Junikredsen

Research – Formidling – Opinion

Kategori: Artikler

ORG??

Det regeringsfjendtlige dagblad Politiken mener, at man er kommet på sporet af en hemmelig forening ved navn ORG. Foreningen, der angiveligt har eksisteret i tyve år, er baseret i Århus og forholder sig kritisk til masseindvandring. Foreningen bliver derfor af Politiken beskyldt for at “have stået  bag grupper som Dansk Front (nu lukket), Vederfølner med forbindelse til hooligangruppen White Pride, og lokallisten Århus Mod Moskeen”.

Dog vedgår Politiken, at dokumentationen bag bladets historie er tilrettelagt af en gruppe IT-kriminelle, der under navnet Redox selv skjuler sig for offentligheden.

ORG beskyldes også af Politiken for at have opbygget et kartotek, kaldet ‘Den store Hukommelse’, over landsskadelig virksomhed. I den forbindelse skriver Politiken bl.a.:

“I 2009 blev overvågningen udvidet med fotografering af modstandere på den yderste venstrefløj… Billederne var ikke kun til ORG’s eget brug: »Billederne skal stilles frit til rådighed for alle aktører i den nationale kamp, herunder selvfølgelig ORG – men også Vederfølner, DDF, Junikredsen, Trykkefrihedsselskabet m.fl.«, skrev formanden.
Vederfølner er en højreradikal ungdomsforening delvis styret af ORG-medlemmer, DDF er Den Danske Forening, hvor ORG-medlemmer udgør et flertal i bestyrelsen, Junikredsen er et højreradikalt website. Politiken er ikke bekendt med formelle bånd mellem ORG og Trykkefrihedsselskabet.”

Her på Junikredsen er vi ikke bekendt med, at vi nogensinde skulle have modtaget noget fra ORG. En forening, som vi ikke tidligere har hørt om, ligesom vi heller aldrig har hørt om kartoteket ‘Den store Hukommelse’.

Politikens nære samarbejdspartner, hackergruppen Redox, har også tidligere påstået at en bestemt, nu tidligere politibetjent arbejdede for Junikredsen. Vi afviste gruppens udokumenterede påstand og kan i dag konstatere, at ifølge Politiken var betjenten områdeleder for ORG.

_

Reklamer

Franz Boas: Anti-racismens plettede Darwin

På Adoption og Samfunds hjemmeside bringer man en artikel af historikeren Preben Juhlin, der skal være ekspert i ‘raceteori og fordomme’. Ifølge Juhlin eksisterer der ikke forskellige menneskeracer. Han skriver bl.a.:

“En amerikansk undersøgelse, foretaget af antropologen Franz Boas, påviste, at immigranter tilhørende samme race ændrede hovedform fra én type til en anden på bare to generationer. Hermed bortfaldt hele fundamentet for racevidenskaben, og de ydre fysiske racemæssige karaktertræk forsvandt som basis for inddelingen af menneskeheden i racer.”

Men hvem er Franz Boas? Og hvad siger hans undersøgelse faktisk? Det vil vi forsøge at besvare i det følgende.

En mand af betydning
Franz Uri Boas (1858-1942) var en tyskfødt jøde med stærke socialistiske sympatier. Han var en del af den bølge af jøder, der i perioden op til første verdenskrig strømmede til USA. “His first 20 years in the United States (1884-1904) corresponded precisely with the period of massive immigration of people from southern and eastern Europe, including millions of Jews”, skriver Leonard Glick.

Franz Boas er ikke så berømt som Karl Marx og Sigmund Freud, to andre tysksprogede jøder, men som grundlægger af den såkaldte kultur-antropologi, der vil afhægte biologien fra studiet af mennesket, er hans betydning for vore dages vestlige samfund måske endnu større. Han var fra 1899 og frem til sin død professor ved Columbia University i New York City. En by, der med sine knapt to millioner jøder i dag skal være den største jødiske bosættelse udenfor Israel. På Columbia priser man i dag Boas’ videnskabelige indflydelse i høje toner:

“Boas is the early-twentieth-century scholar most responsible for discrediting the then-dominant scientific theories of racial superiority. Through his elaboration of cultural relativism as an alternative theoretical framework, he came to have an enormous influence on the development of American anthropology.”

Franz Boas’ indflydelse gør sig ikke kun gældende indenfor amerikansk antropologi, men udstrækker sig til hele det amerikanske samfund. Således skriver Andrew R. Heinze:

“Boas revolutionized American social thought by demonstrating in a variety of anthropometric and ethnographic studies that the environment in which people lived strongly affected both their physical and mental development. Culture, Boas argued, not race, explained the variety of human behaviour.”

Fra USA har Franz Boas’ videnskabelige anti-racisme via FN bredt sig ud over hele kloden. Encyclopædia Britannica skriver:

“On a global scale, Franz Boas deserves credit for stimulating the research that proved, as a 1963 United Nations declaration states, “that any doctrine of racial differentiation or superiority is scientifically false.”

Det synes derfor ikke overdrevet, når Thomas Gossett oprømt skriver: “It is possible that Boas did more to combat race prejudice than any other person in history.”

Franz Boas og masseindvandringen til Amerika
Franz Boas’ autoritet og prestige blandt akademiske anti-racister hviler især på en stor antropometrisk undersøgelse, som han gennemførte i årene fra 1908 til 1911 (antropo-metri er “læren om menneskelegemets mål”, som det hedder i Gyldendals Fremmedordbog.)

Baggrunden for det omfattende studie var den nævnte bølge af flygtninge og indvandrere, der omkring forrige århundredeskifte ramte USA. De kom hovedsageligt fra Syd- og Østeuropa og inkluderede altså “millions of jews” (vistnok 2-3- mill.) Masseindvandringen blev mødt med stigende uro af Amerikas hovedageligt angelsaksiske stambefolkning, hvis forfædre havde grundlagt den unge nation. Mange udtrykte åbent frygt for, at de nordvesteuropæiske folkestammer ville miste herredømmet over landet, hvis den uhæmmede indvandring fortsatte. Den gang nærede selv samfundseliten ikke angst for at anskue tingene i biologisk perspektiv, og mange udtrykte derfor også bekymring for en forsmudskning af det amerikanske folk. “Future Americans will be swarthy”, lød det således alarmerende fra New York Times.

I 1907 nedsatte den amerikanske kongres derfor den såkaldte Dillingham-kommission, der grundigt skulle undersøge det amerikanske indvandrerspørgsmål. Franz Boas ansøgte kommissionen om midler til et antropometrisk studie af problemet. Umiddelbart fandt kommissionen Boas’ projekt udenfor sin opgave, der var stilet mod de sociologiske konsekvenser af masseindvandringen. Men Boas insisterede:

“The material on the social condition of the immigrants that is being accumulated will be much enhanced in practical value when it is supplemented by a physical examination in which the actual effect of the new environment upon the physique of the immigrants is tested.”

‘Changes in the Bodily Form of Descendants of Immigrants’
Boas’ studie, Changes in the Bodily Form of Descendants of Immigrants, omfattede bl.a. hovedmåling af ca. 18,000 europæiske første- og andengenerationsindvandrere i USA, hvoraf omkring en tredjedel var jøder. Ifølge professor Boas havde man bl.a. konstateret, at det såkaldte cephaliske indeks ændrer sig markant i løbet af blot en generation.

Det cephaliske indeks er forholdet mellem hovedets længde og omkreds. Ifølge Franz Boas var hans opdagelse revolutionerende fordi det cephaliske indeks “has always been considered as one of the most stable and permanent characteristics of human races”. Denne antagelse, hævdede Boas, holdt ikke stik fordi det cephaliske indeks tværtimod “undergoes far-reaching changes due to the transfer of races of Europe to American soil”.

På Franz Boas’ tid var det velkendt, at de forskellige racers hjerne ikke havde samme størrelse. Selv Boas måtte i sin berømte bog The Mind of Primitive Man medgive, at siden man fandt “clear evidence of differences in structure between the races, so we must anticipate that differences in mental characteristics will be found.” Men kort efter offentliggørelsen af sine resultater samme år deltog Franz Boas i en anti-racistisk konference i London.

Her drog han yderligere konsekvenser af sin forskning: “These observations seem to indicate a decided plasticity of human types… It follows, however, directly, that if the bodily form undergoes far-reaching changes under a new environment, concomitant changes of the mind may be expected.” Og videre: “I believe, therefore, that the American observations compel us to assume that the mental make-up of a certain type of man may be considerably influenced by his social and geographical environment.”

Men Franz Boas hævede ikke blot, at hans undersøgelse viste, at mentale evner er miljøbestemte. I Changes in the Bodily Form hævder han også , at race-karakteristika ikke er stabile, men tværtimod forandrer sig efter miljøet. “These results are so definite that, while heretofore we had the right to assume that human types are stable, all the evidence is now in favor of a great plasticity of human types”.

Dermed angreb Franz Boas selve race-idéen, der naturligvis netop forudsætter, at fysiske træk er stabile ned gennem generationerne. Fra Changes in the Bodily Form går der en historisk lige linie til forestillingen om, at ‘race er en myte’. Et slogan, der blev lanceret i 1942 af Boas-disciplen Ashley Montagu, som senere fik ansvaret for FNs første race-erklæring. Ashley Montagu kaldte sig også Montague Francis Ashley-Montagu. Bag det fornemme angelsaksiske navn gemte sig en britiskfødt jøde ved navn Israel Ehrenberg.

