Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Kategori: Research

Mount Carmel – Amerikas Utøya

Mount Carmel holocaust

Ifølge de norske myndigheder blev otte mennesker dræbt af Anders Breiviks bombe i Oslo. Senere samme dag ombragte han med pistolskud 69 ud af 600 socialister, der – bl.a. under parolen ”Boykot Israel” – var samlet til politisk træf på øen Utøya.

Ene mand lykkedes det altså den 32-årige Breivik at begå et massemord af nogenlunde samme omfang som det, Clinton-regeringen begik mod kirkesamfundet Branch Davidian, en udløber af Syvende Dags Adventisterne, for hen ved tyve år siden.

Det i dag næsten glemte massemord fandt sted den 19. april 1993 på Mount Carmel, få kilometer nordøst for byen Waco i delstaten Texas. I en senere regeringsrapport blev massakren retfærdiggjort som et led i en “historic, well-established and well-defended government interest in prohibiting and breaking up all organized groups that sought to arm or fortify themselves”. Og en anden rapport fastslog, at “History has shown that groups that seek to withdraw from the dominant culture seldom act on their beliefs that the endtime has come unless provoked.”

De føderale myndigheder vidste altså hvad de gjorde, da man, bag et dække af falske beskyldninger mod Branch Davidian for bl.a. børnemishandling og narkofremstilling, den 28. februar 1993 første gang angreb Mount Carmel. Svært bevæbnede agenter fra Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms (ATF) myrdede seks af menighedens medlemmer, inden Branch Davidian efter en hård ildkamp fik drevet angriberne tilbage.

Efter denne blodtud trak regeringen i Washington ATF ud af kampen. I stedet indsatte man FBI’s paramilitære Hostage Rescue Team (HRT), specialtrænet til missionen af den amerikanske hærs Grønne Baretter. Blandt disse stormtropper, der nu omringede Mount Carmel, fandt man HRT’s mest frygtede medlem, den skydegale orientaler Lon Horiuchi, der ved Ruby Ridge blot seks måneder tidligere myrdede Vicky Weaver, mor til fire og amerikansk dissident.

Vicki Weaver med datteren Sara.

HRT lagde en jernring omkring Mount Carmel, bl.a. for at afskære menigheden fra kontakt med pressen. Derfor kunne myndighederne frit indbilde offentligheden, at Branch Davidian havde taget gidsler og at børn blev seksuelt misbrugt på Mount Carmel.

HRT omringede ikke blot stedet med kampvogne og panserkøretøjer. Også kæmpemæssige højtalere pegede direkte mod Mount Carmel og hver nat drønede ”recordings of jet planes, pop music, chanting and the screams of rabbits being slaughtered” mod menigheden. Ud over søvn blev Mount Carmels forsvarer også berøvet mad og vand, samt adgang til elektricitet.

Under vejledning af deres spirituelle leder, David Koresh, udholdt Branch Davidian gennem 51 dage den umenneskelige belejring. Kort før det endelige holocaust den 19. april 1993 fremkom Herb Brin, avisredaktør og tidligere hemmelig agent for den magtfulde jødiske organisation Anti-Defamation League (ADL), med en forbløffende afsløring, ”U.S. and Texas authorities have precise documentation (from ADL, of course) on the Branch Davidian”.

På den for Branch Davidian så skæbnesvangre dag rykkede tanks frem og beskød Mount Carmel med brændbare tåregasgranater. I den efterfølgende ildstorm omkom 74 mennesker.

Myndighederne, der i alt altså dræbte 80 medlemmer af Branch Davidian, frikendte efterfølgende sig selv. I stedet fik menigheden skylden for branden og man idømte ni af Mount Carmels forsvarer hårde fængselsstraffe.

Nordmanden Anders Breiviks yngste offer skal være blevet fjorten år. På Mount Carmel blev 20 børn under denne alder brændt ihjel. Deres navne var

Chanel Andrade (1)
Cyrus Koresh (8)
Star Koresh (6)
Bobbie Lane Koresh (2)
Dayland Gent (3)
Page Gent (1)
Lisa Martin (13)
Crystal Martinez (3)
Isaiah Martinez (4)
Joseph Martinez (8)
Abigail Martinez (11)
Audrey Martinez (13)
Melissa Morrison (6)
Mayanah Schneider (2)
Startle Summers (1)
Rachel Sylvia (12)
Hollywood Sylvia (1)
Serenity Jones (4)
Chica Jones (2)
Little One Jones (2)

Den 17-årige Aisha Gyrfas Summers og den 24-årige Nicole Gent Little var begge gravide, da de blev brændt ihjel på Mount Carmel.

_

Homofili og pseudo-homofili

Som svar på World Values Survey’s spørgsmål, “om homoseksualitet kan retfærdiggøres”, svarer godt halvdelen af klodens befolkning “aldrig”.

Information 25/7 2007.

Mod slutningen af 2010 vedtog Demokraternes flertal i den amerikanske kongres, at åbenlys homofili skal være tilladt i de væbnede styrker. Oven i købet trods modstand fra det amerikanske forsvars kamptropper.

Barack Hussein Obama hasteunderskrev lovforslaget. Loven blev nemlig presset igennem af Demokraterne (og nogle få overløbere fra Republikanerne), fordi partiet stod til at miste sit flertal i det ene af kongressens to kamre.

Ifølge en kongresrapport er der de seneste 30 år i gennemsnit kun blevet afskediget 0,063 % af de væbnede styrkers samlede mandskab for homofili. Den nye lov adresserer altså hverken et reelt eller presserende samfundsproblem. Men den signalerer hvorledes bestemte kræfter i USA ønsker landet tilpasset og tilvænnet homofiles specielle krav og særpræg – helt ned i børnehøjde.

Den græske last
Homofile mænds tiltrækning mod ynglinge og drengebørn er en speciel form for pædofili, der traditionelt er blevet kaldt pæderasti. Et udtryk, der går tilbage til Hellas, oldtidens Grækenland.

Den romerske digter Horats kaldte homofili for ’den græske last’ og det antikke Grækenland prises da også i høje toner af dem, der vil promovere homoseksualitet.

Man hævder, at homofili ikke blot var udbredt, men også almindeligt accepteret – endog anset – i Hellas. Man forsøger dermed for det første, at forbinde Hellas’ høje prestige som demokratiets, filosofiens og videnskabens vugge med homoseksualisme. For det andet tjener dette påståede historiske eksempel til at promovere socialkonstruktivismens påstand om, at kønsidentitet ikke er medfødt, men samfundsskabt.

