Terrordømte får penge af Enhedslisten

Det terrordømte firma Fighters+Lovers støttes nu med 10,000 kroner af Enhedslisten, skriver Politiken.

Enhedslistens terrorstøtte blev vedtaget på partiets årmøde. “Ved en afstemning var der ved håndsoprækning så stort flertal for donationen, at det ikke var nødvendigt at tælle stemmerne”, forlyder det fra Politiken.

Hovedmanden bag Fighters+Lovers er Enhedslistens nu forhenværende faglige sekretær, Michael Schølardt, der også ejer virksomheden Røde Hane.

Michael Schølardt er tillige fremtrædende medlem af organisatioen Internationalt Forum, der ledes af den gamle postrøver Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Blekingegadebanden begik sine voldsomme forbrydelser til støtte for PLFP. En arabisk terrororganisation som Schølardt og hans tøjfirma senere også blev dømt for at støtte.

–

Bjørn Elmquist springer ud

I et interview til den autonome hjemmeside ’Modkraft’ hævder sagføreren Bjørn Elmquist, at han ved de to seneste valg har stemt på venstrefløjspartiet Enhedslisten, der efter Berlin-murens fald blev stiftet på initiativ af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Bjørn Elmquist har tidligere været medlem af Venstre, men skiftede senere til Det radikale Venstre, hvor han stadig er medlem. Nu mener han, at det danske kommunistparti er den sande vogter af ”individuelle frihedsrettigheder”.

Dem mener Elmquist nemlig er i stor fare:

”Den danske retsstat baseret på eksempelvis menneskerettighederne har aldrig været under større angreb i efterkrigstidens Danmark, end de er nu.”

I forbindelse med terrorsagen fra Vollsmose kunne man så sent som november forrige år i pressen læse:

”Det var primært advokat Bjørn Elmquist, der som forsvarer for den terrordømte Ahmad Khaldhahi ville have menneskerettighedsdomstolen til at se på sagen”.

I marts 2009 blev Enhedslistens faglige sekretær, Michael Schølardt, dømt seks måneders betinget fængsel ved Højesteret for økonomisk støtte til internationale terrorgrupper.

Ifølge ’Modkraft’ er Bjørn Elmquist stærk modstander af netop terrorloven.

_

Charlotte Johannsen – Hvad og hvem drev hende?

I forrige uge lykkedes det en yngre kvinde fra Århus at få de femten minutters verdensberømmelse (dog kun i Danmark), som den homoseksuelle kunstnermillionær Andy Warhol en gang lovede alle, der ville.

Charlotte Johannsens vej til medierne var udgivelsen af en bog hvori hun hævder, at hun gennem 7-8 måneder sidste år skal have udspioneret White Pride i Århus, der tilhører en af landets ældste og mest kendte hooligangrupper.

Fattig kost
I begyndelsen af 1990erne infiltrerede en ung, norsk pige Antifascistisk Aktions afdeling i Oslo. Som betroet medlem deltog hun i møder i bl.a. Danmark og kunne i 1994 afslører, at Balder Johansen, der i dag driver såvel byggefirmaet Logik & Co. på Nørrebro som Strictly Underground på Christiania, fra sin daværende adresse på Nørrebrogade 52 ledede Antifascistisk Aktion i København.

Sådanne saftige afsløringer finder man ikke i Charlotte Johannsens bog, der bærer den ejendommelige titel Forklædt som nazist – En Århushistorie. Som det tynde øl flyder hun rundt mellem byture, privatfester og offentligt tilgængelige møder, skriver angiveligt sine indtryk ned i dagbøger, men kan ikke meddele offentligheden andet, end hvad der i forvejen er kendt.

Dog mener Charlotte Johannsen tydeligvis selv, at hun får afsløret, at der er personsammenfald mellem White Pride og foreningen Vederfølner. Men det har pressen, med venstrefløjens private efterretningstjeneste Redox som vanlig fødekilde, skreget op om vistnok ligeså længe Vederfølner har eksisteret.

Heller ikke det forhold, at drenge ned til 15-års alderen opsøger White Pride, er specielt nyt. Tværtimod er det en udvikling, myndighederne gennem de seneste år har set i hele hooligan-miljøet.

Bogen indhold opsummeres alt i alt meget godt af en anmelder i Politiken. Charlotte Johannsen beskriver

”… en højrefløj med for det meste yngre rare mennesker, der går i byen og er, som unge er flest… Og det er desværre mest det, hendes beretning handler om – de mange druknætter og så et noget specielt personligt forhold til én af de tilsyneladende mindre rabiate fodboldbøller…
Da hun nærmer sig den absolutte inderkreds i White Pride, bliver hun fanget af sin egen indiskretion over for en arbejdskammerat og frygter at blive afsløret. Hun flygter i maj 2009 til København…”

Antifascistisk Aktion
Ifølge eksperterne er danskerne vilde med kokain. Alligevel gør Charlotte Johannsen i sin bog et påstået kokainforbrug blandt White Prides medlemmer til noget nærmest særegent for højrefløjens unge.

Det er derfor måske værd at minde om, at i juni 2000 blev et fremtrædende medlem af Antifascistisk Aktion, Stefan Klinthøj Rasmussen, idømt 9 års fængsel for forsøg på fremstilling af 10 kg. amfetamin. Under sin afsoning i statsfængslet Vridsløselille bliver han i august 2001 stukket ned i et opgør om gæld.

Stefan Klinthøj Rasmussen blev i 1993 dømt flere års fængsel for politisk motiveret bankrøveri. Samme dom fik østrigeren Christian Zwettler, der er et overordentligt prominent medlem af Antifascistisk Aktion.

I 2002 optrevler politiet den københavnske narko-ring ’De brune Bude’, der drives af Antifascistisk Aktions medlemmer. Blandt de anholdte er Esben Plenge, der udpeges som den ene af bandens tre ”top-figurer”. Esben Plenge er tidligere dømt 1 år og 8 måneders fængsel for brandstiftelse, begået sammen med bl.a. Kristian Munk, også prominent medlem af Antifascistisk Aktion.

To højtstående medlemmer af Antifascistisk Aktion er i øjeblikket sigtet for grov vold, dataindbrud og økonomisk støtte til en terrororganisation – nemlig Antifascistisk Aktion.

Da Ekstra Bladet i søndags konfronterede ”Jonas Jensen” fra Redox med gruppens samarbejde med Antifascistisk Aktion, kunne han pludselig ikke høre. Og Charlotte Johannsen ville pludselig kun lade sig interviewe per e-mail.

Fostret på venstrefløjen
Det fremgår af både bogen og presseomtalen, at Redox fra begyndelsen var voldsomt involveret i Charlotte Johannsens spionvirksomhed. Man gik så vidt, at hun fik tildelt en art føringsofficer – ”Peter” – der løbende fodrede hende med information og gode råd.

Bogen er da heller ikke skrevet af Charlotte Johansen, men af to yngre journalister fra det venstreorienterede dagblad Information, der begge har en nær fortid på den alleryderste venstrefløj. Marchen Neel Gjertsen har tidligere været byrådskandidat for Enhedslisten i Odense. Sebastian Gjerding er en gammel kending fra bl.a. den terrordømte ’Foreningen Oprør’, og har skrevet for hjemmesiden Modkraft.

Når man ved, at Modkraft drives af det lille venstrefløjsfirma Monsun på Nørrebro, og samtidig ved, at Redox drives fra Monsuns lokaler, så kunne især Gjerdings skikkelse indikere, at bogen reelt er skrevet og tilrettelagt af Redox.

Enhedslisten, Antifascistisk Aktion, Redox og hvad der forskellige venstrerabiate grupper nu ellers hedder, er f.eks. rørende enige om at afvise enhver tale om bandekrig mellem dem og White Pride. Den holdning genfinder man da også ublu i den bog, som Charlotte Johannsen altså har lagt navn til.

I venstrefløjens propaganda er det ligeledes typisk, at fremstille White Pride og foreningen Vederfølner som eet fedt. Dette kneb genfinder man også i rigt mål i Forklædt som nazist, hvor et virvar af personer f.eks. det ene øjeblik er medlemmer af White Pride, mens det andre steder fremgår, at deres medlemskab ofte ligger flere år tilbage.

Bogen, der er udgivet på Informations Forlag, er altså ikke politisk neutral, men tjener alene det yderste venstres interesser.

Tvivlsomme motiver
Ifølge Charlotte Johannsen påtog hun sig den spændende opgave på eget initiativ, angiveligt i indignation over at en nær ven – ”Oliver” – havde fået klø af White Pride. ”Og jeg var vred over, at ingen blev dømt for overfaldet. Det havde ingen konsekvenser for overfaldsmanden”, hævder hun i et interview til Politiken.

Samme sted afviser Charlotte Johannsen kategorisk, at hendes spionage var politisk motiveret, og hun vil kun erkende, at hun har været til ”nogle møder” i den kommunistiske ungdomsorganisation Rød Ungdom (opløst marts i år).

Om Rød Ungdom fastslog Dansk Ungdoms Fællesråd i 1997, at gruppen ”ikke anerkender grundlovssikrede rettigheder som f.eks. stemmeretten og ytringsfriheden”, ligesom Mikkel Thorup, ansvarshavende redaktør af gruppens blad Lige Venstre, i samme periode blev dømt for injurier.