Jantz og Sparks
I oktober 2002 bragte New York Times en historie under overskriften “A New Look at Old Data May Discredit a Theory on Race”. Men i modsætning til hvad mange nu om dage forventer, så var der denne gang ikke tale om et trompettrut imod idéen om medfødte race-forskelle. “The new report raises the issue of whether an earlier generation’s efforts to play down the role of genetics in fields like behavior and racial variation may not have been carried to extremes”, skrev den traditionelt venstre-liberale, indflydelsesrige avis.

To amerikanske forskere, Richard Jantz og Corey Sparks, havde analyseret data fra Franz Boas’ berømte immigrant-strudie. De fandt, at Boas’ resultater var i strid med konklusionen i Changes in the Bodily Form:

“[O]ur analysis reveals high heritability in the family data and variation among the ethnic groups, which persists, in the American environment…Reanalysis of Boas’ data not only fails to support his contention that cranial plasticity is a primary source of cranial variation but rather supports what morphologists and morphometricians have known for a long time: most of the variation is genetic variation.”

Altså; i modsætning til hvad Boas havde hævdet, så konkluderer Jantz og Sparks, at hans data viser, at forskelle i ‘etniske gruppers’ kranieform og -størrelse ikke skyldes miljøet, men er genetisk bestemt. Et faktum, som videnskabsmænd ovenikøbet ‘har vidst gennem lang tid’.

Ugler i mosen?
Resultatet af Jantz’ og Sparks’ kritiske analyse af Franz Boas’ immigrant-studie har sikkert ikke overrasket Richard Jantz, der sammen med Stephen D. Ousley i 1984 foretog en lignende analyse af Boas’ tidligere, og næsten lige så omfattende, antropometriske data fra den berømte Jesup Ekspedition. På baggrund af sine undersøgelser hævdede Boas kategorisk, at “The much-discussed theory of the Asiatic origin of the Eskimos must be entirely abandoned”. Men Jantz og Ousley påviste, at Boas’ anatomiske data tværtimod dokumenterede “a close genetic relationship” mellem eskimoer og sibiriske asiater.

Om Jesup-ekspeditionen er det, følge James Clifton, også velkendt, at Boas gjorde sig store anstrengelser for at nedtone og skjule det omfattende slaveri, som man fandt blandt indianerstammerne på den amerikanske nordvestkyst.

Ifølge Wesley C. George hører det med til historien om Franz Boas, at da han i 1938 genudgav The Mind of Primitive Man fjernede han uden forklaring afsnittet om “clear evidence of differences in structure between the races”.

Alt i alt synes det ikke altså overdrevent, når Marguerite Holloway konkluderer, at “Boas seemed quite ready to ignore data that did not support his theory.”

Anti-racistisk modoffensiv
Selv om det i videnskabelige kredse altså er almindeligt kendt, at Franz Boas ikke hører til blandt de mest pålidelige forskere, så kæmper anti-racistiske akademikere indædt for at bevare hans status. En status, der nærmest kan betegnes som anti-racismens Darwin.

Angrebet på Jantz og Sparks blev sat ind allerede i New York Times-artiklen, hvor man lod race-benægteren Allan A. Goodman få det sidste ord. Uden mindste belæg beskyldte Goodman, der efter navnet at dømme formentlig er jøde, de to forskere for give sig ud for at vise at “Boas was a rampant environmentalist, when in fact he wasn’t.” Goodman er nyligt afgået som præsident for American Anthropological Association og var i 1998 en af hovedkræfterne bag organisationens stærkt anti-racistiske erklæring.

En anden drivkraft bag antropologi-foreningens race-erklæring var Jonathan Marks, der i april 2003 retter et voldsomt udfald mod Corey Sparks, som

“… has even published a paper attacking, of all people, the anthropologist Franz Boas – claiming that Boas’ original immigrant study from 1910… did not really show any change in cranial form, which is fixed genetically and racially. That assertion has a ring of desperation to it (if not obfuscation), and has been quickly rebutted by more mainstream biological anthropology.”

I 2007 angriber Jonathan Marks igen Jantz og Sparks i samme agressive tone:

“Indeed, even our long-standing appreciation for the skull’s sensitivity to the conditions of growth and development (Gravlee et al. 2003) is still perceived as threatening in some corners of physical anthropology (Sparks and Jantz 2002).”

I sine udfald mod Jantz og Sparks forsøger Jonathan Mark, der tydeligvis er jøde, at udgrænse og psykologisere de to forskere. Klassiske kneb, når argumenterne ikke længere rigtigt holder. I hvert fald bider man mærke i, at Marks i 2007 ikke længere påstår, at Jantz og Sparks er blevet refuteret. Efter alt at dømme forsøger Marks i stedet at skjule, at han i april 2003 var for hurtig på aftrækkeren. Måneden før havde “Gravlee et al.” – d.v.s. Clarence C. Gravlee, William R. Leonard og H. Russell Bernard – i American Anthropological Associations eget tidsskrift, American Anthropologist, offentliggjort en undersøgelse, der bekræftede Boas’ konklusioner.

Men Gravlee, Leonard og Bernard, tre overbeviste anti-racister, hævdede ikke på nogen måde, at deres arbejde tilbageviste Jantz’ og Sparks’ undersøgelse. Tværtimod understregede de tre forskere i en fodnote til deres artikel, at de ikke havde kendt til Jantz’ og Sparks’ arbejde før efter deres egen artikel var sendt til godkendelse hos American Anthropologist. Efter alt at dømme løj Jonathan Marks i april 2003 altså direkte for sine læsere.

Boas korrekt eller ej?
American Anthropologist inviterede de to forskerhold til “a follow-up to their original study, assessing their results in light of the conclusions reached by the other” i bladets spalter. Det skulle snart vise sig, at når man så på de hårde data, så var de to hold ikke langt fra hinanden. Tværtimod kunne begge bruge den andens data til at bekræfte sin konklusion.

Gravlee, Leonard og Bernard fandt således Jantz’ og Sparks’ måleresultater “largely consistent with our own”. Deres pointe var, at før Boas havde det cephaliske indeks, med Boas’ ord, altid været anset for “one of the most stable and permanent characteristics of human races”. Changes in the Bodily Form var derfor i sin samtid et revolutionerede studie:

“Given the prevailing faith in the absolute permanence of cranial form, Boas’s demonstration of change-any change-in the cephalic index within a single generation was nothing short of revolutionary.”

Man kan naturligvis diskutere, om Boas’ påstand om “far-reaching changes” i det cephaliske indeks med rimeligehed kan fortolkes som “any change”. Men Richard Jantz og Corey Sparks medgav, at Boas’ fund måtte anses for revolutionerende i sin samtid. “But it remains a product of its time with little general applicability to modern human biology”, fastslog de. Med tørre tal fra Gravlee, Leonard og bernard dokumenterede de, at Boas selv havde overdrevet betydningen af sin undersøgelse:

“Clarence C. Gravlee, Russell Bernard, and William R. Leonard’s reanalysis shows that the greatest difference between foreign-born parents and U.S.-born offspring is 1.67 cranial index (CI) units; Hebrew immigrants had a CI of 84.61, their U.S.-born offspring 82.94. This hardly qualifies as a change in “type” as Boas described it”.

For nærmere at forstå hvad Jantz og Sparks skriver her, så skal man vide, at man i fysisk antropologi inddeler hovedformen i tre overordnede typer: Kortskallet, mellemskallet og langskallet.

Lang-, mellem- og kortskallet

Udtrykt ved det cephaliske indeks afviger de tre hovedtyper sig fra hinanden med mindst fire-fem CI. I klart sprog betyder det, at Boas’ reviderede tal ikke viser en typeændring af jødernes hovedform, men kun at de gik fra kortskallet (CI større end 80) til lidt mindre kortskallet.

Jantz og Sparks pegede også på det velkendte forhold, at Changes in the Bodily Form massivt bliver brugt til at propagandere for “the view that the cranium is so plastic that it could not contain any genetic information”. De to forskere fastslår utvetydigt, at “Boas’s findings suggest nothing of the sort.”

Franz Boas, hans samtid og det cephaliske indeks
Efter debatten i American Anthropologist døde diskussionen om Franz Boas’ immigrant-undersøgelse ud. Hverken Gravlee, Bernard, Russell (endsige Jonathan Marks) eller andre antropologer har siden da hævdet, at Franz Boas’ immigrant-studie beviser, at kranie-måling er værdiløs til at bestemme forskellige menneskeracer. Eller bestemme “etniske grupper”, som det mere politisk korrekt hedder nu om dage. Kraniet, udtrykt ved det cephaliske indeks, er ikke absolut uforanderligt. Men som Jantz og Sparks også påpeger, så skyldes kun 1 % af forandringen miljøet. 99% er genetisk bestemt. Samtidig ændrer kraniet sig f.eks. ikke mere, end at retsmedicinere med 90% sikkerhed kan identificere et skelet racemæssigt korrekt.

