I årets første historie her på Junikredsen giver vi atter et eksempel på venstrefløjens løgnagtighed, samt et eksempel fra dagens noget bedrøvelige  kulturkamp.

Kulturkamp anno 1947: Skuespilleren Robert Taylor vidner for House Committee on Un-American Activities om kommunistisk aktivitet i filmindustrien.

Den første sag drejer sig om en vis Tørk Haxthausen, der en gang havde en vis position i dansk ”kulturliv” (naturligvis med fast gage fra Danmarks Radio).

Haxthausen er kendt for sine sære ideer om homoseksualitet, som han mener skyldes overdreven læsning af tegneserier.

Tørk Haxthausen kan godt lide internettet, fordi det tillader ham at lufte sine synspunkter gratis. Derimod er han ikke så glad for, at ”den højrefløj, der på det nærmeste har monopoliseret medierne” også bruger hans internet.

På en stærkt venstresnoet hjemmeside er han derfor draget i krig mod ”de højreorienterede websteder”, inklusive Junikredsen.

Om os påstår Haxthausen konkret:

Nogle uger tidligere havde [180grader] udsendt et nyhedsbrev, hvori udgiveren af Uriasposten dokumenterede, at Kirkeasyl hovedsageligt bestod af folk fra ‘Enhedslistens venstrefløj’ – en oplysning, han (med fotos) havde hentet på Junikredsens webside, der igen havde den fra Ekstrabladet.

Ifølge Tørk Haxthausen har 180grader altså bragt en historie fra Uriasposten, som Uriasposten har kopieret – med fotos – fra Junikredsen, der videre har kopieret historien fra Ekstra Bladet.

Men Tørk Haxthausen taler usandt. Det kan enhver forvisse sig om ved at krydslæse Junikredsens Terrorstøtter i Kirkeasyl og 180grader/Uriaspostens artikel Kirkeasyl – Enhedslisten venstrefløj plus det løse, optrykt henholdsvis den 14/9 og 16/9 2009.

Så hvad er sandheden? Den er naturligvis, at Uriasposten i sin fyldige artikel refererer os for en enkelt konkret oplysning, nemlig at en af Ekstra Bladet anonymiseret terror-dømt kvinde fra Kirkeasyl er identisk med Katrine Willumsen fra Enhedslistens lille pengemaskine, Fighters and Lovers.

Sandheden er også, at ikke ét eneste af Uriaspostens mange fotos er løftet fra Junikredsens artikel – der overhovedet ikke indeholder billeder!

Tørk Haxthausen mener som nævnt, at højrefløjen næsten har monopol på medierne. Han mener også, at 180grader ”spejler et aggressivt højredrejet samfund”. Altså selvsamme blog, der for nylig begyndte en hetz mod Trykkefrihedsselskabet formand, Lars Hedegaard, fordi han på en anden blog havde omtalt nogle grimme kendsgerninger ved muslimsk familieliv: Voldtægt, incest og pædofili.

Hedegaards forbrydelse var, at han havde udtrykt sig i generaliserende vendinger om muslimer. Dette er ifølge ortodoks politisk korrekthed (dikteret i 1978 af FN) en dødssynd. Negative egenskaber ved ikke-europæiske racer og kulturer må aldrig skildres som repræsentative for det givne folkeslag – uanset om de er det eller ej.

Generaliserings-forbuddet er et instrument til at kontrollere den offentlige debat om bl.a. muslimsk masseindvandring til Europa. En ægte højreopposition erkender livets realiteter og vil derfor aktivt modsætte sig den politiske korrektheds tyranni over sproget og pennen.

Men hetzen mod Lars Hedegaard blev faktisk ført an af toneangivende højrefolk som Ole Birk Olesen, Niels Krause-Kjær og Christopher Arzrouni, og under hetzen blev han faldet i ryggen af folk som Søren Pind og Katrine Lilleør.

Hvis man vil vinde en kamp, så kræver det et vist mål af aggressivitet. Højrefløjen har i dag fået et vist fodfæste i kulturkampen. Men som Hedegaard-sagen viser, så fører mange højrefolk kampen som om de i virkeligheden ikke ønsker at vinde den.

Man må dog glæde sig over, at der i dag overhovedet bliver ført kulturkamp. Sådan var det ikke i tidligere tider, hvor smagsdommerne – som Anders Fogh Rasmussen senere kaldte dem – i overlegen stil besejrede folkelige oprør i 1965, 1973 og 1984 mod henholdsvis røde kulturpaver, skattetryk og masseindvandring.