Det er derfor værd at bemærke, at Charlotte Johannsens fremstilling til Politiken ikke stemmer med indholdet af hendes bog. Heri fremgår det, at hun i en tidlig alder blev medlem af den kommunistiske ungdomsorganisation, og at det er herfra hun kender ”Oliver”.

I overensstemmelse med sit stalinistiske moderparti DKP/ml, så skulle staten ifølge Rød Ungdom forbyde bl.a. nationalsocialisme. ”Jeg er ikke interesseret i at forbyde nazisme eller racisme”, hævder Charlotte Johannsen i dag.

Charlotte Johannsens påstand om, at det var moralsk indignation over, at ingen blev dømt for det påståede overfald på ”Oliver”, der gjorde hende til spion mod bl.a. gamle sportskammerater, stemmer heller ikke med de oplysninger, som Uriasposten har gravet frem om den pågældende episode. ”Da politiet ankom, ønskede manden, som skulle være blevet overfaldet, dog ikke at tale med ordensmagtens repræsentanter”, afslører et direkte citat fra Århus Stiftstidende.

Spion for ’Huset’
Charlotte Johannsens påståede rene motiver til sin spiongage harmonerer heller ikke, at hendes mission startede som en opgave for en gruppe autonome, der, med tilladelse fra Århus Kommune, gennem det meste af 2008 holdt til i et nedlagt medborgerhus. Lad os kigge lidt nærmere på dén sag:

Ved udgangen af 2007 lukker Århus Kommune medborgerhuset ’Huset’ i den gamle museumsbygning på adressen Vester Allé nr. 15. Efter en bølge af militante BZ-aktioner og politisk pres fra Enhedslisten, får autonome i marts 2008 stillet dele af bygningen til rådighed som midlertidig værested.

Det er meningen at ’Fristedet’, som de autonome kalder værestedet, skal være åben for alle byens unge, men allerede i maj går den mangeårige venstrefløjsaktivist Pedro da Palma til pressen og afslører, at værestedet styres af ”en hård kerne af aktivister”, der med ”censur, eksklusion af enkeltpersoner og voldelige konfrontationer med højrefløjen” går efter ”magt og kontrol med venstrefløjen”.

”Nogle har en hysterisk angst for nazisterne… Ok, de er i ­byen, men vi skal ikke puste problemerne op”, bekræfter andre brugere af værestedet.

Under overskrifter som Autonome bag losseplads i midtbyen, Husets naboer i oprør over grafitti, Unge hærger bevaringsværdigt hus, Naboer frygter nyt ungdomshus og Nabo til Huset føler sig tyranniseret sætter pressen i sommeren 2008 spot på de lovløse tilstande omkring det tidligere medborgerhus. Blandt andet skriver Jyllandsposten:

”Som tidligere beskrevet på jpaarhus.dk er den bevaringsværdige bygning nu blevet hærget af en gruppe autonome, der – stik mod alle aftaler – kravler rundt på taget, overnatter i huset, overmaler bygningen med graffiti og generer naboerne med larm og svineri.”

Og videre:

”Og nu har de unge brugere sat trådgitter, træpaller og krydsfiner for vinduerne. Naboerne er bekymrede for, om planen er at omdanne Huset til en fæstning, som det bliver vanskeligt for politiet at rydde, når lejeaftalen udløber i slutningen af oktober.”

Velbevæbnet
Århus Kommune forlænger alligevel fristen til januar 2009. Beslutningen bliver taget af den socialdemokratiske kulturrådsformand Flemming Knudsen, der til pressen bl.a. udtaler:

”Det er mit indtryk, at der efter en række startvanskeligheder er kommet ro omkring Huset, og at der siden sommer har foregået en række spændende aktiviteter.”

Blandt de ”spændende aktiviteter” i det autonome klubhus er bl.a. et arrangement i september 2008 med danske medlemmer af det internationale netværk Anarchist Black Cross, der af de spanske myndigheder betegnes som en terrororganisation.

Blandt deltagerne er Charlotte Johannsen.

Flemming Knudsens naivitet omkring de rabiate unge i ’Huset’ stilles til skue, da politiet, i forbindelse med et gadeslagsmål, den 31. oktober trænger ind i lokalerne. Betjentene bliver mødt af kampklare autonome, der hastigt smider deres mange slag- og stikvåben fra sig. Århus Stiftstidende fortæller:

”Inde i den del af Huset, de autonome unge bruger – det tidligere træværksted – fandt politiet 19 slagvåben, en kniv samt en kasse med såkaldte malingbomber.
Blandt slagvåbnene var der bordben, cykelstyr, rør med monterede håndtag samt lægtestave med søm i.
Desuden fandt politiet en almindelig uskyldig bordkniv, som ved hjælp af en slibesten var gjort alt andet end uskyldig. »Den var slebet skarp i begge ­sider, så den var blevet til et tveægget våben,« siger vagthavende hos Østjyllands Politi.
Malingbomberne var plastik­poser, fyldt med maling og dybbet [sic.] i stearin. Det sidste for at gøre dem mere robuste.”

Inden Århus Kommune i januar 2009 sætter de autonome på gaden, kan en nærliggende Netto-butik fortælle, at ”man havde set sig nødsaget til at hyre vagter pga. problemer med en hård kerne af uroskabende unge fra Huset. De unge generede både kunder og ansatte.”

I månederne efter rømningen udsættes både ejendommen og det byggefirma som istandsætter den, for en systematisk hærværkskampagne. På vægge og mure males slagord som ”Nyt hus her nu!!!”, ”No fåking nazis” og ”Antifa”.

Trusler og hetz mod værtshuse
Under netop navnet Århus Antifa ligger de autonome i ’Huset’ i voldelig konflikt med bl.a. White Pride. Om de to grupper fastslår politiinspektør Morten Anker Jensen i september 2008, ”Det er en flok bøller, der simpelthen kæmper om at få magten i Århus. Det er en magtkamp ligesom rockerkrigen.”

Århus Kommune stiller lokaler til rådighed for unge venstreekstremister, men ikke for White Pride og beslægtede unge. De samler sig i stedet omkring bestemte værtshuse i byen. Som led i bandekrigen iværksætter det yderste venstre sommeren over 2008 en skræmmekampagne mod ejerne af de pågældende udskænkningssteder.

Først udsættes værtshuse som Den Gamle Høker for flere tilfælde af hærværk, ledsaget af anonyme trusselsbreve. ”Smid højrefløjen på porten, så er vi kvit. Ellers kommer vi”, lyder beskeden. Da ejeren går til pressen og afslører venstrefløjens gangstermetoder, stopper afpresningsforsøgene.

I stedet flytter chikanen til Århus Byråd, hvor Enhedslistens Keld Hvalsø Nedergaard truende spørger, ”Har borgmesteren haft disse værtshusbevillinger oppe til vurdering i bevillingsnævnet?”

Tidligere spionforsøg?
Keld Hvalsø Nedergaard fortsætter sin hetz mod værtshusejerne i partibladet Socialistisk Information, hvor han i august 2008 bl.a. anfører, ”Jeg vil rejse en forespørgsel til kulturrådmanden og borgmesteren, f.eks. om hvad man ved om bestemte værtshuse, hvor der højlydt planlægges voldelige overfald.”

Byrådsmedlemmets påstand om ’højlydt planlægning’ på værtshuse kan naturligvis være rent opspind. Men det er alligevel værd at lægge mærke til, at Charlotte Johannsen for det første efter eget udsagn først begynder sin spionvirksomhed i november 2008; for det andet begynder hun netop sin spionage på et af White Prides påståede stamværtshuse.

Hvalsø Nedergaards kryptiske udsagn i Socialistisk Information kunne indikere, at den unge stikkerske påbegyndte sit arbejde for det yderste venstre flere måneder før det tidspunkt, hun hævder i sin bog. Men der synes ikke at være nogen grund til, hvorfor hun skulle lyve om dette forhold. Tværtimod, så ville hendes beretning netop stå sig stærkere, jo længere hun havde fraterniseret med fjenden i den frygtede hooligangruppe.

Den mest logiske baggrund for Keld Hvalsø Nedergaards påstand synes snarere at være, at Enhedslisten tidligere har forsøgt sig med at udsende spioner til de beværtninger, hvor White Prides formodes at holde til. Mere om det senere.

Ny lys på gammel sag
Charlotte Johannsen hævder i sin bog, at hun begynder sin spionage den 1. november 2008, hvor hun opsøger værtshuset Den Hvide Hest. Til pressen påstår hun bl.a., ”Jeg forhindrede faktisk nogle overfald og kunne advare nogle i Huset om, at der var nogle på vej, allerede den første aften.”

I sin bog skriver Charlotte Johannsen om episoden:

”Pludselig rejser de sig begge to synkront, tager deres jakker på og kommer over til vores bord… De tre stikker hovederne sammen, og det er tydeligt, at de ikke vil have, at nogen følger med i deres samtale.
Efter at have talt med Lindberg fortsætter de ned til gruppen ag drenge, som lige er kommet, og beder dem følge med…
… attitude fortæller mig, at det ikke er noget jeg skal blande mig i. Men den bekræfter min formodning: Gruppen af drenge skal ned til Huset.”

Charlotte Johansen fortæller dernæst, at hun går ud på toilettet og sender en advarende SMS til ”Sigrid”, hendes hemmelige kontakt i ’Huset’ efter ”Olivers” afgang til København: ”… en stor gruppe går nu. Måske ned til jer. Svar ikke tilbage. For farligt. Alle er her. Også de gamle. Den Hvide Hest.”

