Homofili og pseudo-homofili

by Junikredsen

Som svar på World Values Survey’s spørgsmål, “om homoseksualitet kan retfærdiggøres”, svarer godt halvdelen af klodens befolkning “aldrig”.

Information 25/7 2007.

Mod slutningen af 2010 vedtog Demokraternes flertal i den amerikanske kongres, at åbenlys homofili skal være tilladt i de væbnede styrker. Oven i købet trods modstand fra det amerikanske forsvars kamptropper.

Barack Hussein Obama hasteunderskrev lovforslaget. Loven blev nemlig presset igennem af Demokraterne (og nogle få overløbere fra Republikanerne), fordi partiet stod til at miste sit flertal i det ene af kongressens to kamre.

Ifølge en kongresrapport er der de seneste 30 år i gennemsnit kun blevet afskediget 0,063 % af de væbnede styrkers samlede mandskab for homofili. Den nye lov adresserer altså hverken et reelt eller presserende samfundsproblem. Men den signalerer hvorledes bestemte kræfter i USA ønsker landet tilpasset og tilvænnet homofiles specielle krav og særpræg – helt ned i børnehøjde.

Den græske last
Homofile mænds tiltrækning mod ynglinge og drengebørn er en speciel form for pædofili, der traditionelt er blevet kaldt pæderasti. Et udtryk, der går tilbage til Hellas, oldtidens Grækenland.

Den romerske digter Horats kaldte homofili for ’den græske last’ og det antikke Grækenland prises da også i høje toner af dem, der vil promovere homoseksualitet.

Man hævder, at homofili ikke blot var udbredt, men også almindeligt accepteret – endog anset – i Hellas. Man forsøger dermed for det første, at forbinde Hellas’ høje prestige som demokratiets, filosofiens og videnskabens vugge med homoseksualisme. For det andet tjener dette påståede historiske eksempel til at promovere socialkonstruktivismens påstand om, at kønsidentitet ikke er medfødt, men samfundsskabt.

Dog raser debatten – også blandt homofile – heftigt om både arten, udbredelsen og accepten af homofili i den græske oldtid. Skeptikere kan bl.a. pege på, at ud af de omkring 100,000 bemalede vaser, Hellas har efterladt sig, viser kun nogle få hundrede motiver af homofil art, ligesom det er de samme få og velkendte afsnit fra eksempelvis Platons dialoger, homofiliens forkæmpere trækker frem.

Man kan også pege på, at mange af vasemalerierne ikke nødvendigvis udtrykker den holdning til homofili, som man finder i visse af periodens efterladte tekster. Disse synes snarere at udtrykke den latterliggørelse af fænomenet, som man også finder i bl.a. Aritofanes’ komedier.

Øm kærlighed eller gammel gris? Bedøm selv.

Det er f.eks. derfor tvivlsomt, om de håndværkere, der fremstillede vaserne, havde samme holdning til homofili som den, man kan spore hos dele af datidens overklasse.

Debatten om omfanget af og holdningen til homofili i det antikke Grækenland vil sikkert rase mange år endnu. Derimod synes der ikke at være megen diskussion om den underliggende årsag til ’den græske last’. Herom fastslår en af verdens førende eksperter i oldgræsk kultur og historie, klassicisten Robert Flacelière, følgende:

“The truth is that pederasty is a vice encouraged by abnormal social conditions, such as life in military camps or purely masculine communities. Society was essentially masculine in the classical period of Greek civilization, even outside of­ Sparta. Homosexuality in fact develops wherever men and women live separate lives and differences in education and refinement between the sexes militate against normal sexual attraction. The more uncompromising such separation and diversity become, more widespread homosexuality will be.”

Alfred Kinsey
Robert Flacelières pointe bekræftes fra uventet side, nemlig af den amerikanske seksualforsker Alfred Kinsey, der ellers er en af homofiliens store helteskikkelser. I den videnskabelige klassiker Sociology of Deviant Behavior anføres det således:

“In one of the best-known studies of sexuality in the United States, Kinsey and his associates (1948) reported that 37 percent of men experience homosexual contact at some times in their lives, but only 4 percent remain exclusively homosexual, expressing a consistent erotic preference for men throughout their adult lives. The remainder generally engaged in such practices out of a desire for variations in sexual activities or while living only with males in institutions such as all-males schools and prisons.”

