-og ingen kamp uden dialog.

Dialogmøde afholdes mandag d. 25. august, kl. 19.00 hos Anna Jønsson og Mats Lillesø i Blågårdsgade 13 A, 4.

Vi vil diskuterer Gaderummet, støtte til PFLP, kamp fra undergrunden og meget, meget mere.

Vi forbeholder os ret til at afvise folk, der ikke respekterer husfreden.

Anna & Mats

SPRING UD I TÆPPETISSERE!

fucking loooooool !!!
hvad er det redox har lavet de sidste 3 år.
så mangler vi bare der en der anonymt smider et billede op af denne jonas jonson,og evt linker her til.

BZ-psykologen Carl-Erik Birck-Madsen kalder efter sin fyring
samfundet “barbarisk” og “bestialsk” og spår dets snarlige undergang.

HAHAHA, sikke da en boomer. fik du røget nogle gode “FEDE” dengang ???

Tvangstanker
Især “Kalle” Birck-Madsen tog mildest talt ikke udsmidningen fra Studenterhuset pænt. Han nægtede ikke blot at tilbagelevere et sæt lånte nøgler til ejendommen, men planlagde, og opgav på sin advokats opfordring, i de følgende år en række injuriesager, politianmeldte forgæves såvel universitetet som navngivne medarbejdere og tabte en sag i Pressenævnet mod Ekstra Bladet.

Ifølge Birck-Madsen var hele sagen et “højre-radikalt plot” mellem Københavns Universitet, Politiets Efterretningstjeneste, Ekstra Bladet, Forsvarets Efterretningstjeneste, danske nazister samt “en sort-okkult gruppe”. Birck-Madsens konspirationsteorier blev støttet af vennerne i Foreningen Demos, der bl.a. hængte en navngiven medarbejder ved Ekstra Bladet ud som medlem af det danske nazistparti DNSB. En påstand, man dog senere blev nødt til at trække i sig igen.

looooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooool

Det synes iøvrigt at være velkendt, at “Kalle” Birck-Madsen er mangeårig hash-misbruger. Han er stærk modstander af psykofarmaka og skal i stedet råde Gaderummets sindslidende til “selvmedicinering”.

ikke for at lægge ord i munden på dig.
men du er vel ikke blevet meget kloger med tiden,er du vel ?

Det er ganske fint med citaterne, men hvad så? Hvad mere? De kan betyde hvad som helst. Så hvad er sammenhængen for citaterne, deres kontekst, og hvem fremfører dem - en dirigent, et medlem af rådgivningen på egne vegne, eller en repræsentant – og overfor hvilke andre og i forhold til hvad.
Begrebet ”revolution” er ikke i sig selv et godt eller forkert begreb, men afhænger af, om anvendelsen af det har med forhold i sagen at gøre eller ikke – ellers er begrebet irrelevant eller ideologisk for sammenhængen. Lige så er det muligt at tillempe en sag med et begreb, der ikke har med sagen at gøre, og dermed forvanske sagen. Historisk kaldes dette den ”gemene” fremgangsmåde, såfremt det gøres bevidst og til fremme af eget skjulte formål.

Uden yderligere præcisering af sammenhæng og kontekst, er det striden om kejserens skæg. Har han ét skæg eller har han ikke, dét afhænger af øjnene der ser! Jeg skal straks give eksempler, men først til konsekvenserne af en sådan fremgangsmåde:

DEN FORUDDEFINEREDE SANDHED

At gå frem uden den historiske tilknytning af citaterne til den konkrete praksis, der har givet anledning til dem, er at binde erkendelse til den ’identifikatoriske udpegning’ af genstanden. Erkendelse i denne forstand, er orienterende løbsk erkendelse, erkendelse af den ydre omgang med genstanden, og med genstanden som fraværende i begrebets form, og ikke erkendelse om, hvad der i sig selv og ud fra genstanden selv bevæger genstanden.
Der er langt herfra – det er allerede gået galt kan man sige - og frem til distinktionen fra Kant om overgangen mellem ”Das ding für uns” og ”Das Ding an sich”. Og hvormed erkendelse kan gøres til viden om genstanden, frem for at forblive hildet enhver viden om verden, der ikke passer ind i udtalerens grandiose selvskabte Gudevægt for bedømmelsen af andre i verden eller for verdens udtale af sig selv.