Trods sin dramatiske beretning er det altså klart, at Charlotte Johannsen i virkeligheden ikke aner det fjerneste om, hvorvidt den påståede gruppe skulle ned til ’Huset’ eller ej. Måske var det faktisk sandt, at ”de skal bare videre”, som hun fik forklaret.

Men Charlotte Johannsens beretning kaster nyt lys over en mystisk batalje ved ’Huset’, der fandt sted tidlig morgen samme dag, hvor hun senere tropper op på Den Hvide Hest.

Lørdag den 1. november 2008 kl. ca. 2.30 støder to fremtrædende medlemmer af Enhedslisten – Rune H. Jacobsen og Peter Hegner Bonfils – angiveligt sammen med 10-15 unge. Jacobsen stikker af, mens Hegner Bonfils tilsyneladende får en regulær omgang bøllebank.

Peter Hegner Bonfils er i forvejen kendt som talsmand for Antiracistisk Netværk, der omfatter bl.a. Enhedslisten og Antifascistisk Aktion. Han har tæt forbindelse til den voldsberedte gruppe i ’Huset’ og har til pressen bl.a. erkendt, at han er nær ven af gruppens mest berygtede medlem, den flere gange voldsanmeldte Lasse Poelman.

Modstridende forklaringer
Umiddelbart efter sammenstødet foran ’Huset’ går Peter Hegner Bonfils i flyverskjul for pressen. Derimod udsender Enhedslisten i løbet af lørdagen en pressemeddelelse, hvori man udpeger ”10-15 hætteklædte folk fra White Pride” som de påståede gerningsmænd. Samme aften kl. 22.02 bringer Politiken online den første pressehistorie om sagen. Rune H. Jacobsen optræder som sandhedsvidne og hævder bl.a., at de påståede gerningsmænd ”har hættetrøjer og solbriller på”.

Jacobsen hævder også til Politiken, at White Pride ”står foran indgangen”. Men dagen efter fortæller han til Ekstra Bladet, at gruppen havde ”gemt sig i ly af mørket bag Huset”.

Peter Hegner Bonfils’ forklaring til Politiken samme søndag stemmer heller med historien om, at gerningsmændene skulle have været maskerede. Bonfils påstår nemlig, at han kunne ”fornemme en genkendelsens glæde i deres øjne” og fastslår ”Jeg kender ikke nogle af dem, som overfaldt mig”.

Udover Rune H. Jacobsen og Peter Hegner Bonfils, så giver prominente Enhedsliste-medlemmer som Hans Jørgen Vad og Keld Hvalsø Nedergaard også interviews om sagen. Alle fire bestræber sig ihærdigt på at give indtryk af, at Hegner Bonfils fik klø fordi han var talsmand for Antiracistisk Netværk. Den udlægning afvises af politiet: ”Det er vor umiddelbare opfattelse, at han blev ramt, fordi han opholdt sig på det sted, hvor der var konflikt. Det var ikke fordi, at han er talsmand”, fastslår ordensmagten.

Tæsk af autonome?
Fjorten dage senere bringer det venstreorienterede dagblad Information en større historie om venstrefløjens trængsler i Århus. Man interviewer også Peter Hegner Bonfils, der nu pludselig kan tilføje nye og dramatiske detaljer om gerningsmændene. De var ”klædt ud som autonome”, ”mange af dem var meget unge” og han hørte ”en direkte ordre fra en af de ældre fyre i gruppen”.

Det påfaldende er naturligvis, at Peter Hegner Bonfils’ beskrivelse af gruppen som mestendels meget unge under kommando af nogle få ældre, først ser dagens lys fjorten dage efter, at Charlotte Johannsen har besøgt Den hvide Hest og angiveligt observeret en sådan intern struktur i White Pride.

Trods Enhedslistens ihærdige anstrengelser i pressen, så var der nemlig intet der forbandt White Pride med Peter Hegner Bonfils’ klø. Hans udtalelser til Information forekommer derfor som en art griben efter halmstrå, hvor et stykke frisk sladder fra Charlotte Johannsen om White Pride, plantes i pressen som indicium mod gruppen.

Lægger man dertil Bonfils og Jacobsens skiftende og modstridende forklaringer, så tegner der sig et billede af, at når gerningsmændene var klædt som autonome, så var det fordi det faktisk drejede sig om autonome.

Korporlig afstraffelse af hinanden er ikke ukendt på den yderste venstrefløj. F.eks. kunne dagbladet BT i sommeren 2002 berette, ”En fra ’De Brune Bude’ fik banket et par tænder ud, da han mødte op til en fest i Antifascistisk Aktion, hvor han ikke længere var velkommen.”

Mærkværdig tavshed
I sin bog fortæller Charlotte Johannsen om, hvordan Redox beredvilligt viste hende et omfattende billedkartotek over politiske modstandere. Det forekommer usandsynligt, at Redox ikke med samme villighed skulle have givet Peter Hegner Bonfils og Rune H. Jacobsen adgang til disse billeder, så de påståede gerningsmænd fra White Pride kunne identificeres.

Var gerningsmændene derimod rundet af Jacobsens og Bonfils’ eget miljø, så var bistand fra Redox naturligvis overflødig. Her to år senere har de to Enhedsliste-medlemmer i hvert fald stadig ikke identificeret så meget som én af de påståede 10-15 gerningsmænd.

Det er også højst mærkværdigt, at det ellers meget omtalte overfald på Peter Hegner Bonfils overhovedet ikke nævnes af Charlotte Johannsen. Selv om det oven i købet fandt sted mindre end et døgn før hun opsøger White Pride.

Denne påfaldende tavshed i Charlotte Johannsens bog synes at være led i en bevidst bestræbelse på, helt at holde Enhedslisten ude af hendes beretning. Måske fordi hun i virkeligheden spionerede på vegne af det lille ekstremistparti?

Det kunne ikke blot Peter Hegner Bonfils’ udtalelser til Information tyde på. I forbindelse med Enhedslistens propagandafremstød omkring det påståede overfald på ham, udtalte Keld Hvalsø Nedergaard den 4. november 2008 til Århus Stiftstidende, ”Alle kender værtshusene, hvor de kommer. Vi har haft folk siddende på dem, og de har hørt dem tale højt om, at nu skulle den og den angribes.”

Nu er det ikke sikkert, at Keld Hvalsø Nedergaard sigter til 21-årige Charlotte Johannsen. Men det står under alle omstændigheder fast, at Enhedslisten er et parti, der roder med privat efterretningsvirksomhed. En trafik, som PET ellers kraftigt har kritiseret.

White Prides sagnomspundne leder – som Charlotte Johannsen tydeligvis intet aner om – forklarede 25/10 i år til programmet 21 Søndag, at gruppen kæmper for at undgå Nørrebro-tilstande i Århus. Virker White Prides hårdhændede metoder? ”Det seneste års tid har mellem 10 og 15 unge fra den yderste venstrefløj forladt Århus og er søgt til København”, kunne Jyllandsposten fortælle for knap et år siden.

Charlotte Johannsen er efter eget udsagn flyttet til Sverige.

_

Enhedslistens Per Clausen grebet i løgn

Junikredsen har tidligere afsløret, hvordan Enhedslistens Per Clausen bragte sig i strid med sandheden, da han i februar i år offentligt beskrev indholdet af en mail som ”en meget direkte trussel” mod sig.

Vi kan i dag afsløre, at Enhedslistens gruppeformand efterfølgende har direkte løjet om Østjyllands Politi, samt indgivet en falsk klage til Ombudsmanden.

Baggrund
Som en udløber af Enhedslistens mangeårige konflikt i Århus med AGF’s hooligangruppe White Pride, har det lille ekstremistparti efterhånden også fået sig rodet ud i åben krig med Østjyllands Politi, som man gennem tiden har beskyldt for alt fra inkompetence og smøl til nu senest vildledning og løgn.

Enhedslistens nyeste konflikt i Århus er foreløbigt kulmineret med en klage til Folketingets Ombudsmand. Partiet med de tætte relationer til bl.a. tæskeholdet Antifascistisk Aktion kræver, at Ombudsmanden iværksætter en undersøgelse af Østjyllands Politi.

Clausens påstande
Det skriver Enhedslisten i en pressemeddelelse, dateret 1. juli i år og forfattet af Per Clausen og Pelle Dragsted.

Pelle Dragsted, ”pressemedarbejder” for Enhedslistens folketingsgruppe, var i mange år ledende medlem af Antifascistisk Aktion. Han er ligesom Per Clausen tidligere dømt for hærværk.

Ifølge de to hærværksdømte Enhedsliste-medlemmer drejer klagen sig om

.. omfattende hærværkssag i 2008, hvor Enhedslisten fik ruderne knust fem gange på kort tid. Her pågreb politiet tidligt syv navngivne nynazister fra White Pride på flugt fra gerningsstedet. Men man undlod at anholde dem, og helt uforståeligt blev de ikke engang afhørt. I modstrid med sandheden benægtede politiet overfor pressen ydermere, at de pågrebne personer tilhørte højrefløjen.

