Plagiat fra venstrefløjsforsker

by Junikredsen

I 1997 blev historikeren Thorkild Kjærgaard lagt for had af sine akademiske kolleger fordi han advarede om, at kvinder “bliver mere og mere dominerende i alle uddannelser, og det betyder et faldende niveau”. Kjærgaard påpegede bl.a., at unge kvinder ” ikke er ambitiøse nok. De gider ikke – tør måske heller ikke – skrive om noget, der gør en forskel.”

I stedet for at forholde sig til eksempelvis det velkendte tese, at kvinder er biologisk disponerede for konsensus og Kjærgaard derfor meget vel kunne have ret i, at studiner udpræget skyr intellektuel kappestrid, truede man Kjærgaard med fyring.

Ringe kvalitet
I dag – 12 år senere – optager studinerne 65% af pladserne på humaniora og forrige år måtte prodekan ved Det Humanistiske Fakultet i København, en vis Mette Thunø, indrømme, at ” jobs i uddannelsesverdenen har mistet prestige og status”.

Problemet synes at være, at studiner tilpasser sig de akademiske omgivelser. De stiller ikke fundamentale spørgsmål, men læser flittigt (hvis ikke ligefrem lydigt)på det stof som de præsenteres for. I bedste fald bliver resultatet uinteressant forskning. I værste fald betaler skatteyderne for forskning af så ringe kvalitet, at kun politiske hensyn kan forklare, hvorfor nogen overhovedet har godkendt det som forskning.

Rødt herredømme
Siden den såkaldte universitetsmarxisme hærgede i 1970erne, har det akademiske miljø i Danmark været præget af en markant venstredrejning, senest bekræftet af en vælgerundersøgelse i 2003. Ifølge undersøgelsen, bestilt af Dansk Magisterforening, stemte 30% af forbundets ca. 35,000 medlemmer på Enhedslisten og SF. Andre knap 40% stemte på Socialdemokraterne og Det radikale Venstre.

Med et flertal af studiner på universitetsgangene kan man ikke forvente et snarligt oprør mod dette politiske herredømme. Dels fordi socialismens forenklede verdensbillede af undertrykkere mod undertrykte, formentligt appellerer stærkt til kvinder i den fødedygtige alder. Og dels fordi politisk kappestrid strider mod unge kvinders udprægede længsel efter social enighed.

Venstrefløjsklassiker
Et sådant eksempel blev offentligheden for nylig præsenteret for, da en vis Mette Volquartzen fra København Universitet fik “velbedømt” sit historiespeciale ‘I tryghedens favn’, vendt mod dansk politi.

Den 30-årige Volquartzen har i flere interviews indgående beskrevet sin afhandling, og hendes grundpostulat er mildest talt til at overskue: Dansk politi overdriver bevidst omfanget af kriminalitet for at tilegne sig bevillinger og beføjelser. Medierne forstærker bevidst politiets ondsindede skræmmekampagner fordi “angst sælger”. Højre-populister udnytter den øjeblikkelige politi- & medieskabte folkestemning og presser Folketinget til hastigt at give efter for politiets krav.

Mette Volquartzens budskab er altså ikke til at skelne fra vanlig venstrefløjspropaganda. Uanset om det gælder f.eks. kampen mod narko eller krigen mod terror, så handler det hele om dybest set fiktive samfundstrusler, skabt og holdt i gang af myndigheder, medier og højrefløj.

Rockerloven
I stedet for kamp mod narko eller krig mod terror, så har Mette Volquartzen valgt bekæmpelse af rockerkriminalitet som videnskabelig case. Hendes primære eksempel på den konspiratoriske samklang mellem politi, medier og højrefløj er rockerloven, der blev vedtaget under den såkaldte Store Nordiske Rockerkrig i 1990erne mellem Hells Angels MC og Bandidos MC.

Ifølge Volquartzen udnyttede politiet groft situationen til at få vedtaget rockerloven ved hjælp af opdigtede statistikker til Folketinget.