Selv ifølge Kinsey skyldes langt den overvejende del af homofili i samfundet altså, at mænd afskæres fra normal omgang med kvinder.

Human Rights Watch udgav i 2002 en rapport om de grusomme tilstande i amerikanske fængsler – No Escape: Male Rape in U.S. Prisons.

Anekdotisk kan det nævnes, at visse former for homofil aktivitet tidligere blev opkaldt efter prominente engelske kostskoler, der udklækkede ikke så få af den britiske overklasses homofile, eksempelvis medlemmerne af Bloomsbury-kredsen og Kim Philby-ringen.

Det afghanske mareridt
Et ekstremt eksempel på Flacelières ”uncompromising separation” af mænd og kvinder finder man blandt de muslimske pashtuner i Afghanistan. Og her finder man da også en næsten vanvittig høj frekvens af homofili. En
nylig rapport fra det amerikanske forsvarsministerium anslår således, at op mod halvdelen af Afghanistans mænd deltager i denne trafik.

Los Angeles Times satte i en større artikel modigt spot på problemet allerede i 2002. Til avisen forklarede psykiateren Justin Richardson, der i øvrigt selv er homofil, følgende:

“It might seem odd to a Westerner that such a sexually repressive society is marked by heightened homosexual activity. But Justin Richardson, a professor of psychiatry at Columbia University, says such thinking is backward—it is precisely the extreme restrictions on sexual relations with women that lead to greater prevalence of the behavior. “In some Muslim societies where the prohibition against premarital heterosexual intercourse is extremely high—higher than that against sex between men—you will find men having sex with other males not because they find them most attractive of all but because they find them most attractive of the limited options available to them,” Richardson says.”

Og videre:

“Richardson, the psychiatry professor, says it would be wrong to call Afghan men homosexual, since their decision to have sex with men is not a reflection of what Westerners call gender identity. Instead, he compares them to prison inmates: They have sex with men primarily because they find themselves in a situation where men are more available as sex partners than are women. “It is something they do,” he notes, “not something they are.””

Pseudo-homofili
I modsætning til tilstandene i Afghanistan, så har medierne med ildhu kastet sig over en række skandaler i den romersk-katolske kirke om præster, der har forgrebet sig på især små og store drenge. Medens Vatikanet mener, at årsagen skyldes homoseksualitet, så mener andre, at årsagen skal søges i kirkens krav om cølibat (hvilket dog
afvises af videnskaben).

Men om man kigger på Hellas’ akademier, Englands kostskoler, Vatikanets præsteseminarer, islams madrasser eller USA’s fængsler, så er mønsteret klart det samme: Uden adgang til kvinder begynder visse mænd at rette deres drifter mod drenge, yngre eller bare svagere mænd.

Adfærden er velkendt og ses også blandt dyr og primitive folkeslag. Den blev allerede beskrevet for mere end hundrede år siden af seksualforskeren Iwan Bloch, som kaldte fænomenet pseudo-homofili.

Faldende pseudo-homofili
Hvis klassicisten Robert Flacelière har ret i, at pseudo-homofili opstår under ”abnorm social conditions”, så skulle man forvente, at omfanget af ’den græske last’ daler i takt med, at mænd og kvinder får større og friere adgang til hinanden. Her ligger Vesten, efter sin seksuelle revolution i 1960erne, nok mere end et hestehoved foran den øvrige verden. Man skulle derfor forvente netop her at finde en markant nedgang i pseudo-homoseksuel aktivitet siden da.

Lad os gå tilbage til Alfred Kinsey og hans seksualundersøgelse af 1940ernes USA. Den gang skulle omkring en tredjedel af de amerikanske mænd have deltaget i homofil aktivitet. Hvordan ser tallene så ud i dag?