Per Clausen, der formodentligt lægger navn til klagen, stiller sig i pressemeddelelsen an som uforstående offer:

Jeg forstår ikke, hvorfor politiet benægter, at det var syv nynazister man fangede lige efter hærværket mod Enhedslisten. Og at de aldrig er blevet afhørt, er da helt ufatteligt, udtaler Enhedslistens Per Clausen, som er valgt i Århus. – Én ting er, at nynazister formentlig stod bag organiseret politisk hærværk. Men det er da helt ude i hegnet, at de selv kan læse i avisen, at politiet – mod bedre vidende – frikender dem, slutter Per Clausen.

Ifølge Per Clausen og Pelle Dragsted har Østjyllands Politi altså i to tilfælde bevidst løjet overfor pressen. Politiet har i modstrid med sandheden benægtet, at man pågreb syv navngivne nynazister fra White Pride, og politiet har mod bedre vidende frikendt dem for organiseret politisk hærværk.

Men hvem lyver? Politiet eller Enhedslisten?

Falske beskyldninger
Det gør Enhedslisten naturligvis. Episoden med de syv ”nynazister” fandt sted den 25. januar 2008. Dagen efter bragte dagbladet Jyllandsposten et interview med en ledende politimand om episoden. Under rubrik-overskriften Syv anholdt kunne avisen bl.a. fortælle:

Politiet var hurtigt fremme og optog jagten på en gruppe, som flygtede mod Botanisk Have. Her lykkedes det med hjælp fra politihunde at anholde syv personer. De blev afhørt og sigtet, men efterfølgende løsladt. John Jacobsen kan ikke oplyse, om der er personsammenfald med tidligere episoder.

I deres pressemeddelelse fremsætter Per Clausen og Pelle Dragsted altså beviseligt fire klare usandheder om Østjyllands Politi:

1)      Det er usandt, at politiet ikke anholdt gruppen (der oven i købet blev sigtet.)

2)      Det er usandt, at politiet ikke afhørte gruppen.

3)      Det er usandt, at politiet frikendte gruppen for hærværk.

4)      Det er usandt, at politiet benægtede, at gruppen var ”nynazister”.

Interviewet i Jyllandsposten beviser altså kort og godt, at Enhedslisten og Per Clausen bevidst fremsætter ikke mindre end fire falske beskyldninger mod Østjyllands Politi for at lyve.

Bagvaskelse – overlagt løgn – er som udgangspunkt en alvorlig sag, der ifølge straffelovens paragraf 268 kan give op til 2 års fængsel. Videre kan det ifølge samme lovs paragraf 165 give op til 6 måneders fængsel at indgive ”falske klagemål” til offentlige myndigheder.

_

Tæsk til højre, tæsk til venstre

Ifølge Uriasposten har en medarbejder hos Dansk Folkeparti fået tæsk i pressen, fordi hun i en mail bl.a. skrev at “ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tærsk”.

I 1999 skrev Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlem, Simon Kongshøj, “Vi kan hurtigt blive enige om, at det ekstreme højre fortjerner tæsk.”

Usdsagnet stod anført på en hjemmeside tilhørende den ekstremt voldelige, autonome gruppe Rebel i København, der i dag kalder sig Socialistisk Ungdomsfront.

I en debatgruppe om indvandring bekræftede Simon Kongshøj efterfølgende sin holdning;  “Nazister, fascister og beslægtede anser jeg for en fjende… og som sådan mener jeg at de fortjener vold.”

Voldsopfordringen fra det prominente Enhedsliste-medlem vakte ingen opsigt i pressen.

Update:
Jesper Langballe, præst og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, tager bladet for mundet om det homofile hysteri:

Den slags parader er frastødende, det er ubehageligt og meget provokerende. Det er aldeles ubehageligt at udstille sin seksualitet på den måde. Og så laver de det for at provokere, og hvis man så bliver provokeret af det, så bliver de sure over det.

Praise the Lord and pass the ammunition…

_

Trusler og spin

I februar i år hævdede Enhedslistens gruppeformand Per Clausen, at han var blevet truet i en mail, fordi han havde kaldt justitsminister Brian Mikkelsen (K) i samråd i Folketingets retsudvalg i kølvandet på flere eksempler på politisk vold i Århus.

Når jeg tager denne sag alvorligt, er det, fordi de højreekstreme kræfter i Århus har vist, at de ikke bare truer med vold, de bruger vold, udtalte Per Clausen, der efter eget udsagn selv er dømt for hærværk.

Mailen blev modtaget fredag den 12. februar. Ifølge Per Clausen indeholdt den en meget konkret trussel. Alligevel ventede han til søndag med at politianmelde sagen. Det var tilsyneladende vigtigere at få historien i lørdagens formiddagsaviser.

Den følgende torsdag blev fem somaliere anholdt for dødstrusler mod Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard. Allerede samme dag beklagede Per Clausen sig i pressen over, at statsministeren ikke også udtalte sig om Clausens ”dødstrussel”.

Per Clausen fortalte derimod aldrig offentligheden, at han nogle dage efter at have modtaget mailen, modtog en mail med en klar undskyldning for truslerne. Denne oplysning kom først frem under sagen mod en yngre kvinde fra Ålborg, der i juni måned blev dømt 30 dages fængsel for den famøse mail.

Under sagen mod den unge kvinde, der vedgik at have skrevet de to mails, kom det også frem at Per Clausen ikke var blevet truet personligt. Mailens ordlyd var Lorte Enhedslisten Håber satme at I bliver slået ihjel én for én, og jeg skal nok deltage aktivt.

I modsætning til hvad Per Clausen i februar påstod til pressen, så var der altså heller ikke tale om en konkret trussel, ligesom intet i mailen kunne give redelig anledning til at kæde den sammen med Clausens påståede møde med justitsministeren i Folketingets retsudvalg.

I september 2007 blev et medlem af Antiracistisk Netværk idømt to måneders ubetinget fængsel for dødstrusler mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

_

Læs også:
Politiet bekræfter dusør på Pia Kjærsgaard
Kvinde dømt for at tilsvine Pia Kjærsgaard
Esbjergenser dømt for at håne Pia K.

Røde bøller ville slås

Den 15. juni i år havde Den Danske Forening inviteret til foredrag og debat med historikeren Morten Uhrskov Jensen om hans bog Et delt folk. Dansk udlændigepolitik 1983-2008. Arrangementet blev afholdt på hovedbiblioteteket i Århus. En by, der i de senere år er blevet kendt for venstreorienteret vold.

På forhånd havde lokale venstreekstremister da også varslet en “sangaften for mangfoldighed og tolerance” i en art protest mod Morten Uhrskov Jensens ytringsfrihed. Aktionen blev annoceret af Enhedslistens byrådskandidat Sarah Victoria Bruun, der så vidt vides ikke selv deltog i løjerne.

I stedet blev de omkring 40 unge gadekrigere fra det venstreekstreme “Antiracistisk Netværk” ledet af Agnes Holst, der ligesom Sarah Victoria Bruun tilhører Enhedslistens unge valgpynt.

Så vidt vides forløb Den Danske Forenings møde i bibliotekssalen i god ro og orden. Udenfor fik aggressionerne frit løb. Enhedslistens unge bøller var naturligvis ikke kommet for at synge fredeligt, men for at fotografere og fysisk skræmme mødets deltagere. Læs foreningen Vederfølners reportage og Morten Uhrskov Jensens beretning.

Nedenunder ses en kort videosekvens, optaget mens Morten Uhrskov Jensen forlader mødet. Blandt hans forfølgere ser man den voldstiltalte Lasse Poelman stille sig skrydende an. Poelman er nær ven af Peter Hegner Bonfils, hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten.

Venstrefløj forsvarer tæskehold

I kølvandet på PET’s anholdelse af et topmedlem af både tæskeholdet Antifascistisk Aktion (AFA) og den private efterretningstjeneste Redox, er den yderste venstrefløj som forventet gået til modangreb i pressen.

Blandt sine voldelige aktiviteter støtter AFA politimorderen Mumia Abu-Jamal, der efter en nylig kendelse i den amerikanske højesteret formentligt snart kan henrettes.

Svækket forening
Flere gamle kendinge er i den forbindelse trukket af stald og siger det de skal. Det drejer sig bl.a. om efterlønsmodtageren Petter Sommerfelt fra Foreningen Demos, der ifølge et universitetsspeciale er et tilholds- og informationssted for den autonome gruppe ”Anti Fascistisk Aktion”. 

Sådan er det dog ikke længere. Som tidligere beskrevet af Junikredsen, så er Petter Sommerfelts forening i dag kørt bagud af dansen som den yderste venstrefløjs private efterretningstjeneste. Redox og Demos ”kan overhovedet ikke sammen”, som en kilde udtrykke det, og AFA vil i dag kun samarbejde med Redox. 

Her skal det indskydes, at ifølge Junikredsens oplysninger, så drives den private efterretningstjeneste Redox fra Mediesyndikatet Monsuns lokaler på Nørrebro, hvorfra hjemmesiden Modkraft også drives. 

Fjendskabet mellem Monsun/Redox og Demos bekræftes af, at ’Demos Nyhedsbrev’ ikke længere trykkes af Monsun, ligesom bladet omvendt heller ikke længere reklamerer for virksomheden. 

Petter Sommerfelt har altså behov for at profilere ikke blot sin forening, men også sig selv som den nye leder af Demos efter alfa-hannen Erik Jensens død i 2008. Det forsøger Sommerfelt så at gøre i forbindelse med PET’s seneste sag mod det yderste venstre. 

