Franz Boas: Anti-racismens plettede Darwin

by Junikredsen

På Adoption og Samfunds hjemmeside bringer man en artikel af historikeren Preben Juhlin, der skal være ekspert i ‘raceteori og fordomme’. Ifølge Juhlin eksisterer der ikke forskellige menneskeracer. Han skriver bl.a.:

“En amerikansk undersøgelse, foretaget af antropologen Franz Boas, påviste, at immigranter tilhørende samme race ændrede hovedform fra én type til en anden på bare to generationer. Hermed bortfaldt hele fundamentet for racevidenskaben, og de ydre fysiske racemæssige karaktertræk forsvandt som basis for inddelingen af menneskeheden i racer.”

Men hvem er Franz Boas? Og hvad siger hans undersøgelse faktisk? Det vil vi forsøge at besvare i det følgende.

En mand af betydning
Franz Uri Boas (1858-1942) var en tyskfødt jøde med stærke socialistiske sympatier. Han var en del af den bølge af jøder, der i perioden op til første verdenskrig strømmede til USA. “His first 20 years in the United States (1884-1904) corresponded precisely with the period of massive immigration of people from southern and eastern Europe, including millions of Jews”, skriver Leonard Glick.

Franz Boas er ikke så berømt som Karl Marx og Sigmund Freud, to andre tysksprogede jøder, men som grundlægger af den såkaldte kultur-antropologi, der vil afhægte biologien fra studiet af mennesket, er hans betydning for vore dages vestlige samfund måske endnu større. Han var fra 1899 og frem til sin død professor ved Columbia University i New York City. En by, der med sine knapt to millioner jøder i dag skal være den største jødiske bosættelse udenfor Israel. På Columbia priser man i dag Boas’ videnskabelige indflydelse i høje toner:

“Boas is the early-twentieth-century scholar most responsible for discrediting the then-dominant scientific theories of racial superiority. Through his elaboration of cultural relativism as an alternative theoretical framework, he came to have an enormous influence on the development of American anthropology.”

Franz Boas’ indflydelse gør sig ikke kun gældende indenfor amerikansk antropologi, men udstrækker sig til hele det amerikanske samfund. Således skriver Andrew R. Heinze:

“Boas revolutionized American social thought by demonstrating in a variety of anthropometric and ethnographic studies that the environment in which people lived strongly affected both their physical and mental development. Culture, Boas argued, not race, explained the variety of human behaviour.”

Fra USA har Franz Boas’ videnskabelige anti-racisme via FN bredt sig ud over hele kloden. Encyclopædia Britannica skriver:

“On a global scale, Franz Boas deserves credit for stimulating the research that proved, as a 1963 United Nations declaration states, “that any doctrine of racial differentiation or superiority is scientifically false.”

Det synes derfor ikke overdrevet, når Thomas Gossett oprømt skriver: “It is possible that Boas did more to combat race prejudice than any other person in history.”

Franz Boas og masseindvandringen til Amerika
Franz Boas’ autoritet og prestige blandt akademiske anti-racister hviler især på en stor antropometrisk undersøgelse, som han gennemførte i årene fra 1908 til 1911 (antropo-metri er “læren om menneskelegemets mål”, som det hedder i Gyldendals Fremmedordbog.)

Baggrunden for det omfattende studie var den nævnte bølge af flygtninge og indvandrere, der omkring forrige århundredeskifte ramte USA. De kom hovedsageligt fra Syd- og Østeuropa og inkluderede altså “millions of jews” (vistnok 2-3- mill.) Masseindvandringen blev mødt med stigende uro af Amerikas hovedageligt angelsaksiske stambefolkning, hvis forfædre havde grundlagt den unge nation. Mange udtrykte åbent frygt for, at de nordvesteuropæiske folkestammer ville miste herredømmet over landet, hvis den uhæmmede indvandring fortsatte. Den gang nærede selv samfundseliten ikke angst for at anskue tingene i biologisk perspektiv, og mange udtrykte derfor også bekymring for en forsmudskning af det amerikanske folk. “Future Americans will be swarthy”, lød det således alarmerende fra New York Times.

