På Adoption og Samfunds hjemmeside bringer man en artikel af historikeren Preben Juhlin, der skal være ekspert i ‘raceteori og fordomme’. Ifølge Juhlin eksisterer der ikke forskellige menneskeracer. Han skriver bl.a.:

“En amerikansk undersøgelse, foretaget af antropologen Franz Boas, påviste, at immigranter tilhørende samme race ændrede hovedform fra én type til en anden på bare to generationer. Hermed bortfaldt hele fundamentet for racevidenskaben, og de ydre fysiske racemæssige karaktertræk forsvandt som basis for inddelingen af menneskeheden i racer.”

Men hvem er Franz Boas? Og hvad siger hans undersøgelse faktisk? Det vil vi forsøge at besvare i det følgende.

En mand af betydning
Franz Uri Boas (1858-1942) var en tyskfødt jøde med stærke socialistiske sympatier. Han var en del af den bølge af jøder, der i perioden op til første verdenskrig strømmede til USA. “His first 20 years in the United States (1884-1904) corresponded precisely with the period of massive immigration of people from southern and eastern Europe, including millions of Jews”, skriver Leonard Glick.

Franz Boas er ikke så berømt som Karl Marx og Sigmund Freud, to andre tysksprogede jøder, men som grundlægger af den såkaldte kultur-antropologi, der vil afhægte biologien fra studiet af mennesket, er hans betydning for vore dages vestlige samfund måske endnu større. Han var fra 1899 og frem til sin død professor ved Columbia University i New York City. En by, der med sine knapt to millioner jøder i dag skal være den største jødiske bosættelse udenfor Israel. På Columbia priser man i dag Boas’ videnskabelige indflydelse i høje toner:

“Boas is the early-twentieth-century scholar most responsible for discrediting the then-dominant scientific theories of racial superiority. Through his elaboration of cultural relativism as an alternative theoretical framework, he came to have an enormous influence on the development of American anthropology.”

Franz Boas’ indflydelse gør sig ikke kun gældende indenfor amerikansk antropologi, men udstrækker sig til hele det amerikanske samfund. Således skriver Andrew R. Heinze:

“Boas revolutionized American social thought by demonstrating in a variety of anthropometric and ethnographic studies that the environment in which people lived strongly affected both their physical and mental development. Culture, Boas argued, not race, explained the variety of human behaviour.”

Fra USA har Franz Boas’ videnskabelige anti-racisme via FN bredt sig ud over hele kloden. Encyclopædia Britannica skriver:

“On a global scale, Franz Boas deserves credit for stimulating the research that proved, as a 1963 United Nations declaration states, “that any doctrine of racial differentiation or superiority is scientifically false.”

Det synes derfor ikke overdrevet, når Thomas Gossett oprømt skriver: “It is possible that Boas did more to combat race prejudice than any other person in history.”

Franz Boas og masseindvandringen til Amerika
Franz Boas’ autoritet og prestige blandt akademiske anti-racister hviler især på en stor antropometrisk undersøgelse, som han gennemførte i årene fra 1908 til 1911 (antropo-metri er “læren om menneskelegemets mål”, som det hedder i Gyldendals Fremmedordbog.)

Baggrunden for det omfattende studie var den nævnte bølge af flygtninge og indvandrere, der omkring forrige århundredeskifte ramte USA. De kom hovedsageligt fra Syd- og Østeuropa og inkluderede altså “millions of jews” (vistnok 2-3- mill.) Masseindvandringen blev mødt med stigende uro af Amerikas hovedageligt angelsaksiske stambefolkning, hvis forfædre havde grundlagt den unge nation. Mange udtrykte åbent frygt for, at de nordvesteuropæiske folkestammer ville miste herredømmet over landet, hvis den uhæmmede indvandring fortsatte. Den gang nærede selv samfundseliten ikke angst for at anskue tingene i biologisk perspektiv, og mange udtrykte derfor også bekymring for en forsmudskning af det amerikanske folk. “Future Americans will be swarthy”, lød det således alarmerende fra New York Times.

I 1907 nedsatte den amerikanske kongres derfor den såkaldte Dillingham-kommission, der grundigt skulle undersøge det amerikanske indvandrerspørgsmål. Franz Boas ansøgte kommissionen om midler til et antropometrisk studie af problemet. Umiddelbart fandt kommissionen Boas’ projekt udenfor sin opgave, der var stilet mod de sociologiske konsekvenser af masseindvandringen. Men Boas insisterede:

“The material on the social condition of the immigrants that is being accumulated will be much enhanced in practical value when it is supplemented by a physical examination in which the actual effect of the new environment upon the physique of the immigrants is tested.”

‘Changes in the Bodily Form of Descendants of Immigrants’
Boas’ studie, Changes in the Bodily Form of Descendants of Immigrants, omfattede bl.a. hovedmåling af ca. 18,000 europæiske første- og andengenerationsindvandrere i USA, hvoraf omkring en tredjedel var jøder. Ifølge professor Boas havde man bl.a. konstateret, at det såkaldte cephaliske indeks ændrer sig markant i løbet af blot en generation.

Det cephaliske indeks er forholdet mellem hovedets længde og omkreds. Ifølge Franz Boas var hans opdagelse revolutionerende fordi det cephaliske indeks “has always been considered as one of the most stable and permanent characteristics of human races”. Denne antagelse, hævdede Boas, holdt ikke stik fordi det cephaliske indeks tværtimod “undergoes far-reaching changes due to the transfer of races of Europe to American soil”.

På Franz Boas’ tid var det velkendt, at de forskellige racers hjerne ikke havde samme størrelse. Selv Boas måtte i sin berømte bog The Mind of Primitive Man medgive, at siden man fandt “clear evidence of differences in structure between the races, so we must anticipate that differences in mental characteristics will be found.” Men kort efter offentliggørelsen af sine resultater samme år deltog Franz Boas i en anti-racistisk konference i London.

Her drog han yderligere konsekvenser af sin forskning: “These observations seem to indicate a decided plasticity of human types… It follows, however, directly, that if the bodily form undergoes far-reaching changes under a new environment, concomitant changes of the mind may be expected.” Og videre: “I believe, therefore, that the American observations compel us to assume that the mental make-up of a certain type of man may be considerably influenced by his social and geographical environment.”

Men Franz Boas hævede ikke blot, at hans undersøgelse viste, at mentale evner er miljøbestemte. I Changes in the Bodily Form hævder han også , at race-karakteristika ikke er stabile, men tværtimod forandrer sig efter miljøet. “These results are so definite that, while heretofore we had the right to assume that human types are stable, all the evidence is now in favor of a great plasticity of human types”.

Dermed angreb Franz Boas selve race-idéen, der naturligvis netop forudsætter, at fysiske træk er stabile ned gennem generationerne. Fra Changes in the Bodily Form går der en historisk lige linie til forestillingen om, at ‘race er en myte’. Et slogan, der blev lanceret i 1942 af Boas-disciplen Ashley Montagu, som senere fik ansvaret for FNs første race-erklæring. Ashley Montagu kaldte sig også Montague Francis Ashley-Montagu. Bag det fornemme angelsaksiske navn gemte sig en britiskfødt jøde ved navn Israel Ehrenberg.

Jantz og Sparks
I oktober 2002 bragte New York Times en historie under overskriften “A New Look at Old Data May Discredit a Theory on Race”. Men i modsætning til hvad mange nu om dage forventer, så var der denne gang ikke tale om et trompettrut imod idéen om medfødte race-forskelle. “The new report raises the issue of whether an earlier generation’s efforts to play down the role of genetics in fields like behavior and racial variation may not have been carried to extremes”, skrev den traditionelt venstre-liberale, indflydelsesrige avis.

To amerikanske forskere, Richard Jantz og Corey Sparks, havde analyseret data fra Franz Boas’ berømte immigrant-strudie. De fandt, at Boas’ resultater var i strid med konklusionen i Changes in the Bodily Form:

“[O]ur analysis reveals high heritability in the family data and variation among the ethnic groups, which persists, in the American environment…Reanalysis of Boas’ data not only fails to support his contention that cranial plasticity is a primary source of cranial variation but rather supports what morphologists and morphometricians have known for a long time: most of the variation is genetic variation.”

Altså; i modsætning til hvad Boas havde hævdet, så konkluderer Jantz og Sparks, at hans data viser, at forskelle i ‘etniske gruppers’ kranieform og -størrelse ikke skyldes miljøet, men er genetisk bestemt. Et faktum, som videnskabsmænd ovenikøbet ‘har vidst gennem lang tid’.

Ugler i mosen?
Resultatet af Jantz’ og Sparks’ kritiske analyse af Franz Boas’ immigrant-studie har sikkert ikke overrasket Richard Jantz, der sammen med Stephen D. Ousley i 1984 foretog en lignende analyse af Boas’ tidligere, og næsten lige så omfattende, antropometriske data fra den berømte Jesup Ekspedition. På baggrund af sine undersøgelser hævdede Boas kategorisk, at “The much-discussed theory of the Asiatic origin of the Eskimos must be entirely abandoned”. Men Jantz og Ousley påviste, at Boas’ anatomiske data tværtimod dokumenterede “a close genetic relationship” mellem eskimoer og sibiriske asiater.

Om Jesup-ekspeditionen er det, følge James Clifton, også velkendt, at Boas gjorde sig store anstrengelser for at nedtone og skjule det omfattende slaveri, som man fandt blandt indianerstammerne på den amerikanske nordvestkyst.

Ifølge Wesley C. George hører det med til historien om Franz Boas, at da han i 1938 genudgav The Mind of Primitive Man fjernede han uden forklaring afsnittet om “clear evidence of differences in structure between the races”.

Alt i alt synes det ikke altså overdrevent, når Marguerite Holloway konkluderer, at “Boas seemed quite ready to ignore data that did not support his theory.”

Anti-racistisk modoffensiv
Selv om det i videnskabelige kredse altså er almindeligt kendt, at Franz Boas ikke hører til blandt de mest pålidelige forskere, så kæmper anti-racistiske akademikere indædt for at bevare hans status. En status, der nærmest kan betegnes som anti-racismens Darwin.

Angrebet på Jantz og Sparks blev sat ind allerede i New York Times-artiklen, hvor man lod race-benægteren Allan A. Goodman få det sidste ord. Uden mindste belæg beskyldte Goodman, der efter navnet at dømme formentlig er jøde, de to forskere for give sig ud for at vise at “Boas was a rampant environmentalist, when in fact he wasn’t.” Goodman er nyligt afgået som præsident for American Anthropological Association og var i 1998 en af hovedkræfterne bag organisationens stærkt anti-racistiske erklæring.

En anden drivkraft bag antropologi-foreningens race-erklæring var Jonathan Marks, der i april 2003 retter et voldsomt udfald mod Corey Sparks, som

“… has even published a paper attacking, of all people, the anthropologist Franz Boas - claiming that Boas’ original immigrant study from 1910… did not really show any change in cranial form, which is fixed genetically and racially. That assertion has a ring of desperation to it (if not obfuscation), and has been quickly rebutted by more mainstream biological anthropology.”

I 2007 angriber Jonathan Marks igen Jantz og Sparks i samme agressive tone:

“Indeed, even our long-standing appreciation for the skull’s sensitivity to the conditions of growth and development (Gravlee et al. 2003) is still perceived as threatening in some corners of physical anthropology (Sparks and Jantz 2002).”

I sine udfald mod Jantz og Sparks forsøger Jonathan Mark, der tydeligvis er jøde, at udgrænse og psykologisere de to forskere. Klassiske kneb, når argumenterne ikke længere rigtigt holder. I hvert fald bider man mærke i, at Marks i 2007 ikke længere påstår, at Jantz og Sparks er blevet refuteret. Efter alt at dømme forsøger Marks i stedet at skjule, at han i april 2003 var for hurtig på aftrækkeren. Måneden før havde “Gravlee et al.” - d.v.s. Clarence C. Gravlee, William R. Leonard og H. Russell Bernard - i American Anthropological Associations eget tidsskrift, American Anthropologist, offentliggjort en undersøgelse, der bekræftede Boas’ konklusioner.

