om Rød Ungdom fastslog Dansk Ungdoms Fællesråd i 1997, at gruppen ”ikke anerkender grundlovssikrede rettigheder som f.eks. stemmeretten og ytringsfriheden”, ligesom Mikkel Thorup, ansvarshavende redaktør af gruppens blad Lige Venstre, i samme periode blev dømt for injurier.

Det er derfor værd at bemærke, at Charlotte Johannsens fremstilling til Politiken ikke stemmer med indholdet af hendes bog. Heri fremgår det, at hun i en tidlig alder blev medlem af den kommunistiske ungdomsorganisation, og at det er herfra hun kender ”Oliver”.

I overensstemmelse med sit stalinistiske moderparti DKP/ml, så skulle staten ifølge Rød Ungdom forbyde bl.a. nationalsocialisme. ”Jeg er ikke interesseret i at forbyde nazisme eller racisme”, hævder Charlotte Johannsen i dag.

Charlotte Johannsens påstand om, at det var moralsk indignation over, at ingen blev dømt for det påståede overfald på ”Oliver”, der gjorde hende til spion mod bl.a. gamle sportskammerater, stemmer heller ikke med de oplysninger, som Uriasposten har gravet frem om den pågældende episode. ”Da politiet ankom, ønskede manden, som skulle være blevet overfaldet, dog ikke at tale med ordensmagtens repræsentanter”, afslører et direkte citat fra Århus Stiftstidende.

Spion for ’Huset’
Charlotte Johannsens påståede rene motiver til sin spiongage harmonerer heller ikke, at hendes mission startede som en opgave for en gruppe autonome, der, med tilladelse fra Århus Kommune, gennem det meste af 2008 holdt til i et nedlagt medborgerhus. Lad os kigge lidt nærmere på dén sag:

Ved udgangen af 2007 lukker Århus Kommune medborgerhuset ’Huset’ i den gamle museumsbygning på adressen Vester Allé nr. 15. Efter en bølge af militante BZ-aktioner og politisk pres fra Enhedslisten, får autonome i marts 2008 stillet dele af bygningen til rådighed som midlertidig værested.

Det er meningen at ’Fristedet’, som de autonome kalder værestedet, skal være åben for alle byens unge, men allerede i maj går den mangeårige venstrefløjsaktivist Pedro da Palma til pressen og afslører, at værestedet styres af ”en hård kerne af aktivister”, der med ”censur, eksklusion af enkeltpersoner og voldelige konfrontationer med højrefløjen” går efter ”magt og kontrol med venstrefløjen”.

”Nogle har en hysterisk angst for nazisterne… Ok, de er i ­byen, men vi skal ikke puste problemerne op”, bekræfter andre brugere af værestedet.

Under overskrifter som Autonome bag losseplads i midtbyen, Husets naboer i oprør over grafitti, Unge hærger bevaringsværdigt hus, Naboer frygter nyt ungdomshus og Nabo til Huset føler sig tyranniseret sætter pressen i sommeren 2008 spot på de lovløse tilstande omkring det tidligere medborgerhus. Blandt andet skriver Jyllandsposten:

”Som tidligere beskrevet på jpaarhus.dk er den bevaringsværdige bygning nu blevet hærget af en gruppe autonome, der – stik mod alle aftaler – kravler rundt på taget, overnatter i huset, overmaler bygningen med graffiti og generer naboerne med larm og svineri.”

Og videre:

”Og nu har de unge brugere sat trådgitter, træpaller og krydsfiner for vinduerne. Naboerne er bekymrede for, om planen er at omdanne Huset til en fæstning, som det bliver vanskeligt for politiet at rydde, når lejeaftalen udløber i slutningen af oktober.”

Velbevæbnet
Århus Kommune forlænger alligevel fristen til januar 2009. Beslutningen bliver taget af den socialdemokratiske kulturrådsformand Flemming Knudsen, der til pressen bl.a. udtaler:

”Det er mit indtryk, at der efter en række startvanskeligheder er kommet ro omkring Huset, og at der siden sommer har foregået en række spændende aktiviteter.”

Blandt de ”spændende aktiviteter” i det autonome klubhus er bl.a. et arrangement i september 2008 med danske medlemmer af det internationale netværk Anarchist Black Cross, der af de spanske myndigheder betegnes som en terrororganisation.

Blandt deltagerne er Charlotte Johannsen.

Flemming Knudsens naivitet omkring de rabiate unge i ’Huset’ stilles til skue, da politiet, i forbindelse med et gadeslagsmål, den 31. oktober trænger ind i lokalerne. Betjentene bliver mødt af kampklare autonome, der hastigt smider deres mange slag- og stikvåben fra sig. Århus Stiftstidende fortæller:

”Inde i den del af Huset, de autonome unge bruger – det tidligere træværksted – fandt politiet 19 slagvåben, en kniv samt en kasse med såkaldte malingbomber.
Blandt slagvåbnene var der bordben, cykelstyr, rør med monterede håndtag samt lægtestave med søm i.
Desuden fandt politiet en almindelig uskyldig bordkniv, som ved hjælp af en slibesten var gjort alt andet end uskyldig. »Den var slebet skarp i begge ­sider, så den var blevet til et tveægget våben,« siger vagthavende hos Østjyllands Politi.
Malingbomberne var plastik­poser, fyldt med maling og dybbet
[sic.] i stearin. Det sidste for at gøre dem mere robuste.”

Inden Århus Kommune i januar 2009 sætter de autonome på gaden, kan en nærliggende Netto-butik fortælle, at ”man havde set sig nødsaget til at hyre vagter pga. problemer med en hård kerne af uroskabende unge fra Huset. De unge generede både kunder og ansatte.”

I månederne efter rømningen udsættes både ejendommen og det byggefirma som istandsætter den, for en systematisk hærværkskampagne. På vægge og mure males slagord som ”Nyt hus her nu!!!”, ”No fåking nazis” og ”Antifa”.

Trusler og hetz mod værtshuse
Under netop navnet Århus Antifa ligger de autonome i ’Huset’ i voldelig konflikt med bl.a. White Pride. Om de to grupper fastslår politiinspektør Morten Anker Jensen i september 2008, ”Det er en flok bøller, der simpelthen kæmper om at få magten i Århus. Det er en magtkamp ligesom rockerkrigen.”

Århus Kommune stiller lokaler til rådighed for unge venstreekstremister, men ikke for White Pride og beslægtede unge. De samler sig i stedet omkring bestemte værtshuse i byen. Som led i bandekrigen iværksætter det yderste venstre sommeren over 2008 en skræmmekampagne mod ejerne af de pågældende udskænkningssteder.

Først udsættes værtshuse som Den Gamle Høker for flere tilfælde af hærværk, ledsaget af anonyme trusselsbreve. ”Smid højrefløjen på porten, så er vi kvit. Ellers kommer vi”, lyder beskeden. Da ejeren går til pressen og afslører venstrefløjens gangstermetoder, stopper afpresningsforsøgene.

I stedet flytter chikanen til Århus Byråd, hvor Enhedslistens Keld Hvalsø Nedergaard truende spørger, ”Har borgmesteren haft disse værtshusbevillinger oppe til vurdering i bevillingsnævnet?”

Tidligere spionforsøg?
Keld Hvalsø Nedergaard fortsætter sin hetz mod værtshusejerne i partibladet Socialistisk Information, hvor han i august 2008 bl.a. anfører, ”Jeg vil rejse en forespørgsel til kulturrådmanden og borgmesteren, f.eks. om hvad man ved om bestemte værtshuse, hvor der højlydt planlægges voldelige overfald.”

Byrådsmedlemmets påstand om ’højlydt planlægning’ på værtshuse kan naturligvis være rent opspind. Men det er alligevel værd at lægge mærke til, at Charlotte Johannsen for det første efter eget udsagn først begynder sin spionvirksomhed i november 2008; for det andet begynder hun netop sin spionage på et af White Prides påståede stamværtshuse.

Hvalsø Nedergaards kryptiske udsagn i Socialistisk Information kunne indikere, at den unge stikkerske påbegyndte sit arbejde for det yderste venstre flere måneder før det tidspunkt, hun hævder i sin bog. Men der synes ikke at være nogen grund til, hvorfor hun skulle lyve om dette forhold. Tværtimod, så ville hendes beretning netop stå sig stærkere, jo længere hun havde fraterniseret med fjenden i den frygtede hooligangruppe.

