Vedr. Projekt Antifa

by Junikredsen

Opslag i det Centrale Virksomhedsregister viser, at “Projekt Antifa” for nylig er blevet registreret som forening, med hjemsted i den berygtede ejendom Baldersgade 20-22 på Nørrebro:

Baldersgade-gruppen er kendt for at være velbevæbnet, og dens medlemmer har jævnligt været involveret i grov kriminalitet:

”Et stort depot af slagvåben, kasteskyts og brandbomber blev i dag afsløret under en omfattende ransagning af Københavns Politi, da politiet ved 17-tiden afspærret hele Baldersgade på Nørrebro… – Vi har fundet et større antal brandbomber, et større antal røgbomber, kemikalier til at lave yderligere bomber, forskellige typer slagvåben og kasteskyts samt en hel del tyvekoster, beretter politiets talsmand, Flemming Steen Munch. Fire personer blev anholdt i forbindelse med ransagningen i Baldersgade, mens to af de anholdte fra nattens hærværk mod Socialdemokratiets hovedkvarter bor i kollektivet, oplyser talsmanden.”
BT 29. maj 2000.

”Det skete kort før kl. 00.28 natten til torsdag, hvor tre maskerede mænd med koben brød ind i det barrikaderede autonome hus i Baldersgade. De trængte op på førstesalen via en vindetrappe og kastede sig over tre unge, der blev slået med køller og tunge lommelygter. De bar alle tre tørklæder for ansigterne. Mistanken blev straks rettet mod nynazisterne for overfaldet i Baldersgade, men politiet står uden spor i sagen.”
BT 4. august 2001.

”… under en ransagning har politiet beslaglagt en pistol, seks jernrør, ni molotovcocktails, to slangebøsser og tre kasser med brosten efter en ransagning af et autonomt kollektiv i Baldersgade på Nørrebro i København. Pistolen var blevet brugt under et gaderøveri, som en af kollektivets beboere senere er blevet dømt for.”
Berlingske Tidende, 25. maj 2002.

”Teknikerne fra Farum Kaserne kunne se det med det samme. Tændsatsen til den tidsindstillede bombe var udført perfekt og med en præcision, som var den fremstillet til undervisningen ude på kasernen. Uret sad som det skulle, ledningerne ligeså, og det eneste, der manglede, var detonator og sprængstof. Men den halvfærdige bombe var ikke det eneste opsigtsvækkende fund, politiet gjorde under den forgangne uges razzia mod de autonome hash-distributører, De Brune Bude. I det autonome kollektiv på Baldersgade på Nørrebro fandt politiet også flasker med kemikalier, der kan bruges til fremstilling af bomber, og derfor tog politiet ingen chancer.”
Berlingske Tidende, 15. juni 2002.

”Betjentene hvilede dog ikke på laurbærrene, men ransagede derimod til allerede i går formiddag flere steder på Nørrebro. Målet var at finde de udlændinge, som har deltaget i urolighederne efter rydningen af Ungdomshuset… Ransagninger fandt sted på flere adresser på Nørrebro, blandt andet … et BZ-kollektiv i Baldersgade…”
Fyns Stiftstidende 4. marts 2007.

Ifølge Junikredsens oplysninger er et fremtrædende medlem af Antifascistisk Aktions Baldersgade-gruppe identisk med en vis Ask Holmsgaard, der op til klimatopmødet forrige år i København, stod for indkvarteringen af udenlandske venstrefløjsaktivister i Ragnhildgade. Efter få dage stormede politiet lokalerne, der ejes af Københavns Kommune, og beslaglagde et omfattende våbenlager beregnet til gadekamp.

_