Charlotte Johannsen – Hvad og hvem drev hende?

by Junikredsen

I forrige uge lykkedes det en yngre kvinde fra Århus at få de femten minutters verdensberømmelse (dog kun i Danmark), som den homoseksuelle kunstnermillionær Andy Warhol en gang lovede alle, der ville.

Charlotte Johannsens vej til medierne var udgivelsen af en bog hvori hun hævder, at hun gennem 7-8 måneder sidste år skal have udspioneret White Pride i Århus, der tilhører en af landets ældste og mest kendte hooligangrupper.

Fattig kost
I begyndelsen af 1990erne infiltrerede en ung, norsk pige Antifascistisk Aktions afdeling i Oslo. Som betroet medlem deltog hun i møder i bl.a. Danmark og kunne i 1994 afslører, at Balder Johansen, der i dag driver såvel byggefirmaet Logik & Co. på Nørrebro som Strictly Underground på Christiania, fra sin daværende adresse på Nørrebrogade 52 ledede Antifascistisk Aktion i København.

Sådanne saftige afsløringer finder man ikke i Charlotte Johannsens bog, der bærer den ejendommelige titel Forklædt som nazist – En Århushistorie. Som det tynde øl flyder hun rundt mellem byture, privatfester og offentligt tilgængelige møder, skriver angiveligt sine indtryk ned i dagbøger, men kan ikke meddele offentligheden andet, end hvad der i forvejen er kendt.

Dog mener Charlotte Johannsen tydeligvis selv, at hun får afsløret, at der er personsammenfald mellem White Pride og foreningen Vederfølner. Men det har pressen, med venstrefløjens private efterretningstjeneste Redox som vanlig fødekilde, skreget op om vistnok ligeså længe Vederfølner har eksisteret.

Heller ikke det forhold, at drenge ned til 15-års alderen opsøger White Pride, er specielt nyt. Tværtimod er det en udvikling, myndighederne gennem de seneste år har set i hele hooligan-miljøet.

Bogen indhold opsummeres alt i alt meget godt af en anmelder i Politiken. Charlotte Johannsen beskriver

”… en højrefløj med for det meste yngre rare mennesker, der går i byen og er, som unge er flest… Og det er desværre mest det, hendes beretning handler om – de mange druknætter og så et noget specielt personligt forhold til én af de tilsyneladende mindre rabiate fodboldbøller…
Da hun nærmer sig den absolutte inderkreds i White Pride, bliver hun fanget af sin egen indiskretion over for en arbejdskammerat og frygter at blive afsløret. Hun flygter i maj 2009 til København…”

Antifascistisk Aktion
Ifølge eksperterne er danskerne vilde med kokain. Alligevel gør Charlotte Johannsen i sin bog et påstået kokainforbrug blandt White Prides medlemmer til noget nærmest særegent for højrefløjens unge.

Det er derfor måske værd at minde om, at i juni 2000 blev et fremtrædende medlem af Antifascistisk Aktion, Stefan Klinthøj Rasmussen, idømt 9 års fængsel for forsøg på fremstilling af 10 kg. amfetamin. Under sin afsoning i statsfængslet Vridsløselille bliver han i august 2001 stukket ned i et opgør om gæld.

Stefan Klinthøj Rasmussen blev i 1993 dømt flere års fængsel for politisk motiveret bankrøveri. Samme dom fik østrigeren Christian Zwettler, der er et overordentligt prominent medlem af Antifascistisk Aktion.

I 2002 optrevler politiet den københavnske narko-ring ’De brune Bude’, der drives af Antifascistisk Aktions medlemmer. Blandt de anholdte er Esben Plenge, der udpeges som den ene af bandens tre ”top-figurer”. Esben Plenge er tidligere dømt 1 år og 8 måneders fængsel for brandstiftelse, begået sammen med bl.a. Kristian Munk, også prominent medlem af Antifascistisk Aktion.

To højtstående medlemmer af Antifascistisk Aktion er i øjeblikket sigtet for grov vold, dataindbrud og økonomisk støtte til en terrororganisation – nemlig Antifascistisk Aktion.