Petter på overdrevet
Til Ritzaus Bureau hævder Petter Sommerfelt bl.a., at Demos kan udpege, hvem der står bag volden (fra højre, forstås). Til Information påstår han, at Demos viderebringer informationer om kriminelle sammenhænge på højrefløjen.

Petter Sommerfelt på gaden 2009.

Men Petter Sommerfelts flyvske påstande holder naturligvis ikke stik. En gennemgang af Demos’ egne skrifter viser, at de såkaldte afsløringer aldrig har ført til andet end enkelte sigtelser (men så vidt vides ikke domme) for brud på racismeparagraffen. 

Petter Sommerfelts lyst til at overdrive ikke blot Demos’, men også sin egen betydning, fremgår af førnævnte artikel i Information. Heri hævder Sommerfelt, at han ved hjælp af en enkelt søgning på sit eget navn på den højreorienterede blog ‘Junikredsen’, [kan] læse en god del om hans arbejde, liv og færden. 

Denne påstand er som sagt også mildest talt overdrevet. Om Petter Sommerfeldt har vi i artiklen AFA-bagmand død blot skrevet, at han formodentligt skulle videreføre Demos efter Erik Jensens død. 

I artiklen Demos-fascister omtaler vi en injuriesag, som Demos for nylig tabte mod et medlem af Dansk Folkeparti, der havde fastslået, at Sommerfelts forening opfører sig som fascister ved at bruge vold som politisk middel. Her nævner vi kort, at Sommerfelt (og Jensen) tidligere selv er dømt for injurier. 

I Pelle Dragsted – skitse af en ekstremist nævner vi i forbifarten, at Petter Sommerfelt i 2001 demonstrerede skulder ved skulder med den daværende leder af AFA-tæskeholdet. 

Mere opmærksomhed har Petter Sommerfelt tidligere ikke fået fra vores side. 

Autonom praktikant
Informations ukritiske interview med den aldrende gadeaktivist Petter Sommerfelt blev begået af journalistpraktikanten Sofie Tholl. 

Hun er samtidig tilknyttet en homofil redaktionsgruppe på den autonome hjemmeside Modkraft. Trods fjendskabet mellem Monsun og Demos burde Sofie Tholl kunne stave Petter Sommerfelts navn korrekt. Det gør hun, ifølge Demos’ egne udgivelser, ikke. 

I Monsuns homofile redaktionsgruppe finder man også Mads Ted Drud-Jensen. Han har en nær fortid som medlem af AFA’s hemmelige terrorcelle ’Homo Aktion’, der i sommeren 2000 begik en række brandattentater mod privathjem tilhørende Udlændingestyrelsens ansatte.

På Information informerer man ikke læserne om Sofie Tholls AFA-relationer.

Den 22. marts begik Sofie Tholl i Information da også et større ukritisk interview med ”Kristoffer” fra AFA, der ugen før var blevet interviewet lige så ukritisk af Politikens Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen. 

Det var ”Kristoffer”, der ubehjælpsomt hævdede til Politiken, at han var tilbøjelig til at svare nej på spørgsmålet om AFA bruger vold. 

I Sofie Tholls bløde hænder får AFA, ganske som i Politiken, lov til blot at gentage hvad gruppen allerede skrev i en pressemeddelelse kort efter, at PET havde sigtet deres topmedlem A.C. for terror-støtte på grund af hans medlemskab af gruppen. 

Ifølge netmagasinet sappho.dk har hverken Tholl eller Informations redaktør ønsket at svare på kritik af hendes anstrengelser i bladet. I stedet har Sofie Tholl diskret ændret sin profil på Facebook, så hun ikke længere fremtræder maskeret og aggressiv. 

Den verdensberømte Mikkel Kessler.

Rune Eltard-Sørensen
Sofie Tholl er ikke den eneste Modkraft-aktivist, der som praktikant har fundet vej til de mere almindelige medier. I november 2007 kunne boksekyndige læsere af Søndagsavisen med undren læse, at man på internettet kunne se Joe Calzaghe slå Martin Kasler i verdensmesterskabet boksning natten til søndag.

Artiklen var begået af praktikanten Rune Eltard-Sørensen, en berygtet voldsdømt Monsun-aktivist. 

Venlige læsere gjorde Eltard-Sørensen opmærksom på, at Calzaghe selvfølgelig havde mødt Mikkel Kessler, daværende verdensmester i supermellemvægtsboksning. 

Martin Kasler, derimod, er en tidligere højreaktivist, der stadig lægges for had af det yderste venstre. Tak… for at gøre mig opmærksom på fejlen. Det er hermed rettet, skrev Eltard-Sørensen – og omdøbte den danske bokser til Mikkel Kassler… 

AFA-pressemand
Rune Eltard-Sørensens besættelse af Martin Kaslers person fik ham på Søndagsavisen til at begå en række pinlige fejl. Da han efterfølgende blev ansat hos Dansk Journalistforbund, misbrugte han bevidst sin stilling til at lægge hindringer i vejen for to kolleger, der forsøgte at kaste lys over bandekrigen i Århus mellem White Pride på den ene side, og Enhedslisten og omegn på den anden. 

Den sagnomspundne Martin Kasler.

Om deres oplevelser med den ekstreme venstrefløj skrev de to journalister senere bl.a.:

Det føles, som om den sprække, der havde åbnet sig i miljøet, krampagtigt lukker om sig selv og bliver til en hård knude. Lidt den samme følelse, som vi begynder at få i maven. Vi spørger Lukas, hvem hans kontaktperson i ARN-Århus er. Svaret får os til at spærre øjnene op. »Han hedder Rune inde på Anarcho-foraet (Anarkistisk Debatforum, red.), og det nummer, han ringede fra, var 33428000, Danmarks Journalistforbund,« skriver Lukas. Rune er altså ansat af vores fagforbund og får løn for at varetage vores interesser, men kvitterer ved at bruge forbundets telefon til at ringe til vores kilder og fortælle dem, at de ikke kan stole på journalister. 

Rune Eltard-Sørensens optræden skal ses i lyset af, at han ifølge Junikredsens kilder er Monsuns ankermand i Redox-projektet, og han skal samtidig være den som skriver flere af AFA’s pressemeddelelser.

“Anders Lind” bekræftes
Den 10. februar i år dokumenterede vi her på Junikredsen, at AFA’s talsmand Anders Lind som sådan ikke eksisterer, men er et gammelt dæknavn som først blev brugt ca. 1995 af Martin Lindblom, og siden formodentligt også af Balder Johansen og Pelle Dragsted.

Den 1. marts skriver Rune Eltard-Sørensen på Modkraft, at ”Anders Lind” er et opdigtet navn. Talsmandens identitet er kendt af Modkrafts redaktion. Vi skal derfor understrege, at dette er første gang man fra den yderste venstrefløj offentligt vedgår, at ”Anders Lind” er en opdigtet person. Og Junikredsen tager i al ubeskedenhed æren for at have presset de rabiate kræfter til denne indrømmelse. 

Den voldsdømte Rune Eltard.

 Modtræk fra Modkraft
På den yderste venstrefløj frygter man med rette, at sagen mod det fremtrædende AFA/Redox-medlem, der også er sigtet for flere tilfælde af vold og grov vold, atter vil understrege, at venstrefløjen står bag hovedparten af den politiske vold i Danmark. 

Som Junikredsen tidligere har påpeget, så vil venstrefløjen hellere end gerne tæppebombe sine modstandere med tal – altså lige indtil de reelle tal for venstrefløjens vold er på bordet. Fra dette tidspunkt vil venstrefløjen undvige reel debat om voldens omfang og i stedet forsøge at bortforklare sin vold med, at højrefløjens vold var værre. 

Præcis denne taktik forsøger Modkraft, samtidig med Sofie Tholls ageren i Information, sig med. Som sandhedsvidner har man indkaldt to gamle kendinge, Sarah Victoria Bruun og René Elley Karpantschof. 

For nogle år siden forsøgte René Karpantschof sig faktisk med netop ovenfor beskrevne venstrefløjstaktik, men opnåede den gang ikke andet end at en opvakt avislæser kunne påpege, at hans retorik var identisk med retorikken i en anonym artikel i Propaganda (et autonomt og ligeledes anonymt tidsskrift, der gik ind i samme periode hvor folk som René Karpantschof og Martin Lindblom begyndte at vove sig ud i offentligheden under eget navn.) 

Typisk Karpantschof
Som Monsun-relateret har René Karpantschof i øjeblikket ikke samme behov som Petter Sommerfelt for at markere sin egen personlige betydning. Under klimatopmødets uroligheder i december blev han tværtimod fotograferet i klassisk alfahan-positur, omgivet af unge beundrere. 

Som belæg for højre-voldens angiveligt grovere karakter henviser Karpantschof til et enkelt, nyligt tilfælde i Århus, hvor en gadekriger fra AFA’s GNWP-kampagne fik alvorlige klø kort efter, at man havde overfaldet webredaktøren Kim Møller. Karpantschof nævner selvsagt ikke, at en god ven af Kim Møller også måtte indlægges på hospitalet efter flere voldsomme spark i hovedet. 

René Karpantschof har tillige forsøgt at bestride PET’s udsagn om, at den politiske vold er steget markant de senere år. Den var kun steget ”en smule”, hævdede han – typisk dog uden at dokumentere sin påstand. 

Man mindes altså endnu en gang den fremtrædende tyske historiker Norbert Götz’ ord om den eksterne lektors videnskabelighed: 

Karpantschof does not try scientifically to evaluate the social movements of the Neo-Nazis and the anti-fascists… but sticks to platitudes on a crypto political level. 