Men Gravlee, Leonard og Bernard, tre overbeviste anti-racister, hævdede ikke på nogen måde, at deres arbejde tilbageviste Jantz’ og Sparks’ undersøgelse. Tværtimod understregede de tre forskere i en fodnote til deres artikel, at de ikke havde kendt til Jantz’ og Sparks’ arbejde før efter deres egen artikel var sendt til godkendelse hos American Anthropologist. Efter alt at dømme løj Jonathan Marks i april 2003 altså direkte for sine læsere.

Boas korrekt eller ej?
American Anthropologist inviterede de to forskerhold til “a follow-up to their original study, assessing their results in light of the conclusions reached by the other” i bladets spalter. Det skulle snart vise sig, at når man så på de hårde data, så var de to hold ikke langt fra hinanden. Tværtimod kunne begge bruge den andens data til at bekræfte sin konklusion.

Gravlee, Leonard og Bernard fandt således Jantz’ og Sparks’ måleresultater “largely consistent with our own”. Deres pointe var, at før Boas havde det cephaliske indeks, med Boas’ ord, altid været anset for “one of the most stable and permanent characteristics of human races”. Changes in the Bodily Form var derfor i sin samtid et revolutionerede studie:

“Given the prevailing faith in the absolute permanence of cranial form, Boas’s demonstration of change-any change-in the cephalic index within a single generation was nothing short of revolutionary.”

Man kan naturligvis diskutere, om Boas’ påstand om “far-reaching changes” i det cephaliske indeks med rimeligehed kan fortolkes som “any change”. Men Richard Jantz og Corey Sparks medgav, at Boas’ fund måtte anses for revolutionerende i sin samtid. “But it remains a product of its time with little general applicability to modern human biology”, fastslog de. Med tørre tal fra Gravlee, Leonard og bernard dokumenterede de, at Boas selv havde overdrevet betydningen af sin undersøgelse:

“Clarence C. Gravlee, Russell Bernard, and William R. Leonard’s reanalysis shows that the greatest difference between foreign-born parents and U.S.-born offspring is 1.67 cranial index (CI) units; Hebrew immigrants had a CI of 84.61, their U.S.-born offspring 82.94. This hardly qualifies as a change in “type” as Boas described it”.

For nærmere at forstå hvad Jantz og Sparks skriver her, så skal man vide, at man i fysisk antropologi inddeler hovedformen i tre overordnede typer: Kortskallet, mellemskallet og langskallet.

Lang-, mellem- og kortskallet

Udtrykt ved det cephaliske indeks afviger de tre hovedtyper sig fra hinanden med mindst fire-fem CI. I klart sprog betyder det, at Boas’ reviderede tal ikke viser en typeændring af jødernes hovedform, men kun at de gik fra kortskallet (CI større end 80) til lidt mindre kortskallet.

Jantz og Sparks pegede også på det velkendte forhold, at Changes in the Bodily Form massivt bliver brugt til at propagandere for “the view that the cranium is so plastic that it could not contain any genetic information”. De to forskere fastslår utvetydigt, at “Boas’s findings suggest nothing of the sort.”

Franz Boas, hans samtid og det cephaliske indeks
Efter debatten i American Anthropologist døde diskussionen om Franz Boas’ immigrant-undersøgelse ud. Hverken Gravlee, Bernard, Russell (endsige Jonathan Marks) eller andre antropologer har siden da hævdet, at Franz Boas’ immigrant-studie beviser, at kranie-måling er værdiløs til at bestemme forskellige menneskeracer. Eller bestemme “etniske grupper”, som det mere politisk korrekt hedder nu om dage. Kraniet, udtrykt ved det cephaliske indeks, er ikke absolut uforanderligt. Men som Jantz og Sparks også påpeger, så skyldes kun 1 % af forandringen miljøet. 99% er genetisk bestemt. Samtidig ændrer kraniet sig f.eks. ikke mere, end at retsmedicinere med 90% sikkerhed kan identificere et skelet racemæssigt korrekt.

Men dette forhold afklarer naturligvis ikke om Franz Boas’ resultater virkeligt var så revolutionerende som han selv og Gravlee, Leonard og Russell hævder, og som kritikerne Jantz og Sparks (iøvrigt uden begrundelse) medgiver. Denne vurdering bygger udelukkende på Boas’ udekomunterede påstand om, at man dengang opfattede det cephaliske indeks som “the most stable and permanent” race-træk. På den baggrund vil enhver dokumenteret ændring i kranieformen selvsagt kunne siges at være et opsigtsvækkende resultat, ganske som hans tre disciple her næsten hundrede år senere hævder.

Franz Boas lagde ikke selv fingerne imellem, da han med henvining til sin immigrant-undersøgelse på den førnævnte anti-racistiske London-kongres påstod, at “The old idea of the absolute stability of human types must… evidently be given up”. Men hvilke forskere henviser han til? Hvem var det af Boas’ samtidige, der anså det cephaliske indeks for absolut stabilt?

Det gjorde faktisk ingen! På Franz Boas’ tid var alle på det rene med, at som race-indikator er det cephaliske indeks ikke et absolut tal, men en gennemsnitlig værdi. Som William Z. Ripley, Boas’ berømte samtidige, skriver i The Races of Europe:

“The days when one could… formulate an entire theory as to the origin of European types by the study of two crania alone is happily past. Modern craniometry must rest for its justification upon a few simple measurements, taken, however, upon large numbers of subjects.”

Den videnskabelige debat omkring forrige århundredeskifte drejede sig alene om, hvor meget vægt man skulle lægge på det cephaliske indeks som race-indikator. Selv folk som Ripley og og briten Karl Pearson, der begge vægtede indekset højt, var enige i, at det ikke kunne stå alene, men måtte ledsages af yderligere antropometriske mål såsom højde og drøjde, samt af morfologiske observationer af f.eks. hårfarve og -strukter. Omvendt gælder det, at da den tyske antropolog Paul Ehrenreich i 1898 helt ville afvise antropometrien, skrev Boas, at “the authors condemnation of anthropometrical methods… is too sweeping”, ligesom han året efter offentligt imødegik en række indvendinger mod antropometrien. Indvendinger, som han efter sit immigrant-studie i 1911 gjorde til sine.

En revolution på falske præmisser
Ifølge den anti-racistiske diskurs er det selvfølgeligt kun naturligt, at Franz Boas i årene efter 1911 radikalt ændrede holdning til antropometri generelt, og til det cephaliske indeks især. Boas lod sig jo blot lede af resultaterne af sin forskning. Men som Jantz’ og Sparks’ undersøgelse viser, så blev det boasianske ‘paradigmeskifte’ i antropologien ikke forårsaget af nye epokegørende fund, men af Boas’ halve sandheder og stærke overdrivelser.

Franz Boas’ fortielser og overdrivelser var efter alt at dømme tilsigtede. Som tidligere omtalt, så viste Boas sig allerede i forbindelse med Jesup-ekspeditionen villig til uredelig omgang med sine data, når de ikke passede til hans forudfattede teorier. En sådan optræden er ikke helt ukendt i videnskabshistorien, og dækker som oftest over, at den pågældende forskers ambitioner er større end evnerne. Men Franz Boas var uden tvivl en fremragende videnskabsmand, intellektuelt på højde med de bedste af sine samtidige. I tilfældet med Jesup-ekspeditionen synes det derfor snarere tilfældet, at personlig forfængelighed hindrede ham i at indrømme, at han tog fejl. Derimod forekommer Boas’ senere forsøg på at eliminere biologien fra studiet af mennesket at have helt andre årsager.

Marxistisk ‘videnskab’
I 1845 skrev den ny-omvendte kommunist Karl Marx, at “filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” Dermed indvarslede Marx en helt ny opfattelse i videnskaberne af forskerens rolle. Nu skulle forskeren ikke længere neutralt beskrive og forklare verden, men aktivt være med til at ændre den. Med andre ord skulle forskeren ikke længere være sandhedssøger, men politisk aktivist.

Franz Boas kan ikke i streng forstand betegnes som marxist, men han delte helhjertet denne dybest set kommunistiske videnskabsopfattelse. Jantz og Sparks skriver, at “Boas’ motives for the immigrant study could have been entwined in his view that the racist and typological nature of early anthropology should end”. Dette bekræftes af videnskabshistorikeren Carl N. Degler, der skriver, at Boas “from the outset of his career… [was] committed to an approach that denied race as an explanation for social differences”.

Boas’ egne tilhængere lægger derimod overhovedet ikke skjul på boasianismens politiske dimension. Ifølge William S. Willis var Boas’ faglige  professionalisme “often an apolitical mask for deeper political convictions”. Sidney Greenfield går et skridt videre og fremfører, at Boas’ antropologi “was more of a social and political agenda than a science”. Herbert S. Lewis indrømmer frejdigt, at for Boas var antropologi “a tool with which to fight for the rights of the oppressed and the mistreated”.

Der synes altså at herske enighed om, at ifølge Franz Boas skulle antropologi ikke være upartisk videnskab, men et politisk instrument til fremme af egalitarisme. Hans projekt er ifølge Mark Risjord i overmåde grad lykkedes: “A constitutive value of ethnography is that human cultures are morally and politically equal”. Arven fra Boas er altså, at moderne antropologi ikke må være i strid med en bestemt politisk dogmatik. En dogmatik, som Sir Winston Churchill rammende har kaldt “impossible equality”.

Jødisk identitet og aktivisme
Det vil uden tvivl falde nogle for brystet, at det i denne artikel betones, at Franz Boas og flere af hans disciple er jøder. Man løber dermed “the risk of being called ‘anti-Semitic’ simply by naming them”, som den amerikanske flyverhelt Charles Lindbergh fastslog allerede i 1941. Femogtyve år senere kunne antropologen Leslie White bekræfte Lindberghs erfaring: “I have discovered upon more than one occasion that merely to mention that a scholar is a Jew is to expose one’s self to the suspicion - or accusation - of anti-Semitism.”

Leslie White oplevede at blive angrebet af Morris Opler, endnu en boasiansk jøde, fordi han havde påpeget, at Boas siden sin ungdom havde været “intensely concerned with anti-semitism”. Dette var der i 1966 for så vidt ikke det fjerneste nyt i, men darwinisten Leslie White skulle ifølge Opler være anti-semit, fordi han dermed sagde, at “Boas’ researches on race and minorities were a selfserving mechanism and little more than a reaction to anti-Semitism.” “They were, of course, much more than that, but White was not as entirely off the track as Opler suggested”, skriver Leonard Glick.

Men kritikken af en underliggende jødisk dagsorden i boasiansk antropologi rettes ikke kun af euro-amerikanere. Negeren William Willis mente også, at Boas’ videnskabelige anti-racisme “was not conceived primarily to defend “colored peoples” but “to attack racial discrimination among white groups, especially Nordicism and anti-Semitism”".

Følger man iøvrigt Glick, så kan bevægelser som marxisme, freudianisme og boasianisme ses som produkter af en bestemt jødisk ‘kulturel psykologi’, karakteriseret ved “a vague sense of unease, feelings of not being quite at home, and acute sensitivity to hostility or aggression directed individually or categorically toward Jews”.

Glick er så vidt vides endnu ikke blevet beskyldt for anti-semitisme. Det er derimod udviklingspsykologen Kevin Macdonald, der efter eget udsagn i øjeblikket forfølges af pengemaskinen Southern Poverty Law Center. Centret, der reelt er et advokatfirma, drives af filo-semitten Morris Seligman Dees og en kreds af jødiske partnere.

Ifølge Macdonald skal bl.a. boasianisme ses som led i en ældgammel etnisk konflikt mellem jøderne og deres omgivelser. Groft sagt vil eller kan jøderne ikke tilpasse sig det omgivende samfund, hvorfor de forsøger at tilpasse samfundet til sig. Denne strid føres under dække af en kamp for universel lighed og individuel frihed. Macdonalds hovedpostulat er, at mens jødiske bevægelser såsom boasianisme bekæmper etnocentrisme blandt europæere og euro-amerikanere, så fremmer mange, især organiserede, jøder aktivt etnocentrisme i egne, etniske rækker.

