Enhedslisten & vold: Antifascistisk Aktion

af Junikredsen

For vistnok første gang har et dansk medie pirket til Enhedslistens forbindelse til Antifascistisk Aktion (AFA), der så vidt vides er Danmarks eneste erklæret voldelige politiske organisation (og i princippet derfor grundlovsstridig). Anledningen til presseomtalen var en militant plakat, der i januar i år kunne ses i København som reklame for en fest i kollektivet “Bumzen”, Baldersgade på Nørrebro. Bag festen stod “Salemturen”, der hvert år sender danske forstærkninger til svenske AFA. I Sverige har AFA siden 2001 forsøgt at stoppe Salemfondens årlige mindehøjtidlighed for en 17-årig højreaktivist, der i december 2000 blev mishandlet til døde af en gruppe indvandrere.

Hovedkræfterne bag “Salemturen” er Enhedslisten og den danske sektion af AFA. Af den nævnte plakat fremgår det, at de unge gadekrigere, der sendes til slagsmål og optøjer i Sverige, rekrutteres fra Socialistisk Ungdomsfront, Fynske Antifascister, Rød Ungdom og Offensiv. Enhedslisten deltager officielt ikke selv i de årlige uroligheder i Salem, men overlader føringen af de unge bøller til AFA, der beundres for sin store erfaring i gadekamp.

Tæskehold eller politisk organisation?
Men hvad er Antifascistisk Aktion nærmere bestemt? Ja, det kan være vanskeligt at gennemskue. Ifølge sit propagandamateriale består organisationen af “flere uafhængige grupper”. I interviews beskriver man sig derimod som en gruppe på “omkring 50 medlemmer”. Selv gruppens navn skaber man tvivl om: I AFAs program skriver man, Vi vil bekæmpe både de racistiske udtryk og det system. der udvikler dem. Og det er derfor vi kalder os anti-facsister og ikke f.eks. anti-racister selvom vi er begge dele. I forbindelse med 10-års jubilæet i 2002 forklarede man derimod, at navnet var valgt tilfældigt og at man lige så vel kunne have kaldt sig “Antiracistisk Aktion”.

Da en flok autonome i januar 2007 besatte et hus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter, blev de natten til den 16. konfronteret af en gruppe vrede unge. De autonome valgte at “tilkalde assistance fra Antifascistisk Aktion”, der fik “jaget nynazisterne på flugt”, som dele af pressen efterfølgende skrev. Sådanne episoder giver næring til beskyldninger om, at AFA ikke er andet end venstrefløjens tæskehold.

På den anden side forekommer Antifascistisk Aktion som en regulær politisk organisation, der har formuleret et ideologisk grundlag, driver en hjemmeside og – siden 1993 – info-caféen Kafa-X på Nørrebro, ligesom man har forsøgt at udgive eget blad. Især i 1990erne tog Antifascistisk Aktion også selvstændige politiske initiativer såsom 1. maj-demonstrationer og kampagnerne “Free Mumia Abu-Jamal” og “Stop Udvisningerne”, men efter 10-års jubilæet (behørigt fejret i Ungdomshuset) synes organisationen i stigende grad passiv på denne front.

Antiracistisk Netværk
Antifascistisk Aktion blev stiftet på Christiania i sensommeren 1992. Sammen med bl.a. Enhedslisten og Foreningen Demos stiftede man kort efter Antiracistisk Netværk. Også organisationer udenfor det yderste venstre var med, men allerede fra omkring 1995 var AFA, Enhedslisten og Demos de eneste tilbage af netværkets stiftere. Siden da har netværkets øvrige deltagere alene været andre venstreekstreme grupper, ofte med udspring i netværkets tre hovedorganisationer.

Flere autonome grupper stod bag dannelsen af Antifascistisk Aktion, men især Strictly Underground og Autonomt Info blev vigtige for AFAs udvikling. Strictly Underground var omkring 1990 den mest betydningsfulde magtfaktor på Christiania. Gruppen sad på Den grå Hal, “fristadens” største koncerthal, og rådede som koncertarrangør over en flok hårde drenge, der kom til at udgøre kernen i AFAs første tæskehold. Via Strictly Underground fik Antifascistisk Aktion også et særdeles godt forhold til flere af hash-baronerne i Pusherstreet, der for fredens skyld bakkede op om Christianias nye voldelige gruppering.

