Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Kategori: Højre-vold

Sarah Palins venstrefløjsmetoder

I den amerikanske delstat Arizona blev der for få dage siden skudt løs under et vælgermøde. Seks blev dræbt og fjorten såret. Blandt de sårede er et jødisk kongresmedlem, tidligere regionalchef for Anti-Defamation League Gabrielle Gifford.

Ført an af en ledende jødisk kommentator på den jødisk ejede avis New York Times har amerikanske medier givet den tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin skylden for skyderiet, der efter alt at dømme blev udført af en 22-årig psykotisk, tidligere college-studerende.

Sarah Palin er en af de få politikere i USA, der – i hvert fald indtil videre – holder afstand til den kreds af magtfulde jødiske organisationer, heriblandt Anti-Defamation League, der almindeligvis kendes som den jødiske lobby. Palin har i stedet knyttet an til den folkelige Tea Party bevægelse, som Giffords Anti-Defamation League hader og frygter.

Sarah Palin bliver beskyldt for at have opfordret til vold mod bl.a. Gabrielle Gifford, fordi man indtil for nylig kunne se et landkort på Palins facebook-profil, besmykket med kikkertsigter rettet mod 20 demokrater, heriblandt Gifford, der i 2008 slog Tea Party-støttede kandidater og senere stemte for Barack Hussein Obamas statsdrevne sygeforsikring.

Amerikanske bloggere kunne dog hurtigt bevise, at Sarah Palin blot havde kopieret velfærdsstats-tilhængernes egne metoder. ”Liberals, including President Obama, have also used rhetoric – as well as maps with shooting targets – that could also be seen as exhorting violence”, påpegede den respekterede avis Christian Science Monitor.

I Danmark har venstrefløjen længe brugt den slags metoder. Allerede i 1996 offentliggjorde den erklærede kamporganisation Rebel – Unge Revolutionære Socialister, der var tilknyttet Enhedslisten, billeder i deres medlemsblad Muldvarpen af A.P. Møller med et sigtekorn i panden.

Trusler mod A.P. Møller i Muldvarpen nr. 3/1996, oktober.

Under aktionen mod A.P. Møllers privathjem brølede venstreekstremisterne, ledet af Signe Skriver, bl.a. ”Møller, din svindler, du hænger snart og dingler!”

Muldvarpen blev redigeret af ”Lars Olsen”, der var et dæknavn for Thorbjørn Maigaard fra Antifascistisk Aktion. Senere på året 1996 tog Maigaard på højskoleophold i Esbjerg. Kort efter blev der i byen opsat anonyme plakater mod en lokalpolitiker fra Dansk Folkeparti, ligeledes med et sigtekorn rettet mod sin pande.

I Esbjerg samarbejdede Thorbjørn Maigaard tæt med Bertil Videt Knudsen, der senere blev belønnet for sin indsats med en plads i Enhedslistens hovedbestyrelse.

Under den amerikanske præsident Bill Clintons besøg i Danmark i 1997, blev der i København opsat identiske plakater mod ham, denne gang igen underskrevet Rebel.

Thorbjørn Maigaard leder i dag gruppen Pubcrawlers, der spionerer i Brøndbys fodboldmiljø.

_

Tyskland og Holland advarer mod venstrevold

Ligesom i Danmark advarer myndighederne i Tyskland nu mod stigende venstreekstremistisk vold:

Linke Gewalt nimmt dramatisch zu

Efter en række opsigtvækkende falske sager om højreorienteret vold, der bl.a. har omfattet en borgmester og en politichef, advarede både politi og politikere forrige år mod Tysklands ’blinde venstre øje’:

Unionspolitiker und Polizei warnen – Nicht jede Straftat ist rechtsextremistisch motiviert

I Holland advarer AIVD, der svarer til det danske PET, direkte mod gruppen Antifascistisk Aktions anti-demokratiske metoder:

AIVD waarschuwt voor antifascisten

Allerede forrige år fastslog AIVD, at højrefløjsvold ikke udgør nogen trussel i Holland. Truslen mod det hollandske demonkrati kommer fra venstrefløjen og islamister:

AIVD: Exstreme Left more Dangerous the Exstreme Right

_

Højre-komplot var opspind

NEO NAZI PLOY TO FLOOD BRITAIN WITH GUNS AND EXPLOSIVES, skreg britisk presse i begyndelsen af juli i år.