Da Ekstra Bladet i søndags konfronterede ”Jonas Jensen” fra Redox med gruppens samarbejde med Antifascistisk Aktion, kunne han pludselig ikke høre. Og Charlotte Johannsen ville pludselig kun lade sig interviewe per e-mail.

Fostret på venstrefløjen
Det fremgår af både bogen og presseomtalen, at Redox fra begyndelsen var voldsomt involveret i Charlotte Johannsens spionvirksomhed. Man gik så vidt, at hun fik tildelt en art føringsofficer – ”Peter” – der løbende fodrede hende med information og gode råd.

Bogen er da heller ikke skrevet af Charlotte Johansen, men af to yngre journalister fra det venstreorienterede dagblad Information, der begge har en nær fortid på den alleryderste venstrefløj. Marchen Neel Gjertsen har tidligere været byrådskandidat for Enhedslisten i Odense. Sebastian Gjerding er en gammel kending fra bl.a. den terrordømte ’Foreningen Oprør’, og har skrevet for hjemmesiden Modkraft.

Når man ved, at Modkraft drives af det lille venstrefløjsfirma Monsun på Nørrebro, og samtidig ved, at Redox drives fra Monsuns lokaler, så kunne især Gjerdings skikkelse indikere, at bogen reelt er skrevet og tilrettelagt af Redox.

Enhedslisten, Antifascistisk Aktion, Redox og hvad der forskellige venstrerabiate grupper nu ellers hedder, er f.eks. rørende enige om at afvise enhver tale om bandekrig mellem dem og White Pride. Den holdning genfinder man da også ublu i den bog, som Charlotte Johannsen altså har lagt navn til.

I venstrefløjens propaganda er det ligeledes typisk, at fremstille White Pride og foreningen Vederfølner som eet fedt. Dette kneb genfinder man også i rigt mål i Forklædt som nazist, hvor et virvar af personer f.eks. det ene øjeblik er medlemmer af White Pride, mens det andre steder fremgår, at deres medlemskab ofte ligger flere år tilbage.

Bogen, der er udgivet på Informations Forlag, er altså ikke politisk neutral, men tjener alene det yderste venstres interesser.

Tvivlsomme motiver
Ifølge Charlotte Johannsen påtog hun sig den spændende opgave på eget initiativ, angiveligt i indignation over at en nær ven – ”Oliver” – havde fået klø af White Pride. ”Og jeg var vred over, at ingen blev dømt for overfaldet. Det havde ingen konsekvenser for overfaldsmanden”, hævder hun i et interview til Politiken.

Samme sted afviser Charlotte Johannsen kategorisk, at hendes spionage var politisk motiveret, og hun vil kun erkende, at hun har været til ”nogle møder” i den kommunistiske ungdomsorganisation Rød Ungdom (opløst marts i år).

Om Rød Ungdom fastslog Dansk Ungdoms Fællesråd i 1997, at gruppen ”ikke anerkender grundlovssikrede rettigheder som f.eks. stemmeretten og ytringsfriheden”, ligesom Mikkel Thorup, ansvarshavende redaktør af gruppens blad Lige Venstre, i samme periode blev dømt for injurier.

Det er derfor værd at bemærke, at Charlotte Johannsens fremstilling til Politiken ikke stemmer med indholdet af hendes bog. Heri fremgår det, at hun i en tidlig alder blev medlem af den kommunistiske ungdomsorganisation, og at det er herfra hun kender ”Oliver”.

I overensstemmelse med sit stalinistiske moderparti DKP/ml, så skulle staten ifølge Rød Ungdom forbyde bl.a. nationalsocialisme. ”Jeg er ikke interesseret i at forbyde nazisme eller racisme”, hævder Charlotte Johannsen i dag.