Den ekstremt militante gruppe Autonomt Info var allerede i 1987 blevet inviteret indenfor i Foreningen Demos, der aktivt bejlede til BZ-bevægelsens lederlag fra Ryesgade 58. Forbindelsen til Demos blev af flere grunde uhyre betydningsfuld. Ikke mindst blev Demos bindeleddet mellem det voldsautonome miljø og en kreds af militante fagforeningsledere i København, der under navnet Fagforeninger Mod Racisme senere var med til at danne Antiracistisk Netværk.

Voldsforherligelse
I modsætning til Demos og Enhedslisten nøjes Antifascistisk Aktion ikke med at kredse om politisk vold. I gruppens program fra 1994 profilerer man sig tværtimod, under overskriften “Skal vi slås?!”, som erklæret voldelig:

Og det er en anden ting, der adskiller os fra den øvrige venstrefløj, nemlig at vi ikke nøjes med at snakke om militante midler, men også af og til tager dem i brug. Når det f.eks. gælder fascister og nazister, vil vi aldrig lade dem holde møder eller demonstrationer offentligt, og hvis det kræver slagsmål at stoppe dem, er vi parate til at tage det.

Antifascistisk Aktion har siden diskret forsøgt at modificere programmets voldsforherligelse. I ‘manifestet’ på gruppens hjemmeside lyder det i dag, at selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem. Intet tyder dog på, at Antifascistisk Aktion gør det mindste for at undgå vold. Så sent som i sommeren 2006 langede den lokale afdeling af Antiracistisk Netværk i Svendborg ud mod AFA, der havde deltaget i en lokal demonstration mod “De National-Liberale”. I det åbne brev fra Antiracistisk Netværk-Svendborg blev AFA skarpt kritiseret for at “fremprovokere voldelige konfrontationer” og man takkede politiet for at have forhindret “de slagsmål, som… I tydeligvis var kommet for.”

Antiracistisk Netværk-Århus havde derimod ingen kritik af Antifascistisk Aktion, da gruppen få månder tidligere var inviteret til demonstration i byen. Jyllandsposten fik nys om sagen og spurgte til AFAs vold. Vold er ikke noget, som vi elsker, men så længe folk ligger på skadestuen, kan de i hvert fald ikke deltage i nazistiske møder, svarede en anonym talsmand.

Især på internettet reagerede moderate venstreorienterede på AFAs voldelige brovten. Kritikken fik AFA til at udsende en af sine sjældne pressemeddelelser. Heri beskyldte man Jyllandsposten for flere usandheder, som vi føler os forpligtet til at dementere. Man “dementerede” derefter nogle påstande, som Jyllandsposten ikke havde fremsat og forbigik i tavshed spørgsmålet om den afstumpede udtalelse.

Antikapitalistisk Aktion
Antifascistisk Aktion opererer også under navnet Antikapitalistisk Aktion.. Det er et kendt træk ved ekstremistiske grupper, at medlemmerne lever i et konspiratorisk univers, hvor man oplever sig forfulgt og manipuleret af mørke kræfter. Dette verdensbillede finder man som forventet også hos Antifascistisk Aktion, der i deres ‘manifest’ skriver:

[De riges] udbytning er med til at skabe en vrede og misundelse, som kunne bruges til at sparke opad, men ved hjælp af politikere, presse og professionelle meningsdannere undgår de rige, at vreden bliver målrettet. I stedet får de spillet folk ud mod hinanden. Vi bliver splittet op i forskellig race, køn, tro, seksualitet, udseende, alder osv., og vi bliver bildt ind at vi er hinandens fjender.

Forestillingen om, at en lille magtfuld klike “splitter os” kunne være taget direkte fra det berygtede skrift Zions Vises Protokoller og ikke så få forskere har da også gennem tiden peget på de mange ligheder mellem anti-semitisme og anti-kapitalisme. Begreberne er ikke helt de samme; men det er logikken. Det kan her tilføjes at et kendt medlem af Antifascistisk Aktion, Martin Linblom fra Monsun, da også offentligt har indrømmet, at han “ikke anerkender Israels ret til at eksistere”. En holdning, der karakteriserer hvad jødiske organisationer betegner som “new antisemitism”.

