En by i belejring IX (The Rest against The West)
by Junikredsen
Giving brings a lot of joy
And this I do believe
But aren’t the ones who give so much
Entitled to receive
Why do we keep on giving
Is it right that we should please
The very ones who’d like to see
Our country on her knees.
Marty Robbins My Own Native Land
FN’s klima-møde i København er omsider overstået. Resultatet blev en skuffelse for klima-hysterikerne både inden- og udenfor Bella Centrets mure; København blev ikke smadret og FN fik ikke sin planlagte globale CO2-aftale i stand.
Herfra skal vi ikke begræde FN’s fiasko, der måske kan give klima-realisterne et lille pusterum. Men set fra klima-hysterikernes perspektiv må man med bekymret mine spørge ”hvad gik der galt?”
Det giver tidligere udenrigsminister (1982-1993) Uffe Ellemann-Jensen, der som bekendt vandt den kolde krig nærmest helt på egen hånd, et svar på i Berlingske Tidende. I sin klumme skriver Ellemann-Jensen ikke noget originalt, men opsummerer til gengæld fint hvad alverdens eksperter og kommentatorer har været enige om at sige om fiaskoen.
Uffe Ellemann-Jensen skriver bl.a.:
Den centrale spiller – og spielverderber – synes at have været Kina… Kineserne ønskede simpelt hen ikke en bindende aftale, og afviste med foragt ønsker om kontrol med overholdelse af indgåede forpligtelser. Og når Kina ikke ville bevæge sig, holdt andre sig også tilbage – især Indien. Den amerikanske præsidents forsøg på at komme i direkte dialog med Kina syntes ikke at føre nogen vegne. Og man fik en mistanke om, at kineserne endnu en gang ønskede at markere overfor Obama, hvem der sidder med trumfkortene.
På selve konferencen, hvor vi alle kunne følge med, spillede kineserne ikke hårdt ud. Det havde de deres marionetter til at gøre for sig… Hovedpersonen var her talsmanden for G77 gruppen af udviklingslande, den sudanesiske FN-ambassadør – Lumumba Stanislaus Di-Aping – som mange danske mediefolk tog til deres hjerte…
Læren af forløbet i København må være, at en virkningsfuld klimaaftale ikke bliver til noget, med mindre Kina og USA sætter sig sammen – og bliver enige. Så kan den lille østat Tuvalu og andre skælde nok så meget ud over, at der ikke tages lige hensyn til små og store. Sådan er virkeligheden bare. Og det blev vi mindet om endnu engang – samtidig med at vi fik demonstreret, hvordan den globale magtbalance er skiftet.
Mødet i København blev altså for så vidt bare en gentagelse af f.eks. FN’s skandaløse racismekonferencer – Durban I og Durban II – der også degenererede til farvede racers frontalangreb på The Camp of the Saints.
Selv om Ellemann-Jensen m.fl. sikkert ikke vil indrømme det, så bekræfter disse forløb hvad Samuel P. Huntington skrev i sit klassiske værk The Clash of Civilisations:
Civilisationernes sammenstød finder således sted på to planer. På mikro-planet kæmper tilgrænsende grupper langs civilisationernes brudlinjer, ofte voldeligt, om kontrollen over et territorium og over hinanden. På makro-planet konkurrerer stater fra forskellige civilisationer om militær og økonomisk overvægt, kæmper om kontrollen over internationale institutioner og tredjeparter og søger i indbyrdes konkurrence at fremme deres egne særlige politiske og religiøse værdier.
Om det – som på Durban-konferencerne – er muslimerne, eller som i København kineserne, der svinger taktstokken, er underordnet. Trompeterne blæser til kamp mod den tidligere herre i Nord.
I den politiske korrekte jargon skildres denne krig, der på makro-niveau endnu kun føres med økonomiske og diplomatiske våben, som en konflikt mellem rige og fattige lande. Men på listen over G77-landene ser man f.eks. adskillige nationer med en ganske komfortabel levestandard, bl.a. Kina, Brasilien og de arabiske oliestater.
Dybest set handler civilisationernes sammenstød altså ikke om ressourcer, men om hvem der skal bestemme. Dem eller os.
Europa og Nordamerika kunne i forening uden tvivl få Resten til at makke ret. Men konflikter og krige vindes ikke på mand og materiel alene. Godt lederskab er en afgørende faktor for succes.
FN’s klimakonference i København udstillede Vestens måske mest prekære problem, personificeret ved Amerikas nuværende præsident, den upopulære Barack Hussein Obama: Vi mangler stærke og egnede ledere.