Som bevis for sin påstand om forfalskede tal henviser Volquartzen til en rapport fra politiet om rockerkriminalitet til Folketings retsudvalg fra marts 1995. Hun hævder bl.a., at rapportens ansvarlige chef, politimester Henning Thiesen, i Weekendavisen måtte “erkende, at han ikke kunne gøre rede for tallene”, fordi “han ikke kunne redegøre for, hvorfra han vidste, at rockerne havde fået domme siden de sidste opgørelser fra 1991.”

Fri fantasi
Mette Volquartzens fremstilling af interviewet med politimester Henning Thiesen i Weekendavisen (25/8 1995) er helt og aldeles fri fantasi. I interviewet bliver spørgsmålet om rockerdomme efter 1991 overhovedet ikke taget op. Hverken af Weekendavisen eller af Thiesen.

Interviewet med politimesteren drejer sig nemlig om en noget anden problematik. Nemlig om, hvorfor “kun tal for kriminalitet begået før 1990” optrådte i politiets rapport. Hertil fastslår Thiesen, at “Det var tal, vi havde i forvejen. De blev lavet til retsudvalget i begyndelsen af 90’erne.” Samtidig understreger Thiesen, at materialet “skal ikke ses som statistik. Det er bare et eksempel på, hvilken kriminalitet mennesker med tilknytning til Hells Angels har begået.”

Weekendavisen forsøger at så tvivl om rapportens tal, men af uvisse grunde undlader de to journalister at tage spørgsmålet om tal for senere rockerdomme op.

Konspiratoriske tal
I ophøjet foragt for indholdet af sin kilde skjuler Mette Volquartzen systematisk, at politiets talmateriale til retsudvalget ikke var en statistik over, men en række eksempler på, rockerdomme.

Af politiets “statistik” fremgik det, at frem til 1990 var 17 rockere dømt for vold med døden til følge og 9 dømt for voldtægt. Mette Volquartzen hævder raskt væk, at “de statistikker er utroværdige, og det virker som om, der er pillet ved tallene”, fordi “Danmarks Radio indhentede for eksempel i 1991 oplysninger fra Interpol om de rockere, som rapporten i 1995 senere omtalte. Kun 2 af rockerne i politiets redegørelse var i 1991 dømt for vold med døden til følge. Ingen var dømt for voldtægt. Det samme viste en rapport fra Justitsministeriet samme år.”

Disse oplysninger har Volquartzen tydeligvis løftet fra nøjagtig samme kilde som hun tidligere misbrugte. Nemlig Weekendavisens artikel fra august 1995, hvorfra eksemplerne med Danmarks Radio/Interpol og Justitsministeriet nærmest er skrevet ordret af.

På den baggrund taler Weekendavisen om “overdramatiserede” tal, men hævder ikke, at tallene er opdigtede. Weekendavisen fremlægger heller ikke den tilsyneladende talmystik for politiet, så desværre bliver læseren aldrig klog på, hvad forklaringen kunne være.

En mulig årsag springer dog i øjnene, når man læser Weekendavisens artikel. Som nævnt påpeger politimester Thiesen, at politiets talmateriale til retsudvalget omhandler domme over folk “med tilknytning” til Hells Angels. Samtidig fremgår af Weekendavisen, at Interpols og Justitsministeriets enslydende tal alene omhandler domme over fuldgyldige medlemmer af Hells Angel. Politiets tal til retsudvalget dækker altså tilsyneladende over en noget større persongruppe end opgørelserne fra 1991.

Dette kunne i givet fald også forklare, hvorfor Weekendavisen (eller for den sags skyld andre medier) ikke forfølger historien yderligere, men blot taler om ‘overdramatisering’.

Hvorom alting er, så fortier Mette Volquartzen, at de omstridte tal for 1980ernes rockerkriminalitet overhovedet ingen betydning fik for retsudvalgets vurdering af 1990ernes rockerkriminalitet, for man bad naturligvis blot politiet om de fuldstændige tal. De forelå i oktober 1995 og viste, at siden 1990 havde Hells Angels’ medlemmer fået knap 100 straffelovsdomme, heraf 50 for vold og narko.

Langstrakt proces
Ifølge Mette Volquartzen forlangte politiet, med sine “opdigtede statistikker” til retsudvalget i hånden, om at “få lavet om på nogle retspolitiske principper”. I et anfald af “moralsk panik”, oppisket af politi og medier i uskøn forening, hastede Folketinget derefter rockerloven igennem. “Sådan var det ikke tidligere”, hævder Volquartzen, “hvor lovændringer var en langvarig og grundig proces.”