Ifølge massemedierne havde politiets antiterrorenhed i West Yorkshire optrevlet ”a network of suspected far-right extremists with access to 300 weapons and 80 bombs”. Under en seks uger lang, hemmelig operation havde man stormet flere end tyve ejendomme, anholdt 32 personer og ”more arrests are imminent”.

Internationalt terror-netværk

Norman-Bettison

Chief Constable Sir Norman Bettison, West Yorkshire.

Hos en af de anholdte havde politiet angiveligt fundet ”a British National Party membership card and other right-wing literature”. Sagen havde forbindelse til ”arrests in Europe, New Zealand and Australia”. ”Many of the guns were manufactured or reactivated, then sold over the internet to viewers of a right-wing website”, lød det fra politiet.

”It’s about internationalism, it about the internet fuelling hatred”, lød det alarmerende fra dagens helt, West Yorkshires politichef Norman Bettison. De anholdte ”were encouraging the manufacturing of pipe bombs and rocket launchers. They were providing armaments to right wing extremists”.

“The big bad wolf is still the Al- Qaeda threat. But my people are knocking over right-wing extremists quite regularly”, forsikrede politichef Bettison, “there is a growing right wing threat.”

039BettisonDM_468x654

Officielt billede af "Norman the Salesman", som Bettison er blevet døbt i pressen.

Norman the Salesman
“We have come to the conclusion that at worst Mr Bettison has not been as candid as the circumstances demanded from the outset or at best, has demonstrated a lack of judgement in not acquainting members fully about his background when asked.”

Sådan skrev to politikere i 1998, efter de havde været med til at ansætte Norman Bettison som chef for politikredsen Merseyside, der bl.a. omfatter Liverpool.

Baggrunden var, at Bettison havde skjult sin fortid som medlem af en kontroversiel efterforskningsenhed, der efter manges opfattelse havde forsøgt at bortvaske politiets medansvar for katastrofen i 1989 på Hillsborough Stadion. En ulykke, som kostede 96 Liverpool-fans livet.

Femten tusinde underskrifter blev afleveret i protest mod Bettisons udnævnelse og tre politikere trak sig i mistillid til hans person. I første omgang indgav Norman Bettison derfor sin opsigelse. ”Just as the Police Authority had listed candidates to succeed him, he withdrew it”, fortalte pressen senere.

Kamp mod wekipedia
Skandalen synes dog ikke at have skadet Bettisons karriere i britisk politi. Men i de senere år har han igen været centrum for kontrovers. Mod slutningen af 2006 bragte han sig i spil til den prestigefyldte stilling som chef for Scotland Yard. I den forbindelse kom det frem, at Chief Constable Sir Norman Bettison truede med sagsanlæg for at tilegne sig både løn og pension fra det offentlige, samtidig med at hans betjente skulle gå ned i løn.

Det blev også afsløret, at ”Norman the Salesman” havde beordret sine underordnede til at overvåge hans profil på wikipedia, slette negative kommentarer og ”make sure the words he wants are put on as soon as possible.”

”Image conscious” Norman Bettison trak sig i oktober 2008 som kandidat til posten som chef for Scotland Yard.

RBKA-aktivisten
Siden Norman Bettisons medieoptræden i juli har pressen ikke vist interesse for den påståede terror-sag fra West Yorkshire. Men sagens (anden) hovedperson, kan Junikredsen afsløre, er identisk med en vis Philip Luty.

Den 44-årige Philip A. Luty er en mindre berømthed i protestbevægelsen The Right to Keep And Bear Arms (RKBA), der mener, at statens afvæbning af sine borgere krænker grundliggende frihedsrettigheder såsom retten til selvforsvar.

I midten af 1990erne gennemførte man i Storbritannien en række voldsomme indgreb mod borgernes ret til at bære våben. I protest satte Philip Luty satte sig for at demonstrere, at enhver kriminel med hænderne skruet rigtigt på, selv kunne bygge sig et skydevåben af forhåndenværende materialer.

Fem år i fængsel
I billeder og tekst dokumenterede Luty sit håndværk i bogen Expedient Homemade Firearms. Den britiske stat slog hårdt ned på Luty’s protestaktion. I fem år sad han indespærret i et lukket statsfængsel, kategoriseret som særlig farlig fange. Han blev nægtet prøveløsladelse fordi Mr. Luty continues to maintain very strong views about UK gun laws to which he is opposed.

phil-002

Philip A. Luty, kræftsyg RKBA-aktivist anholdt og fængslet i dybeste hemmelighed.