Den identifikatoriske fremgangsmåde er hverken erkendelsens første trin, eller det sidste. Det er snarere at skabe verden udenfor sig, samtidig med at man fralægger sig, at have gjort det. Den identifikatoriske fremgangsmåde er genkendelsens ønske om, gennem den absolutte sandhed, at stille verden i stå – og ”SE MIG”! Her lyder det: ”Knæl alle. Her kommer sandheden”. Forveksles psykens orienterende erkendeform, med dens løbske udgave, dens stivnethed i formen den selv-identifikatoriske udpegning af nogen genstande frem for andre, vil udsagn om verden blive gjort til sand erkendelse om verden, såfremt og i ethvert tilfælde, at det lykkes én at identificere genstande hermed, trods at den ”sande viden” allerede var forudsat ved den første identifikatoriske udpegning af genstanden. Frem og tilbage er her lige langt, og en bevægelse på stedet, men i et ydre forhold i forhold til, hvad udsagnene om genstanden refererer til. Der bygges en verden op, man ikke selv vil være ved, trods at man er dens skaber i begrebets form, og så må denne jo tilhøre den anden: ”Du er min sandhed, dét at du eksisterer, og at jeg dig beskriver, dét er du”.

De fremførte citater – og de lignende andre som Junikredsen bygger sin første ”artikle” på – hænger bare i luften, udsigende hvad som helst, men uden en præcisering af status, relevans og gyldighedsområde i forhold til genstanden for omtalen, så vil citaterne bare være smukke eller grimme udsagn om noget egentligt ukendt i verden, alt afhængig af personen som læser dem, lige som et billede kan være afskyeligt for nogen, men den centrale kerne for andre, uden at det er klart, hvad det refererer til. Fordomme skabes og genskabes på denne dovne måde.

Skal debatten blive frugtbar, må Junikredsen formidle, hvor citaterne kommer fra, deres kontekst mm. Ellers er det tidsspilde som andet end identifikationstræning fra et blindt øje – og fra en anonym valgt instans. Kønt eller ej. Men ingen erkendemæssige fremskridt.

ET PAR EKSEMPLER PÅ IDENTIFIKATORISK ERKENDELSE

For et stykke tid siden fandt én ung en pose piller på gaden. De blev afleveret til mig, der kontaktede stedet, som havde udskrevet pillerne, og de fik dem så af mig. Stedet blev meget glad, og meget overrasket, for de var vant til, at fandt nogen af deres unge sådanne piller, så var der ikke store tanker om, at de ville aflevere dem tilbage til kilden. Stedet udtrykte stor glæde, dels for at få pillerne tilbage, dels over at sådan noget kunne ske – men det gør vel ikke mig eller rådgivningen til et ”aktivt hittegodskontor for politisk forsvundne piller”.

Hvad hvis vi havde reddet en kat fra at blive kørt over ude på gaden, bliver vi så lige pludselig til ”et dyrepensionat med politisk redningstjeneste” og intet væsentligt andet?

Nu til et lignende andet eksempel, jeg skal følge til ende.

EKSEMPEL. ”SKRID LILLE MIDE ELLER JEG SLÅR DIG IHJEL”.

Man hører et stykke fra sig, at der bliver råbt: ”Jeg slår dig ihjel din lille skide mide. Skrid til den losseplads du kommer fra, eller jeg nakker dig”.

1. Hvis man er lidt tyndhudet, og af andre lidt forude er blevet placeret i samme rum, og ikke kan se den talende, vil man sikkert tænke sit. ”Er det mig, der refereres til? Eller hvad fanden foregår der?”. Hvis man lader angsten tage over, kan man se sig selv flygte fra rummet, råbende at nogen vil slå én ihjel, for at nogen skal komme og tage over, frelse én.

2. Der kunne også være én person, der fra den anden side af vægen overhører udtalelserne. Uden at kunne se noget, og der samtidig er anden støj, kan det være sætninger formidlet af fjernsynet. Udtalelserne kan være filmreplikker! Men hvem siger det er fra et fjernsyn? Så hellere være på den sikre side, og sende bud efter politiet, så der gribes ind over for sådan en voldsbolle, inden der sker skade på andre.

3. Tilfældigvis er rummet, hvorfra der råbes – ”Jeg slår dig ihjel din lille skide mide. Skrid til den losseplads du kommer fra, eller jeg nakker dig” – et rum, der aflyttes af Politiets Efterretnings Tjeneste. Og hvis PET lige har set en agent gå ind i bygningen, som rummet ligger i, så kan man forledes til at tænke, at nu er agenten sgu opdaget, og så der må rykkes ind med det samme af specialstyrkerne.