I 1907 nedsatte den amerikanske kongres derfor den såkaldte Dillingham-kommission, der grundigt skulle undersøge det amerikanske indvandrerspørgsmål. Franz Boas ansøgte kommissionen om midler til et antropometrisk studie af problemet. Umiddelbart fandt kommissionen Boas’ projekt udenfor sin opgave, der var stilet mod de sociologiske konsekvenser af masseindvandringen. Men Boas insisterede:

“The material on the social condition of the immigrants that is being accumulated will be much enhanced in practical value when it is supplemented by a physical examination in which the actual effect of the new environment upon the physique of the immigrants is tested.”

‘Changes in the Bodily Form of Descendants of Immigrants’
Boas’ studie, Changes in the Bodily Form of Descendants of Immigrants, omfattede bl.a. hovedmåling af ca. 18,000 europæiske første- og andengenerationsindvandrere i USA, hvoraf omkring en tredjedel var jøder. Ifølge professor Boas havde man bl.a. konstateret, at det såkaldte cephaliske indeks ændrer sig markant i løbet af blot en generation.

Det cephaliske indeks er forholdet mellem hovedets længde og omkreds. Ifølge Franz Boas var hans opdagelse revolutionerende fordi det cephaliske indeks “has always been considered as one of the most stable and permanent characteristics of human races”. Denne antagelse, hævdede Boas, holdt ikke stik fordi det cephaliske indeks tværtimod “undergoes far-reaching changes due to the transfer of races of Europe to American soil”.

På Franz Boas’ tid var det velkendt, at de forskellige racers hjerne ikke havde samme størrelse. Selv Boas måtte i sin berømte bog The Mind of Primitive Man medgive, at siden man fandt “clear evidence of differences in structure between the races, so we must anticipate that differences in mental characteristics will be found.” Men kort efter offentliggørelsen af sine resultater samme år deltog Franz Boas i en anti-racistisk konference i London.

Her drog han yderligere konsekvenser af sin forskning: “These observations seem to indicate a decided plasticity of human types… It follows, however, directly, that if the bodily form undergoes far-reaching changes under a new environment, concomitant changes of the mind may be expected.” Og videre: “I believe, therefore, that the American observations compel us to assume that the mental make-up of a certain type of man may be considerably influenced by his social and geographical environment.”

Men Franz Boas hævede ikke blot, at hans undersøgelse viste, at mentale evner er miljøbestemte. I Changes in the Bodily Form hævder han også , at race-karakteristika ikke er stabile, men tværtimod forandrer sig efter miljøet. “These results are so definite that, while heretofore we had the right to assume that human types are stable, all the evidence is now in favor of a great plasticity of human types”.

Dermed angreb Franz Boas selve race-idéen, der naturligvis netop forudsætter, at fysiske træk er stabile ned gennem generationerne. Fra Changes in the Bodily Form går der en historisk lige linie til forestillingen om, at ‘race er en myte’. Et slogan, der blev lanceret i 1942 af Boas-disciplen Ashley Montagu, som senere fik ansvaret for FNs første race-erklæring. Ashley Montagu kaldte sig også Montague Francis Ashley-Montagu. Bag det fornemme angelsaksiske navn gemte sig en britiskfødt jøde ved navn Israel Ehrenberg.

Jantz og Sparks
I oktober 2002 bragte New York Times en historie under overskriften “A New Look at Old Data May Discredit a Theory on Race”. Men i modsætning til hvad mange nu om dage forventer, så var der denne gang ikke tale om et trompettrut imod idéen om medfødte race-forskelle. “The new report raises the issue of whether an earlier generation’s efforts to play down the role of genetics in fields like behavior and racial variation may not have been carried to extremes”, skrev den traditionelt venstre-liberale, indflydelsesrige avis.