Dog raser debatten – også blandt homofile – heftigt om både arten, udbredelsen og accepten af homofili i den græske oldtid. Skeptikere kan bl.a. pege på, at ud af de omkring 100,000 bemalede vaser, Hellas har efterladt sig, viser kun nogle få hundrede motiver af homofil art, ligesom det er de samme få og velkendte afsnit fra eksempelvis Platons dialoger, homofiliens forkæmpere trækker frem.

Man kan også pege på, at mange af vasemalerierne ikke nødvendigvis udtrykker den holdning til homofili, som man finder i visse af periodens efterladte tekster. Disse synes snarere at udtrykke den latterliggørelse af fænomenet, som man også finder i bl.a. Aritofanes’ komedier.

Øm kærlighed eller gammel gris? Bedøm selv.

Det er f.eks. derfor tvivlsomt, om de håndværkere, der fremstillede vaserne, havde samme holdning til homofili som den, man kan spore hos dele af datidens overklasse.

Debatten om omfanget af og holdningen til homofili i det antikke Grækenland vil sikkert rase mange år endnu. Derimod synes der ikke at være megen diskussion om den underliggende årsag til ’den græske last’. Herom fastslår en af verdens førende eksperter i oldgræsk kultur og historie, klassicisten Robert Flacelière, følgende:

“The truth is that pederasty is a vice encouraged by abnormal social conditions, such as life in military camps or purely masculine communities. Society was essentially masculine in the classical period of Greek civilization, even outside of­ Sparta. Homosexuality in fact develops wherever men and women live separate lives and differences in education and refinement between the sexes militate against normal sexual attraction. The more uncompromising such separation and diversity become, more widespread homosexuality will be.”

Alfred Kinsey
Robert Flacelières pointe bekræftes fra uventet side, nemlig af den amerikanske seksualforsker Alfred Kinsey, der ellers er en af homofiliens store helteskikkelser. I den videnskabelige klassiker Sociology of Deviant Behavior anføres det således:

“In one of the best-known studies of sexuality in the United States, Kinsey and his associates (1948) reported that 37 percent of men experience homosexual contact at some times in their lives, but only 4 percent remain exclusively homosexual, expressing a consistent erotic preference for men throughout their adult lives. The remainder generally engaged in such practices out of a desire for variations in sexual activities or while living only with males in institutions such as all-males schools and prisons.”

Selv ifølge Kinsey skyldes langt den overvejende del af homofili i samfundet altså, at mænd afskæres fra normal omgang med kvinder.

Human Rights Watch udgav i 2002 en rapport om de grusomme tilstande i amerikanske fængsler – No Escape: Male Rape in U.S. Prisons.

Anekdotisk kan det nævnes, at visse former for homofil aktivitet tidligere blev opkaldt efter prominente engelske kostskoler, der udklækkede ikke så få af den britiske overklasses homofile, eksempelvis medlemmerne af Bloomsbury-kredsen og Kim Philby-ringen.

Det afghanske mareridt
Et ekstremt eksempel på Flacelières ”uncompromising separation” af mænd og kvinder finder man blandt de muslimske pashtuner i Afghanistan. Og her finder man da også en næsten vanvittig høj frekvens af homofili. En
nylig rapport fra det amerikanske forsvarsministerium anslår således, at op mod halvdelen af Afghanistans mænd deltager i denne trafik.

Los Angeles Times satte i en større artikel modigt spot på problemet allerede i 2002. Til avisen forklarede psykiateren Justin Richardson, der i øvrigt selv er homofil, følgende:

“It might seem odd to a Westerner that such a sexually repressive society is marked by heightened homosexual activity. But Justin Richardson, a professor of psychiatry at Columbia University, says such thinking is backward—it is precisely the extreme restrictions on sexual relations with women that lead to greater prevalence of the behavior. “In some Muslim societies where the prohibition against premarital heterosexual intercourse is extremely high—higher than that against sex between men—you will find men having sex with other males not because they find them most attractive of all but because they find them most attractive of the limited options available to them,” Richardson says.”

Og videre:

“Richardson, the psychiatry professor, says it would be wrong to call Afghan men homosexual, since their decision to have sex with men is not a reflection of what Westerners call gender identity. Instead, he compares them to prison inmates: They have sex with men primarily because they find themselves in a situation where men are more available as sex partners than are women. “It is something they do,” he notes, “not something they are.””

Pseudo-homofili
I modsætning til tilstandene i Afghanistan, så har medierne med ildhu kastet sig over en række skandaler i den romersk-katolske kirke om præster, der har forgrebet sig på især små og store drenge. Medens Vatikanet mener, at årsagen skyldes homoseksualitet, så mener andre, at årsagen skal søges i kirkens krav om cølibat (hvilket dog
afvises af videnskaben).

Men om man kigger på Hellas’ akademier, Englands kostskoler, Vatikanets præsteseminarer, islams madrasser eller USA’s fængsler, så er mønsteret klart det samme: Uden adgang til kvinder begynder visse mænd at rette deres drifter mod drenge, yngre eller bare svagere mænd.

Adfærden er velkendt og ses også blandt dyr og primitive folkeslag. Den blev allerede beskrevet for mere end hundrede år siden af seksualforskeren Iwan Bloch, som kaldte fænomenet pseudo-homofili.

Faldende pseudo-homofili
Hvis klassicisten Robert Flacelière har ret i, at pseudo-homofili opstår under ”abnorm social conditions”, så skulle man forvente, at omfanget af ’den græske last’ daler i takt med, at mænd og kvinder får større og friere adgang til hinanden. Her ligger Vesten, efter sin seksuelle revolution i 1960erne, nok mere end et hestehoved foran den øvrige verden. Man skulle derfor forvente netop her at finde en markant nedgang i pseudo-homoseksuel aktivitet siden da.

Lad os gå tilbage til Alfred Kinsey og hans seksualundersøgelse af 1940ernes USA. Den gang skulle omkring en tredjedel af de amerikanske mænd have deltaget i homofil aktivitet. Hvordan ser tallene så ud i dag?

En lang række undersøgelser siden 1990 viser som forventet, at omfanget af homofili i USA er faldet markant siden Kinseys undersøgelse. Og tilsvarende lave tal finder man for lande som Australien, Danmark, Norge og Storbritannien.