Efter sin løsladelse i 2003 oprettede Philip Luty hjemmesiden thehomegunsmith.com, devoted to the homemade gun and techniques of improvised firearm manufacture.

I 2004 udgav Philip Luty Expedient Homemade Firearms Vol. II, der ligesom den foregående bog kunne købes via hans hjemmeside.

Anholdt i hemmelighed
I februar 2005 blev Luty’s bror og 75-årige far anholdt af bevæbnet politi og sigtet for Conspiracy to Manufacture Firearms. Begge mænd blev efter få timer løsladt. De blev aldrig tiltalt for noget, men sigtelserne hænger dem efter sigende stadigt over hovedet.

I februar 2009 fik Philip A. Luty konstateret kræft. Den 22. maj blev han så i dybeste hemmelighed igen anholdt af de britiske myndigheder.

Sigtelserne
Philip Luty er sigtet efter en paragraf i den britiske terrorlov, der kan give op til ti års fængsel hvis man ”collects or makes a record of information of a kind likely to be useful to a person committing or preparing an act of terrorism”.

Det vides ikke om konkrete terrorister, f.eks. nogle af Storbritanniens mange jihad-grupper, har besøgt Luty´s hjemmeside eller købt hans bog. Det vides end ikke hvor han i øjeblikket sidder indespærret.

Det samme gælder sagens angiveligt anden anholdte, den 38-årige militærsamler Terry Gavan, der er sigtet for samme forbrydelse som Luty.

Ingen anholdelser
Nogle få RBKA-aktivister udenfor England, bl.a. Portugal, har på nettet berettet om, hvordan deres hjem er blevet ransaget fordi de har korresponderet med Luty. En brite kunne fortælle, at hans hjem var blevet stormet fordi han fire år tidligere havde downloaded nogle tekster fra Luty’s hjemmeside.

Men i modsætning til, hvad politichef Bettison påstod til pressen, så synes der ikke at have været nogen anholdelser udenfor Storbritannien.  ”West Yorkshire police had contacted local police some months ago asking them to investigate”, forlød det fra Australiens højeste politimyndighed; “Nothing came of it and there were no arrests”.

”This is not an extreme right investigation”
Det var Sir Norman Bettison personligt, der i forbindelse med den store våbenrazzia i år påstod til pressen, at man havde anholdt 32 personer alene i England.

Denne oplysning var ifølge West Yorkshires antiterrorenhed ikke sand. Man havde ”questioned” 32 personer, men altså kun anholdt to.

West Yorkshires antiterrorenhed måtte også gå i rette med Norman Bettisons udlægning af deres efterforskning. ”This is not an extreme right investigation”, fastslog en talsmand for enheden.

Denne oplysning stemmer da også med, at hverken Philip Luty eller Terry Gavan er kendt fra højreekstremistiske sammenhænge. Så vidt vides har de to sigtede heller ingen forbindelse til British National Party.

Advarsel fra Tyskland
Falske pressehistorier om vold og terror fra højrefløjen er efterhånden et ganske almindeligt fænomen. De ofte ganske usandsynlige historier bliver som regel blæst ukritisk (hvis ikke ligefrem begejstret) op af medierne, der efterfølgende kun modstræbende rapporterer om de faktiske resultater af politiets efterforskning.

Ser man bort fra sagen om den tyske politichef Alois Mannichl, så synes Norman Bettison at være den første ledende politimand, der selv direkte iscenesætter en højrehetz. Vi skal ikke her spekulere over motiverne bag Bettisons optræden. Ej heller om årsagen til mediernes tavshed om hans vilde påstande. Vi skal i stedet blot minde om, at bl.a. Mannichl-sagen har fået tysk politi til netop at advare mod mediernes og politikernes systematiske misbrug af de mange falske historier om højre-vold.

Et misbrug, man herhjemme genkender fra pressens dækning af eksempelvis den højredrejede hooligan-gruppe White Pride fra Århus. Med venstreekstremister fra Enhedslisten som eneste kilde beskylder medierne gruppen for politisk vold. Men man fortier ikke blot, at ingen fra White Pride nogensinde er blevet dømt for politisk motiveret vold; man underrapporterer oven i købet systematisk politiets skepsis overfor de af Enhedslisten plantede historier.