Men dette forhold afklarer naturligvis ikke om Franz Boas’ resultater virkeligt var så revolutionerende som han selv og Gravlee, Leonard og Russell hævder, og som kritikerne Jantz og Sparks (iøvrigt uden begrundelse) medgiver. Denne vurdering bygger udelukkende på Boas’ udekomunterede påstand om, at man dengang opfattede det cephaliske indeks som “the most stable and permanent” race-træk. På den baggrund vil enhver dokumenteret ændring i kranieformen selvsagt kunne siges at være et opsigtsvækkende resultat, ganske som hans tre disciple her næsten hundrede år senere hævder.

Franz Boas lagde ikke selv fingerne imellem, da han med henvining til sin immigrant-undersøgelse på den førnævnte anti-racistiske London-kongres påstod, at “The old idea of the absolute stability of human types must… evidently be given up”. Men hvilke forskere henviser han til? Hvem var det af Boas’ samtidige, der anså det cephaliske indeks for absolut stabilt?

Det gjorde faktisk ingen! På Franz Boas’ tid var alle på det rene med, at som race-indikator er det cephaliske indeks ikke et absolut tal, men en gennemsnitlig værdi. Som William Z. Ripley, Boas’ berømte samtidige, skriver i The Races of Europe:

“The days when one could… formulate an entire theory as to the origin of European types by the study of two crania alone is happily past. Modern craniometry must rest for its justification upon a few simple measurements, taken, however, upon large numbers of subjects.”

Den videnskabelige debat omkring forrige århundredeskifte drejede sig alene om, hvor meget vægt man skulle lægge på det cephaliske indeks som race-indikator. Selv folk som Ripley og og briten Karl Pearson, der begge vægtede indekset højt, var enige i, at det ikke kunne stå alene, men måtte ledsages af yderligere antropometriske mål såsom højde og drøjde, samt af morfologiske observationer af f.eks. hårfarve og -strukter. Omvendt gælder det, at da den tyske antropolog Paul Ehrenreich i 1898 helt ville afvise antropometrien, skrev Boas, at “the authors condemnation of anthropometrical methods… is too sweeping”, ligesom han året efter offentligt imødegik en række indvendinger mod antropometrien. Indvendinger, som han efter sit immigrant-studie i 1911 gjorde til sine.

En revolution på falske præmisser
Ifølge den anti-racistiske diskurs er det selvfølgeligt kun naturligt, at Franz Boas i årene efter 1911 radikalt ændrede holdning til antropometri generelt, og til det cephaliske indeks især. Boas lod sig jo blot lede af resultaterne af sin forskning. Men som Jantz’ og Sparks’ undersøgelse viser, så blev det boasianske ‘paradigmeskifte’ i antropologien ikke forårsaget af nye epokegørende fund, men af Boas’ halve sandheder og stærke overdrivelser.

Franz Boas’ fortielser og overdrivelser var efter alt at dømme tilsigtede. Som tidligere omtalt, så viste Boas sig allerede i forbindelse med Jesup-ekspeditionen villig til uredelig omgang med sine data, når de ikke passede til hans forudfattede teorier. En sådan optræden er ikke helt ukendt i videnskabshistorien, og dækker som oftest over, at den pågældende forskers ambitioner er større end evnerne. Men Franz Boas var uden tvivl en fremragende videnskabsmand, intellektuelt på højde med de bedste af sine samtidige. I tilfældet med Jesup-ekspeditionen synes det derfor snarere tilfældet, at personlig forfængelighed hindrede ham i at indrømme, at han tog fejl. Derimod forekommer Boas’ senere forsøg på at eliminere biologien fra studiet af mennesket at have helt andre årsager.

Marxistisk ‘videnskab’
I 1845 skrev den ny-omvendte kommunist Karl Marx, at “filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” Dermed indvarslede Marx en helt ny opfattelse i videnskaberne af forskerens rolle. Nu skulle forskeren ikke længere neutralt beskrive og forklare verden, men aktivt være med til at ændre den. Med andre ord skulle forskeren ikke længere være sandhedssøger, men politisk aktivist.

Franz Boas kan ikke i streng forstand betegnes som marxist, men han delte helhjertet denne dybest set kommunistiske videnskabsopfattelse. Jantz og Sparks skriver, at “Boas’ motives for the immigrant study could have been entwined in his view that the racist and typological nature of early anthropology should end”. Dette bekræftes af videnskabshistorikeren Carl N. Degler, der skriver, at Boas “from the outset of his career… [was] committed to an approach that denied race as an explanation for social differences”.

Boas’ egne tilhængere lægger derimod overhovedet ikke skjul på boasianismens politiske dimension. Ifølge William S. Willis var Boas’ faglige  professionalisme “often an apolitical mask for deeper political convictions”. Sidney Greenfield går et skridt videre og fremfører, at Boas’ antropologi “was more of a social and political agenda than a science”. Herbert S. Lewis indrømmer frejdigt, at for Boas var antropologi “a tool with which to fight for the rights of the oppressed and the mistreated”.

Der synes altså at herske enighed om, at ifølge Franz Boas skulle antropologi ikke være upartisk videnskab, men et politisk instrument til fremme af egalitarisme. Hans projekt er ifølge Mark Risjord i overmåde grad lykkedes: “A constitutive value of ethnography is that human cultures are morally and politically equal”. Arven fra Boas er altså, at moderne antropologi ikke må være i strid med en bestemt politisk dogmatik. En dogmatik, som Sir Winston Churchill rammende har kaldt “impossible equality”.

Jødisk identitet og aktivisme
Det vil uden tvivl falde nogle for brystet, at det i denne artikel betones, at Franz Boas og flere af hans disciple er jøder. Man løber dermed “the risk of being called ‘anti-Semitic’ simply by naming them”, som den amerikanske flyverhelt Charles Lindbergh fastslog allerede i 1941. Femogtyve år senere kunne antropologen Leslie White bekræfte Lindberghs erfaring: “I have discovered upon more than one occasion that merely to mention that a scholar is a Jew is to expose one’s self to the suspicion – or accusation – of anti-Semitism.”

Leslie White oplevede at blive angrebet af Morris Opler, endnu en boasiansk jøde, fordi han havde påpeget, at Boas siden sin ungdom havde været “intensely concerned with anti-semitism”. Dette var der i 1966 for så vidt ikke det fjerneste nyt i, men darwinisten Leslie White skulle ifølge Opler være anti-semit, fordi han dermed sagde, at “Boas’ researches on race and minorities were a selfserving mechanism and little more than a reaction to anti-Semitism.” “They were, of course, much more than that, but White was not as entirely off the track as Opler suggested”, skriver Leonard Glick.

Men kritikken af en underliggende jødisk dagsorden i boasiansk antropologi rettes ikke kun af euro-amerikanere. Negeren William Willis mente også, at Boas’ videnskabelige anti-racisme “was not conceived primarily to defend “colored peoples” but “to attack racial discrimination among white groups, especially Nordicism and anti-Semitism””.

Følger man iøvrigt Glick, så kan bevægelser som marxisme, freudianisme og boasianisme ses som produkter af en bestemt jødisk ‘kulturel psykologi’, karakteriseret ved “a vague sense of unease, feelings of not being quite at home, and acute sensitivity to hostility or aggression directed individually or categorically toward Jews”.

Glick er så vidt vides endnu ikke blevet beskyldt for anti-semitisme. Det er derimod udviklingspsykologen Kevin Macdonald, der efter eget udsagn i øjeblikket forfølges af pengemaskinen Southern Poverty Law Center. Centret, der reelt er et advokatfirma, drives af filo-semitten Morris Seligman Dees og en kreds af jødiske partnere.

Ifølge Macdonald skal bl.a. boasianisme ses som led i en ældgammel etnisk konflikt mellem jøderne og deres omgivelser. Groft sagt vil eller kan jøderne ikke tilpasse sig det omgivende samfund, hvorfor de forsøger at tilpasse samfundet til sig. Denne strid føres under dække af en kamp for universel lighed og individuel frihed. Macdonalds hovedpostulat er, at mens jødiske bevægelser såsom boasianisme bekæmper etnocentrisme blandt europæere og euro-amerikanere, så fremmer mange, især organiserede, jøder aktivt etnocentrisme i egne, etniske rækker.

Det skal ikke her diskuteres, om Kevin Macdonald spænder buen for højt eller ej. Men ifølge Boas-eksperten Lee D. Baker var Boas “characteristically shrewd and very effective at debunking racist claims with normally racist methods such as measuring head sizes.”. Noget kunne altså tyde på, at Macdonald har ret så langt, at Boas’ immigrant-studie alene havde til hensigt at imødegå kritiske røster imod masseindvandringen af jøder til USA.

Formålet med, hvad Baker kalder en ‘strategiske omfavnelse’ af race-videnskabens metoder, var altså for Boas alene at gendrive selvsamme videnskab. En sådan metode-brug var som tidligere nævnt i overenstemmelse med Boas’ personlige karakter, men tilsyneladende også i overensstemmelse med hans opfattelse af sin pligt som jøde. En etnisk forpligtelse, som han skjulte under dække af en omsorg for “the rights of the oppressed and the mistreated” i almindelighed. I dén forstand ville det ikke være helt forkert at betegne boasiansk antropologi med det i dag så forkætrede begreb ‘jødisk videnskab’.