Charlotte Johannsens påstand om, at det var moralsk indignation over, at ingen blev dømt for det påståede overfald på ”Oliver”, der gjorde hende til spion mod bl.a. gamle sportskammerater, stemmer heller ikke med de oplysninger, som Uriasposten har gravet frem om den pågældende episode. ”Da politiet ankom, ønskede manden, som skulle være blevet overfaldet, dog ikke at tale med ordensmagtens repræsentanter”, afslører et direkte citat fra Århus Stiftstidende.

Spion for ’Huset’
Charlotte Johannsens påståede rene motiver til sin spiongage harmonerer heller ikke, at hendes mission startede som en opgave for en gruppe autonome, der, med tilladelse fra Århus Kommune, gennem det meste af 2008 holdt til i et nedlagt medborgerhus. Lad os kigge lidt nærmere på dén sag:

Ved udgangen af 2007 lukker Århus Kommune medborgerhuset ’Huset’ i den gamle museumsbygning på adressen Vester Allé nr. 15. Efter en bølge af militante BZ-aktioner og politisk pres fra Enhedslisten, får autonome i marts 2008 stillet dele af bygningen til rådighed som midlertidig værested.

Det er meningen at ’Fristedet’, som de autonome kalder værestedet, skal være åben for alle byens unge, men allerede i maj går den mangeårige venstrefløjsaktivist Pedro da Palma til pressen og afslører, at værestedet styres af ”en hård kerne af aktivister”, der med ”censur, eksklusion af enkeltpersoner og voldelige konfrontationer med højrefløjen” går efter ”magt og kontrol med venstrefløjen”.

”Nogle har en hysterisk angst for nazisterne… Ok, de er i ­byen, men vi skal ikke puste problemerne op”, bekræfter andre brugere af værestedet.

Under overskrifter som Autonome bag losseplads i midtbyen, Husets naboer i oprør over grafitti, Unge hærger bevaringsværdigt hus, Naboer frygter nyt ungdomshus og Nabo til Huset føler sig tyranniseret sætter pressen i sommeren 2008 spot på de lovløse tilstande omkring det tidligere medborgerhus. Blandt andet skriver Jyllandsposten:

”Som tidligere beskrevet på jpaarhus.dk er den bevaringsværdige bygning nu blevet hærget af en gruppe autonome, der – stik mod alle aftaler – kravler rundt på taget, overnatter i huset, overmaler bygningen med graffiti og generer naboerne med larm og svineri.”

Og videre:

”Og nu har de unge brugere sat trådgitter, træpaller og krydsfiner for vinduerne. Naboerne er bekymrede for, om planen er at omdanne Huset til en fæstning, som det bliver vanskeligt for politiet at rydde, når lejeaftalen udløber i slutningen af oktober.”

Velbevæbnet
Århus Kommune forlænger alligevel fristen til januar 2009. Beslutningen bliver taget af den socialdemokratiske kulturrådsformand Flemming Knudsen, der til pressen bl.a. udtaler:

”Det er mit indtryk, at der efter en række startvanskeligheder er kommet ro omkring Huset, og at der siden sommer har foregået en række spændende aktiviteter.”

Blandt de ”spændende aktiviteter” i det autonome klubhus er bl.a. et arrangement i september 2008 med danske medlemmer af det internationale netværk Anarchist Black Cross, der af de spanske myndigheder betegnes som en terrororganisation.

Blandt deltagerne er Charlotte Johannsen.

Flemming Knudsens naivitet omkring de rabiate unge i ’Huset’ stilles til skue, da politiet, i forbindelse med et gadeslagsmål, den 31. oktober trænger ind i lokalerne. Betjentene bliver mødt af kampklare autonome, der hastigt smider deres mange slag- og stikvåben fra sig. Århus Stiftstidende fortæller:

”Inde i den del af Huset, de autonome unge bruger – det tidligere træværksted – fandt politiet 19 slagvåben, en kniv samt en kasse med såkaldte malingbomber.
Blandt slagvåbnene var der bordben, cykelstyr, rør med monterede håndtag samt lægtestave med søm i.
Desuden fandt politiet en almindelig uskyldig bordkniv, som ved hjælp af en slibesten var gjort alt andet end uskyldig. »Den var slebet skarp i begge ­sider, så den var blevet til et tveægget våben,« siger vagthavende hos Østjyllands Politi.
Malingbomberne var plastik­poser, fyldt med maling og dybbet
[sic.] i stearin. Det sidste for at gøre dem mere robuste.”