Proto-terror
Mange eksperter definerer terror som voldelige handlinger, hvis formål er at skræmme andre til at udføre eller afstå fra en handling. Hvis man ser på Antifascistisk Aktions voldshistorie, så er der klart tale om, hvad man i fagsproget kalder en proto-terroristisk organisation. D.v.s., at AFAs erklærede vold ikke er rettet mod staten eller befolkningen som sådan, men mod venstrefløjens politiske fjendebilleder, der med vold skal skræmmes til tavshed. Under den engelsksprogede parole “any means neccesary” opererer man med en bred vifte af voldelige metoder, men afstår almindeligvis – dog ikke altid – fra bevidst dødbringende midler som skydevåben, sprængstoffer o.l.

Slagsmål”
Selv om Antifascistisk Aktion i sin propaganda skræpper meget op om “slagsmål”, så har man siden 1994 netop bevidst undgået regulære slagsmål med højrefløjsaktivister. Baggrunden er kort, at i 1993 gik det som en løbeild gennem Antiracistisk Netværk, at medlemmer af skinhead-gruppen Dansk National Front havde besøgt Den Danske Forenings grundlovsstævne i Hillerød. Antifascistisk Aktion blev sendt på banen og overfaldt kort efter en mindre gruppe af frontens medlemmer udenfor en biograf i København.

Opmuntret af denne gadesejr besluttede AFA sig for et raskt angreb på DNSB-lederen Jonni Hansens privatbolig på Amager, hvor man forsøgte at sparke døren ind. En bedrift, som Antifascistisk Aktion stadig er meget stolt af. Da man året efter forsøgte at sparke døren ind hos journalisten Lars Villemoes, fordi han i en række artikler bl.a. havde sat navn på AFA-lederen Martin Lindblom, foretrak organisationen derimod at optræde anonymt.

I 1994 stræbte Antifascistisk Aktion også efter et endeligt opgør med Dansk National Front, som man vidste igen var forsamlet til grundlovsstævne i Hillerød. Selvom styrkeforholdet var 1 til 2 i AFAs favør, fik de bank og måtte stikke halen mellem benene. Flere AFA-medlemmer blev anholdt under flugten og senere straffet for deres overfald på Den Danske Forenings møde.

Fiaskoen i 1994 i Hillerød lærte Antifascistisk Aktion, at højefløjens gadeaktivister er bedre mand-til-mand i regulære gadeslagsmål. Mange yngre mænd på højrefløjen synes ofte større og mere robuste end hvad venstrefløjen vanligvis kan stille med. I hvert fald skal Hillerød 1994 ikke være det eneste tilfælde hvor AFA er blevet på slået flugt, når styrkeforholdet har været nogenlunde jævnbyrdigt. Men sådanne tilfælde er formentlig ikke mange, for siden 1994 har Antifascistisk Aktion opgivet slagsmålene til fordel for deciderede overfald, hvor man fra baghold angriber i overvældende flertal, helst ikke under 10 til 1.

Voldens omfang
Det er vanskeligt at vurdere, hvor mange voldelige overfald Antifascistisk Aktion gennem årene har stået bag. Som led i en almindelig taktik på den yderste venstrefløj anvender AFA i vid udstrækning “navnløse” aktioner, hvor vold og hærværk begås i tilsyneladende anonymitet. Taktikken har til formål dels at hindre politiets opklaring af gruppens forbrydelser, og dels at skjule AFAs reelle voldelighed for offentligheden. Således har AFA ikke ville lægge navn til nedskydningen i 1997 af en tidligere skindhead udenfor musikstedet Vega, overfaldet på Pia Kjærsgaard på Nørrebro i 1998 eller nedstikningen af en tidligere Combat 18-leder på Vesterbro i 2001, selv om disse presseomtalte overfald alle bærer organisationens tydelige fingeraftryk.