Sarah Bruuns besværligheder
På Modkraft trækkes Enhedslistens Sarah Victoria Bruun frem som eksempel på et offer for højre-vold. Det lykkedes dog blot det ”fremtrædende medlem af Enhedslisten” igen at kompromittere sig selv. 

Om det påståede overfald hævder Sarah Victoria Bruun i dag: 

De kendte mit navn og vidste, uden at jeg forstår hvorfra, at min far var jøde. 

Men i forbindelse med det påståede overfald i september 2008, gav Sarah Bruun en detaljeret beskrivelse af episoden til BT og Urban. Til begge aviser forklarede hun samstemmende, at: 

Jeg var på vej til fest, da jeg så en mand stå og sætte klistermærker op. Da jeg så, at det var en nazi-mærkat, lavede jeg en eller anden grimasse og gik videre. Jeg gik tre-fire skridt, og så blev jeg ramt af et hårdt slag bagfra. Jeg røg direkte i asfalten… Jeg hørte ham sige: “Det er din egen skyld, Sarah”, og han sagde også “Jøde”. 

I et mere kritisk interview dagen efter i Jyllandsposten, hævdede venstrefløjspolitikeren heller ikke længere, at hun var blevet tiltalt med navn. I stedet fastslog hun: 

Faktum er, at han kaldte mig jøde. Og faktum er, at jeg er halvt jøde. Om der er en sammenhæng, ved jeg ikke. 

Af Sarah Victoria Bruuns oprindelige forklaringer fremgår det altså klart, at hun for det første kun var i klammeri med en enkelt mand. Og for det andet fremgår det, at hendes far overhovedet ikke var inddraget i sagen. 

På Jyllandspostens spørgsmål kunne Bruun heller ikke identificere det påståede ”nazi-mærkat” – angiveligt på grund af ”huller i hukommelsen”… 

Århus Politi kunne den gang ikke bekræfte om Enhedslisten har ret i sin antagelse om politisk vold. Det kan de formodentligt heller ikke i dag. 

Politi-fjendsk
Men Enhedslisten benytter ikke kun lejligheden på Modkraft til at brodere over påståede overfald. I samme åndedrag belyver man også direkte Århus Politi: 

 [P]artilokalerne i Sejrøgade i Midtbyen har systematisk været udsat for hærværk i form af knusetyveri (sic.) Kun et enkelt af tilfældene er opklaret. – Det skete først efter, at undertegnede foreslog Østjyllands Politi at tage fingeraftryk på den sten, der var kastet ind gennem vinduet. Her fandt man fingeraftryk efter en mand, der var kendt fra kriminalregisteret, siger Viggo Jonassen. 

Viggo Jonassen er en gammel aktivist på den yderste venstrefløj, der har været med over bl.a. SF, VS og nu Enhedslisten, og han skriver i dag for venstrefløjens historieforfalskende ”leksikon”. 

Viggo Jonassens forklaring på Modkraft er formentlig da også usand. Den omtalte gerningsmand blev nemlig ikke fældet på fingeraftryk, men på DNA-analyse af de anvendte sten. 

Og det er åbenlyst usandt, at Århus Politi kun har opklaret et enkelt tilfælde af rudeknusning mod Enhedslistens lokaler. Gerningsmanden vedgik – og blev dømt for – fire gange at have kastet sten gennem partiets vinduer. 

Århus Politi har således opklaret fire ud af blot seks tilfælde af rudeknusning med det lille ekstremistparti, der i dag kæmper for sin overlevelse i meningsmålingerne. 

_

Kold blæst om “antifascister”

I den seneste udgave af Weekendavisen er der en større forsidehistorie, der ser kritisk på Enhedslistens forhold til Antifascistisk Aktion (AFA). Man har bl.a. opgravet voldsligitimerende udtalelser fra ledende Enhedsliste-medlemmer såsom Per Jensen, Claus ‘Svende’ Svendsen og Pernille Rosenkrantz-Theil (i dag socialdemokrat). Citater, som Junikredsen tidligere har sat spot på.

Artiklen er begået af en vis Jesper Vind Jensen, der for nylig begik karaktermord på historikeren Lars Hedegaard, fordi han havde kritiseret muslimske familietilstande. I et ledsagende interview får Enhedslistens Per Clausen da også uimodsagt lov til at fremstille sit parti som offer i den verserende bandekrig.

Uriasposten har dokumenteret, at navnet Antifascistisk Aktion blev brugt som organisationsnavn mindst to og et halvt år tidligere end gruppen officielt hævder den blev stiftet. I den forbindelse skal man bemærke, at den større paraplyorganisation Antiracistisk Netværk også blev holdt hemmelig dens første tre-fire leveår.

I Storbritanien presser The English Defence League i stigende grad “antifascisterne” på gaden. Resultatet er yderligere vold fra de venstreorienteredes side. Et Ritzaus-telegram i Jyllandsposten beretter:

Tusinder af mennesker sluttede sig lørdag til et massemøde i byen Bolton arrangeret af The English Defence League (EDL), der de seneste måneder har gennemført adskillige demonstrationer mod islamisk ekstremisme i Storbritannien. En moddemonstration blev arrangeret af Unite Against Fascism (UAF)…

– I dag har vi i Bolton oplevet grupper af mennesker, hovedsageligt tilknyttet UAF, indlade sig i voldelige konfrontationer, siger Garry Shewan, talsmand for politiet i Manchester. – Det står klart for mig, at et stort antal har deltaget med det ene formål at forstyrre den offentlige orden, og deres handlinger har været helt igennem uacceptable, siger han…

United Against Facism er en rivaliserende gruppe til AFA’s engelske sektion, tilknyttet det “antifascistisk” tidsskrift Searchlight.

Efter ti års samarbejde brød AFA i slutningen af 1990erne med Searchlight, officielt fordi magasinet samarbejdede med den britiske efterretningstjeneste. Herhjemme har Foreningen Demos haft tæt tilknytning til Searchlight, men det uofficielle brud mellem Demos og AFA’s danske sektion omkring 2006 skyldes andre forhold.

_

Antifascistisk Aktion, Politiken og Kafa-X

INTRO: NØRREBRO 1998

I 1998 overfaldes parlamentarikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro. Hun søger efterfølgende tilflugt i bank, der omringes af sortklædte autonome. Kjærsgaard slipper først væk da bevæbnet politi ankommer til stedet.

Selv om den formodede gerningsmand, Frank Piasecki Poulsen fra TV-Stop, har nære relationer til Antifascistisk Aktion (AFA), bliver det venstreorienterede tæskehold aldrig officielt sat i forbindelse med volden mod Dansk Folkepartis leder.

Frank Poulsens TV-Stop filmede ivrigt begivenhederne. Junikredsen har for nylig gennemgået de gamle optagelser og kan i dag dokumentere, at belejringen af Kjærsgaards tilflugtsted blev orkestreret af AFA-medlemmer.

På nedenstående billeder ser man først et kvindeligt AFA-medlem dukke op med propagandamateriale, som hun overdrager til en sortklædt og formummet mand, der optrådte som leder af det autonome pøbel.

Det prominente AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA’s propaganda på facaden af den bankbygning, hvor en forslået og skræmt Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt.

Mens dette står på, bliver den formummede mand opdækket af en brutalt udseende gadekriger, der vagtsomt holder øje med gaden.

Af billederne fremgår det ikke umiddelbart, at de på bankfacaden opsatte klistermærker er propaganda for Antifascistisk Aktion. Men Junikredsen kan afsløre, at materialet blev fremstillet i forbindelse med kampagnen ‘Stop Udvisningerne’, som AFA søsatte året før.

Propagandamaterialet for denne kampagne blev trykt både med og uden AFA’s navn. I forbindelse med overfaldet på Pia Kjærsgaard valgte tæskeholdet den anonyme variant.

En kvinde fra AFA dukker hastigt op og giver det medbragte propagandamateriale videre til gruppens formummede leder.

Det fremtrædende AFA-medlem lokker dernæst indvandrerbørn til at opklæbe AFA's klistermærker på facaden af Pia Kjærsgaards tilflugtssted.

Mens dette foregår, dækkes den sortklædte leder af en rå type (yderst t.v.), der vagtsomt afpatruljerer gaden.

Propagandaen for AFA´s kampagne 'Stop Udvisningerne' blev trykt både med og uden Antifascistisk Aktions navn og daværende adresse.

Siden overfaldet på Nørrebro i 1998 har Pia Kjærsgaard levet under fast beskyttelse af PET. Her tolv år senere har efterretningstjenesten rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraffer mod et ledende AFA-medlem. Dagbladet Politiken giver i den anledning det venstreorienterede tæskehold et klap på skulderen.

. . .

I forrige uge blev der rundsendt en advarsel til dansksindede borgere om, at journalister fra dagbladet Politiken angiveligt forsøgte at indsamle information om venstrefløjens tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

AFA-relationer
Ifølge advarslen skulle eventuelle kontaktede borgere være opmærksomme på, at Politiken har tætte relationer til AFA. Fra Enhedslistens daværende ugeavis ’Socialisten Weekend’ rekrutterede man for nogle år siden således Jakob Martin Strid, der som tegner, grafiker og layouter var et prominent AFA-medlem.