Det skal ikke her diskuteres, om Kevin Macdonald spænder buen for højt eller ej. Men ifølge Boas-eksperten Lee D. Baker var Boas “characteristically shrewd and very effective at debunking racist claims with normally racist methods such as measuring head sizes.”. Noget kunne altså tyde på, at Macdonald har ret så langt, at Boas’ immigrant-studie alene havde til hensigt at imødegå kritiske røster imod masseindvandringen af jøder til USA.

Formålet med, hvad Baker kalder en ’strategiske omfavnelse’ af race-videnskabens metoder, var altså for Boas alene at gendrive selvsamme videnskab. En sådan metode-brug var som tidligere nævnt i overenstemmelse med Boas’ personlige karakter, men tilsyneladende også i overensstemmelse med hans opfattelse af sin pligt som jøde. En etnisk forpligtelse, som han skjulte under dække af en omsorg for “the rights of the oppressed and the mistreated” i almindelighed. I dén forstand ville det ikke være helt forkert at betegne boasiansk antropologi med det i dag så forkætrede begreb ‘jødisk videnskab’.

Uredelighedens dogmatik
Vi indledte denne artikel med et citat fra den danske historiker Preben Juhlin, hvori han kolporterer egalitaristernes faste påstande om Franz Boas’ immigrant-undersøgelse. Juhlins artikel er fra 2004, altså året efter debatten i American Anthropologist om Boas’ tal og konklusioner. Men Juhlin nævner end ikke Jantz’ og Sparks’ kritiske studie af Boas. Ligesom sit jødiske idol er den akademiske anti-racist Juhlin også “quite ready to ignore data”.

Det samme mønster genfinder man eksempelvis på det meget brugte net-leksikon Wikipedia, hvor boasianere tydeligvis har forfattet indslagene om både Franz Boas og det cephaliske indeks. Her omtales Jantz’ og Sparks’ studie ganske vist, men kun fordi det skal miskrediteres. Hertil bruger man ikke blot Jonathan Marks’ løgnagtige påstand fra april 2003, men skjuler ovenikøbet Jantz’ og Sparks’ replik i American Anthopologist til Gravlee, Leonard og Russell. Læseren narres derfor bevidst til at tro, at Jantz’ og Sparks’ undersøgelse er blevet tilbagevist af en senere undersøgelse.

Anti-racisme er naturligvis den logiske konsekvens af egalitarisme. Hvis alle mennesker er moralsk ligeværdige, så må de i yderste konsekvens også være biologisk ens. Race-videnskaben dokumenterer, at dette ikke tilfældet. Derfor må race-videnskabens resultater fordrejes, forties og belyves for offentligheden.

Meget er spil. Således hviler hele FNs menneskerettigheds-religion videnskabeligt set på boasiansk antropologi. Falder den videnskabelige anti-racisme, så falder doktrinen om menneskers medfødte lighed også. Før eller siden.

Race-renæssance
Kampen for videnskabelig saglighed i den offentlige debat er utrolig hård. Mange forskere dukker nakken og formidler kun deres resultater indenfor videnskabelige kredse. De få, der har mod og vilje til at formidle sig til den brede offentlighed, hvor deres viden kan få politiske konsekvenser, forfølges nådesløst, især gennem medierne.

Vor tids inkvisitorer er hverken kirken eller staten, men især akademikere fra human- og socialvidenskaberne, der på bagrund af en lille håndfuld fortrinsvis jødiske genetikere og antropologer, samarbejder med ligesindede pressionsgrupper og medier om at skamstraffe de forskere, der bryder den politiske korrektheds tabu.

Men alt har en ende. Sikkert også Franz Boas-epoken. Den brede befolknings ‘common sense’ race-realisme, uberørt af 90 års akademisk anslag, vinder langsomt men sikkert genklang blandt redelige, fritænkende forskere. Lad os give det sidste ord til Richard Shweder, tidligere præsident for Society for Psycological Anthropology:

“The real news.. is that with social biology back, the study of the biology of race, culture and social class is not far behind. It is led by scholars who believe that whether the subject is lactose intolerance, mathematical reasoning or shyness, the possibility of genetically determined group differences is still a proper topic for scientific inquiry, just as it was in the 1890’s.”

Kilder:
Lee D. Baker: Review of Rethinking Race: Franz Boaz and His Contemporaries.
Franz Boas: Changes In The Bodily Form of Descendants of Immigrants.
Wesley C. George: The Biology of The Race Problem.
Leonard B. Glick: Types Distinct from Our Own: Franz Boas on Jewish Identity and Assimiliation.
Thomas Gossett: Race: The History of An Idea In America.
Clarence C. Gravlee, William R. Leonard & H. Russell Bernard: Heredity, Environment, and Cranial Form: A Reanalysis of Boas’s Immigrant Data.
Clarence C. Gravlee, William R. Leonard & H. Russell Bernard: Boas’s Changes in Bodily Form: The Immigrant Study, Cranial Plasticity, and Boas’s Physical Anthropology.
Sidney M. Greenfield: Nature/nurture and the Anthropology of Franz Boas And Margaret Meade as an agenda for revolutionary politics.
Andrew R. Heinze: Jews and the American Soul: Human Nature in the Twentieth Century.
Marguerite Holloway: The Paradoxical Legacy of Franz Boas - Father of American anthropology.
Richard L. Jantz & Corey S. Sparks: A Reassessment of Human Cranial Plasticity: Boas Revisited.
Richard L. Jantz & Corey S. Sparks: Changing Times, Changing Faces: Franz Boas’s Immigrant Study in Modern Perspective.
Herbert S. Lewis: The Passion of Franz Boas.
Kevin Macdonald: The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements.
Jonathan Marks: What It Means to Be 98% Chimpanzee. Apes, People, and Their Genes.
Jonathan Marks: Anthropological taxonomy as subject and object: The consequences of descent from Darwin and Durkheim.
New York Times: Future Americans Will Be Swarthy.
New York Times: A New Look at Old Data May Discredit a Theory on Race.
William Z. Ripley: The Races of Europe: A Sociological Study.
Mark Risjord: Scientific Change as Political Action: Franz Boas and the Anthropology of Race.
Peggy Reeves Sanday: Skeletons in the Anthropological Closet: The Life Work of William S. Willis Jr.
Richard Shweder: Dangerous Thougts.
George W. Stocking (red.): A Franz Boas Reader: The Shaping of American Anthropology, 1882-1911.

For vistnok første gang har et dansk medie pirket til Enhedslistens forbindelse til Antifascistisk Aktion (AFA), der så vidt vides er Danmarks eneste erklæret voldelige politiske organisation (og i princippet derfor grundlovsstridig). Anledningen til presseomtalen var en militant plakat, der i januar i år kunne ses i København som reklame for en fest i kollektivet “Bumzen”, Baldersgade på Nørrebro. Bag festen stod “Salemturen”, der hvert år sender danske forstærkninger til svenske AFA. I Sverige har AFA siden 2001 forsøgt at stoppe Salemfondens årlige mindehøjtidlighed for en 17-årig højreaktivist, der i december 2000 blev mishandlet til døde af en gruppe indvandrere.

Hovedkræfterne bag “Salemturen” er Enhedslisten og den danske sektion af AFA. Af den nævnte plakat fremgår det, at de unge gadekrigere, der sendes til slagsmål og optøjer i Sverige, rekrutteres fra Socialistisk Ungdomsfront, Fynske Antifascister, Rød Ungdom og Offensiv. Enhedslisten deltager officielt ikke selv i de årlige uroligheder i Salem, men overlader føringen af de unge bøller til AFA, der beundres for sin store erfaring i gadekamp.

Tæskehold eller politisk organisation?
Men hvad er Antifascistisk Aktion nærmere bestemt? Ja, det kan være vanskeligt at gennemskue. Ifølge sit propagandamateriale består organisationen af “flere uafhængige grupper”. I interviews beskriver man sig derimod som en gruppe på “omkring 50 medlemmer”. Selv gruppens navn skaber man tvivl om: I AFAs program skriver man, Vi vil bekæmpe både de racistiske udtryk og det system. der udvikler dem. Og det er derfor vi kalder os anti-facsister og ikke f.eks. anti-racister selvom vi er begge dele. I forbindelse med 10-års jubilæet i 2002 forklarede man derimod, at navnet var valgt tilfældigt og at man lige så vel kunne have kaldt sig “Antiracistisk Aktion”.

Da en flok autonome i januar 2007 besatte et hus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter, blev de natten til den 16. konfronteret af en gruppe vrede unge. De autonome valgte at “tilkalde assistance fra Antifascistisk Aktion”, der fik “jaget nynazisterne på flugt”, som dele af pressen efterfølgende skrev. Sådanne episoder giver næring til beskyldninger om, at AFA ikke er andet end venstrefløjens tæskehold.

På den anden side forekommer Antifascistisk Aktion som en regulær politisk organisation, der har formuleret et ideologisk grundlag, driver en hjemmeside og - siden 1993 - info-caféen Kafa-X på Nørrebro, ligesom man har forsøgt at udgive eget blad. Især i 1990erne tog Antifascistisk Aktion også selvstændige politiske initiativer såsom 1. maj-demonstrationer og kampagnerne “Free Mumia Abu-Jamal” og “Stop Udvisningerne”, men efter 10-års jubilæet (behørigt fejret i Ungdomshuset) synes organisationen i stigende grad passiv på denne front.

Antiracistisk Netværk
Antifascistisk Aktion blev stiftet på Christiania i sensommeren 1992. Sammen med bl.a. Enhedslisten og Foreningen Demos stiftede man kort efter Antiracistisk Netværk. Også organisationer udenfor det yderste venstre var med, men allerede fra omkring 1995 var AFA, Enhedslisten og Demos de eneste tilbage af netværkets stiftere. Siden da har netværkets øvrige deltagere alene været andre venstreekstreme grupper, ofte med udspring i netværkets tre hovedorganisationer.

Flere autonome grupper stod bag dannelsen af Antifascistisk Aktion, men især Strictly Underground og Autonomt Info blev vigtige for AFAs udvikling. Strictly Underground var omkring 1990 den mest betydningsfulde magtfaktor på Christiania. Gruppen sad på Den grå Hal, “fristadens” største koncerthal, og rådede som koncertarrangør over en flok hårde drenge, der kom til at udgøre kernen i AFAs første tæskehold. Via Strictly Underground fik Antifascistisk Aktion også et særdeles godt forhold til flere af hash-baronerne i Pusherstreet, der for fredens skyld bakkede op om Christianias nye voldelige gruppering.

Den ekstremt militante gruppe Autonomt Info var allerede i 1987 blevet inviteret indenfor i Foreningen Demos, der aktivt bejlede til BZ-bevægelsens lederlag fra Ryesgade 58. Forbindelsen til Demos blev af flere grunde uhyre betydningsfuld. Ikke mindst blev Demos bindeleddet mellem det voldsautonome miljø og en kreds af militante fagforeningsledere i København, der under navnet Fagforeninger Mod Racisme senere var med til at danne Antiracistisk Netværk.

Voldsforherligelse
I modsætning til Demos og Enhedslisten nøjes Antifascistisk Aktion ikke med at kredse om politisk vold. I gruppens program fra 1994 profilerer man sig tværtimod, under overskriften “Skal vi slås?!”, som erklæret voldelig:

Og det er en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Antifascistisk Aktion har siden diskret forsøgt at modificere programmets voldsforherligelse. I ‘manifestet’ på gruppens hjemmeside lyder det i dag, at selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem. Intet tyder dog på, at Antifascistisk Aktion gør det mindste for at undgå vold. Så sent som i sommeren 2006 langede den lokale afdeling af Antiracistisk Netværk i Svendborg ud mod AFA, der havde deltaget i en lokal demonstration mod “De National-Liberale”. I det åbne brev fra Antiracistisk Netværk-Svendborg blev AFA skarpt kritiseret for at “fremprovokere voldelige konfrontationer” og man takkede politiet for at have forhindret “de slagsmål, som… I tydeligvis var kommet for.”