Det kunne være nærliggende at mene, at mulatten Obama, der især har skubbet hvide befolkning fra sig, ikke er den rette mand ved roret overfor The Rising Tide of Color, som Lothrop Stoddard for allerede snart hundrede år siden døbte Vestens trussel. Men problemet er dybere end som så.
Vestens nuværende ledere har ikke smag for konfrontation, endsige krig. De er alle rundet af et politisk system, hvor forhandlinger og kompromis altid er løsningen. Sådan er de kommet til magten og sådan bevarer de magten.
For disse politikere er militær magt kun et middel til at få fjenden til forhandlingsbordet. Krige føres ikke for at vinde, men som ”forlængelse af politikken med andre midler”, som et ofte brugt og misbrugt citat fra Carl von Clausewitz lyder.
Evnen og viljen til kompromis er naturligvis nøglen til fredeligt demokrati. Men vejen til Helvede er som bekendt også brolagt med gode intentioner. Navnlig når demokratisk idealisme blænder for realpolitisk virkelighed.
I København brugte de kinesiske ledere uden skam deres magt og indflydelse til at forfølge den kinesiske civilisations egeninteresser. Vestlige ledere skammer sig derimod over, at man ikke fik et kompromis i stand.
FN’s klima-møde blev således endnu et symbol på Vestens lederkrise. Hvorfra skal den komme, der tør overskride Rubicon?
_
Junikredsen 
Genialt skrevet!
Hørt Hørt…..men intet nyt under solen.
Mvh. Vigilius Hafniensis
Jeg er uenig i din analyse. Dette drejer sig for kineserne ikke om magt. Jeg er 100% sikker på, at kineserne for længst har indset, at CO2 intet har at gøre med påståede temperaturstigninger, og jeg er helt sikker på, at de udmærket kan se, hvor den vej vesten har valgt, fører hen.
Kina har lært af kommunismens sult og elendighed. Kineserne har fundet ud af, at man kan arbejde sig til et godt liv, og de vil ikke have vestens galninge til at kloge i det.
I vesten drejer klimahysteriet sig om en uskøn blanding af idioti og hybris. Se bare på Danmark. Her tror hele folketinget virkelig på, at de er enormt gode til det der med at styre. Nu har de klaret Danmarks problemer, så nu vil de ordne resten af verden.
Jeg har undervist mange skævøjer på uni. De er kloge. De lytter og tænker og siger intet – med et lille smil. I diskussioner med deres hvide medstuderende, der altid var karakteriseret en nærmest uendelig klogskab og godhed, eller var det kloghed og godskab?, pillede skævøjerne med enkle spørgsmål de selvfede danskere totalt fra hinanden.
Kineserne har fat i den lange ende. Inden føje år ejer de alt der er værd at eje i hele verden. Den smule, der har værdi i eu opkøber de, og hænger der noget værdiløst på, så skræller de det af. Se nu køber de Volvo. Vent og se – det er bare navnet de går efter.
Kineserne ved, at man ikke kan leve af godhed. De ved at velstand er arbejde. Det gør vi ikke i Danmark. Vi tror at staten er velstand.
Kina vinder. Vesten taber.
men ellers en god blog.
Enig, Børge.
Men kineserne kommer til at tage sig af det arabisk-muslimske problem – vesten kan nemlig ikke.
Den arabiske mentalitet er i en klasse for sig og vestens politikere kan ikke finde ud af hvordan man skal tackle denne.
Jeg er ikke i tvivl om at det vil kineserne kunne !
Noget andet er, at skulle jeg vælge mellem at være under enten den arabisk-islamiske “støvle” eller den kinesiske, vælger jeg den sidste!
Det kan såmænd godt være, Børge, at de kinesiske ledere ikke tror på tesen om kuldioxid som årsag til klimaændringerne. Men det er for så vidt sagen underordnet, for i København angreb man ikke denne tese. Som udgangspunkt ville Kina tværtimod gerne skære i deres CO2-udledning, men man ville for det første have betaling for det i form af rede penge og vestlig teknologi. For det andet afviste Kina lodret at lade sit CO2-regnskab kontrollere af udefra kommende magter.
Alle (eller i hvert fald de fleste) iagttagere synes at være enige om, at kineserne ikke ønskede en bindende aftale. Med andre ord formulerede kineserne bevidst deres krav således, at EU og USA måtte sige nej.