Relaterede artikler
Venstrevold avler højrevold
Heksejagt på højrevold
HTX-elev løj om overfald

Læs også
Dangerous Books
Flere våben på villavejene

HTX-elev løj om overfald

I forlængelse af Junikredsens artikel om forstyrrede unge kvinders opspind om højre-vold i Tyskland, bringer vi her historien om en lignende sag fra Danmark.

Enhedslistens pressemeddelelse
Onsdag den 1. oktober 2008 hævdede det lille venstreekstreme parti Enhedslisten i en pressemeddelelse, at en af dets kvindelige folketingskandidater var blevet slået ned på åben gade i Århus af “højreekstremist”. Ifølge den anonyme kvindes forklaring fandt overfaldet sted natten til søndag den 28. september, altså fire dage tidligere. Det nærmere hændelsesforløb blev beskrevet således:

“På vej fra Vesterbro Torv ad Vester Allé gik vedkommende forbi en ung mand, der var i færd med at hænge klistermærker med højreekstreme budskaber op. Vedkommende ser på manden, der pludselig aggressivt råber antisemitiske skældsord ad hende for derefter at tildele hende slag i ansigtet.”

Mystiske sår
Det påståede overfald, der naturligvis fik rig omtale af pressen, blev debatteret indgående på den kendte blog Uriasposten, hvor mange læsere fandt historien utroværdig. Man påpegede bl.a., at der hverken var signalement af gerningsmanden eller vidner til episoden.

Men det var især folketingskandidatens ejendommelige læsioner som bekræftede mange i, at hendes historie var opspind. Ifølge politikerens forklaring til flere medier pådrog hun sig skader i ansigtet fordi hun “røg direkte i asfalten” efter et påstået slag bagfra. Men de skader hun fremviste for pressen, stemte ikke med den type hudafskrabning, der almindeligvis kaldes ‘asfalteksem’, og som de fleste på et eller andet tidspunkt har haft erfaring med.

En tilsyneladende medicinsk kyndig læser blandede sig i debatten på Uriasposten. Analysen (nr. 168 i tråden) af sårene fortjener at blive læst i sin helhed. Her vil vi nøjes med at gengive konklusionen:

“Hvis hendes læsioner skulle have været opstået som angivet, så skulle hun have landet på to høje sten med lille diameter hver især, for at skåne resten af ansigtet for læsioner. Retsmedicinere siger sjældent noget med sikkerhed, men angiver sandsynligheder, og en retsmediciner ville sige, at det er MEGET USANDSYNELIG at skaderne skulle være opstået som angivet, med andre ord LYVER ofret.”

Ligesom andre læsere hældede medicineren til, at folketingskandidatens små cirkelrunde læsioner skyldes børnesår eller anden infektion.

Modstridende forklaring
Børnesår var måske ikke et dårligt gæt. Det viste sig nemlig, at sagens hovedperson var den 19-årige HTX-elev Sarah Victoria Bruun, der tidligere havde været tiltalt for groft hærværk.

Officielt billede af Sarah Victoria Bruun.

Officielt billede af Sarah Victoria Bruun.

Torsdag den 2.oktober fortæller Bruun sin historie til formiddagsavisen BT og  gratisavisen Urban. Her fortæller hun samstemmende:

“”Jeg var på vej til fest, da jeg så en mand stå og sætte klistermærker op. Da jeg så, at det var en nazi-mærkat, lavede jeg en eller anden grimasse og gik videre. Jeg gik tre-fire skridt, og så blev jeg ramt af et hårdt slag bagfra. Jeg røg direkte i asfalten”… Da hun lå på jorden, blev der råbt ad hende. “Jeg hørte ham sige: “Det er din egen skyld, Sarah”, og han sagde også “Jøde”.”

Bruun hævdede altså om torsdagen, at hun først blev slået ned bagfra og derefter udsat for tilråb. Denne forklaring er i klar modstrid med fremstillingen i Enhedslisten pressemeddelelse dagen før. Her blev Bruun tværtimod først udsat for tilråb og dernæst ramt af “slag i ansigtet”.

Bruun skifter forklaring
I et interview til Jyllandsposten dagen efter, fredag den 3. oktober, skifter Sarah Victoria Bruun forklaring. Nu bliver hun, i overensstemmelse med Enhedslistens pressemeddelelse, først tilråbt og dernæst slået i ansigtet.