To amerikanske forskere, Richard Jantz og Corey Sparks, havde analyseret data fra Franz Boas’ berømte immigrant-strudie. De fandt, at Boas’ resultater var i strid med konklusionen i Changes in the Bodily Form:

“[O]ur analysis reveals high heritability in the family data and variation among the ethnic groups, which persists, in the American environment…Reanalysis of Boas’ data not only fails to support his contention that cranial plasticity is a primary source of cranial variation but rather supports what morphologists and morphometricians have known for a long time: most of the variation is genetic variation.”

Altså; i modsætning til hvad Boas havde hævdet, så konkluderer Jantz og Sparks, at hans data viser, at forskelle i ‘etniske gruppers’ kranieform og -størrelse ikke skyldes miljøet, men er genetisk bestemt. Et faktum, som videnskabsmænd ovenikøbet ‘har vidst gennem lang tid’.

Ugler i mosen?
Resultatet af Jantz’ og Sparks’ kritiske analyse af Franz Boas’ immigrant-studie har sikkert ikke overrasket Richard Jantz, der sammen med Stephen D. Ousley i 1984 foretog en lignende analyse af Boas’ tidligere, og næsten lige så omfattende, antropometriske data fra den berømte Jesup Ekspedition. På baggrund af sine undersøgelser hævdede Boas kategorisk, at “The much-discussed theory of the Asiatic origin of the Eskimos must be entirely abandoned”. Men Jantz og Ousley påviste, at Boas’ anatomiske data tværtimod dokumenterede “a close genetic relationship” mellem eskimoer og sibiriske asiater.

Om Jesup-ekspeditionen er det, følge James Clifton, også velkendt, at Boas gjorde sig store anstrengelser for at nedtone og skjule det omfattende slaveri, som man fandt blandt indianerstammerne på den amerikanske nordvestkyst.

Ifølge Wesley C. George hører det med til historien om Franz Boas, at da han i 1938 genudgav The Mind of Primitive Man fjernede han uden forklaring afsnittet om “clear evidence of differences in structure between the races”.

Alt i alt synes det ikke altså overdrevent, når Marguerite Holloway konkluderer, at “Boas seemed quite ready to ignore data that did not support his theory.”

Anti-racistisk modoffensiv
Selv om det i videnskabelige kredse altså er almindeligt kendt, at Franz Boas ikke hører til blandt de mest pålidelige forskere, så kæmper anti-racistiske akademikere indædt for at bevare hans status. En status, der nærmest kan betegnes som anti-racismens Darwin.

Angrebet på Jantz og Sparks blev sat ind allerede i New York Times-artiklen, hvor man lod race-benægteren Allan A. Goodman få det sidste ord. Uden mindste belæg beskyldte Goodman, der efter navnet at dømme formentlig er jøde, de to forskere for give sig ud for at vise at “Boas was a rampant environmentalist, when in fact he wasn’t.” Goodman er nyligt afgået som præsident for American Anthropological Association og var i 1998 en af hovedkræfterne bag organisationens stærkt anti-racistiske erklæring.

En anden drivkraft bag antropologi-foreningens race-erklæring var Jonathan Marks, der i april 2003 retter et voldsomt udfald mod Corey Sparks, som

“… has even published a paper attacking, of all people, the anthropologist Franz Boas – claiming that Boas’ original immigrant study from 1910… did not really show any change in cranial form, which is fixed genetically and racially. That assertion has a ring of desperation to it (if not obfuscation), and has been quickly rebutted by more mainstream biological anthropology.”

I 2007 angriber Jonathan Marks igen Jantz og Sparks i samme agressive tone:

“Indeed, even our long-standing appreciation for the skull’s sensitivity to the conditions of growth and development (Gravlee et al. 2003) is still perceived as threatening in some corners of physical anthropology (Sparks and Jantz 2002).”

