Terrorist anholdt efter 41 år

by Junikredsen

Ifølge et kortfattet Ritzau-telegram i dagens aviser, er en eftersøgt flykaprer blevet anholdt i USA. Om sagen skriver Ritzau bl.a.

”Luis Armando Soltren blev anholdt i John F. Kennedy Internationale lufthavn i New York. Han er mistænkt for i november 1968 at være med til at kapre et Pan Am-fly på vej til Puerto Rico og tvunget flyet til Cuba, hvor han menes at have opholdt sig siden… Han menes sammen med tre andre at have kapret flyet. En af de fire blev frikendt, mens to andre blev idømt fængselsstraffe på 12 og 15 år for kapringen, viser retsdokumenter i sagen.”

Af uvisse grunde fortæller telegrambureauet ikke, at Luis Armando Pena Soltren var medlem af den lille marxistisk-leninistiske terrorgruppe Puerto Rican Movement for Liberation, der opererede fra en lejlighed i Harlem i New York.

Flykapringen blev udført af tre mænd og en kvinde. Terroristernes våben – pistoler og knive – blev smuglet ind i en pose bleer af kvinden, der bar et spædbarn på armen.

Jose Rafael Rios Cruz og Miguel Castro vendte i 1970erne tilbage til USA og tilstod begge deres rolle i sagen. Kvinden er så vidt vides aldrig blevet identificeret.

Terrorgruppens leder, Alejandro Figueroa, deltog ikke selv i kapringen af Pan Am-flyet og blev i 1969 frikendt for at have planlagt terrorhandlingen.

Luis Armando Pena Soltren har efter 41 år på Cuba tilsyneladende selv valgt at vende tilbage til USA.

Ifølge FBI giver Castros diktatur ly til 70 eftersøgte forbrydere.

_