Offensiv højrefløj

by Junikredsen

På sit sommermøde har Dansk Folkeparti omsider fremsat krav om, at Danmark lukker grænserne for indvandring fra ikke-vestlige lande. På en pressekonference udtalte Peter Skaarup således:

Vi skal begrænse – hvis ikke helt stoppe – indvandringen fra ikke-vestlige lande. Det er en møllesten om vores økonomi. Velfærdssamfundet kan ikke bestå, hvis folk ikke vil arbejde og lære sproget. Det er de ikke-vestlige indvandrere, der ikke bidrager nok.

Peter Skaarups udmelding blev efterfølgende bekræftet af Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard:

Vi vil ikke have folk i Danmark, som ikke vil være en del af det danske samfund. Danmark er for lille til parallelsamfund. Folk fra lande som Afghanistan og Pakistan har længe givet os problemer.

Mens DJØFerne på Christiansborg rutinemæssigt dåner, stemmer læserne på ekstrabladet.dk massivt ja til forslaget. V og K er da heller ikke så afvisende over for forslaget, som dele af pressen har fremstillet det.

Trykkefrihedsselskabet formand, historikeren Lars Hedegaard, og Dansk Folkepartis kirkeordfører, Jesper Langballe, er begge blevet sigtet for såkaldt racisme, fordi de offentligt har påpeget omfanget af drab og voldtægt i muslimske familier.

Sigtelsen mod de to prominente islamkritikere vakte muslimsk glæde. I stedet for at føle sig fremmedgjort så får vi nu en følelse af at blive lyttet til som ligeværdige borgere, udtalte en talsmand.

Sagen har fået regeringspartierne Venstre og De Konservative, samt støttepartiet Dansk Folkeparti til at foreslå en ændring af den såkaldte racismeparagraf. Historien melder endnu intet om temperaturen blandt muslimerne.

Derimod steg temperaturen markant på højrefløjen da en dommer i Svendborg dømte historikeren Bent Jensen for injurier mod KGB-kontakten Jørgen Dragsdahl, tidligere journalist på Information. Under ledelse af CEPOS-grundlæggeren Peter la Cour blev der hurtigt stiftet en forening, der lige så hurtigt iværksatte en indsamling til dække af Bent Jensens tab.

Bent Jensen-Foreningen har nu på få måneder indsamlet over en halv million kroner.

Professor Bent Jensen har til sin ankesag antaget advokaten Karoly Nemeth, der i 2004 med stor succes forsvarede filosoffen Henrik Gade Jensen mod en række beskyldninger, som Information havde udspredt med René Karpantschof som kilde.

_

Bidrag til Bent Jensen kan indbetales direkte til:
Nordea Bank med reg. nr. 2266 og kontonr. 0712 980 141.

Check kan sendes til:
Bent Jensen-Foreningen, c/o Peter la Cour, Alfred Christensensvej 13 A, 2850 Nærum.

For betalinger fra udlandet er bankoplysningerne:
SWIFT/BIC: NDEADKKK og IBAN-kontonr.: DK0720000712980141.

Besøg bentjensenforeningen.dk.