I sine udfald mod Jantz og Sparks forsøger Jonathan Mark, der tydeligvis er jøde, at udgrænse og psykologisere de to forskere. Klassiske kneb, når argumenterne ikke længere rigtigt holder. I hvert fald bider man mærke i, at Marks i 2007 ikke længere påstår, at Jantz og Sparks er blevet refuteret. Efter alt at dømme forsøger Marks i stedet at skjule, at han i april 2003 var for hurtig på aftrækkeren. Måneden før havde “Gravlee et al.” – d.v.s. Clarence C. Gravlee, William R. Leonard og H. Russell Bernard – i American Anthropological Associations eget tidsskrift, American Anthropologist, offentliggjort en undersøgelse, der bekræftede Boas’ konklusioner.

Men Gravlee, Leonard og Bernard, tre overbeviste anti-racister, hævdede ikke på nogen måde, at deres arbejde tilbageviste Jantz’ og Sparks’ undersøgelse. Tværtimod understregede de tre forskere i en fodnote til deres artikel, at de ikke havde kendt til Jantz’ og Sparks’ arbejde før efter deres egen artikel var sendt til godkendelse hos American Anthropologist. Efter alt at dømme løj Jonathan Marks i april 2003 altså direkte for sine læsere.

Boas korrekt eller ej?
American Anthropologist inviterede de to forskerhold til “a follow-up to their original study, assessing their results in light of the conclusions reached by the other” i bladets spalter. Det skulle snart vise sig, at når man så på de hårde data, så var de to hold ikke langt fra hinanden. Tværtimod kunne begge bruge den andens data til at bekræfte sin konklusion.

Gravlee, Leonard og Bernard fandt således Jantz’ og Sparks’ måleresultater “largely consistent with our own”. Deres pointe var, at før Boas havde det cephaliske indeks, med Boas’ ord, altid været anset for “one of the most stable and permanent characteristics of human races”. Changes in the Bodily Form var derfor i sin samtid et revolutionerede studie:

“Given the prevailing faith in the absolute permanence of cranial form, Boas’s demonstration of change-any change-in the cephalic index within a single generation was nothing short of revolutionary.”

Man kan naturligvis diskutere, om Boas’ påstand om “far-reaching changes” i det cephaliske indeks med rimeligehed kan fortolkes som “any change”. Men Richard Jantz og Corey Sparks medgav, at Boas’ fund måtte anses for revolutionerende i sin samtid. “But it remains a product of its time with little general applicability to modern human biology”, fastslog de. Med tørre tal fra Gravlee, Leonard og bernard dokumenterede de, at Boas selv havde overdrevet betydningen af sin undersøgelse:

“Clarence C. Gravlee, Russell Bernard, and William R. Leonard’s reanalysis shows that the greatest difference between foreign-born parents and U.S.-born offspring is 1.67 cranial index (CI) units; Hebrew immigrants had a CI of 84.61, their U.S.-born offspring 82.94. This hardly qualifies as a change in “type” as Boas described it”.

For nærmere at forstå hvad Jantz og Sparks skriver her, så skal man vide, at man i fysisk antropologi inddeler hovedformen i tre overordnede typer: Kortskallet, mellemskallet og langskallet.

Lang-, mellem- og kortskallet

Udtrykt ved det cephaliske indeks afviger de tre hovedtyper sig fra hinanden med mindst fire-fem CI. I klart sprog betyder det, at Boas’ reviderede tal ikke viser en typeændring af jødernes hovedform, men kun at de gik fra kortskallet (CI større end 80) til lidt mindre kortskallet.

Jantz og Sparks pegede også på det velkendte forhold, at Changes in the Bodily Form massivt bliver brugt til at propagandere for “the view that the cranium is so plastic that it could not contain any genetic information”. De to forskere fastslår utvetydigt, at “Boas’s findings suggest nothing of the sort.”

