Heksejagt på højrevold

by Junikredsen

Paula Oliviera fremviser SVP-dekorede ben, 2009.

Om dynamikken bag renæssancens omfattende heksejagt skriver Den Store Danske Encyklopædi:

I langt højere grad synes folketraditionen at være blevet påvirket af hetz fra prædikestolene og af de mange flyveblade, der i store oplag spredte nyhederne om hekseprocessernes rystende afsløringer. Hvor man blev udsat for massiv propaganda, kunne de føre til kaos i det folkelige forestillingsunivers med deraf følgende heksepanik og masseforfølgelse.

Hvis man erstatter “prædikestole” og “flyveblade” med “TV” og “aviser”, så synes situationen omkring nutidens højreopposition ikke ulig det farlige massehysteri i Christian d. IVs Europa.

Opspind fra Schweiz
I denne måned gik det således verdenspressen rundt, at tre schweiziske skinheads havde mishandlet en 26-årig brasiliansk kvinde på åben gade i Zürich.  “De tæskede hende så hårdt, at hun mistede sine tvillinger, og de brugte en kniv til at give hende ar med racistiske betydninger”, kunne pressen opskræmt berette.

Med “racistiske betydninger” henviste pressen alene til forbogstaverne “SVP”, der står for Schweizerische Volkspartei, et EU- og indvandrerskeptisk midterparti, der ved parlamentsvalget i 2007 fik 27% af stemmerne.

I Brasilien stod politikere i kø for at fordømme overfaldet. Men allerede dagen efter kunne de schweiziske myndigheder afsløre, at den sydamerikanske indvandrer var fuld af løgn. Paula Oliviera indrømmede nu, at hun aldrig havde været gravid og en førende retsmediciner fastslog, at “det her er et tilfælde af selvpådragelse.”

Elke J. med sit hagekors, 1994.

Elke J. fra Halle
Sagen fra Schweiz er langt fra enestående. En af de tidligste sager stammer fra januar 1994, hvor en 17-årig pige fra byen Halle påstod, at tre skinheads havde snittet et hagekors på hendes kind.

Elke J. skulle angiveligt være blevet overfaldet fordi hun sad i rullestol, og det tyske handicapforbund var ikke sen til at slå politisk plat på sagen. I medierne rasede forbundsformand Friedel Rinn mod den borgerlige Kohl-regerings “samvittighedsløse socialpolitik, som tvinger mange mennesker ud over afgrundens rand og fører til feje overfald på de svageste.”

I dagene efter det påståede overfald stormede tysk politi flere end 200 “kendte tilholdssteder for højre-ekstremister og nynazister”, som pressen oprømt skrev. I Halle tiltrak en demonstration arrangeret af bl.a. universitetsstuderende tusindvis af mennesker. Fra talerstolen beskyldte det socialdemokratiske forbundsdagsmedlem Christel Hanewinckel “en usaglig debat om misbrug af de sociale ydelser” for at “berede jordbunden for vold”.

Hysteriet fik dog en brat afslutning da myndighederne få dage senere afblæste, hvad pressen beskrev som “en sand klapjagt” på højreorienterede.  Myndighederne indrømmede nu, at man allerede tidligt havde haft mistanke om, at Elke J.s historie var “fri fantasi”. Det afgørende bevis fik man, da retsmedicinere fastslog, at hendes læsion var konstrueret med flere end 30 små enkeltsnit. Videre kom det frem, at Elke J. ikke var fysisk handicappet, men led af “psykosomatisk lammelse”.

Heltinden fra Mittweida
Elke J. blev aldrig retsforfulgt for sin falske anmeldelse. Det blev derimod den jævnaldrende Rebecca Katzschmann fra den lille by Mittweida, der i november 2006 gik til politiet og påstod, at fire skinheads havde overfaldet hende.

Ifølge Katzschmann havde hun ni dage tidligere set de fire mænd i færd med at banke en lille russisk pige udenfor det lokale supermarked. Da Katzschmann forsøgte at stoppe dem, angreb de i stedet hende. Hun blev smidt om på gaden og med en skapelligende genstand skåret et hagekors på sin ene hofte. Ifølge Katzschmann satte hun sig så voldsomt til modværge, at hun fik sig revet løs inden højreaktivisterne også fik skåret en SS-rune i ansigtet på hende. Ifølge Katzschmann var de fire mænd iklædt sorte jakker påtrykt “NSDAP”. Fra et nærliggende boligkompleks havde mange beboere set overfaldet fra deres altaner.