Den mest logiske baggrund for Keld Hvalsø Nedergaards påstand synes snarere at være, at Enhedslisten tidligere har forsøgt sig med at udsende spioner til de beværtninger, hvor White Prides formodes at holde til. Mere om det senere.

Ny lys på gammel sag
Charlotte Johannsen hævder i sin bog, at hun begynder sin spionage den 1. november 2008, hvor hun opsøger værtshuset Den Hvide Hest. Til pressen påstår hun bl.a., Jeg forhindrede faktisk nogle overfald og kunne advare nogle i Huset om, at der var nogle på vej, allerede den første aften.”

I sin bog skriver Charlotte Johannsen om episoden:

”Pludselig rejser de sig begge to synkront, tager deres jakker på og kommer over til vores bord… De tre stikker hovederne sammen, og det er tydeligt, at de ikke vil have, at nogen følger med i deres samtale.
Efter at have talt med Lindberg fortsætter de ned til gruppen ag drenge, som lige er kommet, og beder dem følge med…
… attitude fortæller mig, at det ikke er noget jeg skal blande mig i. Men den bekræfter min formodning: Gruppen af drenge skal ned til Huset.”

Charlotte Johansen fortæller dernæst, at hun går ud på toilettet og sender en advarende SMS til ”Sigrid”, hendes hemmelige kontakt i ’Huset’ efter ”Olivers” afgang til København: ”… en stor gruppe går nu. Måske ned til jer. Svar ikke tilbage. For farligt. Alle er her. Også de gamle. Den Hvide Hest.”

Trods sin dramatiske beretning er det altså klart, at Charlotte Johannsen i virkeligheden ikke aner det fjerneste om, hvorvidt den påståede gruppe skulle ned til ’Huset’ eller ej. Måske var det faktisk sandt, at ”de skal bare videre”, som hun fik forklaret.

Men Charlotte Johannsens beretning kaster nyt lys over en mystisk batalje ved ’Huset’, der fandt sted tidlig morgen samme dag, hvor hun senere tropper op på Den Hvide Hest.

Lørdag den 1. november 2008 kl. ca. 2.30 støder to fremtrædende medlemmer af Enhedslisten – Rune H. Jacobsen og Peter Hegner Bonfils – angiveligt sammen med 10-15 unge. Jacobsen stikker af, mens Hegner Bonfils tilsyneladende får en regulær omgang bøllebank.

Peter Hegner Bonfils er i forvejen kendt som talsmand for Antiracistisk Netværk, der omfatter bl.a. Enhedslisten og Antifascistisk Aktion. Han har tæt forbindelse til den voldsberedte gruppe i ’Huset’ og har til pressen bl.a. erkendt, at han er nær ven af gruppens mest berygtede medlem, den flere gange voldsanmeldte Lasse Poelman.

Modstridende forklaringer
Umiddelbart efter sammenstødet foran ’Huset’ går Peter Hegner Bonfils i flyverskjul for pressen. Derimod udsender Enhedslisten i løbet af lørdagen en pressemeddelelse, hvori man udpeger ”10-15 hætteklædte folk fra White Pride” som de påståede gerningsmænd. Samme aften kl. 22.02 bringer Politiken online den første pressehistorie om sagen. Rune H. Jacobsen optræder som sandhedsvidne og hævder bl.a., at de påståede gerningsmænd har hættetrøjer og solbriller på”.

Jacobsen hævder også til Politiken, at White Pride ”står foran indgangen”. Men dagen efter fortæller han til Ekstra Bladet, at gruppen havde ”gemt sig i ly af mørket bag Huset”.

Peter Hegner Bonfils’ forklaring til Politiken samme søndag stemmer heller med historien om, at gerningsmændene skulle have været maskerede. Bonfils påstår nemlig, at han kunne ”fornemme en genkendelsens glæde i deres øjne” og fastslår ”Jeg kender ikke nogle af dem, som overfaldt mig”.

Udover Rune H. Jacobsen og Peter Hegner Bonfils, så giver prominente Enhedsliste-medlemmer som Hans Jørgen Vad og Keld Hvalsø Nedergaard også interviews om sagen. Alle fire bestræber sig ihærdigt på at give indtryk af, at Hegner Bonfils fik klø fordi han var talsmand for Antiracistisk Netværk. Den udlægning afvises af politiet: ”Det er vor umiddelbare opfattelse, at han blev ramt, fordi han opholdt sig på det sted, hvor der var konflikt. Det var ikke fordi, at han er talsmand”, fastslår ordensmagten.

Tæsk af autonome?
Fjorten dage senere bringer det venstreorienterede dagblad Information en større historie om venstrefløjens trængsler i Århus. Man interviewer også Peter Hegner Bonfils, der nu pludselig kan tilføje nye og dramatiske detaljer om gerningsmændene. De var ”klædt ud som autonome”, ”mange af dem var meget unge” og han hørte ”en direkte ordre fra en af de ældre fyre i gruppen”.

Det påfaldende er naturligvis, at Peter Hegner Bonfils’ beskrivelse af gruppen som mestendels meget unge under kommando af nogle få ældre, først ser dagens lys fjorten dage efter, at Charlotte Johannsen har besøgt Den hvide Hest og angiveligt observeret en sådan intern struktur i White Pride.

Trods Enhedslistens ihærdige anstrengelser i pressen, så var der nemlig intet der forbandt White Pride med Peter Hegner Bonfils’ klø. Hans udtalelser til Information forekommer derfor som en art griben efter halmstrå, hvor et stykke frisk sladder fra Charlotte Johannsen om White Pride, plantes i pressen som indicium mod gruppen.

Lægger man dertil Bonfils og Jacobsens skiftende og modstridende forklaringer, så tegner der sig et billede af, at når gerningsmændene var klædt som autonome, så var det fordi det faktisk drejede sig om autonome.

Korporlig afstraffelse af hinanden er ikke ukendt på den yderste venstrefløj. F.eks. kunne dagbladet BT i sommeren 2002 berette, ”En fra ’De Brune Bude’ fik banket et par tænder ud, da han mødte op til en fest i Antifascistisk Aktion, hvor han ikke længere var velkommen.”

Mærkværdig tavshed
I sin bog fortæller Charlotte Johannsen om, hvordan Redox beredvilligt viste hende et omfattende billedkartotek over politiske modstandere. Det forekommer usandsynligt, at Redox ikke med samme villighed skulle have givet Peter Hegner Bonfils og Rune H. Jacobsen adgang til disse billeder, så de påståede gerningsmænd fra White Pride kunne identificeres.

Var gerningsmændene derimod rundet af Jacobsens og Bonfils’ eget miljø, så var bistand fra Redox naturligvis overflødig. Her to år senere har de to Enhedsliste-medlemmer i hvert fald stadig ikke identificeret så meget som én af de påståede 10-15 gerningsmænd.

Det er også højst mærkværdigt, at det ellers meget omtalte overfald på Peter Hegner Bonfils overhovedet ikke nævnes af Charlotte Johannsen. Selv om det oven i købet fandt sted mindre end et døgn før hun opsøger White Pride.

Denne påfaldende tavshed i Charlotte Johannsens bog synes at være led i en bevidst bestræbelse på, helt at holde Enhedslisten ude af hendes beretning. Måske fordi hun i virkeligheden spionerede på vegne af det lille ekstremistparti?

Det kunne ikke blot Peter Hegner Bonfils’ udtalelser til Information tyde på. I forbindelse med Enhedslistens propagandafremstød omkring det påståede overfald på ham, udtalte Keld Hvalsø Nedergaard den 4. november 2008 til Århus Stiftstidende, ”Alle kender værtshusene, hvor de kommer. Vi har haft folk siddende på dem, og de har hørt dem tale højt om, at nu skulle den og den angribes.”

Nu er det ikke sikkert, at Keld Hvalsø Nedergaard sigter til 21-årige Charlotte Johannsen. Men det står under alle omstændigheder fast, at Enhedslisten er et parti, der roder med privat efterretningsvirksomhed. En trafik, som PET ellers kraftigt har kritiseret.