Men det mest interessante forskningsresultat er dog fra Tyskland, hvor direktøren for Seksualforskningsinstituttet i Hamborg i 2001 offentligt begræd, at pseudo-homofili blandt tyske teenagedrenge, på kun tyve år var faldet fra 18 til 2 procent!

Kønsidentitet og medfødt homofili
En gang nærede visse læger en tyrkertro på den socialkonstruktivistiske myte om, at kønsidentitet er samfundsskabt. Resultatet blev katastrofalt for de hundredvis af drengebørn, der født med misdannede kønsorganer faldt i kirurgernes hænder. De blev kastreret og forældrene indbildt, at nu skulle det mishandlede drengebarn blot opdrages som en pige; så havde de fået en fin lille datter.

Efterhånden som disse stakkels drengebørn nåede puberten, begyndte katastrofens omfang at gå op for usungne helte som urologen William G. Reiner, der i sin konsultation begyndte at møde ulykkelige små væsener i pigetøj, der med kraft og overbevisning i stemmen erklærede ”jeg er en dreng!”.

Dette grusomme eksempel viser, at kønsidentitet ikke er tillært, men medfødt. Eller som en frisk undersøgelse af kønsforskelle i hjernestruktur utvetydigt fastslår:

“There is no indication that social environment after birth has an effect on gender identity or sexual orientation.”

Samtidig viser et meget stort antal videnskabelige undersøgelser entydigt, at homofile fødes med biologiske træk fra det modsatte køn. Homofile er altså en art tredje køn, nemlig henholdsvis feminiserede mænd og maskuliniserede kvinder (læs f.eks. Neurologer: Bøsser har kvindehjerner).

Der findes et gammelt indiansk ord – bote – for dem, som vi nu om dage dag kalder homofile eller homoseksuelle. Bote betyder ’ikke mand, ikke kvinde’ og beskriver faktisk disse afvigere mere korrekt end f.eks. sprogbastarden ’homoseksuel’ (sammensat af homo fra græsk og sexualis fra latin).

Hvorfor homofile fødes som de gør, er ikke helt klart. Homofili kan tilsyneladende forårsages af miljøskader i fostertilstanden, men også nedarves, formodentligt fra moderen.

Biseksualisme
Hvor mange fødes med homofili? Ikke ret mange. Ti procent af befolkningen, har mange sikkert hørt. Men dette tal er en skrøne, der almindeligvis tilskrives førnævnte
Kinsey. Men også dét er tilsyneladende en skrøne. Kinsey skal som nævnt have sat tallet til 4 procent.

Men det faktiske tal er i dag endnu lavere. Den i indledningen nævnte amerikanske kongresrapport siger 1,6 procent. Et tal, der bekræftes af den seneste og hidtil mest omfattende undersøgelse, der stammer fra Storbritannien og siger 1,5 procent.

I disse tal er såkaldte biseksuelle medregnet. Men en videnskabelig undersøgelse fra 2005 viste, at biseksuelle mænd i virkeligheden er homoseksuelle, der lyver for sig selv. Biseksualisme – at man er lige tiltrukket af både mænd og kvinder – kan ikke objektivt iagttages hos mænd.

Fra Danmark kan man nævne eksemplet fra 2007, hvor en foretagsom sjæl ville drive en hjemmeside for ”erklærede bøsser, biseksuelle og mænd, der bare ville prøve en mand”. Efter få måneder måtte ejeren skuffet erkende, at projektet kun tiltrak homofile.

Biseksualisme er traditionelt blevet brugt til at fremstille homofili som normalt. Forskningsresultater som ovenfor nævnte er derfor højest uvelkomne blandt homofile. En af forskerne bag undersøgelsen har da også tidligere oplevet, hvordan billeder af hans børn blev udstillet på en hjemmeside for seksuelle afvigere.

Saniteret billede
En sådan afsporet adfærd kan for så vidt ikke overraske.

Den homofile bevægelse præsenterer den homofile som et normalt, velfungerende menneske, der tilfældigvis blot er tiltrukket af sit eget køn. Men dette billede er ifølge en af bevægelsens indflydelsesrige intellektuelle, Thomas K. Hubbard, decideret falsk. Han skriver bl.a.:

“…mainstream assimilationist gay apologists attempt to demonize and purge from the movement all those scary minorities within the minority (e.g. transgendered persons, S & M leathermen, barebackers, bathhouse-visitors, intergenerational or interracial lovers, and worst of all, the “child molesters”) who in their pre-modern lack of enlightenment fail to conform to the artificially sanitized public image of gays…”

Bag det ‘kunstigt saniterede offentlige billede’ af homofile, gemmer der sig altså en bred underskov af skræmmende perversioner såsom sadisme og pædofili. Alligevel kan homofile pressionsgrupper med en vis ret på råbe sig, at homofili ikke er en mental sygdom. Man henviser ofte til, at det amerikanske psykiatriforbund i 1973 fjernede homofili fra sin officielle opslagsbog over psykiatriske lidelser.

Men i Destructive Trends in Mental Health kan man læse om den egentlige baggrund for denne revision:

“In 1973, by a vote of 5,854 to 3,810, the diagnostic category of homosexuality was eliminated from the Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM) of the American Psychiatry Association… Writing about the 1973 decision and the dispute that surrounded it, Bayer (1984) contended that these changes were produced by political rather than scientific factors. Bayer argued that the revision represented the APA’s surrender to political and social pressures, not new data or scientific theories regarding human sexuality.”

Fremhævningen er vores.

Det skal her nævnes, at ”homofob” og ”homofobi” ikke er videnskabelige udtryk, men en art skældsord opfundet af en ledende homofil aktivist under kampagnen mod det amerikanske psykiatriforbund.

Homofilt ægteskab
I Danmark har homofile siden 1989 kunne indgå såkaldt registreret partnerskab, hvor de juridisk kan forpligte sig til hinanden. Det har homofile ikke vist nogen synderlig interesse i at gøre. Kun omkring tre procent har nemlig indgået et sådant partnerskab (til sammenligning lever over halvtreds procent af mænd og kvinder i ægteskab).

Alligevel kræver homofile yderligere privilegier. Staten skal tvinge kirken til at vie dem som var de mand og kone.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at homofile parforhold er stærkt prægede af bl.a. vold og utroskab. Samtidig tyder en omfattende, dansk undersøgelse på, at det naturlige ægteskab faktisk yder det bedste værn mod homofili:

”Samlet set er mønstret, at børn vokset op i yngre, stabile kernefamilier med flere søskende i mindre grad får en homoseksuel identitet end børn, der vokser op i sammenhænge med mere ustabilitet.”

