Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Kategori: Opinion

En by i belejring IX (The Rest against The West)

Giving brings a lot of joy
And this I do believe
But aren’t the ones who give so much
Entitled to receive
Why do we keep on giving
Is it right that we should please
The very ones who’d like to see
Our country on her knees.

Marty Robbins My Own Native Land

FN’s klima-møde i København er omsider overstået. Resultatet blev en skuffelse for klima-hysterikerne både inden- og udenfor Bella Centrets mure; København blev ikke smadret og FN fik ikke sin planlagte globale CO2-aftale i stand.

Herfra skal vi ikke begræde FN’s fiasko, der måske kan give klima-realisterne et lille pusterum. Men set fra klima-hysterikernes perspektiv må man med bekymret mine spørge ”hvad gik der galt?”

Det giver tidligere udenrigsminister (1982-1993) Uffe Ellemann-Jensen, der som bekendt vandt den kolde krig nærmest helt på egen hånd, et svar på i Berlingske Tidende. I sin klumme skriver Ellemann-Jensen ikke noget originalt, men opsummerer til gengæld fint hvad alverdens eksperter og kommentatorer har været enige om at sige om fiaskoen.

Uffe Ellemann-Jensen skriver bl.a.:

Den centrale spiller – og spielverderber – synes at have været Kina… Kineserne ønskede simpelt hen ikke en bindende aftale, og afviste med foragt ønsker om kontrol med overholdelse af indgåede forpligtelser. Og når Kina ikke ville bevæge sig, holdt andre sig også tilbage – især Indien. Den amerikanske præsidents forsøg på at komme i direkte dialog med Kina syntes ikke at føre nogen vegne. Og man fik en mistanke om, at kineserne endnu en gang ønskede at markere overfor Obama, hvem der sidder med trumfkortene.

På selve konferencen, hvor vi alle kunne følge med, spillede kineserne ikke hårdt ud. Det havde de deres marionetter til at gøre for sig… Hovedpersonen var her talsmanden for G77 gruppen af udviklingslande, den sudanesiske FN-ambassadør – Lumumba Stanislaus Di-Aping – som mange danske mediefolk tog til deres hjerte…

Læren af forløbet i København må være, at en virkningsfuld klimaaftale ikke bliver til noget, med mindre Kina og USA sætter sig sammen – og bliver enige. Så kan den lille østat Tuvalu og andre skælde nok så meget ud over, at der ikke tages lige hensyn til små og store. Sådan er virkeligheden bare. Og det blev vi mindet om endnu engang – samtidig med at vi fik demonstreret, hvordan den globale magtbalance er skiftet.

Mødet i København blev altså for så vidt bare en gentagelse af f.eks. FN’s skandaløse racismekonferencer – Durban I og Durban II – der også degenererede til farvede racers frontalangreb på The Camp of the Saints.

Selv om Ellemann-Jensen m.fl. sikkert ikke vil indrømme det, så bekræfter disse forløb hvad Samuel P. Huntington skrev i sit klassiske værk The Clash of Civilisations:

Civilisationernes sammenstød finder således sted på to planer. På mikro-planet kæmper tilgrænsende grupper langs civilisationernes brudlinjer, ofte voldeligt, om kontrollen over et territorium og over hinanden. På makro-planet konkurrerer stater fra forskellige civilisationer om militær og økonomisk overvægt, kæmper om kontrollen over internationale institutioner og tredjeparter og søger i indbyrdes konkurrence at fremme deres egne særlige politiske og religiøse værdier.

Om det – som på Durban-konferencerne – er muslimerne, eller som i København kineserne, der svinger taktstokken, er underordnet. Trompeterne blæser til kamp mod den tidligere herre i Nord.

I den politiske korrekte jargon skildres denne krig, der på makro-niveau endnu kun føres med økonomiske og diplomatiske våben, som en konflikt mellem rige og fattige lande. Men på listen over G77-landene ser man f.eks. adskillige nationer med en ganske komfortabel levestandard, bl.a. Kina, Brasilien og de arabiske oliestater.

Dybest set handler civilisationernes sammenstød altså ikke om ressourcer, men om hvem der skal bestemme. Dem eller os.

Europa og Nordamerika kunne i forening uden tvivl få Resten til at makke ret. Men konflikter og krige vindes ikke på mand og materiel alene. Godt lederskab er en afgørende faktor for succes.

FN’s klimakonference i København udstillede Vestens måske mest prekære problem, personificeret ved Amerikas nuværende præsident, den upopulære Barack Hussein Obama: Vi mangler stærke og egnede ledere.

Det kunne være nærliggende at mene, at mulatten Obama, der især har skubbet hvide befolkning fra sig, ikke er den rette mand ved roret overfor The Rising Tide of Color, som Lothrop Stoddard for allerede snart hundrede år siden døbte Vestens trussel. Men problemet er dybere end som så.