Antiracistisk Netværk-Århus havde derimod ingen kritik af Antifascistisk Aktion, da gruppen få månder tidligere var inviteret til demonstration i byen. Jyllandsposten fik nys om sagen og spurgte til AFAs vold. Vold er ikke noget, som vi elsker, men så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder, svarede en anonym talsmand.

Især på internettet reagerede moderate venstreorienterede på AFAs voldelige brovten. Kritikken fik AFA til at udsende en af sine sjældne pressemeddelelser. Heri beskyldte man Jyllandsposten for flere usandheder, som vi føler os forpligtet til at dementere. Man “dementerede” derefter nogle påstande, som Jyllandsposten ikke havde fremsat og forbigik i tavshed spørgsmålet om den afstumpede udtalelse.

Antikapitalistisk Aktion
Antifascistisk Aktion opererer også under navnet Antikapitalistisk Aktion.. Det er et kendt træk ved ekstremistiske grupper, at medlemmerne lever i et konspiratorisk univers, hvor man oplever sig forfulgt og manipuleret af mørke kræfter. Dette verdensbillede finder man som forventet også hos Antifascistisk Aktion, der i deres ‘manifest’ skriver:

[De riges] udbytning er med til at skabe en vrede og misundelse, som kunne bruges til at sparke opad, men ved hjælp af politikere, presse og professionelle meningsdannere undgår de rige, at vreden bliver målrettet. I stedet får de spillet folk ud mod hinanden. Vi bliver splittet op i forskellig race, køn, tro, seksualitet, udseende, alder osv., og vi bliver bildt ind at vi er hinandens fjender.

Forestillingen om, at en lille magtfuld klike “splitter os” kunne være taget direkte fra det berygtede skrift Zions Vises Protokoller og ikke så få forskere har da også gennem tiden peget på de mange ligheder mellem anti-semitisme og anti-kapitalisme. Begreberne er ikke helt de samme; men det er logikken. Det kan her tilføjes at et kendt medlem af Antifascistisk Aktion, Martin Linblom fra Monsun, da også offentligt har indrømmet, at han “ikke anerkender Israels ret til at eksistere”. En holdning, der karakteriserer hvad jødiske organisationer betegner som “new antisemitism”.

Proto-terror
Mange eksperter definerer terror som voldelige handlinger, hvis formål er at skræmme andre til at udføre eller afstå fra en handling. Hvis man ser på Antifascistisk Aktions voldshistorie, så er der klart tale om, hvad man i fagsproget kalder en proto-terroristisk organisation. D.v.s., at AFAs erklærede vold ikke er rettet mod staten eller befolkningen som sådan, men mod venstrefløjens politiske fjendebilleder, der med vold skal skræmmes til tavshed. Under den engelsksprogede parole “any means neccesary” opererer man med en bred vifte af voldelige metoder, men afstår almindeligvis - dog ikke altid - fra bevidst dødbringende midler som skydevåben, sprængstoffer o.l.

“Slagsmål”
Selv om Antifascistisk Aktion i sin propaganda skræpper meget op om “slagsmål”, så har man siden 1994 netop bevidst undgået regulære slagsmål med højrefløjsaktivister. Baggrunden er kort, at i 1993 gik det som en løbeild gennem Antiracistisk Netværk, at medlemmer af skinhead-gruppen Dansk National Front havde besøgt Den Danske Forenings grundlovsstævne i Hillerød. Antifascistisk Aktion blev sendt på banen og overfaldt kort efter en mindre gruppe af frontens medlemmer udenfor en biograf i København.

Opmuntret af denne gadesejr besluttede AFA sig for et raskt angreb på DNSB-lederen Jonni Hansens privatbolig på Amager, hvor man forsøgte at sparke døren ind. En bedrift, som Antifascistisk Aktion stadig er meget stolt af. Da man året efter forsøgte at sparke døren ind hos journalisten Lars Villemoes, fordi han i en række artikler bl.a. havde sat navn på AFA-lederen Martin Lindblom, foretrak organisationen derimod at optræde anonymt.

I 1994 stræbte Antifascistisk Aktion også efter et endeligt opgør med Dansk National Front, som man vidste igen var forsamlet til grundlovsstævne i Hillerød. Selvom styrkeforholdet var 1 til 2 i AFAs favør, fik de bank og måtte stikke halen mellem benene. Flere AFA-medlemmer blev anholdt under flugten og senere straffet for deres overfald på Den Danske Forenings møde.

Fiaskoen i 1994 i Hillerød lærte Antifascistisk Aktion, at højefløjens gadeaktivister er bedre mand-til-mand i regulære gadeslagsmål. Mange yngre mænd på højrefløjen synes ofte større og mere robuste end hvad venstrefløjen vanligvis kan stille med. I hvert fald skal Hillerød 1994 ikke være det eneste tilfælde hvor AFA er blevet på slået flugt, når styrkeforholdet har været nogenlunde jævnbyrdigt. Men sådanne tilfælde er formentlig ikke mange, for siden 1994 har Antifascistisk Aktion opgivet slagsmålene til fordel for deciderede overfald, hvor man fra baghold angriber i overvældende flertal, helst ikke under 10 til 1.

Voldens omfang
Det er vanskeligt at vurdere, hvor mange voldelige overfald Antifascistisk Aktion gennem årene har stået bag. Som led i en almindelig taktik på den yderste venstrefløj anvender AFA i vid udstrækning “navnløse” aktioner, hvor vold og hærværk begås i tilsyneladende anonymitet. Taktikken har til formål dels at hindre politiets opklaring af gruppens forbrydelser, og dels at skjule AFAs reelle voldelighed for offentligheden. Således har AFA ikke ville lægge navn til nedskydningen i 1997 af en tidligere skindhead udenfor musikstedet Vega, overfaldet på Pia Kjærsgaard på Nørrebro i 1998 eller nedstikningen af en tidligere Combat 18-leder på Vesterbro i 2001, selv om disse presseomtalte overfald alle bærer organisationens tydelige fingeraftryk.

Især i de senere år synes venstreekstremes voldelige overfald tillige mere inspireret end faktisk begået af Antifascistisk Aktion. Siden 2004 er venstrefløjs-modstandere blevet udsat for voldelige overfald i bl.a. Fredericia, Svendborg, Ålborg og Århus af maskerede mænd bevæbnet med køller. Sådanne overfald er formentligt ikke organiseret af AFA, der aldrig har fået sig etableret udenfor København. Derimod kan det ikke udelukkes, at organisationen bistår lokale venstreekstremister med råd og vejledning (og lejlighedsvis muskler), for de pågældende byer huser alle aktive lokalafdelinger af Antiracistisk Netværk - og dermed også af Enhedslisten, Fynske Antifascister, Offensiv o.s.v.

Det er også tvivlsomt, om alle Antifascistisk Aktions voldelige overfald kommer til offentlighedens kendskab. I mange tilfælde vil ofrene ikke anmelde sagen, formentlig af frygt for repressalier. Denne frygt er i så fald langt fra ubegrundet. Især i København lægger AFA stor vægt på overfald i forbindelse med retsmøder, ligesom man fotograferer de fremmødte. Disse hænges efterfølgende ud med navn og billede i venstreekstreme medier. Sådanne metoder får uden tvivl en del af AFAs ofre til på forhånd at opgive at retsforfølge gerningsmændene, ligesom de færreste nok ønsker at få sparket døren ind fordi man er stået frem i pressen.

Spørgsmålet om antallet af voldelige overfald begået af Antifascistisk Aktion kompliceres yderligere af, at en del tilsyneladende upolitiske voldssager kan være begået af gruppen. AFA tager nemlig ikke altid så nøje på, hvem man overfalder, men banker i flere tilfælde løs på folk, hvis udseende stemmer med gruppens forestillinger om “fascister”. I foråret 2001 blev tre Brøndby-fans overfaldet i Københavns Byret fordi man troede de var medlemmer af den norske skinheadgruppe Oslo Boot Boys. Overfaldet skal have givet Antifascistisk Aktion problemer i fodboldmiljøet, fordi Southside United, Brøndby Boldklubs frygtede hooligans, gik ind i sagen.

Antifascistisk Aktion fik sikkert også sved på panden efter et overfald i Århus i vinteren 2005, hvor tre rockere blev angrebet udenfor et værtshus fordi man troede, at de var fra det højreradikale netværk “Dansk Front”. Det ene af ofrene var medlem af Hells Angels og overfaldet skal have givet anledning til heftig mødeaktivitet i den berømte motorcykelklub. Medlemmer af Hells Angels og Antifascistisk Aktion har tidligere samarbejdet om hash-markedet i København, så sagen er formentligt blevet ordnet i mindelighed.

Mange faktorer gør det altså vanskeligt at sætte tal på Antifascistisk Aktions voldelige overfald. Men et skøn på mellem 30 og 50 siden 1994 synes ikke urealistisk. Af debatter på højre- og venstreekstreme hjemmesider og chatrooms fremgår det, at alene siden 2003 har venstreorienterede voldsmænd begået 15-16 overfald, hvoraf kun ca. en fjerdedel er omtalt i pressen og endnu færre politianmeldt. AFA synes at have stået bag lidt under halvdelen af disse overfald, mens de øvrige er begået af Antiracistisk Netværks øvrige grupper. Især i Trekantsområdet synes et selvstændigt tæskehold, formentligt stiftet af Fynske Antifascister, at husere.

Knytnæven, knokkelhæren og “nazi-alarm”
Antifascistisk Aktions tæskehold blev af de indviede tidligere omtalt som ‘Knytnæven’ og ‘Knokkelhæren’. Disse betegnelser skal nu være ophørt, men ‘Knytnæven’ dækker over en fasttømret gruppe af veltrænede yngre mænd. Gruppens speciale er voldelige aktioner, der kræver forberedelse og planlægning. Samtidig rykker ‘Knytnæven’ ud, når venstreekstreme udsender “nazi-alarm”.

“Nazi-alarm” betegner en telefon- og smskæde mellem bl.a. Den Grønne Hal på Christiania, spillestedet Stengade 30, Kafa-X i Korsgade, Solidaritetshuset i Griffenfeldtsgade, Foreningen Demos i Elmegade og tidligere naturligvis også Ungdomshuset. “Alarmen” bliver også udsendt til de 14-15 kollektiver, der udgør kernen af det voldsautonome miljø i København. “Bumzen”, Baldersgade nr. 20-22, er det eneste af disse kollektiver, der er kendt af offentligheden. Men andre adresser på Nørrebro finder man i bla. Ravnsborggade, Sjællandsgade, Baggesensgade, Stengade, Blågårdsgade, Sct. Hansgade, Griffenfeldtsgade, Frederiksborggade samt på Fælledvej og Nørrebrogade. På Frederiksberg.bor flere af miljøets topfolk sammen i en millionvilla på Amicisvej.

Når “nazi-alarmen” udsendes, så samles ‘Knokkelhæren’, der består af medlemmer og sympatisører af AFA samt tilfældige gadekrigere, og iler afsted for at tæve dem man nu ikke kan lide. For nylig var det nær gået ud over Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der dog slap væk inden tæskeholdet nåede frem. Efter en “nazi-alarm” kan man i København på ca. en time samle et blandet tæskehold på en 20-30 stykker. Efter længere tid, måske 5-6 timer, kan man stille med op til 100 bøller, ofte af begge køn.

Vagtværn og massevold
Medlemmer af Antifascistisk Aktion optræder også som vagtværn ved den yderste venstrefløjs arrangementer og demonstrationer. Deres fornemste opgave er at jage civile politibetjente og “fascister” væk, men også at fotografere tilskuere og forbipasserende, som man finder politisk mistænkelige. Det er en kendt sag, at mange venstrefløjs-demonstrationer rutinemæssigt udvikler sig voldeligt. Det gælder både herhjemme og i udlandet, og taktikken er overalt den samme. De unge - ofte drukne - deltagere ophidses med flammende militante taler. Når stemningen når kogepunktet, erklærer arrangørerne demonstrationen for opløst, gerne med lakoniske tilføjelser om, at nu kan “folk gøre som de vil”.