Da Bruun i denne version af sagen samtidig nøje præciserer, at hun blev ramt af ét slag, så kan det på forhånd udelukkes, at hun blev ramt af slag både forfra og bagfra. Begge hendes historier kan altså umuligt være sande. Dermed står det fast, at Sarah Victoria Bruun har afgivet mindst én falsk forklaring. Mindst én løgn.

Men i modsætning til både onsdagens og torsdagens versioner, så hævder Bruun ikke længere, at den påståede gerningsmand tiltalte hende ved navn. Hun fastholder, at hun blev kaldt jøde og hævder, at hun er halvjøde. Men “Om der er en sammenhæng, ved jeg ikke”, fordi ” Det kan også være, at det bare er brugt som skældsord”.

I fredagens interview kommer det omsider frem, at Sarah Victoria Bruun lørdag nat var beruset. Gerningsmanden har hun aldrig set før og det påståede klistermærke, der skulle have udløst episoden, kan hun heller ikke beskrive nærmere. Østjyllands Politi kan “ikke sige, om Enhedslisten har ret i sin antagelse om politisk vold.”

Siden er der ikke kommet nyt i sagen.

Hvem løj for hvem?
Vi har altså tre forskellige forklaringer om det påståede overfald på Sarah Victoria Bruun. Den første blev forfattet til medierne af Enhedslisten, de to næste fortalt til journalister af Bruun personligt. I sine første interviews kommer hun med en forklaring, der direkte strider mod Enhedslistens pressemeddelelse. Først i anden runde begynder Bruuns historie at stemme med Enhedslistens.

Hvad eller hvem fik Bruun til at ændre forklaring? Ja, det kan man jo kun gætte på. Men enten løj Bruun for både Enhedslisten og offentligheden. Eller også løj Enhedslisten for offentligheden, og pressede eller lokkede den 19-årige Bruun til at støtte sin løgn.

Udnyttet af Enhedslisten
I hvert fald kan man konstatere, at den 19-årige Bruun lige fra historiens begyndelse blev mandsopdækket af Enhedslistens mediepolitiske ordfører, 54-årige Per Clausen, der omgående hævdede, at motivet til det påståede overfald var, at Bruun var folketingskandidat for hans parti.

Per Clausens påstand kan afvises som det pure opspind. For det første har Sarah Victoria Bruun aldrig selv påstået, at hendes kandidatur spillede den fjerneste rolle omkring det påståede overfald. For det andet har Bruun som nævnt senere indrømmet, at hun ikke har belæg for at påstå, at den påståede gerningsmand overhovedet anede hvem hun var.

Per Clausen hævdede også, at AGFs højredrejede hooligans, White Pride, stod bag det påståede overfald. Heller ikke denne påstand er der det fjerneste belæg for i Bruuns skiftende forklaringer.

Som led i sin velkendte bandekrig mod White Pride misbrugte Enhedslisten altså Sarah Victoria Bruuns historie. Men gik Enhedslisten også så vidt, at man direkte beløj sit unge partimedlem?

Martin Lindbloms citatfusk
Det er der faktisk meget, der tyder på. Lad os gå tilbage til onsdag den 1. oktober, hvor offentligheden første gang hører om sagen i en pressemeddelelse fra Enhedslisten. Heri optræder Sarah Victoria Bruun som nævnt anonymt.

Men allerede samme dag afsløres hendes identitet på Monsuns hjemmeside, Modkraft. Artiklen var begået af Martin Lindblom fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion, og udformet som et referat af Enhedslistens pressemeddelelse. Læseren blev ikke oplyst om, hvorfra Lindblom kender identiteten på det påståede offer. Læseren forledes derfor til at tro, i strid med sandheden, at oplysningen stammer fra den refererede pressemeddelelse.

I sin artikel anfører Martin Lindblom også, “Han tiltalte mig som om, han vidste hvem jeg var, og kaldte mig jøde og lignende, udtaler Sarah Victoria Bruun i en pressemeddelelse.” Men Lindbloms citat er et direkte falsum. I Enhedslistens pressemeddelelse står der anført, “De tiltalte mig som om, de vidste hvem jeg var, og kaldte mig jøde og lignende” (red.fremh.)