Uredelighedens dogmatik
Vi indledte denne artikel med et citat fra den danske historiker Preben Juhlin, hvori han kolporterer egalitaristernes faste påstande om Franz Boas’ immigrant-undersøgelse. Juhlins artikel er fra 2004, altså året efter debatten i American Anthropologist om Boas’ tal og konklusioner. Men Juhlin nævner end ikke Jantz’ og Sparks’ kritiske studie af Boas. Ligesom sit jødiske idol er den akademiske anti-racist Juhlin også “quite ready to ignore data”.

Det samme mønster genfinder man eksempelvis på det meget brugte net-leksikon Wikipedia, hvor boasianere tydeligvis har forfattet indslagene om både Franz Boas og det cephaliske indeks. Her omtales Jantz’ og Sparks’ studie ganske vist, men kun fordi det skal miskrediteres. Hertil bruger man ikke blot Jonathan Marks’ løgnagtige påstand fra april 2003, men skjuler ovenikøbet Jantz’ og Sparks’ replik i American Anthopologist til Gravlee, Leonard og Russell. Læseren narres derfor bevidst til at tro, at Jantz’ og Sparks’ undersøgelse er blevet tilbagevist af en senere undersøgelse.

Anti-racisme er naturligvis den logiske konsekvens af egalitarisme. Hvis alle mennesker er moralsk ligeværdige, så må de i yderste konsekvens også være biologisk ens. Race-videnskaben dokumenterer, at dette ikke tilfældet. Derfor må race-videnskabens resultater fordrejes, forties og belyves for offentligheden.

Meget er spil. Således hviler hele FNs menneskerettigheds-religion videnskabeligt set på boasiansk antropologi. Falder den videnskabelige anti-racisme, så falder doktrinen om menneskers medfødte lighed også. Før eller siden.

Race-renæssance
Kampen for videnskabelig saglighed i den offentlige debat er utrolig hård. Mange forskere dukker nakken og formidler kun deres resultater indenfor videnskabelige kredse. De få, der har mod og vilje til at formidle sig til den brede offentlighed, hvor deres viden kan få politiske konsekvenser, forfølges nådesløst, især gennem medierne.

Vor tids inkvisitorer er hverken kirken eller staten, men især akademikere fra human- og socialvidenskaberne, der på bagrund af en lille håndfuld fortrinsvis jødiske genetikere og antropologer, samarbejder med ligesindede pressionsgrupper og medier om at skamstraffe de forskere, der bryder den politiske korrektheds tabu.

Men alt har en ende. Sikkert også Franz Boas-epoken. Den brede befolknings ‘common sense’ race-realisme, uberørt af 90 års akademisk anslag, vinder langsomt men sikkert genklang blandt redelige, fritænkende forskere. Lad os give det sidste ord til Richard Shweder, tidligere præsident for Society for Psycological Anthropology:

“The real news.. is that with social biology back, the study of the biology of race, culture and social class is not far behind. It is led by scholars who believe that whether the subject is lactose intolerance, mathematical reasoning or shyness, the possibility of genetically determined group differences is still a proper topic for scientific inquiry, just as it was in the 1890’s.”

Kilder:
Lee D. Baker: Review of Rethinking Race: Franz Boaz and His Contemporaries.
Franz Boas: Changes In The Bodily Form of Descendants of Immigrants.
Wesley C. George: The Biology of The Race Problem.
Leonard B. Glick: Types Distinct from Our Own: Franz Boas on Jewish Identity and Assimiliation.
Thomas Gossett: Race: The History of An Idea In America.
Clarence C. Gravlee, William R. Leonard & H. Russell Bernard: Heredity, Environment, and Cranial Form: A Reanalysis of Boas’s Immigrant Data.
Clarence C. Gravlee, William R. Leonard & H. Russell Bernard: Boas’s Changes in Bodily Form: The Immigrant Study, Cranial Plasticity, and Boas’s Physical Anthropology.
Sidney M. Greenfield: Nature/nurture and the Anthropology of Franz Boas And Margaret Meade as an agenda for revolutionary politics.
Andrew R. Heinze: Jews and the American Soul: Human Nature in the Twentieth Century.
Marguerite Holloway: The Paradoxical Legacy of Franz Boas – Father of American anthropology.
Richard L. Jantz & Corey S. Sparks: A Reassessment of Human Cranial Plasticity: Boas Revisited.
Richard L. Jantz & Corey S. Sparks: Changing Times, Changing Faces: Franz Boas’s Immigrant Study in Modern Perspective.
Herbert S. Lewis: The Passion of Franz Boas.
Kevin Macdonald: The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements.
Jonathan Marks: What It Means to Be 98% Chimpanzee. Apes, People, and Their Genes.
Jonathan Marks: Anthropological taxonomy as subject and object: The consequences of descent from Darwin and Durkheim.
New York Times: Future Americans Will Be Swarthy.
New York Times: A New Look at Old Data May Discredit a Theory on Race.
William Z. Ripley: The Races of Europe: A Sociological Study.
Mark Risjord: Scientific Change as Political Action: Franz Boas and the Anthropology of Race.
Peggy Reeves Sanday: Skeletons in the Anthropological Closet: The Life Work of William S. Willis Jr.
Richard Shweder: Dangerous Thougts.
George W. Stocking (red.): A Franz Boas Reader: The Shaping of American Anthropology, 1882-1911.

… mere end tusind ord

kalle-radhudpladsen.jpgkalle-radhudpladsen.jpg

Ovenstående billede kan ses flere steder på internettet (se f.eks. her). Det forestiller en gruppe tilhængere af Ungdomshuset og er formentligt taget på Rådhuspladsen i København før rydningen forrige år af den misligholdte ejendom. Blandt de maskerede bøller ser man til venstre i billedet en euforisk skrålende, langhåret gavflab.

Kritiske Psykologer/Regnbuen
Manden på billedet er den 54-årige Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen, der efter lang tid på Nørrebro i dag har adresse i Københavns Nordvestkvarter. I begyndelsen af 1980erne stiftede han på Københavns Universitet Kritiske Psykologer, den måske første erklæret autonome gruppe i Danmark. Birck-Madsens og Kritiske Psykologers forbillede var gruppen Sozialistische Patientenkollektiv (SPK), der som del af et venstreorienteret terrornetværk hærgede i 1970ernes Vesttyskland.

Under dæknavnet Regnbuen indrettede Birck-Madsens gruppe sig i 1985 i Studenterhuset, der hører til Københavns Universitet. Et par år senere blev “Kalle” Birck-Madsen færdig som cand.psyk. og dermed den første akademiker i sin familie. Han var nu formelt udskrevet fra Københavns Universitet, men forblev med sin gruppe i Studenterhuset, hvor man med mere eller mindre håndfaste metoder havde sat sig på magten.

Voldsberedt Netværk
Ved begyndelsen af 1990erne var Studenterhuset ikke blot på det nærmeste blevet Birck-Madsens private residens, men var tillige blevet en vigtig lokalitet for den yderste venstrefløj. Da en række kommunistiske grupperinger i efteråret 1992 i hemmelighed oprettede Antiracistisk Netværk, fik den nye militante organisation således sekretariat i Studenterhuset, hvor det diskret blev drevet i ly af Studerende Mod Racisme. En gruppe, der blev ledet af Birck-Madsens lejlighedsvise elskerinde, Anne Jønsson, samt af hans trofast løjtnant, Jesper Tietgen Lund.

Jesper Lund og Anne Jønsson deltog samtidig i voldelige aktioner begået af Den Røde Bande; en voldsautonom gruppe, der efter eget udsagn tilstræbte at blive en terrororganisation efter tysk forbillede. Sammen med østrigeren Christian Peter Vincente Zwettler, lederen af Den Røde Bande, kastede især Jesper Lund sig ud i opbygningen af Antifascistisk Aktion (AFA), Antiracistisk Netværks tæskehold og vagtværn. Andre centrale skikkelser bag AFA var Balder Bergman Johansen fra Strictly Underground på Christiania, unge Pelle Dragsted fra Børnemagt (ligeledes Christiania), Andrian Frank fra Demos Dokumentationsgruppe samt BZ-bøllen Martin “Kat” Lindblom fra Fællesinitiativet Mod Racisme.

Udover Foreningen Demos og BZ-Brigaden omfattede Fællesinitiativet Mod Racisme også den lille militante gruppe Internationale Socialister, der aktivt bakkede op om Blekingegadebanden. Medlemmer af Internationale Socialister var samtidig aktive i Studenterhuset, hvor man især involverede sig i Studerende Mod Racisme, frontorganisationen for det hemmelige Antiracistisk Netværk. Samtidig oprettede en lille gruppe venstrerabiate jurastuderende Retsgruppen, der fra Studenterhuset skulle yde bistand til bl.a. anholdte voldsautonome. Da også medlemmer af den tyrkiske terrorgruppe PKK i denne periode begyndte at frekventere Studenterhuset, begyndte Politiets Efterretningstjeneste at få interesse for husets aktiviteter. Interessen blev sikkert ikke mindre, da medlemmer af Den Røde Bande i august 1992 blev anholdt for en række væbnede røverier.

Våbengny
I oktober 1993 besluttede Københavns Politi at ransage Studenterhuset. Ransagningen skete angiveligt efter et tip om, at huset rummede et hemmeligt våbenlager. Udover propagandamateriale fra inden- og udenlandske militante venstrefløjsorganisationer fandt politiet ganske rigtigt et arsenal af svære knipler samt et særdeles interessant mødereferat.