Inden Århus Kommune i januar 2009 sætter de autonome på gaden, kan en nærliggende Netto-butik fortælle, at ”man havde set sig nødsaget til at hyre vagter pga. problemer med en hård kerne af uroskabende unge fra Huset. De unge generede både kunder og ansatte.”

I månederne efter rømningen udsættes både ejendommen og det byggefirma som istandsætter den, for en systematisk hærværkskampagne. På vægge og mure males slagord som ”Nyt hus her nu!!!”, ”No fåking nazis” og ”Antifa”.

Trusler og hetz mod værtshuse
Under netop navnet Århus Antifa ligger de autonome i ’Huset’ i voldelig konflikt med bl.a. White Pride. Om de to grupper fastslår politiinspektør Morten Anker Jensen i september 2008, ”Det er en flok bøller, der simpelthen kæmper om at få magten i Århus. Det er en magtkamp ligesom rockerkrigen.”

Århus Kommune stiller lokaler til rådighed for unge venstreekstremister, men ikke for White Pride og beslægtede unge. De samler sig i stedet omkring bestemte værtshuse i byen. Som led i bandekrigen iværksætter det yderste venstre sommeren over 2008 en skræmmekampagne mod ejerne af de pågældende udskænkningssteder.

Først udsættes værtshuse som Den Gamle Høker for flere tilfælde af hærværk, ledsaget af anonyme trusselsbreve. ”Smid højrefløjen på porten, så er vi kvit. Ellers kommer vi”, lyder beskeden. Da ejeren går til pressen og afslører venstrefløjens gangstermetoder, stopper afpresningsforsøgene.

I stedet flytter chikanen til Århus Byråd, hvor Enhedslistens Keld Hvalsø Nedergaard truende spørger, ”Har borgmesteren haft disse værtshusbevillinger oppe til vurdering i bevillingsnævnet?”

Tidligere spionforsøg?
Keld Hvalsø Nedergaard fortsætter sin hetz mod værtshusejerne i partibladet Socialistisk Information, hvor han i august 2008 bl.a. anfører, ”Jeg vil rejse en forespørgsel til kulturrådmanden og borgmesteren, f.eks. om hvad man ved om bestemte værtshuse, hvor der højlydt planlægges voldelige overfald.”

Byrådsmedlemmets påstand om ’højlydt planlægning’ på værtshuse kan naturligvis være rent opspind. Men det er alligevel værd at lægge mærke til, at Charlotte Johannsen for det første efter eget udsagn først begynder sin spionvirksomhed i november 2008; for det andet begynder hun netop sin spionage på et af White Prides påståede stamværtshuse.

Hvalsø Nedergaards kryptiske udsagn i Socialistisk Information kunne indikere, at den unge stikkerske påbegyndte sit arbejde for det yderste venstre flere måneder før det tidspunkt, hun hævder i sin bog. Men der synes ikke at være nogen grund til, hvorfor hun skulle lyve om dette forhold. Tværtimod, så ville hendes beretning netop stå sig stærkere, jo længere hun havde fraterniseret med fjenden i den frygtede hooligangruppe.

Den mest logiske baggrund for Keld Hvalsø Nedergaards påstand synes snarere at være, at Enhedslisten tidligere har forsøgt sig med at udsende spioner til de beværtninger, hvor White Prides formodes at holde til. Mere om det senere.

Ny lys på gammel sag
Charlotte Johannsen hævder i sin bog, at hun begynder sin spionage den 1. november 2008, hvor hun opsøger værtshuset Den Hvide Hest. Til pressen påstår hun bl.a., Jeg forhindrede faktisk nogle overfald og kunne advare nogle i Huset om, at der var nogle på vej, allerede den første aften.”