Folkelig uvilje
Det homofile anslag mod det naturlige ægteskab bliver mødt med folkelig uvilje i både USA og EU.

I USA er homofile ægteskaber tilladt i fem ud af landet halvtreds delstater. I ingen af tilfældene blev vælgerne direkte spurgt. I de 31 delstater, der faktisk har afholdt folkeafstemninger om spørgsmålet, har den menige amerikaners svar hver gang været nej. Alle 31 stater har i dag gjort homofile ægteskaber forfatningsstridige. Ydermere har 42 delstater i dag juridisk defineret ægteskab som foreningen af en mand og en kvinde.

En meningsmåling fra hele EU i 2006 afslørede, at kun i 8 af de 27 EU-lande var der flere tilhængere af såkaldte homoægteskaber end modstandere. I så mange som 11 lande var tilhængerens andel lavere end 20 procent. Samlet set accepterede kun 44 procent af europæerne sådanne ægteskaber, mens blot 32 procent støtter homofiles ”ret” til at adoptere børn. Kun i Holland og Sverige var det et folkeflertal, der gik ind for begge dele.

Den folkelige modvilje mod homofile bekræftes også af en række specifikt danske undersøgelser. I 2007 blev der påvist stigende asfsky blandt især unge mænd mod homofili. Samme år viste en anden undersøgelse, at hele 28 procent af danskerne støtter et forbud mod kunstig befrugtning af homofile kvinder.

I 2009 viste en række undersøgelser også, at både den aktive og den passive protest mod homofili er voksende i Danmark. En undersøgelse indikerede endog, at der nu er flere ”homofobe” end homofile her i landet.

Af mere anekdotisk art kan man nævne, at i 2010 optrådte der på TV en homofil transvestit i et populært talentshow. De tre dommere (alle fra underholdningsindustrien) var begejstrede og anbefalede varmt, at seerne stemte ham videre til finalen. Det gjorde seerne ikke.

Samme år bekræftede en fremtrædende homofil, at homofili ikke er udpræget velset i den danske befolkning. ”Det bliver stadigt sværere for unge bøsser og lesbiske at springe ud”, klagede han, for der er ”stadig mange forældre, der ikke vil tale med deres børn bagefter. Eller vennerne, der forlader dig, hvis du melder det ud.”

Særegen interesse
Homoseksualiseringen af både lovgivning og offentligt rum var allerede for ti år så langt fremme, at den britiske avis The Sun undrende spurgte ”Are we being run by a gay mafia?”. Herhjemme har homofile nu fri adgang til børn, som de både må passe, pleje, undervise og adoptere, ligesom skatteyderne skal betale for kunstig befrugtning af homofile kvinder.

Som ovenfor beskrevet, så viser homofile hverken interesse eller evne for trygt familieliv. Man kan derfor undre sig over, hvorfor deres krav og beklagelser så ofte kredser om børn og unge. Måske er der grund til større uro end man for officiel side vil indrømme?

Lad os se på eksemplet med Venstre-politikeren Flemming Oppfeldt. Om ham kan man på Wikipedia bl.a. læse:

”Flemming Oppfeldt gjorde sig i 2003 bemærket ved som den eneste fra Venstre at stemme for et forslag fra oppositionen vedr. homoseksuelles ret til adoption. Dette fik Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske til at tildele ham prisen Årets Laks samme år, der tildeles en person, der tør svømme mod strømmen.”

Året efter sin homofile pris blev Flemming Oppfeldt tiltalt for en lang række tilfælde af krænkelse og misbrug af drenge. Som mange sikkert husker, så blev han i 2005 modstræbende dømt af Københavns Byret til kun 4 måneders betinget fængsel for sodomi af en 13-årig dreng.

Bag det saniterede billede af Oppfeldt som modig forkæmper for ”homoseksuelles ret til adoption”, gemte der sig altså en gemen pæderast. Og noget tyder da også på, at visse homofiles langsigtede mål måske ikke blot er at øge mængden af homofili i samfundet, men at indføre systematisk, statsvelsignet pæderasti.

Det homofile samfund
Den fremtrædende homofile ideolog Thomas K. Hubbard, som vi tidligere har stødt på, fremlagde sidste år
et program målrettet ”contemporary social scientists and policy makers”. Heri anbefaler Hubbard bl.a. at genindføre “stronger barriers to sex between teenage boys and girls”, såsom at spærre dem inde i kønsopdelte skoler og klasser.

På disse anstalter skal pigerne ’beskyttes’ mod seksuelle erfaringer frem til 17-18 års alderen. Derimod skal drengenes frit kunne få seksuel afløb med ”adult women” og ”gay or bi-sexual men”, beskyttet som de vil være mod ”parental panic over pedophilia”.

Som seksualforsker er Thomas Hubbard naturligvis udmærket klar over, at pædofile kvinder er uhyre sjældne. Kun pæderasterne vil altså flokkes om hans drengeanstalter, hvor nærmest afghanske tilstande derfor sikkert hurtigt vil råde.

Det skal understreges, at Thomas K. Hubbards forslag til en pæderasti-fremmende skolepolitik ikke deles officielt af homofile pressionsgrupper. Men al erfaringer med minoriteter viser, at krav om såkaldt ligestilling efterfølges af kamp om overherredømme.

_

Jørgen Dragsdahl – landsforræder, medløber eller nyttig idiot?

Ifølge DIIS-rapporten om den kolde krig kunne Forsvarets Efterretningstjeneste i januar 1979 iagttage, hvordan anti-amerikanske historier i venstrefløjsorganet Information ”tog udgangspunkt i falske dokumenter.”

Mere præcist drejede det sig om et påstået tillæg til den amerikanske hærs feltmanual, som Forsvarets Efterretningstjeneste allerede i 1976 havde konstateret var et falsum fra den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

De anti-amerikanske historier i Information var fortrinsvis skrevet af journalisten Jørgen Dragsdahl. Han har anlagt en meget omtalt injuriesag mod historieprofessor Bent Jensen fordi denne offentligt har påpeget, at Dragsdahl ”ifølge PET og KGB var KGB-agent”.