Især i de senere år synes venstreekstremes voldelige overfald tillige mere inspireret end faktisk begået af Antifascistisk Aktion. Siden 2004 er venstrefløjs-modstandere blevet udsat for voldelige overfald i bl.a. Fredericia, Svendborg, Ålborg og Århus af maskerede mænd bevæbnet med køller. Sådanne overfald er formentligt ikke organiseret af AFA, der aldrig har fået sig etableret udenfor København. Derimod kan det ikke udelukkes, at organisationen bistår lokale venstreekstremister med råd og vejledning (og lejlighedsvis muskler), for de pågældende byer huser alle aktive lokalafdelinger af Antiracistisk Netværk – og dermed også af Enhedslisten, Fynske Antifascister, Offensiv o.s.v.

Det er også tvivlsomt, om alle Antifascistisk Aktions voldelige overfald kommer til offentlighedens kendskab. I mange tilfælde vil ofrene ikke anmelde sagen, formentlig af frygt for repressalier. Denne frygt er i så fald langt fra ubegrundet. Især i København lægger AFA stor vægt på overfald i forbindelse med retsmøder, ligesom man fotograferer de fremmødte. Disse hænges efterfølgende ud med navn og billede i venstreekstreme medier. Sådanne metoder får uden tvivl en del af AFAs ofre til på forhånd at opgive at retsforfølge gerningsmændene, ligesom de færreste nok ønsker at få sparket døren ind fordi man er stået frem i pressen.

Spørgsmålet om antallet af voldelige overfald begået af Antifascistisk Aktion kompliceres yderligere af, at en del tilsyneladende upolitiske voldssager kan være begået af gruppen. AFA tager nemlig ikke altid så nøje på, hvem man overfalder, men banker i flere tilfælde løs på folk, hvis udseende stemmer med gruppens forestillinger om “fascister”. I foråret 2001 blev tre Brøndby-fans overfaldet i Københavns Byret fordi man troede de var medlemmer af den norske skinheadgruppe Oslo Boot Boys. Overfaldet skal have givet Antifascistisk Aktion problemer i fodboldmiljøet, fordi Southside United, Brøndby Boldklubs frygtede hooligans, gik ind i sagen.

Antifascistisk Aktion fik sikkert også sved på panden efter et overfald i Århus i vinteren 2005, hvor tre rockere blev angrebet udenfor et værtshus fordi man troede, at de var fra det højreradikale netværk “Dansk Front”. Det ene af ofrene var medlem af Hells Angels og overfaldet skal have givet anledning til heftig mødeaktivitet i den berømte motorcykelklub. Medlemmer af Hells Angels og Antifascistisk Aktion har tidligere samarbejdet om hash-markedet i København, så sagen er formentligt blevet ordnet i mindelighed.

Mange faktorer gør det altså vanskeligt at sætte tal på Antifascistisk Aktions voldelige overfald. Men et skøn på mellem 30 og 50 siden 1994 synes ikke urealistisk. Af debatter på højre- og venstreekstreme hjemmesider og chatrooms fremgår det, at alene siden 2003 har venstreorienterede voldsmænd begået 15-16 overfald, hvoraf kun ca. en fjerdedel er omtalt i pressen og endnu færre politianmeldt. AFA synes at have stået bag lidt under halvdelen af disse overfald, mens de øvrige er begået af Antiracistisk Netværks øvrige grupper. Især i Trekantsområdet synes et selvstændigt tæskehold, formentligt stiftet af Fynske Antifascister, at husere.

Knytnæven, knokkelhæren og “nazi-alarm”
Antifascistisk Aktions tæskehold blev af de indviede tidligere omtalt som ‘Knytnæven’ og ‘Knokkelhæren’. Disse betegnelser skal nu være ophørt, men ‘Knytnæven’ dækker over en fasttømret gruppe af veltrænede yngre mænd. Gruppens speciale er voldelige aktioner, der kræver forberedelse og planlægning. Samtidig rykker ‘Knytnæven’ ud, når venstreekstreme udsender “nazi-alarm”.

“Nazi-alarm” betegner en telefon- og smskæde mellem bl.a. Den Grønne Hal på Christiania, spillestedet Stengade 30, Kafa-X i Korsgade, Solidaritetshuset i Griffenfeldtsgade, Foreningen Demos i Elmegade og tidligere naturligvis også Ungdomshuset. “Alarmen” bliver også udsendt til de 14-15 kollektiver, der udgør kernen af det voldsautonome miljø i København. “Bumzen”, Baldersgade nr. 20-22, er det eneste af disse kollektiver, der er kendt af offentligheden. Men andre adresser på Nørrebro finder man i bla. Ravnsborggade, Sjællandsgade, Baggesensgade, Stengade, Blågårdsgade, Sct. Hansgade, Griffenfeldtsgade, Frederiksborggade samt på Fælledvej og Nørrebrogade. På Frederiksberg.bor flere af miljøets topfolk sammen i en millionvilla på Amicisvej.