I sin bog skriver Charlotte Johannsen om episoden:

”Pludselig rejser de sig begge to synkront, tager deres jakker på og kommer over til vores bord… De tre stikker hovederne sammen, og det er tydeligt, at de ikke vil have, at nogen følger med i deres samtale.
Efter at have talt med Lindberg fortsætter de ned til gruppen ag drenge, som lige er kommet, og beder dem følge med…
… attitude fortæller mig, at det ikke er noget jeg skal blande mig i. Men den bekræfter min formodning: Gruppen af drenge skal ned til Huset.”

Charlotte Johansen fortæller dernæst, at hun går ud på toilettet og sender en advarende SMS til ”Sigrid”, hendes hemmelige kontakt i ’Huset’ efter ”Olivers” afgang til København: ”… en stor gruppe går nu. Måske ned til jer. Svar ikke tilbage. For farligt. Alle er her. Også de gamle. Den Hvide Hest.”

Trods sin dramatiske beretning er det altså klart, at Charlotte Johannsen i virkeligheden ikke aner det fjerneste om, hvorvidt den påståede gruppe skulle ned til ’Huset’ eller ej. Måske var det faktisk sandt, at ”de skal bare videre”, som hun fik forklaret.

Men Charlotte Johannsens beretning kaster nyt lys over en mystisk batalje ved ’Huset’, der fandt sted tidlig morgen samme dag, hvor hun senere tropper op på Den Hvide Hest.

Lørdag den 1. november 2008 kl. ca. 2.30 støder to fremtrædende medlemmer af Enhedslisten – Rune H. Jacobsen og Peter Hegner Bonfils – angiveligt sammen med 10-15 unge. Jacobsen stikker af, mens Hegner Bonfils tilsyneladende får en regulær omgang bøllebank.

Peter Hegner Bonfils er i forvejen kendt som talsmand for Antiracistisk Netværk, der omfatter bl.a. Enhedslisten og Antifascistisk Aktion. Han har tæt forbindelse til den voldsberedte gruppe i ’Huset’ og har til pressen bl.a. erkendt, at han er nær ven af gruppens mest berygtede medlem, den flere gange voldsanmeldte Lasse Poelman.

Modstridende forklaringer
Umiddelbart efter sammenstødet foran ’Huset’ går Peter Hegner Bonfils i flyverskjul for pressen. Derimod udsender Enhedslisten i løbet af lørdagen en pressemeddelelse, hvori man udpeger ”10-15 hætteklædte folk fra White Pride” som de påståede gerningsmænd. Samme aften kl. 22.02 bringer Politiken online den første pressehistorie om sagen. Rune H. Jacobsen optræder som sandhedsvidne og hævder bl.a., at de påståede gerningsmænd har hættetrøjer og solbriller på”.

Jacobsen hævder også til Politiken, at White Pride ”står foran indgangen”. Men dagen efter fortæller han til Ekstra Bladet, at gruppen havde ”gemt sig i ly af mørket bag Huset”.

Peter Hegner Bonfils’ forklaring til Politiken samme søndag stemmer heller med historien om, at gerningsmændene skulle have været maskerede. Bonfils påstår nemlig, at han kunne ”fornemme en genkendelsens glæde i deres øjne” og fastslår ”Jeg kender ikke nogle af dem, som overfaldt mig”.

Udover Rune H. Jacobsen og Peter Hegner Bonfils, så giver prominente Enhedsliste-medlemmer som Hans Jørgen Vad og Keld Hvalsø Nedergaard også interviews om sagen. Alle fire bestræber sig ihærdigt på at give indtryk af, at Hegner Bonfils fik klø fordi han var talsmand for Antiracistisk Netværk. Den udlægning afvises af politiet: ”Det er vor umiddelbare opfattelse, at han blev ramt, fordi han opholdt sig på det sted, hvor der var konflikt. Det var ikke fordi, at han er talsmand”, fastslår ordensmagten.