Socialister og kulturradikale har i dag ikke på samme måde totalt herredømme over den offentlige debat, som de ellers har haft siden 1960erne. Tabet af forne tiders totalmagt er formentlig grunden til, at dagens Danmark for en Tørk Haxthausen ligner et aggressivt højredrejet samfund. Men dette land eksisterer endnu kun i venstrerabiates fantasi.

_

Spansk politi oplyser, at man har anholdt anarkist-lederen Tamara Hernández Heras og sigtet hende for drabsforsøg.

Tamara Hernández er mistænkt for at have sendt den brevbombe, der 7. oktober i år blev rettet mod de spanske myndigheder. Bomben blev opdaget i tide og bragt til sprængning under kontrollerede forhold. Ingen kom til skade.

Tamara Hernández Heras er leder af den spanske afdeling af Anarchist Black Cross, et internationalt støttenetværk for bl.a. dømte terrorister.

Anarchist Black Cross driver en dansksproget hjemmeside, hostet af firmaet Unoeuro A/S i Skanderborg.

_

En af Tvind-guruen Mogens Amdi Petersens trofaste håndlangere blev for nylig anholdt i London. Marlene Gunst, Tvind-sektens formelle regnskabschef, har sammen med sin guru og dennes faste elskerinde, Kirsten Larsen, de sidste år været på flugt fra det danske retsvæsen.

Tvind-toppen blev i 2006 frifundet for omfattende skattesnyd. Anklagemyndigheden ankede dommen og har foreløbigt fået Poul Jørgensen dømt i sagen. Mogens Amdi Petersen, der har en tidligere dom for vold, stak af fra Danmark med en lille gruppe kvindlige disciple og menes nu at gemme sig i Mexico.

Læs mere om sekten på Tvind Alert.

_

Muhammeds vej: Slår ihjel. Kristi vej: Lader sine tilhængere lide døden.
Blaise Pascal

Danskerne forlader i stigende grad folkekirken fordi den misbruges politisk uden at nogen griber ind. Men troen på Kristus som Guds søn vinder atter frem. Man peger på muslimernes fremtrængen som den afgørende enkeltfaktor.

Kristus på Golgata, Mel Gibsons The Passion of The Christ.

’Islam er Guds svøbe til kristendommen’, skrev Martin Luther i 1543. Måske han havde ret?

Glædelig Jul.

_

Giving brings a lot of joy
And this I do believe
But aren’t the ones who give so much
Entitled to receive
Why do we keep on giving
Is it right that we should please
The very ones who’d like to see
Our country on her knees.

Marty Robbins My Own Native Land

FN’s klima-møde i København er omsider overstået. Resultatet blev en skuffelse for klima-hysterikerne både inden- og udenfor Bella Centrets mure; København blev ikke smadret og FN fik ikke sin planlagte globale CO2-aftale i stand.

Herfra skal vi ikke begræde FN’s fiasko, der måske kan give klima-realisterne et lille pusterum. Men set fra klima-hysterikernes perspektiv må man med bekymret mine spørge ”hvad gik der galt?”

Det giver tidligere udenrigsminister (1982-1993) Uffe Ellemann-Jensen, der som bekendt vandt den kolde krig nærmest helt på egen hånd, et svar på i Berlingske Tidende. I sin klumme skriver Ellemann-Jensen ikke noget originalt, men opsummerer til gengæld fint hvad alverdens eksperter og kommentatorer har været enige om at sige om fiaskoen.

Uffe Ellemann-Jensen skriver bl.a.:

Den centrale spiller – og spielverderber – synes at have været Kina… Kineserne ønskede simpelt hen ikke en bindende aftale, og afviste med foragt ønsker om kontrol med overholdelse af indgåede forpligtelser. Og når Kina ikke ville bevæge sig, holdt andre sig også tilbage – især Indien. Den amerikanske præsidents forsøg på at komme i direkte dialog med Kina syntes ikke at føre nogen vegne. Og man fik en mistanke om, at kineserne endnu en gang ønskede at markere overfor Obama, hvem der sidder med trumfkortene.

På selve konferencen, hvor vi alle kunne følge med, spillede kineserne ikke hårdt ud. Det havde de deres marionetter til at gøre for sig… Hovedpersonen var her talsmanden for G77 gruppen af udviklingslande, den sudanesiske FN-ambassadør – Lumumba Stanislaus Di-Aping – som mange danske mediefolk tog til deres hjerte…

Læren af forløbet i København må være, at en virkningsfuld klimaaftale ikke bliver til noget, med mindre Kina og USA sætter sig sammen – og bliver enige. Så kan den lille østat Tuvalu og andre skælde nok så meget ud over, at der ikke tages lige hensyn til små og store. Sådan er virkeligheden bare. Og det blev vi mindet om endnu engang – samtidig med at vi fik demonstreret, hvordan den globale magtbalance er skiftet.

