Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Tag: Balder Johansen

Byggeleder styrede skinheads

På baggrund af afsløringer bragt af den kendte blog Uriasposten, kan Junikredsen i dag fortælle historien om, hvordan Balder Johansen, daglig leder af det fondsejede byggefirma Logik & Co., i årevis har brugt farlige voldsmænd – såkaldte sharpskins – som gadekrigere i sit tæskehold ’Antifascistisk Aktion’.

Onsdag den 12. januar i år anholdt bevæbnet politi en påstået talsmand for Danmarks Nationale Front (D.N.F.) på hans bopæl i Nordsjælland. Myndighederne ledte angiveligt efter våben, men fandt ikke noget nævneværdigt. I stedet konfiskerede man under stor dramatik nogle kemikalier, den 43-årige anholdte angiveligt havde stående i sin kælder.

Forhadt af venstrefløjen
Ifølge D.N.F. var disse kemikalier, som myndighederne i øvrigt ikke ville oplyse noget om, dog kun ”rengøringsmidler, der kan findes i enhver almindelig husholdning.” Ikke desto mindre blev den 43-årige varetægtsfængslet for fjorten dage, sigtet for ”forsøg på fremstilling af en eller flere bomber eller eksplosiver”.

Den 43-årige mand er en af de mest forhadte skikkelser på den yderste venstrefløj. Han var i en lang periode centralt placeret i Københavns voldsautonome bevægelse omkring Balder Bergman Johansen, men valgte for seks-syv år siden at vende ryggen til sine ekstremist-venner på det yderste venstre.

Det er i hvert fald hvad Mediesyndikatet Monsun, under sit dæknavn ’Researchkollektivet Redox’, hævder. Fra sine lokaler på Nørrebrogade i København påstår man også, at den 43-årige lod sig debriefe i forbindelse med sin afhopning og at hans intime viden om bl.a. Balder Johansen er videregivet i Xerxes-rapporten.

Balder Johansen har gennem det fondsejede firma Logik & Co. i flere år arbejdet hårdt på at oparbejde en respektabel facade og han ses nu lejlighedsvis i selskab med samfundets spidser. Johansens voldsomme ambitioner trues dog af offentlighedens begyndende kendskab til hans voldelige fortid og forbindelser.

Hos Monsun har overvågning, chikane og hetz mod Johansens nu 43-årige tidligere kampfælle derfor længe haft topprioritet. I forbindelse med anholdelsen i onsdags var virksomheden da også hurtig til at offentliggøre både hans navn, billede og privatadresse på internettet.

Redox-håndlangeren
Sådanne typiske venstrefløjsmetoder fandt dog anstændigvis ikke genklang hos det store flertal af danske massemedier. Men på Ekstra Bladet valgte en vis Jan Søgaard side og gengav kritikløst bl.a. venstreekstremisternes personfølsomme oplysninger om den sigtede 43-årig.

Jan Søgaard var i mange år kriminalreporter hos konkurrenten B.T. Her kom han i foråret 2000 på sporet af, at den i offentligheden endnu ukendte Balder Johansen var andet end blot byggeleder i venstrefløjsvirksomheden Egen Vinding og Datter, hvorfra Logik & Co. senere blev udskilt.

I en afslørende artikel om den yderste venstrefløjs snuskede forretningsmetoder fortalte Jan Søgaard den gang bl.a.:

”Balder Johansen arbejder for firmaet “Egen Vinding & Datter” med hovedsæde i Ringsted. Han har ifølge B.T.s kilder i ca. to årtier været med i det autonome miljø og regnes i dag for en af miljøets anonyme “generaler” og strateger. Han har flere gange været anholdt under uroligheder i København, senest nytårsaften.”

Men derefter lod den erfarne kriminalreporter stifteren af tæskeholdet ’Antifascistisk Aktion’ (AFA) slippe af krogen. Måske opdagede han, at Balder Johansen har en pengestærk herre i ryggen, nemlig den kendte fondsrytter Knud Foldschack.

Uriaspostens afsløring
På Uriasposten rettede man den 13. januar kritisk lys på Ekstra Bladets politisk farvede dækning af sagen fra Nordsjælland. ”Ekstra Bladet med de venstreradikale – mod de højreradikale”, lød den nøgterne sammenfatning fra landets mest indflydelsesrige blog.

Til illustration af den herskende dobbeltmoral på Ekstra Bladet påpegede Uriasposten, hvordan medierne gennem ti år har hemmeligholdt identiteten på den mand, der i sommeren 2002 af en enig landsret fik stadfæstet sin dom på et års fængsel i en meget omtalt sag om grov, politisk vold:

”Et af de mest brutale politiske attentater herhjemme fandt sted på Vesterbro den 5. maj 2001. Ekstra Bladet beskrev det dengang, som ”et renlivet likvideringsforsøg”, da 4-5 autonome overfaldt nationalsocialisten Thomas Derry Nakaba, på vej hjem fra et fitnesscenter. Det lykkedes kun politiet at få dømt den ene, men selvom der ikke er navneforbud, har gerningsmandens identitet ikke været oplyst af et eneste medie. Heller ikke Ekstra Bladet.”

Uriasposten satte derefter navn på voldsmanden.

Søn af antisemit
Lennart Wulf Eichberg er søn af den i Danmark bosatte tyske sociolog Henning Eichberg og broder til komponisten Søren Nils Eichberg. Mens sidstnævnte efter alt at dømme er upolitisk, optræder Henning Eichberg i Danmark som typisk venstreorienteret akademiker, der f.eks. skælder ud over ”højreregeringens destruktionspolitik” fordi hans bevilling i 2003 blev sløjfet.

Men ifølge Institute for Global Jewish Affairs er Henning Eichberg i virkeligheden “the most important theorist of the right wing extremist New Right in Germany”; en “soft core” holocaustbenægter, der udspreder “a special kind of secondary anti-Semitism”.

Det vides ikke hvilken indflydelse Henning Eichbergs specielle form for jødehad har haft på sønnens udvikling til politisk ekstremist. Det kan dog konstateres, at mindst en af Lennart Eichbergs senere førerskikkelser offentligt har benægtet Israels eksistensret.

Husadvokat for tæskehold
Da Lennart Eichberg i 2001 blev dømt i Københavns Byret, kunne dagbladet Politiken fra retssalen bl.a. berette:

Efter domsafsigelsen stod faderen og stirrede frem for sig, mens den 25-årige i et hjørne hviskede med sin forsvarer, Hanne Reumert.”

Lennart Eichberg blev som den eneste dømt for attentatet mod det tidligere DNSB-medlem. Men yderligere to venstreekstremister var sigtet i sagen. Den ene ville pressen kun beskrive som ”en mand først i tyverne”. Tæskeholdets chauffør blev derimod lidt mere udførligt beskrevet som en ”23-årig kvinde med irakisk baggrund”.

Da den arabiske kvinde blev fremstillet i Dommervagten, observerede en journalist fra Politiken følgende optrin:

”En ung mand går baglæns ud af retslokalet, mens han holder et stykke papir op i luften. Han vil have pigens opmærksomhed, inden han forlader Dommervagten. Han råber hendes navn og peger på sit hjemmelavede skilt. »Advokat Hanne Reumert«, står der på papiret. Pigen skal bede om at få Hanne Reumert som advokat. Det er hans besked.”

Hanne Reumert havde travlt i 2001. Hun forsvarede samme år andre medlemmer af ’Antifascistisk Aktion’, der havde dannet banden ’HomoAktion’. Terrorcellens syv medlemmer stod tiltalt for en række brandattentater. Tre blev frikendt, heriblandt den homofile kvinde Ditte Løjborg. Andre fire blev dømt, bl.a. Esben Plenge og bandens leder Kristian Munk.

Samme år tabte Hanne Reumert en sag i Pressenævnet, da hun på vegne af Kristian Munk beklagede sig over, at en avis havde omtalt Munks deltagelse i urolighederne i Göteborg, hans deltagelse i uroligheder på Nørrebro og hans deltagelse i aktionen [hærværk & brandstiftelse] mod det tidligere halmværk i Brønderslev”.

Efter sin løsladelse slog Esben Plenge og andre AFA-medlemmer sig sammen i narko-ringen ’De brune Bude’. Bandens hovedmænd blev senere forsvaret af Hanne Reumert.

Forrige år anholdt PET et andet AFA-medlem, der i skrivende stund er sigtet for grov vold, dataindbrud og støtte til en terrororganisation. Kort efter sin anholdelse krævede A.R. sin beskikkede advokat udskiftet med Hanne Reumert.

Panik i Trollhättan
I modsætning til flere af sine medsammensvorne i ’HomoAktion’, så var Ditte Løjborg allerede midt i 1990erne et kendt ansigt i Københavns voldsautonome miljø. Hun var således med, da ’Antifascistisk Aktion’ i august 1996 drog til den svenske by Trollhättan for at iscenesætte, hvad Leif Thomsen, ekspert i politisk ekstremisme, rammende har betegnet som venstrefløjens ”postmoderne panikscener”.

Begivenhederne i Trollhättan lørdag den 17. august 1996 blev en af de mere pinlige episoder i ’Antifascistisk Aktions’ voldelige historie.

Ganske vist begyndte den anmeldte Hess-demonstration rodet og småkaotisk, men da disciplinerede aktivister fra ‘Nationalsocialistisk Front’ (N.S.F.) tog tøjlerne, udviklede arrangementet sig til en større propagandasejr for denne relativt nye gruppe. Svenske venstreekstremister skrev senere:

Bilder på dem spreds via media över hela landet och det blev ett uppsving med medlemsansökningar till organisationen. Lokalavdelningar började växta upp som svampar ur marken. nsf hade nu etablerat sig som det seriösa organiserade nazistiska alternativet.”

Mens talstærkt politi ud på aftenen eskortede ’Antifascistisk Aktion’ ud af Trollhättan, deltog omkring 200 tilfredse højreradikale i en koncert med det svenske orkester Svastika, der i 1994 gav koncert i Danmark.

Bombefund
Mod sædvane var styrkeforholdet i Trollhättan mellem højre- og venstreradikale rimeligt jævnbyrdigt. I stedet for at søge nærkamp med sine forhadte modstandere, så valgte ’Antifascistisk Aktion’, sammen med svenske og norske ligesindede, derfor mindre risikable slagsmål i byens parkanlæg med svensk politi.

Her blev tæskeholdets indsats hæmmet af en anden faktor. Svensk politi havde nært kendskab til AFA-medlemmernes forkærlighed for bomber og sprængstoffer. F.eks. havde man under uroligheder i Göteborg i 1993 fundet en ét kilo tung, livsfarlig sprængladning i et af deres køretøjer.

Svensk politi tog derfor ingen chancer, men foretog tidligt en grundig ransagning af de danske køretøjer i Trollhättan. Politiets vagtsomhed gav i uhyggelig grad pote. Man beslaglagde i alt 18 bomber. ’Antifascistisk Aktion’ stod derfor uden sine livsfarlige favoritvåben under dagens gadekamp mod ordensmagten.

Men fra Danmark havde der faktisk været nye bomber på vej.

”De folk er farlige”
Mens ’Antifascistisk Aktion’ tumlede rundt med politiet i Trollhättan, blev fire yngre mænd samme dag stoppet på motorvejen ved Rønnede på Sjælland. I deres bil fandt man store mængder af ”køller og sprængstoffer”. Alle fire var tavse som østers og blev derfor varetægtsfængslet.

Dansk presse interesserede sig ikke synderligt for sagen. Men en enkelt avis berettede dog bl.a.:

”Hvad de unge mennesker skulle bruge deres slagkraftige våbenarsenal til, har politiet ikke fået at vide. En teori går ud på, at de fire unge, der kørte i nordgående retning, da de blev stoppet, var på vej til Trollhättan i Sverige.”

Politiets teori blev senere på året bekræftet i et brev, afsendt fra et sted i det danske fængselsvæsen. Her havde brevskriveren stiftet bekendtskab med de anholdte mænd fra Rønnede, og vedkommende kunne bl.a. fortælle:

”Dem der blev stoppet på vej til Sverige, var nogle sharpskins, der har tilholdssted i København, Nørrebro. Flere af dem har gået i samme skole, men jeg regner med at alle kender hinanden fra skoletiden. De er alle sammen kronraget, går rundt i sorte adidasbukser, med hvide striber, som kendetegner de typer.”

De tre af mændene identificerede brevskriveren dernæst som Sebastian Østergaard Truelsen, Daniel Saginarlo Mikkelsen og Michael Andersen. Brevet sluttes med følgende advarsel:

”De folk er farlige. De skal stoppes før noget går galt.”

Desværre lyttede ingen for alvor til denne advarsel; bandens fjerde medlem var den senere så rottweiler-glade voldsmand fra Vesterbro, Lennart Wulf Eichberg.

Anholdt med Balder
Brevet fra efteråret 1996 bekræfter altså i og for sig de oplysninger, der står anført i den 8-9 år senere ’Xerxes-rapport’. Men faktisk er Balder Bergman Johansen ved mindst en lejlighed blevet anholdt i selskab med Lennart Eichberg og hans kronragede venner ”Seb” og ”Pikken”.

Det skete natten til den 1. november 1994, hvor politiet pågreb en maskeret Balder Johansen i færd med at angribe DNSB’s hovedkvarter i Greve.

Med sig havde ”Generalen” hele sit tæskehold på knap 40 medlemmer. Mange var bevæbnede og i deres bus fandt politiet store mængder af ”jernrør, slangebøsser og trækøller”. Et arsenal, som det purunge AFA-medlem Melanie Wange Larsson tog skylden for.

Det gjorde hun måske fordi Stephan Klinthøj Rasmussen og Christian Zwettler i forvejen var dømt for væbnet bankrøveri. Balder Johansens højre hånd, Martin Lindblom, var med sine tidligere domme for groft hærværk sikkert heller ikke villig til tage skraldet.

Det var Martin Lindblom, der få år før sin død sprang ud som eksistensretsbenægter.

Enhedslistens Pelle Dragsted tager i dag afstand fra sin voldelige fortid, så lad os ikke hvile for meget ved ham.

Politiet anholdt også Maria Sønnøve Pagels, der som ”Generalens” faste og ganske unge sengekammerat hurtigt var kommet til tops i hans tæskehold. Alderen har dog ikke gjort Maria Pagels klogere, for så sent som 2005 blev hun igen pågrebet af politiet.

Flere andre anholdte end Lennart Wulf Eichberg havde prominente aner på den yderste venstrefløj. Således blev også en søn af 68-veteranerne Bente Hansen og Benny Holst ført væk i håndjern den nat i Greve.

_

Charlotte Johannsen – Hvad og hvem drev hende?

I forrige uge lykkedes det en yngre kvinde fra Århus at få de femten minutters verdensberømmelse (dog kun i Danmark), som den homoseksuelle kunstnermillionær Andy Warhol en gang lovede alle, der ville.

Charlotte Johannsens vej til medierne var udgivelsen af en bog hvori hun hævder, at hun gennem 7-8 måneder sidste år skal have udspioneret White Pride i Århus, der tilhører en af landets ældste og mest kendte hooligangrupper.