Lad os derfor allerførst slå fast, at de omfattende ændringer af retspleje- og straffeloven, der blev lagt op til i retsudvalgets handlingsplan til bekæmpelse af rockerkriminalitet fra 1995, faktisk først blev vedtaget af Folketinget i 2003. Inden da havde man indhentet utallige høringssvar. Også en anmodning i december 1995 fra Hells Angels om foretræde for retsudvalget blev imødekommet.

Men alt dette er i virkeligheden komplet irrelevant. Mette Volquartzen skjuler nemlig en helt afgørende kendsgerning: Rockerloven havde ikke det fjerneste at gøre med retsudvalgets handlingsplan!

Rockerlovens virkelige baggrund
Rockerloven var ikke politiets ønske. Loven, der blev vedtaget i oktober 1996, blev til på baggrund af en række angreb på de såkaldte rockerborge. Især to angreb med panserværnsraketter mod Hells Angels klubhuse i Roskilde og Ålborg i april 1996, samt et mislykket bombeattentat mod gruppens berømte lokaler i Titansgade på Nørrebro juli samme år, havde ført til massive protester fra ‘civile’ beboere, der krævede rockerne ud af deres nabolag.

Men bl.a. lejeloven forhindrede myndighederne i at sætte rockerne øjeblikkeligt på gaden. Skulle det ske med loven i ryggen, måtte der altså en lovændring til. Sagen tilspidsede sig, da Hells Angels i september 1996 åbnede nye lokaler i den tæt bebyggede Polensgade på Amager. Tusind beboere gik den 1. oktober på gaden og krævede rockerne væk. Den fremmødte statsminister, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, lovede dem et lovindgreb, der “kunne forbyde personer at opholde sig i bestemte ejendomme”.

Rockerloven var til førstebehandling i Folketinget den 3. oktober og blev endeligt vedtaget knap fjorten dage senere. Inden da, natten til søndag den 6. oktober 1996, blev to mennesker dræbt ved et panserværnsraket-angreb på Hells Angels klubhus i Titansgade. Rockerloven blev vedtaget af et enigt Folketing. Minus Enhedslisten.

I modsætning til, hvad Mette Volquartzen påstår, så blev rocker-lovforslaget heller ikke fremsat af et Socialdemokrati i populistisk kapløb med Dansk Folkeparti. Det nystiftede parti havde i 1996 blot fire mandater i Folketinget og var endnu aldeles uden for indflydelse (der skal gå endnu et år eller to før meningsmålinger viser, at Dansk Folkeparti kaprer socialdemokratiske vælgere).

Heller ikke i strid med Grundloven
Mette Volquartzen påstår tillige, at rockerloven var “i strid med både menneskerettigheder og grundlov”. Også denne påstand er helt ude i hampen. Her skjuler hun nemlig, at Hells Angels i 1997 fik prøvet loven ved Højesteret, der fastslog det stik modsatte.

Efter dommen, som alle ni højesteretsdommere tilsluttede sig, udtalte den stærkt venstreorienterede strafferetsekspert, Jørn Vestergaard, til venstrefløjsorganet Information: “Rockerloven blev så afbalanceret, som den kunne blive. Og da den blev vedtaget, fandtes der ikke mange tænksomme jurister, som mente, loven var uholdbar”.

Plagiat
“Det er vigtigere at vise at man kan sit håndværk end at lave original forskning”, udtalte Mette Volquartzen allerede inden hun havde færdiggjort sit speciale. Et i og for sig ukontroversielt udsagn, da det af Universitetsloven netop fremgår, at ” Kandidatspecialet skal dokumentere færdigheder i at anvende videnskabelige teorier og metoder”.

Men cand.mag. Mette Volquartzen har efter alt at dømme drevet sin u-originalitet ud over grænsen for officiel akademisk redelighed. Fra hendes overordnede konspiratoriske tese ned til mindste detalje i hendes påståede dokumentation, er alt nemlig hentet direkte fra en gammel artikelrække i et nu lukket studenterblad.

