En by i belejring IX (The Rest against The West)

by Junikredsen

Giving brings a lot of joy
And this I do believe
But aren’t the ones who give so much
Entitled to receive
Why do we keep on giving
Is it right that we should please
The very ones who’d like to see
Our country on her knees.

Marty Robbins My Own Native Land

FN’s klima-møde i København er omsider overstået. Resultatet blev en skuffelse for klima-hysterikerne både inden- og udenfor Bella Centrets mure; København blev ikke smadret og FN fik ikke sin planlagte globale CO2-aftale i stand.

Herfra skal vi ikke begræde FN’s fiasko, der måske kan give klima-realisterne et lille pusterum. Men set fra klima-hysterikernes perspektiv må man med bekymret mine spørge ”hvad gik der galt?”

Det giver tidligere udenrigsminister (1982-1993) Uffe Ellemann-Jensen, der som bekendt vandt den kolde krig nærmest helt på egen hånd, et svar på i Berlingske Tidende. I sin klumme skriver Ellemann-Jensen ikke noget originalt, men opsummerer til gengæld fint hvad alverdens eksperter og kommentatorer har været enige om at sige om fiaskoen.

Uffe Ellemann-Jensen skriver bl.a.:

Den centrale spiller – og spielverderber – synes at have været Kina… Kineserne ønskede simpelt hen ikke en bindende aftale, og afviste med foragt ønsker om kontrol med overholdelse af indgåede forpligtelser. Og når Kina ikke ville bevæge sig, holdt andre sig også tilbage – især Indien. Den amerikanske præsidents forsøg på at komme i direkte dialog med Kina syntes ikke at føre nogen vegne. Og man fik en mistanke om, at kineserne endnu en gang ønskede at markere overfor Obama, hvem der sidder med trumfkortene.

På selve konferencen, hvor vi alle kunne følge med, spillede kineserne ikke hårdt ud. Det havde de deres marionetter til at gøre for sig… Hovedpersonen var her talsmanden for G77 gruppen af udviklingslande, den sudanesiske FN-ambassadør – Lumumba Stanislaus Di-Aping – som mange danske mediefolk tog til deres hjerte…

Læren af forløbet i København må være, at en virkningsfuld klimaaftale ikke bliver til noget, med mindre Kina og USA sætter sig sammen – og bliver enige. Så kan den lille østat Tuvalu og andre skælde nok så meget ud over, at der ikke tages lige hensyn til små og store. Sådan er virkeligheden bare. Og det blev vi mindet om endnu engang – samtidig med at vi fik demonstreret, hvordan den globale magtbalance er skiftet.

Mødet i København blev altså for så vidt bare en gentagelse af f.eks. FN’s skandaløse racismekonferencer – Durban I og Durban II – der også degenererede til farvede racers frontalangreb på The Camp of the Saints.

Selv om Ellemann-Jensen m.fl. sikkert ikke vil indrømme det, så bekræfter disse forløb hvad Samuel P. Huntington skrev i sit klassiske værk The Clash of Civilisations:

Civilisationernes sammenstød finder således sted på to planer. På mikro-planet kæmper tilgrænsende grupper langs civilisationernes brudlinjer, ofte voldeligt, om kontrollen over et territorium og over hinanden. På makro-planet konkurrerer stater fra forskellige civilisationer om militær og økonomisk overvægt, kæmper om kontrollen over internationale institutioner og tredjeparter og søger i indbyrdes konkurrence at fremme deres egne særlige politiske og religiøse værdier.

Om det – som på Durban-konferencerne – er muslimerne, eller som i København kineserne, der svinger taktstokken, er underordnet. Trompeterne blæser til kamp mod den tidligere herre i Nord.

I den politiske korrekte jargon skildres denne krig, der på makro-niveau endnu kun føres med økonomiske og diplomatiske våben, som en konflikt mellem rige og fattige lande. Men på listen over G77-landene ser man f.eks. adskillige nationer med en ganske komfortabel levestandard, bl.a. Kina, Brasilien og de arabiske oliestater.

Dybest set handler civilisationernes sammenstød altså ikke om ressourcer, men om hvem der skal bestemme. Dem eller os.

Europa og Nordamerika kunne i forening uden tvivl få Resten til at makke ret. Men konflikter og krige vindes ikke på mand og materiel alene. Godt lederskab er en afgørende faktor for succes.

FN’s klimakonference i København udstillede Vestens måske mest prekære problem, personificeret ved Amerikas nuværende præsident, den upopulære Barack Hussein Obama: Vi mangler stærke og egnede ledere.

Det kunne være nærliggende at mene, at mulatten Obama, der især har skubbet hvide befolkning fra sig, ikke er den rette mand ved roret overfor The Rising Tide of Color, som Lothrop Stoddard for allerede snart hundrede år siden døbte Vestens trussel. Men problemet er dybere end som så.

Vestens nuværende ledere har ikke smag for konfrontation, endsige krig. De er alle rundet af et politisk system, hvor forhandlinger og kompromis altid er løsningen. Sådan er de kommet til magten og sådan bevarer de magten.

For disse politikere er militær magt kun et middel til at få fjenden til forhandlingsbordet. Krige føres ikke for at vinde, men som ”forlængelse af politikken med andre midler”, som et ofte brugt og misbrugt citat fra Carl von Clausewitz lyder.

Evnen og viljen til kompromis er naturligvis nøglen til fredeligt demokrati. Men vejen til Helvede er som bekendt også brolagt med gode intentioner. Navnlig når demokratisk idealisme blænder for realpolitisk virkelighed.

I København brugte de kinesiske ledere uden skam deres magt og indflydelse til at forfølge den kinesiske civilisations egeninteresser. Vestlige ledere skammer sig derimod over, at man ikke fik et kompromis i stand.

FN’s klima-møde blev således endnu et symbol på Vestens lederkrise. Hvorfra skal den komme, der tør overskride Rubicon?

_