Fattig kost
I begyndelsen af 1990erne infiltrerede en ung, norsk pige Antifascistisk Aktions afdeling i Oslo. Som betroet medlem deltog hun i møder i bl.a. Danmark og kunne i 1994 afslører, at Balder Johansen, der i dag driver såvel byggefirmaet Logik & Co. på Nørrebro som Strictly Underground på Christiania, fra sin daværende adresse på Nørrebrogade 52 ledede Antifascistisk Aktion i København.

Sådanne saftige afsløringer finder man ikke i Charlotte Johannsens bog, der bærer den ejendommelige titel Forklædt som nazist – En Århushistorie. Som det tynde øl flyder hun rundt mellem byture, privatfester og offentligt tilgængelige møder, skriver angiveligt sine indtryk ned i dagbøger, men kan ikke meddele offentligheden andet, end hvad der i forvejen er kendt.

Dog mener Charlotte Johannsen tydeligvis selv, at hun får afsløret, at der er personsammenfald mellem White Pride og foreningen Vederfølner. Men det har pressen, med venstrefløjens private efterretningstjeneste Redox som vanlig fødekilde, skreget op om vistnok ligeså længe Vederfølner har eksisteret.

Heller ikke det forhold, at drenge ned til 15-års alderen opsøger White Pride, er specielt nyt. Tværtimod er det en udvikling, myndighederne gennem de seneste år har set i hele hooligan-miljøet.

Bogen indhold opsummeres alt i alt meget godt af en anmelder i Politiken. Charlotte Johannsen beskriver

”… en højrefløj med for det meste yngre rare mennesker, der går i byen og er, som unge er flest… Og det er desværre mest det, hendes beretning handler om – de mange druknætter og så et noget specielt personligt forhold til én af de tilsyneladende mindre rabiate fodboldbøller…
Da hun nærmer sig den absolutte inderkreds i White Pride, bliver hun fanget af sin egen indiskretion over for en arbejdskammerat og frygter at blive afsløret. Hun flygter i maj 2009 til København…”

Antifascistisk Aktion
Ifølge eksperterne er danskerne vilde med kokain. Alligevel gør Charlotte Johannsen i sin bog et påstået kokainforbrug blandt White Prides medlemmer til noget nærmest særegent for højrefløjens unge.

Det er derfor måske værd at minde om, at i juni 2000 blev et fremtrædende medlem af Antifascistisk Aktion, Stefan Klinthøj Rasmussen, idømt 9 års fængsel for forsøg på fremstilling af 10 kg. amfetamin. Under sin afsoning i statsfængslet Vridsløselille bliver han i august 2001 stukket ned i et opgør om gæld.

Stefan Klinthøj Rasmussen blev i 1993 dømt flere års fængsel for politisk motiveret bankrøveri. Samme dom fik østrigeren Christian Zwettler, der er et overordentligt prominent medlem af Antifascistisk Aktion.

I 2002 optrevler politiet den københavnske narko-ring ’De brune Bude’, der drives af Antifascistisk Aktions medlemmer. Blandt de anholdte er Esben Plenge, der udpeges som den ene af bandens tre ”top-figurer”. Esben Plenge er tidligere dømt 1 år og 8 måneders fængsel for brandstiftelse, begået sammen med bl.a. Kristian Munk, også prominent medlem af Antifascistisk Aktion.

To højtstående medlemmer af Antifascistisk Aktion er i øjeblikket sigtet for grov vold, dataindbrud og økonomisk støtte til en terrororganisation – nemlig Antifascistisk Aktion.

Da Ekstra Bladet i søndags konfronterede ”Jonas Jensen” fra Redox med gruppens samarbejde med Antifascistisk Aktion, kunne han pludselig ikke høre. Og Charlotte Johannsen ville pludselig kun lade sig interviewe per e-mail.

Fostret på venstrefløjen
Det fremgår af både bogen og presseomtalen, at Redox fra begyndelsen var voldsomt involveret i Charlotte Johannsens spionvirksomhed. Man gik så vidt, at hun fik tildelt en art føringsofficer – ”Peter” – der løbende fodrede hende med information og gode råd.

Bogen er da heller ikke skrevet af Charlotte Johansen, men af to yngre journalister fra det venstreorienterede dagblad Information, der begge har en nær fortid på den alleryderste venstrefløj. Marchen Neel Gjertsen har tidligere været byrådskandidat for Enhedslisten i Odense. Sebastian Gjerding er en gammel kending fra bl.a. den terrordømte ’Foreningen Oprør’, og har skrevet for hjemmesiden Modkraft.

Når man ved, at Modkraft drives af det lille venstrefløjsfirma Monsun på Nørrebro, og samtidig ved, at Redox drives fra Monsuns lokaler, så kunne især Gjerdings skikkelse indikere, at bogen reelt er skrevet og tilrettelagt af Redox.

Enhedslisten, Antifascistisk Aktion, Redox og hvad der forskellige venstrerabiate grupper nu ellers hedder, er f.eks. rørende enige om at afvise enhver tale om bandekrig mellem dem og White Pride. Den holdning genfinder man da også ublu i den bog, som Charlotte Johannsen altså har lagt navn til.

I venstrefløjens propaganda er det ligeledes typisk, at fremstille White Pride og foreningen Vederfølner som eet fedt. Dette kneb genfinder man også i rigt mål i Forklædt som nazist, hvor et virvar af personer f.eks. det ene øjeblik er medlemmer af White Pride, mens det andre steder fremgår, at deres medlemskab ofte ligger flere år tilbage.

Bogen, der er udgivet på Informations Forlag, er altså ikke politisk neutral, men tjener alene det yderste venstres interesser.

Tvivlsomme motiver
Ifølge Charlotte Johannsen påtog hun sig den spændende opgave på eget initiativ, angiveligt i indignation over at en nær ven – ”Oliver” – havde fået klø af White Pride. ”Og jeg var vred over, at ingen blev dømt for overfaldet. Det havde ingen konsekvenser for overfaldsmanden”, hævder hun i et interview til Politiken.

Samme sted afviser Charlotte Johannsen kategorisk, at hendes spionage var politisk motiveret, og hun vil kun erkende, at hun har været til ”nogle møder” i den kommunistiske ungdomsorganisation Rød Ungdom (opløst marts i år).

Om Rød Ungdom fastslog Dansk Ungdoms Fællesråd i 1997, at gruppen ”ikke anerkender grundlovssikrede rettigheder som f.eks. stemmeretten og ytringsfriheden”, ligesom Mikkel Thorup, ansvarshavende redaktør af gruppens blad Lige Venstre, i samme periode blev dømt for injurier.

Det er derfor værd at bemærke, at Charlotte Johannsens fremstilling til Politiken ikke stemmer med indholdet af hendes bog. Heri fremgår det, at hun i en tidlig alder blev medlem af den kommunistiske ungdomsorganisation, og at det er herfra hun kender ”Oliver”.

I overensstemmelse med sit stalinistiske moderparti DKP/ml, så skulle staten ifølge Rød Ungdom forbyde bl.a. nationalsocialisme. ”Jeg er ikke interesseret i at forbyde nazisme eller racisme”, hævder Charlotte Johannsen i dag.

Charlotte Johannsens påstand om, at det var moralsk indignation over, at ingen blev dømt for det påståede overfald på ”Oliver”, der gjorde hende til spion mod bl.a. gamle sportskammerater, stemmer heller ikke med de oplysninger, som Uriasposten har gravet frem om den pågældende episode. ”Da politiet ankom, ønskede manden, som skulle være blevet overfaldet, dog ikke at tale med ordensmagtens repræsentanter”, afslører et direkte citat fra Århus Stiftstidende.

Spion for ’Huset’
Charlotte Johannsens påståede rene motiver til sin spiongage harmonerer heller ikke, at hendes mission startede som en opgave for en gruppe autonome, der, med tilladelse fra Århus Kommune, gennem det meste af 2008 holdt til i et nedlagt medborgerhus. Lad os kigge lidt nærmere på dén sag:

Ved udgangen af 2007 lukker Århus Kommune medborgerhuset ’Huset’ i den gamle museumsbygning på adressen Vester Allé nr. 15. Efter en bølge af militante BZ-aktioner og politisk pres fra Enhedslisten, får autonome i marts 2008 stillet dele af bygningen til rådighed som midlertidig værested.

Det er meningen at ’Fristedet’, som de autonome kalder værestedet, skal være åben for alle byens unge, men allerede i maj går den mangeårige venstrefløjsaktivist Pedro da Palma til pressen og afslører, at værestedet styres af ”en hård kerne af aktivister”, der med ”censur, eksklusion af enkeltpersoner og voldelige konfrontationer med højrefløjen” går efter ”magt og kontrol med venstrefløjen”.

”Nogle har en hysterisk angst for nazisterne… Ok, de er i ­byen, men vi skal ikke puste problemerne op”, bekræfter andre brugere af værestedet.

Under overskrifter som Autonome bag losseplads i midtbyen, Husets naboer i oprør over grafitti, Unge hærger bevaringsværdigt hus, Naboer frygter nyt ungdomshus og Nabo til Huset føler sig tyranniseret sætter pressen i sommeren 2008 spot på de lovløse tilstande omkring det tidligere medborgerhus. Blandt andet skriver Jyllandsposten:

”Som tidligere beskrevet på jpaarhus.dk er den bevaringsværdige bygning nu blevet hærget af en gruppe autonome, der – stik mod alle aftaler – kravler rundt på taget, overnatter i huset, overmaler bygningen med graffiti og generer naboerne med larm og svineri.”

Og videre:

”Og nu har de unge brugere sat trådgitter, træpaller og krydsfiner for vinduerne. Naboerne er bekymrede for, om planen er at omdanne Huset til en fæstning, som det bliver vanskeligt for politiet at rydde, når lejeaftalen udløber i slutningen af oktober.”

Velbevæbnet
Århus Kommune forlænger alligevel fristen til januar 2009. Beslutningen bliver taget af den socialdemokratiske kulturrådsformand Flemming Knudsen, der til pressen bl.a. udtaler:

”Det er mit indtryk, at der efter en række startvanskeligheder er kommet ro omkring Huset, og at der siden sommer har foregået en række spændende aktiviteter.”

Blandt de ”spændende aktiviteter” i det autonome klubhus er bl.a. et arrangement i september 2008 med danske medlemmer af det internationale netværk Anarchist Black Cross, der af de spanske myndigheder betegnes som en terrororganisation.

Blandt deltagerne er Charlotte Johannsen.

Flemming Knudsens naivitet omkring de rabiate unge i ’Huset’ stilles til skue, da politiet, i forbindelse med et gadeslagsmål, den 31. oktober trænger ind i lokalerne. Betjentene bliver mødt af kampklare autonome, der hastigt smider deres mange slag- og stikvåben fra sig. Århus Stiftstidende fortæller:

”Inde i den del af Huset, de autonome unge bruger – det tidligere træværksted – fandt politiet 19 slagvåben, en kniv samt en kasse med såkaldte malingbomber.
Blandt slagvåbnene var der bordben, cykelstyr, rør med monterede håndtag samt lægtestave med søm i.
Desuden fandt politiet en almindelig uskyldig bordkniv, som ved hjælp af en slibesten var gjort alt andet end uskyldig. »Den var slebet skarp i begge ­sider, så den var blevet til et tveægget våben,« siger vagthavende hos Østjyllands Politi.
Malingbomberne var plastik­poser, fyldt med maling og dybbet
[sic.] i stearin. Det sidste for at gøre dem mere robuste.”

Inden Århus Kommune i januar 2009 sætter de autonome på gaden, kan en nærliggende Netto-butik fortælle, at ”man havde set sig nødsaget til at hyre vagter pga. problemer med en hård kerne af uroskabende unge fra Huset. De unge generede både kunder og ansatte.”

I månederne efter rømningen udsættes både ejendommen og det byggefirma som istandsætter den, for en systematisk hærværkskampagne. På vægge og mure males slagord som ”Nyt hus her nu!!!”, ”No fåking nazis” og ”Antifa”.

Trusler og hetz mod værtshuse
Under netop navnet Århus Antifa ligger de autonome i ’Huset’ i voldelig konflikt med bl.a. White Pride. Om de to grupper fastslår politiinspektør Morten Anker Jensen i september 2008, ”Det er en flok bøller, der simpelthen kæmper om at få magten i Århus. Det er en magtkamp ligesom rockerkrigen.”

Århus Kommune stiller lokaler til rådighed for unge venstreekstremister, men ikke for White Pride og beslægtede unge. De samler sig i stedet omkring bestemte værtshuse i byen. Som led i bandekrigen iværksætter det yderste venstre sommeren over 2008 en skræmmekampagne mod ejerne af de pågældende udskænkningssteder.

Først udsættes værtshuse som Den Gamle Høker for flere tilfælde af hærværk, ledsaget af anonyme trusselsbreve. ”Smid højrefløjen på porten, så er vi kvit. Ellers kommer vi”, lyder beskeden. Da ejeren går til pressen og afslører venstrefløjens gangstermetoder, stopper afpresningsforsøgene.

I stedet flytter chikanen til Århus Byråd, hvor Enhedslistens Keld Hvalsø Nedergaard truende spørger, ”Har borgmesteren haft disse værtshusbevillinger oppe til vurdering i bevillingsnævnet?”

Tidligere spionforsøg?
Keld Hvalsø Nedergaard fortsætter sin hetz mod værtshusejerne i partibladet Socialistisk Information, hvor han i august 2008 bl.a. anfører, ”Jeg vil rejse en forespørgsel til kulturrådmanden og borgmesteren, f.eks. om hvad man ved om bestemte værtshuse, hvor der højlydt planlægges voldelige overfald.”

Byrådsmedlemmets påstand om ’højlydt planlægning’ på værtshuse kan naturligvis være rent opspind. Men det er alligevel værd at lægge mærke til, at Charlotte Johannsen for det første efter eget udsagn først begynder sin spionvirksomhed i november 2008; for det andet begynder hun netop sin spionage på et af White Prides påståede stamværtshuse.

Hvalsø Nedergaards kryptiske udsagn i Socialistisk Information kunne indikere, at den unge stikkerske påbegyndte sit arbejde for det yderste venstre flere måneder før det tidspunkt, hun hævder i sin bog. Men der synes ikke at være nogen grund til, hvorfor hun skulle lyve om dette forhold. Tværtimod, så ville hendes beretning netop stå sig stærkere, jo længere hun havde fraterniseret med fjenden i den frygtede hooligangruppe.

Den mest logiske baggrund for Keld Hvalsø Nedergaards påstand synes snarere at være, at Enhedslisten tidligere har forsøgt sig med at udsende spioner til de beværtninger, hvor White Prides formodes at holde til. Mere om det senere.

Ny lys på gammel sag
Charlotte Johannsen hævder i sin bog, at hun begynder sin spionage den 1. november 2008, hvor hun opsøger værtshuset Den Hvide Hest. Til pressen påstår hun bl.a., Jeg forhindrede faktisk nogle overfald og kunne advare nogle i Huset om, at der var nogle på vej, allerede den første aften.”