Efter kun et år på Politiken, hvor han bl.a. nåede at true historikeren Lars Hedegaard på livet, forlod Jakob Martin Strid af egen drift avisen. På redaktionen begræd man hans afgang og understregede, at man gerne ser ham tilbage i folden.

På det seneste har dagbladet Politiken rekrutteret AFA’s sagnomspundne general, Balder Bergman Johansen, der driver håndværkerfirmaet Logik & Co. på Nørrebro, som medlem af en ”tænketank”, der skal knuse ungdomsarbejdsløsheden.

Balder Johansen blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Sammen med den nyligt afdøde Martin Lindblom dannede Balder Johansen i 1992 AFA og er i dag en af generalerne bag Kirkeasyl. Han driver tillige foreningen Strictly Underground, der har finansieret AFA og sammen med tæskeholdet forfulgt journalisten Lars Villemoes.

Afsenderen af forrige uges advarsel mod dagbladet Politiken påpegede, at der derfor måtte herske stor usikkerhed om, hvor avisens informationer havner henne, ligesom afsenderen anså det for givet, at en eventuel artikel i Politiken om AFA ville blive konstrueret i samarbejde med tæskeholdet.

Rabiat debattør
Junikredsen kan bekræfte ovenstående oplysninger om Politikens relation til AFA. Avisens alliance med voldsberedte ”antifascister” (dybest set pro-kommunister) bekræftes tillige af en anden skikkelse.

Politiken har nemlig også rekrutteret den ekstreme venstrefløjsdebattør Rune Engelbreth Larsen som bl.a. fast giftspreder mod Dansk Folkeparti. Engelbreth Larsen har efter alt at dømme aldrig været medlem af AFA, men har beviseligt samarbejdet med Foreningen Demos, da denne stadig gjorde tjeneste som tæskeholdets efterretningstjeneste.

Rune Engelbreth Larsen har tidligere opfordret til at møde fascismen slag for slag. Hans voldsopfordringer blev senere ledsaget af nøje instrukser til herboende muslimer om, hvordan de lovligt bør anskaffe sig skydevåben til fremtidigt selvforsvar mod den danske befolkning.

Rune Engelbreth Larsens omhyggelige våbeninstruks er i dag en populær tekst blandt ”antifascister” og danner formodentligt, sammen med bl.a. våbenindkøb i Tyskland, en del af baggrunden for PET’s advarsel om, at disse kredse i stigende grad forsøger at anskaffe sig våben.

Rune Engelbreth Larsens våbeninstrukser er i dag en populær tekst blandt venstrerabiate. Nederst t.h. en reklame for Autonomt Info.

Begrundet mistanke
Dagbladet Politiken havde søndag den 14. marts ganske rigtigt en større historie om tæskeholdet Antifascistisk Aktion, fordelt på tre artikler. Inden vi går til indholdet af disse artikler, vil vi dog gerne knytte et par kommentarer til forrige uges advarsel, som nogen – er vi bekendt med – har opfattet som lige lovlig konspiratorisk.

Dagbladet Politiken er i de senere år blevet mere ekstremistisk. Avisen er i dag stærkt regeringsfjendtlig og agiterer for en tilbagevenden til pro-socialistiske og pro-muslimske tilstande. Man ønsker kort sagt flere skatter og flere muslimer.

Samtidig står det fast, at venstrefløjens private efterretningstjenester får bistand af journalister tilknyttet massemedierne. Det har den nu afdøde Demos-fører Erik Jensen bl.a. indrømmet i et interview, ligesom professionelle pressefotografer beviseligt er i sold hos Redox.

Ser man på de to journalister – Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen – så kan man også konstatere, at ingen af dem optræder blandt de 38 Politiken-medarbejdere, der offentligt har protesteret mod bladets knæfald for muslimers forlangender i forbindelse med de såkaldte Muhammed-tegninger.

Af Maltesens og Blok Thomsens historie fremgår det endvidere, at de faktisk har været i direkte og personlig kontakt med repræsentanter for Antifascistisk Aktion, der får fri taletid i avisens spalter.

Man kan altså sige, at der foreligger en begrundet mistanke mod Bo Maltesen og Claus Blok Thomsen for at have givet eventuelle oplysninger om anti-kommunister til AFA. Men beviser er der ikke.

Pseudo-afsløring om Kafa-X
Søndag den 14. marts rungede det på forsiden af Politiken Kommune giver støtte til ekstreme antifascister. I Bo Maltesens og Claus Blok Thomsens artikel kunne man bl.a. læse:

På sin hjemmeside skriver Antifascistisk Aktion, at den har postadresse i nogle kælderlokaler i Korsgade 19 i København… Lokalerne bliver officielt udlejet til en forening, der kalder sig Foreningen af 1.1. 1993, og som siden 2001 hvert år typisk har fået mellem 35.000 og 40.000 kroner i huslejetilskud af Københavns Kommune.

Man skal dog helt om på side 7 i søndagstillægget PS før det oplyses, at de omtalte kælderlokaler huser Kafa-X, der frem til december 1999 havde adresse i Blågårdsgade 12, ligeledes Nørrebro.

Autonome Revolutionære
I april 1993 kunne journalisten Lars Villemoes i Weekendavisen berette:

Indtil den 1. april i år havde Autonome Revolutionære rummelige butikslokaler i Blågårdsgade 12, tæt ved det, der blev gadekampens centrum den 18.-19. maj. Disse lokaler har de sidste seks uger været prydet af plakater fra Antifascistisk Aktion.

Autonome Revolutionære, der efter Villemoes’ afsløringer omdøbte sig til Autonomi Kollektivet og i dag kalder sig Autonomt Infoservice, blev dannet i 1987 af østrigeren Alfred Lang som en dansk støttegruppe til den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF), der i årene 1970 til 1997 myrdede 34 mennesker alene i Tyskland.

Fra Blågårdsgade nr. 12 drev Autonome Revolutionære en tilsyneladende tilforladelig bogcafé ved navn Zapata. Men indenfor, kunne journalisten Lars Leergaard berette, var billedet anderledes mørkt:

På Alfred Langs kontor i hans bogbutik ”Zapata” ligger der en tysksproget huskeseddel til aktions-udflugter. Gode råd om hjelme, benskinner og forbindinger til brug ”i marken”.
På bogcafeens hylder finder man blandt andet en håndbog for by-guerilla, et 169 siders stort RAF-dokument om ”henrettelsen” af direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herhaussen.

International terrorist
Efter afsløringen af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), bedre kendt som Blekingegadebanden, dannede Foreningen Demos en støttegruppe, der fik navnet Antirepressionsguppen, for bandens fængslede medlemmer, heriblandt hovedmændene Torkil Lauesen og Niels Jørgensen.

Da den schweiziske terrorist Marc Rudin få år senere blev fanget, dannede Autonome Revolutionære den personlige støttegruppe Antirepressionsgruppen Marc Rudin.

På ordre fra den arabiske terrororganisation PFLP bistod Marc Rudin, der allerede var efterlyst for et bombeattentat i sit hjemland, den danske kommunistgruppe med et millionrøveri mod Købmagergades Postkontor. Det var under dette røveri, at banden myrdede den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

René Karpantschof leder i 1990 en demonstration udenfor Østre Landsret til støtte for Blekingegadebanden.

Fem år senere begår René Karpantschof et omfattende indlæg Enhedslisten avis 'Den Røde Tråd' sammen med Torkil Lauesen og Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. De tre kumpaner skælder bl.a. ud over, at en venstrefløjsdebattør "finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd ånd i deres støtte til Marc Rudin... og deres kontakt til Blekingegadebanden."

AFA og Antiimperialistisk Plenum
Autonome Revolutionære samarbejdede i disse år, bl.a. i sammenslutningen Antiimperialistisk Plenum, tæt med gruppen Den Røde Bande, der blandt sine fremtrædende medlemmer talte Christian Zwettler (ligeledes østriger), Jakob Martin Strid og Martin Lindblom, der alle tillige var fremtrædende medlemmer af Antifascistisk Aktion.

Christian Zwettlers danskfødte hustru, Anette Zwettler, der i dag kalder sig Gia Zwettler, vedgik i et interview i 1997, at Den Røde Bande var dannet med RAF som forbillede og at den danske gruppe pønsede på egentlige terrorhandlinger. Man nåede et par bankrøverier, inden gruppen med fængslingen af bl.a. lederen Zwettler blev standset af myndighederne.

Alfred Langs mangeårige partnerske, Inge Kongsgaard Hansen, leder i 1997 en demonstration til støtte for Marc Rudin. Blandt deltagerne så man René Karpantschofs gode ven, Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Fra Zapata til Kafa-X
Det var således ikke noget tilfælde, at Autonome Revolutionære i 1993 overdrog sine lokaler til AFA. Og året efter Lars Villemoes’ afsløring bekræftede ledende autonome i deres bog De Autonome da også, at det faktisk var grupperne Revolutionære Feminister og Antifascistisk Aktion, der i sin tid tog initiativet til Kafa-X. (Revolutionære Feminister er for længst opløst.)

Udsnit af side fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariats årsrapport 1995.

Københavns Kommune har, via Foreningen af 1/1 1993, støttet Kafa-X over en langt længere årrække end det påstås af Politiken. Af årsberetningen for 1995 fra Københavns Kommunes Folkeoplysningssekretariat fremgår det således, at foreningen allerede den gang modtog økonomiske tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Dagbladet Politiken fortæller altså ikke noget egentligt nyt om Kafa-X, men skjuler de stærke terrorsympatier i både dens og AFA’s forhistorie.