Af referatet, dateret 1. juni 1993, fremgik det, at Studerende Mod Racisme på et kommende møde ville ‘redegøre for sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med såvel kommende som allerede afholdte arrangementer. Der vil undervejs i mødet blive demonstreret både slag- stik og kastevåben, samt blive affyret skarpe skud med storkalibrede automatvåben.’

Da offentligheden i forbindelse med ransagningen fik kendskab til indholdet af mødereferatet, hævdede “Kalle” Birck-Madsen, at der blot havde været tale om en morsomhed. Ikke desto mindre var det belastende afsnit efterfølgende blevet slettet fra det officielle mødereferat. Senere har et tidligere medlem af Regnbuen vedgået at have overhørt en samtale mellem “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, hvorunder Birck-Madsen indrømmede, at han under politiets ransagning af Studenterhuset havde skyndt sig hjem til sin lejlighed i Bragesgade på Nørrebro for at bortskaffe gruppens pistol.

jesper-lund.jpgKøbenhavn Universitets lukkede for en kortere periode Studenterhuset og Kritiske Psykologer/Regnbuen og Studerende Mod Racisme blev smidt på porten. Det samme skete for “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, der for åben TV havde vedgået sig arsenalet af hemmelige våben. Jesper Lund (t.v.) stod samtidigt frem og indrømmede velvilligt til pressen, at han godt kunne finde på at bruge våben i sin kamp mod samfundet. Efterfølgende blev “Kalle” Birck-Madsen idømt bødestraf for brud på våbenloven. “En skuffende dom”, kaldte Birck-Madsen landsrettens afgørelse.

Tvangstanker
Især “Kalle” Birck-Madsen tog mildest talt ikke udsmidningen fra Studenterhuset pænt. Han nægtede ikke blot at tilbagelevere et sæt lånte nøgler til ejendommen, men planlagde, og opgav på sin advokats opfordring, i de følgende år en række injuriesager, politianmeldte forgæves såvel universitetet som navngivne medarbejdere og tabte en sag i Pressenævnet mod Ekstra Bladet.

Ifølge Birck-Madsen var hele sagen et “højre-radikalt plot” mellem Københavns Universitet, Politiets Efterretningstjeneste, Ekstra Bladet, Forsvarets Efterretningstjeneste, danske nazister samt “en sort-okkult gruppe”. Birck-Madsens konspirationsteorier blev støttet af vennerne i Foreningen Demos, der bl.a. hængte en navngiven medarbejder ved Ekstra Bladet ud som medlem af det danske nazistparti DNSB. En påstand, man dog senere blev nødt til at trække i sig igen.

Studenterhus-sagen blev iøvrigt en fjer i hatten for Foreningen Demos. Med udsmidningen af Studerende Mod Racisme mistede Antiracistisk Netværk sit hemmelige sekretariat i Studenterhuset. Det rykkede efterfølgende ind i Demos’ lokaler i kælderen til Elmegade 27, Nørrebro, hvor netværket siden 1995 har haft officiel adresse.

Solidaritetshuset
Siden udsmidningen fra Studenterhuset har man ikke hørt noget videre til Studerende Mod Racisme. Kritiske Psykologer/Regnbuen blev i første omgang drevet videre fra Birck-Madsens lejlighed på Nørrebro samt fra et kollektiv i Gentofte, hvor Anne Jønsson efter alt at dømme droppede sekt-lederen til fordel for hans højre hånd, Jesper Lund. Senere fik Regnbuen adresse hos Socialistisk Arbejderparti (en del af Enhedslisten), Nørre Allé 11, Nørrebro, inden man i sommeren 1994 flyttede ind i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, ligeledes Nørrebro.

Solidaritetshuset ejes i fællesskab af bl.a. Tillidsmandsringen, en gruppe venstreekestreme fagforeningsfolk fra Lager & Handel i København, og trykkeriet Røde Hane, der drives af det højtstående Enhedsliste-medlem Michael Schølardt. I midten af 1990erne var huset tillige hovedkvarter for den voldsautonome gruppe Rebel.

kalle-kvinder.jpg 
Nørrebro 1999: “Kalle” Birck-Madsen (yderst t.v.) udveksler blikke
med eks-kæresten Anne Jønsson. I midten hans daværende kæreste
Lone Vendelhaven. Den lyse hårtop bag hende tilhører
Martin Lindblom, leder af tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

Trofaste medlemmer af Regnbuen som Jesper Lund og Birgitte Ernst flyttede med Birck-Madsen til de nye omgivelser. Anne Jønsson gled tilsyneladende ud af billedet indtil hun et par års senere dukkede op sammen med Jesper Lund som leder af det militante Folkets Park Initiativet. I mellemtiden underskrev Jesper Lund sig offentligt som “tvangsaktiveret bistandsklient”, mens Birck-Madsen sammen med bl.a. Lars Ploug, der i dag er tilknyttet Monsun, forsøgte at stifte en ny gruppe. Jesper Lund, Anne Jønsson og Lars Ploug bor i dag sammen i en mindre andelsforening på Nørrebro, der også huser andre venstreekstreme.

Voldelig konflikt
I Solidaritetshuset kom “Kalle” Birck-Madsen og Regnbuen tidligt på voldelig kollisionskurs med Rebel, angiveligt fordi Birck-Madsen forsøgte at overtage Rebels rummelige lokale på anden sal. Håndlangere for Birck-Madsen, såsom den ekstremt voldelige René H. og en vis “Ådvardt”, kom ved flere lejligheder i slagsmål med Rebel-medlemmer. Under trusler om korporlig udsmidning af Tillidsmandsringens mere robuste medlemmer rykkede Birck-Madsen og en gruppe unge BZere i 1996 ind på fjerde sal i baghuset i Nørrebrogade nr. 56, hvor Birck-Madsen stiftede Gaderummet.

Gaderummet på Nørrebrogade
Gaderummet på Nørrebrogade blev opholds- og sovested for den yderste venstrefløjs allernederste lag af voldsberedte aktivister, nemlig psykisk syge, ungdomskriminelle og forhutlede hjemløse. Vold og stofmisbrug var en etableret del af hverdagen i Gaderummet, hvis klienter optrådte så utilregneligt, at de i perioder endog blev forbudt adgang til Ungdomshuset på den nærliggende Jagtvej. Samtidig blev klientellet rekrutteret som gadekrigere og demonstrationsfyld når f.eks. Antiracistisk Netværk skulle på gaden, ligesom stedet fungerede som base for besøgende udenlandske autonome.

Gaderummet blev delvis finansieret af Københavns Kommune, som “Kalle” Birck-Madsen til stadighed lå i strid med. Der blev iværksat flere undersøgelser mod Gaderummets drift og Birck-Madsen modtog flere påbud om en ansvarlig ledelse af stedet. I 2001 opsagde udlejer aftalen med Gaderummet og året efter afviste Socialministeriet at give yderlige støtte til stedet, bl.a. fordi Birck-Madsen vedvarende lod sit klientel overnatte trods et klart forbud fra brandmyndighederne.

“Kalle” Birck-Madsen slæbte (forgæves) udlejeren i Boligretten, men i 2002 blev en ung mand livsfarligt kvæstet under en brand i Gaderummet. Ilden opstod på ejendommens femte sal, som Birck-Madsen ulovligt brugte som sovesal for 20-25 unge, der måtte reddes ud af politi og brandfolk. Gaderummet stod nu foran lukning, men Københavns Kommune trådte til med en ekstrabevilling, bl.a. på betingelse af, at Birck-Madsen selv fandt nye lokaler, denne gang godkendt af brandmyndighederne.

Gaderummet i Rådmandsgade
Efter i et par år at have levet af københavnske skattekroner lykkedes det i 2004 “Kalle” Birck-Madsen at få Socialministeriet til at finansiere af en ombygning af ejendommen Rådmandsgade nr. 60, Nørrebro, hvor Gaderummet i maj 2005 flyttede ind. Som led i driftsaftalen med de offentlige myndigheder indgik Birck-Madsen aftale om, at Gaderummet blev omdannet til en selvejende institution med “juridisk holdbar bestyrelse”, ligesom Gaderummet nu blev underlagt de offentlige tilsynsmyndigheder.

Nepotisme
Med den nye struktur var Gaderummet formelt ikke længere “Kalle” Birck-Madsens private foretagende. Han var nu ansat af den selvejende institution Gaderummet – i praksis dennes bestyrelse – som daglig leder af stedet. Alligevel kunne bestyrelsesformanden, Ole Henriksen, i et brev i januar 2007 konstatere, at 49% af Gaderummets lønudgifter gik til Birck-Madsen og hans “familie og venner”. Af disse kan bl.a nævnes Birck-Madsens “sengekammerat” Alina Djakowska, hans tidligere elskerinde Anne Jønsson (der i dag også kalder sig Svoldgård), den unge Ditte Brandtrup (datter af en tidligere elskerinde), samt Fatima Lindegaard Petersen og Maya Thisted.

Misbrug
Udover Birck-Madsens nepotisme påpegede bestyrelsesformanden bl.a., at Gaderummets hverdag reelt styres af medlemmer af Regnbuen. Bestyrelsesformanden, der havde sin daglige gang i Gaderummet, kunne også oplyse, at Birck-Madsen ved mindst én lejlighed har tilberedt narkotiske svampe, som unge klienter senere indtog. Det synes iøvrigt at være velkendt, at “Kalle” Birck-Madsen er mangeårig hash-misbruger. Han er stærk modstander af psykofarmaka og skal i stedet råde Gaderummets sindslidende til “selvmedicinering”.