Mødet i København blev altså for så vidt bare en gentagelse af f.eks. FN’s skandaløse racismekonferencer – Durban I og Durban II – der også degenererede til farvede racers frontalangreb på The Camp of the Saints.

Selv om Ellemann-Jensen m.fl. sikkert ikke vil indrømme det, så bekræfter disse forløb hvad Samuel P. Huntington skrev i sit klassiske værk The Clash of Civilisations:

Civilisationernes sammenstød finder således sted på to planer. På mikro-planet kæmper tilgrænsende grupper langs civilisationernes brudlinjer, ofte voldeligt, om kontrollen over et territorium og over hinanden. På makro-planet konkurrerer stater fra forskellige civilisationer om militær og økonomisk overvægt, kæmper om kontrollen over internationale institutioner og tredjeparter og søger i indbyrdes konkurrence at fremme deres egne særlige politiske og religiøse værdier.

Om det – som på Durban-konferencerne – er muslimerne, eller som i København kineserne, der svinger taktstokken, er underordnet. Trompeterne blæser til kamp mod den tidligere herre i Nord.

I den politiske korrekte jargon skildres denne krig, der på makro-niveau endnu kun føres med økonomiske og diplomatiske våben, som en konflikt mellem rige og fattige lande. Men på listen over G77-landene ser man f.eks. adskillige nationer med en ganske komfortabel levestandard, bl.a. Kina, Brasilien og de arabiske oliestater.

Dybest set handler civilisationernes sammenstød altså ikke om ressourcer, men om hvem der skal bestemme. Dem eller os.

Europa og Nordamerika kunne i forening uden tvivl få Resten til at makke ret. Men konflikter og krige vindes ikke på mand og materiel alene. Godt lederskab er en afgørende faktor for succes.

FN’s klimakonference i København udstillede Vestens måske mest prekære problem, personificeret ved Amerikas nuværende præsident, den upopulære Barack Hussein Obama: Vi mangler stærke og egnede ledere.

Det kunne være nærliggende at mene, at mulatten Obama, der især har skubbet hvide befolkning fra sig, ikke er den rette mand ved roret overfor The Rising Tide of Color, som Lothrop Stoddard for allerede snart hundrede år siden døbte Vestens trussel. Men problemet er dybere end som så.

Vestens nuværende ledere har ikke smag for konfrontation, endsige krig. De er alle rundet af et politisk system, hvor forhandlinger og kompromis altid er løsningen. Sådan er de kommet til magten og sådan bevarer de magten.

For disse politikere er militær magt kun et middel til at få fjenden til forhandlingsbordet. Krige føres ikke for at vinde, men som ”forlængelse af politikken med andre midler”, som et ofte brugt og misbrugt citat fra Carl von Clausewitz lyder.

Evnen og viljen til kompromis er naturligvis nøglen til fredeligt demokrati. Men vejen til Helvede er som bekendt også brolagt med gode intentioner. Navnlig når demokratisk idealisme blænder for realpolitisk virkelighed.

I København brugte de kinesiske ledere uden skam deres magt og indflydelse til at forfølge den kinesiske civilisations egeninteresser. Vestlige ledere skammer sig derimod over, at man ikke fik et kompromis i stand.

FN’s klima-møde blev således endnu et symbol på Vestens lederkrise. Hvorfra skal den komme, der tør overskride Rubicon?

_

Uriasposten har offentliggjort en dansk oversættelse af European Foundations 100 reasons why global warming is natural. Et stærkt og nødvendigt dokument mod det FN-genererede CO2-hysteri.

Men klima-realisterne synes desværre at have tabt slaget til miljø-hysterikerne. Jyllandsposten kan således i dag afsløre hvordan arbejdsomme, skattebetalende danskere skal betale prisen for jagten på EU’s CO2-kvoter:

Danskerne skal til at køre i elbiler. De skal skrotte deres oliefyr. De skal kobles på fjernvarmenettet. De skal betale kørselsafgifter. De skal bygge lavenergihuse.