Camilla Esser
Foreningen af 1/1 1993’s ansvarlige overfor Københavns Kommune var i 1990erne Camilla Esser fra Antifascistisk Aktion.

Da Camilla Essers navn blev nævnt offentligt i 1997, forsvandt hun som dug for solen. Junikredsen kan dog afsløre, at hun i 1994 blev anholdt sammen med bl.a. Balder Johansen og den dømte bankrøver Christian Zwettler, da en svært bevæbnet AFA-gruppe blev stoppet i en bus.

Camilla Esser er for nylig dukket op igen for en kort bemærkning. Det skete da hun ikke kunne modstå fristelsen til en dydig kommentar til René Karpantschofs hengivne afsked på Modkraft med sit gamle idol, slagsbroderen Martin Lindblom fra AFA.

Camilla Esser hylder på Modkraft den afødede AFA-fører Martin Lindblom.

Lindblom (t.h.) i aktion i Køge 1997. "Martin var min helt", skrev René Karpantschof ved AFA-føreren død forrige år.

Af andre gamle kendinge, der måtte græde ud til Karpantschofs mindelige ord om sin erklærede helt, kan nævnes Jakob Martin Strid, Alfred Lang og… Kafa-X.

Camilla Essers rolle er i dag tilsyneladende overtaget af Karoline Siemen fra Østerbro, der bl.a. står bag en hjemmeside for Kafa-X. Karoline Siemen er tillige medlem af gruppen Internationalt Forum, hvis leder er identisk med netop Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, der fik ti års fængsel for sin deltagelse i røveriet mod Købmagergades Postkontor.

Karoline siemen fra Østerbro er registrant for Kafa-X' hjemmeside.

Karoline Siemen som hun præsenterer sig på Facebook.

Overfladisk interview
Inden vi behandler Politikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion, skal vi lige kaste et kort blik på et ledsagende interview med to medlemmer af tæskeholdet.

En markant del af interviewet bruges til at menneskeliggøre AFA-medlemmerne, hvis påståede personlige baggrund oprulles for læseren. I resten af det ukritiske interview siger de to bøller ikke andet end hvad AFA allerede har sagt i en tidligere pressemeddelelse.

Selv de mest åbenlyse løgne om AFA’s erklærede og udstrakte brug af vold får lov til at stå uimodsagte af Politiken. Heller ikke gruppens automatstempling af sine ofre som ”nazister” konfronteres af de to journalister, der i stedet pligtskyldigt nedfælder dybsindigheder såsom Nazismen er ikke stor i dag, men den har større grobund nu end for fem år siden på grund af regeringens politik…

Gruppens medlemmer vedgår dog for første gang offentligt, at AFA er organiseret som et regulært forbrydersyndikat, hvor man kun på opfordring fra banden selv kan blive medlem.

Det stort opsatte interview strækker sig over to spalter og er for så vidt interessant fordi det – sammen med førnævnte pressemeddelelse – bekræfter, hvordan AFA, under pres fra den verserende terror-sag mod lederfiguren A.C., nu forsøger at tale sig fra sine mange voldelige ugerninger og udtalelser.

En taktik, som dagbladet Politiken ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Klap på skulderen
Søndagspolitikens hovedhistorie om Antifascistisk Aktion baserer sig bl.a. på ukritiske interviews med Pelle Dragsted og René Elley Karpantschof. Uimodsagt får Dragsted lov til at påstå, at han i dag tager afstand fra vold, og Karpantschof får lige så uimodsagt lov til at hævde, at han aldrig har været medlem af AFA.

René Karpantschof blev i 1999 anholdt under en aktion for Ungdomshuset.

Derimod får ingen af AFA’s mange voldsofre lov til at ytre sig. Faktisk optræder glosen ’offer’ slet ikke i forbindelse med Politikens omtale af AFA’s vold. Disse ansigtsløse mennesker beskrives i bedste AFA-retorik derimod konsekvent som nazister, højreekstremister og yderliggående højreorienterede (gloser som ’venstreekstremist’ og ’kommunist’ optræder selvsagt ikke), eller endog ironisk som f.eks. to tørstige herrer. Lige så smilende beskrives AFA’s vold som bl.a. kvikke bøllebank og masser af godnatkys.

Ved hjælp at dæmonisering og ironisk distance manipulerer Politiken altså med sit stof således, at læseren ikke kan føle meget andet end ligegyldighed med de lidelser, som AFA påfører sine voldsofre. Omvendt skildres AFA’s medlemmer som mennesker af kød og blod, som læseren ikke blot kan identificerer sig med, men endog have respekt for. AFA’s medlemmer har bl.a. evnen til at planlægge, er psykisk stærke og stoler på hinanden.

Set fra den yderste venstrefløjs synspunkt tempereres disse klap på skulderen til deres tæskehold dog af Politikens skildring af den bandekrig mellem højre- og venstreradikale, som venstreekstremisterne – ført an af Enhedslisten – hårdnakket benægter eksisterer. Dog sørger Politiken omhyggeligt for kun at præsentere bandekrigen som PET’s opfattelse.

Terrorlovgivningen mod AFA
Dagbladet Politiken kommer i sit forstående portræt af AFA ind på et forhold, der ikke tidligere har været omtalt i pressen. Ifølge Politiken er den 23-årige A.C., der bl.a. opererede fra en lejlighed i Fredericia, sigtet efter den ”milde terrorparagraf” fordi han

… har været leder af Antifascistisk Aktion, AFA, ”der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen”.

Politiken citerer straffelovens paragraf 114f, der i sin helhed lyder:

Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det har tidligere været fremme i pressen, at A.C. er sigtet for økonomisk støtte til en terrororganisation, men der er så vidt vides ikke tidligere blevet sat navn på organisationen. Nemlig Antifascistisk Aktion.

Bliver AFA’s hovedmand dømt efter terrorloven betyder det altså samtidig, at Antifascistisk Aktion i også lovens forstand er en terrororganisation på linje med FARC og PFLP, som en række venstreekstremister efter samme paragraf allerede er dømt for at have støttet.

I yderste konsekvens kan sagen derfor også betyde, at f.eks. AFA’s dækorganisation – Foreningen af 1/1 1993 – kunne dømmes efter samme paragraf. Siden loven blev vedtaget i 2006 har man da også kunne iagttage hvordan bl.a. Demos og Enhedslisten har haft travlt med at slette sporene efter deres tætte samarbejde med tæskeholdet.

Mulig optrapning
AFA’s vold er politisk motiveret. Gruppens voldsofre tæskes for de holdninger til væsentlige samfundsspørgsmål, som venstrefløjen vil have bragt til tavshed. Det skriver man f.eks. ligeud i sit originale ’manifest’:

Når det gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Den vold, der i begrænset omfang udøves mod kommunister, er derimod primært ikke politisk motiveret, men udspringer som oftest af konkrete voldelige overgreb begået mod venstrefløjs- og indvandringskritikere. Det viser bl.a. en række domme mod medlemmer af gruppen White Pride i Århus.

Hvis krigen mod terror kan presse venstrefløjen til at afstå fra vold, så kunne den meget omtalte bandekrig derfor uden tvivl gå i sig selv igen. Men venstreorienterede har generelt ikke respekt for loven og begynder de først at opfatte deres metoder som moralsk acceptable også udenfor deres eget miljø, kunne de lige så vel finde på at gribe til de skydevåben, som PET mistænker dem for at ville anskaffe sig.

Deri ligger Politikens ansvarsløshed.

_

Og så er der en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver et slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.
Antifascistisk Aktions program fra 1994.

Hvis det virkeligt var mit mål, så kunne jeg skære halsen over på dig nu.
Martin Lindblom til folkevalgt politiker, Information 1995.

Som om vi ikke kunne finde ud af slås med politiet i 20 graders kulde..
”Martin Nielsen” (Martin Lindblom), Ekstra Bladet 1996.

Hvorfor så ikke tage afstand fra volden?
Jeg ville føle mig åndssvag, hvis jeg skulle stille mig op og argumentere for min sag på lovlig vis.
Interview med ”Jørgen” fra AFA, Politiken 1997.

Volden er et nødvendigt onde, som kun benyttes for at opnå helt bestemte mål.
”Anders” (Martin Lindblom) fra AFA, Ekstra Bladet 1997.

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Stop Udvisningerne’, Propaganda 1997.

Hvis de stikker deres grimme fjæs den mindste smule frem, så får de tæsk.
Anonym AFA-talsmand, Ekstra Bladet 1998.

Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!
AFA’s erklæring i forbindelse med kampagnen ’Hold Kæft Danmark’, Propaganda 1998.

Nu ved nazisterne hvad der venter dem… Nazisterne bruger selv vold. Og hvis de vil, så kan de slås med os.
”Anders Lind” fra AFA, Ekstra Bladet 1999.

Generelt går vi ikke af vejen for et slagsmål… så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder.
Anonym AFA-talsmand, Jyllandsposten 2005.

Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder. Og selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem.
AFA’s program, revideret ca. 2005.

Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.
AFA’s erklæring af 26. februar 2010.

Accepterer AFA brugen af vold?
Jeg er tilbøjelig til at svare nej…
Interview med ”Kristoffer” fra AFA, Politiken fjorten dage og en terror-sigtelse senere.

*