Om Dragsdahl vinder sagen eller ej er endnu ikke afgjort. Men Junikredsen kan i dag dokumentere, at Jørgen Dragsdahl under sin behandling af det påståede tillæg til den amerikanske hærs feltmanual, nøje fulgte den taktik som KGB anviste sine daværende kontakter i den vestlige presse.

Men lad os først tage et kig på forløbet omkring KGB’s falsum, inden det via Dragsdahl når Informations spalter.

FM 30-31B
Det falske tillæg til den amerikanske hærs feltmanual er kendt som FM 30-31B, en forkortelse for Field Manual 30-31, Supplement B. Ifølge ’Supplement B’ skulle det amerikanske militær ikke blot infiltrere og manipulere venligsindede regeringer, men skulle i lande, der er bløde overfor kommunisme, i det skjulte iværksætte terrorkampagner og give kommunisterne skylden.

FM 30-31B dukkede første gang op i oktober 1976, hvor en medarbejder ved den filippinske ambassade i Bangkok opsnappede en mystisk kuvert. På dette tidspunkt lå USA og Filippinerne i vanskelige forhandlinger omkring bl.a. Clark Air Base på øen Luzon.

Den mystiske kuvert i Bangkok indeholdt et anonymt brev til den filippinske præsident Ferdinand Marcos, der blev advaret mod “the dangers for the countries concerned of having U.S. troops and advisers stationed on their territories.” Sammen med brevet lå et fotokopi af FM 30-31, samt et faksimile af ’Supplement B’.

Den filippinske ambassade afleverede dokumenterne til den amerikanske ambassade, der efter en undersøgelse kunne fastslå, at der ikke eksisterede et ’Supplement B’ til FM 30-31. Begge ambassader valgte herefter at tie sagen ihjel.

Vestlig medløber-presse
To år senere forsøgte KGB sig med en anden og mere succesrig taktik: Man gik til pressen.

I efteråret 1978 blev en række spanske avisredaktioner kontaktet af en agent fra Castros efterretningstjeneste, DGI. De blev tilbudt en artikel om det påståede tillæg, skrevet af et medlem af det spanske kommunistparti med tæt kontakt til KGB i Madrid. Med til artiklen fulgte et fotokopi af FM 30-31B.

DSI-agenten fik i september 1978 afsat artiklen til den venstreorienterede avis El Pais. Få dage senere fulgte den kommunistisk dominerede avis El Triunfo trop.

Fra Spanien bredte historien sig til Italien, hvor den først blev kolporteret af L’Europeo, en anden venstreorienteret avis. Ifølge CIA endte historien med at blive bragt i – ikke kun venstreorienterede – aviser i mere end tyve lande inden den døde ud.

I begyndelsen af 1990erne forsøgte visse vestlige medier at genoplive historien om FM 30-31B da de antikommunistiske stay behind-modstandgrupper i Europa blev afsløret. Men ”by then few had been persuaded of its authenticity”, som den danske koldkrigshistoriker Peer Henrik Hansen skriver.

KGB og Covert Action Bulletin
Historien om FM 30-31B var på sit højeste i Europa sent på efteråret 1978. Nyhedsmæssigt haltede Information altså noget bagefter, da man i  januar 1979 kolporterede den for et dansk publikum.

Selv om historien hovedsageligt var blevet optrykt i europæiske aviser, så var det ikke Informations europæiske korrespondenter, der bragte den til Danmark. Det gjorde derimod Jørgen Dragsdahl, der mange år senere vedgik at have fået historien ”i USA hos redaktionen af Covert Action Bulletin”.

Philip Agee, KGB's hovedmand bag operationen Covert Action Bulletin.

Philip Agee, KGB's hovedmand bag operationen Covert Action Bulletin.

Dette blad, der var viet til ”the struggle for socialism in the United States itself”, blev officielt drevet af en afgået CIA-medarbejder, Philip Agee, der havde specialiseret sig i at afsløre sine tidligere kolleger. Men i virkeligheden var Covert Action Bulletin en KGB-operation.

Mod betaling havde Philip Agee, der er blevet betegnet som CIA’s første afhopper, siden 1973 arbejdet for DGI, den cubanske efterretningstjeneste. KGB havde i første omgang afvist ham, men da man indså hans værdi fik også russerne hurtigt et samarbejde i stand.

Philip Agee udgav i 1975 bogen Inside the Company, skrevet på baggrund af bl.a. materiale han hemmeligt modtog fra russerne og cubanerne. Samarbejdet fortsatte med Covert Action Bulletin, der på initiativ af KGB blev stiftet i 1978.

Philip Agee og Covert Action Bulletin havde høj prioritet for KGB. Således blev der i Moskva oprettet en specialenhed, der alene havde til opgave at forsyne Agee og hans lille gruppe tilhængere med kompromitterende materiale.

Det vides ikke hvor mange andre historier, Information i disse år modtog via Covert Action Bulletin. Men Dragsdahl har i samme periode beviseligt brugt Philip Agee som kilde til andre anti-amerikanske artikler i bladet.

FM 30-31B blev i januar 1979 optrykt i både Information og Covert Action Bulletin.

Konspirationsmanikeren
Ifølge historikeren Bent Jensen fulgte Jørgen Dragsdahl og Information en simpel, men effektiv, taktik omkring FM 30-31B. De amerikanske myndigheders afvisning af dokumentet blev ganske enkelt druknet i en strøm af påståede eksperter, der sagde at FM 30-31B kunne være ægte. Bent Jensen konkluderer:

Dragsdahl og Information lod altså offentligheden forstå, at der efter alt at dømme var tale om et autentisk, amerikansk dokument, og at USA stod bag marxistiske terrorbanders likvideringer og andre forbrydelser i Europa.

Jørgen Dragsdahl har aldrig bestridt Bent Jensens fremstilling eller konklusion. I stedet har han forsvaret kvaliteten af de kilder, der altså mente at FM 30-31B muligvis var ægte.

De fleste af Informations ”uafhængige militære eksperter” er forblevet anonyme helt frem til i dag. Faktisk ville kun to lægge navn til. Den ene var Philip Agee. Den anden var tidligere oberst i det amerikanske flyvevåben, L. Fletcher Prouty.

Jørgen Dragsdahl har senere forsvaret Prouty med, at han i en årrække indtog ”centrale poster i Pentagon, hvor han bl.a. var kontaktofficer til CIA i forbindelse med hemmelige operationer.”