AFAs egne folk holder sig under disse “spontane” optøjer som regel i baggrunden. Under 18. maj optøjerne i 1993, der netop blev indledt med en AFA-demonstration, blev f.eks. kun ét medlem af Antifascistisk Aktion, Ditte Pedersen, anholdt.

Formålet med demonstrationernes efterfølgende optøjer er at vænne ikke blot unge tilhængere, men også offentligheden til politisk vold. Man forsøger at gøre det til en almindelig samfundsopfattelse, at politisk vold er en uundgåelig og nødvendig forudsætning for “social forandring”. Naturligvis bider offentligheden ikke på krogen, men voldens spænding og drama tiltrækker et vist segment af venstreorienterede unge, ofte studenter og ungdomskriminelle.

Politisk registrering
Især de ældste medlemmer af Antifascistisk Aktion har stor erfaring med overvågning og registrering af venstrefløjens politiske modstandere. Når de er i marken er de velsoignerede og nydeligt påklædte. Deres opgave er primært at fotografere politiske modstandere og opdrive privatadresser. Metoden er ofte skygning, hvor man følger efter ofrene når disse eksempelvis har deltaget i en offentlig demonstration. Skygningen foretages gerne til fods eller i pæne, diskrete biler og forfølgerne optræder som regel i par af én mand og én kvinde.

Allerede inden starten på Antifascistisk Aktion i 1992 blev medlemmer af BZ-kollektivet Ryesgade 58 oplært i politisk overvågning og registrering af Foreningen Demos. Metoderne er uden tvivl blevet finpudset ved mødet med Blekingegadens medlemmer, som man via Demos kom i kontakt med efter bandens afsløring. Især gruppen Autonomt Info skal i perioder have været stort set identisk med ‘Demos Dokumentationsgruppe’, der nøje fører arkiv over venstrefløjs- og indvandringskritikere.

AFA, Demos & Redox
De indsamlede oplysninger om venstrefløjens politiske modstandere offentliggøres i ‘Demos Nyhedsbrev’, hvor man især lægger stor vægt på at udpege enkeltpersoner med navn og billede. Forholdet mellem Antifascistisk Aktion og Foreningen Demos har altså karakter af et samarbejde mellem to selvstændige grupper. Men via Demos har bl.a. militante fagforeningsmedlemmer indsluset sig i AFA, hvor de plejer den fagforeningsbetalte forenings interesser.

Foreningen Demos har i mange år været den yderste venstrefløjs førende gruppe indenfor politisk overvågning og registrering. Denne rolle er nu overtaget af ‘Researchkollektivet Redox’, der driver sin virksomhed fra en postboks på Frederiksberg. Gruppen arbejder fordækt, men med Redox har Demos tydeligvis mistet nogle af sine bedre - og yngre - kræfter. Det hemmelige ‘researchkollektiv’ på Frederiksberg har klart overtaget førertrøjen når det gælder frisk information om navngivne enkeltpersoner, mens Demos Nyhedsbrev i stigende grad bl.a. må fyldes med med eller mindre dybsindige kommentarer til historier fra dagspressen. Selv nøjes Redox med en hjemmeside, der som så mange andre venstreekstreme net-sider hostes af firmaet Surftown på Østerbro.

I forbindelse med en “antiracistisk modoffensiv” i 2006 blev der via Antiracistisk Netværk lagt op til et samarbejde mellem Demos og Redox. Men Demos har stadig ikke adgang til Redox’ kilder, der bl.a. omfatter et mindre netværk at hackere i Danmark, Sverige, Tyskland og Holland, rekrutteret fra det såkaldte “open source” miljø. Det anspændte forhold mellem de to rivaler har rod i en begyndende konflikt for en seks-syv år siden, hvor Demos af uvisse grunde begyndte at lade sine aktivister stå åbent frem som medlemmer af Antifascistisk Aktion. Demos-flokken er ikke udpræget karriere-mennesker, men udgøres af bl.a. stilladsarbejdere, murerarbejdsmænd, førtids- og folkepensionister, fallerede akademikere og tilløbende bistandsklienter. Mange i AFAs større fraktion af autonome plejer derimod en borgerlig karriere ved siden af deres - ofte voldelige - undergrundsaktiviteter. Flere kan efterhånden besmykke sig med akademiske titler og vil gerne løbe en akademisk karriere i gang. Andre har stiftet eget firma, mens nogle har søgt ind i det offentlige som bl.a. jurister og socialrådgivere. En væsentlig gruppe søger ind i medieverdenen.

Den autonome AFA-fraktion vendte sig derfor stejlt imod Demos’ forsøg på offentlighed omkring Antifascistisk Aktion. Misforholdet blev yderligere forværret, da AFA i november 2005 iværksatte en efter danske forhold usædvanlig omfattende og grov smædekampagne. Bl.a. modtog pårørende til en række skoleelever landet over anonyme breve hvori eleverne blev udhængt som nazister fordi de havde besøgt hjemmeside “Dansk Front”. De børn, der havde lagt deres billede ud på f.eks. mødestedet arto.dk, blev samtidigt nazi-udhængt med navn og billede på anonyme plakater, som AFA i ly af natten satte op ved skolegårde.

Antifascistisk Aktions rabiate personhetz fortsatte i et par måneder på en hjemmeside drevet fra organisationens officielle hovedkvarter i Korsgade på Nørrebro. Da pressen begyndte at vise interesse for sagen, flyttede man hjemmesiden til AFA i Sverige. I Demos havde man da også af taktiske grunde advaret AFA imod idéen. Demos-lederen Erik Jensen kunne dog ikke modstå fristelsen, men koordinerede angiveligt private trusler om sagsanlæg mod gamle fjender med AFAs smædekampagne. Ifølge Erik Jensen havde gamle medlemmer af Den Danske Forening nemlig “forhånet” ham på internettet (eller ‘indernettet’ som den vrede folkepensionist udtaler det).

Erik Jensens optræden var formodentligt årsagen til, at Demos forlangte af AFA, at man fik udleveret den hemmelige hacker-gruppes originale materiale. Kravet blev i hvert fald afvist. Da Det Danske Center for Menneskerettigheder samtidigt offenligt fordømte AFAs metoder, blev hjemmesiden i Sverige lukket og ‘Researchkollektivet Redox’ på Frederiksberg stiftet.

Ordet ‘redox’ kunne referere til en kemisk reaktion, men er valgt som skjult henvisning til ‘redax’, der i det autonome miljø er den vedtagne forkortelse for ‘redaktion’. Samtidig var ‘redox’ ledigt som domænenavn på internettet. Det gjorde sikkert heller ikke noget, at ‘redox’ ligger tæt op ad ‘demos’, det velkendte navn på konkurrenten på Nørrebro.

Modellen for Researchkollektivet Redox er Antifascistisches Autorenkollektiv (Antifascistisk Forfatterkollektiv) i Berlin, som ledende danske autonome har haft kontakt til siden midten af 1990erne. Men i modsætning til det tyske forbillede søger Redox aktivt kontakt til pressen. Man har derfor en pressetalsmand, der allerede flere gange har optrådt i medierne.

Pressetalsmanden, der ikke vil vise offentligheden sit ansigt, optræder under navnet Jonas Jensen. Dette intetsigende navn kan være ægte, men ‘Jonas Jensen’ er samtidig dæknavn for Jonas Jonsen, en universitetsstuderende i slutningen af 20erne, der i henved ti år har været medlem af Antifascistisk Aktion.

Indflydelse
Da Antifascistisk Aktion i 2002 fejrede sit 10-års jubilæum i Ungdomshuset, deltog flere end tusind venstreekstremister fra Danmark, Tyskland, Norge og Sverige i løjerne. I festens anledning lavede TV-Stop propaganda-filmen ‘Antifascisme - 10 år’, og Poul Dissing, Savage Rose og Vote for Truckers indspillede støtte-CDen ‘AFA-X’. Den Grå Hal på Christiania stillede sig til rådighed med bl.a. barpersonale og dørmænd.

Det efter alt at dømme vellykkede arrangement fortæller ikke blot noget om den voldelige gruppes popularitet på den yderste venstrefløj, men også noget om de ressourcer, som organisationen råder over. Siden 2002 er TV-Stop og Ungdomshuset ophørt med at eksistere, men begge steder blev drevet af folk med tilknytning til AFA. Et centralt bindeled mellem de to steder var Peter Hoffmeyer, der i dag er tilknyttet Monsun.

Udover Monsun og Christiania er tidligere og nuværende medlemmer af Antifascistisk Aktion aktive i Enhedslisten, Foreningen Demos, Internationalt Forum, Socialistisk Ungdomsfront, Globale Rødder, samt i visse fagforeninger såsom BUPL, TIB og Lager & Handel. Medlemmer af AFA arbejder også, bl.a. som dørmænd, på københavnske spillesteder såsom Café Rust og Stengade 30. Andre er aktive i ‘økologiske’ virksomheder såsom Egen Vinding og Datter og aflæggeren Logik & Co. Venner af AFA sidder i bestyrelsen for bl.a. Blågårdens og Christianshavns Medborgerhus, og én er ansat i Politikens Boghandel ved Rådhuspladsen. Man har via fraktionen Rude Lions indflydelse i FCK, og sympatisører har dannet grupper på RUC og Københavns Universitet.

Medlemmerne af Antifascistisk Aktion er ekstremt lyssky, men ud over de allerede anførte kan man blandt venner og medlemmer fra den autonome scene bl.a. nævne Kaper Scheel, kæresteparret Pelle Dragsted og Janne Tynell, Maria Sønnøve Pagels, brødrene Hasse og Jesper Holst, Camilla Esser, Lars Holm Jørgensen, René Elley Karpantschof, søskendeparret Balder og Signe Johansen, Claus ‘Svenne’ Svendsen, Mikkel Skov Petersen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Martin Sundbøll, Jesper Tietgen Lund og Linda Hansen.

Linda Hansen er samtidig kendt fra Foreningen Demos. Det samme gælder Adrian Frank, Karin Pedersen, Michael Clausen, Steen Hovmøller Petersen, Herluf Østergaard, Hans Petersen (kan  være et dæknavn) og Kristian Munk.

Kristan Munk tilhører den yngre generation, hvoraf mange blev rekrutteret fra den voldelige kamporganisation Rebel. Af andre fra denne ´next generation’ kan nævnes Thorbjørn Maigaard, Mads Lodahl, Jacob ‘Munne’ Sanvig, Simon Bünger Paulsen, Kasper Benjamin Gabay, Jonas Anton Voss, Simon Shine, Jonas Viborg, Adam Benjamin Korzen og Erik Storrud.

Til den hårde kerne af gadekrigere under Antifascistisk Aktion hører en lille gruppe mænd i midten af 30erne. Gruppens medlemmer har adskillige domme for vold, røveri og narko-handel, og er som uautoriserede dørmænd i bl.a. det tidligere Ungdomshus, berygtede på Christiania og Nørrebro for deres brutalitet. I det københavnske undergrundsmiljø kender man dem under navne som ‘Seb’, ‘Stef’, ‘Pikken’ og ‘Doktoren’. Sidstnævnte er også kendt som ‘Balders bølle’ på grund af sin hengivenhed for Balder Johansen, der regnes for den egentlige leder af Antifascistisk Aktions gadekrigere.

Enhedslisten og Antifascistisk Aktion
Som nævnt har Enhedslisten siden 1993 samarbejdet med Antifascistisk Aktion. Dette samarbejde har ikke kun fundet sted i Antiracistisk Netværk. De to organisationer har i fællesskab f.eks. også arrangeret demonstrationer imod EU. Men ikke nok med det. Den voldelige gruppe har direkte indflydelse på den politik, som det pæne parlamentariske parti skal føre.

I efteråret 2002 vedtog Enhedslisten hovedbestyrelse, at man ville ændre ordlyden af straffelovens racismeparagraf. Ændringen, der blev støttet af partiets folketingsgruppe, skulle skærpe straffen for såkaldt racistisk vold og trusler. Til gengæld ville partiet ophæve kriminaliseringen af rene meningstilkendegivelser.