White Prides sagnomspundne leder – som Charlotte Johannsen tydeligvis intet aner om – forklarede 25/10 i år til programmet 21 Søndag, at gruppen kæmper for at undgå Nørrebro-tilstande i Århus. Virker White Prides hårdhændede metoder? ”Det seneste års tid har mellem 10 og 15 unge fra den yderste venstrefløj forladt Århus og er søgt til København”, kunne Jyllandsposten fortælle for knap et år siden.

Charlotte Johannsen er efter eget udsagn flyttet til Sverige.

_

Antifascistisk Aktion, Politiken og Kafa-X

INTRO: NØRREBRO 1998

I 1998 overfaldes parlamentarikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro. Hun søger efterfølgende tilflugt i bank, der omringes af sortklædte autonome. Kjærsgaard slipper først væk da bevæbnet politi ankommer til stedet.

Selv om den formodede gerningsmand, Frank Piasecki Poulsen fra TV-Stop, har nære relationer til Antifascistisk Aktion (AFA), bliver det venstreorienterede tæskehold aldrig officielt sat i forbindelse med volden mod Dansk Folkepartis leder.

Frank Poulsens TV-Stop filmede ivrigt begivenhederne. Junikredsen har for nylig gennemgået de gamle optagelser og kan i dag dokumentere, at belejringen af Kjærsgaards tilflugtsted blev orkestreret af AFA-medlemmer.

På nedenstående billeder ser man først et kvindeligt AFA-medlem dukke op med propagandamateriale, som hun overdrager til en sortklædt og formummet mand, der optrådte som leder af det autonome pøbel.

Det prominente AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA’s propaganda på facaden af den bankbygning, hvor en forslået og skræmt Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt.

Mens dette står på, bliver den formummede mand opdækket af en brutalt udseende gadekriger, der vagtsomt holder øje med gaden.

Af billederne fremgår det ikke umiddelbart, at de på bankfacaden opsatte klistermærker er propaganda for Antifascistisk Aktion. Men Junikredsen kan afsløre, at materialet blev fremstillet i forbindelse med kampagnen ‘Stop Udvisningerne’, som AFA søsatte året før.

Propagandamaterialet for denne kampagne blev trykt både med og uden AFA’s navn. I forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard valgte tæskeholdet den anonyme variant.

En kvinde fra AFA dukker hastigt op og giver det medbragte propagandamateriale videre til gruppens formummede leder.

Det fremtrædende AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA's klistermærker på facaden af Pia Kjærsgaards tilflugtssted.

Mens dette foregår, dækkes den sortklædte leder af en rå type (yderst t.v.), der vagtsomt afpatruljerer gaden.

Propagandaen for AFA´s kampagne 'Stop Udvisningerne' blev trykt både med og uden Antifascistisk Aktions navn og daværende adresse.

Siden overfaldet på Nørrebro i 1998 har Pia Kjærsgaard levet under fast beskyttelse af PET. Her tolv år senere har efterretningstjenesten rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraffer mod et ledende AFA-medlem. Dagbladet Politiken giver i den anledning det venstreorienterede tæskehold et klap på skulderen.

. . .

I forrige uge blev der rundsendt en advarsel til dansksindede borgere om, at journalister fra dagbladet Politiken angiveligt forsøgte at indsamle information om venstrefløjens tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

AFA-relationer
Ifølge advarslen skulle eventuelle kontaktede borgere være opmærksomme på, at Politiken har tætte relationer til AFA. Fra Enhedslistens daværende ugeavis ’Socialisten Weekend’ rekrutterede man for nogle år siden således Jakob Martin Strid, der som tegner, grafiker og layouter var et prominent AFA-medlem.

Efter kun et år på Politiken, hvor han bl.a. nåede at true historikeren Lars Hedegaard på livet, forlod Jakob Martin Strid af egen drift avisen. På redaktionen begræd man hans afgang og understregede, at man gerne ser ham tilbage i folden.

På det seneste har dagbladet Politiken rekrutteret AFA’s sagnomspundne general, Balder Bergman Johansen, der driver håndværkerfirmaet Logik & Co. på Nørrebro, som medlem af en ”tænketank”, der skal knuse ungdomsarbejdsløsheden.

Balder Johansen blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Sammen med den nyligt afdøde Martin Lindblom dannede Balder Johansen i 1992 AFA og er i dag en af generalerne bag Kirkeasyl. Han driver tillige foreningen Strictly Underground, der har finansieret AFA og sammen med tæskeholdet forfulgt journalisten Lars Villemoes.

Afsenderen af forrige uges advarsel mod dagbladet Politiken påpegede, at der derfor måtte herske stor usikkerhed om, hvor avisens informationer havner henne, ligesom afsenderen anså det for givet, at en eventuel artikel i Politiken om AFA ville blive konstrueret i samarbejde med tæskeholdet.

Rabiat debattør
Junikredsen kan bekræfte ovenstående oplysninger om Politikens relation til AFA. Avisens alliance med voldsberedte ”antifascister” (dybest set pro-kommunister) bekræftes tillige af en anden skikkelse.

Politiken har nemlig også rekrutteret den ekstreme venstrefløjsdebattør Rune Engelbreth Larsen som bl.a. fast giftspreder mod Dansk Folkeparti. Engelbreth Larsen har efter alt at dømme aldrig været medlem af AFA, men har beviseligt samarbejdet med Foreningen Demos, da denne stadig gjorde tjeneste som tæskeholdets efterretningstjeneste.

Rune Engelbreth Larsen har tidligere opfordret til at møde fascismen slag for slag. Hans voldsopfordringer blev senere ledsaget af nøje instrukser til herboende muslimer om, hvordan de lovligt bør anskaffe sig skydevåben til fremtidigt selvforsvar mod den danske befolkning.

Rune Engelbreth Larsens omhyggelige våbeninstruks er i dag en populær tekst blandt ”antifascister” og danner formodentligt, sammen med bl.a. våbenindkøb i Tyskland, en del af baggrunden for PET’s advarsel om, at disse kredse i stigende grad forsøger at anskaffe sig våben.

Rune Engelbreth Larsens våbeninstrukser er i dag en populær tekst blandt venstrerabiate. Nederst t.h. en reklame for Autonomt Info.

Begrundet mistanke
Dagbladet Politiken havde søndag den 14. marts ganske rigtigt en større historie om tæskeholdet Antifascistisk Aktion, fordelt på tre artikler. Inden vi går til indholdet af disse artikler, vil vi dog gerne knytte et par kommentarer til forrige uges advarsel, som nogen – er vi bekendt med – har opfattet som lige lovlig konspiratorisk.

Dagbladet Politiken er i de senere år blevet mere ekstremistisk. Avisen er i dag stærkt regeringsfjendtlig og agiterer for en tilbagevenden til pro-socialistiske og pro-muslimske tilstande. Man ønsker kort sagt flere skatter og flere muslimer.

Samtidig står det fast, at venstrefløjens private efterretningstjenester får bistand af journalister tilknyttet massemedierne. Det har den nu afdøde Demos-fører Erik Jensen bl.a. indrømmet i et interview, ligesom professionelle pressefotografer beviseligt er i sold hos Redox.

Ser man på de to journalister – Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen – så kan man også konstatere, at ingen af dem optræder blandt de 38 Politiken-medarbejdere, der offentligt har protesteret mod bladets knæfald for muslimers forlangender i forbindelse med de såkaldte Muhammed-tegninger.

Af Maltesens og Blok Thomsens historie fremgår det endvidere, at de faktisk har været i direkte og personlig kontakt med repræsentanter for Antifascistisk Aktion, der får fri taletid i avisens spalter.

Man kan altså sige, at der foreligger en begrundet mistanke mod Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen for at have givet eventuelle oplysninger om anti-kommunister til AFA. Men beviser er der ikke.

Pseudo-afsløring om Kafa-X
Søndag den 14. marts rungede det på forsiden af Politiken Kommune giver støtte til ekstreme antifascister. I Bo Maltesens og Claus Blok Thomsens artikel kunne man bl.a. læse:

På sin hjemmeside skriver Antifascistisk Aktion, at den har postadresse i nogle kælderlokaler i Korsgade 19 i København… Lokalerne bliver officielt udlejet til en forening, der kalder sig Foreningen af 1.1. 1993, og som siden 2001 hvert år typisk har fået mellem 35.000 og 40.000 kroner i huslejetilskud af Københavns Kommune.