Når “nazi-alarmen” udsendes, så samles ‘Knokkelhæren’, der består af medlemmer og sympatisører af AFA samt tilfældige gadekrigere, og iler afsted for at tæve dem man nu ikke kan lide. For nylig var det nær gået ud over Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der dog slap væk inden tæskeholdet nåede frem. Efter en “nazi-alarm” kan man i København på ca. en time samle et blandet tæskehold på en 20-30 stykker. Efter længere tid, måske 5-6 timer, kan man stille med op til 100 bøller, ofte af begge køn.

Vagtværn og massevold
Medlemmer af Antifascistisk Aktion optræder også som vagtværn ved den yderste venstrefløjs arrangementer og demonstrationer. Deres fornemste opgave er at jage civile politibetjente og “fascister” væk, men også at fotografere tilskuere og forbipasserende, som man finder politisk mistænkelige. Det er en kendt sag, at mange venstrefløjs-demonstrationer rutinemæssigt udvikler sig voldeligt. Det gælder både herhjemme og i udlandet, og taktikken er overalt den samme. De unge – ofte drukne – deltagere ophidses med flammende militante taler. Når stemningen når kogepunktet, erklærer arrangørerne demonstrationen for opløst, gerne med lakoniske tilføjelser om, at nu kan “folk gøre som de vil”.

AFAs egne folk holder sig under disse “spontane” optøjer som regel i baggrunden. Under 18. maj optøjerne i 1993, der netop blev indledt med en AFA-demonstration, blev f.eks. kun ét medlem af Antifascistisk Aktion, Ditte Pedersen, anholdt.

Formålet med demonstrationernes efterfølgende optøjer er at vænne ikke blot unge tilhængere, men også offentligheden til politisk vold. Man forsøger at gøre det til en almindelig samfundsopfattelse, at politisk vold er en uundgåelig og nødvendig forudsætning for “social forandring”. Naturligvis bider offentligheden ikke på krogen, men voldens spænding og drama tiltrækker et vist segment af venstreorienterede unge, ofte studenter og ungdomskriminelle.

Politisk registrering
Især de ældste medlemmer af Antifascistisk Aktion har stor erfaring med overvågning og registrering af venstrefløjens politiske modstandere. Når de er i marken er de velsoignerede og nydeligt påklædte. Deres opgave er primært at fotografere politiske modstandere og opdrive privatadresser. Metoden er ofte skygning, hvor man følger efter ofrene når disse eksempelvis har deltaget i en offentlig demonstration. Skygningen foretages gerne til fods eller i pæne, diskrete biler og forfølgerne optræder som regel i par af én mand og én kvinde.

Allerede inden starten på Antifascistisk Aktion i 1992 blev medlemmer af BZ-kollektivet Ryesgade 58 oplært i politisk overvågning og registrering af Foreningen Demos. Metoderne er uden tvivl blevet finpudset ved mødet med Blekingegadens medlemmer, som man via Demos kom i kontakt med efter bandens afsløring. Især gruppen Autonomt Info skal i perioder have været stort set identisk med ‘Demos Dokumentationsgruppe’, der nøje fører arkiv over venstrefløjs- og indvandringskritikere.

AFA, Demos & Redox
De indsamlede oplysninger om venstrefløjens politiske modstandere offentliggøres i ‘Demos Nyhedsbrev’, hvor man især lægger stor vægt på at udpege enkeltpersoner med navn og billede. Forholdet mellem Antifascistisk Aktion og Foreningen Demos har altså karakter af et samarbejde mellem to selvstændige grupper. Men via Demos har bl.a. militante fagforeningsmedlemmer indsluset sig i AFA, hvor de plejer den fagforeningsbetalte forenings interesser.