Hvorfor begår Martin Lindblom, der ellers er kendt for ihærdige forsøg på at forsvare en journalistisk integritet, et så åbenlyst citatfusk?

Hvem lyver denne gang?
Lad os først slå fast, at vi ikke tror på, at Martin Lindblom, der som prominent medlem af tæskeholdet Antifascistisk Aktion selv gemmer sig bag masker og dæknavne, ville røbe Sarah Victoria Bruuns identitet uden hendes tilsagn. Tværtimod tror vi, at Lindblom var i direkte eller indirekte kontakt med Bruun inden han begik sin historie. For det andet er det en kendsgerning, at trods Bruuns skiftende forklaringer, så er det kun i Enhedslistens pressemeddelelse, at der optræder flere gerningsmænd.

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at Bruun oprindeligt også løj om antallet af gerningsmænd. Men alt i alt tror vi, at Martin Lindblom med sit citatfusk har fat i sandheden. Nemlig, at Sarah Victoria Bruun aldrig har påstået, at der var mere end én gerningsmand.

Meget taler altså for, at løgneren i dette tilfælde er Enhedslisten. Dermed rejser der sig også et spørgsmål om, hvorvidt det var Enhedslisten eller Bruun, der oprindeligt ønskede hun skulle holdes væk fra offentligheden. I hvert fald kan man konstatere, at Sarah Victoria Bruun både før og efter onsdag den 1. oktober 2008 ikke har haft spor imod at optræde i pressen.

Enhedslistens løgnekampagne
Som det fremgår af Per Clausens udtalelser i såvel Enhedslistens pressemeddelelse som til Jyllandsposten dagen efter, så ville Enhedslisten gerne bruge Sarah Victoria Bruuns historie som påskud for at inddrage justitsministeren i partiets bandekrig mod White Pride.

I Jyllandsposten drager Per Clausen tillige en direkte parallel mellem Bruuns historie og et meget omtalt gruppeoverfald på en af partiets berygtede gadekrigere fra Antiracistisk Netværk nogle måneder før. Fem unge medlemmer af White Pride tilstod og modtog milde domme for den spontane afklapsning. Domstolens afgørelse blev mødt med raseri af Enhedslisten, ikke mindst fordi retten klart afviste partiets skrål i pressen om politisk vold.

Man begynder altså at kunne skimte Enhedslistens motiv til at belyve den unge Bruun. Man lægger hende falske ord i munden for at give hendes historie en fernis af sådanne gruppeoverfald, som offentligheden i forvejen, ikke mindst takket være partiets egen propaganda, forbinder White Pride med. Dermed kan det påståede overfald på Bruun indgå i Enhedslistens tilbagevendende hetz mod AGFs hooligans for politisk vold.

Lukket miljø
Det skal understreges, at vi naturligvis ikke med bestemthed ved, om det var Enhedslisten eller Sarah Victoria Bruun, der løj om antallet gerningsmænd. Vi ved heller ikke hvorfor Martin Lindblom citatfuskede med Enhedslisten pressemeddelelse i stedet for ærligt at henvise til egen research.

Var det sygelig trang til opmærksomhed, der drev Sarah Victoria Bruun ud i løgn? Eller blev hun som brik i et politisk spil kynisk udnyttet?

Svarene på disse spørgsmål skal søges indenfor Enhedslistens lukkede miljø. I dag er kun unge Bruun grebet i direkte løgn. Det vil nok aldrig blive opklaret, om ældre og mere erfarne undergrundsaktivister gik fri på hendes bekostning.

__

 Den 10. marts i år aflagde Sarah Victoria Bruun Junikredsen et besøg. Til brug for denne artikel stillede vi hende nogle afklarende spørgsmål:

 1) Hvordan pådrog du dig præcist dine sår?
2) Hvem andre end dig har set det påståede klistermærke? Og kan de i give fald heller ikke huske det?
3) Hvor mange genstande havde du faktisk drukket op til episoden?

 HTX-eleven vendte aldrig tilbage…

Heksejagt på højrevold

BRAZIL-SWITZERLAND-OLIVEIRA

Paula Oliviera fremviser SVP-dekorede ben, 2009.