I sin bog skriver Charlotte Johannsen om episoden:

”Pludselig rejser de sig begge to synkront, tager deres jakker på og kommer over til vores bord… De tre stikker hovederne sammen, og det er tydeligt, at de ikke vil have, at nogen følger med i deres samtale.
Efter at have talt med Lindberg fortsætter de ned til gruppen ag drenge, som lige er kommet, og beder dem følge med…
… attitude fortæller mig, at det ikke er noget jeg skal blande mig i. Men den bekræfter min formodning: Gruppen af drenge skal ned til Huset.”

Charlotte Johansen fortæller dernæst, at hun går ud på toilettet og sender en advarende SMS til ”Sigrid”, hendes hemmelige kontakt i ’Huset’ efter ”Olivers” afgang til København: ”… en stor gruppe går nu. Måske ned til jer. Svar ikke tilbage. For farligt. Alle er her. Også de gamle. Den Hvide Hest.”

Trods sin dramatiske beretning er det altså klart, at Charlotte Johannsen i virkeligheden ikke aner det fjerneste om, hvorvidt den påståede gruppe skulle ned til ’Huset’ eller ej. Måske var det faktisk sandt, at ”de skal bare videre”, som hun fik forklaret.

Men Charlotte Johannsens beretning kaster nyt lys over en mystisk batalje ved ’Huset’, der fandt sted tidlig morgen samme dag, hvor hun senere tropper op på Den Hvide Hest.

Lørdag den 1. november 2008 kl. ca. 2.30 støder to fremtrædende medlemmer af Enhedslisten – Rune H. Jacobsen og Peter Hegner Bonfils – angiveligt sammen med 10-15 unge. Jacobsen stikker af, mens Hegner Bonfils tilsyneladende får en regulær omgang bøllebank.

Peter Hegner Bonfils er i forvejen kendt som talsmand for Antiracistisk Netværk, der omfatter bl.a. Enhedslisten og Antifascistisk Aktion. Han har tæt forbindelse til den voldsberedte gruppe i ’Huset’ og har til pressen bl.a. erkendt, at han er nær ven af gruppens mest berygtede medlem, den flere gange voldsanmeldte Lasse Poelman.

Modstridende forklaringer
Umiddelbart efter sammenstødet foran ’Huset’ går Peter Hegner Bonfils i flyverskjul for pressen. Derimod udsender Enhedslisten i løbet af lørdagen en pressemeddelelse, hvori man udpeger ”10-15 hætteklædte folk fra White Pride” som de påståede gerningsmænd. Samme aften kl. 22.02 bringer Politiken online den første pressehistorie om sagen. Rune H. Jacobsen optræder som sandhedsvidne og hævder bl.a., at de påståede gerningsmænd har hættetrøjer og solbriller på”.

Jacobsen hævder også til Politiken, at White Pride ”står foran indgangen”. Men dagen efter fortæller han til Ekstra Bladet, at gruppen havde ”gemt sig i ly af mørket bag Huset”.

Peter Hegner Bonfils’ forklaring til Politiken samme søndag stemmer heller med historien om, at gerningsmændene skulle have været maskerede. Bonfils påstår nemlig, at han kunne ”fornemme en genkendelsens glæde i deres øjne” og fastslår ”Jeg kender ikke nogle af dem, som overfaldt mig”.

Udover Rune H. Jacobsen og Peter Hegner Bonfils, så giver prominente Enhedsliste-medlemmer som Hans Jørgen Vad og Keld Hvalsø Nedergaard også interviews om sagen. Alle fire bestræber sig ihærdigt på at give indtryk af, at Hegner Bonfils fik klø fordi han var talsmand for Antiracistisk Netværk. Den udlægning afvises af politiet: ”Det er vor umiddelbare opfattelse, at han blev ramt, fordi han opholdt sig på det sted, hvor der var konflikt. Det var ikke fordi, at han er talsmand”, fastslår ordensmagten.

Tæsk af autonome?
Fjorten dage senere bringer det venstreorienterede dagblad Information en større historie om venstrefløjens trængsler i Århus. Man interviewer også Peter Hegner Bonfils, der nu pludselig kan tilføje nye og dramatiske detaljer om gerningsmændene. De var ”klædt ud som autonome”, ”mange af dem var meget unge” og han hørte ”en direkte ordre fra en af de ældre fyre i gruppen”.

Det påfaldende er naturligvis, at Peter Hegner Bonfils’ beskrivelse af gruppen som mestendels meget unge under kommando af nogle få ældre, først ser dagens lys fjorten dage efter, at Charlotte Johannsen har besøgt Den hvide Hest og angiveligt observeret en sådan intern struktur i White Pride.

Trods Enhedslistens ihærdige anstrengelser i pressen, så var der nemlig intet der forbandt White Pride med Peter Hegner Bonfils’ klø. Hans udtalelser til Information forekommer derfor som en art griben efter halmstrå, hvor et stykke frisk sladder fra Charlotte Johannsen om White Pride, plantes i pressen som indicium mod gruppen.

Lægger man dertil Bonfils og Jacobsens skiftende og modstridende forklaringer, så tegner der sig et billede af, at når gerningsmændene var klædt som autonome, så var det fordi det faktisk drejede sig om autonome.

Korporlig afstraffelse af hinanden er ikke ukendt på den yderste venstrefløj. F.eks. kunne dagbladet BT i sommeren 2002 berette, ”En fra ’De Brune Bude’ fik banket et par tænder ud, da han mødte op til en fest i Antifascistisk Aktion, hvor han ikke længere var velkommen.”

Mærkværdig tavshed
I sin bog fortæller Charlotte Johannsen om, hvordan Redox beredvilligt viste hende et omfattende billedkartotek over politiske modstandere. Det forekommer usandsynligt, at Redox ikke med samme villighed skulle have givet Peter Hegner Bonfils og Rune H. Jacobsen adgang til disse billeder, så de påståede gerningsmænd fra White Pride kunne identificeres.

Var gerningsmændene derimod rundet af Jacobsens og Bonfils’ eget miljø, så var bistand fra Redox naturligvis overflødig. Her to år senere har de to Enhedsliste-medlemmer i hvert fald stadig ikke identificeret så meget som én af de påståede 10-15 gerningsmænd.

Det er også højst mærkværdigt, at det ellers meget omtalte overfald på Peter Hegner Bonfils overhovedet ikke nævnes af Charlotte Johannsen. Selv om det oven i købet fandt sted mindre end et døgn før hun opsøger White Pride.

Denne påfaldende tavshed i Charlotte Johannsens bog synes at være led i en bevidst bestræbelse på, helt at holde Enhedslisten ude af hendes beretning. Måske fordi hun i virkeligheden spionerede på vegne af det lille ekstremistparti?

Det kunne ikke blot Peter Hegner Bonfils’ udtalelser til Information tyde på. I forbindelse med Enhedslistens propagandafremstød omkring det påståede overfald på ham, udtalte Keld Hvalsø Nedergaard den 4. november 2008 til Århus Stiftstidende, ”Alle kender værtshusene, hvor de kommer. Vi har haft folk siddende på dem, og de har hørt dem tale højt om, at nu skulle den og den angribes.”

Nu er det ikke sikkert, at Keld Hvalsø Nedergaard sigter til 21-årige Charlotte Johannsen. Men det står under alle omstændigheder fast, at Enhedslisten er et parti, der roder med privat efterretningsvirksomhed. En trafik, som PET ellers kraftigt har kritiseret.

White Prides sagnomspundne leder – som Charlotte Johannsen tydeligvis intet aner om – forklarede 25/10 i år til programmet 21 Søndag, at gruppen kæmper for at undgå Nørrebro-tilstande i Århus. Virker White Prides hårdhændede metoder? ”Det seneste års tid har mellem 10 og 15 unge fra den yderste venstrefløj forladt Århus og er søgt til København”, kunne Jyllandsposten fortælle for knap et år siden.

Charlotte Johannsen er efter eget udsagn flyttet til Sverige.

_

“Kirkeasyl” dømt

Københavns Byret har dømt den venstreekstreme dækorganisation “Kirkeasyl” en klækkelig bøde og samtidig konmfiskeret den kriminelle organisations formue på over 300,000 kroner.

“Kirkeasyl” blev oprettet i forsøg på hjælpe muslimske grænseoverløbere med at bryde dansk lov og ret.

Bag den kriminelle organisation står bl.a. Balder Johansen fra Nørrebro-virksomheden Logik og Co., der støtter den iranske narko-gangster og voldsmand Elias Karkavandis forsøg på at få omstødt sin status af tålt ophold.

Balder Johansen drev i mange år tæskeholdet Antifascistisk Aktion. Blandt hans faste håndlangere fandt man “Pikken” og “Doktoren”, to dømte voldsmænd, der ligesom Elias Karkavandi huserede på Christiania og Nørrebro.

Antifascistisk Aktion, Politiken og Kafa-X

INTRO: NØRREBRO 1998

I 1998 overfaldes parlamentarikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro. Hun søger efterfølgende tilflugt i bank, der omringes af sortklædte autonome. Kjærsgaard slipper først væk da bevæbnet politi ankommer til stedet.

Selv om den formodede gerningsmand, Frank Piasecki Poulsen fra TV-Stop, har nære relationer til Antifascistisk Aktion (AFA), bliver det venstreorienterede tæskehold aldrig officielt sat i forbindelse med volden mod Dansk Folkepartis leder.

Frank Poulsens TV-Stop filmede ivrigt begivenhederne. Junikredsen har for nylig gennemgået de gamle optagelser og kan i dag dokumentere, at belejringen af Kjærsgaards tilflugtsted blev orkestreret af AFA-medlemmer.

På nedenstående billeder ser man først et kvindeligt AFA-medlem dukke op med propagandamateriale, som hun overdrager til en sortklædt og formummet mand, der optrådte som leder af det autonome pøbel.

Det prominente AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA’s propaganda på facaden af den bankbygning, hvor en forslået og skræmt Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt.

Mens dette står på, bliver den formummede mand opdækket af en brutalt udseende gadekriger, der vagtsomt holder øje med gaden.

Af billederne fremgår det ikke umiddelbart, at de på bankfacaden opsatte klistermærker er propaganda for Antifascistisk Aktion. Men Junikredsen kan afsløre, at materialet blev fremstillet i forbindelse med kampagnen ‘Stop Udvisningerne’, som AFA søsatte året før.

Propagandamaterialet for denne kampagne blev trykt både med og uden AFA’s navn. I forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard valgte tæskeholdet den anonyme variant.

En kvinde fra AFA dukker hastigt op og giver det medbragte propagandamateriale videre til gruppens formummede leder.

Det fremtrædende AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA's klistermærker på facaden af Pia Kjærsgaards tilflugtssted.

Mens dette foregår, dækkes den sortklædte leder af en rå type (yderst t.v.), der vagtsomt afpatruljerer gaden.

Propagandaen for AFA´s kampagne 'Stop Udvisningerne' blev trykt både med og uden Antifascistisk Aktions navn og daværende adresse.

Siden overfaldet på Nørrebro i 1998 har Pia Kjærsgaard levet under fast beskyttelse af PET. Her tolv år senere har efterretningstjenesten rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraffer mod et ledende AFA-medlem. Dagbladet Politiken giver i den anledning det venstreorienterede tæskehold et klap på skulderen.

. . .

I forrige uge blev der rundsendt en advarsel til dansksindede borgere om, at journalister fra dagbladet Politiken angiveligt forsøgte at indsamle information om venstrefløjens tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

AFA-relationer
Ifølge advarslen skulle eventuelle kontaktede borgere være opmærksomme på, at Politiken har tætte relationer til AFA. Fra Enhedslistens daværende ugeavis ’Socialisten Weekend’ rekrutterede man for nogle år siden således Jakob Martin Strid, der som tegner, grafiker og layouter var et prominent AFA-medlem.

Efter kun et år på Politiken, hvor han bl.a. nåede at true historikeren Lars Hedegaard på livet, forlod Jakob Martin Strid af egen drift avisen. På redaktionen begræd man hans afgang og understregede, at man gerne ser ham tilbage i folden.

På det seneste har dagbladet Politiken rekrutteret AFA’s sagnomspundne general, Balder Bergman Johansen, der driver håndværkerfirmaet Logik & Co. på Nørrebro, som medlem af en ”tænketank”, der skal knuse ungdomsarbejdsløsheden.

Balder Johansen blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Sammen med den nyligt afdøde Martin Lindblom dannede Balder Johansen i 1992 AFA og er i dag en af generalerne bag Kirkeasyl. Han driver tillige foreningen Strictly Underground, der har finansieret AFA og sammen med tæskeholdet forfulgt journalisten Lars Villemoes.

Afsenderen af forrige uges advarsel mod dagbladet Politiken påpegede, at der derfor måtte herske stor usikkerhed om, hvor avisens informationer havner henne, ligesom afsenderen anså det for givet, at en eventuel artikel i Politiken om AFA ville blive konstrueret i samarbejde med tæskeholdet.

Rabiat debattør
Junikredsen kan bekræfte ovenstående oplysninger om Politikens relation til AFA. Avisens alliance med voldsberedte ”antifascister” (dybest set pro-kommunister) bekræftes tillige af en anden skikkelse.

Politiken har nemlig også rekrutteret den ekstreme venstrefløjsdebattør Rune Engelbreth Larsen som bl.a. fast giftspreder mod Dansk Folkeparti. Engelbreth Larsen har efter alt at dømme aldrig været medlem af AFA, men har beviseligt samarbejdet med Foreningen Demos, da denne stadig gjorde tjeneste som tæskeholdets efterretningstjeneste.

Rune Engelbreth Larsen har tidligere opfordret til at møde fascismen slag for slag. Hans voldsopfordringer blev senere ledsaget af nøje instrukser til herboende muslimer om, hvordan de lovligt bør anskaffe sig skydevåben til fremtidigt selvforsvar mod den danske befolkning.

Rune Engelbreth Larsens omhyggelige våbeninstruks er i dag en populær tekst blandt ”antifascister” og danner formodentligt, sammen med bl.a. våbenindkøb i Tyskland, en del af baggrunden for PET’s advarsel om, at disse kredse i stigende grad forsøger at anskaffe sig våben.

Rune Engelbreth Larsens våbeninstrukser er i dag en populær tekst blandt venstrerabiate. Nederst t.h. en reklame for Autonomt Info.

Begrundet mistanke
Dagbladet Politiken havde søndag den 14. marts ganske rigtigt en større historie om tæskeholdet Antifascistisk Aktion, fordelt på tre artikler. Inden vi går til indholdet af disse artikler, vil vi dog gerne knytte et par kommentarer til forrige uges advarsel, som nogen – er vi bekendt med – har opfattet som lige lovlig konspiratorisk.

Dagbladet Politiken er i de senere år blevet mere ekstremistisk. Avisen er i dag stærkt regeringsfjendtlig og agiterer for en tilbagevenden til pro-socialistiske og pro-muslimske tilstande. Man ønsker kort sagt flere skatter og flere muslimer.