Leroy Fletcher Prouty

Leroy Fletcher Prouty

Det er hvad Prouty selv hævdede. Ifølge journalisten Edward Jay Epstein havde Prouty “worked in the Pentagon in the Office of Special Operations – which provided planes and other equipment for covert activities…  He was not even a liaison with the Secret Service, the CIA, or the Air Force Military Police.”

L. Fletcher Prouty blev pensioneret fra det amerikanske luftvåben i 1963. Ti år senere udgav han bogen The Secret Team om en lille gruppe navn- og ansigtsløse mænd, der via CIA hemmeligt styrede USA.

Det er ikke for meget sagt, at Prouty derefter så komplotter og konspirationer alle vegne. Markedet for sine sensationelle afsløringer af ’sandheden’ om bl.a. UFOer, Kennedy-mordet og spionfly fandt han blandt læserne af de såkaldte mandeblade Genesis og Gallery.

Proutys bog

Proutys famøse bog

Få måneder før L. Fletcher Prouty i januar 1979 blev præsenteret som ”militær ekspert” i Information hævdede han i Gallery, at præsident Kennedy blev skudt med en raketdreven giftpil, affyret fra en paraply.

I 1980erne tilsluttede Prouty sig kredsen omkring verdens førende holocaustbenægter-forening, The Institute for Historical Review. Kort før sin død i 2001 hævdede han, at præsident Franklin D. Roosevelt blev myrdet af Churchill.

Pacific News Service
Jørgen Dragsdahl var i andre sammenhænge ikke bleg for at bruge Philip Agee og Fletcher Prouty som ’eksperter’, når USA skulle angribes i Information. Men lige netop omkring dokumentet FM 30-31B trådte han et skridt tilbage og overlod scenen til den amerikanske journalist Jeff Stein, der blev udnævnt til ”Informations korrespondent”.

Også Informations brug af Jeff Stein forsvarer Jørgen Dragsdahl stadig og henviser bl.a. til, at Stein ”i dag en af USA’s mest fremtrædende journalister – National Security Editor ved Congressional Quarterly.”

At Fletcher Prouty var ’National Affairs Editor’ på Gallery måtte læserne derimod ikke vide.

Gallery

Gallery med forsidehistorie af 'National Affairs Editor' Prouty.

Da Jeff Stein i forbindelse med historien om FM 30-31B blev udnævnt til korrespondent for Information arbejdede han for et såkaldt alternativt nyhedsbureau, Pacific News Service i Californien.

Pacific News Service blev stiftet i 1970 ”as a vehicle for creating and distributing news and commentary that undermined, criticized and  helped mobilize activism against United States policies during the Vietnam war.”

Stein hævder at have gjort tjeneste i Vietnam som militær efterretningsofficer. En historiker har peget på Steins beretninger som eksempel på de tvivlsomme historier, som Vietnam-veteraner med tilknytning til venstrefløjen gennem tiden har udspredt om krigen.

Jeff Stein er i dag ganske rigtigt ansat på det lille blad Congressional Quaterly. På organets officielle hjemmeside nævner man ikke hans mangeårige virke for Pacific News Service.

Institute for Policy Studies
I forbindelse med Informations optrykning af KGB’s falsum ville Jørgen Dragsdahl som nævnt ikke direkte sættes i forbindelse med Agee og Prouty. I stedet introducerede han en vis Michael Klare som ”uafhængig militær ekspert”, der fandt det ”tænkeligt” at FM 30-31B var ægte.

Mange år senere forsvarede Dragsdahl sin brug af Michael Klare med, at han ”var og er en fremtrædende ekspert i dag, professor og forskningsleder samt forfatter til utallige bøger.”

Michael Klare er i dag professor i ”verdenssikkerhedsstudier”, men da Dragsdahl i 1979 udnævnte ham til uafhængig ekspert var Klare politisk aktivist for tænketanken Institute for Policy Studies (IPS) i Washington.

IPS er i den amerikanske kongres blevet betegnet som ”a consortium of Marxists pressing for revolutionary change in American domestic and foreign policies through a variety of tactics.”

I 1978, året før Dragsdahl præsenterede Michal Klare i Information, fastslog en britisk sikkerhedsekspert mere bramfrit, at “The IPS is the perfect intellectual front for Soviet activities which would be resisted if they were to originate openly from the KGB.”

IPS og mordet på Richard Welch
IPS blev stiftet og ledet af bl.a. en vis Marcus Raskin. Han var i midten af 1970erne tillige fremtrædende medlem af gruppen OC-5, stiftet og drevet af KGB-håndlangeren Philip Agee. OC-5 udgav Counterspy, der var en forløber for KGB-organet Covert Action Bulletin.

I 1975 påstod Counterspy, at den amerikanske klassicist Richard Welch var CIA’s mand i Athen. Kort efter blev Welch myrdet af den kommunistiske terrorgruppe ”17. november”, der i alt begik 23 mord.

Efter mordet i Grækenland på Richard Welch lød det i en fælleserklæring truende fra Philip Agee og Marcus Raskin, at ”the possibility of violent retribution… must now be a fact of life with CIA agents.”

Philip Agee var på dette tidspunkt stukket af til London. Her afslørede han bl.a. identiteten på to polske MI6-agenter, der efterfølgende blev myrdet bag Jerntæppet. I 1976 blev Agee derfor udvist fra England.

IPS og Castros efterretningstjeneste
IPS hjalp Philip Agee videre på hans flugt fra de amerikanske myndigheder. I Amsterdam oprettede organisationens europæiske afdeling en stilling som ”forsker” til ham, så han fra Holland kunne fortsætte med at skade NATO’s efterretningstjenester.

Transnational Institute i Amsterdam blev ledet af chileneren Orlando Letelier. Det var udnævnelsen af ekstremisten Letelier til Chiles forsvarsminister, der i 1973 provokerede det chilenske forsvar til at afsætte Castros allierede i Sydamerika, marxisten Salvardor Allende.

Letelier på højden af sin magt kutiserer diktatoren Castro.

Letelier kurtiserer diktatoren Castro.

Samme måned som IPS hjalp Agee til Holland, blev Orlando Letelier likvideret i Washington af den chilenske efterretningstjeneste. Det blev i den forbindelse afsløret, at han arbejdede for DGI-agenten “Tati”.

“Tati” viste sig at være identisk med Allendes datter, der var gift med den næst øverste chef i Castros efterretningstjeneste.