Om dynamikken bag renæssancens omfattende heksejagt skriver Den Store Danske Encyklopædi:

I langt højere grad synes folketraditionen at være blevet påvirket af hetz fra prædikestolene og af de mange flyveblade, der i store oplag spredte nyhederne om hekseprocessernes rystende afsløringer. Hvor man blev udsat for massiv propaganda, kunne de føre til kaos i det folkelige forestillingsunivers med deraf følgende heksepanik og masseforfølgelse.

Hvis man erstatter “prædikestole” og “flyveblade” med “TV” og “aviser”, så synes situationen omkring nutidens højreopposition ikke ulig det farlige massehysteri i Christian d. IVs Europa.

Opspind fra Schweiz
I denne måned gik det således verdenspressen rundt, at tre schweiziske skinheads havde mishandlet en 26-årig brasiliansk kvinde på åben gade i Zürich.  “De tæskede hende så hårdt, at hun mistede sine tvillinger, og de brugte en kniv til at give hende ar med racistiske betydninger”, kunne pressen opskræmt berette.

Med “racistiske betydninger” henviste pressen alene til forbogstaverne “SVP”, der står for Schweizerische Volkspartei, et EU- og indvandrerskeptisk midterparti, der ved parlamentsvalget i 2007 fik 27% af stemmerne.

I Brasilien stod politikere i kø for at fordømme overfaldet. Men allerede dagen efter kunne de schweiziske myndigheder afsløre, at den sydamerikanske indvandrer var fuld af løgn. Paula Oliviera indrømmede nu, at hun aldrig havde været gravid og en førende retsmediciner fastslog, at “det her er et tilfælde af selvpådragelse.”

Elke J. med sit hagekors, 1994.

Elke J. med sit hagekors, 1994.

Elke J. fra Halle
Sagen fra Schweiz er langt fra enestående. En af de tidligste sager stammer fra januar 1994, hvor en 17-årig pige fra byen Halle påstod, at tre skinheads havde snittet et hagekors på hendes kind.

Elke J. skulle angiveligt være blevet overfaldet fordi hun sad i rullestol, og det tyske handicapforbund var ikke sen til at slå politisk plat på sagen. I medierne rasede forbundsformand Friedel Rinn mod den borgerlige Kohl-regerings “samvittighedsløse socialpolitik, som tvinger mange mennesker ud over afgrundens rand og fører til feje overfald på de svageste.”

I dagene efter det påståede overfald stormede tysk politi flere end 200 “kendte tilholdssteder for højre-ekstremister og nynazister”, som pressen oprømt skrev. I Halle tiltrak en demonstration arrangeret af bl.a. universitetsstuderende tusindvis af mennesker. Fra talerstolen beskyldte det socialdemokratiske forbundsdagsmedlem Christel Hanewinckel “en usaglig debat om misbrug af de sociale ydelser” for at “berede jordbunden for vold”.

Hysteriet fik dog en brat afslutning da myndighederne få dage senere afblæste, hvad pressen beskrev som “en sand klapjagt” på højreorienterede.  Myndighederne indrømmede nu, at man allerede tidligt havde haft mistanke om, at Elke J.s historie var “fri fantasi”. Det afgørende bevis fik man, da retsmedicinere fastslog, at hendes læsion var konstrueret med flere end 30 små enkeltsnit. Videre kom det frem, at Elke J. ikke var fysisk handicappet, men led af “psykosomatisk lammelse”.

Heltinden fra Mittweida
Elke J. blev aldrig retsforfulgt for sin falske anmeldelse. Det blev derimod den jævnaldrende Rebecca Katzschmann fra den lille by Mittweida, der i november 2006 gik til politiet og påstod, at fire skinheads havde overfaldet hende.

Ifølge Katzschmann havde hun ni dage tidligere set de fire mænd i færd med at banke en lille russisk pige udenfor det lokale supermarked. Da Katzschmann forsøgte at stoppe dem, angreb de i stedet hende. Hun blev smidt om på gaden og med en skapelligende genstand skåret et hagekors på sin ene hofte. Ifølge Katzschmann satte hun sig så voldsomt til modværge, at hun fik sig revet løs inden højreaktivisterne også fik skåret en SS-rune i ansigtet på hende. Ifølge Katzschmann var de fire mænd iklædt sorte jakker påtrykt “NSDAP”. Fra et nærliggende boligkompleks havde mange beboere set overfaldet fra deres altaner.