Man skal dog helt om på side 7 i søndagstillægget PS før det oplyses, at de omtalte kælderlokaler huser Kafa-X, der frem til december 1999 havde adresse i Blågårdsgade 12, ligeledes Nørrebro.

Autonome Revolutionære
I april 1993 kunne journalisten Lars Villemoes i Weekendavisen berette:

Indtil den 1. april i år havde Autonome Revolutionære rummelige butikslokaler i Blågårdsgade 12, tæt ved det, der blev gadekampens centrum den 18.-19. maj. Disse lokaler har de sidste seks uger været prydet af plakater fra Antifascistisk Aktion.

Autonome Revolutionære, der efter Villemoes’ afsløringer omdøbte sig til Autonomi Kollektivet og i dag kalder sig Autonomt Infoservice, blev dannet i 1987 af østrigeren Alfred Lang som en dansk støttegruppe til den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF), der i årene 1970 til 1997 myrdede 34 mennesker alene i Tyskland.

Fra Blågårdsgade nr. 12 drev Autonome Revolutionære en tilsyneladende tilforladelig bogcafé ved navn Zapata. Men indenfor, kunne journalisten Lars Leergaard berette, var billedet anderledes mørkt:

På Alfred Langs kontor i hans bogbutik ”Zapata” ligger der en tysksproget huskeseddel til aktions-udflugter. Gode råd om hjelme, benskinner og forbindinger til brug ”i marken”.
På bogcafeens hylder finder man blandt andet en håndbog for by-guerilla, et 169 siders stort RAF-dokument om ”henrettelsen” af direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herhaussen.

International terrorist
Efter afsløringen af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), bedre kendt som Blekingegadebanden, dannede Foreningen Demos en støttegruppe, der fik navnet Antirepressionsguppen, for bandens fængslede medlemmer, heriblandt hovedmændene Torkil Lauesen og Niels Jørgensen.

Da den schweiziske terrorist Marc Rudin få år senere blev fanget, dannede Autonome Revolutionære den personlige støttegruppe Antirepressionsgruppen Marc Rudin.

På ordre fra den arabiske terrororganisation PFLP bistod Marc Rudin, der allerede var efterlyst for et bombeattentat i sit hjemland, den danske kommunistgruppe med et millionrøveri mod Købmagergades Postkontor. Det var under dette røveri, at banden myrdede den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

René Karpantschof leder i 1990 en demonstration udenfor Østre Landsret til støtte for Blekingegadebanden.

Fem år senere begår René Karpantschof et omfattende indlæg Enhedslisten avis 'Den Røde Tråd' sammen med Torkil Lauesen og Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. De tre kumpaner skælder bl.a. ud over, at en venstrefløjsdebattør "finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd ånd i deres støtte til Marc Rudin... og deres kontakt til Blekingegadebanden."

AFA og Antiimperialistisk Plenum
Autonome Revolutionære samarbejdede i disse år, bl.a. i sammenslutningen Antiimperialistisk Plenum, tæt med gruppen Den Røde Bande, der blandt sine fremtrædende medlemmer talte Christian Zwettler (ligeledes østriger), Jakob Martin Strid og Martin Lindblom, der alle tillige var fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion.

Christian Zwettlers danskfødte hustru, Anette Zwettler, der i dag kalder sig Gia Zwettler, vedgik i et interview i 1997, at Den Røde Bande var dannet med RAF som forbillede og at den danske gruppe pønsede på egentlige terrorhandlinger. Man nåede et par bankrøverier, inden gruppen med fængslingen af bl.a. lederen Zwettler blev standset af myndighederne.

Alfred Langs mangeårige partnerske, Inge Kongsgaard Hansen, leder i 1997 en demonstration til støtte for Marc Rudin. Blandt deltagerne så man René Karpantschofs gode ven, Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Fra Zapata til Kafa-X
Det var således ikke noget tilfælde, at Autonome Revolutionære i 1993 overdrog sine lokaler til AFA. Og året efter Lars Villemoes’ afsløring bekræftede ledende autonome i deres bog De Autonome da også, at det faktisk var grupperne Revolutionære Feminister og Antifascistisk Aktion, der i sin tid tog initiativet til Kafa-X. (Revolutionære Feminister er for længst opløst.)

Udsnit af side fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariats årsrapport 1995.

Københavns Kommune har, via Foreningen af 1/1 1993, støttet Kafa-X over en langt længere årrække end det påstås af Politiken. Af årsberetningen for 1995 fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariat fremgår det således, at foreningen allerede den gang modtog økonomiske tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Dagbladet Politiken fortæller altså ikke noget egentligt nyt om Kafa-X, men skjuler de stærke terrorsympatier i både dens og AFA’s forhistorie.

Camilla Esser
Foreningen af 1/1 1993’s ansvarlige overfor Københavns Kommune var i 1990erne Camilla Esser fra Antifascistisk Aktion.

Da Camilla Essers navn blev nævnt offentligt i 1997, forsvandt hun som dug for solen. Junikredsen kan dog afsløre, at hun i 1994 blev anholdt sammen med bl.a. Balder Johansen og den dømte bankrøver Christian Zwettler, da en svært bevæbnet AFA-gruppe blev stoppet i en bus.

Camilla Esser er for nylig dukket op igen for en kort bemærkning. Det skete da hun ikke kunne modstå fristelsen til en dydig kommentar til René Karpantschofs hengivne afsked på Modkraft med sit gamle idol, slagsbroderen Martin Lindblom fra AFA.

Camilla Esser hylder på Modkraft den afødede AFA-fører Martin Lindblom.

Lindblom (t.h.) angriber en tilfældig tilskuer, Køge 1997. "Martin var min helt", skrev Karpantschof ved AFA-førerens død forrige år.

Lindblom (t.h.) i aktion i Køge 1997. "Martin var min helt", skrev René Karpantschof ved AFA-føreren død forrige år.

Af andre gamle kendinge, der måtte græde ud til Karpantschofs mindelige ord om sin erklærede helt, kan nævnes Jakob Martin Strid, Alfred Lang og… Kafa-X.

Camilla Essers rolle er i dag tilsyneladende overtaget af Karoline Siemen fra Østerbro, der bl.a. står bag en hjemmeside for Kafa-X. Karoline Siemen er tillige medlem af gruppen Internationalt Forum, hvis leder er identisk med netop Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, der fik ti års fængsel for sin deltagelse i røveriet mod Købmagergades Postkontor.

Karoline siemen fra Østerbro er registrant for Kafa-X' hjemmeside.

Karoline Siemen som hun præsenterer sig på Facebook.

Overfladisk interview
Inden vi behandler Politikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion, skal vi lige kaste et kort blik på et ledsagende interview med to medlemmer af tæskeholdet.

En markant del af interviewet bruges til at menneskeliggøre AFA-medlemmerne, hvis påståede personlige baggrund oprulles for læseren. I resten af det ukritiske interview siger de to bøller ikke andet end hvad AFA allerede har sagt i en tidligere pressemeddelelse.

Selv de mest åbenlyse løgne om AFA’s erklærede og udstrakte brug af vold får lov til at stå uimodsagte af Politiken. Heller ikke gruppens automatstempling af sine ofre som ”nazister” konfronteres af de to journalister, der i stedet pligtskyldigt nedfælder dybsindigheder såsom Nazismen er ikke stor i dag, men den har større grobund nu end for fem år siden på grund af regeringens politik

Gruppens medlemmer vedgår dog for første gang offentligt, at AFA er organiseret som et regulært forbrydersyndikat, hvor man kun på opfordring fra banden selv kan blive medlem.

Det stort opsatte interview strækker sig over to spalter og er for så vidt interessant fordi det – sammen med førnævnte pressemeddelelse – bekræfter, hvordan AFA, under pres fra den verserende terror-sag mod lederfiguren A.C., nu forsøger at tale sig fra sine mange voldelige ugerninger og udtalelser.