Studenterbladet Faklen blev stiftet i 1996 af en gruppe universitetsstuderende på Århus Universitet, der havde samlet sig omkring den okkulte forfatter Erwin Neutzsky-Wulff. Gruppen var erklæret anti-fascistisk og stærkt pro-muslimsk. I offentligheden vakte det bestyrtelse, da Faklen i 2000 gav nøje instrukser til muslimerne om, hvordan de lovligt kunne bevæbne sig til “fremtidigt selvforsvar” mod danskerne.

I samarbejde med kendte rockere og rockeradvokater førte Faklen i årene 1997-98 en systematisk hetz mod politiet. Ligesom Mette Volquartzen senere gør det, så påstod man konkret, at politiet havde løjet for Folketingets retsudvalg. Det viser sig (se her, her, her, her og her), at gruppens eneste belæg for sin grove påstand var selvsamme artikel fra Weekendavisen, der også optræder som Volquartzens enlige kilde.

Da Volquartzens misbrug af Weekendavisens artikel tillige er identisk med Fakkel-gruppens, må det være tilladt at spørge, om hun overhovedet har læst den? Eller strækker hun sin proklamerede u-originalitet så langt, at hun blot har skrevet af efter gamle polemiske artikler på internettet?

Modtagelsen
Da et ledende medlem af Hells Angels efter Store Nordiske Rockerkrig sagde præcist det samme som Faklen, kaldte venstrefløjsorganet Information det den gang en konstruktion af “af primitive fjendebilleder og stereotype argumentationsfigurer”.

Når Mette Volquartzen i dag, hvor Danmark som bekendt har en centrum-højre regering, siger det samme som Faklen og rockerne, så hædres hun i Information med stort interview og reklame for hendes kommende bog.

Bogen udgives af “tænketanken” Cerepo, der indtil for nylig blev drevet af en gammel kending fra det voldsautonome miljø, Linda Hansen. Linda Hansen, der selv har et mislykket universitetsstudium bag sig, er i dag redaktør af Enhedslistens medlemsblad. Her præsenterede Hansen i et omfattende interview sin jævnaldrende veninde som rådgiver for “Enhedslisten og venstrefløjen”.

Alligevel har Danmarks Radio allerede brugt Mette Volquartzen som “ekspert”. Det samme gælder naturligvis Information.

Ifølge eget udsagn stræber Mette Volquartzen nu efter en ph.d.-grad. Den skal hun såmænd nok få, spår vi. Humanioras ph.d.-stillinger gider de færreste dygtige og redelige studerende nemlig efterhånden søge. Tilbage bliver de middelmådige unge kvinder.

Vendekåber
Der er ingen tvivl om, at især motorcykelklubben Hells Angels MC i årene forud for Store Nordiske Rockerkrig blev udsat for en mediehetz af en art, man vanligvis kun ser rettet mod den udenomsparlamentariske højreopposition. Det viser bl.a. en række injuriedomme, som klubben efterfølgende vandt.

Man må dog ikke glemme, at hetzen ikke blev ført an af borgerlige medier, men af den venstredrejede mediekoncern Politikens Hus. “Den førende danske rockerklub har ikke kunnet klare, at offentligheden – ikke mindst Politiken – har sat projektørlys på deres organisation”, brovtede dagbladet Politiken i 1992. Den gang drejede det sig bl.a. om at få Hells Angels smidt ud fra venstrefløjens højborg, Christiania.

I dag bliver Hells Angels igen hetzet fra venstre. I det kommunistiske organ Arbejderen raser man over “forbløffende lidt fokus på Hells Angels rolle, mens der er langt mere fokus på indvandrerbanderne.” I samarbejde med ledende muslimer forsøger dagbladet Information derfor at pålægge klubben al skyld for den igangværende bandekrig i København.

Venstrefløjen beskylder Hells Angels for at føre racekrig. En påstand, der ikke blot bestrides af Hells Angels’ mange udtalelser, men også af det faktum, at klubben har farvede medlemmer. I sin kamp mod lov og orden kan venstrefløjen bruge Hells Angels. Men når egne eller muslimske interesser skal beskyttes, falder man de danske engle i ryggen.