**

Det hele kan siges så kort, at det sete afhænger af øjnene, der ser. Der er mange sandheder her, hver sin. Men det er skolastiske sandheder, ikke praktiske sandheder, der hjælper de enkelte, eller de involverede til at håndtere verden i et udvidet og udvikleligt perspektiv. Hvis man vil nøjes med den blotte identifikatoriske tilgang til verden, kan man kun udtale sig om, om det man fremfører, er identisk med ens forududtale eller ikke, altså om virkeligheden lever op til ens udtale, dom og dermed fordom, eller den ikke gør det.

Junikredsen har placeret sig her, hvor den blot orienterende anonyme erkendelse, via identifikatoriske udpegninger af ting i verden, gøres til sand viden om verden, trods at det er viden, der er bundet til erkenderen selv, og som ikke kan skilles fra erkenderen. Hvorvidt og i hvilken grad denne viden, som for erkenderen er sand viden om det identifikatorisk udpegne, har nogen betydning for sagens udvikling, er efterfølgende selv et praktisk problem. Det får konsekvenser, udpegende et bestemt politisk imperativ, som videre handling retter sig ind efter. Derfor er det så djævelsk at udpege det forkerte i et fænomen som væsentligt, for helheden klinger falsk med i den viderebestræbelse på at overvinde ens fejltagelse.

Enhver tilgang til et fænomen, angiver samtidig et praktisk mulighedsrum, for den fortsatte omgang med genstanden. Mulighedsrummet for den identifikatoriske fremgangsmåde, er rummet af stemplinger: Det og det forhold er sådan, se selv, og se selv hvor god jeg er til at finde bekræftelser herpå. Kommunikationsformen, hvis man ellers her kan tale om kommunikation, for det forudsætter en art reprocitet, en art udveksling af stofligt materiale, er personens genfremstilling af sig selv i en uendelig løkke på bekostning af genstanden – lige meget om det er rosende eller fordærvende.

At erkendelse altid er erkendelse af noget, men det er i den identifikatoriske fremgangsmåde ophævet til selviscenesættelse af én selv overfor genstanden, man egentlig hævder at udtale sig om. Frem for viden om genstanden, fås identifikatoriske udsagn om erkenderen! Her slår ”løbsk orienterende erkendelse” over i sin egen modsætning som selv- og omverdensbedrag. Er det bundet til en akut opstået emotionel belastning, som efterfølgende klinger af, er det typisk muligt at komme tilbage til, at verden er større end ens udtale af den. Ellers kommer man i sine følelsers vold, med de konsekvenser dette udsiger.

TILBAGE TIL EKSEMPLET ”SKRID LILLE MIDE ELLER JEG SLÅR DIG IHJEL”.

Det er noget af en sætning - ”SKRID LILLE MIDE ELLER JEG SLÅR DIG IHJEL. SKRID TIL DEN LOSSEPLADS DU KOMMER FRA, ELLER JEG NAKKER DIG” - at sige – eller er det. Og måske godt at PET kunne gribe ind. Men gribe ind i hvad?

Sætningen kommer i dette tilfælde fra en ung mand, der helt i sine egne tanker sidder og skriver på sin nye pc-er, og som frustreres over en stor og fed spyflue, der hele tiden sætter sig på skærmen, og som ikke lader sig skæmme væk. Skal den viftes ud af vinduet, for at kunne lægge sin æg et andet sted, eller skal man klaske den, og så tage med, at skulle tørre pc-en af tast for tast, hvis man klasker spyfluen, næste gang den sætter sig på skærmen. Sandelig en svær beslutning!

**

For tilskuerne, eller de egentlige aktører i sagen, den skræmte anden, naboen og PET, kan aktionen selvfølgelig være overstået, når pc-mandens computer er blevet knust og han selv overmandet. Alle kan efter lidt tid ånde lettet op. Det var falsk alarm. Men det er langt fra sikkert, at episoden bare bliver liggende, for alle, hvor den opstod.
Den unge pc-mand kan have misset sit tog til sit bryllup, bare fordi hysteriske koldkrigere alle vegne hverken kunne se eller mærke eller på anden led sanse, hvad der foregik omkring dem. De andre aktører kan begynde at tale om det gode i begrænsninger i den private tale, nye lovforslag om hvad der kan siges til sig selv, og skulle det kunne overhøres af andre – og hvad man ikke må sige til sig selv. Så ville alle være mere sikker på, at en sådan misforståelse ikke opstod igen. Og nu kan alle gå hellige hjem.

CITATERNE SOM JUNIKREDSEN FREMFØRER.