Foreningen Demos har i mange år været den yderste venstrefløjs førende gruppe indenfor politisk overvågning og registrering. Denne rolle er nu overtaget af ‘Researchkollektivet Redox’, der driver sin virksomhed fra en postboks på Frederiksberg. Gruppen arbejder fordækt, men med Redox har Demos tydeligvis mistet nogle af sine bedre – og yngre – kræfter. Det hemmelige ‘researchkollektiv’ på Frederiksberg har klart overtaget førertrøjen når det gælder frisk information om navngivne enkeltpersoner, mens Demos Nyhedsbrev i stigende grad bl.a. må fyldes med med eller mindre dybsindige kommentarer til historier fra dagspressen. Selv nøjes Redox med en hjemmeside, der som så mange andre venstreekstreme net-sider hostes af firmaet Surftown på Østerbro.

I forbindelse med en “antiracistisk modoffensiv” i 2006 blev der via Antiracistisk Netværk lagt op til et samarbejde mellem Demos og Redox. Men Demos har stadig ikke adgang til Redox’ kilder, der bl.a. omfatter et mindre netværk at hackere i Danmark, Sverige, Tyskland og Holland, rekrutteret fra det såkaldte “open source” miljø. Det anspændte forhold mellem de to rivaler har rod i en begyndende konflikt for en seks-syv år siden, hvor Demos af uvisse grunde begyndte at lade sine aktivister stå åbent frem som medlemmer af Antifascistisk Aktion. Demos-flokken er ikke udpræget karriere-mennesker, men udgøres af bl.a. stilladsarbejdere, murerarbejdsmænd, førtids- og folkepensionister, fallerede akademikere og tilløbende bistandsklienter. Mange i AFAs større fraktion af autonome plejer derimod en borgerlig karriere ved siden af deres – ofte voldelige – undergrundsaktiviteter. Flere kan efterhånden besmykke sig med akademiske titler og vil gerne løbe en akademisk karriere i gang. Andre har stiftet eget firma, mens nogle har søgt ind i det offentlige som bl.a. jurister og socialrådgivere. En væsentlig gruppe søger ind i medieverdenen.

Den autonome AFA-fraktion vendte sig derfor stejlt imod Demos’ forsøg på offentlighed omkring Antifascistisk Aktion. Misforholdet blev yderligere forværret, da AFA i november 2005 iværksatte en efter danske forhold usædvanlig omfattende og grov smædekampagne. Bl.a. modtog pårørende til en række skoleelever landet over anonyme breve hvori eleverne blev udhængt som nazister fordi de havde besøgt hjemmeside “Dansk Front”. De børn, der havde lagt deres billede ud på f.eks. mødestedet arto.dk, blev samtidigt nazi-udhængt med navn og billede på anonyme plakater, som AFA i ly af natten satte op ved skolegårde.

Antifascistisk Aktions rabiate personhetz fortsatte i et par måneder på en hjemmeside drevet fra organisationens officielle hovedkvarter i Korsgade på Nørrebro. Da pressen begyndte at vise interesse for sagen, flyttede man hjemmesiden til AFA i Sverige. I Demos havde man da også af taktiske grunde advaret AFA imod idéen. Demos-lederen Erik Jensen kunne dog ikke modstå fristelsen, men koordinerede angiveligt private trusler om sagsanlæg mod gamle fjender med AFAs smædekampagne. Ifølge Erik Jensen havde gamle medlemmer af Den Danske Forening nemlig “forhånet” ham på internettet (eller ‘indernettet’ som den vrede folkepensionist udtaler det).

Erik Jensens optræden var formodentligt årsagen til, at Demos forlangte af AFA, at man fik udleveret den hemmelige hacker-gruppes originale materiale. Kravet blev i hvert fald afvist. Da Det Danske Center for Menneskerettigheder samtidigt offenligt fordømte AFAs metoder, blev hjemmesiden i Sverige lukket og ‘Researchkollektivet Redox’ på Frederiksberg stiftet.

Ordet ‘redox’ kunne referere til en kemisk reaktion, men er valgt som skjult henvisning til ‘redax’, der i det autonome miljø er den vedtagne forkortelse for ‘redaktion’. Samtidig var ‘redox’ ledigt som domænenavn på internettet. Det gjorde sikkert heller ikke noget, at ‘redox’ ligger tæt op ad ‘demos’, det velkendte navn på konkurrenten på Nørrebro.