Vestens nuværende ledere har ikke smag for konfrontation, endsige krig. De er alle rundet af et politisk system, hvor forhandlinger og kompromis altid er løsningen. Sådan er de kommet til magten og sådan bevarer de magten.

For disse politikere er militær magt kun et middel til at få fjenden til forhandlingsbordet. Krige føres ikke for at vinde, men som ”forlængelse af politikken med andre midler”, som et ofte brugt og misbrugt citat fra Carl von Clausewitz lyder.

Evnen og viljen til kompromis er naturligvis nøglen til fredeligt demokrati. Men vejen til Helvede er som bekendt også brolagt med gode intentioner. Navnlig når demokratisk idealisme blænder for realpolitisk virkelighed.

I København brugte de kinesiske ledere uden skam deres magt og indflydelse til at forfølge den kinesiske civilisations egeninteresser. Vestlige ledere skammer sig derimod over, at man ikke fik et kompromis i stand.

FN’s klima-møde blev således endnu et symbol på Vestens lederkrise. Hvorfra skal den komme, der tør overskride Rubicon?

_

Historikerstrid

I efteråret 2008 bragte morgenavisen Jyllandsposten en interessant kronik om Den spanske Borgerkrig, skrevet af historikeren David Gress fra den liberale tænketank CEPOS.

I sin kronik fremlagde Gress resultater fra den seneste forskning. Han skrev bl.a.:

“Krigen kostede ikke en halv million, men 300.000 livet, fordelt nogenlunde lige mellem de to sider. De bedste beregninger over massakrer viser, at de nationale, som Franco-folkene kaldte sig, myrdede adskilligt færre end folkefronten.  Efter krigen henrettede sejrherrerne ca. 25.000, igen et meget langt spring fra den halve million, som stadig og ganske uden belæg nævnes”.

Scener fra Madrids befrielse 28. marts 1939.

Scener fra Madrids befrielse 28. marts 1939.

“Komplekse beregninger”
Knap en uge senere blev David Gress i Jyllandsposten angrebet af historikeren Morten Heiberg fra Københavns Universitet. Heiberg, der også har tilknytning til den socialistiske institution ‘Arbejdermuseet’, ville bl.a. gerne gå i rette med Gress’ tal:

” Det er ikke muligt her at redegøre for de komplekse beregninger, som den historievidenskabelige metode gør brug af. Tallene for den republikanske zone er de meste pålidelige. De viser, at 55.000-60.000 likvideringer fandt sted.  Tallene for den nationalistiske zone er sværere at beregne, fordi Franco-regimet slettede sporene. Tallet kan have ligget på 80.000-90.000, måske mere, under selve borgerkrigen og 35.000-40.000 efter krigen. Selv, hvis man accepterer et så lavt tal som 28.000 henrettede for perioden 1939-1945 så svarer det alligevel til 10 henrettelser hver evig eneste dag i syv år.”

I samme avis replicerede Gress bl.a.:

“Heiberg bestrider mine tabstal for likviderede under og efter borgerkrigen, skønt jeg takker ham for ikke at diske op med de absurde tal for de nationales drab, som visse fagfolk stadig bringer. Ramón Salas Larrazábal udgav i 1977 pionerværket om tabene, senere korrigeret af Ángel Martín Rubio. Denne taler om ca. 25.000 ofre for Franco-styret efter krigen.”

Dokumentationen
Tal-striden mellem den liberale og socialistiske historiker blev afsluttet af Heiberg. Han bestred ikke længere, at blot 25,000 var blevet henrettet efter borgerkrigen. I stedet fastslog han, at

“Vi mangler endnu at få dokumentation for Gress’ revisionistiske påstand om, at “de bedste beregninger viser, at de nationale, som Franco-folkene kaldte sig, myrdede adskilligt færre end folkefronten.”

Morten Heiberg tilføjede, “Som jeg tidligere har påpeget, viser den eksisterende forskning, at det formentlig forholder sig stik modsat.” Inden vi går videre skal det for skams skyld derfor nævnes, at den spanske historiker César Vidal i 2003 anslog, at ‘republikanerne’ myrdede flere end 110,000 mennesker, altså en god del over Heibergs tal for Francos styrker.

Rehabile dæmoner
I sine angreb på David Gress påstod Morten Heiberg, at taldiskussionen var “en af måderne at rehabilitere diktatorer på”. Deri har han naturligvis ret. Hvis en diktator i årevis bliver systematisk beskyldt for at have myrdet en halv million mennesker, og det korrekte tal viser sig blot at være femogtyve tusind, ja, så er han i en vis forstand rehabiliteret. I hvert fald lider forestillingen om eksempelvis Franco som en skruppelløs massemorder et alvorligt knæk.