Philip Agee blev i 1978 deporteret fra Holland. Han døde i 2008 på Cuba.

IPS og Pacific News Service
Michael Klare var ikke den eneste ”uafhængige” ekspert fra IPS, som Jørgen Dragsdahl i disse år brugte som kilde til sine anti-amerikanske historier i Information. Det samme gjaldt f.eks. Richard J. Barnet, som i Information blot blev fremstillet som ”tidligere embedsmand”.

Men Richard J. Barnet var tillige en af de mest fremtrædende skikkelser i IPS. Han havde faktisk stiftet den sammen med førnævnte Marcus Raskin, der sammen med Philip Agee ledte OC-5 og Counterspy.

Også Richard J. Barnet bar flere kasketter. Han beklædte således en ledende plads i det venstreorienterede nyhedsbureau Pacific News Service, hvorfra Information hentede sin ”korrespondent” Jeff Stein.

Pladsen til Barnet sikrede IPS sig ved at betale startomkostningerne til Pacific News Service.

Efter Informations flittige brug af den pengestærke tænketanks spindelvæv af aktivister og kontakter, fik Jørgen Dragsdahl suppleret sin indkomst med en del arbejde for Pacific News Service.

 Jørgen Dragsdahl og KGB’s presse-strategi
I 1980 beskrev CIA for en amerikansk senatskommission KGB’s strategi bag udspredelsen af det falske dokument FM 30-31B:

The Soviets have prompted some of their foreign news contacts… to contact some persons in the United States to get conflicting statements. Former Air Force Colonel Prouty, Agee himself, and a couple of others, were contacted by some foreign journalists. They were told that the ‘U.S. Government has denied that this field manual is an authentic document; what do you think? These people then made statements saying: ´’Well, I don’t know specifically, but according to my experience the U.S. Government does this type of thing’, and so forth.

Grundlæggende gik Sovjets taktik altså ud på at holde folk med konkret viden om amerikanske feltmanualer, dokumentfalskneri og KGB’s metoder ude af den offentlige debat. I stedet skulle KGB’s kontakter i den vestlige presse indhente ’ekspertvurderinger’ om FM 30-31B fra nøje udvalgte personer såsom KGB-håndlangeren Philip Agee og komplotmanikeren Prouty.

Jørgen Dragsdahl var beviseligt en af de ”foreign news contacts” som CIA i 1980 beskrev. Således skriver DIIS:

Også journalisten Jørgen Dragsdahl var i PET’s søgelys i kraft af sine nære kontakter til østblokkens pressefolk i såvel i Danmark som i Sovjetunionen og sin rolle som meningsdanner.

Der er i dag ingen beviser for, at Jørgen Dragsdahl direkte blev kontaktet af KGB for at puste nyt liv i historien om FM 30-31B. Men det kan entydigt konstateres, at Jørgen Dragsdahl og Information ikke blot fulgte den taktik som KGB havde lagt; man brugte endog selvsamme kilder som KGB havde anbefalet.

Jørgen Dragsdahl hævder, at han aldrig har været KGB-agent. Han og hans tilhængere forsvarer ham med, at han ikke skulle have begået noget ulovligt. På samme vis forsvarer Dragsdahl sin deltagelse i udspredelsen af FM 30-31B med, at han ”håndterede dokumentet professionelt korrekt.”

Desværre har Dragsdahl uden tvivl ret. Reelt set er der overhovedet ingen demokratisk kontrol med pressens valg og fremstilling af kilder. Det er ikke ulovligt at fortie, at ens kilder manisk ser komplotter alle vegne. Det er heller ikke ulovligt at udråbe sine kilder til ”uafhængige eksperter”, selv om de arbejder for en international marxistisk lobbyorganisation.

Med andre ord er det selvsamme pressefrihed, der skulle være en af demokratiets grundpiller, som tillod Jørgen Dragsdahl at gå lige så langt i sit anti-amerikanske virke som KGB og Sovjet-diktaturet ønskede det.

_

Kilder:
Centrale historiske dokumenter vedrørende FM 30-31B, herunder CIA’s beskrivelse af KGB’s pressestrategi, er offentliggjort på hjemmesiden cryptome.org. Oplysningerne om Forsvarets Efterretningstjeneste findes i DIIS-rapporten bind 3, samt i Peer Henrik Hansens Falling Flat on the Stay-Behinds, International Journal of Intelligence and Counterintelligence januar 2005.

Bent Jensens afsløring af Dragsdahls meddelagtighed omkring FM 30-31B kan læses i Desinformation, Jyllandsposten 26.01.07. Læs også De kaldte ham nr. 1, Jyllandsposten 14.01.07, hvor Bent Jensen konkret udpeger Dragsdahl som KGB-agent.

Dragsdahls forsvar findes i Professorens pincetforskning, Jyllandsposten 31.01.07, senere optrykt på den autonome hjemmeside Modkraft.

L. Fletcher Proutys tvangstanker udstilles på hans hjemmeside prouty.org. Epsteins artikel fra The Atlantic 1993 er optrykt på Epsteins hjemmeside.

Kritikken af Jeff Steins Vietnam-historier findes i Mark Moyars Phoenix and the Birds of Prey. Philip Agees virksomhed beskrives i Christopher Andrews og Vasili Mitrokhins The Sword and the Shieldi Robert Chandlers Shadow World, samt i Ofira Seliktars Failing the Crystal Ball Test. De to sidstnævnte bøger beskriver tillige indgående IPS.

Autonome forsyningsrotter

Ifølge meningsmålinger skulle op mod en fjerdedel af danskerne støtte de bl.a kriminelle Irak-arabere, der i øjeblikket holder to kristne kirker besat. Man skulle derfor tro. at fremmedelskere og venstreorienterede strømmede til for at yde praktisk bistand til de igangværende ulovligheder. Men efter en uges observation af Brorsons Kirke kan Junikredsen afsløre, at selv på det betændte Nørrebro er kirke-besætternes kommende udvisning langt fra blevet noget, der bare ligner en folkesag.

Mønsteret syes at være ret klart. Når pressen er til stede, stiller de mere pæne aktivister sig frem. Når medierne er forsvundet, så forsvinder de tilsyneldende pæne mennesker igen. I stedet præges gadebilledet foran den besatte kirke, der bevogtes af kortklippede unge mænd i gule sikkerhedsveste, af autonome forsyningsrotter, heraf flere med tilknytning til Det frie Gymnasium.