Uanset om man tror på CO2-dommedag eller ej, så kommer man altså til at betale for gildet. Hvis statsplanlæggerne altså får det som de vil have det…

Selv i disse juletider synes det ”solidariske”  samfund nemlig at have sine grænser. Ifølge en frisk undersøgelse gider vi danskere ikke tiggeri:

50 procent af de 1169 adspurgte erklærer sig således uenige i, at man bør give penge til en tigger, mens kun 11 procent erklærer sig enige. Resten har enten ingen holdning til emnet eller svarer ved ikke.

Ingen sigøjner-tilstande her.

Opdateret 21/12:

Klimaflop giver danskerne store besparelser

_

Under gårsdagens overfald på Bella Centret viste dansk politi viste sig endnu engang opgaven voksen. Under førerskab af det venstreekstreme sammenrend Climate Justice Action (CJA) deltog omkring 2000 demonstranter i den voldelige aktion, men kunne ikke stå mål med danske betjentes  prygl og peberspray.

Lov og orden hersker trods alt stadig i kongeriget Danmark. Det måtte også klima-bøllernes medsammensvorne indenfor murene af FN’s popmøde sande, da de forsøgte at tilslutte sig optøjerne udenfor bygningen.

I dagens anledning måtte CJA i hast finde en ny dansk frontfigur. Valget faldt på den ikke tidligere kendte Anna Brun, der indtil videre er på fri fod.

Det samme kan ikke siges om CJA’s hidtil danske presseprofiler, Tannie Nybroe og Stine Gry Jonassen, der ifølge DR blev anholdt under gårsdagens ballade. I forvejen sidder to af CJA’s udenlandske bagmænd bag tremmer. Det drejer sig om den 32-årige australieren (ikke russeren, som visse medier har rapporteret) Natasha Trieste Verco, der i sit hjemland har været anholdt i forbindelse med bl.a. angreb på asylcentre.

Den anden hovedmand er den ligledes 32-årige Tadzio Müller fra Tyskland, der har status blandt bøllerne som en art strateg. Anholdelser af Müller og Trieste skete på baggrund af bl.a. telefonsamtaler, hvor dansk politi var med på en lytter.

Efter anholdelsen af Tadzio Müller forsøgte René Karpantschof at tale bøllernes kampgejst op . Hvis politiet tror, at de kan lamme aktivisterne ved at tage ledere ud, har de fuldstændig misforstået kulturen. Det har en opildnende effekt og er virkelig noget, der skaber vrede og sammenhold, lød det hektisk fra den påståede ekspert.

CJA’s Stine Gry Jonassen lod sig tilsyneladende gribe af Karpantschofs spådomskunster og bekendtgjorde op til at angrebet på Bella Centret sejrsikkert, at Politiet kan ikke stoppe os og det forventede antal voldsberedte demonstranter blev sat til op mod titusind.

Men sådan gik altså ikke. Som alle andre bøller bryder klima-bøllerne sig ikke om at smage deres egen medicin.

_

Dansk politi er omsider trådt i karakter og anholdt den berygtede tyske bølle-chef Tadzio Müller, veteran fra optøjer i bl.a. London og Rostock. Samtidig har politiet igen fundet udenlandske bøller i besiddelse af sprængstoffer. Bøllerne er nu begyndt at frygte politiet og jamrer højlydt.

Indenfor murene på FN’s klima-popmøde går det også bedre end håbet. Tiggerlandene får tilsyneladende ikke hvad de kom for:

Landene på COP15-mødet er stadig dybt splittet om, hvor meget ilandene skal skære af deres CO2-udledning, hvor meget rige lande skal give i langsigtet klimastøtte til fattige lande, og hvor store CO2-reduktioner de store ulande skal levere.

Skruen strammes  atter et lille nyk om muslimer på dansk grund: Tærklæde kan koste kontanthjælpen, skriver JP i dag.

Klima, vold og muslimer:

Stor klima-skepsis i regeringens bagland

257 aktivister frihedsberøvet

Aktivster går amok i klimafængsel

Både SF og DF bakker politiet op

Berlusconi overfaldet på møde

Hirsi Ali: Minerat-forud er godt for muslimer

_

Militante demonstranter fra Climate Justice Action marcherede i går for første gang i danske gader.

Som tidligere påpeget af Junikredsen, så handler FN’s klima-popmøde indenfor murene dybest set om at bruge klimaforandringerne som rambuk for etableringen af en art global velfærdsstat, hvor de flittige og dygtige nationer skal betale gildet for de andre.