Samtidig står det fast, at venstrefløjens private efterretningstjenester får bistand af journalister tilknyttet massemedierne. Det har den nu afdøde Demos-fører Erik Jensen bl.a. indrømmet i et interview, ligesom professionelle pressefotografer beviseligt er i sold hos Redox.

Ser man på de to journalister – Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen – så kan man også konstatere, at ingen af dem optræder blandt de 38 Politiken-medarbejdere, der offentligt har protesteret mod bladets knæfald for muslimers forlangender i forbindelse med de såkaldte Muhammed-tegninger.

Af Maltesens og Blok Thomsens historie fremgår det endvidere, at de faktisk har været i direkte og personlig kontakt med repræsentanter for Antifascistisk Aktion, der får fri taletid i avisens spalter.

Man kan altså sige, at der foreligger en begrundet mistanke mod Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen for at have givet eventuelle oplysninger om anti-kommunister til AFA. Men beviser er der ikke.

Pseudo-afsløring om Kafa-X
Søndag den 14. marts rungede det på forsiden af Politiken Kommune giver støtte til ekstreme antifascister. I Bo Maltesens og Claus Blok Thomsens artikel kunne man bl.a. læse:

På sin hjemmeside skriver Antifascistisk Aktion, at den har postadresse i nogle kælderlokaler i Korsgade 19 i København… Lokalerne bliver officielt udlejet til en forening, der kalder sig Foreningen af 1.1. 1993, og som siden 2001 hvert år typisk har fået mellem 35.000 og 40.000 kroner i huslejetilskud af Københavns Kommune.

Man skal dog helt om på side 7 i søndagstillægget PS før det oplyses, at de omtalte kælderlokaler huser Kafa-X, der frem til december 1999 havde adresse i Blågårdsgade 12, ligeledes Nørrebro.

Autonome Revolutionære
I april 1993 kunne journalisten Lars Villemoes i Weekendavisen berette:

Indtil den 1. april i år havde Autonome Revolutionære rummelige butikslokaler i Blågårdsgade 12, tæt ved det, der blev gadekampens centrum den 18.-19. maj. Disse lokaler har de sidste seks uger været prydet af plakater fra Antifascistisk Aktion.

Autonome Revolutionære, der efter Villemoes’ afsløringer omdøbte sig til Autonomi Kollektivet og i dag kalder sig Autonomt Infoservice, blev dannet i 1987 af østrigeren Alfred Lang som en dansk støttegruppe til den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF), der i årene 1970 til 1997 myrdede 34 mennesker alene i Tyskland.

Fra Blågårdsgade nr. 12 drev Autonome Revolutionære en tilsyneladende tilforladelig bogcafé ved navn Zapata. Men indenfor, kunne journalisten Lars Leergaard berette, var billedet anderledes mørkt:

På Alfred Langs kontor i hans bogbutik ”Zapata” ligger der en tysksproget huskeseddel til aktions-udflugter. Gode råd om hjelme, benskinner og forbindinger til brug ”i marken”.
På bogcafeens hylder finder man blandt andet en håndbog for by-guerilla, et 169 siders stort RAF-dokument om ”henrettelsen” af direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herhaussen.

International terrorist
Efter afsløringen af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), bedre kendt som Blekingegadebanden, dannede Foreningen Demos en støttegruppe, der fik navnet Antirepressionsguppen, for bandens fængslede medlemmer, heriblandt hovedmændene Torkil Lauesen og Niels Jørgensen.

Da den schweiziske terrorist Marc Rudin få år senere blev fanget, dannede Autonome Revolutionære den personlige støttegruppe Antirepressionsgruppen Marc Rudin.

På ordre fra den arabiske terrororganisation PFLP bistod Marc Rudin, der allerede var efterlyst for et bombeattentat i sit hjemland, den danske kommunistgruppe med et millionrøveri mod Købmagergades Postkontor. Det var under dette røveri, at banden myrdede den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

René Karpantschof leder i 1990 en demonstration udenfor Østre Landsret til støtte for Blekingegadebanden.

Fem år senere begår René Karpantschof et omfattende indlæg Enhedslisten avis 'Den Røde Tråd' sammen med Torkil Lauesen og Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. De tre kumpaner skælder bl.a. ud over, at en venstrefløjsdebattør "finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd ånd i deres støtte til Marc Rudin... og deres kontakt til Blekingegadebanden."

AFA og Antiimperialistisk Plenum
Autonome Revolutionære samarbejdede i disse år, bl.a. i sammenslutningen Antiimperialistisk Plenum, tæt med gruppen Den Røde Bande, der blandt sine fremtrædende medlemmer talte Christian Zwettler (ligeledes østriger), Jakob Martin Strid og Martin Lindblom, der alle tillige var fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion.

Christian Zwettlers danskfødte hustru, Anette Zwettler, der i dag kalder sig Gia Zwettler, vedgik i et interview i 1997, at Den Røde Bande var dannet med RAF som forbillede og at den danske gruppe pønsede på egentlige terrorhandlinger. Man nåede et par bankrøverier, inden gruppen med fængslingen af bl.a. lederen Zwettler blev standset af myndighederne.

Alfred Langs mangeårige partnerske, Inge Kongsgaard Hansen, leder i 1997 en demonstration til støtte for Marc Rudin. Blandt deltagerne så man René Karpantschofs gode ven, Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Fra Zapata til Kafa-X
Det var således ikke noget tilfælde, at Autonome Revolutionære i 1993 overdrog sine lokaler til AFA. Og året efter Lars Villemoes’ afsløring bekræftede ledende autonome i deres bog De Autonome da også, at det faktisk var grupperne Revolutionære Feminister og Antifascistisk Aktion, der i sin tid tog initiativet til Kafa-X. (Revolutionære Feminister er for længst opløst.)

Udsnit af side fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariats årsrapport 1995.

Københavns Kommune har, via Foreningen af 1/1 1993, støttet Kafa-X over en langt længere årrække end det påstås af Politiken. Af årsberetningen for 1995 fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariat fremgår det således, at foreningen allerede den gang modtog økonomiske tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Dagbladet Politiken fortæller altså ikke noget egentligt nyt om Kafa-X, men skjuler de stærke terrorsympatier i både dens og AFA’s forhistorie.

Camilla Esser
Foreningen af 1/1 1993’s ansvarlige overfor Københavns Kommune var i 1990erne Camilla Esser fra Antifascistisk Aktion.

Da Camilla Essers navn blev nævnt offentligt i 1997, forsvandt hun som dug for solen. Junikredsen kan dog afsløre, at hun i 1994 blev anholdt sammen med bl.a. Balder Johansen og den dømte bankrøver Christian Zwettler, da en svært bevæbnet AFA-gruppe blev stoppet i en bus.

Camilla Esser er for nylig dukket op igen for en kort bemærkning. Det skete da hun ikke kunne modstå fristelsen til en dydig kommentar til René Karpantschofs hengivne afsked på Modkraft med sit gamle idol, slagsbroderen Martin Lindblom fra AFA.

Camilla Esser hylder på Modkraft den afødede AFA-fører Martin Lindblom.

Lindblom (t.h.) angriber en tilfældig tilskuer, Køge 1997. "Martin var min helt", skrev Karpantschof ved AFA-førerens død forrige år.

Lindblom (t.h.) i aktion i Køge 1997. "Martin var min helt", skrev René Karpantschof ved AFA-føreren død forrige år.

Af andre gamle kendinge, der måtte græde ud til Karpantschofs mindelige ord om sin erklærede helt, kan nævnes Jakob Martin Strid, Alfred Lang og… Kafa-X.

Camilla Essers rolle er i dag tilsyneladende overtaget af Karoline Siemen fra Østerbro, der bl.a. står bag en hjemmeside for Kafa-X. Karoline Siemen er tillige medlem af gruppen Internationalt Forum, hvis leder er identisk med netop Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, der fik ti års fængsel for sin deltagelse i røveriet mod Købmagergades Postkontor.

Karoline siemen fra Østerbro er registrant for Kafa-X' hjemmeside.

Karoline Siemen som hun præsenterer sig på Facebook.

Overfladisk interview
Inden vi behandler Politikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion, skal vi lige kaste et kort blik på et ledsagende interview med to medlemmer af tæskeholdet.

En markant del af interviewet bruges til at menneskeliggøre AFA-medlemmerne, hvis påståede personlige baggrund oprulles for læseren. I resten af det ukritiske interview siger de to bøller ikke andet end hvad AFA allerede har sagt i en tidligere pressemeddelelse.

Selv de mest åbenlyse løgne om AFA’s erklærede og udstrakte brug af vold får lov til at stå uimodsagte af Politiken. Heller ikke gruppens automatstempling af sine ofre som ”nazister” konfronteres af de to journalister, der i stedet pligtskyldigt nedfælder dybsindigheder såsom Nazismen er ikke stor i dag, men den har større grobund nu end for fem år siden på grund af regeringens politik

Gruppens medlemmer vedgår dog for første gang offentligt, at AFA er organiseret som et regulært forbrydersyndikat, hvor man kun på opfordring fra banden selv kan blive medlem.

Det stort opsatte interview strækker sig over to spalter og er for så vidt interessant fordi det – sammen med førnævnte pressemeddelelse – bekræfter, hvordan AFA, under pres fra den verserende terror-sag mod lederfiguren A.C., nu forsøger at tale sig fra sine mange voldelige ugerninger og udtalelser.

En taktik, som dagbladet Politiken ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Klap på skulderen
Søndagspolitikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion baserer sig bl.a. på ukritiske interviews med Pelle Dragsted og René Elley Karpantschof. Uimodsagt får Dragsted lov til at påstå, at han i dag tager afstand fra vold, og Karpantschof får lige så uimodsagt lov til at hævde, at han aldrig har været medlem af AFA.

René Karpantschof blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Derimod får ingen af AFA’s mange voldsofre lov til at ytre sig. Faktisk optræder glosen ’offer’ slet ikke i forbindelse med Politikens omtale af AFA’s vold. Disse ansigtsløse mennesker beskrives i bedste AFA-retorik derimod konsekvent som nazister, højreekstremister og yderliggående højreorienterede (gloser som ’venstreekstremist’ og ’kommunist’ optræder selvsagt ikke), eller endog ironisk som f.eks. to tørstige herrer. Lige så smilende beskrives AFA’s vold som bl.a. kvikke bøllebank og masser af godnatkys.

Ved hjælp at dæmonisering og ironisk distance manipulerer Politiken altså med sit stof således, at læseren ikke kan føle meget andet end ligegyldighed med de lidelser, som AFA påfører sine voldsofre. Omvendt skildres AFA’s medlemmer som mennesker af kød og blod, som læseren ikke blot kan identificerer sig med, men endog have respekt for. AFA’s medlemmer har bl.a. evnen til at planlægge, er psykisk stærke og stoler på hinanden.

Set fra den yderste venstrefløjs synspunkt tempereres disse klap på skulderen til deres tæskehold dog af Politikens skildring af den bandekrig mellem højre- og venstreradikale, som venstreekstremisterne – ført an af Enhedslisten – hårdnakket benægter eksisterer. Dog sørger Politiken omhyggeligt for kun at præsentere bandekrigen som PET’s opfattelse.

Terrorlovgivningen mod AFA
Dagbladet Politiken kommer i sit forstående portræt af AFA ind på et forhold, der ikke tidligere har været omtalt i pressen. Ifølge Politiken er den 23-årige A.C., der bl.a. opererede fra en lejlighed i Fredericia, sigtet efter den ”milde terrorparagraf” fordi han

… har været leder af Antifascistisk Aktion, AFA, ”der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen”.

Politiken citerer straffelovens paragraf 114f, der i sin helhed lyder:

Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det har tidligere været fremme i pressen, at A.C. er sigtet for økonomisk støtte til en terrororganisation, men der er så vidt vides ikke tidligere blevet sat navn på organisationen. Nemlig Antifascistisk Aktion.

Bliver AFA’s hovedmand dømt efter terrorloven betyder det altså samtidig, at Antifascistisk Aktion i også lovens forstand er en terrororganisation på linje med FARC og PFLP, som en række venstreekstremister efter samme paragraf allerede er dømt for at have støttet.

I yderste konsekvens kan sagen derfor også betyde, at f.eks. AFA’s dækorganisation – Foreningen af 1/1 1993 – kunne dømmes efter samme paragraf. Siden loven blev vedtaget i 2006 har man da også kunne iagttage hvordan bl.a. Demos og Enhedslisten har haft travlt med at slette sporene efter deres tætte samarbejde med tæskeholdet.

Mulig optrapning
AFA’s vold er politisk motiveret. Gruppens voldsofre tæskes for de holdninger til væsentlige samfundsspørgsmål, som venstrefløjen vil have bragt til tavshed. Det skriver man f.eks. ligeud i sit originale ’manifest’:

Når det gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Den vold, der i begrænset omfang udøves mod kommunister, er derimod primært ikke politisk motiveret, men udspringer som oftest af konkrete voldelige overgreb begået mod venstrefløjs- og indvandringskritikere. Det viser bl.a. en række domme mod medlemmer af gruppen White Pride i Århus.

Hvis krigen mod terror kan presse venstrefløjen til at afstå fra vold, så kunne den meget omtalte bandekrig derfor uden tvivl gå i sig selv igen. Men venstreorienterede har generelt ikke respekt for loven og begynder de først at opfatte deres metoder som moralsk acceptable også udenfor deres eget miljø, kunne de lige så vel finde på at gribe til de skydevåben, som PET mistænker dem for at ville anskaffe sig.

Deri ligger Politikens ansvarsløshed.

_

Og så er der en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.
Antifascistisk Aktions program fra 1994.

Hvis det virkeligt var mit mål, så kunne jeg skære halsen over på dig nu.
Martin Lindblom til folkevalgt politiker, Information 1995.

Som om vi ikke kunne finde ud af slås med politiet i 20 graders kulde..
”Martin Nielsen” (Martin Lindblom), Ekstra Bladet 1996.

Hvorfor så ikke tage afstand fra volden?
Jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.

Interview med ”Jørgen” fra AFA, Politiken 1997.

Volden er et nødvendigt onde, som kun benyttes for at opnå helt bestemte mål.
”Anders” (Martin Lindblom) fra AFA, Ekstra Bladet 1997.

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Stop Udvisningerne’, Propaganda 1997.

Hvis de stikker deres grimme fjæs den mindste smule frem, så får de tæsk.
Anonym AFA-talsmand, Ekstra Bladet 1998.

Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Hold Kæft Danmark’, Propaganda 1998.

Nu ved nazisterne hvad der venter dem… Nazisterne bruger selv vold. Og hvis de vil, så kan de slås med os.
”Anders Lind” fra AFA, Ekstra Bladet 1999.

Generelt går vi ikke af vejen for et slagsmål… så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder.
Anonym AFA-talsmand, Jyllandsposten 2005.

Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.
AFA’s program, revideret ca. 2005.

Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.
AFA’s erklæring af 26. februar 2010.

Accepterer AFA brugen af vold?
Jeg er tilbøjelig til at svare nej…
Interview med ”Kristoffer” fra AFA, Politiken fjorten dage og en terror-sigtelse senere.