I vores optik er det kun naturligt, at unge økonomiske stormagter som Kina, Indien og Brasilien kæmper for deres plads i Solen. De vil erobre markedsandele og især Kina har allerede vundet godt indpas i visse ulande.
Men disse nye stormagter er – målt på BNP – langt fra at være økonomiske supermagter. Dem er der kun to af. USA og EU.
Med brug af de rette midler, f.eks. trussel om (total) handelskrig, kunne Vesten uden tvivl have fået Kina til at makke ret i København. Men kineserne har korrekt kalkuleret med, at Vestens lederskab i dag er så ringe og svagt, at man uden reel kamp ville vinde sin første åbne udfordring.
Tiden vil vise, om Kina (eller en af de andre unge stormagter) nogensinde når op på siden af, eller ligefrem overhaler, USA og EU. Men skulle det ske, så ligger skylden alene hos Vestens ledere og det system, de dels har skabt og dels er et produkt af.
Du, Vivi, vil (i yderste konsekvens) hellere beherskes af kineserne end muslimerne. Vi kan godt følge din tankegang, men vores udgangspunkt er netop, at dit dilemma i virkeligheden er dybt unødvendigt. Hvis vore ledere havde mod og mandshjerte, så kunne vore problemer med Vestens ydre og indre fjender reverenter talt ordens i en håndvending.
Samtidig ser vi ingen fremtid i at lægge redningen af vor æt i hænderne på fremmede folkeslag. Orientalerens åg vil ikke blive mindre tungt at bære for vore efterkommere end muselmandens.
@5
Det glæder mig, at vi er enige om det meste. 🙂 Kineserner er, som jeg sagde, gode til det lille smil.
Bruttonationalprodukterne i den vestlige verden er næppe mål for noget brugbart. Tag fx Danmark med 60% af befolkningen ansat idet offentlige eller direkte på understøttelse. Det afgørende i den overordnede sammenhæng er gældsætningen, der i eu og USA sker med uhyggelig hast og størrelse, samtidig med at vareproduktionen falder lige så kraftigt.
Vi kan tage Danmark som udgangspunkt. Kigger vi os omkring, så er stort set alt det, vi køber, lavet i udlandet. Bilen, tv’et, møblerne, PC’en og al anden elektronik, tøjet, store dele af huset, båden, ferien. Næsten alt. Og ud over landbrugsvarer har vi ikke meget at betale med. Og det går stærkt i de her år. Højteknologi har vi ingen af, og den smule, der minder om det, er på vej væk.
Så vent og se. Mit gæt er, at vesten står overfor en langt værre økonomisk nedtur, end den vi oplever nu. Penge er magt. Arbejde er penge. I vesten arbejder vi alt for lidt.
For Lille-Lars fra Græsted var klimamødet en glimrende lejlighed til at at vise sig som statsmand, hvilket er ved at være nødvendigt, hvis den borgerlige fløj også skal have magten efter næste valg. Han fejlede, og reaktionen viste sig prompte i meningsmålingerne, da Thorning-Søvndal gik frem. Venstrefløjen var aldrig interesseret i at give ham opbakning, og dermed var størstedelen af medierne det heller ikke. Klimamødets mål, at redde verden, blev dermed bevidst bremset af mennesker, der ikke evner at se mere end 4 år frem i tiden. Temmeligt småligt, efter min mening.
På det store plan vandt kineserne og den tredje verden. Vi kunne imidlertid sagtens leve med Kina som en økonomisk supermagt, som vi har gjort det med USA, der heller ikke altid har villet Europa det bedste. Hvis altså blot kineserne ville opføre sig som forbrugere, nu de har muligheden for det. Det vil de ikke, de syer stadig deres dollars ind i madrassen, og køber de endelig vestlige varer, er det fra virksomheder, der nyligt er blevet købt af kinesere. Overskuddet fra de virksomheder, ved vi nok hvor ender.
Det næste årti bliver uhyre interessant på alle plan. Og mon ikke de respektive europæiske vælgere vil kræve dybtgående forandringer i hele det politiske system?
Jeg er helt på det rene med, at Vesten forholdsvist nemt ville kunne ordne problemerne med vores indre, som ydre fjende(r).
Men både de hjemlige som EU politikerne udviser ingen viljer til at få styr på de problemer vi står til halsen i – nogle af dem endog som om disse ikke er noget at snakke om og nok går over ved tidens hjælp.
Så de fortsætter ufortrødent.
Det er sørme interessante tider vi lever i .