En anden markant gruppe af de – i øvrigt få – besøgende tilhørte tydeligvis det muslimske gademiljø på Nørrebro. Almindelige mennesker glimrede derimod ved deres fravær.

BK3

Pæne mennesker giver interviews til pressen foran Brorsons Kirke på Nørrebro.

BK1

De kortklippede unge mænd holder sig diskret på afstand.

 

Brorson01

Pressen er væk. Det samme er de pæne mennesker. Autonome forsyningsrotter losser en ladning varer ind i kirken.

Brorson02

Vagtkorpset giver en hånd med. En fremmedelsker kigger på. Han forsvinder senere ned ad gaden i selskab med en ungmuslim.

Brorson1

Den nu uskyldigt udseende forsyningsvogn af mærket Peugeot Partner.

Brorson3

En bande ungmuslimer lægger storgrinende vejen forbi. Læg mærke til den lille pige til venstre i billedet, placeret så hun kan spejde gaden for uvedkommende.

 

Brorson2

To forsyningsrotter fra Det frie Gymnasium.

BK2

En gadekriger forsvinder hastigt efter at have afleveret en rygsæk.

Læs også Irakere tager på sommerferie i Bagdad.

Portræt af en gadekriger

Få dage før de anti-semittiske optøjer i København forrige lørdag kunne webavisen 180grader.dk afsløre, at en “etableret skikkelse” på det yderste venstre fra sin Facebook-profil opfordrede til ballade mod Dansk Zionistforbunds lovligt varslede demonstration. “Pres på zionisterne lørdag ødelægger noget. Det skaber et signal om at krigen bliver taget herhjem”, truede den 26-årige Erik Storrud bl.a.

Voldstrusler
Erik Storrud er erklæret autonom og har været aktiv på det yderste venstre i små ti år. Som søn af keramikeren Idun Storrud voksede han op i Nykøbing på Falster. I slutningen af 2000 indleder Storrud sin politiske løbebane som såkaldt tastatur-kriger. D.v.s. en, der skal ‘bekæmpe nazisme og racisme verbalt på offentlige internetforaer”, som det hedder i en intern instruks.

Fra den lokale handelsskole afsender Erik Storrud en lang række indlæg på diverse internetfora. Han fører sig frem som såkaldt hård antifascist og prøver ved hjælp af grove trusler at skræmme indvandrings- og venstrefløjskritikere til tavshed. Han efterlyser bl.a. privatadresser, truer med autonome tæskehold og erklærer ligeud, at han selv er blevet “autonom bare for at tæske menneskefornægtere”.

Gadekriger
Erik Storruds trusler var ikke helt tomme. Via internettet var han kommet i kontakt med københavnske autonome og i maj 2001 avancerede han til gadekriger under optøjerne i Gøteborg.

I juli samme år dukkede Erik Storrud op i Svendborg på Sydfyn. Anledningen var en planlagt husbesættelse i byen, hvortil de få lokale gadekrigere omkring Enhedslisten havde brug for forstærkning udefra.

Det lykkedes Erik Storrud at hverve sig posten som talsmand for ‘BZ By 2001’, som gruppen af autonome under eet kaldte sig. Efter en række provokerende udtalelser til medierne blev Erik Storrud og resten af banden jaget på porten af vrede borgere.

Ifølge Erik Storrud har han siden da rejst rundt i Europa som fast deltager i forskellige venstrefløjs-optøjer.

Net-projekt ombejles
Erik Storrud flyttede til København og oprettede i 2003 hjemmesiden ‘bzby.dk’, hvor han sammen med IT-nørden Simon Shine begyndte at drive debatsiden Anarkistforum. I 2005 oprettede makkerparret en hjemmeside, der skulle være et dansksproget led i det internationale netværk ‘indymedia’, der blev stiftet efter venstrefløjs-optøjerne i Seattle i 1999.

Erik Storruds unge indymedia-gruppe blev kurtiseret heftigt af etablerede venstreekstremister. Ført an af den efterhånden midaldrende Inge Kongsgaard Hansen tilbød den gamle Baader-Meinhof-støttegruppe Autonomi Kollektivet, der i dag opererer under navnet ‘Autonom Infoservice’, sig som praktisk arbejdskraft. Fra den lille medie-virksomhed Monsun tilbød den gamle Demos-aktivist Linda Hansen sig med bl.a. skrive-kurser.

Lillesøster indblandes
Den unge indymedia-gruppe holdt til i ‘Spektakel 14’ i det indre København, der er en art ungdomsklub for gadekrigere. I marts 2007 blev Erik Storrud anholdt og varetægtsfængslet for sin andel i Ungdomshus-optøjerne og ‘Spektakel 14’ efterfølgende stormet af politiet.

Under Erik Storruds fængselsophold fungerede hans yngre søster som hans forbindelsesled til det politiske undergrundsmiljø i København. My Storrud var som elev på Det frie Gymnasium få år tidligere blevet sluset ind i miljøet. Søskendeparret bor i dag på Amager.

Nye net-aktiviteter
Driften af hjemmesiden ‘bzby.dk’ ligger stille og det velbesøgte Anarkistforum er overdraget til Simon Shines hjemmeside ‘anarcho.dk’. Indymedias hjemmeside er i det store og hele overtaget af ‘Autonom Infoservice’, der (indtil videre forgæves) prøver at nå op til rivalen Monsuns hjemmeside Modkraft.

På det seneste har Erik Storrud i stedet forsøgt sig som bidragsyder til Monsuns taknemmelige hjemmeside. Foruden sin Facebook-profil driver han også en blog. Her krogede han sig over 180grader.dks omtale af sin person, men blev forskrækket da bl.a. formiddagsavisen BT tog historien op.

Planlægger optøjer
På sin blog forsøgte Erik Storrud samtidig at nedtone sin position i det autonome miljø. “Godt [180grader] ikke rent faktisk spørger den militante venstrefløj, hvor etableret den synes jeg repræsenterer den”, skrev han bl.a.

Men så sent som i august 2008 stod Erik Storrud frem som talsmand for den nystiftede gruppe ‘KlimaX’ og truede med “direkte masseaktioner” mod dette års klima-topmøde i København. “Folk vil komme til København i horder”, skrydede Storrud ved dén lejlighed.

Erik Storruds voldsopfordring på Facebook mod danske jøder blev mødt med bifald af Enhedslistens Jesper Juul Mikkelsen.