*

Antifascistisk Aktion vil ny bandekrig

Den kendte blog-redaktørog historiker Kim Møller fra Uriasposten blev lørdag den 6. februar slået ned i Århus. Overfaldet skete i forbindelse med en demonstration afholdt af ”Good Night White Pride-kampagnen” (herefter GNWP), der ifølge Danmarks Nationale Front reelt er et dække for det københavnske tæskehold Antifascistisk Aktion.

Om overfaldet fortæller Kim Møller bl.a.:

Jeg ligger ned, og forsøger at beskytte hovedet, mens tre eller flere sparker mig samtidig. Udover læsioner i hovedbunden fra flaskeslag, har jeg en del blå mærker, særligt på højre arm som jeg parerede med. Min makker, der fik værre flaskeslag, løb nogle meter væk, men fik også direkte spark i ansigtet. Han måtte efterfølgende sys tre steder i hovedbunden.

Under overfaldet råbte en af dem, at de skulle have fat i kameraet. Jeg holdt fast, men valgte at slippe efter nogle sekunder. Det blev senere fundet kastet henad asfalten.

Overfaldet blev i høje tonet rost af Enhedslistens byrådskandidat for Sønderborg Kommune, den tidligere SF’er Per Jensen:

På en forespørgsel fra 180grader.dk lagde formanden for Enhedslistens folketingsgruppe, Per Clausen, officiel afstand til Per Jensens holdninger, hvorefter byrådskandidaten med øjeblikkelig virkning udmeldte sig af det lille ekstremistparti:

Enhedslistens rolle
Ifølge Monsuns voldsdømte skribent Rune Eltard-Sørensen er GNWP-kampagnen et nybrud i forhold til tidligere, hvor Anti-racistisk Netværk, som består af blandt andet Enhedslisten og Kommunistisk Parti, har tegnet det anti-racistiske arbejde i byen med en klar ikke-volds-strategi.

Til 180grader.dk hævder Per Clausen da også, at Enhedslisten ikke støttede GNWP-gruppens demonstration i lørdags:

Når det nu handler om den konkrete demonstration i lørdags, så er det faktisk ingen tilfældighed, at vi ikke var medarrangør af den. Det havde vi helt bevidst valgt ikke at være, fordi vi mente, at de holdninger, man havde valgt at give udtryk for, nok ikke var vores.

Per Clausen afslutter, Det er sådan jeg har forstået det på vores afdeling i Århus, som har truffet beslutningen om ikke at være med.

Men ifølge en tidligere udtalelse til dagbladet Politiken fra GNWP-gruppens talsmand, Felix Andersen, blev demonstrationen støttet af en række politiske foreninger og organisationer. Både medlemmer fra Enhedslisten, Socialistisk Ungdomsfront og Kommunistisk parti.

Felix Andersens udtalelse bekræftes bl.a. af, at GNWP-gruppens officielle hjemmeside drives fra Enhedslistens lokaler i Svendborg:

De modstridende udtalelser skal formentligt forstås således, at officielt samarbejder Enhedslisten som parti ikke med den nye voldsgruppe, men uofficielt har partiets medlemmer – så længe de ikke skejer ud som nu tidligere byrådskandidat Per Jensen – tilladelse til at støtte den.

Ydermere har Antifascistisk Aktion via Enhedslistens gamle dækorganisation Antiracistisk Netværk indkaldt til demonstration i Århus i dag onsdag. Indkaldelsen er udsendt via tæskeholdets hjemmeside og er vendt imod ”nazivold”, fordi to GNWP-medlemmer har fået bank.

Det skal blive interessant at se, om Antifascistisk Aktion har kuppet Antiracistisk Netværk, eller om Enhedslisten spiller dobbeltspil.

Gammelt dæknavn
I forbindelse med nedbankningen af Kim Møller støvede Antifascistisk Aktion et gammelt, velkendt dæknavn af. Det drejer sig om ”Anders Lind”, der til medierne påstod, at tæskeholdet ikke havde overfaldet blog-redaktøren. ”Anders Lind” kan som dæknavn føres tilbage til nu afdøde Martin ”Kat” Lindblom, der i 1993 stiftede Antifascistisk Aktion sammen med Balder Johansen, der i dag driver firmaet Logik & Co.

Martin Lindblom forklædt som "Anders Lind", København 1996.

I en periode optrådte parret ”Maria Jensen og Anders Lind” som tæskeholdets faste talspersoner. ”Maria Jensen” var med sikkerhed identisk med Balder Johansens mangeårige samleverske, Maria Pagels, og Balder Johansen var formodentligt den gang stemmen bag ”Anders Lind”.

Balder Bergman Johansen under en aktion i TV-byen 1999.

Maria Sønnøve Pagels, Balder Johansens samleverske, deltog i samme aktion og blev ligeledes anholdt.

For nogle år siden begyndte ”Anders Lind” i pressen at blive beskrevet som en mand noget yngre end Balder Johansen og Martin Lindblom. I dag bruges dæknavnet heller ikke kun i forbindelse med Antifascistisk Aktion, men også i forbindelse med gruppen Antifascistisk Cultureclub, der netop drives af yngre aktivister som Jacob Neerbek og Jonas Anton Voss.

Taktisk afvisning?
Ifølge dagbladet Politiken kan Århus Politi ikke sige noget om, hvorvidt Kim Møllers overfaldsmænd var højreradikale eller venstreradikale. På det venstreekstreme mødested Anarkistisk Forum indrømmer man dog, at gerningsmændene var GNWP-demonstranter. Ligeledes benægter ”Anders Lind” til Politiken da heller ikke dette forhold, men påstår altså blot, at gerningsmændene ikke er medlemmer af hans tæskehold.

Som vi skal se nedenunder, så dominerede Antifascistisk Aktions medlemmer og medløbere massivt GNWP-demonstrationen, så alene på den baggrund er der en høj sandsynlighed for, at ”Anders Lind” taler usandt. Dertil skal lægges, at det københavnske tæskehold kun yderst sjælden frabeder sig skylden for konkrete voldelige overgreb mod venstrefløjens kritikere og modstandere.

Faktisk har Antifascistisk Aktion kun ved tre tidligere lejligheder direkte afvist at være involveret. Det drejer sig om en kraftig brevbombe sendt til DNSB-lederen Jonni Hansen i 1995, overfaldet på Pia Kjærsgaard i 1998 og optrevlingen af narko-ringen De Brune Bude i 2002. Altså tre sager, der ligesom overfaldet på blog-redaktøren Kim Møller vakte harme og forargelse i brede kredse.

Men det måske mest overbevisende argument for, at aktivisten bag ”Anders Lind” løj er det faktum, at blog-redaktøren blev slået ned med Faxe Kondi-glasflasker, samt de billeder som den lokale forening Vederfølner har lagt på sin hjemmeside. Det lykkedes nemlig Vederfølner at filme Antifascistisk Aktions ankomst til Århus. Af disse billeder fremgår det, at tæskeholdet kort efter ankomsten bevæbnede sine medlemmer og medløbere med… Faxe Kondi-glasflakser.

Styret udefra
Danmarks Nationale Front vurderer som nævnt, at GNWP-kampagnen er Antifascistisk Aktions forsøg på at etablere sig i Aarhus. Dette forhold synes der i virkeligheden ikke at være synderlig tvivl om:

GNWP-kampagnen skulle angiveligt været et lokalt århusiansk initiativ. Men som nævnt er gruppens nødtørftige hjemmeside registret fra Enhedslistens lokaler i Svendborg og den er i skrivende stund ikke blevet opdateret siden december. I stedet kan man på Monsuns hjemmesider Modkraft og Redox f.eks. læse fyldige beretninger fra lørdagens begivenheder.

GNWP's nødtørftige hjemmeside per 10. februar 2010.

Monsuns lokaler på Nørrebrogade hvorfra hjemmesiderne Modkraft og Redox drives.

Men de ubestridt hyppigste opdateringer omkring GNWP-kampagnen ses på Antifascistisk Aktions hjemmeside i København:

1. januar: ”Kampagne kickstartet i Århus”.
5. januar: ”Århusianere: Vi vil skabe en velorganiseret antifascistisk bevægelse””.
10. januar: ”GNWP-kampagnen på gaden i Århus”.
11. januar: ”AFA-bustur til Århus 6. februar”.
20. januar: ”Travl uge i Århus”.
24. januar: GNWP-uddeling i Viby”.
3. februar: ”Fest for tolerance og respekt – lørdag i Århus”.
3. februar: ”Tre dage til Århus –demonstration”.
7. februar: ”Succesfuld demonstration nazivold i nat”.
7. februar: ”Reportage – Århus tur-retur”.
9. februar: ”Manifestation mod nazivold i morgen i Århus”.
10. februar: ”Foto og video fra demonstrationen”.

(Den af tæskeholdet annoncerede fest blev aflyst, angiveligt fordi velmenende borgere få dage for inden oplyste udlejeren om hvem man udlejede til.)

Det er altså tydeligvis Antifascistisk Aktion i København, der styrer informationsstrømmen omkring den påstået lokale GNWP-kampagne.

GNWP udtalte til Politiken, at man forventede op mod tusind deltagere til demonstrationen. Man hævdede bagefter, at der havde været 500. Som sædvanligt afviger venstrefløjens tal med både en faktor 2 og 3 fra politiets tal, der i dette tilfælde svingede fra 200 til 250 deltagere.

Derimod er alle kilder enige om, at 150 af demonstrationens deltagere var fragtet til Århus fra København af Antifascistisk Aktion. D.v.s, at et sted mellem 60 og 75 procent af deltagerne i den lille demonstration beviseligt slet ikke hørte til i Århus, men var rekrutteret fra det betændte miljø i København.

Styringen fra København indikeres også af, at den lokale talsmand, unge Felix Andersen, pludseligt blev udskiftet med talsmanden ”Mads Kering”. ”Mads Kering” er et ordspil på ’maskering’ og blev af københavnske autonome første gang brugt som dæknavn i 1994, hvor man fra Demos udsendte det selvforherligende skrift ”De Autonome”. Dæknavnet er senere blevet brugt i forbindelse med bl.a. Ungdomshuset, Antifascistisk Aktion og et nu lukket tidsskrift.

I hvis interesse?
Men udover at pege på konkrete indikatorer for, at GNWP-kampagnen i Århus styres af et københavnsk tæskehold, så kan man også spørge om, hvem der har en interesse i at få bandekrigen mellem højre- og venstreradikale til at blusse op igen. Alle parter er nemlig enige om, at der længe har været stille om gruppen White Pride, ligesom ingen ser tegn på, at gruppen planlægger et comeback eller lignende.

Selv på Antifascistisk Aktions hjemmeside kan man i de iscenesatte interviews ikke henvise til noget bedre end at roen i Århus er en ”vinterpause” og en ”illusion”, samt henvise til nogle påståede overfald, som offentligheden ikke hører om.

Den sidste påstand synes at være opfundet til lejligheden. Den yderste venstrefløj i Århus er netop kendt for at råbe op i pressen om White Pride hver gang en venstreekstremist har været involveret i en voldsepisode, uanset om episoden i øvrigt havde det fjerneste med politik at gøre. Det gælder f.eks. Enhedslistens Peter Hegner Bonfils’ slagsmål med autonome udenfor ’Fristedet’ i 2008.

I andre tilfælde har man bragt historier til torvs, såsom Sarah Victoria Bruuns, hvor den påståede vold formentligt slet ikke har fundet sted.

Det lyder altså ganske usandsynligt, at venstrefløjen i Århus er udsat for vold, som man ikke går til pressen med. På Anarkistisk Debatforum bestrides Antifascistisk Aktions påstande da også klart af en århusiansk aktivist:

Aktivisten Chris’ fremstilling bekræftes af debatsidens redaktør, Rasmus Pinnerup:

Det svage fremmøde til GNWP-demonstrationen i lørdags tyder da også på, at mange lokale venstreorienterede ikke forstår eller er enige i Antifascistisk Aktions beslutning om at genstarte bandekrigen.

Men samlet omkring de to venner Peter Hegner Bonfils og Lasse Poelman finder man en gruppe fortrinsvis yngre mænd, kendt under navnet Århus Antifa, der i dag har fundet identitet, status og indflydelse som venstrefløjens selvbestaltede beskyttere. De har ingen interesse i vanlig politik, men dyrker gadekrig, slagsmål og antifascisme som livsstil.

Som tidligere dokumenteret af pressen, så forsøger denne gruppe at kontrollere den øvrige venstrefløj gennem en række omfattende sikkerhedsforanstaltninger, der retfærdiggøres med påstanden om en truende voldelig højrefløj.

Uden dette fjendebillede ville gruppen reelt være uden betydning og uden indflydelse blandt moderate venstreorienterede.

I København har Antifascistisk Aktion naturligvis præcis det samme problem som Århus Antifa. Samtidig har tæskeholdet efter de seneste små ti års generationsskifte har vanskeligt ved at etablerer sig med den vægt, som Antifascistisk Aktion havde under Balder Johansens og Martin Lindbloms ledelse.

Det store og det lille tæskehold i henholdsvis København og Århus har altså en fælles interesse i, at få den gamle bandekrig mod højrefløjen i gang igen.

Lørdag nat fik to GNWP-aktivister bank i Århus midtby. Enten har de venstreorienterede brandstiftere altså fået fremprovokeret hvad man ville. Eller også er nogen blevet meget vrede over det meningsløse overfald på blog-redaktøren Kim Møller.

Efterskrift: Hadsk personhetz
I forsøg på at retfærdiggøre deres rå overfald på Kim Møller har Antifascistisk Aktion medløbere i det århusianske venstremiljø startet en voldsom og ekstrem hadefuld personhetz mod ham. Vi bringer her et udpluk og tilbageviser nedenunder en løgn, der åbenbart florerer i det betændte miljø.

Kim Møller og Uriaposten har aldrig givet noget som helst til Junikredsen, hverken dokumenter eller andet Denne usandhed bliver formentlig via Redox udspredt fra Monsun, der også udspredte løgnen om, at politibetjenten Peter Ulrik Jensen har videregivet informationer fra politiets registre til Junikredsen.

Når sandheden skal siges, så har Uriasposten tværtimod plukket et billede eller to herfra. Det under vi gerne Danmarks mest læste politisk blog.

_

Læs også
Venstrevold avler højrevold
Mediesyndikatet Monsun Aps.

Gammel slagsbror død

I en ”videnskabelig” bog fra 1999 anbefalede René Karpantschof brugen af politisk vold:

Den politiske bevægelse kan.. stå overfor en situation, hvor den, hvis den undlader at gribe til fysiske midler, risikere en demobilisering p.g.a. mangelende håndgribelige resultater. Eller man risikerer at overlade initiativet til andre politiske kræfter. I en sådan situation forekommer det ganske rationelt at benytte militans som en taktisk betinget politisk ressource.