Franz Boas, hans samtid og det cephaliske indeks
Efter debatten i American Anthropologist døde diskussionen om Franz Boas’ immigrant-undersøgelse ud. Hverken Gravlee, Bernard, Russell (endsige Jonathan Marks) eller andre antropologer har siden da hævdet, at Franz Boas’ immigrant-studie beviser, at kranie-måling er værdiløs til at bestemme forskellige menneskeracer. Eller bestemme “etniske grupper”, som det mere politisk korrekt hedder nu om dage. Kraniet, udtrykt ved det cephaliske indeks, er ikke absolut uforanderligt. Men som Jantz og Sparks også påpeger, så skyldes kun 1 % af forandringen miljøet. 99% er genetisk bestemt. Samtidig ændrer kraniet sig f.eks. ikke mere, end at retsmedicinere med 90% sikkerhed kan identificere et skelet racemæssigt korrekt.

Men dette forhold afklarer naturligvis ikke om Franz Boas’ resultater virkeligt var så revolutionerende som han selv og Gravlee, Leonard og Russell hævder, og som kritikerne Jantz og Sparks (iøvrigt uden begrundelse) medgiver. Denne vurdering bygger udelukkende på Boas’ udekomunterede påstand om, at man dengang opfattede det cephaliske indeks som “the most stable and permanent” race-træk. På den baggrund vil enhver dokumenteret ændring i kranieformen selvsagt kunne siges at være et opsigtsvækkende resultat, ganske som hans tre disciple her næsten hundrede år senere hævder.

Franz Boas lagde ikke selv fingerne imellem, da han med henvining til sin immigrant-undersøgelse på den førnævnte anti-racistiske London-kongres påstod, at “The old idea of the absolute stability of human types must… evidently be given up”. Men hvilke forskere henviser han til? Hvem var det af Boas’ samtidige, der anså det cephaliske indeks for absolut stabilt?

Det gjorde faktisk ingen! På Franz Boas’ tid var alle på det rene med, at som race-indikator er det cephaliske indeks ikke et absolut tal, men en gennemsnitlig værdi. Som William Z. Ripley, Boas’ berømte samtidige, skriver i The Races of Europe:

“The days when one could… formulate an entire theory as to the origin of European types by the study of two crania alone is happily past. Modern craniometry must rest for its justification upon a few simple measurements, taken, however, upon large numbers of subjects.”

Den videnskabelige debat omkring forrige århundredeskifte drejede sig alene om, hvor meget vægt man skulle lægge på det cephaliske indeks som race-indikator. Selv folk som Ripley og og briten Karl Pearson, der begge vægtede indekset højt, var enige i, at det ikke kunne stå alene, men måtte ledsages af yderligere antropometriske mål såsom højde og drøjde, samt af morfologiske observationer af f.eks. hårfarve og -strukter. Omvendt gælder det, at da den tyske antropolog Paul Ehrenreich i 1898 helt ville afvise antropometrien, skrev Boas, at “the authors condemnation of anthropometrical methods… is too sweeping”, ligesom han året efter offentligt imødegik en række indvendinger mod antropometrien. Indvendinger, som han efter sit immigrant-studie i 1911 gjorde til sine.

En revolution på falske præmisser
Ifølge den anti-racistiske diskurs er det selvfølgeligt kun naturligt, at Franz Boas i årene efter 1911 radikalt ændrede holdning til antropometri generelt, og til det cephaliske indeks især. Boas lod sig jo blot lede af resultaterne af sin forskning. Men som Jantz’ og Sparks’ undersøgelse viser, så blev det boasianske ‘paradigmeskifte’ i antropologien ikke forårsaget af nye epokegørende fund, men af Boas’ halve sandheder og stærke overdrivelser.