Modellen for Researchkollektivet Redox er Antifascistisches Autorenkollektiv (Antifascistisk Forfatterkollektiv) i Berlin, som ledende danske autonome har haft kontakt til siden midten af 1990erne. Men i modsætning til det tyske forbillede søger Redox aktivt kontakt til pressen. Man har derfor en pressetalsmand, der allerede flere gange har optrådt i medierne.

Pressetalsmanden, der ikke vil vise offentligheden sit ansigt, optræder under navnet Jonas Jensen. Dette intetsigende navn kan være ægte, men ‘Jonas Jensen’ er samtidig dæknavn for Jonas Jonsen, en universitetsstuderende i slutningen af 20erne, der i henved ti år har været medlem af Antifascistisk Aktion.

Indflydelse
Da Antifascistisk Aktion i 2002 fejrede sit 10-års jubilæum i Ungdomshuset, deltog flere end tusind venstreekstremister fra Danmark, Tyskland, Norge og Sverige i løjerne. I festens anledning lavede TV-Stop propaganda-filmen ‘Antifascisme – 10 år’, og Poul Dissing, Savage Rose og Vote for Truckers indspillede støtte-CDen ‘AFA-X’. Den Grå Hal på Christiania stillede sig til rådighed med bl.a. barpersonale og dørmænd.

Det efter alt at dømme vellykkede arrangement fortæller ikke blot noget om den voldelige gruppes popularitet på den yderste venstrefløj, men også noget om de ressourcer, som organisationen råder over. Siden 2002 er TV-Stop og Ungdomshuset ophørt med at eksistere, men begge steder blev drevet af folk med tilknytning til AFA. Et centralt bindeled mellem de to steder var Peter Hoffmeyer, der i dag er tilknyttet Monsun.

Udover Monsun og Christiania er tidligere og nuværende medlemmer af Antifascistisk Aktion aktive i Enhedslisten, Foreningen Demos, Internationalt Forum, Socialistisk Ungdomsfront, Globale Rødder, samt i visse fagforeninger såsom BUPL, TIB og Lager & Handel. Medlemmer af AFA arbejder også, bl.a. som dørmænd, på københavnske spillesteder såsom Café Rust og Stengade 30. Andre er aktive i ‘økologiske’ virksomheder såsom Egen Vinding og Datter og aflæggeren Logik & Co. Venner af AFA sidder i bestyrelsen for bl.a. Blågårdens og Christianshavns Medborgerhus, og én er ansat i Politikens Boghandel ved Rådhuspladsen. Man har via fraktionen Rude Lions indflydelse i FCK, og sympatisører har dannet grupper på RUC og Københavns Universitet.

Medlemmerne af Antifascistisk Aktion er ekstremt lyssky, men ud over de allerede anførte kan man blandt venner og medlemmer fra den autonome scene bl.a. nævne Kaper Scheel, kæresteparret Pelle Dragsted og Janne Tynell, Maria Sønnøve Pagels, brødrene Hasse og Jesper Holst, Camilla Esser, Lars Holm Jørgensen, René Elley Karpantschof, søskendeparret Balder og Signe Johansen, Claus ‘Svenne’ Svendsen, Mikkel Skov Petersen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Martin Sundbøll, Jesper Tietgen Lund og Linda Hansen.

Linda Hansen er samtidig kendt fra Foreningen Demos. Det samme gælder Adrian Frank, Karin Pedersen, Michael Clausen, Steen Hovmøller Petersen, Herluf Østergaard, Hans Petersen (kan  være et dæknavn) og Kristian Munk.

Kristan Munk tilhører den yngre generation, hvoraf mange blev rekrutteret fra den voldelige kamporganisation Rebel. Af andre fra denne ´next generation’ kan nævnes Thorbjørn Maigaard, Mads Lodahl, Jacob ‘Munne’ Sanvig, Simon Bünger Paulsen, Kasper Benjamin Gabay, Jonas Anton Voss, Simon Shine, Jonas Viborg, Adam Benjamin Korzen og Erik Storrud.