Lokale i Århus har tilsyneladende taget Karpantschofs voldsopfordring til sig. Presset på Enhedslistens gadekrigere i byen er ifølge Århus Stiftstidende i hvert fald nu så stort, at de flygter til København:

De venstreorienterede føler sig forfulgte og uden tilstrækkelig beskyttelse. Det har fået mange af dem til at opgive at anmelde overfald. I stedet flytter de til København, hvor de kan gå i fred på gaden.

Og så er hærværksbissen Martin Lindblom afgået ved døden. Uriasposten har historien om Berlingske Tidendes besynderligere glorificering af den gamle slagsbror, skrevet af en tidligere fælle fra den ekstremt voldelige Ryesgade-gruppe.

Køge 1997: Medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion mandsopdækkes af politiet. Indsatsen koncentreres om den ekstremt aggressive Martin Lindblom.

Til undren for sin tatoverede livvagt (yderst t.v.), angriber Martin Lindblom en tilfældig tilskuer. En betjent fik ham dog hurtigt pacificeret.

Junikredsen har tidligere bl.a. afsløret, at På Facebook gemmer Lindblom sig bag manipulerede billeder af katte. Blandt ældre voldsautonome en indforstået henvisning til hans gamle dæknavn Martin Kat. Disse oplysninger bekræftes nu af René Karpantschof i en – stærkt følelsesladet – nekrolog.

Karpantschof bekræfter også Junikredsens oplysninger om, at Lindblom var et centralt medlem af Balder Johansens gamle tæskehold Antifascistisk Aktion.

Martin Lindblom døde af kræft. En sygdom, der forrige år også fik bugt med den PET-overvågede Erik Jensen fra Demos, tæskeholdets mangeårige medsammensvorne.

”Martin Kat” var kun et af Lindbloms mange dæknavne. Som leder af en kampagne for politimorderen Mumia Abu-Jamal i 1996 optrådte han i bl.a. TV3 som ”Martin Nielsen”. Et dæknavn, som Lindblom første gang brugte da han i 1995 begik et debatindlæg sammen med ”René Elley” – d.v.s René Karpantschof – afsendt fra Antifascistisk Aktions klublokaler på Nørrebro.

Martin Lindblom (t.h.) filmet 1994 i Antifascistisk Aktions daværende klublokaler på Nørrebro. Hans tro væbner Pelle Dragsted gør sit for at gemme sig.

Lindblom gav på vegne af det voldsautonome miljø flere gange interviews under eget fornavn, dog aldrig med billede. Når han som operativ leder af Johansens tæskehold maskeret udtalte sig til pressen, skete det under dæknavne såsom ”Kalle”, ”Christian” og ”Frede”.

Ligesom andre i Antifascistisk Aktion gemte Martin Lindblom sig også under navnet ”Anders Lind”. Et dæknavn, som tæskeholdet stadig anvender.

Den flere gange hærværksdømte Martin Lindblom (t.v.) i en noget særpræget forklædning 1996. Yderst til højre ses Frank Piasecki Poulsen, dømt for adskillige forhold og mistænkt for overfaldet på Pia Kjærsgaard i 1998. Ved hans side står afdøde Erik Jensen, den PET-overvågede og injuriedømte leder af Demos.

TV Stop 1999: Lindblom praler af Antifascistisk Aktions bedrifter under en voldelig demonstration i den by tyske Kiel. Med ryggen til ses Lars Grenaa, senere dømt for vold.

I levende live stod Martin Lindblom så vidt vides kun åbent frem ved en enkelt lejlighed. Det skete i forbindelse med et opreklameret interview med to af Blekingegadebandens medlemmer på Monsuns hjemmeside Modkraft. Efter Lindbloms død er der blevet offentliggjort flere idylliserede portrætter ham. Dette billede antyder måske bedst hans karakter.

Monsun blev stiftet i 2000. Samme år deltog Martin Lindblom i et overfald på en ”Blood and Honour”-tilhænger udenfor Københavns Byret. Sammen med Balder Johansen, Pelle Dragsted m.fl. trak han sig endegyldigt fra Antifascistisk Aktion efter skandalen med narko-ringen De Brune Bude i 2002.

Martin Lindblom viede sit liv til bekæmpelse af højredrejningen af samfundet. Han nåede lige akkurat at opleve Dansk Folkepartis vælgerfremgang i København – hvortil århusianske gadekrigere altså i dag søger tilflugt.

Afdøde Martin Lindblom (t.v.) deltog februar 2000 i et voldeligt overfald udenfor Københavns Byret, skulder ved skulder med en kendt hash-handler fra Christiania. Parret kom senere i konflikt over narko-ringen De Brune Bude, som hash-handleren drev sammen med andre medlemmer af Antifascistisk Aktion. Ifølge eget udsagn havde Lindblom iøvrigt selv syslet med hash-handel.

_

Pelle Dragsted – skitse af en ekstremist

Pelle Dragsted som "Jesper", talsmand for Antifascistisk Aktion 1998.

Pelle Dragsted som "Jesper", talsmand for Antifascistisk Aktion 1998.

”De bar hætter ligesom de autonome, da de sprang ud af varevognen. Jeg ser to mænd – også med hætter – kravle over hegnet ind til nazisterne. Kort efter er der noget, der brænder på taget. Fem-syv personer står med motorsave, der larmer voldsomt. Pludselig kommer min lille søn chokeret ned i køkkenet, og jeg skynder mig at trøste ham og tage ham op i seng igen. Vi er jo vant til, at når man ser hætteklædte foran nazi-huset, så skal man ikke gå ud”.

Sådan forklarede et vidne i retten i Roskilde hvordan hun oplevede angrebet den 21. december 1999 på DNSB-lederen Jonni Hansens privathjem i Greve. Efter Hansens berømte påkørsel af de maskerede bøller iagttog genboen følgende:

”Da jeg kigger ud ad vinduet igen, er der vild tumult og råben. Det var ligesom ved et bankkup. Og den sidste person havde svært ved at komme ind i kassevognen og lukke døren, inden de stak af”.

I retten kommer det frem, at gerningsstedet efterfølgende flød med slagvåben og sorte hætter. Det kommer ligeledes frem, at seks af bøllerne blev pågrebet med våben på sig.

Det bevæbnede tæskehold blev ledet af bl.a. den muskelsvære Ole Søborg fra Fagforeninger Mod Racisme. Også et højtrangerende medlem af Antifascistisk Aktion blev sigtet i sagen: Pelle Dragsted fra tæskeholdets Sct. Hansgade-gruppe.

Afsløret af video
Den 18. maj 2002 fejrer Antifascistisk Aktion sit tiårsjubilæum med en fest i Ungdomshuset. Ifølge den omstridte sociolog René Karpantschof, der pendler mellem Københavns Universitet og Martin Lindbloms Monsun, så blev Antifascistisk Aktion egentligt stiftet på et større møde i weekenden 4.-6. september 1992.

Men datoen 18. maj har stor symbolværdi for Antifascistisk Aktion, for den markerer dagen for tæskeholdets demonstration i 1993, der iværksatte de indtil da groveste optøjer i efterkrigstidens Danmark (kun overgået af Ungdomshus-optøjerne i 2007).

Pelle Dragsted (t.v.), ubestridt talsmand i Antifascistisk Aktions propagandavideo 2002.

Pelle Dragsted (t.v.), ubestridt talsmand i Antifascistisk Aktions propagandavideo 2002.

Torsdag den 23. maj 2002 bliver en propagandavideo for Antifascistisk Aktion vist på den venstreekstreme lokalstation TV Stop i København. Ifølge foromtalen er videoen fremstillet af TV Stop som led i fejringen af Antifascistisk Aktion. I videoen optræder en maskeret mand som ubestridt repræsentant for Antifascistisk Aktion.

Pelle Dragsted begynder i 2006 at træde offentligt frem som international sekretær for Enhedslisten. Samme år begynder han også flere steder på internettet at blive udpeget som medlem af Antifascistisk Aktion.

I marts 2007 bliver TV Stops propagandavideo lagt på youtube.com. Talsmandens maskering er ikke bedre end at han hurtigt bliver identificeret som Enhedslistens Pelle Dragsted.

Frem i pressen
I august i år lykkes det en journalist fra Ekstra Bladet at komme tæt på Kirkeasyls magtfulde pressegruppe. Han afslører, at Pelle Dragsted spiller en væsentlig rolle i organisationen. Lørdag den 26. september 2009 sætter BT så omsider spot på Pelle Dragsteds forbindelse til Antifascistisk Aktion (artiklen er ikke online, men kan læses i uddrag på bloggen Uriasposten).

BT’s hovedhistorie er Dragsteds deltagelse i Antifascistisk Aktions hærværk mod Sandholmlejren i 1998, samt hans optræden i tæskeholdets propagandavideo.

Lyver i interview
Set med Junikredsens øjne bringer BT ikke meget nyt for dagen. I juni i år omtalte vi Pelle Dragsteds hærværk og tidlig september betegnede vi ham som ”tidligere medlem” af Antifascistisk Aktion.

BT’s noget overfladiske research gør da også, at avisen ikke er i stand til at forholde Pelle Dragsted de usandheder, der ses i hans forklaring til avisen.

Dragsted hævder bl.a. til BT, at han trak sig fra Antifascistisk Aktion i 2002, efter at have ”været aktiv i ni år.” I den famøse propagandavideo fortæller Dragsted, at han var med til at starte tæskeholdet. Som nævnt blev Antifascistisk Aktion stiftet i 1992. Pelle Dragsted har altså været medlem af den københavnske voldsgruppe i mindst ti år.

Med sin løgn forsøger Pelle Dragsted tydeligvis at sløre hvor tæt han faktisk var involveret i Antifascistisk Aktion. Også påstanden om, at han trak sig fra tæskeholdet i 2002 kan derfor være løgn. I hvert fald er det påfaldende, at Dragsted vælger nøjagtigt samme år som BT’s dokumentation strækker sig til.

Pæn familie
Pelle Dragsted kommer af en pæn middelklassefamilie og er et produkt af den såkaldte bløde opdragelse, hvor krav og konsekvens til børn er uhørt. Han gennemførte aldrig en uddannelse, hvilket i mange år trods alt bekymrede hans familie en del.

I stedet kastede han sig allerede i barneårene ud i politisk ekstremisme. Nedenfor følger en kronologisk skitse over nogle af Pelle Dragsteds lovlige og ulovlige aktiviteter; miljøet han færdes i og de personer han omgiver sig med.

1990
Den 16. marts bliver et lovligt offentligt møde i Vesterbro Kulturhus fysisk forhindret af autonome fra bl.a. Christiania og en BZ-fæstning på Østerbro. Aktionen ledes personligt af Erik Jensen fra Demos.

Erik Jensen, midtfor i sort læderjakke, dirigerer BZere, marts 1990.

Erik Jensen, midtfor i sort læderjakke, dirigerer BZere, marts 1990.

Ifølge PET-kommissionens rapport bind 10, side 427, blev Erik Jensen allerede i 1989 udpeget af PET som den, der ”suverænt har bestemt, om BZ.ere [sic.] skulle deltage i et eller andet”.

På siderne 202-203 i PET-rapportens bind 11 beskrives Jensens aktion på Vesterbro kort. Omtalen er ledsaget af et billede fra blokaden. I forreste front ser man Pelle Dragsted, 14-årig gadekriger i Jensens Fællesinitiativet Mod Racisme.

14-årige Pelle Dragsted som talsmand for Børnemagt.

14-årige Pelle Dragsted som talsmand for Børnemagt.

Pelle Dragsted er rekrutteret via Børnemagt, der holder til på Christiania. I Børnemagt bliver han, efter eget udsagn, ven med den noget ældre Benjamin Christian Schou, der under et slagsmål med politiet nytårsnat 1991/92 bliver svært hjerneskadet.

1992
Sammen med bl.a. Balder Johansen og Martin Lindblom stifter Pelle Dragsted tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

1993
Børnemagt opretter Børnehuset i Sankt Peders Stræde (lukket 2003). Ifølge en anonym talsmand ”fungerer Børnehuset som indslusning til det autonome miljø.”

1994
Hele Antifascistisk Aktions hårde kerne anholdes i november i en bus spækket med våben, på vej til Jonni Hansens privathjem i Greve. Blandt de anholdte er Martin Lindblom, Camilla Esser, Hasse Holst, Balder Johansen, hans unge kæreste Maria Pagels, samt Christian Zwettler, der i 1993 blev idømt tre års fængsel for væbnet røveri. Yngste mand er Pelle Dragsted.

1995
På vegne af ’Foreningen Børnehuset’ søger Pelle Dragsted om kommunalt tilskud til Børnehuset. Blandt husets øvrige beboere er en vis Jan Mølskov Justesen, der i 2003 idømmes knap to års fængsel for brandstiftelse.

Samme år begynder Pelle Dragsted at skrive under dæknavnet ”Pelle Jensen” for gruppen Internationalt Forum. Blandt gruppens prominente medlemmer ses den ekstremt pressesky Torkil Lauesen, der i 1991 blev idømt ti års fængsel for røveri af særlig farlig karakter.

1996
Pelle Dragsted begynder at skrive under eget navn i Gaia, Internationalt Forums blad.

Janne Tynell, Dragsteds senere kæreste, bliver medlem af Gaia’s redaktion, der bl.a. tæller Torkil Lauesen og Hasse Holst fra Antifascistisk Aktion.

1997
Danske autonome drager i juni til Holland for at deltage i anti-EU optøjer. 27 anholdes præventivt og udvises, blandt dem den nu 22-årige Pelle Dragsted. Andre anholdte er:

Ulrik Sebastian Kohl (straffes 2009 seks måneder betinget fængsel for terror-støtte)
Claus ’Svende’ Svendsen
Maria Pagels
Jørn Damgaard
Pernille Rosenkrantz-Theil

Præventiv anholdelse var den gang ikke tilladt og de anholdte får efterfølgende tilkendt en erstatning på ti tusinde kroner hver. Pernille Rosenkrantz-Theil deler beløbet ligeligt mellem Enhedslisten og Antifascistisk Aktion.

Pelle Dragsted er på dette tidspunkt medlem af Antifascistisk Aktions Baldersgade-gruppe. I et interview til Politiken samme år erkender en anonym talsmand for gruppen, at ”jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.”

Blandt gruppens 14 medlemmer finder man, udover Pelle Dragsted, bl.a.

Henrik ”Hønse” Axelsen
Kasper Scheel
Torsten Geertz-Hansen
Maria Gerhardt Lorenzen
Morten Høj
Stinne Lyager Bech

Ligesom Pelle Dragsted er Stinne Lyager Bech meget aktiv i Torkil Lauesens organisation. Hun er i dag prominent medlem af Amnesty International’s danske afdeling.

Antifascistisk Aktion fejrer sit femårs jubilæum med en lille foto-bog. Tæskeholdet sværger at forfølge en nystiftet, erklæret dansksindet studenterorganisation, Dansk Forums Studentergruppe.

1998
Pelle Dragsted fraflytter Baldersgade og bliver medlem af Sct. Hansgade-gruppen, der ledes af Lars Holm Jørgensen, en nær ven af René Karpantschof og Martin Lindblom.