En taktik, som dagbladet Politiken ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Klap på skulderen
Søndagspolitikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion baserer sig bl.a. på ukritiske interviews med Pelle Dragsted og René Elley Karpantschof. Uimodsagt får Dragsted lov til at påstå, at han i dag tager afstand fra vold, og Karpantschof får lige så uimodsagt lov til at hævde, at han aldrig har været medlem af AFA.

René Karpantschof blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Derimod får ingen af AFA’s mange voldsofre lov til at ytre sig. Faktisk optræder glosen ’offer’ slet ikke i forbindelse med Politikens omtale af AFA’s vold. Disse ansigtsløse mennesker beskrives i bedste AFA-retorik derimod konsekvent som nazister, højreekstremister og yderliggående højreorienterede (gloser som ’venstreekstremist’ og ’kommunist’ optræder selvsagt ikke), eller endog ironisk som f.eks. to tørstige herrer. Lige så smilende beskrives AFA’s vold som bl.a. kvikke bøllebank og masser af godnatkys.

Ved hjælp at dæmonisering og ironisk distance manipulerer Politiken altså med sit stof således, at læseren ikke kan føle meget andet end ligegyldighed med de lidelser, som AFA påfører sine voldsofre. Omvendt skildres AFA’s medlemmer som mennesker af kød og blod, som læseren ikke blot kan identificerer sig med, men endog have respekt for. AFA’s medlemmer har bl.a. evnen til at planlægge, er psykisk stærke og stoler på hinanden.

Set fra den yderste venstrefløjs synspunkt tempereres disse klap på skulderen til deres tæskehold dog af Politikens skildring af den bandekrig mellem højre- og venstreradikale, som venstreekstremisterne – ført an af Enhedslisten – hårdnakket benægter eksisterer. Dog sørger Politiken omhyggeligt for kun at præsentere bandekrigen som PET’s opfattelse.

Terrorlovgivningen mod AFA
Dagbladet Politiken kommer i sit forstående portræt af AFA ind på et forhold, der ikke tidligere har været omtalt i pressen. Ifølge Politiken er den 23-årige A.C., der bl.a. opererede fra en lejlighed i Fredericia, sigtet efter den ”milde terrorparagraf” fordi han

… har været leder af Antifascistisk Aktion, AFA, ”der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen”.

Politiken citerer straffelovens paragraf 114f, der i sin helhed lyder:

Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det har tidligere været fremme i pressen, at A.C. er sigtet for økonomisk støtte til en terrororganisation, men der er så vidt vides ikke tidligere blevet sat navn på organisationen. Nemlig Antifascistisk Aktion.

Bliver AFA’s hovedmand dømt efter terrorloven betyder det altså samtidig, at Antifascistisk Aktion i også lovens forstand er en terrororganisation på linje med FARC og PFLP, som en række venstreekstremister efter samme paragraf allerede er dømt for at have støttet.

I yderste konsekvens kan sagen derfor også betyde, at f.eks. AFA’s dækorganisation – Foreningen af 1/1 1993 – kunne dømmes efter samme paragraf. Siden loven blev vedtaget i 2006 har man da også kunne iagttage hvordan bl.a. Demos og Enhedslisten har haft travlt med at slette sporene efter deres tætte samarbejde med tæskeholdet.

Mulig optrapning
AFA’s vold er politisk motiveret. Gruppens voldsofre tæskes for de holdninger til væsentlige samfundsspørgsmål, som venstrefløjen vil have bragt til tavshed. Det skriver man f.eks. ligeud i sit originale ’manifest’:

Når det gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Den vold, der i begrænset omfang udøves mod kommunister, er derimod primært ikke politisk motiveret, men udspringer som oftest af konkrete voldelige overgreb begået mod venstrefløjs- og indvandringskritikere. Det viser bl.a. en række domme mod medlemmer af gruppen White Pride i Århus.

Hvis krigen mod terror kan presse venstrefløjen til at afstå fra vold, så kunne den meget omtalte bandekrig derfor uden tvivl gå i sig selv igen. Men venstreorienterede har generelt ikke respekt for loven og begynder de først at opfatte deres metoder som moralsk acceptable også udenfor deres eget miljø, kunne de lige så vel finde på at gribe til de skydevåben, som PET mistænker dem for at ville anskaffe sig.

Deri ligger Politikens ansvarsløshed.

_

Og så er der en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.
Antifascistisk Aktions program fra 1994.

Hvis det virkeligt var mit mål, så kunne jeg skære halsen over på dig nu.
Martin Lindblom til folkevalgt politiker, Information 1995.

Som om vi ikke kunne finde ud af slås med politiet i 20 graders kulde..
”Martin Nielsen” (Martin Lindblom), Ekstra Bladet 1996.

Hvorfor så ikke tage afstand fra volden?
Jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.

Interview med ”Jørgen” fra AFA, Politiken 1997.

Volden er et nødvendigt onde, som kun benyttes for at opnå helt bestemte mål.
”Anders” (Martin Lindblom) fra AFA, Ekstra Bladet 1997.

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Stop Udvisningerne’, Propaganda 1997.

Hvis de stikker deres grimme fjæs den mindste smule frem, så får de tæsk.
Anonym AFA-talsmand, Ekstra Bladet 1998.

Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Hold Kæft Danmark’, Propaganda 1998.

Nu ved nazisterne hvad der venter dem… Nazisterne bruger selv vold. Og hvis de vil, så kan de slås med os.
”Anders Lind” fra AFA, Ekstra Bladet 1999.

Generelt går vi ikke af vejen for et slagsmål… så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder.
Anonym AFA-talsmand, Jyllandsposten 2005.

Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.
AFA’s program, revideret ca. 2005.

Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.
AFA’s erklæring af 26. februar 2010.

Accepterer AFA brugen af vold?
Jeg er tilbøjelig til at svare nej…
Interview med ”Kristoffer” fra AFA, Politiken fjorten dage og en terror-sigtelse senere.

*

Tæskehold på vej til Århus

I et interview til MetroXpress den 3. oktober tager Keld Hvalsø Nedergaard, Enhedslistens byrådsmedlem i Århus, afstand fra partiets mangeårige samarbejdspartner, Antifascistisk Aktion (AFA).

Planlægger march
AFA og Enhedslisten har siden ca. 1993 været hovedaktørerne bag dækorganisationen Antiracistisk Netværk, der i skrivende stund forbereder en march i Århus nu på lørdag. Marchens formål er at samle støtter til partiets bandekrig mod højrefløjen og styrke moralen hos tæskeholdet Århus Antifa, der jævnligt får bank af White Pride.

På interne debatfora udtrykker netværkets gadekrigere forventninger om, at marchen vil tiltrække 2000 deltagere. Et mere realistisk bud er nok 3-500; det nogenlunde faste antal når det yderste venstre marcherer.

Besynderlig udtalelse
Op til marchen hævder Keld Hvalsø Nedergaard, at Enhedslisten er “imod enhver form for gadevold”. Hvalsø Nedergaard forstætter:

“Jeg har altid taget afstand fra Antifascistisk Aktion, og jeg har aldrig hørt om tæskehold. Det er ikke noget jeg ser, og det er ikke noget jeg hører om”.

Der forekommer dog ingen dokumentation for, at Hvalsø Nedergaard tidligere har taget specifik afstand fra AFA. Og det forekommer besynderligt, at han kan udtale sig om et tæskehold, som han i samme åndredrag påstår aldrig at have hørt om.

Tilmelding til Antifascistisk Aktion
I modsætning til tidligere marcher i Århus har det københavnske tæskehold ikke officielt anmeldt sin ankomst til Antiracistisk Netværks seneste provokation i byen. Men på Monsuns hjemmeside har “Antiracistisk Netværk København” meddelt, at man arrangerer transport for københavnske interesserede. Formålet er tydeligvis at slås med White Pride, og gadekrigerne skal tilmelde sig på telefonnummeret til… Antifascistisk Aktion.