Tæsk af autonome?
Fjorten dage senere bringer det venstreorienterede dagblad Information en større historie om venstrefløjens trængsler i Århus. Man interviewer også Peter Hegner Bonfils, der nu pludselig kan tilføje nye og dramatiske detaljer om gerningsmændene. De var ”klædt ud som autonome”, ”mange af dem var meget unge” og han hørte ”en direkte ordre fra en af de ældre fyre i gruppen”.

Det påfaldende er naturligvis, at Peter Hegner Bonfils’ beskrivelse af gruppen som mestendels meget unge under kommando af nogle få ældre, først ser dagens lys fjorten dage efter, at Charlotte Johannsen har besøgt Den hvide Hest og angiveligt observeret en sådan intern struktur i White Pride.

Trods Enhedslistens ihærdige anstrengelser i pressen, så var der nemlig intet der forbandt White Pride med Peter Hegner Bonfils’ klø. Hans udtalelser til Information forekommer derfor som en art griben efter halmstrå, hvor et stykke frisk sladder fra Charlotte Johannsen om White Pride, plantes i pressen som indicium mod gruppen.

Lægger man dertil Bonfils og Jacobsens skiftende og modstridende forklaringer, så tegner der sig et billede af, at når gerningsmændene var klædt som autonome, så var det fordi det faktisk drejede sig om autonome.

Korporlig afstraffelse af hinanden er ikke ukendt på den yderste venstrefløj. F.eks. kunne dagbladet BT i sommeren 2002 berette, ”En fra ’De Brune Bude’ fik banket et par tænder ud, da han mødte op til en fest i Antifascistisk Aktion, hvor han ikke længere var velkommen.”

Mærkværdig tavshed
I sin bog fortæller Charlotte Johannsen om, hvordan Redox beredvilligt viste hende et omfattende billedkartotek over politiske modstandere. Det forekommer usandsynligt, at Redox ikke med samme villighed skulle have givet Peter Hegner Bonfils og Rune H. Jacobsen adgang til disse billeder, så de påståede gerningsmænd fra White Pride kunne identificeres.

Var gerningsmændene derimod rundet af Jacobsens og Bonfils’ eget miljø, så var bistand fra Redox naturligvis overflødig. Her to år senere har de to Enhedsliste-medlemmer i hvert fald stadig ikke identificeret så meget som én af de påståede 10-15 gerningsmænd.

Det er også højst mærkværdigt, at det ellers meget omtalte overfald på Peter Hegner Bonfils overhovedet ikke nævnes af Charlotte Johannsen. Selv om det oven i købet fandt sted mindre end et døgn før hun opsøger White Pride.

Denne påfaldende tavshed i Charlotte Johannsens bog synes at være led i en bevidst bestræbelse på, helt at holde Enhedslisten ude af hendes beretning. Måske fordi hun i virkeligheden spionerede på vegne af det lille ekstremistparti?

Det kunne ikke blot Peter Hegner Bonfils’ udtalelser til Information tyde på. I forbindelse med Enhedslistens propagandafremstød omkring det påståede overfald på ham, udtalte Keld Hvalsø Nedergaard den 4. november 2008 til Århus Stiftstidende, ”Alle kender værtshusene, hvor de kommer. Vi har haft folk siddende på dem, og de har hørt dem tale højt om, at nu skulle den og den angribes.”

Nu er det ikke sikkert, at Keld Hvalsø Nedergaard sigter til 21-årige Charlotte Johannsen. Men det står under alle omstændigheder fast, at Enhedslisten er et parti, der roder med privat efterretningsvirksomhed. En trafik, som PET ellers kraftigt har kritiseret.

White Prides sagnomspundne leder – som Charlotte Johannsen tydeligvis intet aner om – forklarede 25/10 i år til programmet 21 Søndag, at gruppen kæmper for at undgå Nørrebro-tilstande i Århus. Virker White Prides hårdhændede metoder? ”Det seneste års tid har mellem 10 og 15 unge fra den yderste venstrefløj forladt Århus og er søgt til København”, kunne Jyllandsposten fortælle for knap et år siden.

Charlotte Johannsen er efter eget udsagn flyttet til Sverige.

_