Så vidt Rebecca Katzschmanns historie. En retsmediciener kunne hurtigt fastslå, at Katzschmanns læsion var udført med en sådan “akkuratesse”, at den umuligt kunne være blevet påført under de omstændigheder, som hun påstod. Trods en dusør på samlet 10,000 euro var samtlige vidner som sunket i jorden, og da politiet fandt den eneste lille russiske pige i Mittweida, der ejede en af Katzschmann beskrevet karakteristisk jakke, så viste det sig, at hun den pågældende dag havde været på rejse med sin mor.

Rebecca Katzschmann får ærespris for løgn, 2007.

Det stod altså tidligt klart for politiet, at der var tale om en typisk løgnehistorie. Men det var tilsyneladende ikke alle indenfor tysk politi, der ønskede sandheden frem. Af en kvindelig betjent fik politiets pressetalsmand oplyst, at retsmedicineren i sin rapport havde udelukket, at Katzschmann selv kunne have påført sig hagekors-såret. Denne løgn blev derfor udspredt via pressen. Det var formentlig på den baggrund, at Bündnis für Demokratie und Toleranz valgte at give Katzschmann en ærespris for “civilcourage”.

Katzschmanns løgnehistorie kunne dog ikke skjules. Op til prisuddelingen allierede hun sig med en advokat, der forbød hende at udtale sig offentligt om sagen. På trods af disse kendsgerninger valgte det statskontrollerede demokrati-forbund at fastholde prisuddelingen. Dog først efter at have spurgt Katzschmann, om hun var sikker på, at hun var egnet til værdigheden.

Politiets efterforskning mod Katzschmann fortsatte dog, og få måneder senere blev hun formelt sigtet for falsk anmeldelse. En ny lægeundersøgelse, forlangt af hendes advokat, bekræftede  at hun selv havde snittet sig. Den 20. februar i år accepterede Rebecca Katzschmann en dom på 40 timers samfundstjeneste for sin løgn. Sin ærespris fik den unge løgner lov at beholde.

Tvivlsom statistik
Så vidt vides findes der ingen officielle statistikker over, hvor mange falske anmeldelser der gennem tiden har været rettet mod højrefløjen. Ifølge oppositionspartiet Deutsche Volksunion har der siden 1990erne været mere end fyrre tilfælde, hvor en Elke J., en Paula Oliviera, en Rebecca Katzschmann er blevet grebet i falske historier om ‘hagekorssnittende’ nynazister.

Udbrændt tyrkerhus, Solingen 1993.

Højrefløjen har gennem årene også været udsat for  mange falske anmeldelser for andre typer af forbrydelser, herunder flere tilfælde af brandstiftelse og mordbrand, hvor de formodede gerningsmænd i virkeligheden var muslimer. I flere af de sager, hvor højreaktivister faktisk er blevet dømt – ofte på indicier – for militante ulovligheder, har det vist sig, at det i Tyskland allesteds nærværende hemmelige politi har haft en finger med i spillet. Det gælder f.eks. den kendte brand i Solingen i 1993, hvor en betalt politiagent havde trænet tre af de fire unge dømte.

Kan man være sikker på, at falske anklager ikke medtælles, når staten myreflittigt opgør sine tal for højrefløjens påståede forbrydelser? Nej, det kan man desværre ikke. Det viser f.eks. tilfældet Elke J., hvis sag mere end et år senere stod anført i en officiel statistik fra FN over “racistisk vold” i Tyskland.

Myndighedernes rolle
Samtidig kan man konstatere, at myndighederne anlægger en særdeles blød linie overfor de mange falske anklager mod højrefløjen. Efter dommen over Rebecca Katzschmann, så vidt vides den eneste af sin slags, beklagede statsanklageren sagen fordi den kunne “være vand på bestemte kredses mølle”. Politikvinden, der havde løjet om retsmedicinerens rapport, blev aldrig retsforfulgt. Hun havde blot været “overmotiveret”.

For både efterforskere og anklagere vejer politiske hensyn altså åbenlyst tungere end retfærdighed, når højreoppositionen beskyldes for ulovligheder. Har den tyske stat i sin iver efter at tjene demokratiets interesser også ligefrem begået justitsmord? Denne mulighed kan ikke udelukkes. I Solingen føler mange indbyggere sig i dag overbeviste om, at deres fire unge landsmænd blev uskyldigt dømt.

__