Ifølge et højtstående partimedlem var begrundelsen, at Man kan ikke bekæmpe meninger ved at forbyde, at de bliver udtalt. Og det bliver endnu mere absurd, efterhånden som det er en betydelig del af befolkningen, der opfatter det som deres politiske mening. Samtidig pegede man på, at det i partiets principprogram hedder, at det socialistiske samfund skal ikke blot bevare, men også øge det reelle indhold i de individuelle og kollektive demokratiske frihedsrettigheder.

Men i Antifascistisk Aktion er man ikke specielt tilhængere af ytringsfrihed. I en erklæring fra 1997 om indvandrerdebatten skriver organisationen ligeud, at vi skifter attitude fra det appellerende til det krævende. Danmark bliver ikke spurgt mere - Danmark bliver bedt om at holde kæft!

AFAs totalitære holdning til ytringsfrihed blev naturligvis delt af Foreningen Demos, og de to organisationer løb i åben alliance storm mod Enhedslistens demokratiske tiltag. Da det kom til stykket turde partitoppen ikke tage et opgør med de militante anti-demokraters mange tilhængere længere nede i rækkerne, og forslaget faldt uden de store svædslag på Enhedslistens følgende årsmøde.

Enhedslistens hykleri
I januar 2007 deltog nogle medlemmer af det løse netværk omkring hjemmesiden “Dansk Front” i en demonstration i København, afholdt af Venstres Ungdom. Demonstrationen blev angrebet af Antifascistisk Aktion med sten- og flaskekast. Hvad gjorde Enhedslisten? Man krævede Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, til rengskab fordi VU efterfølgende pointerede, at “Dansk Front”-folkene havde “opført sig ordentligt hele aftenen”.

Taktikken er typisk for AFAs gamle samarbejdspartner på Christiansborg. Officielt tager man afstand fra vold og beskriver sig som et fredeligt parti. Men for Enhedslisten skal debatten om politisk vold kun handle om vold fra højre. Når talen falder på venstrefløjens (mere omfattende) vold, så snakker partiet om noget andet. Debat om vold fra egne rækker skal kvæles i fødslen, ligesom partiet nødigt  taler åbent om sit tætte samarbejde med en voldelig undergrundsorganisation.

I dag undersøger man muligheden af at forbyde den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir (der iøvrigt tæller en af AFAs tidligere topfolk blandt sine medlemmer). I den forbindelse kunne Folketinget vel også rette lyset mod Antifascistisk Aktion, der som en erklæret voldelige organisation synes en endnu mere oplagt forbuds-kandidat. Men desværre synes AFA i det store og hele at være ukendt for de fleste folketingsmedlemmer udenfor Enhedslisten. I hvert fald har man til dags dato ikke set partiets nære forbindelse til den erklæret voldelige organisation behandlet på Christiansborg. Et par få velvalgte spørgsmål i folketingssalen skulle ellers være nok til at udstille Enhedslistens næste groteske hykleri omkring politisk vold.

Ifølge nyhedsbureauet AP må den marxistiske morder Mumia Abu-Jamal ikke henrettes før han får en ny “penalty hearing”, p.g.a. en procedurefejl i forbindelse med strafudmålingen. Får morderen ikke en sådan ny høring, skal han sidde i livsvarigt fængsel.

Mumia Abu-Jamal, der lyder det borgerlige navn Wesley Clark, hævder at have været medlem af The Black Panther Party of Selfdefence, en sort marxistisk militiagruppe, der havde sin storhedstid i slutningen af 1960erne. Den svært bevæbnede gruppe blev dannet af tidligere kriminelle, som ønskede at skyde på politiet.

Senere støttede Mumia Abu-Jamal en anden ekstremt voldelig gruppe, MOVE, som han begejstret kaldte ”Niggas with guns!”. Også medlemmer af denne gruppe er dømt for mord på politibetjente. Da Mumia Abu-Jamal i 1981 selv myrdede en politibetjent, unge Daniel Faulkner, var han iøvrigt hyrevognchauffør.

Ifølge 180grader.dk har portalen Fagenes Infoguide gennem længere tid linket til “Leksikon for det 21. århundrede”, en omfattende hjemmeside drevet af den yderste venstrefløj. Efter en klage fra uddannelsesforstander for Handels- og Teknisk Gymnasium Nordsjælland, Niels Westy Munch-Holbek, er denne trafik indtil videre ophørt.

Ifølge Niels Westy Munch-Holbek drives den pågældende hjemmeside af Venstresocialisterne, der er medstifter af Enhedslisten. Uddannelsesforstanderen påpeger, at det påståede leksikon er “en stor gang politisk propaganda…  fyldt med historieforvanskning”.

“Leksikonets” bidragydere består i vid udstrækning af (ofte gammelkendte)  venstreorienterede akademikere, men også af nuværende og tidligere medlemmer af ekstremistiske grupper såsom Autonomi Kollektivet/Autonomt Infoservice, Blekingegadebanden, Internationalt Forum og Foreningen Demos.

Sidens ankermand, Albert Jensen, er også webmaster i firmaet Fighters+Lovers, der økonomisk støtter terrororganisationerne PFLP og FARC. Udover Venstresocialisterne er Albert Jensen, sammen med hovedmanden bag Fighters+Lovers Michael Schølardt, aktiv i Internationalt Forum, hvor man arbejder tæt sammen med Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden.

Venstrefløjens “Leksikon for det 21. århundrede” er ubestrideligt et historieforfalskende projekt. F.eks. hævder man om afslutningen på Vietnamkrigen, at “Den 30. april 1975 drog Vietcong sejrrigt ind i Saigon”, og “Saigon-regimet overgav sig til befrielsesfronten.” Disse udsagn er lodret løgn: Saigon blev indtaget af pansertropper fra det kommunistiske diktatur i Nordvietnam. Viet Cong - “befrielsesbevægelsen” - ophørte efter Tet-offensiven i 1968 som militær faktor i Vietnamkrigen. Iøvrigt fortier venstrefløjens “leksikon” også, at den kommunistiske Tet-offensiv blev indledt under en våbenhvile, aftalt på initiativ af kommunisterne.

Et andet hurtigt eksempel på venstrefløjsforfalskning: Om præsident Salvador Allende fra Chile skriver man, at han blev “Dræbt ved militærkuppet 11. september 1973.” Også dette er usandt: I stedet for at modtage et tilbud om frit lejde fra de oprørske militærenheder skød marxisten Allende sig i præsidentens kontor, angiveligt med en sovjettisk fremstillet AK-47 - en personlig gave fra Cuba diktator, Fidel Castro.

Og sådan kunne man blive ved…

Opdatering
I en tidligere artikel på 180grader.dk bliver der anført endnu mere absurde eksempler på venstrefløjens historieforfalskning end vi her på Junikredsen har peget på. Historien om offentlige myndigheders delagtighed i udbredelsen af venstrefløjens historieforfalskning blev oprindeligt lanceret af Weekendavisen, men artiklen er desværre ikke lagt på nettet.

… og i mellemtiden hvidvasker det venstreorienterede dagblad Information sig selv for beskyldninger om såkaldt venstre-fascisme

Denne uges udgave af Weekendavisen sætter igen fokus på columbianske terrororganisation FARC, der som bekendt støttes ihærdigt af det yderste venstre herhjemme.

Weekendavisens seneste artikel - Chavez’ muskelspil - stiller skarpt på situationen mellem Columbia på den ene side og de to venstrefløjsregimer i henholdsvis Venezuela og Ecuador. Der gives bl.a. et interessant portræt af forholdene i Venezuela under den socialistiske (lomme)diktator Hugo Chavez. Kort sagt har Chavez i dag så mange problemer på hjemmefronten, at en rask lille krig på FARCs vegne mod Columbias handlekraftige regering et kort øjeblik så fristende ud:

“Ifølge meningsmålinger har præsident Chávez nu kun støtte fra 38 procent af befolkningen. Det går skidt i Venezuela. I de snart ti år, Chávez har været ved magten, er olieprisen tredoblet, og milliarderne er strømmet ind. Alligevel markerer Venezuela sig på sørgelig vis med Latinamerikas dårligste økonomiske udvikling… Fattigdommen og uligheden er øget markant, antallet af boliger uden rindende vand er steget, de sociale reformer er langt hen ad vejen endt i fiasko, korruption og kriminalitet blomstrer, inflationen er oppe på 25 procent. I dagligdagen nærmer situationen sig gamle dage i Østblokken. Folk må stå i kø i fire-fem timer foran butikker, der er så heldige at have fødevarer på hylderne.”

Men i lyset af den danske venstrefløjs begejstring for FARC er Weekendavisens beskrivelse af terrororganisationens styrke og status i Columbia det måske mest interessante i artiklen:

“Drabene på Raúl Reyes og Iván Ríos [medlemmer af FARC centralkomité] antyder, at organisationen og disciplinen i den væbnede gruppe er ved at smuldre. I de foregående måneder er syv andre højtstående FARC-folk blevet taget til fange eller dræbt… I løbet af det seneste halvandet år er 200 guerillasoldater deserteret hver måned, heriblandt et stigende antal mellemledere. FARC menes i dag at råde over 11.000 mand mod 19.000 for seks år siden. Antallet af attentater og gidseltagninger er faldet drastisk i samme periode…”

M.h.t. FARCs status i den columbianske befolkning, så fortæller Weekendavisen bl.a., at fagforeninger for nylig kunne trække 80,000 deltagere til demonstration imod en række drab begået af paramilitære anti-kommunister. Efterfølgende anti-FARC demonstrationer tiltrak 4,8 millioner!

Læs også Weekendavisens tidligere artikel om FARC - Kokain og commandantegroupies - der bl.a. beskriver terrororganisationen set indefra.

Ovenstående billede kan ses flere steder på internettet (se f.eks. her). Det forestiller en gruppe tilhængere af Ungdomshuset og er formentligt taget på Rådhuspladsen i København før rydningen forrige år af den misligholdte ejendom. Blandt de maskerede bøller ser man til venstre i billedet en euforisk skrålende, langhåret gavflab.

Kritiske Psykologer/Regnbuen
Manden på billedet er den 54-årige Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen, der efter lang tid på Nørrebro i dag har adresse i Københavns Nordvestkvarter. I begyndelsen af 1980erne stiftede han på Københavns Universitet Kritiske Psykologer, den måske første erklæret autonome gruppe i Danmark. Birck-Madsens og Kritiske Psykologers forbillede var gruppen Sozialistische Patientenkollektiv (SPK), der som del af et venstreorienteret terrornetværk hærgede i 1970ernes Vesttyskland.

Under dæknavnet Regnbuen indrettede Birck-Madsens gruppe sig i 1985 i Studenterhuset, der hører til Københavns Universitet. Et par år senere blev “Kalle” Birck-Madsen færdig som cand.psyk. og dermed den første akademiker i sin familie. Han var nu formelt udskrevet fra Københavns Universitet, men forblev med sin gruppe i Studenterhuset, hvor man med mere eller mindre håndfaste metoder havde sat sig på magten.

Voldsberedt Netværk
Ved begyndelsen af 1990erne var Studenterhuset ikke blot på det nærmeste blevet Birck-Madsens private residens, men var tillige blevet en vigtig lokalitet for den yderste venstrefløj. Da en række kommunistiske grupperinger i efteråret 1992 i hemmelighed oprettede Antiracistisk Netværk, fik den nye militante organisation således sekretariat i Studenterhuset, hvor det diskret blev drevet i ly af Studerende Mod Racisme. En gruppe, der blev ledet af Birck-Madsens lejlighedsvise elskerinde, Anne Jønsson, samt af hans trofast løjtnant, Jesper Tietgen Lund.

Jesper Lund og Anne Jønsson deltog samtidig i voldelige aktioner begået af Den Røde Bande; en voldsautonom gruppe, der efter eget udsagn tilstræbte at blive en terrororganisation efter tysk forbillede. Sammen med østrigeren Christian Peter Vincente Zwettler, lederen af Den Røde Bande, kastede især Jesper Lund sig ud i opbygningen af Antifascistisk Aktion (AFA), Antiracistisk Netværks tæskehold og vagtværn. Andre centrale skikkelser bag AFA var Balder Bergman Johansen fra Strictly Underground på Christiania, unge Pelle Dragsted fra Børnemagt (ligeledes Christiania), Andrian Frank fra Demos Dokumentationsgruppe samt BZ-bøllen Martin “Kat” Lindblom fra Fællesinitiativet Mod Racisme.