Det tjener ikke nogen debat, hvis ikke de af Junikredsen fremførte citater fra rådgivningens praksishistorie blotlægges i sin sammenhæng og kontekst. Ellers er det bare psykiske udkast fra en anonym person om sit eget anonyme virke. Og hvad har dette med mig, rådgivningen eller rådgivningens historie at gøre, som Junikredsen hævder at de udtaler sig om?

SPRING UD I TÆPPETISSERE!

Er I tæppetissere! Eller dolkemænd, der fordækt skjuler sig i visitationszonerne? Og som lige så fordækt og i en uendelig løkke genfremsætter egne dulgte motiver som afskyeligheden ved den identifikatorisk udpegne anden. Lige som da krigen på Balkan i 90-erne skulle initieres af national-sociale kræfter, hvor den rigtige race skulle komme til at herske over de andre og i sagens natur mindreværdige racer, etniske kulturer og politiske ideologier. Altså en omfordeling af rollerne, og uden at det siges højt, hvor der med krigens midler – og hvor sandheden jo er det første offer – alene kæmpes for eget private, og mod den forskellige anden og andre. Der gik megen kærlighed spildt dengang – men skabt blev ufattelig lidelse. Kære Junikreds, velkommen til konsekvenserne!

Spring ud I tæppetissere!

Kalle
http://www.gaderummet.dk

Da Birck-Madsens gruppe kort før sin udsmidning fra Studenterhuset præsenterede sig for det øvrige autonome miljø, indledte man med følgende ord:

“Som nogen måske véd, er Regnbuen bl.a. en psykologisk rådgivningsgruppe, der arbejder gratis, anonymt og på revolutionært socialistisk grundlag.”

Om sit virke fremhævede Regnbuen tillige, at “en central prioritering er det autonome politiske miljø.”

At også Gaderummet regnes som en del af det autonome miljø, selv af iagttagere noget mere imødekommende end Junikredsen, kan man forvisse sig om ved bl.a. at læse rapporten “Unge der går til yderligheder” fra Den Sociale Højskole.

Ja, det er de.

Mit ærinde er derfor ikke tekstens indhold, men dens struktur og funktion ift. undertegnede og Gaderummet.

Ens forholden-sig til noget, må nødvendigvis rette sig ind efter sin genstand, ellers går man skævt af sit produkt. Hvordan være et kærligt menneske, når man kommer med en revolver? Hvordan være troværdig, når man skjuler sin identitet? Hvordan være et elskeligt menneske, når man er fuld af had?

GADERUMMET ER ET FAGLIGT PROJEKT

Gaderummet – og tidligere rådgivningen Regnbuen – er ikke et politisk projekt, og det har aldrig været det. Det er et FAGLIGT PROJEKT, hvor de praktiske konsekvenser der kan drages, kan kaldes den politiske følgevirkning af ens videnskabelige resultater.
Det ligger som en etisk og moralsk pligt, at kommer man i sin forskning på sporet af forhold, der almengjort kan løse problemer og forbedre mulighederne for at mennesker kan udvide og udvikle deres liv sammen, så må disse forhold fremmes gennem fællesskabshandlinger.

Gås den anden vej – fra det politiske til det faglige – fås en simpel tillempning af ens forudfattede synspunkter til den materielle virkelighed. Ens udtale, ens handlinger og ens praksis bliver til interessebestemt plædering for ens korrekte synspunkt overfor andres falske synspunkter.

Analyser fra et interessebestemt ståsted fører altid hen i et punkt, de forkerte andre og/eller den forkerte virkelighed, som aktøren gør krav på at ville dominere, for den andens egen skyld eller for den godmodige sarkasmes skyld. Tale herfra er båret af værdiudtryk, udtrykkende en eller anden følelsesaffekt, der fylder én så meget, at man mener at dét skal den anden høre for eller bøde for. Virkeligheden forsvinder, til fordel for en bestræbelse, hvor den anden skal subsummeres under én selv. Der er ikke længere plads til forskellighed og flere meninger. Det er totalitarisme, forklædt som borgerlig humanisme. Man bliver ikke klogere, men mere forknyt; og er der delsejre, kan de ikke nydes fuld ud med andre, for deres grundlag tåler ikke den fælles granskning. Derfor tales der i koder, når man finder man har sejret.

Teksten refererer til
”medlemskab - i mangel af bedre – af Dansk Folkeparti, selv om jeg vel nærmest har udviklet mig til at være liberalistisk-national-konservativ, da DF efter min mening er det eneste nuværende danske parti, som bevidst siger fra overfor den tiltagende salami-islamisering af Den vestlige Verden”.