En lang række undersøgelser siden 1990 viser som forventet, at omfanget af homofili i USA er faldet markant siden Kinseys undersøgelse. Og tilsvarende lave tal finder man for lande som Australien, Danmark, Norge og Storbritannien.

Men det mest interessante forskningsresultat er dog fra Tyskland, hvor direktøren for Seksualforskningsinstituttet i Hamborg i 2001 offentligt begræd, at pseudo-homofili blandt tyske teenagedrenge, på kun tyve år var faldet fra 18 til 2 procent!

Kønsidentitet og medfødt homofili
En gang nærede visse læger en tyrkertro på den socialkonstruktivistiske myte om, at kønsidentitet er samfundsskabt. Resultatet blev katastrofalt for de hundredvis af drengebørn, der født med misdannede kønsorganer faldt i kirurgernes hænder. De blev kastreret og forældrene indbildt, at nu skulle det mishandlede drengebarn blot opdrages som en pige; så havde de fået en fin lille datter.

Efterhånden som disse stakkels drengebørn nåede puberten, begyndte katastrofens omfang at gå op for usungne helte som urologen William G. Reiner, der i sin konsultation begyndte at møde ulykkelige små væsener i pigetøj, der med kraft og overbevisning i stemmen erklærede ”jeg er en dreng!”.

Dette grusomme eksempel viser, at kønsidentitet ikke er tillært, men medfødt. Eller som en frisk undersøgelse af kønsforskelle i hjernestruktur utvetydigt fastslår:

“There is no indication that social environment after birth has an effect on gender identity or sexual orientation.”

Samtidig viser et meget stort antal videnskabelige undersøgelser entydigt, at homofile fødes med biologiske træk fra det modsatte køn. Homofile er altså en art tredje køn, nemlig henholdsvis feminiserede mænd og maskuliniserede kvinder (læs f.eks. Neurologer: Bøsser har kvindehjerner).

Der findes et gammelt indiansk ord – bote – for dem, som vi nu om dage dag kalder homofile eller homoseksuelle. Bote betyder ’ikke mand, ikke kvinde’ og beskriver faktisk disse afvigere mere korrekt end f.eks. sprogbastarden ’homoseksuel’ (sammensat af homo fra græsk og sexualis fra latin).

Hvorfor homofile fødes som de gør, er ikke helt klart. Homofili kan tilsyneladende forårsages af miljøskader i fostertilstanden, men også nedarves, formodentligt fra moderen.

Biseksualisme
Hvor mange fødes med homofili? Ikke ret mange. Ti procent af befolkningen, har mange sikkert hørt. Men dette tal er en skrøne, der almindeligvis tilskrives førnævnte
Kinsey. Men også dét er tilsyneladende en skrøne. Kinsey skal som nævnt have sat tallet til 4 procent.

Men det faktiske tal er i dag endnu lavere. Den i indledningen nævnte amerikanske kongresrapport siger 1,6 procent. Et tal, der bekræftes af den seneste og hidtil mest omfattende undersøgelse, der stammer fra Storbritannien og siger 1,5 procent.

I disse tal er såkaldte biseksuelle medregnet. Men en videnskabelig undersøgelse fra 2005 viste, at biseksuelle mænd i virkeligheden er homoseksuelle, der lyver for sig selv. Biseksualisme – at man er lige tiltrukket af både mænd og kvinder – kan ikke objektivt iagttages hos mænd.

Fra Danmark kan man nævne eksemplet fra 2007, hvor en foretagsom sjæl ville drive en hjemmeside for ”erklærede bøsser, biseksuelle og mænd, der bare ville prøve en mand”. Efter få måneder måtte ejeren skuffet erkende, at projektet kun tiltrak homofile.

Biseksualisme er traditionelt blevet brugt til at fremstille homofili som normalt. Forskningsresultater som ovenfor nævnte er derfor højest uvelkomne blandt homofile. En af forskerne bag undersøgelsen har da også tidligere oplevet, hvordan billeder af hans børn blev udstillet på en hjemmeside for seksuelle afvigere.

Saniteret billede
En sådan afsporet adfærd kan for så vidt ikke overraske.