Så vidt Rebecca Katzschmanns historie. En retsmediciener kunne hurtigt fastslå, at Katzschmanns læsion var udført med en sådan “akkuratesse”, at den umuligt kunne være blevet påført under de omstændigheder, som hun påstod. Trods en dusør på samlet 10,000 euro var samtlige vidner som sunket i jorden, og da politiet fandt den eneste lille russiske pige i Mittweida, der ejede en af Katzschmann beskrevet karakteristisk jakke, så viste det sig, at hun den pågældende dag havde været på rejse med sin mor.

Rebecca Katzschmann får ærespris for løgn, 2007.

Rebecca Katzschmann får ærespris for løgn, 2007.

Det stod altså tidligt klart for politiet, at der var tale om en typisk løgnehistorie. Men det var tilsyneladende ikke alle indenfor tysk politi, der ønskede sandheden frem. Af en kvindelig betjent fik politiets pressetalsmand oplyst, at retsmedicineren i sin rapport havde udelukket, at Katzschmann selv kunne have påført sig hagekors-såret. Denne løgn blev derfor udspredt via pressen. Det var formentlig på den baggrund, at Bündnis für Demokratie und Toleranz valgte at give Katzschmann en ærespris for “civilcourage”.

Katzschmanns løgnehistorie kunne dog ikke skjules. Op til prisuddelingen allierede hun sig med en advokat, der forbød hende at udtale sig offentligt om sagen. På trods af disse kendsgerninger valgte det statskontrollerede demokrati-forbund at fastholde prisuddelingen. Dog først efter at have spurgt Katzschmann, om hun var sikker på, at hun var egnet til værdigheden.

Politiets efterforskning mod Katzschmann fortsatte dog, og få måneder senere blev hun formelt sigtet for falsk anmeldelse. En ny lægeundersøgelse, forlangt af hendes advokat, bekræftede  at hun selv havde snittet sig. Den 20. februar i år accepterede Rebecca Katzschmann en dom på 40 timers samfundstjeneste for sin løgn. Sin ærespris fik den unge løgner lov at beholde.

Tvivlsom statistik
Så vidt vides findes der ingen officielle statistikker over, hvor mange falske anmeldelser der gennem tiden har været rettet mod højrefløjen. Ifølge oppositionspartiet Deutsche Volksunion har der siden 1990erne været mere end fyrre tilfælde, hvor en Elke J., en Paula Oliviera, en Rebecca Katzschmann er blevet grebet i falske historier om ‘hagekorssnittende’ nynazister.

Udbrændt tyrkerhus, Solingen 1993.

Udbrændt tyrkerhus, Solingen 1993.

Højrefløjen har gennem årene også været udsat for  mange falske anmeldelser for andre typer af forbrydelser, herunder flere tilfælde af brandstiftelse og mordbrand, hvor de formodede gerningsmænd i virkeligheden var muslimer. I flere af de sager, hvor højreaktivister faktisk er blevet dømt – ofte på indicier – for militante ulovligheder, har det vist sig, at det i Tyskland allesteds nærværende hemmelige politi har haft en finger med i spillet. Det gælder f.eks. den kendte brand i Solingen i 1993, hvor en betalt politiagent havde trænet tre af de fire unge dømte.

Kan man være sikker på, at falske anklager ikke medtælles, når staten myreflittigt opgør sine tal for højrefløjens påståede forbrydelser? Nej, det kan man desværre ikke. Det viser f.eks. tilfældet Elke J., hvis sag mere end et år senere stod anført i en officiel statistik fra FN over “racistisk vold” i Tyskland.

Myndighedernes rolle
Samtidig kan man konstatere, at myndighederne anlægger en særdeles blød linie overfor de mange falske anklager mod højrefløjen. Efter dommen over Rebecca Katzschmann, så vidt vides den eneste af sin slags, beklagede statsanklageren sagen fordi den kunne “være vand på bestemte kredses mølle”. Politikvinden, der havde løjet om retsmedicinerens rapport, blev aldrig retsforfulgt. Hun havde blot været “overmotiveret”.

For både efterforskere og anklagere vejer politiske hensyn altså åbenlyst tungere end retfærdighed, når højreoppositionen beskyldes for ulovligheder. Har den tyske stat i sin iver efter at tjene demokratiets interesser også ligefrem begået justitsmord? Denne mulighed kan ikke udelukkes. I Solingen føler mange indbyggere sig i dag overbeviste om, at deres fire unge landsmænd blev uskyldigt dømt.

__