Hvis Morten Heiberg havde haft et sagligt ærinde i debatten med David Gress, så kunne han passende have påpeget, at ‘taldiskussionen’ lige så vel er en af måderne hvorpå diktatorer dæmoniseres. Franco er jo langt fra den eneste antikommunistiske diktator, der i ovenstående forstand er blevet rehabiliteret af nøgtern forskning. Et velkendt eksempel er Chiles general Pinochet, der i september 1973 afsatte marxisten Allende.

Pinochet
I årene derefter hævdede ‘menneskerettighedsgrupper’, at det chilenske militær i forbindelse med magtovertagelsen havde myrdet 50,000 mennesker. Så sent som i 1988 påstod et fremtrædende medlem af ‘Amensty International’ i det britiske underhus, at Pinochet havde dræbt 20,000 mennesker. Efter diktaturets ophævelse i 1990 nedsatte Chile en sandhedskommission, der bl.a. skulle kulegrave spørgsmålet om, hvor mange menneskeliv opgøret med Allendes regime havde kostet. I sin rapport fastslog kommissionen, at under hele Pinochets 17 år lange regeringstid forsvandt eller dræbtes der på begge sider i alt 3,197. Til sammenligning kan man pege på, at terrorgruppen MIR, der blev ledet af Allendes nevø, havde ca. 15,000 medlemmer.

Vidala
I Argentina har en tilsvarende sandhedskommission fastslået, at general Vidalas ‘beskidte krig’ i 1970erne mod landets velfinancierede og velbevæbnede kommunistiske terrorgrupper i alt kostede 8,891 menneskeliv. I begyndelsen af 1980erne påstod såkaldte menneskerettighedsgrupper ellers, at tallet var 60,000. Det blev senere halveret til 30,000.  Amnesty International påstår den dag i dag, at tallet ligger på 20,000.

Suharto
Et andet eksempel på venstrefløjens dæmonisering af antikommunistiske diktatorer kan hentes fra Indonesien. Her førte et kommunistisk kupforsøg i 1965 til et større opgør med landets magtfulde kommunistparti.  Opgøret førte i 1967 til den pro-kommunistiske  diktator Sukarnos fald. Han blev afløst af den overbeviste antikommunist Suharto, der siden da er blevet beskyldt for at have stået bag likvideringen af alt fra 3 millioner til 300 tusinde i årene 1965-66. Nyere forskning sætter tallet til 87,000 (til sammenligning havde det indonesiske kommunistparti mere end 3 millioner medlemmer.)

Allende med sit frygtede vagtværn 'Grupo de amigos personales' fra terrororganisationen MIR.

Allende med sit frygtede vagtværn 'Grupo de amigos personales' fra terrororganisationen MIR.

 “… kontekstualisere volden”
Venstrefløjens dæmonisering af antikommunistiske diktatorer såsom Franco, Pinochet og Suharto bygger altså på vilde overdrivelser af, hvad der ret beset kan betragtes som kommunistiske tabstal. I Jyllandsposten forsøgte Morten Heiberg i debatten om Den spanske Borgerkrig da også at nedtone diskussionen med Gress om faktiske tal. I stedet hævdede han at, “Langt vigtigere end denne taldiskussion… er det at kontekstualisere volden”, og skrev videre, “I den nationalistiske zone var volden centraliseret og systematiseret, mens volden i den republikanske zone i højere grad skyldtes manglende politisk kontrol.”

Dødbringede ideologi
Med “kontekstualisere” mener Heiberg altså i virkeligheden “moralisere”. Og hans slet skjulte moralske dom er naturligvis, at højrefløjens vold var værre end venstrefløjens. Siden udgivelsen i 1997 af ‘Kommunismens sorte Bog’ har denne taktik været typisk for venstrefløjen, når historiens store forbrydere skal udpeges og fordømmes.

Tidligere ville man hellere end gerne tæppebombe sine modstandere med tal. Men i takt med, at det for de fleste efterhånden står klart, at kommunismen med sine ca. 120 millioner dødsofre ubestrideligt er historiens mest morderiske politiske bevægelse, har venstrefløjen i stigende grad opgivet denne taktik.  Man forsøger at undvige reel debat om voldens omfang. I stedet forsøger man at bortforklare eller undskylde volden på en måde, der frikender kommunismen for moralsk ansvar. At doktrinen om absolut lighed nødvendigvis  fører til menneskeslagteri, enten kan eller vil man ikke indrømme.

__

Debatten i Jyllandsposten mellem David Gress og Morten Heiberg:

David Gress, Den (u)undgåelige krig.
Morten Heiberg: Den blinde og den døve.
David Gress, En halv million nægter at dø.
Morten Heiberg, Vi mangler dokumentation fra Gress.

Det fremgår af bl.a. en oversigtsartikel i The English Historical Review fra 2007, at Morten Heibergs ortodokse fremstilling af Den spanske Borgerkrig er i strid med de senere års historieforskning.