AFA-relateret festarrangør
Samtidigt er march-deltagerne inviteret til “efterfest” i ‘Huset’ (eller Fristedet 15, som det internt hedder), hvor adgangen styres af en hård kerne af intolerante og voldsberedte gadekrigere. Festen er dog ikke arrangeret af århusianerne selv, men af Antifascistisk Culture Club i København. Virksomhedsnavnet Culture Club tilhører den røveridømte AFA-veteran Christian Zwettler, og virksomhedens hjemmeside er registreret af “Anders Lind”; AFA-lederen Martin Lindbloms gamle dæknavn, da han selv huserede på gaden.

Høje profiler
Enhedslisten har gennem årene også rekrutteret flere skikkelser fra AFA-miljøet. Mest kendt er nok Pernille Rosenkrantz-Theil, men også Mikkel Skov Pedersen og Pelle Dragsted må fremhæves.

Pinligt besøg
Da Antifascistisk Aktion senest var på officielt besøg i Århus, lagde man ikke skjul på sine voldelige hensigter. “Så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder”, pralede tæskeholdet til medierne.

Enhedslisten lagde ikke afstand til voldstruslerne, men bød tværtimod tæskeholdet velkommen som vagtværn. AFAs optræden i byen blev dog en begrænset succes. Ved en fejltagelse angreb man medlemmer af Hells Angels. Da man efterfølgende blev angrebet i kommunisternes lokale hovedkvarter, frygtede man tilsyneladende selv at komme på skadestuen. I hvert fald valgte man at ringe efter politiet i stedet for at møde den forhadte fjende i åben kamp.

Tæskehold bryder aftale
Året efter optrådte AFA anderledes tappert, da man i ly af politikæder og fredelige med-demonstranter huserede i Svendborgs gader. Efter tæskeholdets besøg langede den lokale afdeling af Antiracistisk Netværk ud mod de københavnske bøller for aftalebrud og gadevold.

Keld Hvalsø Nedergaards afstandtagen til det københavnske tæskehold er naturligvis også et skridt i den rigtige retning. Men så længe Enhedslisten ikke vil bryde med sin voldelige samarbejdspartner, kan man naturligvis ikke tro på partiets anti-voldelige forsikringer. Enhedslistens ledelse bærer dermed selv skylden for, at partiet opfattes som legitimt mål, når militante højregrupper slår igen mod den omfattende venstrefløjsvold.

Læs også:
“Vi tæsker nazister”, Ekstra Bladet 31-07-06. interview med den da 31-årige AFA-leder “Jesper”. Et dæknavn, som Enhedslistens da 31-årige internationale sekretær, Pelle Dragsted, tidligere har brugt som talsmand for tæskeholdet.
“Vi slås for et racerent Danmark“, Ekstra Bladet 05-10-08. Interview med White Pride.

… mere end tusind ord

kalle-radhudpladsen.jpgkalle-radhudpladsen.jpg

Ovenstående billede kan ses flere steder på internettet (se f.eks. her). Det forestiller en gruppe tilhængere af Ungdomshuset og er formentligt taget på Rådhuspladsen i København før rydningen forrige år af den misligholdte ejendom. Blandt de maskerede bøller ser man til venstre i billedet en euforisk skrålende, langhåret gavflab.

Kritiske Psykologer/Regnbuen
Manden på billedet er den 54-årige Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen, der efter lang tid på Nørrebro i dag har adresse i Københavns Nordvestkvarter. I begyndelsen af 1980erne stiftede han på Københavns Universitet Kritiske Psykologer, den måske første erklæret autonome gruppe i Danmark. Birck-Madsens og Kritiske Psykologers forbillede var gruppen Sozialistische Patientenkollektiv (SPK), der som del af et venstreorienteret terrornetværk hærgede i 1970ernes Vesttyskland.

Under dæknavnet Regnbuen indrettede Birck-Madsens gruppe sig i 1985 i Studenterhuset, der hører til Københavns Universitet. Et par år senere blev “Kalle” Birck-Madsen færdig som cand.psyk. og dermed den første akademiker i sin familie. Han var nu formelt udskrevet fra Københavns Universitet, men forblev med sin gruppe i Studenterhuset, hvor man med mere eller mindre håndfaste metoder havde sat sig på magten.

Voldsberedt Netværk
Ved begyndelsen af 1990erne var Studenterhuset ikke blot på det nærmeste blevet Birck-Madsens private residens, men var tillige blevet en vigtig lokalitet for den yderste venstrefløj. Da en række kommunistiske grupperinger i efteråret 1992 i hemmelighed oprettede Antiracistisk Netværk, fik den nye militante organisation således sekretariat i Studenterhuset, hvor det diskret blev drevet i ly af Studerende Mod Racisme. En gruppe, der blev ledet af Birck-Madsens lejlighedsvise elskerinde, Anne Jønsson, samt af hans trofast løjtnant, Jesper Tietgen Lund.

Jesper Lund og Anne Jønsson deltog samtidig i voldelige aktioner begået af Den Røde Bande; en voldsautonom gruppe, der efter eget udsagn tilstræbte at blive en terrororganisation efter tysk forbillede. Sammen med østrigeren Christian Peter Vincente Zwettler, lederen af Den Røde Bande, kastede især Jesper Lund sig ud i opbygningen af Antifascistisk Aktion (AFA), Antiracistisk Netværks tæskehold og vagtværn. Andre centrale skikkelser bag AFA var Balder Bergman Johansen fra Strictly Underground på Christiania, unge Pelle Dragsted fra Børnemagt (ligeledes Christiania), Andrian Frank fra Demos Dokumentationsgruppe samt BZ-bøllen Martin “Kat” Lindblom fra Fællesinitiativet Mod Racisme.

Udover Foreningen Demos og BZ-Brigaden omfattede Fællesinitiativet Mod Racisme også den lille militante gruppe Internationale Socialister, der aktivt bakkede op om Blekingegadebanden. Medlemmer af Internationale Socialister var samtidig aktive i Studenterhuset, hvor man især involverede sig i Studerende Mod Racisme, frontorganisationen for det hemmelige Antiracistisk Netværk. Samtidig oprettede en lille gruppe venstrerabiate jurastuderende Retsgruppen, der fra Studenterhuset skulle yde bistand til bl.a. anholdte voldsautonome. Da også medlemmer af den tyrkiske terrorgruppe PKK i denne periode begyndte at frekventere Studenterhuset, begyndte Politiets Efterretningstjeneste at få interesse for husets aktiviteter. Interessen blev sikkert ikke mindre, da medlemmer af Den Røde Bande i august 1992 blev anholdt for en række væbnede røverier.

Våbengny
I oktober 1993 besluttede Københavns Politi at ransage Studenterhuset. Ransagningen skete angiveligt efter et tip om, at huset rummede et hemmeligt våbenlager. Udover propagandamateriale fra inden- og udenlandske militante venstrefløjsorganisationer fandt politiet ganske rigtigt et arsenal af svære knipler samt et særdeles interessant mødereferat.

Af referatet, dateret 1. juni 1993, fremgik det, at Studerende Mod Racisme på et kommende møde ville ‘redegøre for sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med såvel kommende som allerede afholdte arrangementer. Der vil undervejs i mødet blive demonstreret både slag- stik og kastevåben, samt blive affyret skarpe skud med storkalibrede automatvåben.’

Da offentligheden i forbindelse med ransagningen fik kendskab til indholdet af mødereferatet, hævdede “Kalle” Birck-Madsen, at der blot havde været tale om en morsomhed. Ikke desto mindre var det belastende afsnit efterfølgende blevet slettet fra det officielle mødereferat. Senere har et tidligere medlem af Regnbuen vedgået at have overhørt en samtale mellem “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, hvorunder Birck-Madsen indrømmede, at han under politiets ransagning af Studenterhuset havde skyndt sig hjem til sin lejlighed i Bragesgade på Nørrebro for at bortskaffe gruppens pistol.

jesper-lund.jpgKøbenhavn Universitets lukkede for en kortere periode Studenterhuset og Kritiske Psykologer/Regnbuen og Studerende Mod Racisme blev smidt på porten. Det samme skete for “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, der for åben TV havde vedgået sig arsenalet af hemmelige våben. Jesper Lund (t.v.) stod samtidigt frem og indrømmede velvilligt til pressen, at han godt kunne finde på at bruge våben i sin kamp mod samfundet. Efterfølgende blev “Kalle” Birck-Madsen idømt bødestraf for brud på våbenloven. “En skuffende dom”, kaldte Birck-Madsen landsrettens afgørelse.