Franz Boas’ fortielser og overdrivelser var efter alt at dømme tilsigtede. Som tidligere omtalt, så viste Boas sig allerede i forbindelse med Jesup-ekspeditionen villig til uredelig omgang med sine data, når de ikke passede til hans forudfattede teorier. En sådan optræden er ikke helt ukendt i videnskabshistorien, og dækker som oftest over, at den pågældende forskers ambitioner er større end evnerne. Men Franz Boas var uden tvivl en fremragende videnskabsmand, intellektuelt på højde med de bedste af sine samtidige. I tilfældet med Jesup-ekspeditionen synes det derfor snarere tilfældet, at personlig forfængelighed hindrede ham i at indrømme, at han tog fejl. Derimod forekommer Boas’ senere forsøg på at eliminere biologien fra studiet af mennesket at have helt andre årsager.

Marxistisk ‘videnskab’
I 1845 skrev den ny-omvendte kommunist Karl Marx, at “filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” Dermed indvarslede Marx en helt ny opfattelse i videnskaberne af forskerens rolle. Nu skulle forskeren ikke længere neutralt beskrive og forklare verden, men aktivt være med til at ændre den. Med andre ord skulle forskeren ikke længere være sandhedssøger, men politisk aktivist.

Franz Boas kan ikke i streng forstand betegnes som marxist, men han delte helhjertet denne dybest set kommunistiske videnskabsopfattelse. Jantz og Sparks skriver, at “Boas’ motives for the immigrant study could have been entwined in his view that the racist and typological nature of early anthropology should end”. Dette bekræftes af videnskabshistorikeren Carl N. Degler, der skriver, at Boas “from the outset of his career… [was] committed to an approach that denied race as an explanation for social differences”.

Boas’ egne tilhængere lægger derimod overhovedet ikke skjul på boasianismens politiske dimension. Ifølge William S. Willis var Boas’ faglige  professionalisme “often an apolitical mask for deeper political convictions”. Sidney Greenfield går et skridt videre og fremfører, at Boas’ antropologi “was more of a social and political agenda than a science”. Herbert S. Lewis indrømmer frejdigt, at for Boas var antropologi “a tool with which to fight for the rights of the oppressed and the mistreated”.

Der synes altså at herske enighed om, at ifølge Franz Boas skulle antropologi ikke være upartisk videnskab, men et politisk instrument til fremme af egalitarisme. Hans projekt er ifølge Mark Risjord i overmåde grad lykkedes: “A constitutive value of ethnography is that human cultures are morally and politically equal”. Arven fra Boas er altså, at moderne antropologi ikke må være i strid med en bestemt politisk dogmatik. En dogmatik, som Sir Winston Churchill rammende har kaldt “impossible equality”.

Jødisk identitet og aktivisme
Det vil uden tvivl falde nogle for brystet, at det i denne artikel betones, at Franz Boas og flere af hans disciple er jøder. Man løber dermed “the risk of being called ‘anti-Semitic’ simply by naming them”, som den amerikanske flyverhelt Charles Lindbergh fastslog allerede i 1941. Femogtyve år senere kunne antropologen Leslie White bekræfte Lindberghs erfaring: “I have discovered upon more than one occasion that merely to mention that a scholar is a Jew is to expose one’s self to the suspicion – or accusation – of anti-Semitism.”

Leslie White oplevede at blive angrebet af Morris Opler, endnu en boasiansk jøde, fordi han havde påpeget, at Boas siden sin ungdom havde været “intensely concerned with anti-semitism”. Dette var der i 1966 for så vidt ikke det fjerneste nyt i, men darwinisten Leslie White skulle ifølge Opler være anti-semit, fordi han dermed sagde, at “Boas’ researches on race and minorities were a selfserving mechanism and little more than a reaction to anti-Semitism.” “They were, of course, much more than that, but White was not as entirely off the track as Opler suggested”, skriver Leonard Glick.

Men kritikken af en underliggende jødisk dagsorden i boasiansk antropologi rettes ikke kun af euro-amerikanere. Negeren William Willis mente også, at Boas’ videnskabelige anti-racisme “was not conceived primarily to defend “colored peoples” but “to attack racial discrimination among white groups, especially Nordicism and anti-Semitism””.