Magtkamp & hetz
I sit brev til Gaderummets bestyrelse foreslog formanden, at man bl.a. fik fastlagt en ansættelsesprocedure så “venner og familie ikke blev tilgodeses”. Maya Thisted, medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, udleverede brevet til Birck-Madsen, der hastigt fik samlet loyale medlemmer af Gaderummets tidligere foreningsbestyrelse, bl.a. Maya Thisted, og fyrede fondsbestyrelsen. Han allierede sig med BZ-advokaten Knud Foldschack og begyndte at forberede et juridisk slagsmål om hvilken bestyrelse der var Gaderummets lovlige myndighed. Samtidig førte Birck-Madsens trofaste kvinder sig frem på venstreekstreme hjemmesider med grove personangreb mod fondsbestyrelsens formand, ligesom de politianmeldte et bestyrelsesmedlem for “tillidsbrud”.

Truende skyer
Sideløbende med denne konflikt fik Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen rodet sig ud i nye og mere alvorlige problemer. I november 2006 blev han af tilsynsmyndighederne pålagt at rette op på en række kritisable forhold i Gaderummet. Bl.a. skulle stedets omfattende hash-misbrug til livs, ligesom personalet fremover “sætter sig ind i og arbejder efter Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinadministration.”

anne-og-alina.jpg
“Kalle” Brick-Madsen omgivet af sengekammeraten
Alina Djakowska (t.h.) og den trofaste Anne Jønsson.

Birck-Madsen forstod efter alt at dømme ikke sagens alvor og kaldte i sit svar tilsynets rapport for et “udkast”, som han fandt “uanvendelig”. Knud Foldschack måtte derfor på et møde med Københavns Kommune forklare Birck-Madsen, at han “måtte svare, enten at påbuddende var forkerte, eller at man selvfølgelig ville efterkomme påbuddene”. Senere modtog kommunen et brev fra Foldschack hvor han på vegne af Birck-Madsen lovede at rette op på tingene. Men Foldschack blev hurtigt underløbet af sin klient, der i et brev til kommunen knapt en måned senere igen kaldte tilsynsrapporten for “et udkast”, og beskyldte tilsynet for “uvederhæftig sagsbehandling” fordi rapporten ikke kunne “diskuteres”.

Samarbejdsproblemer
Samtidig beskyldte man Hvidovre Hospital for “psykiatrisk rænkespil”, ligesom Alina Djakowska og Maya Thisted, Birck-Madsen loyale kvinder, i et brev til kommunen beskyldte en navngiven psykiater fra Hvidovre Hospital for at arbejde “på bestilling”. Baggrunden for Regnbuens udfald mod Hvidovre Hospital var en henvendelse til Københavns Kommune fra hospitalets psykiatriske afdeling. Heri oplyste hospitalet, at man på grund af samarbejdsproblemer med Birck-Madsen trak sig fra samarbejdet med Gaderummet om psykiatrisk bistand. Kritikken af Birck-Madsen blev støttet af Opus, et prisbelønnet projekt, hvor teams af sygeplejesker, psykologer og socialrådgivere driver opsøgende arbejde blandt psykotiske unge. “Opus reklamerer her for sig selv på bekostning af Gaderummet”, vrængede Birck-Madsen tilbage og beskyldte lederen af Opus for at være “på medicinalindustriens løningsliste”.

Birck-Madsen fyres
I maj 2007 trak Københavns Kommune, ved et enigt Socialudvalg med socialborgmester Mikke Warming, Enhedslisten, i spidsen, omsider sin godkendelse af Gaderummet tilbage. I begrundelse hed det bla.:

“Der kan konstateres, at Gaderummet ikke har efterlevet de 6 påbud, som er indeholdt i forvaltningens tilsynsrapport. Gaderummet har endvidere i et brev af 18. april 2007 til Socialforvaltningen som svar på Hvidovre Hospitals henvendelse om samarbejdsproblemer, rettet angreb mod overlæge Henrik Rindom. Dette bestyrker forvaltningen i, at Gaderummet med den nuværende ledelse ikke vil være i stand til at etablere et godt samarbejde med behandlingspsykiatrien. Herudover skal der peges på de opståede kaotiske ledelsesmæssige forhold i Gaderummet, hvor Gaderummets leder reelt har tiltaget sig en enerådende magt, og hvor bestyrelsen for fonden Gaderummet er sat ud af spillet. I betragtning af, at Gaderummet har kontakt til en gruppe af skrøbelige unge, hvoraf mange har psykiske problemer, er det efter forvaltningens vurdering ikke forsvarligt, hvad der i dag foregår i Gaderummet.”

Dermed mistede “Kalle” Birck-Madsen også Gaderummets økonomiske støtte fra staten, der netop var betinget af kommunens godkendelse. Samtidig blev Birck-Madsen opsagt som leder af Gaderummet, ligesom hans skare af trofaste disciple blev fyret. Udover førnævnte Fatima Lindegaard Petersen, Maya Thisted, Anne (Svoldgård) Jønsson, Alina Djakowska og Ditte Brandrup drejer det sig om Pia Strøh, Anne Marie Janus Jensen, Sten Jørgensen og Marie Lottrup Poulsen.

Af andre aktivister omkring Gaderummet kan nævnes Henrik Risdorf, Tina Rathje, Ditte Krogh, Brian Hansen samt den tidligere straffede Thorbjørn Boldsen.

Besat
Siden da har Birck-Madsen, hans personale og 20-25 af hans klienter “besat” Gaderummet, hvorfra man har iværksat en heftig pressekampagne mod kommunen, truet den med sagsanlæg samt klaget til Ombudsmanden og Socialministeren. I skrivende stund har Københavns Kommune bedt Fogedretten sætte Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen og hans klike på gaden. Udover Knud Foldschack har han allieret sig med kendte venstrefløjsadvokater såsom Bjarke Madsen og Hanne Reumert og man vil formentlig forsøge sig med samme strategi som man anvendte omkring Ungdomshuset; at få fogedretten til at udsætte sin afgørelse indtil en længerevarende retssag har fastslået, at kommunen faktisk kan smide Regnbuen ud fra Gaderummet. I mellemtiden vil man sikkert forsøge at ophidse venstrefløjens gadekrigere til militant “forsvar” af Gaderummet og på den led presse Ritt Bjerregaard til igen at give efter for brand i gaden.

kalle-bz.jpg
BZ-psykologen Carl-Erik Birck-Madsen kalder efter sin fyring
samfundet “barbarisk” og “bestialsk” og spår dets snarlige undergang.

Udgang?
Både “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson har mange personlige kontakter i det venstreekstreme miljø omkring eksempelvis Monsun, Foreningen Demos, Antifascistisk Aktion og Folkets Park Initiativet. Birck-Madsen støttes ihærdigt af Dagbladet Arbejderen, organet for erklærede kommunister, men endnu har ingen venstrefløjsorganisation udsendt sympatierklæringer eller på anden måde udtrykt støtte til Birck-Madsens “sag”. Baggrunden herfor er formentlig, at Enhedslistens Mikkel Warming står bag (og indtil videre fast) på beslutningen om at stritte Birck-Madsen ud. En enkelt ekstremist – gammelkommunisten Poul Møller fra Flygtninge Under Jorden – har krævet Warmings afgang, men efter striden om islamisten Asmaa Abdol-Hamid ønsker flertallet på den yderste venstrefløj sikkert ikke endnu en intern strid.

På den anden side optræder ungmuslimer og autonome så voldsberedte i denne tid, at det ikke kan udelukkes, at Birck-Madsen gennem en åben voldsstrategi kan få sat så meget brand i gaden på Nørrebro, at han selv uden formel støtte fra den øvrige venstrefløj får presset venstrefløjsflertallet på Københavns Rådhus til at opgive ævred.

Dog har Gaderummet ikke nogen nævneværdig symbolsk eller praktisk betydning for hverken muslimer eller marxister, ligesom persondyrkelsen af Birck-Madsen i Gaderummet mildest talt ikke kan udstrækkes til det omkringliggende miljø. Den i øjeblikket mest sandsynlige udgang på Carl-Erik “Kalle” Birk-Madsens seneste konflikt er derfor, at han taber Gaderummet – ligesom han tidligere tabte Studenterhuset og Solidaritetshuset.

 

René Karpantschof og nazi-hetzen mod Henrik Gade Jensen

“Det ville have været en god ide, hvis Information havde oplyst om Henrik Gade Jensens synspunkter og diskuteret dem. Information har dog foretrukket perfidt antydende og injurierende journalistik.”

Sociolog Jean Fischer, redaktør af venstrefløjsmagasinet SALT

“Makkerparret Lindblom og Karpantschof burde give enhver, inkl. Information, et vink med en vognstang om, at der nok var noget fordækt ved historien om Gade Jensen.”