Tvangstanker
Især “Kalle” Birck-Madsen tog mildest talt ikke udsmidningen fra Studenterhuset pænt. Han nægtede ikke blot at tilbagelevere et sæt lånte nøgler til ejendommen, men planlagde, og opgav på sin advokats opfordring, i de følgende år en række injuriesager, politianmeldte forgæves såvel universitetet som navngivne medarbejdere og tabte en sag i Pressenævnet mod Ekstra Bladet.

Ifølge Birck-Madsen var hele sagen et “højre-radikalt plot” mellem Københavns Universitet, Politiets Efterretningstjeneste, Ekstra Bladet, Forsvarets Efterretningstjeneste, danske nazister samt “en sort-okkult gruppe”. Birck-Madsens konspirationsteorier blev støttet af vennerne i Foreningen Demos, der bl.a. hængte en navngiven medarbejder ved Ekstra Bladet ud som medlem af det danske nazistparti DNSB. En påstand, man dog senere blev nødt til at trække i sig igen.

Studenterhus-sagen blev iøvrigt en fjer i hatten for Foreningen Demos. Med udsmidningen af Studerende Mod Racisme mistede Antiracistisk Netværk sit hemmelige sekretariat i Studenterhuset. Det rykkede efterfølgende ind i Demos’ lokaler i kælderen til Elmegade 27, Nørrebro, hvor netværket siden 1995 har haft officiel adresse.

Solidaritetshuset
Siden udsmidningen fra Studenterhuset har man ikke hørt noget videre til Studerende Mod Racisme. Kritiske Psykologer/Regnbuen blev i første omgang drevet videre fra Birck-Madsens lejlighed på Nørrebro samt fra et kollektiv i Gentofte, hvor Anne Jønsson efter alt at dømme droppede sekt-lederen til fordel for hans højre hånd, Jesper Lund. Senere fik Regnbuen adresse hos Socialistisk Arbejderparti (en del af Enhedslisten), Nørre Allé 11, Nørrebro, inden man i sommeren 1994 flyttede ind i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, ligeledes Nørrebro.

Solidaritetshuset ejes i fællesskab af bl.a. Tillidsmandsringen, en gruppe venstreekestreme fagforeningsfolk fra Lager & Handel i København, og trykkeriet Røde Hane, der drives af det højtstående Enhedsliste-medlem Michael Schølardt. I midten af 1990erne var huset tillige hovedkvarter for den voldsautonome gruppe Rebel.

kalle-kvinder.jpg 
Nørrebro 1999: “Kalle” Birck-Madsen (yderst t.v.) udveksler blikke
med eks-kæresten Anne Jønsson. I midten hans daværende kæreste
Lone Vendelhaven. Den lyse hårtop bag hende tilhører
Martin Lindblom, leder af tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

Trofaste medlemmer af Regnbuen som Jesper Lund og Birgitte Ernst flyttede med Birck-Madsen til de nye omgivelser. Anne Jønsson gled tilsyneladende ud af billedet indtil hun et par års senere dukkede op sammen med Jesper Lund som leder af det militante Folkets Park Initiativet. I mellemtiden underskrev Jesper Lund sig offentligt som “tvangsaktiveret bistandsklient”, mens Birck-Madsen sammen med bl.a. Lars Ploug, der i dag er tilknyttet Monsun, forsøgte at stifte en ny gruppe. Jesper Lund, Anne Jønsson og Lars Ploug bor i dag sammen i en mindre andelsforening på Nørrebro, der også huser andre venstreekstreme.

Voldelig konflikt
I Solidaritetshuset kom “Kalle” Birck-Madsen og Regnbuen tidligt på voldelig kollisionskurs med Rebel, angiveligt fordi Birck-Madsen forsøgte at overtage Rebels rummelige lokale på anden sal. Håndlangere for Birck-Madsen, såsom den ekstremt voldelige René H. og en vis “Ådvardt”, kom ved flere lejligheder i slagsmål med Rebel-medlemmer. Under trusler om korporlig udsmidning af Tillidsmandsringens mere robuste medlemmer rykkede Birck-Madsen og en gruppe unge BZere i 1996 ind på fjerde sal i baghuset i Nørrebrogade nr. 56, hvor Birck-Madsen stiftede Gaderummet.

Gaderummet på Nørrebrogade
Gaderummet på Nørrebrogade blev opholds- og sovested for den yderste venstrefløjs allernederste lag af voldsberedte aktivister, nemlig psykisk syge, ungdomskriminelle og forhutlede hjemløse. Vold og stofmisbrug var en etableret del af hverdagen i Gaderummet, hvis klienter optrådte så utilregneligt, at de i perioder endog blev forbudt adgang til Ungdomshuset på den nærliggende Jagtvej. Samtidig blev klientellet rekrutteret som gadekrigere og demonstrationsfyld når f.eks. Antiracistisk Netværk skulle på gaden, ligesom stedet fungerede som base for besøgende udenlandske autonome.

Gaderummet blev delvis finansieret af Københavns Kommune, som “Kalle” Birck-Madsen til stadighed lå i strid med. Der blev iværksat flere undersøgelser mod Gaderummets drift og Birck-Madsen modtog flere påbud om en ansvarlig ledelse af stedet. I 2001 opsagde udlejer aftalen med Gaderummet og året efter afviste Socialministeriet at give yderlige støtte til stedet, bl.a. fordi Birck-Madsen vedvarende lod sit klientel overnatte trods et klart forbud fra brandmyndighederne.

“Kalle” Birck-Madsen slæbte (forgæves) udlejeren i Boligretten, men i 2002 blev en ung mand livsfarligt kvæstet under en brand i Gaderummet. Ilden opstod på ejendommens femte sal, som Birck-Madsen ulovligt brugte som sovesal for 20-25 unge, der måtte reddes ud af politi og brandfolk. Gaderummet stod nu foran lukning, men Københavns Kommune trådte til med en ekstrabevilling, bl.a. på betingelse af, at Birck-Madsen selv fandt nye lokaler, denne gang godkendt af brandmyndighederne.

Gaderummet i Rådmandsgade
Efter i et par år at have levet af københavnske skattekroner lykkedes det i 2004 “Kalle” Birck-Madsen at få Socialministeriet til at finansiere af en ombygning af ejendommen Rådmandsgade nr. 60, Nørrebro, hvor Gaderummet i maj 2005 flyttede ind. Som led i driftsaftalen med de offentlige myndigheder indgik Birck-Madsen aftale om, at Gaderummet blev omdannet til en selvejende institution med “juridisk holdbar bestyrelse”, ligesom Gaderummet nu blev underlagt de offentlige tilsynsmyndigheder.

Nepotisme
Med den nye struktur var Gaderummet formelt ikke længere “Kalle” Birck-Madsens private foretagende. Han var nu ansat af den selvejende institution Gaderummet – i praksis dennes bestyrelse – som daglig leder af stedet. Alligevel kunne bestyrelsesformanden, Ole Henriksen, i et brev i januar 2007 konstatere, at 49% af Gaderummets lønudgifter gik til Birck-Madsen og hans “familie og venner”. Af disse kan bl.a nævnes Birck-Madsens “sengekammerat” Alina Djakowska, hans tidligere elskerinde Anne Jønsson (der i dag også kalder sig Svoldgård), den unge Ditte Brandtrup (datter af en tidligere elskerinde), samt Fatima Lindegaard Petersen og Maya Thisted.

Misbrug
Udover Birck-Madsens nepotisme påpegede bestyrelsesformanden bl.a., at Gaderummets hverdag reelt styres af medlemmer af Regnbuen. Bestyrelsesformanden, der havde sin daglige gang i Gaderummet, kunne også oplyse, at Birck-Madsen ved mindst én lejlighed har tilberedt narkotiske svampe, som unge klienter senere indtog. Det synes iøvrigt at være velkendt, at “Kalle” Birck-Madsen er mangeårig hash-misbruger. Han er stærk modstander af psykofarmaka og skal i stedet råde Gaderummets sindslidende til “selvmedicinering”.