Følger man iøvrigt Glick, så kan bevægelser som marxisme, freudianisme og boasianisme ses som produkter af en bestemt jødisk ‘kulturel psykologi’, karakteriseret ved “a vague sense of unease, feelings of not being quite at home, and acute sensitivity to hostility or aggression directed individually or categorically toward Jews”.

Glick er så vidt vides endnu ikke blevet beskyldt for anti-semitisme. Det er derimod udviklingspsykologen Kevin Macdonald, der efter eget udsagn i øjeblikket forfølges af pengemaskinen Southern Poverty Law Center. Centret, der reelt er et advokatfirma, drives af filo-semitten Morris Seligman Dees og en kreds af jødiske partnere.

Ifølge Macdonald skal bl.a. boasianisme ses som led i en ældgammel etnisk konflikt mellem jøderne og deres omgivelser. Groft sagt vil eller kan jøderne ikke tilpasse sig det omgivende samfund, hvorfor de forsøger at tilpasse samfundet til sig. Denne strid føres under dække af en kamp for universel lighed og individuel frihed. Macdonalds hovedpostulat er, at mens jødiske bevægelser såsom boasianisme bekæmper etnocentrisme blandt europæere og euro-amerikanere, så fremmer mange, især organiserede, jøder aktivt etnocentrisme i egne, etniske rækker.

Det skal ikke her diskuteres, om Kevin Macdonald spænder buen for højt eller ej. Men ifølge Boas-eksperten Lee D. Baker var Boas “characteristically shrewd and very effective at debunking racist claims with normally racist methods such as measuring head sizes.”. Noget kunne altså tyde på, at Macdonald har ret så langt, at Boas’ immigrant-studie alene havde til hensigt at imødegå kritiske røster imod masseindvandringen af jøder til USA.

Formålet med, hvad Baker kalder en ‘strategiske omfavnelse’ af race-videnskabens metoder, var altså for Boas alene at gendrive selvsamme videnskab. En sådan metode-brug var som tidligere nævnt i overenstemmelse med Boas’ personlige karakter, men tilsyneladende også i overensstemmelse med hans opfattelse af sin pligt som jøde. En etnisk forpligtelse, som han skjulte under dække af en omsorg for “the rights of the oppressed and the mistreated” i almindelighed. I dén forstand ville det ikke være helt forkert at betegne boasiansk antropologi med det i dag så forkætrede begreb ‘jødisk videnskab’.

Uredelighedens dogmatik
Vi indledte denne artikel med et citat fra den danske historiker Preben Juhlin, hvori han kolporterer egalitaristernes faste påstande om Franz Boas’ immigrant-undersøgelse. Juhlins artikel er fra 2004, altså året efter debatten i American Anthropologist om Boas’ tal og konklusioner. Men Juhlin nævner end ikke Jantz’ og Sparks’ kritiske studie af Boas. Ligesom sit jødiske idol er den akademiske anti-racist Juhlin også “quite ready to ignore data”.

Det samme mønster genfinder man eksempelvis på det meget brugte net-leksikon Wikipedia, hvor boasianere tydeligvis har forfattet indslagene om både Franz Boas og det cephaliske indeks. Her omtales Jantz’ og Sparks’ studie ganske vist, men kun fordi det skal miskrediteres. Hertil bruger man ikke blot Jonathan Marks’ løgnagtige påstand fra april 2003, men skjuler ovenikøbet Jantz’ og Sparks’ replik i American Anthopologist til Gravlee, Leonard og Russell. Læseren narres derfor bevidst til at tro, at Jantz’ og Sparks’ undersøgelse er blevet tilbagevist af en senere undersøgelse.

Anti-racisme er naturligvis den logiske konsekvens af egalitarisme. Hvis alle mennesker er moralsk ligeværdige, så må de i yderste konsekvens også være biologisk ens. Race-videnskaben dokumenterer, at dette ikke tilfældet. Derfor må race-videnskabens resultater fordrejes, forties og belyves for offentligheden.