Martin Kasler, tidl. formand for den højrenationale forening Dansk Forum

Tirsdag den 25. november 2003 hævdede den omstridte sociolog René Karpantschof til René Karpantschofdagbladet Information, at filosoffen Henrik Gade Jensen havde haft forbindelse til nazistiske kredse. Ifølge Karpantschof (billedet t.h.) bestod nazi-forbindelsen nærmere i, at Gade Jensen “har været involveret i foreningerne Dansk Forum og Dansk Samling”, og ifølge den stærkt venstreorienterede sociolog havde Dansk Forum “slægtskab med nazismen”.

Bestyrtelse
Henrik Gade Jensen afviste på det skarpeste alle Karpantschofs beskyldninger, men tog samme dag sin afsked som deltidsansat pressemedarbejder hos daværende kirkeminister Tove Fergo.

I det ikke-socialistiske Danmark (og iøvrigt også blandt anstændige venstreorienterede) vakte sagen bestyrtelse. Mange nærede den opfattelse, at Henrik Gade Jensen var blevet presset ud af sin stilling og man beskyldte derfor kirkeministeren for at have svigtet en loyal medarbejder. På Information forsøgte chefredaktør David Trads at kaste ved på bålet i den borgerlige lejr med ubekræftede rygter om, at det i virkeligheden var et telefonopkald fra Statsministeriets pressechef, der havde beseglet pressemedarbejderens skæbne. Men Gade Jensen fastholdt konsekvent, at han af egen drift tog sin afsked for ikke at ligge sin minister til last.

Nazi-samarbejde
Ifølge straffeloven er det lige så strafbart at udbrede som at fremsætte injurierende påstande. Sagens opsigt fik derfor Information til at indse nødvendigheden af, at Karpantschof nærmere dokumenterede de nazi-påstande, som avisen nu havde kolporteret om Gade Jensen. Den 27. november bragte Information derfor endnu et interview med Karpantschof. I sit første interview havde han hævdet, at Gade Jensen havde været “involveret” i Dansk Forum. I sit nye interview påstod Karpantschof, at filosoffen havde “samarbejdet” med foreningen. Som konkret eksempel på dette samarbejde påstod Karpantshof, at foredrag med Gade Jensen havde hjulpet Dansk Forum med at hverve medlemmer. Karpantschof påstod tillige, at Dansk Forums formand, Martin Kasler, og redaktøren af foreningensbladet Alætheia, Annette Ladefoged, havde været Henrik Gade Jensens kontakter i Dansk Folkeparti.

Karpantschof under pres
René Karpantschofs påstande blev dog hurtigt skudt ned. Den 28. november påpegede landsformanden for Dansk Samling, Adam Wagner, i et læserbrev i Information, at Henrik Gade Jensen “bl.a. aldrig har skrevet noget for Dansk Samling.” Den 4. december skrev den tidligere formand for Dansk Forum, Martin Kasler, at “Gade Jensen har ikke samarbejdet med Dansk Forum, ikke holdt foredrag i eller for foreningen, ikke medvirket til medlemshvervning og heller ikke stået i kontakt med undertegnede.” Samtidig påpegede Kasler, at Karpantschof om Dansk Forum tidligere havde understreget, at “jeg ikke mener, at foreningen er nazistisk eller som sådan støtter nazismen.”

Den 5. december bestred også Annette Ladefoged kategorisk, at hun havde været Gade Jensens kontakt i Dansk Folkeparti. Ydermere afslørede Martin Kasler den 8. december, at René Karpantschof havde løjet om sit mangeårige engagement i det voldsautonome miljø.

Den 12. december meddelte Henrik Gade Jensen så, at han ville anlægge injuriesag med Information hvis han ikke fik en uforbeholden undskyldning for de påstande, som avisen havde udbredt alene med Karpantschof som kilde.

Manglende dokumentation
René Karpantschof forsvarede sig i et læserbrev den 13. december. Han bestred ikke, at han før Gade Jensen-sagen havde frikendt Dansk Forum for nazisme, ligesom han ikke bestred at have løjet om sit autonome virke. Karpantschof bestred heller ikke Adam Wagners eller Annette Ladefogeds udsagn. Tværtimod indrømmede han, at han ikke havde belæg for sin påstand om, at Henrik Gade Jensen havde samarbejdet med Dansk Forum. Karpantschof undskyldte sig med, at han “var meget sikker på”, at Gade Jensen havde været paneldeltager “i et Dansk Forum-møde”.

Karpantschof skifter forklaring
Efter at have opgivet sin påstand om Henrik Gade Jensens samarbejde med Dansk Forum, forsøgte Karpantschof sig med en ny forklaring på sin påstand om en forbindelse mellem Gade Jensen og Dansk Forum. Den angivelige nazi-forbindelse skulle nu bestå i, at Martin Kasler og Gade Jensen i 1990erne begge havde været “på det meget lille hold bag” Den Danske Forening blad, Danskeren.

Men allerede den 22. december fejede Martin Kasler Karpantschofs nye postulater af bordet. Kasler skrev bl.a., at Gade Jensen “har aldrig deltaget i et Dansk Forum-møde”, og videre, “Gade Jensen og jeg skrev i ’90erne i Danskeren, men ikke i samme periode, og jeg har aldrig været på noget hold bag dette blad.” Derefter opgav René Karpantschof at forsvare sine nazi-bekyldinger mod Gade Jensen i Informations spalter.

Henrik Gade Jensen renses
På Information synes chefredaktør David Trads, trods afsløringerne i avisens egne læserbrevsspalter, indstillet på at ville føre injuriesagen igennem til den bitre ende. Men efter kun to år på posten forlod Trads den 30. juni 2004 sin stilling. Umidddelbart efter hans afgang tog Information kontakt til Henrik Gade Jensen. Og mandag den 23. august kunne Gade Jensens advokat så offentligt meddele, at injuriesagen mod Information var hævet. Avisen gav Henrik Gade Jensen en uforbeholden beklagelse samt 60,000 kroner i erstatning for at have beskyldt ham for forbindelse til “nazister eller nazistiske kredse”

Ét skridt frem og ét skridt tilbage
Efter forliget mellem Information og Henrik Gade Jensen forsøgte en efter alt at dømme noget desperat René Karpantschof at forsvare sin troværdighed. Ikke i Information, men på Monsuns taknemmelige hjemmeside, hvor han den 30. august opslog et læserbrev. Heri præsenterede han sig som “en af Informations kilder” og forsøgte dermed bevidst at skjule, at han var den eneste kilde til avisens famøse nazi-beskyldninger.

I det nye læserbrev var Dansk Forum og dets medlemmer gledet helt ud. Gade Jensens nazi-forbindelse bestod nu i, at han havde været medlem af Den Danske Forening og at Den Danske Forening havde haft kontakt til skinheads, der ifølge Karpantschof enten var “voldelige, nazister eller nazist sympatisører”.

Karpantschof fremlagde dog ikke stump af dokumentation for, at Gade Jensen havde haft nogen forbindelse til de påståede skinheads. I stedet afsluttede han sit insinuerende læserbrev hos Monsun med at lægge op til, at hele sagen drejede sig om en strid om betydningen af netop ordet ‘forbindelse’. En ejendommelig sofistisk retræte, der ret åbenlyst skulle tjene til skjule, at Gade Jensen nok ikke havde haft det fjerneste at gøre med de påståede skinheads.

Under dække
Som tidligere nævnt vakte Informations nazi-hetz mod Henrik Gade Jensen voldsom forargelse i det ikke-socialistiske Danmark. Forargelsen skyldes ikke mindst, at Informations påstande var identiske med en historie, som Monsun havde bragt på sin hjemmeside i oktober 2003. Den var officielt skrevet af Martin Lindblom, direktionsmedlem i Monsun, og ellers opbygget som et interview med netop René Karpantschof.

Efter sit læserbrev den 30. august 2004 på Monsuns hjemmeside forsvandt René Karpantschof officielt fra debatten. I stedet begik Martin Lindblom kort efter, den 8. september, atter en artikel vendt mod Gade Jensen. Det fremgik, at artiklen blev bragt fordi Information “afviser at optage et læserbrev fra René Karpantschof”. I Lindbloms artikel optrådte Karpantschof ikke officielt. Det gjorde derimod anonyme “kendere af Den Dansk Forening”, der ved flittig brug af insinuationer og spekulationer forsøgte at skabe en plausibel sammenhæng mellem Karpantschofs skiftende forklaringer om Gade Jensens påståede nazi-forbindelse. Derudover kan det dokumenteres, at René Karpantschof i perioden 2002 til 2005 netop var tilknyttet Lindbloms Monsun (se her, her og her).

Henrik Gade Jensen er i dag projektleder hos CEPOS. Da Information i 2006 forsøgte at skabe blæst om bl.a. Søren Krarups tætte kontakt til tidligere Dansk Forum-medlemmer, afstod man sig fra at bruge René Karpantschof som kilde.

Enhedsliste-kandidat støtter vold

Interessant indlæg på nyhedsavisen.dk, der dokumenterer hvorledes Enhedslisten kandidat til Københavns Borgerrepræsentation, Claus Pan Pedersen, under valgkampen i 2005 opfordrede til vold:

“Under debatten forklarede Claus Pedersen, at han støtter Christiania og Ungdomshuset “uanset hvilke midler de skulle finde på at gribe til og under hvilke vilkår”.”