Den homofile bevægelse præsenterer den homofile som et normalt, velfungerende menneske, der tilfældigvis blot er tiltrukket af sit eget køn. Men dette billede er ifølge en af bevægelsens indflydelsesrige intellektuelle, Thomas K. Hubbard, decideret falsk. Han skriver bl.a.:

“…mainstream assimilationist gay apologists attempt to demonize and purge from the movement all those scary minorities within the minority (e.g. transgendered persons, S & M leathermen, barebackers, bathhouse-visitors, intergenerational or interracial lovers, and worst of all, the “child molesters”) who in their pre-modern lack of enlightenment fail to conform to the artificially sanitized public image of gays…”

Bag det ‘kunstigt saniterede offentlige billede’ af homofile, gemmer der sig altså en bred underskov af skræmmende perversioner såsom sadisme og pædofili. Alligevel kan homofile pressionsgrupper med en vis ret på råbe sig, at homofili ikke er en mental sygdom. Man henviser ofte til, at det amerikanske psykiatriforbund i 1973 fjernede homofili fra sin officielle opslagsbog over psykiatriske lidelser.

Men i Destructive Trends in Mental Health kan man læse om den egentlige baggrund for denne revision:

“In 1973, by a vote of 5,854 to 3,810, the diagnostic category of homosexuality was eliminated from the Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM) of the American Psychiatry Association… Writing about the 1973 decision and the dispute that surrounded it, Bayer (1984) contended that these changes were produced by political rather than scientific factors. Bayer argued that the revision represented the APA’s surrender to political and social pressures, not new data or scientific theories regarding human sexuality.”

Fremhævningen er vores.

Det skal her nævnes, at ”homofob” og ”homofobi” ikke er videnskabelige udtryk, men en art skældsord opfundet af en ledende homofil aktivist under kampagnen mod det amerikanske psykiatriforbund.

Homofilt ægteskab
I Danmark har homofile siden 1989 kunne indgå såkaldt registreret partnerskab, hvor de juridisk kan forpligte sig til hinanden. Det har homofile ikke vist nogen synderlig interesse i at gøre. Kun omkring tre procent har nemlig indgået et sådant partnerskab (til sammenligning lever over halvtreds procent af mænd og kvinder i ægteskab).

Alligevel kræver homofile yderligere privilegier. Staten skal tvinge kirken til at vie dem som var de mand og kone.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at homofile parforhold er stærkt prægede af bl.a. vold og utroskab. Samtidig tyder en omfattende, dansk undersøgelse på, at det naturlige ægteskab faktisk yder det bedste værn mod homofili:

”Samlet set er mønstret, at børn vokset op i yngre, stabile kernefamilier med flere søskende i mindre grad får en homoseksuel identitet end børn, der vokser op i sammenhænge med mere ustabilitet.”

Folkelig uvilje
Det homofile anslag mod det naturlige ægteskab bliver mødt med folkelig uvilje i både USA og EU.

I USA er homofile ægteskaber tilladt i fem ud af landet halvtreds delstater. I ingen af tilfældene blev vælgerne direkte spurgt. I de 31 delstater, der faktisk har afholdt folkeafstemninger om spørgsmålet, har den menige amerikaners svar hver gang været nej. Alle 31 stater har i dag gjort homofile ægteskaber forfatningsstridige. Ydermere har 42 delstater i dag juridisk defineret ægteskab som foreningen af en mand og en kvinde.

En meningsmåling fra hele EU i 2006 afslørede, at kun i 8 af de 27 EU-lande var der flere tilhængere af såkaldte homoægteskaber end modstandere. I så mange som 11 lande var tilhængerens andel lavere end 20 procent. Samlet set accepterede kun 44 procent af europæerne sådanne ægteskaber, mens blot 32 procent støtter homofiles ”ret” til at adoptere børn. Kun i Holland og Sverige var det et folkeflertal, der gik ind for begge dele.