Magtkamp & hetz
I sit brev til Gaderummets bestyrelse foreslog formanden, at man bl.a. fik fastlagt en ansættelsesprocedure så “venner og familie ikke blev tilgodeses”. Maya Thisted, medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, udleverede brevet til Birck-Madsen, der hastigt fik samlet loyale medlemmer af Gaderummets tidligere foreningsbestyrelse, bl.a. Maya Thisted, og fyrede fondsbestyrelsen. Han allierede sig med BZ-advokaten Knud Foldschack og begyndte at forberede et juridisk slagsmål om hvilken bestyrelse der var Gaderummets lovlige myndighed. Samtidig førte Birck-Madsens trofaste kvinder sig frem på venstreekstreme hjemmesider med grove personangreb mod fondsbestyrelsens formand, ligesom de politianmeldte et bestyrelsesmedlem for “tillidsbrud”.

Truende skyer
Sideløbende med denne konflikt fik Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen rodet sig ud i nye og mere alvorlige problemer. I november 2006 blev han af tilsynsmyndighederne pålagt at rette op på en række kritisable forhold i Gaderummet. Bl.a. skulle stedets omfattende hash-misbrug til livs, ligesom personalet fremover “sætter sig ind i og arbejder efter Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinadministration.”

anne-og-alina.jpg
“Kalle” Brick-Madsen omgivet af sengekammeraten
Alina Djakowska (t.h.) og den trofaste Anne Jønsson.

Birck-Madsen forstod efter alt at dømme ikke sagens alvor og kaldte i sit svar tilsynets rapport for et “udkast”, som han fandt “uanvendelig”. Knud Foldschack måtte derfor på et møde med Københavns Kommune forklare Birck-Madsen, at han “måtte svare, enten at påbuddende var forkerte, eller at man selvfølgelig ville efterkomme påbuddene”. Senere modtog kommunen et brev fra Foldschack hvor han på vegne af Birck-Madsen lovede at rette op på tingene. Men Foldschack blev hurtigt underløbet af sin klient, der i et brev til kommunen knapt en måned senere igen kaldte tilsynsrapporten for “et udkast”, og beskyldte tilsynet for “uvederhæftig sagsbehandling” fordi rapporten ikke kunne “diskuteres”.

Samarbejdsproblemer
Samtidig beskyldte man Hvidovre Hospital for “psykiatrisk rænkespil”, ligesom Alina Djakowska og Maya Thisted, Birck-Madsen loyale kvinder, i et brev til kommunen beskyldte en navngiven psykiater fra Hvidovre Hospital for at arbejde “på bestilling”. Baggrunden for Regnbuens udfald mod Hvidovre Hospital var en henvendelse til Københavns Kommune fra hospitalets psykiatriske afdeling. Heri oplyste hospitalet, at man på grund af samarbejdsproblemer med Birck-Madsen trak sig fra samarbejdet med Gaderummet om psykiatrisk bistand. Kritikken af Birck-Madsen blev støttet af Opus, et prisbelønnet projekt, hvor teams af sygeplejesker, psykologer og socialrådgivere driver opsøgende arbejde blandt psykotiske unge. “Opus reklamerer her for sig selv på bekostning af Gaderummet”, vrængede Birck-Madsen tilbage og beskyldte lederen af Opus for at være “på medicinalindustriens løningsliste”.

Birck-Madsen fyres
I maj 2007 trak Københavns Kommune, ved et enigt Socialudvalg med socialborgmester Mikke Warming, Enhedslisten, i spidsen, omsider sin godkendelse af Gaderummet tilbage. I begrundelse hed det bla.:

“Der kan konstateres, at Gaderummet ikke har efterlevet de 6 påbud, som er indeholdt i forvaltningens tilsynsrapport. Gaderummet har endvidere i et brev af 18. april 2007 til Socialforvaltningen som svar på Hvidovre Hospitals henvendelse om samarbejdsproblemer, rettet angreb mod overlæge Henrik Rindom. Dette bestyrker forvaltningen i, at Gaderummet med den nuværende ledelse ikke vil være i stand til at etablere et godt samarbejde med behandlingspsykiatrien. Herudover skal der peges på de opståede kaotiske ledelsesmæssige forhold i Gaderummet, hvor Gaderummets leder reelt har tiltaget sig en enerådende magt, og hvor bestyrelsen for fonden Gaderummet er sat ud af spillet. I betragtning af, at Gaderummet har kontakt til en gruppe af skrøbelige unge, hvoraf mange har psykiske problemer, er det efter forvaltningens vurdering ikke forsvarligt, hvad der i dag foregår i Gaderummet.”

Dermed mistede “Kalle” Birck-Madsen også Gaderummets økonomiske støtte fra staten, der netop var betinget af kommunens godkendelse. Samtidig blev Birck-Madsen opsagt som leder af Gaderummet, ligesom hans skare af trofaste disciple blev fyret. Udover førnævnte Fatima Lindegaard Petersen, Maya Thisted, Anne (Svoldgård) Jønsson, Alina Djakowska og Ditte Brandrup drejer det sig om Pia Strøh, Anne Marie Janus Jensen, Sten Jørgensen og Marie Lottrup Poulsen.

Af andre aktivister omkring Gaderummet kan nævnes Henrik Risdorf, Tina Rathje, Ditte Krogh, Brian Hansen samt den tidligere straffede Thorbjørn Boldsen.

Besat
Siden da har Birck-Madsen, hans personale og 20-25 af hans klienter “besat” Gaderummet, hvorfra man har iværksat en heftig pressekampagne mod kommunen, truet den med sagsanlæg samt klaget til Ombudsmanden og Socialministeren. I skrivende stund har Københavns Kommune bedt Fogedretten sætte Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen og hans klike på gaden. Udover Knud Foldschack har han allieret sig med kendte venstrefløjsadvokater såsom Bjarke Madsen og Hanne Reumert og man vil formentlig forsøge sig med samme strategi som man anvendte omkring Ungdomshuset; at få fogedretten til at udsætte sin afgørelse indtil en længerevarende retssag har fastslået, at kommunen faktisk kan smide Regnbuen ud fra Gaderummet. I mellemtiden vil man sikkert forsøge at ophidse venstrefløjens gadekrigere til militant “forsvar” af Gaderummet og på den led presse Ritt Bjerregaard til igen at give efter for brand i gaden.

kalle-bz.jpg
BZ-psykologen Carl-Erik Birck-Madsen kalder efter sin fyring
samfundet “barbarisk” og “bestialsk” og spår dets snarlige undergang.

Udgang?
Både “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson har mange personlige kontakter i det venstreekstreme miljø omkring eksempelvis Monsun, Foreningen Demos, Antifascistisk Aktion og Folkets Park Initiativet. Birck-Madsen støttes ihærdigt af Dagbladet Arbejderen, organet for erklærede kommunister, men endnu har ingen venstrefløjsorganisation udsendt sympatierklæringer eller på anden måde udtrykt støtte til Birck-Madsens “sag”. Baggrunden herfor er formentlig, at Enhedslistens Mikkel Warming står bag (og indtil videre fast) på beslutningen om at stritte Birck-Madsen ud. En enkelt ekstremist – gammelkommunisten Poul Møller fra Flygtninge Under Jorden – har krævet Warmings afgang, men efter striden om islamisten Asmaa Abdol-Hamid ønsker flertallet på den yderste venstrefløj sikkert ikke endnu en intern strid.

På den anden side optræder ungmuslimer og autonome så voldsberedte i denne tid, at det ikke kan udelukkes, at Birck-Madsen gennem en åben voldsstrategi kan få sat så meget brand i gaden på Nørrebro, at han selv uden formel støtte fra den øvrige venstrefløj får presset venstrefløjsflertallet på Københavns Rådhus til at opgive ævred.

Dog har Gaderummet ikke nogen nævneværdig symbolsk eller praktisk betydning for hverken muslimer eller marxister, ligesom persondyrkelsen af Birck-Madsen i Gaderummet mildest talt ikke kan udstrækkes til det omkringliggende miljø. Den i øjeblikket mest sandsynlige udgang på Carl-Erik “Kalle” Birk-Madsens seneste konflikt er derfor, at han taber Gaderummet – ligesom han tidligere tabte Studenterhuset og Solidaritetshuset.