Udenfor murene kræver organisationer som Climate Justice Action mere ærligt en ”anti-kapitalistisk løsning” på de klima-ændringer, som ingen reelt kender årsagen til. Disse gruppers had til popmødet skyldes altså med andre ord, at FN (endnu) ikke ønsker at indføre regulær kommunisme.

Bag klima-popmødets glatte facade planlægges global neosocialisme.

Udenfor på gaden stikker kommunismen derimod gerne sit grimme fjæs frem.

Men gennem konsekvent brug af præventive anholdelser lykkedes det lørdag atter dansk politi at holde de værste klima-bøller fra ind- og udland i kort snor. Op mod tusind anholdelser satte en effektiv stopper for stenkast og ildspåsættelse.

Dele af dansk presse gav efterfølgende flere ”aktivister” frit løb i spalterne med dramatiske historier om forfatningsbrud, politibrutalitet og tortur.

Pressen viste ingen interesse i at tjekke disse sandhedsvidners baggrund. Flere ville kun udtale sig anonymt, mens andre gerne ville se deres navn i avisen. Flere af disse personer illustrerer hvem klima-hysterikerne i virkeligheden er:

Jacob Hartmann beskrives neutralt som ”københavner” og ”civilingeniør”. I virkeligheden er han ansat i Greenpeace, en yderliggående miljøorganisation kendt fra bl.a. Brent Spar-skandalen. Jacob Hartmann er efter eget udsagn tidligere blevet anholdt i forbindelse med militante miljøaktioner for Greenpeace, men blev op til klima-popmødet alligevel hyret som kampagneleder af Københavns Kommune.

Rasmus Pinnerup skildres som ”medicinstuderende og ”libertær socialist”. Det oplyses ingen steder, at han driver et berygtet mødested for venstreekstremister på internettet, stiftet af Enhedslistens web-master Simon ”Sunshine” Shine.

Helga Mathiassen omtales som pæn RUC-studerende, men er et kendt medlem af Socialistisk Ungdomsfront, der har en samarbejdsaftale med Enhedslisten.

Julie Leonnartsson (sic.) er tilsyneladende blot en stakkels ”66-årig kunstmaler” fra Sverige, der ”sad på jorden i timevis”. Ifølge ”Julie” lånte en dansk betjent ham en telefon, så han kunne ringe til sin kone, der også agerede demonstrant. Det havde den godhjertede betjent måske ikke gjort hvis han havde vidst, hvem konen var. Leonardsson er nemlig gift med en vis Anne Feeney, der bl.a. er medlem af en af de ældste terrororganisationer i verden, Industrial Workers of The World.

Ægteskabet med Anne Feeney er som sådan ikke overraskende. Håkan “Julie” Leonardsson er selv en gammel kending fra den yderste venstrefløj. Han har i mange år bl.a. agiteret imod samfundet gennem ondskabsfulde tegninger, som hans meningsfæller kalder satire. I Danmark hyldes han især af Stalin-tilbederne i Arbejderpartiet Kommunisterne (kendt for sit voldsdømte medlem Lars Grenaa).

Forvandligsnummeret: Det ene øjeblik fredelig demonstrant...

... det næste øjeblik maskeret gadekriger. Hvor længe lader myndigheder sig dog bedrage?

I det hele taget forekommer det som om, at de forskellige kamporganisationer har vanskeligt ved at finde offentlige repræsentanter med et nogenlunde uplettet navn. I hvert fald synes samtlige danske repræsentanter at kunne spores til den yderste venstrefløj. I flæng kan bl.a. nævnes Erik Storrud (KlimaX), Niels Fastrup (Civilsamfundets Klimaforum), Mads Kissow (KlimaX, KlimaKollektivet), Stine Gry Jonassen (Climate Justice Action), Tannie Nybroe (Climate Justice Action og Greenpeace), Peter Saxtrup Nielsen (Climate Justice Action) og Anna Kollerup Nystrup (KlimaKollektivet, Climate Justice Action).

Climate Justice Action må ikke forveksles med Peoples Climate Action (PCA), der omfatter normale interesseorganisationer såsom Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Verdensnaturfonden. PCA omfatter dog også grupper som Greenpeace og Mellemfolkeligt Samvirke, der har tæt tilknytning til det yderste venstre.

Climate Justice Action omfatter derimod grupper såsom KlimaKollektivet, KlimaX og NOAH, der planlægger et fælles indbrudsforsøg mod Bella Centret den 16. december. Officielt har man strittet den farligste gruppe, Never Trust A Cop, ud af organisationen. Men dén melding tillader vi os her på Junikredsen at tvivle på…

_