Claus Pan Pedersen er en velkendt aktivist på den yderste venstrefløj. Udover Enhedslisten er han kendt fra bl.a. Rød Ungdom, Globale Rødder, Piratgruppen samt fra sine aktive sabotage-forsøg mod Naboerne på Nørrebro, fordi nabogruppen stillede krav til Ungdomshuset om at afstå fra hærværk og anden chikane.

Claus Pan Pedersen befandt sig også i forreste række, da voldelige autonome i 2002 angreb prædikanten Moses Hansen på Nørrebro.

Mediesyndikatet Monsun Aps.

Ifølge egne oplysninger blev Mediesyndikatet Monsun stiftet i 2000 som en gren af Enhedslistens ugeavis, Socialisten Weekend. Da partiet året efter besluttede at lukke sin avis, fortsatte en klike af tidligere medarbejdere deres virke i Monsun. Flere havde nær fortid i voldsautonome organer såsom Fingeren, Autonomt Info, Propaganda og Muldvarpen. Et medlem, Mikkel Skov Pedersen, havde angiveligt på egen hånd oprettet hjemmesiden Modkraft, der i dag er Monsuns væsentligste aktiv. Derudover har Monsun bl.a. drevet en hjemmeside for terrorgruppen FARC.

Bruddet mellem Enhedslisten og Monsun-gruppen skete ikke i god forståelse. Tværtimod rasede gruppen offentligt mod partiet, som man bl.a. skældte ud for at være “sekterisk, visionsløst, snævertsynet og egoistisk”. Senere er forholdet blevet varmere og Monsun-medlemmer beklæder i dag høje stillinger indenfor partiet.

I 2005 blev Monsun registreret som anpartsselskab. Direktionen udgøres per januar 2008 af Martin Lindblom, Maj-Britt Milsted, Asger Pedersen og Jutta Kuchenbecker. Selskabet kom i 2007 i økonomiske vanskeligheder og måtte opgive sin avis, PaaGaden. Samtidig har Monsun opgivet sine rummelige lokaler på adressen Nørrebrogade 20 og er flyttet ind hos Eks-Skolens Trykkeri i nr. 5C.

Indtil for nyligt samarbejdede IT-virksomheden Catpipe Systems officielt med Monsun. Dette samarbejde er tilsyneladende ophørt.

Monsuns tidligere lokaler er flere gange blevet ransaget af politiet. Bl.a. i forbindelse med terrorgruppen Grænseløse Beates attentat mod daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj. Mistanken var ikke ubegrundet. Få år tidligere havde en anden terrorgruppe, Homo-Aktion, udført et lignende attentat mod Udlændingestyrelsens direktør. Mindst én af de involverede har i dag forbindelse til Monsun.

Det samme gælder voldsmanden Rune Eltard-Sørensen, der i 2003 overfaldt indenrigsminister Per Stig Møller. Direktionsmedlemmet Martin Lindblom, en flittig skribent på firmaets hjemmeside, er som fører af tæskeholdet Antifascistisk Aktion da også selv flere gange straffet for bl.a. hærværk.

Blandt andre medlemmer af Monsun-gruppen finder man Ulrik Sebastian Kohl, der tidligere er blevet udvist fra Holland. Under dæknavnet “Bobby Schulz” arbejder Sebastian Kohl for Michael Schølardts firma, Fighters+Lovers, der rejser penge for terrorgruppen FARC.

Et andet medlem er den omstridte sociolog René Karpantschof, der via netop Monsun stod bag en meget omtalt nazi-hetz mod en pressemedarbejder i Kirkeministriet. Dagbladet Information måtte senere betale pressemedarbejderen 60,000 kroner i erstatning, fordi man havde brugt Karpantschof som kilde.

Modus operandi

I de senere år har der været lidt stille om den morddømte taxachauffør Wesley Cook, i dag bedre kendt som Mumia Abu-Jamal, der i 1981 myrdede den unge hvide politibetjent Daniel Faulkner. Men mange husker sikkert endnu hvordan Abu-Jamal heltedyrkes af venstrefløjen som en forfulgt uskyldighed.

I mange år påstod politimorderens støtter og medløbere bl.a., at mordvåbnet ikke var identisk med Abu-Jamals revolver, der ellers blev fundet på gerningsstedet. Man hævdede, at ballistiske undersøgelser havde vist, at de dræbende projektiler var af kaliber .44, hvorimod Abu-Jamals revolver beviseligt var af kaliber .38.

Denne løgn er efterhånden blevet løbet så kraftigt op, at selv Modkraft, et førende net-sted for danske ekstremister, i dag indrømmer, at unge Daniel Faulkner blev myrdet med ”en kaliber 38 revolver affyret på klos hold”.

Baggrunden for løgnen var et notat skrevet af den på skadestuen vagthavende læge efter en første overfladisk undersøgelse af Daniel Faulkners sønderskudte lig. Lægen forklarede i retten, at hans notat alene var et allerførste gæt og at målinger foretaget under selve obduktionen var konsistente med senere ballistiske undersøgelser, der entydigt fastslog, at Daniel Faulkner var blevet dræbet med et projektil af kaliber .38, affyret fra Abu-Jamals revolver.

Men løgnehistorier om ballistiske undersøgelser er tilsyneladende fast ingrediens når venstrefløjen skal forsvare amerikanske politimordere. En anden feteret helt hedder Leonard Peltier. Han afsoner en dom på livsvarigt fængsel for mord på to unge FBI-detektiver, begået i 1975. Peltier støttes af præcis de samme kræfter, der støtter Abu-Jamal, herunder Amnesty International og – herhjemme – førnævnte hjemmeside Modkraft.

Om Peltier-sagen hævder Modkraft bl.a., at ”ballistiske undersøgelser viste, at det våben, som tilhørte Leonard Peltier, ikke var identisk med det våben, som de to FBI-agenter var blevet dræbt med.” Altså præcis samme påstand, som man i årevis forsøgte sig med på vegne af Abu-Jamal.

Vi vil ikke her gå nærmere ind i selve mordsagens forløb, som interesserede i stedet kan læse mere om i Scott Andersons grundige baggrundsartikel The Martyrdom of Leonard Peltier. Her vil vi alene gå ind i Peltier-disciplenes påstand om, at ballistiske undersøgelser har frikendt Peltier.

Kort fortalt blev de to FBI-detektiver dræbt på klods hold med tre skud fra en kaliber .223 AR-15 halvautomatisk riffel. Morderen fjernede to af de udstødte patronhylstre, men overså ét, der senere blev opdaget af FBIs efterforskere. Peltier AR-15 blev efterfølgende fundet i en udbrændt bil. FBIs våbenlaboratorium fastslog eftefølgende, at

1)      Affyringsbolten i Peltiers AR-15 var for varmeskadet til, at man kunne afgøre om den havde affyret patronen fundet på mordstedet eller ej.
2)      Derimod viste undersøgelser af mærker efter geværets udstødermekanisme, at patronhylstret med sikkerhed var udkastet fra Peltiers riffel.

Efter dommen opdagede Peltiers advokathold et tidligt notat fra FBIs ballistiske ekspert, hvori han kortfattet skrev, at Peltiers riffel indeholdt ”a different firing pin” end dén riffel, der havde affyret patronhylstret.

Peltiers advokathold påstod derfor, at man havde afsløret et FBI-komplot mod deres klient og krævede at sagen skulle gå om. Appelretten sendte sagen til en såkaldt bevishøring, hvor hovedformålet netop var at få klarlagt de øjensynelige modsigelser fra FBIs våbenekspert. Under bevishøringen forklarede eksperten, at notatet ikke henviste til patronhylstret fundet på mordstedet, men til en række patronhylstre fundet et godt stykke derfra, affyret af ordenshåndhævere i den efterfølgende ildkamp med Peltier og hans bande.

Resultatet af bevishøringen blev sendt tilbage til appelretten, der ikke var helt tilfreds med ekspertens forklaring. Bl.a. var det, i modsætning til hvad han havde forklaret, beviseligt ikke korrekt, at eksperten på tidspunktet for sit notat ikke skulle have haft væsentlig grund til at vie patronhylstret fundet på mordstedet særlig opmærksomhed. Men som appelretten fastslog:

When all is said and done, however, a few simple but very important facts remain. The casing introduced into evidence had in fact been extracted from [Peltiers] AR-15. This point was not disputed; although the defense had its own ballistics expert, it offered no contrary evidence.

M.a.o. er det altså kort og godt lodret løgn, at ballistiske undersøgelser har frikendt Leonard Peltier for dobbeltmord. Tværtimod har end ikke hans egne betalte eksperter bestridt, at mord-patronen blev udkastet fra netop hans våben!

Ligheden mellem Abu-Jamal og Peltier sagerne er naturligvis slående. I begge sager udspreder et internationalt netværk, der rækker helt til lille Danmark, direkte usandheder om ballistiske kendsgerninger. Usandheder, der er konstrueret på baggrund af hastige notater uden faktisk relevans for noget som helst i de to sager.

Man kan sikkert med rette antage, at det ikke er tilfældigt, at de to politimordere igennem mange år har haft prominente medlemmer af National Lawyers Guild som ledere af deres respektive hold af advokater. Det er formentligt heller ikke helt tilfældigt, at artiklerne på hjemmesiden Modkraft om Abu-Jamal og Peltier er begået af henholdsvis Martin Lindblom og Alfred Lang, der begge, ifølge oplysninger på internettet, er dømt for hærværk.