Meget er spil. Således hviler hele FNs menneskerettigheds-religion videnskabeligt set på boasiansk antropologi. Falder den videnskabelige anti-racisme, så falder doktrinen om menneskers medfødte lighed også. Før eller siden.

Race-renæssance
Kampen for videnskabelig saglighed i den offentlige debat er utrolig hård. Mange forskere dukker nakken og formidler kun deres resultater indenfor videnskabelige kredse. De få, der har mod og vilje til at formidle sig til den brede offentlighed, hvor deres viden kan få politiske konsekvenser, forfølges nådesløst, især gennem medierne.

Vor tids inkvisitorer er hverken kirken eller staten, men især akademikere fra human- og socialvidenskaberne, der på bagrund af en lille håndfuld fortrinsvis jødiske genetikere og antropologer, samarbejder med ligesindede pressionsgrupper og medier om at skamstraffe de forskere, der bryder den politiske korrektheds tabu.

Men alt har en ende. Sikkert også Franz Boas-epoken. Den brede befolknings ‘common sense’ race-realisme, uberørt af 90 års akademisk anslag, vinder langsomt men sikkert genklang blandt redelige, fritænkende forskere. Lad os give det sidste ord til Richard Shweder, tidligere præsident for Society for Psycological Anthropology:

“The real news.. is that with social biology back, the study of the biology of race, culture and social class is not far behind. It is led by scholars who believe that whether the subject is lactose intolerance, mathematical reasoning or shyness, the possibility of genetically determined group differences is still a proper topic for scientific inquiry, just as it was in the 1890’s.”

Kilder:
Lee D. Baker: Review of Rethinking Race: Franz Boaz and His Contemporaries.
Franz Boas: Changes In The Bodily Form of Descendants of Immigrants.
Wesley C. George: The Biology of The Race Problem.
Leonard B. Glick: Types Distinct from Our Own: Franz Boas on Jewish Identity and Assimiliation.
Thomas Gossett: Race: The History of An Idea In America.
Clarence C. Gravlee, William R. Leonard & H. Russell Bernard: Heredity, Environment, and Cranial Form: A Reanalysis of Boas’s Immigrant Data.
Clarence C. Gravlee, William R. Leonard & H. Russell Bernard: Boas’s Changes in Bodily Form: The Immigrant Study, Cranial Plasticity, and Boas’s Physical Anthropology.
Sidney M. Greenfield: Nature/nurture and the Anthropology of Franz Boas And Margaret Meade as an agenda for revolutionary politics.
Andrew R. Heinze: Jews and the American Soul: Human Nature in the Twentieth Century.
Marguerite Holloway: The Paradoxical Legacy of Franz Boas – Father of American anthropology.
Richard L. Jantz & Corey S. Sparks: A Reassessment of Human Cranial Plasticity: Boas Revisited.
Richard L. Jantz & Corey S. Sparks: Changing Times, Changing Faces: Franz Boas’s Immigrant Study in Modern Perspective.
Herbert S. Lewis: The Passion of Franz Boas.
Kevin Macdonald: The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements.
Jonathan Marks: What It Means to Be 98% Chimpanzee. Apes, People, and Their Genes.
Jonathan Marks: Anthropological taxonomy as subject and object: The consequences of descent from Darwin and Durkheim.
New York Times: Future Americans Will Be Swarthy.
New York Times: A New Look at Old Data May Discredit a Theory on Race.
William Z. Ripley: The Races of Europe: A Sociological Study.
Mark Risjord: Scientific Change as Political Action: Franz Boas and the Anthropology of Race.
Peggy Reeves Sanday: Skeletons in the Anthropological Closet: The Life Work of William S. Willis Jr.
Richard Shweder: Dangerous Thougts.
George W. Stocking (red.): A Franz Boas Reader: The Shaping of American Anthropology, 1882-1911.