I marts måned pågribes Dragsted sammen med bl.a. Martin Lindblom, i færd med at begå hærværk mod Sandholmlejren. Pernille Rosenkrantz-Theil optræder som talsmand for aktionen. Enhedslistens folketingskandidat hævder, at hun ikke kendte til planerne om hærværk.

Pelle Dragsted (t.v.) og Martin Lindblom anholdes på fersk gerning, Sandholmlejren 1998.

Pelle Dragsted (t.v.) og Martin Lindblom anholdes på fersk gerning, Sandholmlejren 1998.

Omkring dette tidspunkt er Rosenkrantz-Theil medlem af Fælledvej-gruppen. Et andet medlem af gruppen er Jakob Engelund Sanvig fra den yderst voldelige gruppe Rebel.

I maj optræder Pelle Dragsted første gang offentligt, dog formummet bag solbriller, som talsmand for Antifascistisk Aktion. Ved siden af sine skriverier i Gaia begynder han at forsøge sig som læserbrevsskribent i pressen.

1999
I februar deltager Pelle Dragsted i et voldeligt overfald på en gruppe universitetsstuderende fra Dansk Forums Studentergruppe (DFS). Dragsted pågribes og sigtes angiveligt for overtrædelse af politivedtægten.

I november afbryder autonome DFS’ vælgermøde på Københavns Universitet med trusler om vold. Blandt de indtrængende er brandstifteren Jan Mølskov Justensen.

I december deltager Pelle Dragsted i et mislykket angreb på Jonni Hansens privathjem. Seks venstrefløjsbøller kvæstes af DNSB-lederen, der resolut kører sin bil ind i den tyve mands store bevæbnede gruppe. Dragsted pågribes angiveligt i besiddelse af slagvåben.

Sct. Hansgade-gruppen får et nyt medlem, Kristian Munk fra Rebel, der hurtigt bliver indrulleret i Antifascistisk Aktion.

Brandstifteren Jan Mølskov Justensen på Københavns Universitet.

Brandstifteren Jan Mølskov Justensen på Københavns Universitet.

Ca. 2000
Pelle Dragsted bliver medlem af Amicisvej-gruppen på Frederiksberg, hvor Janne Tynell og Hasse Holst i forvejen er aktive. Også Kasper Scheel og Torsten Geertz-Hansen fra den gamle Baldersgade-gruppe flytter ind.

Med bistand fra Amicisvej-gruppen iværksætter Kristian Munk og Jakob Engelund Sanvig, i miljøet kendt som ”Munne”, en række brandattentater. Sanvig dømmes i 2002 halvandet års fængsel i sagen. Munk forsøger sig ved Højesteret og dømmes året efter til tre års fængsel.

2001
Den 16. maj deltager Pelle Dragsted i mindre demonstration foran Jonni Hansens privathjem i Greve. Han filmes i selskab med Frank Aaen fra Enhedslisten. Adrian Frank, medlem af Antifascistisk Aktion og gammel ven af Balder Johansen, leder demonstrationens vagtkorps. Frank er tillige medlem af Demos, og demonstrationen besøges af Erik Jensens højre hånd, Petter Sommerfelt.

Efter optøjerne i Gøteborg i juni stifter bl.a. Pelle Dragsted Globale Rødder. Han bliver medlem af redaktionen på Gaia. En post han beholder frem til i hvert fald 2005. Andre redaktionsmedlemmer er Torkil Lauesen, Stinne Lyager Bech og Dragsteds kæreste, Janne Tynell.

Janne Tynell begynder tillige at skrive for dagbladet Information. Hun bruger sin nyfundne respektabilitet til i en større artikel at fremstille Kristian Munk – under dæknavnet ”Anders” – som forfulgt uskyldighed, fordi pressen har skrevet om hans aktiviteter.

2002

Voldsmateriale fra Rebel.

Voldsmateriale fra Rebel.

Globale Rødder præsenteres for offentligheden med et stort interview i Gaia med Anders Hassing, foretaget af Janne Tynell.

Pelle Dragsted står senere på året frem som talsmand for organisationen. Det samme gør Claus Pan Pedersen, tidligere medlem af Rød Ungdom. Som kandidat for Enhedslisten fastslår han i 2005, at han støtter Ungdomshuset ”uanset hvilke midler de skulle finde på at gribe til og under hvilke forhold”.

2003
På Christiansborg bliver statsministeren og udenrigsministeren overfaldet af to medlemmer af Globale Rødder. Lars Grenaa idømmes tre måneders fængsel for overfaldet. Rune Eltard-Sørensen, der er tiltalt for et lignende overfald på en borgmester, straffes med fire måneders fængsel.

Selv om gerningsmændene stod på Pernille Rosenkrantz-Theils gæsteliste og blev lukket ind på Christiansborg af hendes sekretær, så nægter hun at have haft kendskab til planerne om et legemsangreb. Ingen er opmærksom på, at Rune Eltard-Sørensen og Pernille Rosenkrantz-Theil begge er tidligere medlemmer af voldsgruppen Rebel.

Det omtales heller ikke, at den tidligere TV Stop-aktivist Lars Grenaa var involveret i en episode i 1997, hvor medlemmer af Rød Ungdom trængte ind på Pia Kjærsgaards ejendom, skreg ukvemsord og ’heilede’. En fax med instruktioner til gruppen var sendt fra Enhedslistens kontor på Christiansborg.

Pernille Rosenkrantz-Theil støtter begejstret Grenaas og Eltard-Sørensens vold. ”Jeg kunne have gjort det selv”, udtaler hun umiddelbart efter overfaldene. Udtalelsen presser Enhedslisten til at tage skarpt afstand fra Globale Rødders vold og banke Rosenkrantz-Theil på plads. Da det kommer frem, at hun talte med Lars Grenaa kort før de to overfald, hævder Pernille Rosenkrantz-Theil til pressen at ”han hel bevidst er gået efter at fælde mig.”

Sagens udvikling bliver mødt med vrede i Globale Rødder. ”Den måde de har banket hende på plads på er rent meningstyranni”, udtaler Claus Pan Pedersen. Sagen får også Pelle Dragsted til for første gang at stå offentligt frem som medlem af Enhedslisten.

Det sker i et åbent brev til Pernille Rosenkrantz-Theil, underskrevet af 32 medlemmer af Enhedslisten. I brevet står der bl.a. direkte anført, at ”I medierne hedder det sig, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder.”

Blandt Dragsteds medunderskrivere er den voldsberedte Claus Pan Pedersen, samt bl.a.

Asger H. Pedersen. Forretningsfører Monsun.
Jutta Kuchenbecker. Bestyrelsesmedlem i Monsun.
Mikkel Skov Petersen: Stifter af Monsuns hjemmeside Modkraft.
Sven Gårn Hansen. Redaktør af Modkraft.

Ved samme lejlighed trådte også Jesper Lund, gammelt medlem af Antifascistisk Aktion, frem som medlem af Enhedslisten. Han har tidligere udtalt, at han godt kunne finde på at bruge våben i sin kamp mod samfundet.

sortklædt Pelle Dragsted besøger autonom fæstning.

Pelle Dragsted som sortklædt gadekriger i Antifascistisk Aktion.

2004
Pelle Dragsted og Claus Pan Pedersen kaster sig ud i opbygningen af Piratgruppen, hvis erklærede formål er at ”støtte alle dem som i modstrid mod herskende opfattelser om ophavsret kopierer og spreder kultur frit.”

Man ”arbejder ikke selv med piratkopiering”, hævder Piratgruppen. Rygter i miljøet vil dog vide, at man via enkeltpersoner i Piratgruppen kan komme i kontakt med Antifascistisk Aktion, der angiveligt er blevet storudbyder af piratkopierede programmer.

Janne Tynell forsvinder fra Gaia. Hun dukker senere op som redaktør på Monsuns hjemmeside.

2005 – i dag
Pelle Dragsted optræder skiftevis som repræsentant for Globale Rødder og Piratgruppen, indtil han i 2006 bliver international sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe. Her arbejder han tæt sammen med især Frank Aaen.

Under skandalen i 2007 om Enhedslistens opstilling af muslimen Asmaa Abdol-Hamid, stiller Pelle Dragsted sig betingelsesløs på islamistens side. Hans ønske er at ”se et tørklæde på Folketingets talerstol”.

Det samme ønsker Pernille Rosenkrantz-Theil. Bl.a. i vrede over partiets optræden under Asmaa-skandalen forlader hun i 2008 Enhedslisten. Hun bliver i stedet medlem af Socialdemokraterne. Pernille Rosenkrantz-Theil har stadig ikke taget afstand fra overfaldene på Christiansborg i 2003

Pelle Dragsted skifter titlen som sekretær ud med pressemedarbejder og bliver medansvarlig for Enhedslistens hjemmeside. I samme periode bliver Simon Shine, stifteren af Anarkistisk Debatforum, webmaster for partiet. Linda Hansen fra Monsun bliver redaktør af partiets medlemsblad.

Janne Tynell forsvinder diskret fra redaktørposten på Modkraft. Hun er i dag pressemedarbejder i Red Barnet.

Janne Tynell og Pelle Dragsted bor stadig på Amicisvej sammen med bl.a. Kasper Scheel, Hasse Holst og Torsten Geertz-Hansen fra Antifascistisk Aktion.

_

Til denne artikel er bl.a. brugt følgende kilder:

Klar til nye kampe, Jyllandsposten 30.08.1994.
Den politiske vold, Politiken 05.01.1997.
Autonome overfaldt højreorienterede aktivister, 14.02.1999.
Demonstranter vinder sag, Ekstra Bladet 22.06.1999.
Jonnis ofre, BT 23.02.2000.
Mellem sofa og vold, Information 10.12.2002.
Jeg kunne have gjort det selv, BT 19.03.2003.
Rosenkrantz talte med attentatsfolk, BT 21.03.2003.

HK-ansat styrer voldsautonom forening

Dansk Varemærketidende nr. 49, 126. årgang, 2005-12-07

Dansk Varemærketidende nr. 49, 126. årgang, 2005-12-07

På den kendte blog Uriasposten kan man se nogle fine billeder fra en større demonstration den 18. august i år på Rådhuspladsen i København, afholdt af den stadigt mere militante organisation Kirkeasyl.

Af Uriaspostens billeder fremgår det, at Kirkeasyls demonstration blev styret af vagter og praktiske grise fra håndværkerfirmaet Logik & Co. og den kommercielle forening Strictly Underground, der har til huse på henholdsvis Nørrebro og Christiania.

Logik & Co
I 2001 udskilte byggefirmaet Egen Vinding og Datter i Ringsted sin københavner-afdeling til et selvstændigt firma, Logik & Co.

Bag firmaet på Nørrebro står i dag fonden Rød Fond, der i 2006 ændrede navn til X-Fond. Fondens bestyrelsesformand er identisk med tæskeholdet Antifascistisk Aktions omstridte general, Balder Bergman Johansen.

Balder Johansen udleveres af Daniell Marcussen, ledende anarkist fra Ålborg.

Balder Johansen udleveres af Daniell Marcussen, ledende anarkist fra Ålborg.

Blandet X-Fonds øvrige bestyrelsesmedlemmer ser man andre gamle kendinge fra den yderste venstrefløj såsom BZ-advokaten Knud Foldschack og Lars Kofoed Jørgensen fra det nu konkursramte Egen Vinding og Datter.

I 2005 købte Logik & Co. rettighederne til Strictly Undergrounds navn og varemærke. Trods efterhånden tyve år på bagen er virksomheden stadig ikke momsregistreret.

Lars Kofoed Jørgensen (t.v.) og Claus 'Svende' Svendsen. I forgrunden Maria Pagels, mor til Balder Johansens børn og prominent medlem af hans voldelige gruppe.

Lars Kofoed Jørgensen (t.v.) og Claus 'Svende' Svendsen. I forgrunden Maria Pagels, mor til Balder Johansens børn og prominent medlem af hans voldelige gruppe.

Voldstrusler stadig ved magt
Under ledelse af musik-baronen Peter Sørensen, i dag ejer af Beatbox Booking & Concerts, begyndte Strictly Underground i 1993 at forfølge journalisten Lars Villemoes.

Villemoes havde i en række artikler sat navn på dømte medlemmer af Antifascistisk Aktion, ikke mindst den flere gange straffede Martin Lindblom fra Monsun.

Strictly Undergrounds voldstrusler mod Villemoes blev mødt med en omfattende presseboykot af organisationens arrangementer. I 1995 forsøgte Strictly Underground at få boykotten hævet ved at påstå, at man havde indstillet forfølgelsen af den kritiske journalist.

Strictly Undergrounds påstand blev afvist af både Lars Villemoes og Dansk Journalistforbund.

Peter Sørensen forlod Strictly Underground omkring år 2000. De nye ejere har haft hen ved fem år til at bekende kulør omkring den grimme sag. Det har de valgt ikke at gøre. Men med Balder Johansen ved roret må det forventes, at truslen mod Lars Villemoes ikke er blevet mindre.

Gadekriger som stråmand
Som Junikredsen tidligere har afsløret, så købte Den fri Gymnasiums bestyrelsesformand, Claus ’Svende’ Svendsen, via firmaet Agent Promocateur i 2004 domænenavnet strictly-underground.dk. Samme år købte Agent Promocateur også domænenavnet underground-productions.dk.

Manden til venstre på dette billede skal være identisk med gadekrigeren Morten Lund.

Manden til venstre på dette billede skal være identisk med gadekrigeren Morten Lund.

Agent Promocateur ejes formelt af gadekrigeren Morten Lund, der har tæt forbindelse til bl.a. autonome fodboldbøller i FCK-fraktionen ’Rude Lions’. Underground Productions er et uautoriseret vagtfirma, der bliver drevet fra Morten Lunds privatadresse i Jærgersborggade på Nørrebro.

Morten Lunds ulovlige vagtfirma er ikke momsregistreret, men opgiver i stedet Agent Promocateurs cvr.-nummer.

Både Morten Lund og Underground Productions er formentligt ikke meget andet end stråmænd for Strictly Undergrounds ældre og mere erfarne autonome.

Ole Sønderby Petersen
Blandt Morten Lunds venner på Facebook finder man i hvert fald, udover naturligvis Claus Svendsen, flere ledende figurer fra Strictly Underground, bl.a. Henrik ’Hønse’ Axelsen og Ole Sønderby Petersen.

Ole Sønderby Petersen - Balder Johansens mand på Christiania.

Ole Sønderby Petersen - Balder Johansens mand på Christiania.

Ole Sønderby Petersen er Balder Johansens mand på Christiania. Men han spiller ikke kun en fremtrædende rolle i det voldsautonome netværk af ulovlige firmaer.

Ole Sønderby Petersens person bekræfter nemlig endnu en gang dele af dansk fagbevægelses tætte parløb med det voldsautonome miljø: Han er også journalistisk IT-konsulent (og tidligere web-redaktør) for fagforbundet HK.

 

HK's web-redaktør, den pæne RUC-studerende Ole Sønderby Petersen.

HK's web-redaktør, den pæne RUC-studerende Ole Sønderby Petersen.

Ifølge markedsføringslovens § 4 skal en reklame fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes.