Udover Foreningen Demos og BZ-Brigaden omfattede Fællesinitiativet Mod Racisme også den lille militante gruppe Internationale Socialister, der aktivt bakkede op om Blekingegadebanden. Medlemmer af Internationale Socialister var samtidig aktive i Studenterhuset, hvor man især involverede sig i Studerende Mod Racisme, frontorganisationen for det hemmelige Antiracistisk Netværk. Samtidig oprettede en lille gruppe venstrerabiate jurastuderende Retsgruppen, der fra Studenterhuset skulle yde bistand til bl.a. anholdte voldsautonome. Da også medlemmer af den tyrkiske terrorgruppe PKK i denne periode begyndte at frekventere Studenterhuset, begyndte Politiets Efterretningstjeneste at få interesse for husets aktiviteter. Interessen blev sikkert ikke mindre, da medlemmer af Den Røde Bande i august 1992 blev anholdt for en række væbnede røverier.

Våbengny
I oktober 1993 besluttede Københavns Politi at ransage Studenterhuset. Ransagningen skete angiveligt efter et tip om, at huset rummede et hemmeligt våbenlager. Udover propagandamateriale fra inden- og udenlandske militante venstrefløjsorganisationer fandt politiet ganske rigtigt et arsenal af svære knipler samt et særdeles interessant mødereferat.

Af referatet, dateret 1. juni 1993, fremgik det, at Studerende Mod Racisme på et kommende møde ville ‘redegøre for sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med såvel kommende som allerede afholdte arrangementer. Der vil undervejs i mødet blive demonstreret både slag- stik og kastevåben, samt blive affyret skarpe skud med storkalibrede automatvåben.’

Da offentligheden i forbindelse med ransagningen fik kendskab til indholdet af mødereferatet, hævdede “Kalle” Birck-Madsen, at der blot havde været tale om en morsomhed. Ikke desto mindre var det belastende afsnit efterfølgende blevet slettet fra det officielle mødereferat. Senere har et tidligere medlem af Regnbuen vedgået at have overhørt en samtale mellem “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, hvorunder Birck-Madsen indrømmede, at han under politiets ransagning af Studenterhuset havde skyndt sig hjem til sin lejlighed i Bragesgade på Nørrebro for at bortskaffe gruppens pistol.

København Universitets lukkede for en kortere periode Studenterhuset og Kritiske Psykologer/Regnbuen og Studerende Mod Racisme blev smidt på porten. Det samme skete for “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson, der for åben TV havde vedgået sig arsenalet af hemmelige våben. Jesper Lund (t.v.) stod samtidigt frem og indrømmede velvilligt til pressen, at han godt kunne finde på at bruge våben i sin kamp mod samfundet. Efterfølgende blev “Kalle” Birck-Madsen idømt bødestraf for brud på våbenloven. “En skuffende dom”, kaldte Birck-Madsen landsrettens afgørelse.

Tvangstanker
Især “Kalle” Birck-Madsen tog mildest talt ikke udsmidningen fra Studenterhuset pænt. Han nægtede ikke blot at tilbagelevere et sæt lånte nøgler til ejendommen, men planlagde, og opgav på sin advokats opfordring, i de følgende år en række injuriesager, politianmeldte forgæves såvel universitetet som navngivne medarbejdere og tabte en sag i Pressenævnet mod Ekstra Bladet.

Ifølge Birck-Madsen var hele sagen et “højre-radikalt plot” mellem Københavns Universitet, Politiets Efterretningstjeneste, Ekstra Bladet, Forsvarets Efterretningstjeneste, danske nazister samt “en sort-okkult gruppe”. Birck-Madsens konspirationsteorier blev støttet af vennerne i Foreningen Demos, der bl.a. hængte en navngiven medarbejder ved Ekstra Bladet ud som medlem af det danske nazistparti DNSB. En påstand, man dog senere blev nødt til at trække i sig igen.

Studenterhus-sagen blev iøvrigt en fjer i hatten for Foreningen Demos. Med udsmidningen af Studerende Mod Racisme mistede Antiracistisk Netværk sit hemmelige sekretariat i Studenterhuset. Det rykkede efterfølgende ind i Demos’ lokaler i kælderen til Elmegade 27, Nørrebro, hvor netværket siden 1995 har haft officiel adresse.

Solidaritetshuset
Siden udsmidningen fra Studenterhuset har man ikke hørt noget videre til Studerende Mod Racisme. Kritiske Psykologer/Regnbuen blev i første omgang drevet videre fra Birck-Madsens lejlighed på Nørrebro samt fra et kollektiv i Gentofte, hvor Anne Jønsson efter alt at dømme droppede sekt-lederen til fordel for hans højre hånd, Jesper Lund. Senere fik Regnbuen adresse hos Socialistisk Arbejderparti (en del af Enhedslisten), Nørre Allé 11, Nørrebro, inden man i sommeren 1994 flyttede ind i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, ligeledes Nørrebro.

Solidaritetshuset ejes i fællesskab af bl.a. Tillidsmandsringen, en gruppe venstreekestreme fagforeningsfolk fra Lager & Handel i København, og trykkeriet Røde Hane, der drives af det højtstående Enhedsliste-medlem Michael Schølardt. I midten af 1990erne var huset tillige hovedkvarter for den voldsautonome gruppe Rebel.

 
Nørrebro 1999: “Kalle” Birck-Madsen (yderst t.v.) udveksler blikke
med eks-kæresten Anne Jønsson. I midten hans daværende kæreste
Lone Vendelhaven. Den lyse hårtop bag hende tilhører
Martin Lindblom, leder af tæskeholdet Antifascistisk Aktion.

Trofaste medlemmer af Regnbuen som Jesper Lund og Birgitte Ernst flyttede med Birck-Madsen til de nye omgivelser. Anne Jønsson gled tilsyneladende ud af billedet indtil hun et par års senere dukkede op sammen med Jesper Lund som leder af det militante Folkets Park Initiativet. I mellemtiden underskrev Jesper Lund sig offentligt som “tvangsaktiveret bistandsklient”, mens Birck-Madsen sammen med bl.a. Lars Ploug, der i dag er tilknyttet Monsun, forsøgte at stifte en ny gruppe. Jesper Lund, Anne Jønsson og Lars Ploug bor i dag sammen i en mindre andelsforening på Nørrebro, der også huser andre venstreekstreme.

Voldelig konflikt
I Solidaritetshuset kom “Kalle” Birck-Madsen og Regnbuen tidligt på voldelig kollisionskurs med Rebel, angiveligt fordi Birck-Madsen forsøgte at overtage Rebels rummelige lokale på anden sal. Håndlangere for Birck-Madsen, såsom den ekstremt voldelige René H. og en vis “Ådvardt”, kom ved flere lejligheder i slagsmål med Rebel-medlemmer. Under trusler om korporlig udsmidning af Tillidsmandsringens mere robuste medlemmer rykkede Birck-Madsen og en gruppe unge BZere i 1996 ind på fjerde sal i baghuset i Nørrebrogade nr. 56, hvor Birck-Madsen stiftede Gaderummet.

Gaderummet på Nørrebrogade
Gaderummet på Nørrebrogade blev opholds- og sovested for den yderste venstrefløjs allernederste lag af voldsberedte aktivister, nemlig psykisk syge, ungdomskriminelle og forhutlede hjemløse. Vold og stofmisbrug var en etableret del af hverdagen i Gaderummet, hvis klienter optrådte så utilregneligt, at de i perioder endog blev forbudt adgang til Ungdomshuset på den nærliggende Jagtvej. Samtidig blev klientellet rekrutteret som gadekrigere og demonstrationsfyld når f.eks. Antiracistisk Netværk skulle på gaden, ligesom stedet fungerede som base for besøgende udenlandske autonome.

Gaderummet blev delvis finansieret af Københavns Kommune, som “Kalle” Birck-Madsen til stadighed lå i strid med. Der blev iværksat flere undersøgelser mod Gaderummets drift og Birck-Madsen modtog flere påbud om en ansvarlig ledelse af stedet. I 2001 opsagde udlejer aftalen med Gaderummet og året efter afviste Socialministeriet at give yderlige støtte til stedet, bl.a. fordi Birck-Madsen vedvarende lod sit klientel overnatte trods et klart forbud fra brandmyndighederne.

“Kalle” Birck-Madsen slæbte (forgæves) udlejeren i Boligretten, men i 2002 blev en ung mand livsfarligt kvæstet under en brand i Gaderummet. Ilden opstod på ejendommens femte sal, som Birck-Madsen ulovligt brugte som sovesal for 20-25 unge, der måtte reddes ud af politi og brandfolk. Gaderummet stod nu foran lukning, men Københavns Kommune trådte til med en ekstrabevilling, bl.a. på betingelse af, at Birck-Madsen selv fandt nye lokaler, denne gang godkendt af brandmyndighederne.

Gaderummet i Rådmandsgade
Efter i et par år at have levet af københavnske skattekroner lykkedes det i 2004 “Kalle” Birck-Madsen at få Socialministeriet til at finansiere af en ombygning af ejendommen Rådmandsgade nr. 60, Nørrebro, hvor Gaderummet i maj 2005 flyttede ind. Som led i driftsaftalen med de offentlige myndigheder indgik Birck-Madsen aftale om, at Gaderummet blev omdannet til en selvejende institution med “juridisk holdbar bestyrelse”, ligesom Gaderummet nu blev underlagt de offentlige tilsynsmyndigheder.

Nepotisme
Med den nye struktur var Gaderummet formelt ikke længere “Kalle” Birck-Madsens private foretagende. Han var nu ansat af den selvejende institution Gaderummet - i praksis dennes bestyrelse - som daglig leder af stedet. Alligevel kunne bestyrelsesformanden, Ole Henriksen, i et brev i januar 2007 konstatere, at 49% af Gaderummets lønudgifter gik til Birck-Madsen og hans “familie og venner”. Af disse kan bl.a nævnes Birck-Madsens “sengekammerat” Alina Djakowska, hans tidligere elskerinde Anne Jønsson (der i dag også kalder sig Svoldgård), den unge Ditte Brandtrup (datter af en tidligere elskerinde), samt Fatima Lindegaard Petersen og Maya Thisted.

Misbrug
Udover Birck-Madsens nepotisme påpegede bestyrelsesformanden bl.a., at Gaderummets hverdag reelt styres af medlemmer af Regnbuen. Bestyrelsesformanden, der havde sin daglige gang i Gaderummet, kunne også oplyse, at Birck-Madsen ved mindst én lejlighed har tilberedt narkotiske svampe, som unge klienter senere indtog. Det synes iøvrigt at være velkendt, at “Kalle” Birck-Madsen er mangeårig hash-misbruger. Han er stærk modstander af psykofarmaka og skal i stedet råde Gaderummets sindslidende til “selvmedicinering”.

Magtkamp & hetz
I sit brev til Gaderummets bestyrelse foreslog formanden, at man bl.a. fik fastlagt en ansættelsesprocedure så “venner og familie ikke blev tilgodeses”. Maya Thisted, medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, udleverede brevet til Birck-Madsen, der hastigt fik samlet loyale medlemmer af Gaderummets tidligere foreningsbestyrelse, bl.a. Maya Thisted, og fyrede fondsbestyrelsen. Han allierede sig med BZ-advokaten Knud Foldschack og begyndte at forberede et juridisk slagsmål om hvilken bestyrelse der var Gaderummets lovlige myndighed. Samtidig førte Birck-Madsens trofaste kvinder sig frem på venstreekstreme hjemmesider med grove personangreb mod fondsbestyrelsens formand, ligesom de politianmeldte et bestyrelsesmedlem for “tillidsbrud”.

Truende skyer
Sideløbende med denne konflikt fik Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen rodet sig ud i nye og mere alvorlige problemer. I november 2006 blev han af tilsynsmyndighederne pålagt at rette op på en række kritisable forhold i Gaderummet. Bl.a. skulle stedets omfattende hash-misbrug til livs, ligesom personalet fremover “sætter sig ind i og arbejder efter Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinadministration.”