Til den hårde kerne af gadekrigere under Antifascistisk Aktion hører en lille gruppe mænd i midten af 30erne. Gruppens medlemmer har adskillige domme for vold, røveri og narko-handel, og er som uautoriserede dørmænd i bl.a. det tidligere Ungdomshus, berygtede på Christiania og Nørrebro for deres brutalitet. I det københavnske undergrundsmiljø kender man dem under navne som ‘Seb’, ‘Stef’, ‘Pikken’ og ‘Doktoren’. Sidstnævnte er også kendt som ‘Balders bølle’ på grund af sin hengivenhed for Balder Johansen, der regnes for den egentlige leder af Antifascistisk Aktions gadekrigere.

Enhedslisten og Antifascistisk Aktion
Som nævnt har Enhedslisten siden 1993 samarbejdet med Antifascistisk Aktion. Dette samarbejde har ikke kun fundet sted i Antiracistisk Netværk. De to organisationer har i fællesskab f.eks. også arrangeret demonstrationer imod EU. Men ikke nok med det. Den voldelige gruppe har direkte indflydelse på den politik, som det pæne parlamentariske parti skal føre.

I efteråret 2002 vedtog Enhedslisten hovedbestyrelse, at man ville ændre ordlyden af straffelovens racismeparagraf. Ændringen, der blev støttet af partiets folketingsgruppe, skulle skærpe straffen for såkaldt racistisk vold og trusler. Til gengæld ville partiet ophæve kriminaliseringen af rene meningstilkendegivelser.

Ifølge et højtstående partimedlem var begrundelsen, at Man kan ikke bekæmpe meninger ved at forbyde, at de bliver udtalt. Og det bliver endnu mere absurd, efterhånden som det er en betydelig del af befolkningen, der opfatter det som deres politiske mening. Samtidig pegede man på, at det i partiets principprogram hedder, at det socialistiske samfund skal ikke blot bevare, men også øge det reelle indhold i de individuelle og kollektive demokratiske frihedsrettigheder.

Men i Antifascistisk Aktion er man ikke specielt tilhængere af ytringsfrihed. I en erklæring fra 1997 om indvandrerdebatten skriver organisationen ligeud, at vi skifter attitude fra det appellerende til det krævende. Danmark bliver ikke spurgt mere – Danmark bliver bedt om at holde kæft!

AFAs totalitære holdning til ytringsfrihed blev naturligvis delt af Foreningen Demos, og de to organisationer løb i åben alliance storm mod Enhedslistens demokratiske tiltag. Da det kom til stykket turde partitoppen ikke tage et opgør med de militante anti-demokraters mange tilhængere længere nede i rækkerne, og forslaget faldt uden de store svædslag på Enhedslistens følgende årsmøde.

Enhedslistens hykleri
I januar 2007 deltog nogle medlemmer af det løse netværk omkring hjemmesiden “Dansk Front” i en demonstration i København, afholdt af Venstres Ungdom. Demonstrationen blev angrebet af Antifascistisk Aktion med sten- og flaskekast. Hvad gjorde Enhedslisten? Man krævede Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, til rengskab fordi VU efterfølgende pointerede, at “Dansk Front”-folkene havde “opført sig ordentligt hele aftenen”.

Taktikken er typisk for AFAs gamle samarbejdspartner på Christiansborg. Officielt tager man afstand fra vold og beskriver sig som et fredeligt parti. Men for Enhedslisten skal debatten om politisk vold kun handle om vold fra højre. Når talen falder på venstrefløjens (mere omfattende) vold, så snakker partiet om noget andet. Debat om vold fra egne rækker skal kvæles i fødslen, ligesom partiet nødigt  taler åbent om sit tætte samarbejde med en voldelig undergrundsorganisation.

I dag undersøger man muligheden af at forbyde den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir (der iøvrigt tæller en af AFAs tidligere topfolk blandt sine medlemmer). I den forbindelse kunne Folketinget vel også rette lyset mod Antifascistisk Aktion, der som en erklæret voldelige organisation synes en endnu mere oplagt forbuds-kandidat. Men desværre synes AFA i det store og hele at være ukendt for de fleste folketingsmedlemmer udenfor Enhedslisten. I hvert fald har man til dags dato ikke set partiets nære forbindelse til den erklæret voldelige organisation behandlet på Christiansborg. Et par få velvalgte spørgsmål i folketingssalen skulle ellers være nok til at udstille Enhedslistens næste groteske hykleri omkring politisk vold.