Den folkelige modvilje mod homofile bekræftes også af en række specifikt danske undersøgelser. I 2007 blev der påvist stigende asfsky blandt især unge mænd mod homofili. Samme år viste en anden undersøgelse, at hele 28 procent af danskerne støtter et forbud mod kunstig befrugtning af homofile kvinder.

I 2009 viste en række undersøgelser også, at både den aktive og den passive protest mod homofili er voksende i Danmark. En undersøgelse indikerede endog, at der nu er flere ”homofobe” end homofile her i landet.

Af mere anekdotisk art kan man nævne, at i 2010 optrådte der på TV en homofil transvestit i et populært talentshow. De tre dommere (alle fra underholdningsindustrien) var begejstrede og anbefalede varmt, at seerne stemte ham videre til finalen. Det gjorde seerne ikke.

Samme år bekræftede en fremtrædende homofil, at homofili ikke er udpræget velset i den danske befolkning. ”Det bliver stadigt sværere for unge bøsser og lesbiske at springe ud”, klagede han, for der er ”stadig mange forældre, der ikke vil tale med deres børn bagefter. Eller vennerne, der forlader dig, hvis du melder det ud.”

Særegen interesse
Homoseksualiseringen af både lovgivning og offentligt rum var allerede for ti år så langt fremme, at den britiske avis The Sun undrende spurgte ”Are we being run by a gay mafia?”. Herhjemme har homofile nu fri adgang til børn, som de både må passe, pleje, undervise og adoptere, ligesom skatteyderne skal betale for kunstig befrugtning af homofile kvinder.

Som ovenfor beskrevet, så viser homofile hverken interesse eller evne for trygt familieliv. Man kan derfor undre sig over, hvorfor deres krav og beklagelser så ofte kredser om børn og unge. Måske er der grund til større uro end man for officiel side vil indrømme?

Lad os se på eksemplet med Venstre-politikeren Flemming Oppfeldt. Om ham kan man på Wikipedia bl.a. læse:

”Flemming Oppfeldt gjorde sig i 2003 bemærket ved som den eneste fra Venstre at stemme for et forslag fra oppositionen vedr. homoseksuelles ret til adoption. Dette fik Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske til at tildele ham prisen Årets Laks samme år, der tildeles en person, der tør svømme mod strømmen.”

Året efter sin homofile pris blev Flemming Oppfeldt tiltalt for en lang række tilfælde af krænkelse og misbrug af drenge. Som mange sikkert husker, så blev han i 2005 modstræbende dømt af Københavns Byret til kun 4 måneders betinget fængsel for sodomi af en 13-årig dreng.

Bag det saniterede billede af Oppfeldt som modig forkæmper for ”homoseksuelles ret til adoption”, gemte der sig altså en gemen pæderast. Og noget tyder da også på, at visse homofiles langsigtede mål måske ikke blot er at øge mængden af homofili i samfundet, men at indføre systematisk, statsvelsignet pæderasti.

Det homofile samfund
Den fremtrædende homofile ideolog Thomas K. Hubbard, som vi tidligere har stødt på, fremlagde sidste år
et program målrettet ”contemporary social scientists and policy makers”. Heri anbefaler Hubbard bl.a. at genindføre “stronger barriers to sex between teenage boys and girls”, såsom at spærre dem inde i kønsopdelte skoler og klasser.

På disse anstalter skal pigerne ’beskyttes’ mod seksuelle erfaringer frem til 17-18 års alderen. Derimod skal drengenes frit kunne få seksuel afløb med ”adult women” og ”gay or bi-sexual men”, beskyttet som de vil være mod ”parental panic over pedophilia”.

Som seksualforsker er Thomas Hubbard naturligvis udmærket klar over, at pædofile kvinder er uhyre sjældne. Kun pæderasterne vil altså flokkes om hans drengeanstalter, hvor nærmest afghanske tilstande derfor sikkert hurtigt vil råde.

Det skal understreges, at Thomas K. Hubbards forslag til en pæderasti-fremmende skolepolitik ikke deles officielt af homofile pressionsgrupper. Men al erfaringer med minoriteter viser, at krav om såkaldt ligestilling efterfølges af kamp om overherredømme.

_