“Kalle” Brick-Madsen omgivet af sengekammeraten
Alina Djakowska (t.h.) og den trofaste Anne Jønsson.

Birck-Madsen forstod efter alt at dømme ikke sagens alvor og kaldte i sit svar tilsynets rapport for et “udkast”, som han fandt “uanvendelig”. Knud Foldschack måtte derfor på et møde med Københavns Kommune forklare Birck-Madsen, at han “måtte svare, enten at påbuddende var forkerte, eller at man selvfølgelig ville efterkomme påbuddene”. Senere modtog kommunen et brev fra Foldschack hvor han på vegne af Birck-Madsen lovede at rette op på tingene. Men Foldschack blev hurtigt underløbet af sin klient, der i et brev til kommunen knapt en måned senere igen kaldte tilsynsrapporten for “et udkast”, og beskyldte tilsynet for “uvederhæftig sagsbehandling” fordi rapporten ikke kunne “diskuteres”.

Samarbejdsproblemer
Samtidig beskyldte man Hvidovre Hospital for “psykiatrisk rænkespil”, ligesom Alina Djakowska og Maya Thisted, Birck-Madsen loyale kvinder, i et brev til kommunen beskyldte en navngiven psykiater fra Hvidovre Hospital for at arbejde “på bestilling”. Baggrunden for Regnbuens udfald mod Hvidovre Hospital var en henvendelse til Københavns Kommune fra hospitalets psykiatriske afdeling. Heri oplyste hospitalet, at man på grund af samarbejdsproblemer med Birck-Madsen trak sig fra samarbejdet med Gaderummet om psykiatrisk bistand. Kritikken af Birck-Madsen blev støttet af Opus, et prisbelønnet projekt, hvor teams af sygeplejesker, psykologer og socialrådgivere driver opsøgende arbejde blandt psykotiske unge. “Opus reklamerer her for sig selv på bekostning af Gaderummet”, vrængede Birck-Madsen tilbage og beskyldte lederen af Opus for at være “på medicinalindustriens løningsliste”.

Birck-Madsen fyres
I maj 2007 trak Københavns Kommune, ved et enigt Socialudvalg med socialborgmester Mikke Warming, Enhedslisten, i spidsen, omsider sin godkendelse af Gaderummet tilbage. I begrundelse hed det bla.:

“Der kan konstateres, at Gaderummet ikke har efterlevet de 6 påbud, som er indeholdt i forvaltningens tilsynsrapport. Gaderummet har endvidere i et brev af 18. april 2007 til Socialforvaltningen som svar på Hvidovre Hospitals henvendelse om samarbejdsproblemer, rettet angreb mod overlæge Henrik Rindom. Dette bestyrker forvaltningen i, at Gaderummet med den nuværende ledelse ikke vil være i stand til at etablere et godt samarbejde med behandlingspsykiatrien. Herudover skal der peges på de opståede kaotiske ledelsesmæssige forhold i Gaderummet, hvor Gaderummets leder reelt har tiltaget sig en enerådende magt, og hvor bestyrelsen for fonden Gaderummet er sat ud af spillet. I betragtning af, at Gaderummet har kontakt til en gruppe af skrøbelige unge, hvoraf mange har psykiske problemer, er det efter forvaltningens vurdering ikke forsvarligt, hvad der i dag foregår i Gaderummet.”

Dermed mistede “Kalle” Birck-Madsen også Gaderummets økonomiske støtte fra staten, der netop var betinget af kommunens godkendelse. Samtidig blev Birck-Madsen opsagt som leder af Gaderummet, ligesom hans skare af trofaste disciple blev fyret. Udover førnævnte Fatima Lindegaard Petersen, Maya Thisted, Anne (Svoldgård) Jønsson, Alina Djakowska og Ditte Brandrup drejer det sig om Pia Strøh, Anne Marie Janus Jensen, Sten Jørgensen og Marie Lottrup Poulsen.

Af andre aktivister omkring Gaderummet kan nævnes Henrik Risdorf, Tina Rathje, Ditte Krogh, Brian Hansen samt den tidligere straffede Thorbjørn Boldsen.

Besat
Siden da har Birck-Madsen, hans personale og 20-25 af hans klienter “besat” Gaderummet, hvorfra man har iværksat en heftig pressekampagne mod kommunen, truet den med sagsanlæg samt klaget til Ombudsmanden og Socialministeren. I skrivende stund har Københavns Kommune bedt Fogedretten sætte Carl-Erik “Kalle” Birck-Madsen og hans klike på gaden. Udover Knud Foldschack har han allieret sig med kendte venstrefløjsadvokater såsom Bjarke Madsen og Hanne Reumert og man vil formentlig forsøge sig med samme strategi som man anvendte omkring Ungdomshuset; at få fogedretten til at udsætte sin afgørelse indtil en længerevarende retssag har fastslået, at kommunen faktisk kan smide Regnbuen ud fra Gaderummet. I mellemtiden vil man sikkert forsøge at ophidse venstrefløjens gadekrigere til militant “forsvar” af Gaderummet og på den led presse Ritt Bjerregaard til igen at give efter for brand i gaden.

BZ-psykologen Carl-Erik Birck-Madsen kalder efter sin fyring
samfundet “barbarisk” og “bestialsk” og spår dets snarlige undergang.

Udgang?
Både “Kalle” Birck-Madsen og Anne Jønsson har mange personlige kontakter i det venstreekstreme miljø omkring eksempelvis Monsun, Foreningen Demos, Antifascistisk Aktion og Folkets Park Initiativet. Birck-Madsen støttes ihærdigt af Dagbladet Arbejderen, organet for erklærede kommunister, men endnu har ingen venstrefløjsorganisation udsendt sympatierklæringer eller på anden måde udtrykt støtte til Birck-Madsens “sag”. Baggrunden herfor er formentlig, at Enhedslistens Mikkel Warming står bag (og indtil videre fast) på beslutningen om at stritte Birck-Madsen ud. En enkelt ekstremist - gammelkommunisten Poul Møller fra Flygtninge Under Jorden - har krævet Warmings afgang, men efter striden om islamisten Asmaa Abdol-Hamid ønsker flertallet på den yderste venstrefløj sikkert ikke endnu en intern strid.

På den anden side optræder ungmuslimer og autonome så voldsberedte i denne tid, at det ikke kan udelukkes, at Birck-Madsen gennem en åben voldsstrategi kan få sat så meget brand i gaden på Nørrebro, at han selv uden formel støtte fra den øvrige venstrefløj får presset venstrefløjsflertallet på Københavns Rådhus til at opgive ævred.

Dog har Gaderummet ikke nogen nævneværdig symbolsk eller praktisk betydning for hverken muslimer eller marxister, ligesom persondyrkelsen af Birck-Madsen i Gaderummet mildest talt ikke kan udstrækkes til det omkringliggende miljø. Den i øjeblikket mest sandsynlige udgang på Carl-Erik “Kalle” Birk-Madsens seneste konflikt er derfor, at han taber Gaderummet - ligesom han tidligere tabte Studenterhuset og Solidaritetshuset.

Kommunisten Raul Reyes, næstkommanderende i den marxistiske terrororganisation FARC, blev for få dage siden ombragt under ildkamp med de columbianske myndighederne.
En væsentlig del af den danske venstrefløjs terrorstøtte går netop til FARC, ligesom Raul Reyes personligt havde forbindelse til bl.a. den indflydelsesrige gruppe Internationalt Forum, der ledes af Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden. Alligevel har man på den danske venstrefløj været forbavsende tavs om Reyes’ dødsfald. Tilsyneladende afventer man FARCs reaktion.

I mellemtiden udstøder Enhedsliste-sympatisører dødstrusler mod dansk politi i forsøg på at true sig til et nyt såkaldt ungdomshus.

I modsætning til FARC i Columbia lykkedes det en anden socialistisk organisation, Khmer Rouge i Cambodia, at skyde sig til magten. Man kan i dag bese resultatet - The Killing Fields. I Danmark blev Khmer Rouge støtte af bla. Kommunistisk Arbejderparti (KAP), der (naturligvis) var med til at grundlægge Enhedslisten.

Efter fiaskoen med sin falske beboerforening efterlyser venstrefløjen via en intern sms-kæde venner i Københavns Nordvestkvarter, der vil støtte et kommunistisk “ungdomshus” på Frederikssundsvej. Borgerne i Nordvest siger af indlysende grunde nemlig klart nej, ligesom borgerne i andre bydele tidligere har gjort det.

Ventetiden fordriver bevægelsens gadekrigere bl.a. med voldelige overfald på Enhedslistens politiske modstandere.

I anledningen af Fidel Castros påståede afgang som Cubas enehersker, har Humberto Fontova på Frontpage Magazine begået en fremragende artikel - The Teflon Tyrant Resigns - om bl.a. forholdene på Cuba før og efter Castros voldelige magtovertagelse. I sin artikel opregner og tilbageviser Fontova hvad han kalder seks klicheer om Castro:

“Cliché no. 1: A plucky Castro succeeded in defying a relentlessly hostile U.S. that worked ceaselessly to topple him.

The Facts: “We ended up getting exactly what we’d wanted all along,” wrote Nikita Khrushchev about the Missile Crisis Resolution.

“Security for Fidel Castro’s regime and American missiles removed from Turkey. Until today the U.S. has complied with her promise not to interfere with Castro and not to allow anyone else to interfere with Castro [italics mine]. After Kennedy’s death, his successor Lyndon Johnson assured us that he would keep the promise not to invade Cuba.”

Henry Kissinger, as Gerald Ford’s secretary of state, renewed the pledge.
After the Missile Crisis “resolution,” Castro’s “defiance” of the U.S. took the form of the U.S. Coast Guard and even the British navy (when some intrepid exile freedom fighters moved their operation to the Bahamas) shielding him from exile attacks. Far from “defying” a superpower, Castro hid behind the skirts of two superpowers, plus the British Empire.

Cliché no. 2 : Pre-Castro Cuba was a veritable U.S. colony, greedily exploited by U.S. corporations and by her most notorious gangsters who maintained the hapless island as a sordid casino and bordello. Castro rectified this shameful condition.

The Facts: In 1958, only 7 percent of invested capital in Cuba was American, and less than one-third of Cuba’s sugar output (its main crop) was by U.S. companies. Cuba had a grand total of three gambling Casino’s at the time. (Gulfport Mississippi has triple that number today.) Exactly one Havana hotel was mob-owned (compare this to Las Vegas and ask yourselves who demands that Nevada suffer Stalinism to rectify its shameful condition.)

In 1958, Cuba had approximately 10,000 prostitutes. Today an estimated 150,000 ply their trade on the desperate island, many as young as 14.

And to cap it all off: in 1950 more Cubans (out of a population of six million) vacationed in the U.S., than Americans (out of 200 million) vacationed in Cuba. At that time, Cubans didn’t come to the U.S. in any great numbers to settle. In fact as a percentage of population, Cuba took in more immigrants (primarily from Europe) in the early 20th century than did the U.S. In the 1950’s, when Cubans were perfectly free to emigrate with all their property and U.S. visas were issued for the asking, fewer Cubans lived in the U.S. than Americans lived in Cuba.

Cliché no 3: Fidel Castro overthrew the “U.S. backed” Batista whose patrons and puppeteers went instantly ballistic at his ousting. No sooner had Castro entered Havana than the U.S. started pounding its big stick while waving nary a carrot. This pushed an affronted and innocent Fidel Castro into the arms of mother Russia. The poor man had no choice against such relentless bellicosity and bullying, characterized by the vindictive and ineffective embargo.

The Facts: Former U.S. Ambassador to Cuba, Earl T. Smith, during Congressional testimony in 1960, declared flatly: “We put Castro in power.” He referred to the U.S. State Department and CIA’s role in aiding, both morally and materially, the Castro rebels, to their pulling the rug out from under Batista with an arms embargo, and finally to the U.S. order that Batista vacate Cuba. Ambassador Smith knew something about these events because he pe