Spot på venstrefløjens historieforfalskere

by Junikredsen

Ifølge 180grader.dk har portalen Fagenes Infoguide gennem længere tid linket til “Leksikon for det 21. århundrede”, en omfattende hjemmeside drevet af den yderste venstrefløj. Efter en klage fra uddannelsesforstander for Handels- og Teknisk Gymnasium Nordsjælland, Niels Westy Munch-Holbek, er denne trafik indtil videre ophørt.

Ifølge Niels Westy Munch-Holbek drives den pågældende hjemmeside af Venstresocialisterne, der er medstifter af Enhedslisten. Uddannelsesforstanderen påpeger, at det påståede leksikon er “en stor gang politisk propaganda…  fyldt med historieforvanskning”.

“Leksikonets” bidragydere består i vid udstrækning af (ofte gammelkendte)  venstreorienterede akademikere, men også af nuværende og tidligere medlemmer af ekstremistiske grupper såsom Autonomi Kollektivet/Autonomt Infoservice, Blekingegadebanden, Internationalt Forum og Foreningen Demos.

Sidens ankermand, Albert Jensen, er også webmaster i firmaet Fighters+Lovers, der økonomisk støtter terrororganisationerne PFLP og FARC. Udover Venstresocialisterne er Albert Jensen, sammen med hovedmanden bag Fighters+Lovers Michael Schølardt, aktiv i Internationalt Forum, hvor man arbejder tæt sammen med Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Venstrefløjens “Leksikon for det 21. århundrede” er ubestrideligt et historieforfalskende projekt. F.eks. hævder man om afslutningen på Vietnamkrigen, at “Den 30. april 1975 drog Vietcong sejrrigt ind i Saigon”, og “Saigon-regimet overgav sig til befrielsesfronten.” Disse udsagn er lodret løgn: Saigon blev indtaget af pansertropper fra det kommunistiske diktatur i Nordvietnam. Viet Cong – “befrielsesbevægelsen” – ophørte efter Tet-offensiven i 1968 som militær faktor i Vietnamkrigen. Iøvrigt fortier venstrefløjens “leksikon” også, at den kommunistiske Tet-offensiv blev indledt under en våbenhvile, aftalt på initiativ af kommunisterne.

Et andet hurtigt eksempel på venstrefløjsforfalskning: Om præsident Salvador Allende fra Chile skriver man, at han blev “Dræbt ved militærkuppet 11. september 1973.” Også dette er usandt: I stedet for at modtage et tilbud om frit lejde fra de oprørske militærenheder skød marxisten Allende sig i præsidentens kontor, angiveligt med en sovjettisk fremstillet AK-47 – en personlig gave fra Cuba diktator, Fidel Castro.

Og sådan kunne man blive ved…

Opdatering
I en tidligere artikel på 180grader.dk bliver der anført endnu mere absurde eksempler på venstrefløjens historieforfalskning end vi her på Junikredsen har peget på. Historien om offentlige myndigheders delagtighed i udbredelsen af venstrefløjens historieforfalskning blev oprindeligt lanceret af Weekendavisen, men artiklen er desværre ikke lagt på nettet.

… og i mellemtiden hvidvasker det venstreorienterede dagblad Information sig selv for beskyldninger om såkaldt venstre-fascisme