Når sandhed gøres til interessebestemt handlen, forsvinder enhver etik, moral og medmenneskelighed. Formålet helliger midlet, målet står over metoderne.

I Gaderummets tilfælde, og for rådgivningen, har fokus altid været den ureducerede tilgang til virkeligheden, med interessen at komme på sporet af virkelighedens egne love. Og det er åbenbart lykkedes så godt, at man allerede få år efter rådgivningens fødsel har ønsket at få del i dens resultater, ikke ved at arbejde og gøre nytte, men blot kræve bestemmeret. Det ligner handlinger, som kendes fra virksomheder der bliver til “Guldæg”, og som så skal sælges for at score en hurtig profit. Der er dog den forskel i forhold til Gaderummet og rådgivningen, at her er der ikke noget at bestemme over, men kun arbejde at yde, fagligt og i et alment-menneskeligt perspektiv.

LAV SELV NOGET. LET RØVEN

Synspunktet i artiklen er af en sådan art, at det ikke kan arbejde. Der er kun over og under, herre og knægt, magt og afmagt som dimensioner i artiklen. Det udtrykker kun interesse i Gaderummet for skribentens egen skyld, hvor der skrives gennem en personliggjort tilgang til emnet. Som om det gør ens argumentere bedre – men det er de jo også indenfor en totalitær nationalisme. Men samtidig er artiklen blottet for enhver modsigelse, altså blottet for udviklingskræfter, og indeholder ikke andet end laterale logiske modsigelser, den sort-hvide tænkning. Det er pudsig nok de to grundkarakteristika ved psykiske forstyrrelser, som artiklen er skrevet igennem.

Det må ikke være rart at være forfatteren – men han tør jo heller ikke vise sig. Der ligger her noget rigtigt generelt. Der er ikke meget i teksten, der ikke tidligere har stået i lignende artikler på Dansk Fronts hjemmeside, men også her anonymt, som flere andre steder på nettet og under dække af utallige alias.

Hvis man vil bestemme noget, så må man lave noget først. Ellers er der ikke noget at bestemme over. Hvis man vil være politisk, dvs. udtale sig om retning for omgang med praksis, så må man have undersøgt praksis. Ellers er det fremførelse af argumenter, der ikke har noget med sagen at gøre. Måske skulle forfatteren studere problemet om fjendebilleder lidt nærmere. Se til eksempel “Produktion og virkning af fjendebilleder” v Erich Wulff,og link: http://gaderummet.dk/nyheder_html/Produktion%20og%20virkning%20af%20fjendebilleder%20v%20Erich%20Wulff.htm

Kritikere af mig, af Gaderummet og tidligere af rådgivningen skriver nu på 15.år den samme historie. Samme interessebestemte sandhed, samme indhold – som om verden ikke flytter sig. Andre artikler har andre retninger, se til eksempel Egon Clausen: Ildsjæle 1998 - og link: http://www.gaderummet.dk/a/1998%20Egon%20Clausen.%20Nordisk%20Bogproduktion.%20Ildsj%E6le.%20Et%20forsvar%20for%20de%20frivillige%20hj%E6lpere%20og%20en%20kritik%20af%20Statens%20greb%20om%20folkeligheden.pdf

Hvad med selv at lave noget – som I så selv kan bestemme over. Men det kræver selvfølgelig at man letter røven, og bliver mere end en kupon-udfylder. I vil hurtigt erfare at jeres syndebuktankegang kommer til kort bare I bliver 3 personer - hvilket er den mindste gruppedannelse – eller flere personer. Den mindste uenighed vil ikke kunne overvindes gennem udvikling, men kun gennem udelukkelse af det ene eller det anden synspunkt i striden, i sidste ende gennem udelukkelsen af den ene part i diskussionen.
Men selv et parforhold vil køre ad helvede til, når fokus er det interessebestemte, den personliggjorte indfaldsvinkel og den laterale tænkning for samværet med den anden.

Interesseuenigheder ender altid i strid, hvis den ene part vil, og det samlede fællesskab for svagt. Samtidig må det også siges, at jo mere der tænkes sandhed ud fra det interessebestemte, det personliggjorde og den laterale sort-hvid-tænkning, jo mere decimeres ethvert fællesskab. Det går fra potentiale til goldhed, underkendende livet som en gave for det fælles og for den enkelte at bære.

Kalle
http://www.gaderummet.dk