Denne kendsgerning anfægter ikke HK’s autonome IT-konsulent, der på internettet bruger sin stilling og titel til at gøre skjult reklame for Strictly Underground.

Ole Sønderby Petersens skjulte reklame for Strictly Underground

Ole Sønderby Petersen reklamerer skjult for Strictly Underground.

Ven med dømt voldsautonom
Blandt Ole Sønderby Petersens venner på Facebook finder man Kristian Munk fra Antifascistisk Aktion.

I 2001 blev Munk udvist fra Sverige, mistænkt for terrorvirksomhed. I samme sag blev også en vis Signe Skriver udvist.

I forbindelse med nogle udviste kriminelle irakeres besættelse af Vor Frue Kirke i maj måned, optrådte den i dag 30-årige Signe Skriver som officiel repræsentant for arabernes danske venner. Efter Junikredsens afsløring af hendes person forsvandt Skriver fra pressens spalter.

Kristian Munk blev i marts 2003 idømt tre års fængsel for en række brandattentater mod privathjem. Efter sin løsladelse blev han aktiv i Demos, men skal i dag være gået med i Redox.

_

Redox angriber Junikredsen

Fredag den 18. juni 2009 blev politibetjenten Peter Ulrik Jensen dømt 30 dages betinget fængsel ved Københavns Byret. Betjenten, der har anket dommen, blev dømt for at have misbrugt politiets interne registre til at oprette et privat kartotek over ledende medlemmer af tæskeholdet Antifascistisk Aktion (læs mere her).

Sagen har tidligere været kort nævnt her på Junikredsen. Redaktionen slog allerede den gang fast, at Junikredsen har intet med den omtalte sag i Københavns Byret at gøre.

Junikredsens påstand blev senere støttet af vicestatsadvokat Birgitte Gammelgaard, der under sagen udtalte, at vi har ikke beviser for, at oplysningerne er blevet givet videre til andre. Det ville have været en skærpende omstændighed. (BT 16. juni).

Den københavnske betjent var altså med andre ord end ikke tiltalt for at have videregivet oplysninger.

Set i det lys ville de fleste fornuftige mennesker nok mene, at man bør have særdeles stærke kort på hånden for at påstå, at betjenten har videregivet oplysninger fra politiets registre til Junikredsen.  Det tilsiger både almindelig anstændighed og straffelovens injurieparagraffer.

Den 18. juni kl. ca. 19 opslog det anonyme pressekollektiv Redox en større artikel på deres hjemmeside. Med udgangspunkt i dommen fra Københavns Byret hævder man at kunne afsløre prekære forhold omkring Junikredsen, ikke mindst hvem vi er.

Junikredsen ifølge Redox
Ifølge Redox ser vores gruppe således ud:

Venstrefløjens gamle modstander fra 1990erne, Martin Kasler, er Junikredsens ”ubestridte chef”.

Politibetjent Peter Ulrik Jensen og en tidligere autonom ved navn Lars Agerbak er ”Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.”

I Århus er Martin Kaslers ”samarbejdspartnere” tre medlemmer af foreningen Vederfølner, Thim Mortensen Petersen, Jacob Engelbrekt Andersen og Dennis Jørgensen.

Hus forbi
Sandheden om Junikredsens forhold til disse personer er følgende: Vi havde kontakt til Martin Kasler i vinteren 2007/2008. Det er næppe nogen hemmelighed, for det skrev vi allerede om den gang.

Peter Ulrik Jensen og Jakob Engelbrekt Andersen kender vi af presseomtale.

Lars Agerbak, Thim Mortensen Petersen og Dennis Jørgensen har vi aldrig hørt om.

Vi ved ikke, om disse seks personer overhovedet kender hinanden. Men det er i givet fald ikke fra Junikredsen.

Redox-opspind
Langt det meste af det, som Redox skriver om i sin ambitiøse artikel, fremstår udokumenteret og kan ikke verificeres fra anden side. Men visse af Redox’ ”fakta” er tydeligvis opdigtede. Man påstår f.eks., at Martin Kasler fra februar 2003 var uønsket i Den Danske Forening. Dette er beviseligt usandt. Kasler havde så sent som juni 2003 en større artikel i foreningens blad, Danskeren.

Redox hævder også, at Martin Kasler var en fremtrædende leder i netværket Dansk Front (2002-2007). Heller ikke denne påstand synes ikke at have hold i virkeligheden. I samarbejde med netop Redox afslørede Ekstra Bladet i juli 2006 identiteten på Dansk Fronts topfolk. Dem var Kasler ikke iblandt (De leder Dansk Front, Ekstra Bladet 23. juli 2006. Så vidt vides har medierne da heller ikke hverken før eller siden omtalt Martin Kasler i forbindelse med Dansk Front).

Et tredje eksempel på opspind vedrører personen Lars Agerbak. Om ham påstår Redox bl.a., at han overfor politiet skulle have brugt dæknavnet ”Michael Wittmann”. I Københavns Byret oplyste Rejseholdet, at navnet var ”Michael Vickman” (Var betjent spion?, BT 16. juli 2009).

Gæt som fakta
Nogle af Redox’ påståede fakta viser sig altså at være opspind. Andre ”fakta” viser sig i virkeligheden at være rent gætteri. F.eks. hævder man, at århusianeren Dennis Jørgensen er ”fotograf for Junikredsen”. Som bevis for denne påstand anfører Redox:

I forbindelse med en stor antiracistisk demonstration i Århus i oktober 2008 var Jørgensen ude og fotografere antiracister. Disse billeder blev derefter publiceret på Junikredsen.

Men hvor er Redox’ dokumentation for, at Junikredsens tre billeder er identiske med Dennis Jørgensens påståede billeder? Ingen steder. Redox gætter sig i frem tillid til, at dens skråsikre tone får godtroende læsere til at glemme, at der naturligvis kan have været andre fotografer på banen end Dennis Jørgensen (forudsat at han overhovedet var der).

Usandsynligheder
Redox påstår, at førnævnte Lars Agerbak i teenageårene… anskaffede sig en AK47-riffe”. Denne detalje lyder komplet usandsynlig. Ifølge Redox’ levnedsbeskrivelse må Agerbak i dag være en mand på omkring de fyrre år, d.v.s. teenager senest tilbage i 1980erne. Den gang ville det have været umuligt, især for en teenager, at opdrive en AK47 i Danmark, hvor dette våben først dukker op nogle år efter Berlin-murens fald.

Xerxes-rapporten
Redox giver indtryk af, at man er i besiddelse af den såkaldte Xerxes-rapport, som man hævder, er ”oprettet” den 14. marts 2004 på Martin Kaslers computer. Junikredsen er besiddelse af Xerxes-rapporten og den er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke dateret. Typografien stemmer heller ikke og det samme gælder antallet af personnavne, som Redox har fået til 33. Der er 32.

Xerxes-rapporten er, i modsætning til hvad Redox hævder, ikke skrevet i marts 2004. Den kom i omløb måned før, altså februar 2004, hvor en række personer modtog den med almindelig post i form af tre fotokopierede A4-ark. Nogle få avisartikler var vedlagt som bilag. Afsenderes hensigt var formodentligt, at rapporten skulle distribueres bredt.

Junikredsen kender ikke identiteten på hverken afsender, forfatter eller Xerxes-rapporten mundtlige kilde. Derimod er vi ret sikre på, at vi er i besiddelse af det originale eksemplar. Altså det eksemplar hvorfra de andre postsendte eksemplarer blev kopieret.

Forklaringen på forskellene mellem Xerxes-rapporten og Redox’ beskrivelse af den må skyldes en af to grunde:

Enten er Redox i besiddelse af en omskrevet version af Xerxes-rapporten.

Eller også er Redox ikke i besiddelse af rapporten, men bygger sin beskrivelse på hvad man har opsnappet i f.eks. Københavns Byret under sagen mod Peter Ulrik Jensen.

Det sky kærestepar
Som vi indledte med nævne, så beskylder Redox betjent Peter Ulrik Jensen for at være en af Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø. Denne groft injurierende påstand mod Peter Ulrik Jensen kan Redox tydeligvis ikke dokumentere. Man skriver i stedet kryptisk:

Der har dog været informationer fremme, som kunne tyde på, at Kasler også var i kontakt med personer der har adgang til offentlige registre. Dette blev bekræftet den 4. juni, da en retssag ved Københavns Byret startede.

De informationer som Redox hentyder til, drejer sig om kæresteparret Balder Bergman Johansen og Maria Sønnøve Pagels fra Antifascistisk aktion. Begge er gamle kendinge, men det var Junikredsen der kunne afsløre at de danner par, har børn sammen og ledede det autonome kollektiv i Ravnsborggade.

Disse oplysninger er ganske rigtigt umulige at opdrive via almindelige kanaler. Men når man tilfældigvis kommer på sporet af, at et barn i Ravnsborggade, hvor Balder Johansen bor og driver sin virksomhed, hedder Bergman Pagels til efternavn, så er resten faktisk ikke så vanskeligt.

Selvopfyldende profeti
Redox får også kastet sig ud i et så amatøragtigt forsøg på at styre politiets efterforskning, at Erik Jensen må vende sig i graven. Man skriver:

Rejseholdet har, af uvisse årsager, f.eks. ikke krydstjekket de mange søgninger med de navne der figurerer i artiklerne på Martin Kaslers blog Junikredsen.

Det lyder vældigt skarpsindigt, men er i virkeligheden en selvopfyldende profeti. Ifølge betjentens forklaring i retten begyndte han sit private detektivarbejde for at få verificeret oplysningerne i Xerxes-rapporten. Altså selvsamme rapport som, oven i købet ifølge Redox selv, Junikredsen trækker på.

Navne såsom Balder Johansen, Martin Lindblom, Pelle Dragsted eller René Karpantschof vil derfor med en til vished grænsende sandsynlighed figurerer blandt betjentens søgninger. Ligesom de figurerer på Junikredsen.

Optimistiske Redox
Ifølge Redox er sagen mod den københavnske politibetjent noget nær en katastrofe for Junikredsen. Man skriver:

Dommen over betjenten, Peter Ulrik Jensen, er et stort tab for Martin Kasler, en central højreekstremist, der driver bloggen ’Junikredsen’. Sammen med en tidligere bz’er, har Peter Ulrik Jensen nemlig været Martin Kaslers vigtigste kilder til information om det autonome miljø.

Og én gang til for Prins Knud:

Suspenderingen af Peter Ulrik Jensen er en alvorlig bet for Martin Kaslers researcharbejde, der i høj grad har været båret af frem af hans to primære kilder, Lars Agerbak og den dømte politimand. Med sine to vigtigste kilder udtørret, bliver det spændende at se hvor Martin Kasler i fremtiden vil jage sit materiale til Junikredsen.

Til disse optimistiske udsagn har vi følgende kommentarer:

For det første halter logikken alvorligt omkring Agerbak, den påstået tidligere autonom. Ifølge Redox blev han afsløret i vinteren 2005/2006, hvor hans tidligere venner slog hånden af ham. Ifølge Redox ”udtørrede” Agerbak altså allerede for små tre år siden som kilde til det autonome miljø.

For det andet har Junikredsen aldrig modtaget det fjerneste fra Peter Ulrik Jensen. Derfor betyder hans dom eller suspendering heller ikke det fjerneste for Junikredsens arbejde omkring det ekstreme venstre.

Derimod har selve retssagen mod betjenten været til stor gavn for vores arbejde. Redox er ikke meget for at indrømme det, men det blev her bekræftet fra officiel side, at Xerxes-rapportens oplysninger stemmer med virkeligheden. Rapporten er virkeligt inde og røre ved den inderste, allermest betændte kerne af ledende voldsautonome.

Med sin artikel forsøger Redox af al magt at få Junikredsen fedtet ind i sagen om den københavnske betjents register-misbrug. Man nærer en halvbagt idé om, at man kan få politiet til at efterforske os.

Redox leger en farlig leg. Det er dem, og ikke Junikredsen, som hævder, at de ligger inde med afgørende bevismateriale mod betjenten. På den baggrund forekommer det ikke utænkeligt, at Rigspolitiets Rejsehold kunne finde en efterforskning mod Redox noget mere relevant.

Foreløbigt har det eneste resultat af Redox’ angreb på Junikredsen dog været, at vi har fået tredoblet antallet af besøgende.

Terrormistænkt bag kirke-besættelse

En gruppe udviste Irak-arabere forsøger som bekendt i øjeblikket at tvinge deres vilje igennem ved at besætte kristne kirker. Gruppen støttes af danske medløbere, der bl.a. gør tjeneste som vagtværn i de besatte kirker.

Ifølge Dansk Folkeparti er arabernes danske medløbere rekrutteret fra det voldsautonome undergrundsmiljø. Partiets vurdering deles, ifølge Uriasposten, af menighedsformanden for mindst én af de besatte kirker.

Junikredsen kan i dag afsløre, at påstanden om voldsautonome ikke er taget ud af den blå luft.

Ifølge medierne består gruppen af medløbere af ”unge danskere, fortrinsvis i alderen 15-25 år”. En undtagelse er dog en vis Signe Skriver, der præsenteres som en 30-årig lægestuderende.

I virkeligheden er Signe K. Skriver en gammel kending fra det voldsautonome miljø i København. I 1990erne var hun medlem af den voldsautonome gruppe Rebel/Unge Revolutionære Socialister. I 2001 blev hun udvist af Sverige, mistænkt for at planlægge ”grov mishandling” under optøjerne i Gøteborg.

Signe Skriver blev udvist fra Sverige sammen med bl.a. lærersønnen Kristian Munk, der som leder af pyromanbanden Homo Aktion i 2003 blev idømt tre års fængsel.

I samme periode var Signe Skriver aktiv omkring en butik på Nørrebro, drevet af Maria Pagels.

Signe Skriver er også nær veninde med en vis Mette Buchardt, der bl.a. har forsøgt at skaffe hende en lejlighed i andelsforeningen Blåbagge på Nørrebro. Denne andelsforening er domineret af kendte voldsautonome og har til håndværkerservice hyret Logik & Co. Et lille firma, der i realiteten drives af Pagels kæreste, Balder Johansen.

Mette Buchardt er som autonom aktivist tilknyttet hjemmesiden Modkraft, der drives af den flere gange hærværksdømte Martin Lindblom. Buchardt er medlem af hjemmesidens homoseksuelle redaktionsgruppe. Her støder man på to tidligere medlemmer af Kristian Munks brandstifterbande. Nemlig Lotte Knold Andersen og Mads Ted Drud-Jensen, der begge gik fri da Munk blev dømt.

Kristian Munk, Balder Johansen, Maria Pagels og Martin Lindblom er alle mangeårige medlemmer af Antifascistisk Aktion. Et tæskehold som Enhedslisten samarbejder officielt med og rekrutterer medlemmer fra.

Selv om der gennem de senere år har været ro omkring Signe Skriver, så er der altså ingen grund til at formode, at hun har lagt det voldsautonome miljø bag sig. Som ældre aktivist med forbindelserne i orden fungerer hun snarere som miljøets tovholder omkring de arabiske besætteres danske medløbere.